Gelex

1987 BSF 140 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM NEDSÆTTELSE AF ET UDVALG TIL UNDERSØGELSE AF MAGTFORHOLDENE OG DEMOKRATIETS VILKÅR I DANMARK.

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00140@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen at nedsætte et udvalg til

undersøgelse af magtforholdene samt demokratiets vilkår i Danmark

efter følgende retningslinier:

1. Der nedsættes et udvalg på 12 medlemmer. Medlemmerne udpeges

efter indstilling af Københavns, Århus og Odense Universiteter,

Roskilde og Ålborg Universitetscentre, Den Polytekniske

Læreanstalt, DTH, Handelshøjskolerne i København og Århus,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd samt 1 medlem efter fælles

indstilling fra de fire organisationer Handelskammeret,

Håndværksrådet, Industrirådet og Landbrugsrådet. Udvalget

supplerer sig endvidere med 1 svensk og 1 norsk forsker, der har

deltaget i tilsvarende undersøgelser i sit hjemland. Udvalgets

sammensætning skal endvidere være repræsentativt for relevante

forskningsområder og med ligelig kønsfordeling.

Sekretariatsbistand for udvalget udføres enten af Københavns eller

Århus Universitet.

2. Udvalget har til opgave at iværksætte en undersøgelse af følgende:

a. Hvilke magtressourcer og hvilken indflydelse råder forskellige

befolkningsgrupper over?

b. Hvilke muligheder for at udøve magt og indflydelse har

forskellige befolkningsgrupper?

c. Hvorledes udøves magt og indflydelse af forskellige

befolkningsgrupper?

d. I hvilken udstrækning giver de formelt sikrede demokratiske

rettigheder sig reelt udslag ved aktiv medvirken i

beslutningsprocesser såvel centralt som lokalt?

e. I hvilken udstrækning består der magtkoncentration inden for de

forskellige samfundsområder i Danmark (det private erhvervsliv,

den offentlige sektor, arbejdsgiver- og

lønmodtagerorganisationer, andre interesseorganisationer, pressen

m.fl.) samt på tværs af disse?

f. I hvilken udstrækning har udenlandske kapitalinteresser

indflydelse på det danske samfund?

g. I hvilken udstrækning har det danske medlemskab af EF påvirket

magtforholdene og demokratiet i Danmark?

3. Udvalget nedsættes umiddelbart efter folketingsbeslutningens

vedtagelse og påbegynder sit arbejde 1. august 1988.

Til afholdelse af nødvendige udgifter - herunder udgiften til

sekretariatsbistand - for den resterende del af finansåret 1988

indgives en ansøgning til Folketingets Finansudvalg.

For det følgende finansår afsættes en årlig bevilling fastsat efter

indstilling fra udvalget.

4. Udvalgets arbejde forventes afsluttet inden udgangen af 1995.

Udvalget påser, at forskningsresultaterne offentliggøres hurtigst

muligt, efterhånden som de færdiggøres.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Forslaget er inspireret af lignende undersøgelser i Norge og

Sverige, hvor undersøgelserne iværksattes på regeringsinitiativ.

I Norge er arbejdet afsluttet, medens undersøgelserne i Sverige

stadig er i gang.

Baggrunden for forslaget om at iværksætte undersøgelser om

magtforholdene og demokratiets vilkår i Danmark er ikke, at der

slet ikke foretages sådanne undersøgelser, men derimod at disse

undersøgelser er meget begrænsede, særlig når man sammenligner

med tilsvarende undersøgelser i udlandet, f.eks. i de nordiske

lande. Da der allerede foreligger materiale fra Norge fra de

afsluttede undersøgelser og fra de igangværende svenske

undersøgelser, vil vi i Danmark kunne spare en del egne

ressourcer ved at udnytte de erfaringer, der allerede er gjort i

Norge og Sverige.

Bemærkninger til de enkelte punkter

ad 1.

For at sikre et godt resultat er det vigtigt, at udvalget

sammensættes alsidigt, således at såvel relevante

forskningsmiljøer som de forskellige universiteter og højere

læreanstalter inddrages i arbejdet. Endvidere at der ved

udvalgets sammensætning tages hensyn til forskellig

forskningsmæssig baggrund, f.eks. i følgende videnskabelige

områder: statskundskab, nationaløkonomi, sociologi, psykologi,

historie, kulturforskning, forvaltningslære og organisationsteori.

Ved inddragelse af 1 svensk og 1 norsk forsker som foreslået vil

udvalget umiddelbart kunne drage nytte af de erfaringer, man har

draget under undersøgelserne i Norge og Sverige.

Det bemærkes, at 1 norsk forsker tilsvarende er medlem af det

tilsvarende udvalg i Sverige.

ad 2

Ved belysningen af forskellige befolkningsgruppers indflydelse bør

følgende forhold tages i betragtning:

a. Kvinder i forhold til mænd.

b. Forholdene mellem forskellige aldersgrupper.

c. Indvandrergrupper i forhold til danske statsborgere.

d. Personer med en kortvarig uddannelse i forhold til personer med

længerevarende uddannelser.

e. Forholdet mellem økonomisk dårligt og økonomisk velstillede.

f. Enlige i forhold til personer, der lever i parforhold.

g. Landbefolkning i forhold til bybefolkning.

h. Arbejdere i forhold til funktionærer.

j. Selvstændige i forhold til lønarbejdere.

k. Selvstændige med ingen eller kun få ansatte i forhold til

selvstændige med mange ansatte.

l. Almindelige lønarbejdere i forhold til virksomhedsledere.

m. Folkevalgte i forhold til embedsmænd og eksperter.

n. Brugere af offentlige systemer i forhold til systemernes

repræsentanter.

Det er vigtigt, at magtforholdene og demokratiets vilkår nu gøres

til genstand for en grundig undersøgelse inden for alle områder i

det danske samfund. Derfor skal såvel det private erhvervsliv og

den offentlige sektor (stat, amter og kommuner) som arbejdsgiver-

og lønmodtagerorganisationer, interesseorganisationer i øvrigt,

herunder idrætsorganisationer og foreninger med velgørende

formål, finansverdenen i øvrigt, offentlige fonde og

boligselskaber, samt familien inddrages i undersøgelsen. Samtidig

vil det være naturligt at underkaste udenlandske interessers

indflydelse på forholdene i Danmark en nærmere undersøgelse. En

væsentlig del af undersøgelsesarbejdet vil bestå i at

sammenligne, hvad man kan kalde det formelle demokrati, med de

reelle muligheder og i tilslutning hertil belyse, i hvilken

udstrækning disse muligheder reelt udnyttes.

Det pålægges udvalget aktivt at inddrage relevante forskergrupper i

undersøgelserne og aktivt arbejde for, at undersøgelser sættes i

gang. Det forudses, at forskergrupper også henvender sig til

udvalget med forslag til konkrete projekter, hvoraf en del vil

kunne indgå i det allerede eksisterende forskningsarbejde på

universiteter og højere læreanstalter. I sidstnævnte tilfælde vil

udvalgets opgave alene bestå i at træffe beslutning om ydelse af

eventuel økonomisk støtte.

ad 3

Udgifterne vil omfatte sekretariatsudgifter, støtte til,

forskningsprojekter, herunder publiceringsudgifter samt dækning

af omkostninger ved udvalgsarbejdet.

ad 4

Det skønnes, at udvalgsarbejdet vil strække sig over en periode af

5-6 år. Resultaterne af de enkelte projekter vil blive

offentliggjort, så snart de foreligger, således at resultaterne

hurtigst muligt kan indgå i den offentlige debat om

magtforholdene og demokratiets vilkår.

Det pålægges udvalget at offentliggøre forskningsresultaterne såvel

i videnskabelige rapporter som i lettilgængelig form, f.eks. i

debatpjecer, således at et større udsnit af befolkningen har

mulighed for at drage nytte af forskningen og deltage i

offentlige debatter.

Udvalgets medlemmer forpligtes endvidere til at deltage i offentlige

debatter om udvalgets arbejde, emner og resultater. Resultaterne

af udvalgets undersøgelser kan bl.a. anvendes af regeringen,

Folketinget og Folketingets politiske partier i forbindelse med

eventuelt lovgivningsarbejde.

Versioner

  1. 1988-05-21