1987 BSF 99 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM LØNMODTAGERES TRYGHED I ANSÆTTELSEN
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00099@1988-05-21/da
Indhold
Det pålægges regeringen at fremsætte et lovforslag inden den 1.
januar 1989 om lønmodtageres tryghed i ansættelsen. Forslaget, der
skal regulere ansættelsessituationen, forholdene under ansættelsen
samt afskedigelsessituationen, udarbejdes ud fra følgende
retningslinjer:
1) Ved lovforslaget skal en arbejdsgiver pålægges en generel
forpligtelse til alene at tage saglige hensyn ved
a) ansættelse af lønmodtagere,
b) dispositioner i forhold til de ansatte under ansættelsen,
c) ved afskedigelser.
2) Lovforslaget må indeholde en regulering af ansøgeres
oplysningspligt. Forslaget må herunder indeholde et forbud imod,
at en arbejdsgiver under en ansættelsessamtale stiller spørgsmål
om forhold, som det efter pkt. 1 er usagligt at tillægge
betydning. Forslaget må endvidere indeholde en regulering af,
hvilke undersøgelser en arbejdsgiver kan forlange at en ansøger
skal underkaste sig, samt hvilke krav en arbejdsgiver kan stille
med hensyn til at se udskrifter af registre m.v. vedrørende
ansøgeren.
3) Lovforslaget må endvidere indeholde en regulering af
ansættelsesproceduren. Der må herunder fastsættes en adgang for
ansøgeren til at få en samtale med tillidsrepræsentanten i
virksomheden. Tillidsrepræsentanten må endvidere sikres
deltagelse i ansættelsessamtaler samt en udtaleret med hensyn
til, hvilke ansøgere der skal ansættes.
4) Lovforslaget må endvidere indeholde et krav om, at der i
forbindelse med en ansættelse udarbejdes en skriftlig
ansættelsesaftale samt om det nærmere indhold af denne aftale.
5) Lovforslaget må endvidere give lønmodtageren adgang til uden
løntab at vægre sig imod arbejdets udførelse, såfremt vægringen
er rimeligt begrundet i arbejdsmiljømæssige forhold.
6) Lovforslaget må endvidere indeholde et forbud mod uvarslede
afskedigelser eller hjemsendelser uden løn i tilfælde af
arbejdsmangel.
7) Lovforslaget må endvidere indeholde bestemmelser om de tilfælde,
hvor lønmodtageren lovligt kan forsømme arbejdet, samt en
regulering af kravet på vederlaget under fraværet.
8. Lovforslaget må endvidere indeholde proceduremæssige regler for
bortvisning af lønmodtagere.
9. Lovforslaget må endvidere indeholde bestemmelser om
opsigelsesfrister med udgangspunkt i funktionærlovens § 2.
Forslaget må medtage bestemmelser om ændringer i
»120-dages-reglen«.
10) Lovforslaget må endvidere indeholde en fortrinsret til
genansættelse af lønmodtagere, der er afskediget på grund af
arbejdsmangel. Ved lovforslaget skal der tages
anciennitetsmæssige hensyn samt et særligt hensyn til, om den
afskedigede havde status af tillidsrepræsentant.
11) Lovforslaget må endvidere indeholde regler om
fratrædelsesgodtgørelse til lønmodtagere, der sagligt afskediges,
uden at afskedigelsen dog er rimeligt begrundet i lønmodtagerens
egne forhold.
12) Lovforslaget skal så vidt muligt omfatte alle lønmodtagere.
13) Lovforslaget skal udarbejdes med henblik på, at dette senere kan
indgå i en samlet lov om lønmodtagernes retsstilling i
ansættelsesforhold.
14) Lovforslaget skal indeholde bestemmelser om bevisbyrde ved
tvisters opståen, herunder fastsætte, at bevisbyrden for, at der
er taget saglige hensyn i de tilfælde, der er omfattet af pkt. 1,
påhviler arbejdsgiveren samt tilsvarende for så vidt angår
bevisbyrden for, at arbejdsvægringer efter pkt. 5 ikke er
rimeligt begrundet i hensynet til arbejdsmiljømæssige forhold.
15) Lovforslaget må indeholde en regulering af sanktioner for
overtrædelse af lovens bestemmelser i form af straf, godtgørelse
samt genansættelse. Ved usaglig afskedigelse indføres adgang til
obligatorisk genansættelse. Der fastsættes bestemmelser om
godtgørelse til lønmodtagere, hvis rettigheder er krænkede efter
forslagets pkt. 1.
16) Lovforslaget må i mindst muligt omfang gribe ind i det
eksisterende fagretlige system. Det må derfor fastsættes, at
tvister om overtrædelse af lovens bestemmelser, i det omfang den
krænkede lønmodtager er omfattet af en kollektiv overenskomst,
behandles i det fagretlige system. I øvrige tilfælde behandles
tvister på sædvanlig vis ved de civile domstole.
17) Lovforslaget må som udgangspunkt udformes som en lov, der
angiver de minimale krav. Det må dog overvejes at give adgang til
ved kollektive overenskomster at fravige lovens bestemmelser i
nærmere angivet omfang. Lovforslaget må ikke medføre, at hidtil
gældende vilkår, herunder funktionærvilkår, kan forringes.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Tryghedsforholdene er stærkt truet for store lønmodtagergrupper på
arbejdsmarkedet. Der foregår en stor udskiftning af lønmodtagerne
i virksomhederne. Hvert år berøres 700.000 af arbejdsløshed. Og
mange bliver langtidsledige. Ca. 75.000 er arbejdsløse næsten
hele året. Det går især ud over de ikke-faglærte, kvinderne og de
unge. De mister tilknytningen til arbejdsmarkedet, har de
dårligste uddannelsesmuligheder og de mest usikre
ansættelsesvilkår.
De hurtige forandringer på fremtidens arbejdsmarked med baggrund i
den teknologiske udvikling vil forstærke den store opsplitning og
de ulige vilkår mellem de forskellige lønmodtagergrupper.
Derfor bør der gribes ind nu for at sikre lønmodtagerne et bedre
fundament af tryghedsskabende foranstaltninger. Det er bl.a.
bedre job, bedre uddannelse, bedre vilkår i ansættelse og bedre
vilkår ved afskedigelse. Disse tryghedsforanstaltninger skal også
ses i sammenhæng med, at der bevidst skal satses på at styrke
konkurrencesektoren i bred forstand og på at løse de store
balanceproblemer over for udlandet.
Tryghed i jobbet vil skabe sammenhæng i arbejdslivet og give den
enkelte mulighed for at følge med i forandringerne og mulighed
for at påvirke dem.
Siden 60'erne er der sket væsentlige strukturforandringer i
ansættelsesvilkårene. Stadig flere højtuddannede faglærte
arbejdere ansættes på funktionærlignende vilkår. Samtidig kan der
spores tendenser til, at ufaglærte arbejdere i visse områder er
på vej mod daglejerstatus som følge af stor hyppighed i
afskedigelserne.
Danmark er bagefter, når det gælder tryghedsforholdene for store
grupper af lønmodtagere sammenlignet med andre industrialiserede
lande, f.eks. Norge, Sverige, Storbritannien og Vesttyskland. I
forhold til disse lande har Danmark de mindst udviklede
tryghedsbestemmelser/afskedigelsesregler.
I Danmark er det overladt virksomhedsledelsen inden for meget enkle
regler at ansætte og afskedige medarbejdere med relativt kort
varsel og uden økonomiske følger.
Dette specielle træk i dansk industri gør det meget lettere at lede
et firma i Danmark end i mange andre lande, når firmaet skal
lukkes eller indskrænke og medarbejdere afskediges.
I dette perspektiv skal forslaget om tryghed i ansættelsen også ses.
Siden begyndelsen af 80'erne har spørgsmålet om tryghed i
ansættelsen haft en central placering i den danske fagbevægelse.
Af flere grunde.
For det første har arbejdsgiverne med baggrund i den store
arbejdsløshed indledt en praksis med vilkårlighed i afskedigelser
af lønmodtagerne.
For det andet har den teknologiske udvikling med
strukturforskydninger i kvalifikationskravene og en ændret
anvendelse af arbejdskraften aktualiseret behovet for
tryghedsaftaler. Det blev første gang manifesteret i
Teknologiaftalen, der trådte i kraft i marts 1981 som tillæg til
samarbejdsaftalen.
Men det er ikke tilstrækkeligt.
Teknologiaftalen kan ikke sikre tryghed i jobbet alene, men må
suppleres med andre regler.
Derfor er der behov for en stramning af mulighederne for at foretage
individuelle afskedigelser, ligesom der i forslaget lægges op til
et reelt samarbejde mellem ansatte og ledelse om
ansættelsesregler.
De udenlandske erfaringer, hvor afskedigede har ret til
genansættelse, hvis afskedigelsen skyldes arbejdsmangel og der
igen kommer arbejde på virksomheden, må også indgå her.
Der er som nævnt meget store forskelle i de forskellige
lønmodtagergruppers tryghedsforhold. Nogle er omfattet af private
aftaler, andre af lovgivning. Lovgivningen omfatter særlige
ansættelsesvilkår for bestemte kategorier på arbejdsmarkedet,
f.eks. med tjenestemandsloven, funktionærloven, lærlingeloven,
sømandsloven.
Hovedparten af LO's medlemmer er privatansatte omfattet af
kollektive overenskomster, hvor ansættelsesforholdet reguleres
via hovedaftalen, samarbejdsaftalen og faglige/lokale aftaler.
Med hensyn til de indgåede tryghedsbestemmelser tegner der sig et
meget broget billede. Der er ikke noget klart mønster i
tryghedsbestemmelserne, der tenderer til at være forskellige både
inden for samme branche og inden for samme forbund.
Der er derfor behov for en rammelovgivning om tryghed i ansættelsen.
Formålet med forslaget til en tryghedsreform er ikke at lave stive
regler, men et sæt af tidssvarende og moderne retningslinjer til
gavn for både lønmodtagere og virksomheder.
Hensigten er mere ensartede retningslinjer, der gælder for alle, men
med mulighed for at afvige på nogle områder.
Tryghed i ansættelsen og i jobbet kræver en bedre personale- og
uddannelsesplanlægning i virksomhederne.
Socialdemokratiet fremsætter også lovforslag om kollektive
afskedigelser sammen med tryghedsforslaget, jf. det samtidig
fremsatte forslag til lov om varsling m.v. i forbindelse med
afskedigelse i større omfang (L 200).
Bemærkninger til forslagets enkelte punkter
Til punkt 1.
At arbejdsgiveren skal udøve ledelsesretten ud fra saglige hensyn
burde være en selvfølge. Imidlertid er alene offentlige
arbejdsgivere i medfør af de almindelige forvaltningsretlige
regler generelt forpligtede hertil.
Private arbejdsgivere er derimod som udgangspunkt fritstillede. En
privat arbejdsgiver kan f.eks. i sin ansættelsespolitik udøve
racediskrimination, uanset at Danmark ved at ratificere
FN-konvention af 21. december 1965 om afskaffelse af alle former
for racediskrimination har forpligtet sig til at sikre, at
racediskrimination ikke finder sted.
Race, køn, hudfarve, religion, politiske, seksuelle, sociale og
familiemæssige forhold er som udgangspunkt usaglige hensyn, mens
en persons vandel og helbred kan være irrelevante i nogle
tilfælde og relevante i andre.
Det afgørende er, om et hensyn er relevant for at varetage den
pågældende stilling. Eksempelvis vil det være sagligt at lægge
vægt på, om en ansøger til en stilling som kasserer er straffet
for berigelseskriminalitet, mens det ved en række andre
stillinger vil være et usagligt hensyn.
Med det anførte under litra b tænkes på lønfastsættelse,
forfremmelser, forflyttelser, uddannelse og lignende.
Ved afskedigelser må det ved saglighedsvurderingen tages i
betragtning, om omplacering samt omskoling forinden har været
forsøgt.
Lovforslaget må også omfatte offentlige arbejdsgivere, idet de
retlige sanktionsmuligheder ved overtrædelse af den nævnte
eksisterende forpligtelse til saglig behandling er særdeles
uklare.
Om bevisbyrde og sanktioner henvises til det under punkt 14 og punkt
15 anførte.
Til punkt 2
En ansøger bliver i forbindelse med ansættelsessamtalen udsat for en
række spørgsmål. Det antages, at ansøgeren er berettiget til at
nægte at svare på spørgsmål, der ikke er sagligt relevante for
arbejdsgiveren. Eksempelvis har arbejdsministeren udtalt, at det
vil være urimeligt at spørge en kvindelig ansøger om, hvorvidt
hun anvender p-piller. Arbejdsministeren henviste til
ligebehandlingsloven.
Problemet er imidlertid, hvad det indebærer, at det er berettiget at
nægte at svare på spørgsmål uden betydning for det eventuelle
ansættelsesforhold. Konsekvensen af en sådan nægtelse vil ofte
være, at ansøgeren ikke ansættes allerede af den grund.
Der er imidlertid kun ringe muligheder for at sanktionere
uberettigede spørgsmål. Det ovenfor nævnte tilfælde indebærer en
overtrædelse af ligebehandlingslovens § 2, der kan medføre
bødestraf, jf. § 12. I tilfælde, hvor der stilles spørgsmål, der
strider imod en overenskomstbestemmelse, vil der principielt
foreligge et overenskomstbrud, der kan forfølges på sædvanlig
vis. Dette vil sjældent være tilfældet.
Der er behov for en regulering af, hvilke spørgsmål en arbejdsgiver
kan stille ved en ansættelsessamtale.
I tilknytning hertil må fremhæves de store principielle problemer,
der er med hensyn til undersøgelser, som en arbejdsgiver
forlanger at en ansøger skal underkaste sig (f.eks. for AIDS)
samt med hensyn til krav om at se udskrifter af registre (f.eks.
en straffeattest). Reguleringen må også omfatte disse forhold.
Til punkt 3
Formålet med dette punkt er at sikre, at lønmodtageren får alle
relevante oplysninger om jobbet. Forslaget vil endvidere kunne
modvirke, at arbejdsgiveren stiller spørgsmål i strid med punkt
2. Endelig må forslaget ses som et naturligt led i udviklingen af
samarbejdet mellem virksomhedsledelse og ansatte.
Til punkt 4
Udgangspunktet er, at der ikke i dansk ret stilles særlige krav til
ansættelsesaftalens udformning. For visse typer
ansættelsesaftaler er dog i lovgivningen stillet krav om
skriftlig kontrakt samt om det nærmere indhold i kontrakten.
For at undgå, at der senere opstår uenighed i ansættelsesforholdet
om arbejdsvilkårene, bør der ved alle ansættelser indføres
skriftlige ansættelseskontrakter indeholdende alle relevante
oplysninger. Der tænkes bl.a. på følgende oplysninger:
a) Oplysning om, hvorvidt aftalen er indgået med henblik på fast
tilknytning til virksomheden, eller om der er tale om tids- eller
opgavebegrænset ansættelse.
b) Oplysning om løn og andre ydelser fra arbejdsgiveren.
c) Oplysning om ugentlig og daglig arbejdstid.
d) Arbejdsbeskrivelse.
e) Eventuel prøvetid.
Til punkt 5
Det er en almindelig arbejdsretlig grundsætning, at de ansatte uden
løntab kan nægte at udføre pålagt arbejde, der kan medføre
livsfare eller akut helbredsrisiko. Reglen har fundet direkte
udtryk i Normens § 5, stk. 2 (»Liv og velfærd«). I nogen
udstrækning anerkendes i den arbejdsretlige praksis en
videregående ret til arbejdsnedlæggelse, uanset der ikke
foreligger nogen egentlig eller aktuel fare for lønmodtagerens
liv eller helbred. Dette er navnlig tilfældet, hvor
offentligretlige forskrifter samt overenskomstmæssige regler om
arbejdsmiljøet ikke overholdes af arbejdsgiveren.
Retten til arbejdsvægring uden løntab bør omfatte alle tilfælde af
pålagt arbejde i strid med forskrifter for arbejdspladsens
indretning og arbejdets udførelse samt alle yderligere tilfælde,
hvor lønmodtageren med rimelig grund kan frygte for sit liv og
helbred. Som et eksempel på et tilfælde, der må omfattes heraf,
kan nævnes gravides arbejde ved edb-skærme.
Om bevisbyrdespørgsmålet henvises til det under punkt 14 anførte.
Til punkt 6
Den arbejdsretlige praksis samt en del overenskomstbestemmelser
giver arbejdsgiverne en meget vidtgående adgang til - uden varsel
- at afskedige de ansatte ved midlertidige arbejdshindringer,
eksempelvis på grund af råvaremangel, maskinstandsning, andre
ansattes overenskomststridige strejker og lignende force
majeure-situationer. I de fleste tilfælde hjemsendes den ansatte
uden løn, indtil der igen er arbejde.
Som påpeget i betænkning 1072/1986, side 109 f om supplerende
dagpenge og fejludbetalinger virker arbejdsløshedsforsikringen
ofte i disse tilfælde som en form for indirekte erhvervsstøtte,
der yderligere fratager arbejdsgiverne en tilskyndelse til en
hensigtsmæssig tilrettelæggelse af produktionen.
Det bør fremhæves, at funktionærer ikke kan afskediges af disse
årsager uden sædvanligt opsigelsesvarsel samt løn i
opsigelsesperioden.
Retstilstanden på dette område er åbenbart urimelig. Der bør derfor
gennemføres en generel regel, der udelukker afskedigelser uden
varsel på grund af force majeure og lignende samt hjemsendelser
uden sædvanlig løn. Der kan her etableres en refusionsordning med
statstilskud, som kombineres med en kollektiv forsikringsordning
for arbejdsgiverne.
Til punkt 7
Formålet med bestemmelsen er at fastslå de tilfælde, hvor en
lønmodtager kan være fraværende fra arbejdet uden at misligholde
sine forpligtelser. Det bør her fastsættes, at fravær, der ikke
kan tilregnes den enkelte eller er begrundet i tvingende
personlige årsager, er lovligt fravær.
Som eksempel på fravær, der ikke kan tilregnes den enkelte
arbejdstager, kan nævnes afbrydelser i den kollektive trafik, der
medfører for sent fremmøde på arbejdet. Som eksempel på fravær,
der er begrundet i tvingende personlige årsager, kan nævnes
jobsøgning og sygdom hos mindreårige hjemmeboende børn. Der kan
endvidere nævnes læge- og tandlægebesøg, der ikke kan foretages
uden for arbejdstiden.
Der tages ikke ved forslaget endelig stilling til dækning af
løntabet under lovligt fravær. Det må overvejes at indføre
minimumsregler for dækning for løntab under en opsagt
lønmodtagers jobsøgning og ved børns sygdom med visse tidsmæssige
begrænsninger.
Til punkt 8
Foruden i de under pkt. 6 nævnte tilfælde af force majeure og
lignende kan en arbejdsgiver uden varsel kun afbryde (hæve)
ansættelsesforholdet, såfremt den ansatte gør sig skyldig i en
grov misligholdelse heraf. Berettigelsen af en sådan bortvisning
vil ofte kræve en forudgående advarsel, samt at arbejdsgiveren
reagerer umiddelbart efter, at han bliver bekendt med forholdet.
I en række overenskomster er det endvidere foreskrevet, at forholdet
forinden skal drøftes med tillidsrepræsentanten.
Det er ikke muligt i en generel regel at fastsætte de tilfælde, hvor
en bortvisning vil være berettiget. Man kan alene generelt
regulere visse formelle betingelser for en bortvisning. Disse kan
være:
a) som hovedregel en forudgående advarsel,
b) en forhandling med tillidsrepræsentanten,
c) en umiddelbar reaktion fra arbejdsgiveren og
d) efter påkrav en skriftlig begrundelse herfor.
Til punkt 9
Opsigelsesvarslernes længde er et af de vigtigste elementer i
tryghed i ansættelsen. Udgangspunktet bør være varslerne i
funktionærloven, således at kortere varsel bør kræve en særlig
begrundelse.
Der kan være anledning til særligt at nævne overvejelserne i
betænkning 1022/1984 »Revision af funktionærloven«, afgivet af
funktionærlovsudvalget om ændringer i den såkaldte 120-dages
regel i funktionærlovens § 5, stk. 2. På grundlag af denne regel
har der på visse, herunder især offentlige arbejdspladser
udviklet sig en særdeles uheldig praksis, hvorefter
arbejdsgiveren automatisk, når de 120 dage er forløbet, foretager
afskedigelse med det forkortede varsel uden hensyntagen til, om
der f.eks. snart er udsigt til, at sygdommen er overstået.
For det andet er det urimeligt, at ansatte, der har været ansat i en
lang årrække hos den samme arbejdsgiver, pludselig på grund af
sygdom får forkortet opsigelsesvarslet betydeligt uden
hensyntagen til ancienniteten på opsigelsestidspunktet.
Det nævnte udvalg har i enighed foreslået ændringer i loven, der
tager højde for disse forhold. Udvalgets
lønmodtagerrepræsentanter har endvidere foreslået, at det
forkortede opsigelsesvarsel ikke skal kunne anvendes, når
arbejdsudygtigheden skyldes arbejdsskade.
Disse forslag må indgå. Herudover må der tages stilling til
betydningen af delvis sygefravær. Det bemærkes, at
arbejdsministeren har udtalt, at delvis fravær - f.eks. halve
dage - medregnes som hele dage i relation til 120-dages reglen.
Denne fortolkning, hvorom der verserer en sag ved domstolene,
modvirker den syges muligheder for genoptagelse af arbejdet efter
lang tids sygdom.
Til punkt 10
Forslaget skal - foruden at give øget tryghed i ansættelsen -
hindre, at arbejdsgivere benytter arbejdsmangelsituationer til at
foretage udrensninger i arbejdsstyrken f.eks. af fagligt aktive,
herunder tillidsrepræsentanter.
Til punkt 11
Forslaget tager især sigte på arbejdsmangelsituationer.
Efter funktionærlovens § 2 a har en funktionær ved opsigelse krav på
fratrædelsesgodtgørelse, såfremt han har været uafbrudt
beskæftiget i virksomheden i 12, 15 eller 18 år.
Fratrædelsesgodtgørelsen, der udgør 1, 2 eller 3 måneders løn,
har til formål at mildne overgangen til anden beskæftigelse for
ældre funktionærer med lang tids beskæftigelse i virksomheden.
Såfremt man ved hjælp af fratrædelsesgodtgørelser ønsker tillige at
motivere arbejdsgiverne til at undlade at foretage afskedigelser,
er det nødvendigt, at anciennitetskravet nedsættes betydeligt.
Det afgørende må endvidere være lønmodtagernes samlede
anciennitet i virksomheden.
Forslaget skal kunne hindre, at der ved nedskæringer i en
virksomheds arbejdsstyrke vælges at lukke danske afdelinger, idet
de økonomiske konsekvenser her er mest gunstige i forhold til
lukning af udenlandske afdelinger. Godtgørelsens størrelse må
fastsættes i overensstemmelse hermed.
Til punkt 12 og 13
Lønmodtagernes retsstilling i ansættelsesforhold er uoverskuelig.
Uoverskueligheden fremgår af følgende:
1) For store personalegrupper er forholdet mellem arbejdsgiver og
lønmodtagere reguleret ved lov. Dette gælder for funktionærer,
medhjælpere, sømænd, tjenestemænd, lærlinge og efg-elever.
2) Lønmodtagerbeskyttelsen er vidt forskellig i de forskellige love.
3) Store lønmodtagergrupper er uden en generel lovregulering af
ansættelsesforholdet. Her gælder bestemmelserne i den kollektive
overenskomst - eller eventuelt kun, hvad der er aftalt mundtligt
eller skriftligt mellem den enkelte lønmodtager og arbejdsgiver.
4) Videre reguleres lønmodtagerens retsstilling i en række
forskellige love som f.eks. ferieloven, lov om lige løn til mænd
og kvinder, lov om ligebehandling af mænd og kvinder, lov om
barselorlov, lov om værnepligtsorlov, lov om beskyttelse mod
afskedigelse på grund af foreningsforhold, lov om lønmodtagernes
retsstilling ved virksomhedsoverdragelse og kapitel 5 a i lov om
arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. Kapitel 5 a
handler om kollektive afskedigelser.
Hertil kommer, at den forskellige lønmodtagerbeskyttelse ikke har
nogen saglig begrundelse. For så vidt angår tjenestemænd og
ansatte i uddannelsesforhold samt muligvis søfolk kan det dog
ikke på forhånd afvises, at der er særlige forhold, som betinger
en særskilt regulering. Uanset dette må det principielle
udgangspunkt fastholdes, nemlig at arbejdsvilkårene i henhold til
lovgivningen må være ensartede for samtlige lønmodtagere.
Forskelle må kræve en særlig begrundelse. Noget andet er de
aftalte arbejdsvilkår i henhold til de kollektive overenskomster,
som naturligt vil afspejle forskellige prioriteringer mellem de
enkelte faggrupper.
Loven skal medvirke til en indsnævring af de nævnte forskelle og
således bane vejen for den senere samlede og ensartede regulering
af lønmodtagernes retsstilling, der efterhånden er et bredt ønske
om.
Til punkt 14
Det er en kendt sag, at det ikke er nok at have ret, men at det
tillige er nødvendigt at kunne bevise det. Her er spørgsmålet om
bevisbyrde afgørende. Når arbejdsgiverne hæger om ledelsesretten,
er det naturligt også at lægge bevisbyrden for, at denne udøves
ud fra saglige hensyn hos dem, der er nærmest til at begrunde
egne dispositioner.
For så vidt angår forslaget under punkt 5 er problemet af en lidt
anden karakter. Alligevel er det arbejdsgiverne, der som
udgangspunkt fastsætter vilkårene for produktionen. Som anført
under pkt. 5 kan det ikke accepteres, at usikkerhed om
produktionens arbejdsmiljømæssige konsekvenser skal være
lønmodtagernes risiko med mulige livs- og helbredstruende følger.
Bevisbyrden for arbejdsvægringers manglende rimelige begrundelse
i en sådan usikkerhed må derfor også lægges hos arbejdsgiverne.
Til punkt 15
Straf for overtrædelse af den ansættelsesretlige lovgivning har i
praksis et ringe anvendelsesområde, ligesom anvendelse af denne
sanktion næppe er hensigtsmæssig frem for andre sanktioner i
forhold til at sikre reglernes overholdelse.
Den fra f.eks. ligestillingslovgivningen kendte mulighed for
økonomisk godtgørelse vil være at foretrække ved krænkelser af
rettigheder i henhold til forslagets punkt 1, litra a og b.
For så vidt angår usaglige afskedigelser, jf. pkt. 1, litra c, er
genansættelse foruden dækning af løntabet i den mellemliggende
periode eneste logiske konsekvens, såfremt den usagligt
afskedigede lønmodtager ønsker dette. Det er i så henseende ikke
rimeligt at imødegå en obligatorisk adgang til genansættelse med
mulige efterfølgende samarbejdsvanskeligheder. Efter
genansættelsen påhviler det begge parter at medvirke til et
rimeligt samarbejde, og den genansattes manglende vilje hertil
udgør en saglig afskedigelsesgrund. I situationen er det
arbejdsgiveren, der har foretaget en usaglig afskedigelse, og
denne må derfor naturligt bære risikoen for, at samarbejdet
muligt ikke kan genetableres.
Godtgørelsen til den usagligt afskedigede lønmodtager, der ikke
ønsker genansættelse, må fastsættes ud fra niveauet, der
fastlægges i loven om beskyttelse mod afskedigelse på grund af
foreningsforhold.
Til punkt 16
Princippet om prioritet for behandling af tvister i det fagretlige
system frem for ved de almindelige domstole er velkendt, jf.
f.eks. § 1, stk. 3, i ligebehandlingsloven og i loven om lige løn
til mænd og kvinder. Efter forslaget er det dog alene den
omstændighed, at den krænkede er omfattet af en kollektiv
overenskomst, der medfører tvisters behandling i det fagretlige
system. Det er således uden betydning, om den kollektive
overenskomst indeholder regler svarende til lovens regler.
Til punkt 17
Utilsigtede konsekvenser af at gennemføre en ensartet regulering for
samtlige lønmodtagergrupper kan afbødes ved at tillade
fravigelser fra den i loven fastsatte ordning, såfremt dette sker
ved kollektiv overenskomst.
Mens ansættelseslovgivningen i reglen altid vil kunne fraviges til
fordel for lønmodtagerne, således at lovgivningen har karakter af
en minimumslov, må det udtrykkeligt fastsættes, hvilke af lovens
bestemmelser der skal kunne fraviges »til skade« for
lønmodtagerne. Der kan her være tale om at tillade fravigelse af
punkt 9. Eksempelvis er funktionærers opsigelsesvarsler muligt
ikke generelt anvendelige på forholdene i byggefagene.