Gelex

1987 BSF 102 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FORBEDRING AF MULIGHEDERNE FOR OPRETTELSE AF MEDARBEJDEREJEDE OG -STYREDE VIRKSOMHEDER

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00102@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til snarest at fremsætte

lovforslag, der forbedrer mulighederne for oprettelse af

medarbejderejede og -styrede virksomheder efter følgende

retningslinjer:

1. Loven skal omfatte virksomheder, der vedtægtsmæssigt opfylder

følgende betingelser:

a. Alle virksomhedens medarbejdere skal have een stemme hver på

generalforsamlingen, der er virksomhedens øverste besluttende

myndighed, og alle virksomhedens medarbejdere skal være

medbestemmende om den daglige drift.

b. Det forudsættes, at alle medarbejdere er medejere eller

andelshavere i virksomheden.

c. I større virksomheder vælger medarbejderne en bestyrelse.

Virksomhedsledelsen er ansvarlig over for bestyrelsen og

tilforordnes bestyrelsesmøderne uden stemmeret.

d. Bestyrelsesmedlemmerne er på valg hvert andet år.

e. I tilfælde af uoverensstemmelser mellem en bestyrelse og dens

vælgergruppe kan en ekstraordinær generalforsamling til enhver

tid vælge en ny bestyrelse.

En tredjedel af medejerne kan indkalde til ekstraordinær

generalforsamling.

f. Hvis en del af egenkapitalen tilhører andre end medarbejderne, må

dette ikke føre til, at eksterne kapitalinteresser opnår kontrol

med den medarbejderstyrede virksomhed.

g. Virksomheden skal have mindst 5 medarbejdere.

2. Der ydes gennem et specielt finansieringsinstitut (jf. nr. 3)

statslån til de medarbejderejede virksomheder samt statsgaranti

for lån til medarbejdernes eventuelle indskud. Dette gælder kun,

så længe virksomheden opfylder de under nr. 1 nævnte betingelser.

Lånene til virksomheden ydes inden for visse grænser, der kan være

afhængig af:

a. Indskudskapitalens størrelse. Indskudskapital er dog ikke en

betingelse for at opnå lån.

b. Antallet af medarbejdere.

c. En vurdering foretaget af et særligt finansierings- og

rådgivningsinstitut for medarbejderejede virksomheder (jf. nr. 3).

Statsgarantien for medarbejdernes indskud ydes op til maksimum

50.000 kr. pr. medarbejder.

3. Der oprettes et specielt finansieringsinstitut og en

konsulentordning for medarbejderstyrede virksomheder. Instituttet

modtager bidrag fra statskassen og kan modtage bidrag fra

kommuner og fonde m.fl. Instituttet skal i sin vurdering bl.a.

lægge vægt på virksomhedens betydning for beskæftigelse og

samfundsøkonomi.

Konsulentbistand skal ydes af konsulenter med særlig ekspertise

inden for områder som medarbejderstyrede virksomheders ejerform,

finansiering, medarbejderuddannelse m.v. Dette indebærer, at de

offentlige konsulentordninger f.eks. gennem de teknologiske

informationscentre skal kunne tilbyde rådgivning fra konsulenter

med særlig viden om medarbejderstyrede virksomheder og deres

særlige problemer ved siden af de konsulenter, der tilknyttes

finansieringsinstituttet. Desuden indebærer dette, at der gives

støtte til andre organisationer, der yder særlig konsulentbistand

til demokratiserede erhvervsvirksomheder.

Virksomhederne skal på længere sigt forrente og afdrage den udlagte

kapital, således at finansieringsinstituttet baseres på løbende

indbetalinger, bidrag etc. fremfor offentlige støtteordninger.

4. Medarbejderne skal have alle lønmodtagerrettigheder med hensyn

til dagpengeret i forbindelse med arbejdsløshed og sygdom,

kapitalpension m.v.

5. Lovgivningen om forbedring af mulighederne for oprettelse af

medarbejderstyrede virksomheder følges op af en

oplysningskampagne, og der gives særlig støtte til uddannelses-

og oplysningsaktiviteter, der søger at udbrede kendskabet til

disse virksomheder.

6. Med hensyn til medejets økonomiske indhold er det væsentligste at

øge demokratisering og beskæftigelse. Medarbejderstyrede

virksomheder giver derfor den enkelte ret til arbejdsindkomst og

til at benytte den fællesejede virksomheds produktionsapparat.

Medejet er derfor ikke primært baseret på at skabe

kapitalgevinster for den enkelte medejer.

Dog skal medejere have mulighed for at udtrække deres indskud til

parikurs med inflationsregulering, når virksomheden forlades.

Dersom der oprettes individuelle konti, som tilskrives en del af

virksomhedens overskud, må den del af overskuddet, som tilskrives

disse konti, ikke overstige 20 pct.

7. Ved salg eller lukning af virksomheden tilfalder den kollektive

formue det i nr. 3 nævnte finansieringsinstitut.

8. I tilfælde af virksomhedslukninger af ikke-medarbejderejede

virksomheder orienteres medarbejderne efter gældende regler på

arbejdsmarkedet, og de kan søge finansieringsinstituttet om

støtte til en medarbejderovertagelse. Eventuelt tilsagn om støtte

skal alene bero på driftsøkonomiske vurderinger, fremtidige

afsætningsmuligheder og eventuelle muligheder for at modernisere

et forældet produktionsapparat.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Formålet med forslaget er at udbrede demokratiet i erhvervslivet, så

virksomhederne kontrolleres af de mennesker, som arbejder i dem.

Demokratiseringen kan basere sig på vidt forskellige ejerformer, og

nærværende forslag intenderer hermed kun at fremme

medarbejderejet eller andelsejet. SF's demokratiseringsforslag i

øvrigt retter sig mod en VD/ØD-reform og virksomhedsråd i statens

institutioner og virksomheder. Ud over dette er det naturligt, at

offentlige erhvervsvirksomheder, der i fremtiden får mulighed for

egentlig produktion, omfattes af lignende demokratiseringstiltag.

Endelig kunne man forestille sig, at den eksisterende

arbejderkooperative sektor i Danmark gik tilbage til de

oprindelige andelsprincipper, som beskrives i nr. 1, litra a.

Demokratiseringen af erhvervslivet er altså for SF ikke en

alt-eller-intet-holdning, og kan denne gå i hånd med øvrige

erhvervspolitiske tiltag, der sigter mod eksportfremme og

importsubstituerende produktioner, kan demokratiseringstiltag

bidrage til at løse den danske økonomis nuværende problemer. Det

øgede virksomhedsdemokrati bør i sig selv betragtes som en

produktivitetsforøgende faktor, fordi medarbejdernes

selvforvaltning af egen virksomhed er en motiverende kraft for

den enkelte medarbejder.

I den aktuelle situation med høj arbejdsløshed tjener forslaget til

at understøtte og forbedre igangværende foranstaltninger med

hensyn til teknologiudvikling, beskæftigelsesfremme og

iværksætteraktivitet.

Nærværende beslutningsforslag er en delvis genfremsættelse af et af

SF i folketingsåret 1986-87, 1. samling, fremsat forslag til

folketingsbeslutning om forbedring af mulighederne for oprettelse

af medarbejderejede virksomheder, jf. Folketingstidende 1986-87,

forhandlingerne sp. 9732 og 11070 samt tillæg A sp. 4729.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1

Ad a

Der udarbejdes standardvedtægter for medarbejdernes rolle ved

udøvelsen af den daglige ledelse. Disse regler bør være så

rummelige, at der tages hensyn til store såvel som små

virksomheder og således såvel til produktions- som geografisk

opdelte virksomheder.

Ad b

Den enkelte kommende medejer indrømmes en prøvetid på maksimalt 1/2

år, hvorefter beslutning om fremtidig tilknytning træffes.

Ad c

Bestemmelsen præciserer det demokratiske indhold i beslutninger i

større virksomheder.

Ad e

I tilfælde af konflikter skal man til enhver tid have mulighed for

at afprøve sine synspunkter på en beslutningsdygtig ekstraordinær

generalforsamling.

Ad f

For at sikre medarbejdergruppen kontrollen med virksomheden

praktiseres princippet beskrevet i nr. 1 a.

Eksterne kapitalinteresser, f.eks. private investorer eller fonde,

opnår et incitament til at investere gennem udbytte af den

indskudte kapital. Det bør tilstræbes, at der oprettes en særlig

selskabsform, medarbejderstyret selskab, MS. De eksisterende

selskabsformer udgør i forhold til nr. 1 ikke et tilstrækkelig

stort spektrum til at imødekomme de specielle krav, der er

forbundet med medarbejderstyrede selskaber. Dette skyldes

principperne beskrevet i nr. 1 a, b, c, d og e, og det skyldes

også, at ekstern finansiering af medarbejderstyrede virksomheder

fordrer et obligationslignende nyt værdipapir, der giver ret til

udbytte uden kontrol med den investerede kapital. En ny

selskabsform, MS, skal sikre, at nr. 1 er indispensabel.

Ad g

Forslaget retter sig mod virksomheder, hvor en vis kollektivitet i

beslutningsprocesserne kan sikres. Forslaget retter sig således

ikke mod enkeltmandsvirksomheder, familievirksomheder og

lignende. Dette har nær sammenhæng med medarbejdernes status som

lønmodtagere, jf. nr. 4.

Det i nr. 3 nævnte finansieringsinstitut skal kunne dispensere for

denne nedre grænse for antallet af medarbejdere.

Ad 2

Begrænsningerne vedrørende ejerformen indebærer, at kredsen af

kapitalindskydere begrænses, og at der stilles særlige krav til

fordelingen af stemmeretten blandt medarbejderne. Dette betyder,

at hver medarbejder skal indskyde nogenlunde samme beløb. Derfor

kan enkelte medarbejderes begrænsede indskudsmuligheder betyde,

at den samlede indskudskapital bliver relativt lille.

Medarbejderstyrede virksomheder har derfor et særligt behov for stor

fremmedfinansiering, så indskudskapitalens størrelse begrænses og

den enkelte medarbejders indskudsbyrde lettes. Samtidig kan

ukendskabet til denne ejerform medføre, at de medarbejderstyrede

virksomheder vil få særlig vanskeligt ved at skaffe tilstrækkelig

fremmedkapital.

En ordning med statslån vil kunne øge medarbejderstyrede

virksomheders muligheder for at opnå en sådan fremmed

finansiering, således at kravet til indskudskapitalens størrelse

kan begrænses. Samtidig vil en statsgaranti for lån til den

enkelte medarbejders indskud kunne lette disse indskud.

Ad 3

I en del vesteuropæiske lande og i USA findes der allerede

støttestrukturer for medarbejderstyrede og arbejdskooperative

virksomheder. Lignende ordninger kan etableres i Danmark, hvor

der er støttestrukturer for kooperative virksomheder. Ud over

interesseorganisationer til støtte for leverandørkooperativer

(andelsbevægelsen), forbrugerkooperativer

(brugsforeningsbevægelsen) er der de organisationer, som har

formålsparagraffer beslægtede med tankegangen i dette forslag.

Organisationer som Det kooperative Fællesforbund (DKF) kan gennem

lokale initiativcentre tænkes at yde konsulentbistand til

medarbejderstyrede virksomheder.

Dette gælder også organisationen Sammenslutningen af Produktions- og

Arbejderfællesskaber (SAPA). Disse og lignende organisationers

konsulentbistand bør have en tilsvarende form for støtte som

nævnt ovenfor, og samtlige støttefunktioner bør koordineres i

tilknytning til finansieringsinstituttet.

Som en del af sit virke skal finansieringsinstituttet opmuntre til

nye former for ledelse og inddragelse af medarbejderne i

medarbejderstyrede virksomheders daglige drift, åbne op for

skabelse af jobmuligheder til hårdt arbejdsløshedsramte grupper,

f.eks. unge og indvandrere, og være med til at sikre udviklingen

af socialt nyttig teknologi, socialt nyttige varer og

erhvervsbyggeri.

For at lette opfyldelsen af disse mål skal fonden kunne tilbyde

investeringstilskud og konsulentbistand skræddersyet til den

enkelte virksomheds behov.

Som industrielt udviklende og jobskabende drivkraft skal

finansieringsinstituttet være fri for direkte politisk styring

for at kunne træffe beslutninger hurtigt og være stadig voksende

i kraft af statstilskud, kommunale tilskud, tilskud fra fonde som

ATP, LD og pensionskasser, men også i kraft af forrentningen af

den allerede indskudte kapital.

Finansieringsinstituttets øverste ledelse sikres både repræsentation

af finansieringsinstituttets medarbejdere og brugerne af

instituttet. Førstnævnte vælges domokratisk blandt instituttets

medarbejdere, og sidstnævnte vælges efter urafstemning blandt

brugervirksomhederne og kapitalindskyderne.

Om end virksomhederne kan tillade en vis henstand med hensyn til

betaling af renter og afdrag på den udlagte kapital, så er det

vigtigt, at finansieringsinstituttet drives efter kommercielle

kriterier af hensyn til den kapitaldannelse, der er nødvendig for

at støtte et voksende antal virksomheder. Den af

finansieringsinstituttet udlagte kapital skal indgå i et lukket

finansieringskredsløb mellem instituttet og de medarbejderstyrede

virksomheder. Instituttet vil med andre ord ikke på længere sigt

udgøre nogen væsentlig belastning af de offentlige udgifter.

Ad 4

Den nuværende lovgivning er noget uklar med hensyn til, hvornår en

medejende medarbejder skal betragtes som selvstændig henholdsvis

lønmodtager. Der findes eksempler på, at medarbejdernes frygt for

at miste den fulde ret til dagpenge m.v. har hindret oprettelsen

af virksomheder. Derfor bør det i loven præciseres, at

medarbejdere i medarbejderstyrede virksomheder bevarer deres

fulde lønmodtagerrettigheder.

Dog bør det sikres, at arbejdsløse, der deltager i starten af en

virksomhed, får mulighed for at oppebære 50 pct. af

understøttelsen ved starten af virksomheden. De sikres således de

samme muligheder som arbejdsløse, der starter egen virksomhed.

Ad 5

For at få startet flere medarbejderstyrede virksomheder i Danmark er

det nødvendigt, at flere mennesker får kendskab til de

muligheder, der ligger i denne virksomhedsform. Derfor skal

lovgivningen på dette område følges op af en oplysningskampagne,

herunder udarbejdelse af kursusmateriale m.v. til brug i

undervisningen på forskellige niveauer. Det kan i denne

sammenhæng overvejes at give en særlig støtte til f.eks.

produktionshøjskoler og lignende, der direkte kunne uddanne

medarbejdere til start af egen virksomhed. Endvidere bør

fagbevægelsens uddannelsestilbud suppleres med yderligere

oplysnings- og uddannelsesvirksomhed på dette felt.

Ad 6

For at undgå kapitalmangel på længere sigt må det sikres, at kun en

begrænset del af eventuelle overskud kan trækkes ud.

Medarbejderne beslutter kollektivt, hvor store del af omsætningen

der skal gå til nyinvesteringer, til geninvesteringer i det

eksisterende produktionsapparat og til lønindkomst. Dette foregår

eventuelt i samråd med konsulenter fra det i nr. 3 nævnte

finansieringsinstitut.

Virksomhedernes overskud tilfalder som hovedregel den kollektive

virksomhedsfond. Medarbejderne kan dog beslutte, at op til 20

pct. af det årlige overskud tilskrives individuelle medejerkonti,

som kan udtrækkes, når medarbejderen forlader virksomheden.

Individuel ret til virksomhedernes kollektive formue kan således

ikke forekomme.

Ad 7

Der kan kun ydes statslån og statsgaranti for lån til virksomheder,

som vedtægtsmæssigt sikrer, at den kollektive formue ved salg

eller lukning tilfalder finansieringsinstituttet. Herved

begrænses kapitaliseringsmuligheder for virksomheder, der har

modtaget offentlig støtte.

Ad 8

I tilfælde af virksomhedslukninger skal dette forslag naturligvis

ikke føre til skjulte erhvervstilskud til dækning af fallerede

virksomheders underskud. Kun sunde og konkurrencedygtige

virksomheder gøres til genstand for en medarbejderovertagelse.

Finansieringsinstituttet vurderer virksomhedens økonomi og

fremtidige udviklingsmuligheder.

Versioner

  1. 1988-05-21