Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00107@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om ret til

uddannelsesorlov efter følgende principper:

1. Lovens formål skal være at give ret til deltagelse i

voksenuddannelse og folkeoplysning i arbejdstiden.

2. Alle arbejdstagere med mindst fem års tilknytning til

arbejdsmarkedet på heltid eller tilsvarende deltid og med mindst

et års ansættelse på den nuværende arbejdsplads har ret til at få

orlov herfra uden løn med henblik på deltagelse i

voksenuddannelse og folkeoplysning efter eget valg.

Orlovsperioden kan højst strække sig over samlet to år.

Orlov kan bevilges på heltid eller deltid, dog mindst 3 timer

ugentlig.

Mindste orlov er i alt 20 timer.

3. Ordningen administreres på den enkelte arbejdsplads af

arbejdsgivere og lønmodtagere i fællesskab under størst mulig

hensyntagen til arbejdets gennemførelse.

4. Arbejdstageren er pligtig til at varsle arbejdsgiveren om orlov

mindst 3 måneder inden orlovens påbegyndelse, når der ønskes

orlov i sammenlagt mindst 14 dage.

I øvrige tilfælde er varslets længde 2 måneder.

Hvis hensynet til arbejdets gennemførelse nødvendiggør det, kan

orlovsperioden i særlige tilfælde og efter særlig aftale udsættes

med højst en måned ud over de ovenfor nævnte varslingsperioder.

5. Arbejdstageren har ret til at vende tilbage til sit tidligere

eller et tilsvarende job efter orlovsperiodens udløb.

Arbejdstageren har ret til at vende tilbage til sit job inden

orlovsperiodens udløb, hvis orlovsperioden strækker sig over en

måned eller mere.

Tilbagekomst til arbejdet inden orlovsperiodens udløb skal varsles

til den første i måneden mindst en måned i forvejen.

6. Arbejdstageren kan ikke afskediges som følge af uddannelsesorlov.

7. I tilfælde af uenighed om uddannelsesorlov arbejdstager og

arbejdsgiver imellem afgøres sagen ved fagretlig behandling.

8. Det forudsættes, at et lovforslag kan fremsættes og vedtages i

folketingsåret 1987-88.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Den 30. maj 1984 vedtog Folketinget forslag til

folketingsbeslutning om et 10-punkts-program for

voksenundervisning og folkeoplysning (jf. bilag 1). (Se i øvrigt

Folketingstidende, 2. samling, forhandlingerne sp. 3651, 4548 og

7421 samt tillæg A sp. 3853, tillæg B sp. 1239 og tillæg C sp.

673). Heri opfordredes regeringen til at forbedre rammerne for

udviklingen af voksenundervisningen og folkeoplysningen samt øge

voksnes muligheder for deltagelse heri.

Programmet er siden fulgt op på forskellig vis. Inden for

folkeoplysningen indledtes i 1985 et omfattende landsdækkende

udviklingsarbejde, og der blev nedsat et folkeoplysningsudvalg,

som fik til opgave at udarbejde en ny lovgivning på grundlag af

erfaringerne herfra. Inden for enkeltfagskurserne er der også

iværksat forsøgsvirksomhed med henblik på udarbejdelse af særlige

læseplaner og prøver for voksne. På det erhvervsmæssige område

vedtog Folketinget den 29. maj 1985 forslag til lov om

efteruddannelse. Ligeledes er der sket en udvidelse af

dagpengemodtageres adgang til deltagelse i undervisning. De her

fremsatte forslag er en opfølgning af 10-punkts-programmets punkt

6 og 7 og følger de hovedprincipper, som er nedlagt heri.

Baggrunden for forslaget er 10 punkts programmets grundsyn, at det

er både ønskeligt og nødvendigt med en forstærket indsats inden

for voksenuddannelse og folkeoplysning med henblik på at kunne

give borgerne de bedst mulige betingelser for at forudse, påvirke

og tilpasse sig det moderne samfunds hastige udvikling.

Det gælder ikke mindst i de her fremsatte forslag voksnes muligheder

for at kvalificere sig til et krævende og teknisk kompliceret

arbejdsliv. Den teknologiske udvikling indebærer

strukturomlægninger, som har til følge, at mange job vil

forsvinde og helt nye vil opstå. Den erhvervsmæssige

grunduddannelse, som er erhvervet for år tilbage, er derfor i

mange tilfælde slet ikke tilstrækkelig.

Voksenuddannelsen skal derfor både give den enkelte mulighed for at

forbedre eller supplere sin uddannelse og sikre et tilstrækkeligt

udbud af kvalificeret arbejdskraft for erhvervene. Ikke mindst i

en situation med beskæftigelsesproblemer er det vigtigt, at alle

i arbejdslivet kvalificerer sig til fremtidens uddannelseskrav.

Forslagets sigte er dog ikke blot erhvervsrettet. Som i

10-punkts-programmet betones også det folkeoplysende og

betydningen af den brede almene voksenundervisning.

Folkeoplysningen udgør således et vigtigt led i befolkningens

muligheder for at skabe sig en helhedsopfattelse af et

kompliceret samfund. Derfor er det nødvendigt at støtte det

folkeoplysende arbejde og hermed også de folkelige fællesskabers

samtale om vigtige samfundsanliggender. Ad denne vej kan der

skabes et bedre grundlag for, at folkestyret kan løse det moderne

samfunds komplicerede problemer.

Endelig bør der bygges videre på den tradition, som indebærer, at

voksenundervisningen og folkeoplysningen ikke alene ses som en

investering, men først og fremmest som et gode i sig selv, der

kan medvirke til at styrke livskvaliteten.

Et grundlæggende princip er i den forbindelse, at den enkelte borger

selv skal bestemme, hvad hun eller han vil deltage i, uden

indblanding fra centralt hold. Denne regel er også bærende i de

her fremsatte forslag. Dette er således i overensstemmelse med,

at det altid har været voksenundervisningens og folkeoplysningens

styrke, at den er vokset frem og har udviklet sig på deltagernes

betingelser - tilpasset de aktuelle behov. Parallelt med

realiseringen af nærværende forslag må det derfor sikres, at der

til enhver tid findes en hensigtsmæssig lovgivning med velegnede

rammer for den fornyelse af voksenuddannelsen og

folkeoplysningen, som samfundsudviklingen nødvendiggør.

Nærværende forslag udspringer af spørgsmålet om voksnes mulighed for

at deltage i uddannelses- og folkeoplysningsaktiviteter.

En betragtelig del af den voksne befolkning deltager allerede, hvert

år op imod en tredjedel. Hvem det er, varierer mellem de

forskellige områder. Folkeoplysningsinstitutionerne rekrutterer

brede grupper fra det danske samfund, ligesom enkeltfagskurserne

på folkeskoleniveau i sagens natur har mange deltagere med en

kort formel skoleuddannelse. Den interne virksomhedsuddannelse og

efteruddannelserne som helhed kendetegnes imidlertid af en skæv

rekruttering, eftersom det oftest er den øverste del af

virksomhedspyramiden, der deltager. Undtaget herfra er

arbejdsmarkedsuddannelserne, hvor deltagerne som regel ikke har

nogen faglig uddannelse.

For voksenuddannelsen og folkeoplysningen som helhed er det desværre

de længere uddannede og aktive grupper, der er i overvægt blandt

deltagerne.

Det vides, at mange forskellige hindringer både af arbejdsmæssig, af

økonomisk og ikke mindst af »psykologisk« natur kan lægge sig i

vejen for voksnes deltagelse i uddannelse og

folkeoplysningsaktiviteter. Mange i voksenalderen går helt

uberettiget rundt med forestillinger om ikke at kunne slå til i

en undervisningssituation. Ikke mindst for store grupper af

kvinder uden erhvervsuddannelse er dette en hindring, som tæller

med, både for mange hjemme- og udearbejdende. I forbindelse med

en samlet voksenuddannelsespolitik er det en væsentlig opgave at

mindske disse barrierer.

Der må permanent gives særlig mulighed for at etablere

undervisningstilbud m.v. efter de ønsker og behov, der findes hos

den gruppe af voksne, som ikke hidtil har fået særlig stor andel

i velfærdssamfundets omfattende uddannelsestilbud. Meget tyder

på, at væsentlige dele af den nuværende uddannelsesvirksomhed

ikke er tilstrækkelig attraktiv, hvilket også aktualiserer

nødvendigheden af et fortsat udviklingsarbejde.

Imidlertid er det ikke blot et spørgsmål om selve undervisningen,

men naturligvis også om de arbejdsmæssige og økonomiske

forudsætninger for at deltage. I dag kan en række forskellige

grupper deltage i undervisning i arbejdstiden. Det gælder ofte

voksne, der i forvejen har en længerevarende uddannelse.

Derudover gives der også inden for arbejdsmarkedsuddannelserne

lønkompensation til deltagerne. Efter lov om efteruddannelse ydes

økonomisk støtte til deltagerne, som hovedsagelig er tænkt at

være teknikere, arbejdsledere, mellemledere og visse selvstændige.

Hensigten med de her fremsatte forslag er, i overensstemmelse med

10-punkts-programmet, at reducere de økonomiske og arbejdsmæssige

barrierer for flere og andre grupper end de nævnte grupper. Det

sker ved, at den enkelte får ret til uddannelse, og ved, at der

oprettes en fond, fra hvilken der kan gives voksne økonomisk

støtte til deltagelse i et bredt udvalg af erhvervsmæssige

voksenuddannelser og i et bredt udvalg af folkeoplysende og

almene tilbud.

En del af udgifterne modsvares under de nuværende

beskæftigelsesforhold af besparelser i dagpenge m.m., idet ledige

vil kunne ansættes i job, der forlades af uddannelsessøgende.

Den enkelte voksne får gennem muligheden for betalt uddannelsesorlov

en reel større frihed, fordi beslutningen om at tage en

uddannelse ikke endeligt træffes i de »normale« uddannelsesår.

Samfundet får uddannelse til gengæld for dagpenge, og erhvervene

får bedre kvalificeret arbejdskraft.

10-punkts-programmet for voksenundervisning og folkeoplysning

forbinder to fordringer:

1. Voksenundervisningen og folkeoplysningen må have en høj grad af

frihed for at kunne udvikle sig i overensstemmelse med den voksne

befolknings ønsker og samfundsforandringerne.

2. Der skal sættes ind for at reducere de sociale og økonomiske

barrierer, som måtte vanskeliggøre deltagelse i

voksenundervisning og folkeoplysning, og som forhindrer, at

borgerne reelt kan gøre brug af og frit vælge blandt de

muligheder, som samfundet stiller til rådighed.

Den hidtidige indsats under 10-punkts-programmet har været

koncentreret om den første fordring. Nærværende forslag er et

vigtigt skridt på vejen mod realiseringen af den anden fordring,

idet forslagene er således koncentreret om uddannelsesorlov og

voksenuddannelsesstøtte.

Der er dog et tredje vigtigt led, nemlig en fortsat udvikling af

voksenuddannelserne og folkeoplysningen. Derfor må det

igangværende forsøgs- og udviklingsarbejde inden for

10-punkts-programmet videreudvikles. Gennem de mange lokale

projekter, som er iværksat, indhøstes vigtige erfaringer om

alternative muligheder, der kan udstikke pejlemærker for en

ændret eller ny uddannelseslovgivning. Det gælder ikke mindst i

forhold til de voksne, der først og fremmest er tænkt på i

nærværende forslag.

En særlig opgave i forbindelse med den lokale udviklingsvirksomhed

under 10-punkts-programmet, som kræver et tværgående samarbejde,

er etableringen af undervisningstilbud, der kombinerer et

erhvervsmæssigt og et alment folkeoplysende sigte. Disse tilbud

er ikke udviklet i nævneværdig grad. De må imidlertid anses for

at være særdeles relevante på fremtidens arbejdsmarked. På

tilsvarende måde må der tilskyndes til, at den efterhånden

omfattende udviklingsvirksomhed inden for en række af de

erhvervsmæssige uddannelser tager højde for de ny muligheder,

nærværende forslag rummer. Ligeledes repræsenterer lov om

efteruddannelse et eksempel på den fornyelse inden for

uddannelsespolitikken, der er brug for på flere områder.

Orlovs- og støttelovgivningen bliver derved et anliggende for hele

det brede voksenuddannelses- og folkeoplysningsområde. Det gælder

såvel lovgivning, dispensationer som forsøgs- og

udviklingsarbejde, der fortsat skal varetages af de respektive

organer og institutioner, som i dag løser opgaverne, blandt andet

i forbindelse med 10 punkts programmet.

Forslagene om ret til uddannelsesorlov og om etablering af en

voksenuddannelsesfond nødvendiggør i øvrigt et mere åbent

uddannelsessystem. En vigtig grundtanke er således, at

uddannelsesindsatsen skal passe bedre til den enkeltes ønsker og

behov samt give den enkelte indflydelse på, hvornår i

livsforløbet uddannelse skal indgå som en aktuel mulighed. Deraf

følger nødvendigheden af at kunne forlade sit arbejde i en

periode for siden at kunne vende tilbage med ny indsigt, viden og

kvalifikationer.

Internationale uddannelsesorlovsordninger

I en nylig gennemført undersøgelse (»Rapport vedrørende betalt

uddannelsesorlov i 8 vesteuropæiske lande«, af Bodil Mørkøv

Ullerup. Udviklingscenter for Folkeoplysning, 1987) vedrørende

uddannelsesorlovsordninger i en række europæiske lande

konkluderes, at man er nået langt internationalt på dette område.

Det følgende er et uddrag fra undersøgelsen.

I forbindelse med ratifikationen af ILO-konvention nr. 140 i 1974 om

betalt uddannelsesorlov (Paid Educational Leave) har en række

lande (for eksempel Storbritannien, Frankrig, Sverige,

Vesttyskland, Holland og Spanien) indført ordninger om

uddannelsesorlov. Andre lande som for eksempel Belgien,

Luxembourg, Norge og Italien indførte ordninger i midten af

1970'erne uden at have tiltrådt konventionen. Det kan således

konstateres, at man i Danmark er langt bagefter, når det gælder

lovgivning på uddannelsesorlovsområdet.

Disse internationale ordninger har nu eksisteret i 10 til 15 år og

overlevet diverse regeringsændringer med skiftende politisk

flertal, økonomiske stramninger m.v. Fælles for stort set alle

ordningerne er, at de er gjort langt mere omfangsrige i

begyndelsen eller midten af 1980erne, hvilket må tages som et

udtryk for, at denne del af voksenuddannelserne prioriteres

stadig højere.

I det følgende gives en kort redegørelse for orlovsordninger af

forskellig karakter og indhold i Frankrig, Italien, Luxembourg, 4

delstater i Vesttyskland og i Sverige.

Frankrig

Alle privat og offentligt ansatte uanset virksomhedens størrelse har

ret til betalt uddannelsesorlov. Uddannelsesforløbet behøver ikke

at relatere sig direkte til job, idet det kan være af såvel

erhvervsrettet som kulturel karakter. For at opnå retten til

uddannelse skal lønmodtageren have haft 2 års tilknytning til

arbejdsmarkedet og mindst 6 måneders ansættelse på

arbejdspladsen. Den maksimale varighed for et uddannelsesforløb

er 1 år for fuldtidsstudier og 1.200 timer for deltidsstudier.

Lønkompensationen udgør en procentdel af den løn, der normalt

oppebæres (typisk 80-100 pct.), og udbetales fra fonde, som

styres af særlige organisationer. Fondenes midler kommer fra

virksomhederne, som indbetaler 0,10 pct. af deres samlede

bruttolønudbetalinger.

Italien

Rammerne for ordningen om retten til 150 timers betalt

uddannelsesorlov er givet i de kollektive overenskomster (hvilket

i øvrigt også er tilfældet i Holland), og bestemmelserne for den

enkelte lønmodtager om, hvornår uddannelsen skal finde sted, hvor

længe den må være, og hvor stor en lønkompensation der kan opnås,

varierer med fagforbund og arbejdsplads. Der opstilles dog

generelt 3 betingelser for retten til at bruge 150-timers-reglen:

- en person, der ønsker uddannelse, skal bruge en del af sin fritid

ud over de timer, som arbejdsgiveren betaler. Normalt er kurserne

tilrettelagt over 300-500 timer fordelt over 1, 2 eller eventuelt

3 år.

- højst 21/2-3 pct. af de ansatte på en arbejdsplads er på kursus

samtidig.

- den enkelte må højst benytte 150-timers-reglen 3 gange i løbet af

sine erhvervsaktive år.

Der findes to typer kurser inden for 150-timers-ordningen, nemlig

undervisning på 6., 7. og 8. klassetrin i fagene italiensk,

matematik, historie/geografi og fremmedsprog. Deltagerne går

enten på rene voksenhold eller i almindelige skoleklasser sammen

med børnene. Den anden type er mere specifikke og kan f.eks.

omhandle kursus i miljø eller økonomi og organiseres af

universiteter og fagforeninger i fællesskab. Der

er ingen erhvervsrettede kurser under ordningen. Alle kurser

afsluttes med prøver, og deltagerne får et diplom.

Luxembourg

Landet har den mest begrænsede ordning, idet der er en øvre

aldersgrænse på 25 år for deltagerne, og der er derfor primært

tale om at give unge lønmodtagere mulighed for at supplere deres

uddannelse. Der gives dog også støtte til deltagelse i anerkendte

voksenundervisningskurser (uden aldersgrænse) for lønmodtagere.

Der kan opnås 36 timers betalt uddannelsesorlov med fuld

lønkompensation, som finansieres af staten både for privat og for

offentligt ansatte. Ordningen giver i øvrigt unge mulighed for at

tage på studieophold i udlandet. Nye tiltag er på vej til

forbedring af ordningen.

Vesttyskland

6 delstater har uddannelsesordninger, hvoraf de 4 mest omfattende

findes i Hamburg, Hessen, Niedersachsen og Nordrhein-Westfalen.

Den enkelte delstats rolle er betydelig, da det er den, der

anerkender og udbyder (i katalogform) de kurser (erhvervsrettede

eller samfundsorienterende), som de uddannelsessøgende kan følge.

Styringen foretages af social-, kultur- eller

undervisningsministerierne i de enkelte delstater. Ordningen

omfatter alle lønmodtagere, privat som offentligt ansatte,

arbejdsløse, husmødre og udlændinge. Uddannelsesforløbets

varighed varierer fra 10 dage på 2 år til 1 uge om året, som kan

opnås efter 1/2 års ansættelse på arbejdspladsen. For så vidt

angår lønkompensation og finansiering gælder i alle 4 delstater,

at den uddannelsessøgende modtager fuld lønkompensation, som

betales af arbejdsgiveren. Regeringsmagten fordeler sig som

følger: Hamburg - SPD/FDP, Hessen - CDU, Niedersachsen - CDU,

Nordrhein-Westfalen - SPD.

Sverige

Retten til at tage fri fra arbejde for at kunne deltage i

undervisning gælder alle lønmodtagere - privat som offentligt

ansatte. Perioden, der holdes fri, er ikke tidsbegrænset og kan

således strække sig fra få timer om ugen til hver dag i flere år.

Frihedsretten gælder alle former for voksenundervisning. Der ydes

ikke automatisk fuld lønkompensation, men alle kan søge om

økonomisk støtte. Ved fordelingen af midler opprioriteres

ansøgere med kort skoleuddannelse, anstrengende arbejde,

belastende familiesituationer og lignende. Støttens omfang er

delvis afhængig af familieforhold, men svarer stort set til

arbejdsløshedsunderstøttelsen. Ved længerevarende uddannelser på

for eksempel et par år udbetales en del af støtten i form af et

studielån. Midlerne tilvejebringes ved, at de private og

offentlige arbejdsgivere som en del af en arbejdsgiverafgift

indbetaler et beløb svarende til 1/4 pct. af lønsummen til en

særlig fond, hvilket på årsbasis andrager ca. 1 mia. kr.

For alle landene gælder, at arbejdsgiveren har ret til at udsætte

orlovsperioden een gang i særlige tilfælde.

Der synes at være stor tilfredshed med ordningerne i de beskrevne

lande. Interesse og deltagelse er stadig voksende. For

fuldstændighedens skyld bør det endelig nævnes, at

Europa-Parlamentet den 16. oktober 1987 vedtog en beslutning om

uddannelsesorlov, som vil blive sendt til EF-Kommissionen, Rådet

og medlemslandenes regeringer.

Bemærkninger til de enkelte punkter

Ad pkt. 1

Forslaget skal sikre en ret til at få orlov fra arbejde efter et

vist tilknytningsforhold til arbejdsmarkedet og til den enkelte

arbejdsplads. Enhver, der falder ind under kriterierne i punkt 2,

skal ved at underrette arbejdsgiveren have ret til at få orlov

til uddannelse i en periode for derefter at kunne vende tilbage

til sit tidligere eller tilsvarende job på samme arbejdsplads.

Ad pkt. 2

Der foretages en afgrænsning således, at orlovsretten gælder for

personer, der i en 5-års-periode på heltid eller tilsvarende

deltid, dvs. 20 timer ugentlig eller derover, har været

tilknyttet arbejdsmarkedet. Ved tilknytning forstås, at det skal

kunne dokumenteres, at der har været tale om lønnet arbejde i

perioden. Ligeledes bestemmes det, at man for at få orlov skal

have opnået et fastere tilknytningsforhold til arbejdspladsen.

Grænsen er sat ved et års ansættelse på den pågældende

arbejdsplads, uanset om der har været tale om heltid eller

deltid. Muligheden findes allerede i dag for enkelte grupper, men

udvides hermed således, at den afgrænsning, der finder sted,

udelukkende beror på, hvor længe man har været tilknyttet

arbejdsmarkedet. Orloven kan højst strække sig over to år.

Bestemmelsen giver ret til orlov på heltid eller deltid, dog

således at der mindst skal tages 20 timers orlov i alt, og at

orloven skal udgøre mindst 3 timer ugentlig. Den enkelte kan for

eksempel vælge at strække forløbet over længere tid og gå på

nedsat tid på arbejdspladsen i denne periode. En anden mulighed

er at deltage i uddannelse på heltid og kun bevare den formelle

tilknytning til arbejdspladsen, som består i retten til at vende

tilbage til jobbet. Denne fleksibilitet er nødvendig både af

hensyn til voksenuddannelsernes og folkeoplysningens forskellige

tilrettelæggelsesformer og af hensyn til de forskellige

arbejdssituationer, som forskellige arbejdstagere kan være i.

Således giver bestemmelsen også mulighed for, at man kan indrette

sig så hensigtsmæssigt som muligt under hensyntagen til

forholdene på den enkelte arbejdsplads.

Ad pkt. 3

Orlovsordningen bygger på den grundlæggende forudsætning, at der på

arbejdspladsen er en gensidig forståelse arbejdstager og

arbejdsgiver imellem både vedrørende vigtigheden af at kunne

deltage i uddannelse og vedrørende nødvendigheden af en så

hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet som muligt. I hvert

enkelt tilfælde må man gennem samtale nå frem til, hvorledes der

både kan tages hensyn til den enkelte og til arbejdspladsen. Der

skal dog ikke herske tvivl om arbejdstagerens ret til

uddannelsesorlov, men heller ikke om, at arbejdstageren i egen

interesse bør tage de nødvendige hensyn til arbejdspladsen.

Ad pkt. 4

Til arbejdstagerens pligter hører at varsle uddannelsesorloven i god

tid. I bestemmelsen er i hovedsagen fastlagt en grænse på tre

måneder, hvilket svarer til reglerne, som gælder ved barselorlov,

om, hvor lang tid i forvejen der skal varsles, før orloven ønskes

påbegyndt.

De 3 måneder gælder, hvor længden af den ønskede orlov er 14 dage

eller derover. Hvor der er tale om kortere orlov end 14 dage, er

varslet 2 måneder. I særlige tilfælde kan arbejdsgiveren udsætte

den ønskede orlovsperiodes påbegyndelse med en måned ud over

denne varslingsperiode. Det skal understreges, at det er en

regel, som kun må træde i anvendelse, når der rent faktisk kan

påvises særlige omstændigheder i forbindelse med arbejdets

tilrettelæggelse. Således er der ikke tale om en generel

forlængelse af varslingsperioden. Reglen må påregnes først og

fremmest at have betydning for mindre arbejdspladser.

Ad pkt. 5

Efter orlovsperiodens udløb har arbejdstageren ret til at vende

tilbage til arbejdspladsen og få sit tidligere - eller et

tilsvarende - job tilbage. I tilfælde af, at arbejdstageren

ønsker at afbryde orlovsperioden før dens udløb, er dette også

muligt. Arbejdstageren har i disse tilfælde ret til at vende

tilbage til arbejdspladsen. Varsel herom skal dog gives til den

første i måneden mindst en måned i forvejen. Dette er af hensyn

til, at en vikar i givet fald skal kunne afvikle

ansættelsesforholdet med et rimeligt varsel. Naturligvis vil

arbejdstageren i mange tilfælde efter aftale kunne vende tilbage

før den varslede periodes udløb. Det vil ikke mindst være

tilfældet, når der er tale om orlov af kortere varighed, hvor der

måske ikke er ansat vikar. Denne fleksibilitet vil sandsynligvis

være til stede i langt de fleste tilfælde, når ordningen

administreres i forståelse mellem arbejdsgiver og arbejdstager.

Ad pkt. 6

En arbejdstager, som anmoder om uddannelsesorlov, må ikke hverken

før eller under uddannelsesforløbet afskediges som en følge

heraf. Der skal således ydes arbejdstageren fuld beskyttelse mod

uberettiget afskedigelse. For uddannelsesorlov gælder i den

forbindelse tilsvarende regler, der for eksempel er gældende

vedrørende barselorlov.

Ad pkt. 7

Som nævnt forudsættes det, at orlovsordningen administreres i

fællesskab af arbejdsgivere og arbejdstagere under hensyntagen

til den enkelte, der skal have orlov, og til arbejdets

tilrettelæggelse. Det pålægges begge parter i fællesskab at

bestræbe sig på at nå frem til enighed. Uoverensstemmelser, som

ikke kan løses lokalt, må undergå en normal fagretlig behandling.

Bilag 1

Beslutningsforslag nr. B 114. Fremsat den 4. april 1984 af Ole Vig

Jensen (RV), Bilgrav-Nielsen (RV), Estrup (RV) og Niels Helveg

Petersen (RV)

Forslag til folketingsbeslutning om et 10-punkts-program for

voksenundervisning og folkeoplysning Folketinget opfordrer

regeringen til at tage initiativer til at forbedre rammerne for

udviklingen af voksenundervisningen og folkeoplysningen samt øge

voksnes muligheder for deltagelse heri.

Følgende principper lægges til grund:

1. Voksenundervisningen og folkeoplysningen udvikles efter et

decentralt mønster, hvor deltagere, undervisere og

initiativtagere gives udstrakt frihed til at bestemme indhold og

form.

Det offentlige sikrer den voksne befolkning et bredt

undervisningstilbud af såvel folkeoplysende som alment

kompetencegivende og erhvervsmæssig karakter og voksnes

deltagelse heri.

2. Folkeoplysningen og folkehøjskolen prioriteres og udvikles under

størst mulig selvstændighed i forhold til det offentlige.

3. Enkeltfagskursernes almene kompetencegivende undervisning

(9.-10-klasse og HF) udvikles til en egentlig voksenundervisning,

som er frigjort fra folkeskolens og gymnasiets læseplaner, prøver

og eksaminer.

4. Den erhvervsrettede voksenundervisning i det offentliges regi

udbygges og gøres bredere og mere fleksibel.

5. Ved tildelingen af offentlige tilskud prioriteres den

undervisnings- og folkeoplysningsvirksomhed, som etableres for

voksne, der kun har fået en beskeden andel i samfundets

omfattende uddannelsestilbud.

6. De økonomiske og arbejdsmæssige betingelser for deltagelse

forbedres bl.a. ved oprettelse af en uddannelsesfond.

Voksenuddannelsesstøtte gives efter den enkeltes eget frie valg

til at deltage i et bredt udvalg af folkeoplysende tilbud,

herunder folkehøjskole, samt alment kompetencegivende eller

erhvervsmæssig voksenundervisning. Ved tildeling af støtte tages

særligt hensyn til de i punkt 5 nævnte grupper.

7. Den adgang til uddannelsesorlov, der allerede i dag forekommer

for visse grupper, udvides gradvis til at omfatte alle

arbejdstagere samt selvstændige, især dem, som driver mindre

virksomheder.

8. Forsøgs- og udviklingsarbejde styrkes med henblik på at forny

allerede etablerede initiativer samt udvikle helt nye tilbud.

9. Det bør sikres, at underviserne i voksenundervisningen og

folkeoplysningen foruden den faglige viden har erfaring i de

arbejdsfunktioner og den hverdag, hvorfra deltagerne kommer, samt

at der ved ansættelser snarere lægges vægt på reelle faglige og

pædagogiske forudsætninger end på formel kompetence.

10. Voksne skal have ret til at dokumentere og få godskrevet deres

reelle kundskaber og færdigheder uafhængigt af, på hvilken måde

disse er erhvervet.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til det oprindelig

fremsatte forslag - specielt bemærkningerne til punkt 6 og 7.

(Folketingstidende 1983-84, 2. samling, tillæg A, sp. 3866-3871).

Versioner

1. 1988-05-21