1987 BSF 146 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM SÆRLIGE INITIATIVER TIL STØTTE FOR ENEFORSØRGERE
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00146@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget pålægger regeringen at iværksætte særlige initiativer
til støtte for eneforsørgere efter følgende retningslinjer:
1. Eneforsørgere, der i perioden 1. juni til 30. september i et
kalenderår modtager bistandshjælp, dagpenge eller førtidspension,
får ret til ferietilskud med hjemmel i bistandsloven.
2. Eneforsørgere, der modtager bistandshjælp, får ret til at få
dækket rimelige udgifter til børnepasning.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Ifølge Socialforskningsinstituttets undersøgelse i publikation nr.
175: »Enlige forsørgere mellem selvforsørgelse og bistandshjælp«
modtager hver femte eneforsørger løbende bistandshjælp. Ca. 84
pct. af eneforsørgerne er kvinder, og blandt disse er der
yderligere en stor gruppe med meget lave indkomster, typisk
arbejdsløshedsdagpenge eller førtidspension, der er udstødt fra
arbejdsmarkedet.
At blive langtidsforsørget af det offentlige medfører en så ringe
levestandard, at der ikke er råd til det mest nødvendige som
f.eks. ordentlig beklædning, udskiftninger i hjemmet og
ferie/fritidsaktiviteter. Det medfører også, at en stor gruppe
børn gennem deres opvækst afskæres fra at få de samme oplevelser
som deres jævnaldrende og dermed også fra den livskvalitet, der
er i dette samvær.
Penge er ikke alt, men hvis budgettet er lille år ud og år ind,
kommer alting netop til at handle om penge, fordi man aldrig har
råd, heller ikke til at give sig selv og sine børn en indholdsrig
tilværelse på lige fod med andre.
Bemærkninger til forslagets enkelte punkter
ad 1
Eneforsørgere, der modtager dagpenge, bistandshjælp eller
førtidspension, har sjældent råd til at tage på ferie sammen med
deres børn. Det foreslås derfor, at der ydes et fast tilskud pr.
barn og til eneforsørgeren med hjemmel i bistandsloven.
ad 2
For at give eneforsørgere, der modtager bistandshjælp, mulighed for
aflastning, indføres ret til dækning af rimelige
børnepasningsudgifter (maksimalt fem timer pr. uge). Også
bistandshjælpsmodtagere med børn har behov for at foretage sig
noget på egen hånd, hvad enten det nu er samvær med
venner/familie, aftenskole eller biografbesøg. Alt for mange
bliver ensomme og savner kontakt med andre voksne i dagligdagen.