1987 BSF 134 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN MODERNISERING AF MEDHJÆLPERLOVEN
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00134@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, hvorefter
de paragraffer i medhjælperloven, som i dag er dækket af anden
lovgivning/overenskomster, ophæves, og hvorefter nedenfor angivne
retningslinjer i øvrigt følges:
1. de særlige regler i § 43 i lov om arbejdsmiljø skal udarbejdes
således, at de dækker de minimumskrav, som i dag findes i
medhjælperloven omkring kost og logi og pleje under sygdom,
2. ansatte under medhjælperloven skal sikres samme retsmæssige
stilling som andre ansat ved lov, jf. bemærkningerne. Endvidere
skal
a. ansættelseskontrakten/aftalen være skriftlig og
b.kontrakter/aftaler indgået for unge under 18 år være forsynet med
påtegning fra den stedlige offentlige arbejdsformidling om, at
kontrakten/aftalen er i overensstemmelse med medhjælperlovens
forskrifter,
3. ansatte under medhjælperloven skal sikres samme socialmæssige
stilling som andre ansat ved henholdsvis lov, aftale eller
erklæring.
Dette sikres ved, at det er den overenskomstmæssige løn aftalt
mellem områdets arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisation, der
udbetales som minimum.
4. lov om ferie (§ 7) skal sikre, at unge under 18 år ansat efter
medhjælperloven får samme ferierettigheder som unge ansat efter
lærlingeloven og unge ansat efter lov om efg,
5. ansatte over 18 år ansat efter medhjælperloven skal sikres samme
rettigheder som øvrige ansatte til:
a.at have ret til supplerende feriedage op til 30 dage uden
feriegodtgørelse eller løn (ferielovens § 6 a)
b.at få ret til feriedagpenge, hvor der ikke er optjent fuld ret til
ferie med feriegodtgørelse eller løn (arbejdsformidlings- og
arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 H)
c.at få ret til et ferietillæg på 1 pct. af den løn tillagt værdien
af kost, der er indtjent i det foregående optjeningsår
(ferielovens § 14)
d.ved fratræden at få ret til en feriegodtgørelse via feriegiro på
121/2 pct. for det løbende optjeningsår samt for den del af
tidligere optjeningsår, for hvilket lønmodtageren ved sin
fratræden endnu ikke har holdt ferie (ferielovens §§ 14 og 19)
6. ansatte under medhjælperloven skal sikres samme rettigheder, løn
og ret til genindtrædelse i stilling ved militær genindkaldelse
som de, der er ansat i henhold til funktionærloven,
7. ansatte under medhjælperloven skal sikres samme retsmæssige
stilling ved ansættelse og opsigelse som de, der er ansat i
henhold til funktionærloven.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget har til formål at sikre medhjælperne samme
social- og retsmæssige stilling som andre ved lov ansatte, jf.
nærmere under de enkelte punkter.
Den socialdemokratiske arbejderbevægelses mål er i 1988, som er
200-året for stavnsbåndets ophævelse, at sikre samme rettigheder
for ansatte i landbruget, som bondestanden opnåede for 200 år
siden.
Med bondestandens frigørelse blev grunden lagt for det
interessefællesskab, som landbrugets andelsvirksomheder er et
udtryk for, og som gav bondestanden medbestemmelse, medansvar og
medejendomsret. Det ville være en passende markering her i 200-
året for stavnsbåndets ophævelse, at medarbejderne på lige fod
med leverandørerne blev sikret de samme rettigheder, nemlig
medbestemmelse, medansvar og medejendomsret.
En reform af den karakter vil sikre Danmark en bedre fremtid og vil
betyde nye livskvaliteter for såvel bondestanden som
arbejderstanden.
Almindelige bemærkninger
Ved stavnsbåndets ophævelse var der en gruppe, som blev glemt. Det
var medhjælpergruppen, dengang benævnt som tyendet. Siden
stavnsbåndets ophævelse er flere fremskridt taget for at stille
medhjælperne i den samme sociale og retsmæssige stilling som
øvrige ved lov ansatte.
I 1854 blev det første skridt taget til afskaffelsen af hustugt over
for den ældre medhjælper, men først i 1921 lykkedes det at få
hustugten afskaffet for medhjælpere under 18 år.
I 1961 blev medhjælperen sikret, at hans arbejdstid og logiforhold
blev underlagt Arbejdstilsynet.
Disse vigtige skridt fjerner dog ikke det gamle retsprincip, som
medhjælperloven bygger på, det retsprincip, som sikrer den
stærkes ret og den svages pligt, i øvrigt et retsprincip, som
bondestanden før stavnsbåndets ophævelse selv var undergivet.
Dette retsprincip eksisterer fortsat, hvilket klart ses af reglerne
om kontraktindgåelse, lønfastsættelse, ferieret, erstatninger og
militær genindkaldelse.
Det er disse uligheder gældende for medhjælpere i forhold til andre,
der er ansat i henhold til de nedenfor nævnte love, nærværende
beslutningsforslag skal fjerne, således at medhjælperen
retsmæssigt og socialt ligestilles med disse.
Bemærkninger til de enkelte punkter
Indledning
I takt med udviklingen er det retsmæssigt mest korrekt at ophæve de
bestemmelser i medhjælperloven, som er reguleret ved anden
lovgivning, eksempelvis medhjælperlovens §§ 6, 7, 8 og 19, som
reguleres i arbejdsmiljøloven, medhjælperlovens § 28, som delvis
reguleres i lov om virksomhedsoverdragelse, medhjælperlovens §§
29-32, som delvis reguleres i lov om Lønmodtagernes Garantifond
og konkursloven, samt medhjælperlovens § 33, som delvis reguleres
i lov om offentlig sygesikring.
Ad 1
Arbejdsmiljøloven er en rammelov. Der er intet, der forhindrer, at
de særlige regler i arbejdsmiljølovens § 43 udarbejdes således,
at reglerne indeholder de bestemmelser, som i dag findes i
medhjælperloven omkring kost og logi samt pleje under sygdom. Det
er derfor rimeligt at indarbejde reglerne i arbejdsmiljøloven.
En sådan ajourføring vil sikre medhjælperen større retssikkerhed,
idet alle spørgsmål vedrørende medhjælperens arbejdsmiljø
fremover skal behandles i henhold til arbejdsmiljøloven.
Ad 2, a
I lærlinge- og efg-loven, i lov om beskæftigelse af unge, og i
arbejdstilbudsloven er det fastsat, at en
kontrakt/aftale/erklæring for at være gældende skal være
skriftlig, således at den ansatte er sikret sine rettigheder og
arbejdsgiveren har erkendt sine forpligtelser over for den
ansatte.
En skriftlig kontrakt vil også sikre medhjælperen mod, at hans
rettigheder afskrives ved passivitet eller godtroenhed over for
arbejdsgivere, som har hemmeligholdt over for medhjælperen hans
rettigheder, og som ikke har oplyst medhjælperen om arbejdsgivers
forpligtelser.
En skriftlig kontrakt skal derfor indeholde såvel medhjælperens
rettigheder som arbejdsgiverens forpligtelser. En skriftlig
kontrakt skal indeholde:
a. Oplysninger om, hvorvidt aftalen er indgået med henblik på fast
tilknytning til arbejdsstedet, eller om der er tale om tids-
eller opgavebegrænset ansættelse.
b. Oplysning om løn og andre ydelser fra arbejdsgiveren.
c. Oplysning om ugentlig og daglig arbejdstid.
d. Arbejdsbeskrivelse.
e. Eventuel prøvetid.
Ad 2, b
Denne bestemmelse er analog med den, der findes i lærlinge- og
efg-loven, og vil således være en regel, som giver unge under
medhjælperloven samme beskyttelse som unge under lærlinge- og
efg-loven.
Ad 2, a og b
Skriftlige kontrakter. Der var helt tilbage til Zahles lovforslag
1918-19, jf. Rigsdagstidende 1918-19, tillæg B sp. 4157, enighed
mellem Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet og de senere
nedsatte kommissioner, både landarbejderkommissionen af 1938,
husassistentkommissionen af 1940 og ungdomskommissionen af 1951,
at der skulle være kontraktpligt.
Sidstnævnte kommission påpegede endvidere, at der skulle føres
tilsyn via folkeregistret med, at kontraktpligten blev overholdt.
Det må være en naturlig udvikling, at det i dag er
Arbejdsformidlingen, der har den kontrolfunktion.
Ad 3
I tyendeloven blev reglerne om lønforhold, som vi kender i dag,
fastlagt. På det tidspunkt var der 300.000 ansatte efter
tyendeloven, og ifølge Folketingstidende findes ingen ansatte
uden for denne lov.
I dag er det antal, der er ansat i henhold til medhjælperlovens § 1
(3 hovedmåltider pr. dag) ca. 3.000.
Det vil derfor være helt i overensstemmelse med praksis at lade
medhjælperlovens lønparagraf erstattes af en paragraf, som sikrer
medhjælperen samme retsmæssige og sociale stilling som ansatte
efter lærlinge- og efg-loven, lov om beskæftigelse af unge og
arbejdstilbudsloven. En sådan ajourføring af medhjælperloven vil
indebære, at medhjælpernes løn- og arbejdsvilkår mindst kommer
til at svare til de i kollektive overenskomster gældende regler.
Ad 4
Unge under 18 år ansat efter medhjælperloven skal sikres den samme
ret, som lærlinge og efg-elever har, til 30 dages ferie i det
første og andet hele ferieår.
Ad 5, a
Ansatte efter medhjælperloven har i dag ret til 30 dages frihed,
hvis ansættelsen er aftalt til at vare et år. Er ansættelsen kun
et halvt år, eksempelvis fra maj til november, så har
medhjælperen kun ret til 15 dages frihed og kun ret til 9
sammenhængende fridage.
Skal medhjælperen sikres ligestilling med andre ansatte i
landbruget, må medhjælperen inden for et ferieår altid have ret
til 30 dages frihed, hvoraf mindst 12 dage skal være
sammenhængende.
Ad 5, b
Medhjælperen er i dag afskåret fra at gøre brug af den ret, som
medhjælperen har som medlem af en arbejdsløshedskasse, idet en
medhjælper ikke har ret til mere ferie, end der er optjent i den
pågældendes ansættelsesforhold.
Ad 5, c
Dette punkt skal ses som en konsekvens af forslagets punkt 3 og er i
øvrigt analogt med den ret, ansatte har, som afholder ferie med
løn (ferielovens § 14).
Ad 5, d
Denne regel sikrer, at arbejdsgiveren ikke, som det er i dag, kan
stikke ikke afholdt ferie og feriegodtgørelse i egen lomme, hvis
medhjælperen i ansættelsesperioden ikke har afholdt ferie.
Begrundelsen for, at medhjælperens ret til feriegodtgørelse er tabt,
er, at det er uoverskueligt for landbruget at følge
feriekortsystemet. I dag gælder denne begrundelse ikke, da det i
alle overenskomstmæssigt aftalte forhold er medhjælperens ret at
modtage feriegodtgørelse for ikke afholdt ferie.
Reglen er i øvrigt analog med de regler, som er gældende for
lønmodtagere, som har ret til ferie med løn (ferielovens §§ 14 og
19).
Ad 5, a, b, c og d
Medhjælperlovens frihedsregler har sit udspring i et
socialdemokratisk krav ifølge Rigsdagstidende 1903-04,
Folketingstidende, forhandlingerne sp. 3438, hvor det hedder, at
medhjælperen bør have ret til 7 dages ferie. Dette lovforslag
kunne ikke godtages af de daværende regeringer, hvorfor det i det
endelige forslag af 1921 blev til det frihedssystem, vi kender i
dag, med to frihedsrettigheder, een, hvis man har været ansat et
halvt år, og en anden, hvis man har været ansat et helt år.
Ved gennemførelsen af ferieloven af 1938 er det i bemærkningerne til
loven anført, at grunden til, at ansatte under medhjælperloven er
undtaget, er, at medhjælperloven behandles i den af
statsministeren nedsatte landarbejderkommission. I betænkningen
fra kommissionen af 1940 og i skrivelse fra kommissionen af 22.
februar 1940 til statsministeren hedder det, at de i ferieloven
indeholdte regler skal udvides til også at omfatte medhjælpere,
og at dette kunne ske ved ændring af ferielovens § 1.
Et mindretal i kommissionen, repræsentanter for De Samvirkende
Landboforeninger, anførte, at feriemærkesystemet for de 110.000
medhjælpere ansat ved landbruget ville være for kunstigt til, at
det kunne gennemføres over for de middelstore og mindre landbrug.
Dette indebar, at justitsministeren ifølge folketingsforhandlinger
1956 finder »det under de nuværende forhold overvejende
betænkeligt at bryde med medhjælperlovens tilvante system til
fordel for en ændring, der for landbrugets vedkommende vil støde
på praktiske vanskeligheder«. På den baggrund udarbejdedes et
forslag til ændringer af medhjælperloven, der endnu en gang
stadfæstede de to regler for frihed, som findes i medhjælperloven.
Ved lovrevisionen i 1961 tilføjedes det medhjælperlovens
ferieregler, at disse ferieregler ikke kommer til anvendelse,
såfremt der ved aftale eller overenskomst er sikret medhjælperen
ferie med løn efter regler, der stiller medhjælperen gunstigere
end foranstående bestemmelse.
Praksis har siden vist, at hvis ikke ansættelsesforholdet er ordnet
ved overenskomst, så benyttes medhjælperlovens to ferieregler,
som fratager medhjælperen de rettigheder, som er nævnt under
punkt 5.
Ad 6
Dette forslag er analogt med funktionærlovens § 6.
Ad 7
Udgangspunktet her må være et regelsæt for ansættelse og
afskedigelse, der sikrer medhjælperen samme beskyttelse og
rettigheder, som findes i funktionærloven.
Endvidere bør de ændringer, som funktionærudvalget har foreslået om
120 dages reglen - det forkortede opsigelsesvarsel, hvis
anvendelse ikke kan finde sted, når der er tale om arbejdsskader
- indarbejdes i regelsættet.
Regelsættet skal også indeholde bestemmelser om
fratrædelsesgodtgørelse til lønmodtagere, der afskediges, uden at
afskedigelsen er rimeligt begrundet i lønmodtagernes egne forhold.
Endvidere bør medhjælperlovens nuværende § 26, stk. 3, indarbejdes i
regelsættet, dog i en udvidet form, som sikrer medhjælperen
retten til at vægre sig ved at udføre arbejde, som ikke er
omfattet af arbejdsaftalen. Under arbejdsvægringen skal
medhjælperen oppebære sin normale løn.
Regelsættet skal også omfatte en bestemmelse om, at opsigelser skal
være skriftlige, at det er arbejdgsgiveren, der har bevisbyrden
for, at der er taget saglige hensyn ved afskedigelsen, og at
arbejdsvægring/arbejdsnægtelse ikke er rimeligt begrundet.
Erstatningsregler for ulovlig udeblivelse og ulovlig bortgang bør
udformes, som de er i funktionærloven.
Begrundelsen herfor kan findes i de kommentarer, som Paul Kufahl og
Ole Hasselbalch har gjort i den kommenterede udgave af
funktionærloven, som er udgivet af Dansk Arbejdsgiverforening (8.
udgave, december 1985), § 4, side 30.
Heri er bl.a. anført:
»Såfremt funktionæren gør sig skyldig i ulovlig udeblivelse (dvs.
funktionæren undlader at tiltræde den aftalte ansættelse) eller
ulovlig bortgang, har arbejdsgiveren krav på en erstatning, der
svarer til en halv måneds løn.
Når erstatningen i disse tilfælde fastsættes til en halv måneds
løn, skyldes det, at arbejdsgiveren ofte vil have vanskeligt ved
at bevise størrelsen af det lidte tab, hvorfor man har fundet det
naturligt at fastsætte en minimumserstatning.«