1987 BSF 104 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ET UDVIKLINGSPROGRAM FOR EDB I UNDERVISNINGEN I FOLKESKOLEN OG GYMNASIET
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00104@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at tage initiativ til en
forstærket indsats for at integrere edb i undervisningen i
folkeskolen og gymnasiet.
Følgende principper lægges til grund:
1. Der gennemføres et udviklingsprogram vedrørende edb i
undervisningen. Programmet sigter på at fremme en hensigtsmæssig
anvendelse af datamater og interaktive medier i folkeskolen og
gymnasiet, således at børn og unge opnår fortrolighed med moderne
informationsteknologi, og således at de unge og deres forældre
forstår, hvordan teknologien indvirker på arbejdslivet og
samfundet som helhed.
Programmet skal virke forstærkende i forhold til, hvad der allerede
gøres inden for de nævnte uddannelsesområder.
2. Udviklingsprogrammet løber over 4 år. Det omfatter
informationsvirksomhed og praktiske projekter vedrørende
skole-edb.
3. Informationsvirksomheden gennemføres ved udsendelse af materiale
til skolerne samt ved afholdelse af arrangementer og møder, som
spreder kendskabet til mulighederne for at anvende edb i
undervisningen.
Informationsvirksomheden bygger på datalogisk og pædagogisk viden,
som er tilgængelig herhjemme og i udlandet, blandt andet via
europæisk og nordisk samarbejde. De kommunale og amtskommunale
centre og organisationer, der i forvejen arbejder på området,
tilskyndes gennem udviklingsprogrammet til at medvirke i
informationsvirksomheden.
4. Projekterne under udviklingsprogrammet gennemføres på de enkelte
skoler og gymnasier, idet der gennem programmet ydes økonomisk
tilskud hertil. Projekterne skal have en klar spredningsværdi i
den forstand, at de skal vise, hvordan man i praksis kan udnytte
datamater, interaktive medier og elektronisk kommunikation i
undervisningen på en spændende og kreativ måde. Oplysning om
uønskede virkninger af anvendelsen af den nye teknologi indgår i
projektundervisningen.
Projekter, som åbner skolen mod samfundet, f.eks. ved samarbejde med
forældre, erhvervsliv og offentlige virksomheder, prioriteres
højt. Ligeledes gives der høj prioritet til projekter, som tager
hensyn til pigers og drenges forskellige tilgang til teknologien.
5. I både informationsvirksomheden og projekterne kan indgå støtte
fra organisationer og fra erhvervslivet, f.eks. fra virksomheder,
som arbejder med edb-maskinel og edb-programmer.
6. Til gennemførelse af udviklingsprogrammet afsættes på de årlige
finanslove 10 mio kr. pr. år i en fireårig periode.
7. Udviklingsprogrammet styres af et Informatikråd med 9 medlemmer,
som udpeges af undervisningsministeren efter indstilling fra
organisationerne.
Formanden for rådet må ikke repræsentere bestemte interesser eller
sektorer, men skal have indsigt i hele undervisningsområdet og i
de muligheder, som den nye informationsteknologi giver i
undervisningen. To medlemmer skal repræsentere lærerne, og to
medlemmer skal repræsentere eleverne. Yderligere to medlemmer
skal repræsentere amter og kommuner og to medlemmer
Undervisnings- og Forskningsministeriet.
8. Til Informatikrådet knyttes en sekretariatsfunktion, som
varetages af Dansk Center for Pædagogik og Informatik (CPI).
Foruden CPI deltager Landscentralen for Undervisningsmidler i den
praktiske gennemførelse af udviklingsprogrammet. Yderligere
inddrages efter behov andre centre og samvirker, som arbejder med
edb i undervisningen.
Bemærkninger til forslaget
Bemærkninger til forslagets enkelte punkter
Ad 1
Det danske samfund må nødvendigvis basere sig på anvendelse af
moderne teknologi. Udnyttelsen og anvendelsen heraf kræver nogle
bestemte kvalifikationer hos arbejdsstyrken og i befolkningen i
øvrigt. Grundlaget herfor skal skabes allerede i de grundlæggende
uddannelser gennem en teknologiforståelse og en fortrolighed med
de muligheder og risici, teknologien giver os.
Derfor har man i folkeskolen og gymnasiet forsøgt at anvende edb og
kommunikationsteknologi i undervisningen. Man har gjort forsøg
med at anvende datamater i de enkelte fag, og man har herunder
også udnyttet de pædagogiske fordele, som data-anvendelsen kan
give. I folkeskolen undervises der i edb i et valgfag, hvorimod
der i gymnasiet er en kortvarig obligatorisk edb-undervisning,
som følges op af data-anvendelse integreret i de enkelte fag. Med
gymnasiereformen er der nu også etableret et datalogisk valgfag
på højt niveau.
I 30 pct. af folkeskolerne findes der ingen datamater. Samlet findes
der godt 8.000, dvs. under 4 i gennemsnit pr. skole. Alle
gymnasierne er udstyret med datamater, i alt 3.000, svarende til
knap 13 i gennemsnit pr. gymnasium. En del af maskinerne er
forældede, og i sig selv giver datamaterne ingen garanti for, at
edb indpasses i undervisningen. Ligeledes er der på skolerne for
få penge til køb af programmer, samtidig med at hele
programsituationen er uklar.
Sammenlignet med andre lande, f.eks. de nordiske lande, England og
Holland, er Danmark godt på vej til at sakke agterud, hvad angår
edb i skolen. Den første pionertid er overstået, og vi har ikke
gjort/set en sammenhængende indsats, som garanterer, at de unge
opnår en teknologiforståelse, som de senere kan bygge videre på -
en teknologiforståelse, som er vigtig ikke bare i erhvervslivet,
men også i andre dele af samfundet.
Det er derfor nødvendigt med en særlig indsats i form af et
udviklingsprogram netop nu. Udviklingsprogrammet vil kunne
forstærke de spredte aktiviteter, som finder sted, og dermed kan
der sættes en mere vedvarende udviklingsproces i gang.
Tidspunktet for programmet er velvalgt, idet amter og kommuner
har brug for en fælles tilskyndelse, som kan forstærke deres
aktiviteter som f.eks. den nyoprettede
programudviklingsorganisation, ORFEUS, der er amternes og
kommunernes bud på at afhjælpe nogle af manglerne i
programudviklingen.
Ad 2
Informationer om teknologiens muligheder er endnu ikke nået
tilstrækkeligt ud blandt lærerne, og ligeledes har der indtil nu
været for få muligheder for at gennemføre praktiske projekter på
området.
Kun 10 pct. af folkeskolelærerne har på nuværende tidspunkt deltaget
i informatikkurser af mindst 100 timers varighed på Danmarks
Lærerhøjskole, men yderligere 20 pct. har deltaget i kortere
kurser. I gymnasiet har alle lærere modtaget 40 timers
undervisning i informatik, og man har yderligere påbegyndt de
såkaldte femugerskurser for nogle få udvalgte lærere på hvert
gymnasium.
Generelt kan man sige, at den almindelige lærer endnu ikke har
opnået stor fortrolighed med anvendelsen af datamater på det
praktiske plan. Derfor er både informationsvirksomhed og
praktiske projekter nødvendige. Udviklingsprogrammet vil kunne
blive et supplement til de aktiviteter, som i de kommende år
sættes i gang af Folkeskolens Udviklingsråd, hvortil der allerede
er givet en bevilling på 100 mio kr. pr. år.
I udviklingsprogrammet bør man tilstræbe en ressourcefordeling
mellem informationsaktiviteter og -projekter på henholdsvis 30 og
70 pct.
Ad 3
Der er opbygget en del erfaringer gennem det arbejde, som er udført
af kommunale og amtskommunale centre og organisationer samt på
Danmarks Lærerhøjskole og på Danmarks Pædagogiske Institut.
Desuden findes der erfaringer fra EF-samarbejdet og fra det
nordiske samarbejde. Det er vigtigt at få spredt disse erfaringer
til alle skoler og gymnasier i en overbevisende og let forståelig
form. I udviklingsprogrammet vil man kunne finde egnede former
for denne informationsspredning, således at den nødvendige viden
når alle lærere.
Ad 4
Der er behov for pædagogisk udviklingsarbejde, som i projektform kan
vise, hvordan man kan arbejde med den nye teknologi på en
fornuftig måde i den daglige undervisning. Lærerne mangler i høj
grad ressourcer hertil - såvel i form af maskinel som i form af
programmel og eksperthjælp.
Inden for rammerne af udviklingsprogrammet vil der kunne gennemføres
50 projekter pr. år, i alt 200 over den 4-årige periode. I
projekterne bør man give støtte til timereduktion, eksperthjælp,
programmel- og materialekøb, og der bør etableres en
udlånsordning for datamater, således at det enkelte projekt har
et passende antal datamater at råde over i projektperioden,
f.eks. et halvt år.
Ved en hensigtsmæssig udvælgelse af projekter, som støttes af
udviklingsprogrammet, vil den danske programudvikling blive
stimuleret. Derved opnås en forstærkning af den
programproduktion, der er sat i gang af forlag, faglige
foreninger og enkeltlærere samt på Landscentralen for
Undervisningsmidler og i amternes og kommunernes nye
programudviklingsorganisation, ORFEUS.
Selv små projekttilskud vil kunne supplere de ressourcer, kommuner
og amtskommuner i forvejen anvender i folkeskolerne og
gymnasierne, og derved vil projekterne få en forstærkende
virkning, som er mere værd end selve tilskudsbeløbet. Erfaringen
viser, at der blandt lærerne findes mange urealiserede
projektforslag på edb-området, både hvad angår brug af
datamatprogrammer, og hvad angår afprøvning af telekommunikation,
søgning i databaser og interaktiv video.
Der findes yderligere en del ressourcer i form af viden og
erfaringer hos forældre, erhvervsliv og offentlige virksomheder,
hvilket i forbindelse med projekterne muliggør et samarbejde, som
kan medvirke til at åbne skolen udadtil.
Det er en almindelig erfaring, at piger og drenge forholder sig
forskelligt til den nye teknologi, og det har været fremført, at
pigerne kunne blive tabere i forbindelse med edb i skolen.
Projekter, som fokuserer på dette forhold ved at indrette
undervisningen, så den også appellerer til pigerne, er derfor
vigtige.
Ad 5
Private virksomheder har fra tid til anden stillet udstyr og
programmer til rådighed for uddannelsesformål. Eksempelvis
gennemfører IBM og Regnecentralen aktiviteter i samarbejde med
skoler og gymnasier. Et sådant samarbejde vil sammen med egentlig
støtte give mulighed for at tilføre udviklingsprogrammet større
effekt, uden at støtten dermed kommer til at styre
udviklingsprogrammet eller de enkelte aktiviteter. Erfaringen
viser også, at interesseorganisationer og pengeinstitutter kan
være interesserede i at bidrage eksempelvis med edb-programmer.
Ad 6
10 mio kr. pr. år anses for at være passende for at igangsætte de
ønskede aktiviteter og dermed den ønskede selvforstærkende
udviklingsproces. Der bør i udviklingsprogrammet anvendes
beslutnings- og administrationsprocedurer, som forhindrer unødig
formalisme og bureaukrati.
Ad 7
Udviklingsprogrammet skal fungere decentralt, men være underlagt en
sikker styring. Derfor nedsættes et snævert råd med 9 medlemmer,
som bistået af et sekretariat har ansvar for programmet. For at
tilgodese elevdemokratiet reserveres 2 pladser i rådet til
elevrepræsentanter.
Ad 8
Dansk Center for Pædagogik og Informatik er sammen med
Landscentralen for Undervisningsmidler de eneste landsdækkende
organisationer på området, og derfor bør disse to organisationer
i fællesskab deltage direkte i aktiviteterne i programmet.
Sekretariatsfunktionen vil mest hensigtsmæssigt kunne placeres
hos CPI, som er en selvejende institution, og som derfor
umiddelbart kan tilvejebringe de midlertidige administrative
ressourcer og systemer, som er nødvendige i denne funktion. CPI
er af Undervisnings- og Forskningsministeriet udpeget som dansk
Euryclee-center i relation til EF, og har dermed opbygget et
velfungerende samarbejdsnet med indenlandske og udenlandske
kontakter til de aktiviteter, som foregår inden for skole-edb.