1987 BSF 136 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPLYSNINGSKAMPAGNE OM FLYGTNINGES OG INDVANDRERES VILKÅR
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00136@1988-05-21/da
Indhold
Regeringen opfordres til at skabe bedre økonomiske muligheder for
oplysningskampagner, som søger at styrke forståelsen for flygtninges
og indvandreres placering i det danske samfund. Det overordnede
ansvar for kampagneforløbet lægges hos kultur- og
kommunikationsministeren, som samarbejder om opgaven med alle
relevante organisationer og ministerier. Til formålet afsættes en
bevilling på 10 mio. kr. til anvendelse inden udgangen af 1989.
Bemærkninger til forslaget
Efter flere tiårs udramatisk sameksistens mellem danskere,
indvandrere og flygtninge er der begyndende tegn på aggression og
afstandtagen til fremmede.
Problemerne har sammenhæng med den almindelige økonomiske nedtur,
med den stærke koncentration af fremmede statsborgere i bestemte
kommuner og bebyggelser og med ukendskab til deres baggrund og
levevilkår. Også mangelen på kulturaktiviteter, hvor danskere og
tilflyttere mødes om fælles interesser, er medvirkende årsag til
nogle danskeres uforsonlige holdning til fremmede. For
forslagsstillerne ligger der heri en kim til racisme, som skal
imødegås på alle niveauer. Mange folkelige organisationer gør
dagligt et stort og fortjenstfuldt arbejde på dette område, og
senest har Dansk Ungdoms Fællesråd besluttet at iværksætte en
kampagne.
Opgaven er imidlertid så omfattende og vigtig, at også det
offentlige bør påtage sig et politisk og økonomisk ansvar i
kampen mod den spirende racisme.