Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00138@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen i alle relevante internationale

sammenhænge at arbejde for en standsning af krigen mellem Marokko og

Vestsahara på grundlag af en løsning, der sikrer Vestsaharas

selvstændighed og tilbagetrækning af de marokkanske

besættelsesstyrker. Den danske indsats skal bl.a. omfatte følgende:

a. Dansk anerkendelse af staten Vestsahara.

b. Dansk humanitær bistand til de sahariske flygtninge i den

algeriske ørken.

c. Dansk tilslutning til FN's fredsplan.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Vestsahara blev i 1884 erklæret for et spansk protektorat med

begrundelse i tilstedeværelsen af tidligere spanske

handelsstationer. Igennem årene blev den spanske undertrykkelse

stærkere, og modstanden samledes fra 1975 i modstandsbevægelsen

Polisario. Da Spanien i 1976 ophørte med at være kolonimagt, blev

Vestsahara, der er rig på fosfat og metaller, besat af

Mauretanien og Marokko. Dette skete på trods af, at en

FN-undersøgelseskomite i 1975 havde konstateret et massivt ønske

om uafhængighed af disse stater og en udbredt støtte til

Polisario fra indbyggerne i det daværende Spansk Sahara. Allerede

i denne undersøgelseskomites rapport blev det anbefalet, at

indbyggerne skulle have mulighed for at bestemme deres egen

fremtid »i fuldstændig frihed og i en atmosfære af fred og

sikkerhed«. Ligeledes offentliggjorde Den Internationale Domstol

(ICJ) den opfattelse, at de handelsforbindelser, som Marokko og

Mauretanien havde, da Vestsahara blev en spansk koloni i 1884,

ikke kunne bruges som støtte for et krav om overherredømme eller

kunne berøre brugen af princippet om »selvbestemmelse gennem det

frie og ægte udtryk for folkets ønske i det berørte territorium«

(FN-erklæringen om uafhængighed for koloniserede lande og folk).

Umiddelbart efter, at retten havde udtalt sig, iværksatte kong

Hassan af Marokko »den grønne march«, hvor 350.000 ubevæbnede

marokkanere drog ca. 10 km ind i Vestsahara for symbolsk at

kræve, at området skulle tilfalde Marokko. Ved denne mobilisering

fik kongen skabt en stærk marokkansk folkelig bevægelse for

Vestsaharas indlemmelse i Marokko. Dette har sikret opbakningen

af den senere militære besættelse og bygningen af de massive

forsvarsværker (voldene) langt inde i Vestsahara.

Efter besættelsen forstærkede Polisario modstandskampen, og i 1979,

hvor Mauretanien havde fået en ny regering, sluttede Mauretanien

og Vestsahara fred, og Mauretanien opgav alle krav på Vestsahara.

Dette medførte imidlertid, at Marokko umiddelbart efter

tilbagetrækningen af de mauretanske styrker marcherede ind og

besatte også denne del af Vestsahara.

Polisario forstærkede modstanden, mens Organisationen til Afrikas

Enhed (OAU) tog initiativ til, at der blev formuleret en

fredsplan. I 1980 fremsattes det første forslag, der omfattede en

6-punkts-plan for en FN-overvåget våbenhvile og en

OAU-organiseret folkeafstemning. Planen blev hilst velkommen af

Mauretanien og Polisario, mens Marokko ikke kunne se noget nyt i

den og afslog at forhandle direkte med Polisario om dens

udførelse.

Imens optrappedes krigen, idet Polisario havde fået rådighed over

tanks og antiluftskytsmissiler, mens Marokko i 1982 udvidede

systemet af forsvarsvolde og forsynede dem med USA-leveret

elektronisk overvågningsudstyr. Voldsystemet omfatter nu store

dele af Vestsahara. Det anslås, at det permanente antal

marokkanske soldater udstationeret i Vestsahara i maj 1987 var

ca. 100.000 (»Border and Territorial Disputes«, Keesings

Reference Publications, Second Ed. 1987), mens de oprindelige

beboere i stort omfang er fordrevet på grund af

krigshandlingerne, og det anslås, at over 150.000 vestsaharier nu

lever i flygtningelejre i Algeriet.

Siden Folketinget sidst behandlede et beslutningsforslag om danske

initiativer i forbindelse med Vestsaharakonflikten (det i

folketingsåret 1986-87, 1. samling, fremsatte forslag til

folketingsbeslutning om løsning af Vestsaharakonflikten (af

Albrechten (VS) m.fl.), se Folketingstidende 1986-87, 1. samling,

forhandlingerne sp. 827, 828 og 3512, samt tillæg A sp. 893), har

spørgsmålet været behandlet af FN's 42. generalforsamling. Her

blev der vedtaget en resolution, der som noget nyt indeholdt en

anerkendelse af, at OAU (Organisationen til Afrikas Enhed) og

FN's generalsekretær i fællesskab havde besluttet at sende en

»teknisk mission« til Vestsahara med henblik på at tilvejebringe

de nødvendige oplysninger for at kunne iværksætte den af FN's

generalsekretær fremsatte fredsplan. Som det eneste af de

nordiske lande undlod Danmark at stemme for resolutionen, der

blev vedtaget med 93 landes stemmer, mens 50 lande hverken stemte

for eller imod. Ingen lande stemte imod resolutionen.

Besøget af den »tekniske mission« i november 1987 resulterede i, at

Marokko øgede sin undertrykkelse af de besatte områder i form af

massearrestationer, inden missionen ankom, og militæret og

politiet fik massive forstærkninger. EF-Parlamentet har ved en

resolution den 17. december 1987 protesteret mod de vilkårlige

arrestationer og krævet de arresterede løsladt. Rapporten fra den

tekniske mission foreligger ikke endnu.

Bemærkninger til de enkelte punkter

Ad a

En dansk anerkendelse af staten Vestsahara vil være et udtryk for

støtte til kravet om Vestsaharas selvstændige ret til at afgøre

sin politiske fremtid. Indtil nu har 70 lande og bl.a.

Organisationen til Afrikas Enhed anerkendt Vestsahara.

Ad b

På grund af de sahariske flygtninges placering i ørkenen i et

relativt fattigt land er der et stort nødhjælpsbehov såvel m.h.t.

fødevarebistand som vandafsaltningsanlæg. Næst efter Algeriet er

Sverige den største bidragyder med 11 mio. kr. årligt.

Ad c

Det er nødvendigt, at hele det internationale samfund lægger pres på

de involverede parter for at få gennemført FN's fredsplan. Den

indebærer, at FN organiserer og leder en troværdig

folkeafstemning i samarbejde med OAU på en sådan måde, at

Vestsaharas folk frit kan udøve deres ret til selvbestemmelse

uden på nogen måde at blive forhindret af militære eller

administrative begrænsninger. Planen forudsætter også, at de

involverede parter vil bidrage med forslag, der kan bruges som

basis for forhandlingen om en aftale, der skal føre til en

fredelig og retfærdig løsning af Vestsaharaspørgsmålet.

Versioner

1. 1988-05-21