Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00147@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen senest den 3. maj 1988 at fremsætte

lovforslag om ændring af forbrugsrenteafgiftsloven, jf. lov nr. 698

af 17. oktober 1986, som ændret ved lov nr. 37 af 29. januar 1988.

Lovforslaget skal indføre et nyt, mindre tilfældigt, mere retfærdigt

og administrativt mere enkelt grundlag for beregningen af

renteafgiften.

Afgiftssatsen på 20 pct. opretholdes uændret.

Afgiftspligtige med afgiftsgrundlag i 1987 på under 6.500 kr.

(13.000 kr. for ægtepar) fritages helt for afgiften af gamle lån

under forudsætning af, at nettorenteudgifterne er uændrede eller

faldende.

Afgiftspligtige med afgiftsgrundlag i 1987 på over 6.500 kr. (13.000

kr. for ægtepar) opnår et bundfradrag i afgiftsgrundlaget på

6.500 kr. (13.000 kr. for ægtepar).

Herudover kan de afgiftspligtige fritages for at betale afgift,

forudsat de præsterer en reel forøgelse af opsparingen i denne

periode. Hvis opsparingskravet opfyldes, fritages den

afgiftspligtige således for afgift af »gamle« lån, dvs. lån

optaget før 1. januar 1988. Efter overgangsperioden bortfalder

afgiften på »gamle« lån, hvis der inden den 1. januar 1988 var

indgået aftale om afvikling.

Lovforslaget skal ændre renteafgiften efter følgende retningslinjer:

1. Renteafgift af nettorenteudgifterne

Afgiftsgrundlaget er lig med nettorenteudgifterne, dvs.

renteudgifter fratrukket renteindtægter m.v. Det er dog ikke alle

renteudgifter, der indgår i nettorenteudgifterne. Renter af

realkreditlån, realkreditlignende lån, studielån og lån optaget

før 1. januar 1988, hvor der er aftalt afvikling, samt

nettorenteudgifter ved skibsvirksomhed indgår ikke i

nettorenteudgifterne. Denne ordning træder fuldt ud i kraft den

1. januar 1993 efter en 5-årig overgangsordning.

2. Overgangsordning fra 1988 til 1993

Fra 1988 til og med 1992 gennemføres en 5-årig overgangsperiode.

Renteafgifterne beregnes i overgangsperioden med udgangspunkt i

afgiftsgrundlaget og i nettorenteudgifterne i 1987.

Afgiften beregnes efter følgende retningslinjer:

a) Der ydes et bundfradrag i afgiftsgrundlaget for 1987 på 6.500 kr.

(13.000 kr. for ægtepar). Det beløb, som fremkommer herefter,

betegnes i nærværende beslutningsforslag som det regulerede

afgiftsgrundlag for 1987. Er afgiftsgrundlaget for 1987

fratrukket bundfradraget 0 kr. eller et negativt beløb,

fastsættes det regulerede afgiftsgrundlag således til 0 kr.

Fastsættes det regulerede afgiftsgrundlag for 1987 til 0 kr.,

betales der alene renteafgift af stigningen i

nettorenteudgifterne i forhold til 1987.

Nettorenteudgifterne for 1987 og de følgende år i overgangsperioden

opgøres som samlede nettorenteudgifter fratrukket renter af

realkreditlån, realkreditlignende lån, visse byggelån, studielån

samt nettorenteudgifter ved skibsvirksomhed. Det vil sige, at

også renter af lån med pant i fast ejendom optaget før den 7.

oktober 1986 indgår i nettorenteudgifterne.

c) I årene 1988-92 betales ikke renteafgift, forudsat at den

afgiftspligtige nedbringer sine nettorenteudgifter i det

pågældende år i forhold til 1987 med følgende andele af

nettorenteudgifterne i 1987:

1988: 20 pct.

1989: 40 pct.

1990: 60 pct.

1991: 80 pct.

1992: 100 pct.

d) Hvis nettorenteudgifterne i forhold til 1987 falder mindre end

anført i punkt c, betales afgift af en forholdsmæssig del af det

regulerede afgiftsgrundlag for 1987.

e) Hvis nettorenteudgifterne i forhold til 1987 stiger, betales

afgift af det regulerede afgiftsgrundlag for 1987 samt af

stigningen i nettorenteudgifterne.

3. Fritagelse for gamle lån efter 5 år

Efter overgangsperiodens udløb i 1992 bortfalder renteafgiften på

lån med aftalt afvikling, såfremt lånet er optaget før den 1.

januar 1988. Det er en forudsætning for afgiftsfritagelsen, at

lånene ikke er aftalt forhøjet eller forlænget siden 1. januar

1988.

4. Kassekreditter m.v.

Kassekreditter og kassekreditlignende lån vil blive omfattet af

afgiften fra 1. januar 1993 uanset oprettelsestidspunktet.

Derfor åbnes mulighed for, at kassekreditter og kassekreditlignende

lån oprettet før 1. januar 1988 kan konverteres til et lån med

løbende afvikling. Konverteringen skal ske inden udgangen af

1988. Lånet kan maksimalt afvikles over 8 år som annuitetslån.

Lånebeløbet kan højst udgøre kassekreditrenterne i 1987

multipliceret med 8.

De konverterede lån betragtes som gamle lån og fritages for afgiften

efter reglerne i pkt. 3.

5. Ægtefæller

I overgangsperioden frem til 1993 behandles ægtefæller rent

beregningsteknisk samlet. Det vil sige, at det er udviklingen i

ægtefællernes samlede nettorenteudgifter sammenholdt med det

samlede afgiftsgrundlag i 1987, der danner grundlag for

afgiftsberegningen.

Herved sikres det, at ægtefællerne samlet får maksimal lempelse

uafhængig af ægtefællernes fordeling af renteindtægter og

renteudgifter.

6. Rentekontrolordning/administrativ forenkling

Med henblik på en forenkling for skatteyderne og en administrativ

forenkling gennemføres en udvidelse af rentekontrolordningen. Der

indføres indberetningspligt for visse finansieringsselskaber og

postgiro samt for visse administratorer af skibsarrangementer

(skibsanparter). Fra og med 1988 får et meget stort antal

skatteydere hermed mulighed for at afgive en erklæring vedrørende

renteafgiften.

7. Minimumsgrænse

Den aftalte minimumsgrænse for opkrævning af renteafgift på 100 kr.

pr. person fastholdes for 1988 og følgende afgiftsår.

8. Ikrafttræden

Loven skal have virkning fra og med afgiftsåret 1988.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Beslutningsforslaget er foranlediget af de sammenbrudte

forhandlinger mellem regeringen, Socialdemokratiet og Det

Radikale Venstre om ændringer i forbrugsrenteafgiften. Selv om

skatteministeren offentligt har udtalt, at den gældende

lovgivning »har ramt tilfældigt«, og at målet er »at friholde

gamle lån for afgiften«, meddelte regeringen ved forhandlingernes

sammenbrud, at den ikke agtede at tage noget initiativ til at få

loven ændret.

Socialdemokratiet stemte imod loven i oktober 1986. Det gjorde vi,

selv om vi var enige i sigtet med lovgivningen - at begrænse det

lånefinansierede overforbrug. Baggrunden for Socialdemokratiets

modstand var, at loven ramte tilfældigt, at den var umulig at

administrere, og at den dermed var den mest uheldige lovgivning,

som Folketinget nogen sinde var blevet præsenteret for. Desværre

må vi efterfølgende konstatere, at vi har fået fuldstændig ret i

vores kritik.

Selv om Socialdemokratiet således ikke har noget medansvar for den

gældende lovgivning, føler vi et moralsk ansvar for at afprøve,

om der er et flertal, som er parat til at rette de største

tilfældigheder, fejl og skævheder i lovgivningen, ikke for at

hjælpe regeringen, men for at borgerne kan få en ordentlig

behandling.

Det virker som ansvarsforflygtigelse og politisk afmagt, når

regeringen end ikke ønsker at fremkomme med et lovforslag, der

kan rette de største fejl og mangler i en lov, som regeringen

selv har erkendt at den ikke kan være bekendt.

Loven kan kun blive bedre, den kan aldrig blive god.

Beslutningsforslagets hovedindhold

Beslutningsforslaget bygger på nøjagtig den model, som

Socialdemokratiet, regeringen og Det Radikale Venstre var enige

om, da forhandlingerne brød sammen. Det eneste punkt, som

parterne ikke kunne opnå enighed om, var, hvor store

nettorenteudgifter for gamle lån der skal fritages for afgiften.

Beslutningsforslaget opererer med et bundfradrag i

afgiftsgrundlaget for 1987 på 6.500 kr. (13.000 kr. for ægtepar).

Det betyder, at gamle lån på op til ca. 50.000 kr. (100.000 kr.

for ægtepar) fritages for afgiften.

Afgiftsgrundlaget for 1987 fratrukket bundfradraget benævnes det

regulerede afgiftsgrundlag for 1987.

Såfremt nettorenteudgifterne i forhold til 1987 er uændrede, betales

der alene afgift af det regulerede afgiftsgrundlag for 1987.

Nedbringes nettorenteudgifterne i forhold til 1987 med 20 pct. i

1988, 40 pct. i 1989, 60 pct. i 1990, 80 pct. i 1991 og 100 pct.

i 1992, fritages man helt for renteafgiften uanset størrelsen af

de afgiftspligtige renter i 1987. Nedbringes nettorenteudgifterne

med en lavere procentdel end nedbringelsesmålet, ydes der et

forholdsmæssigt nedslag i det regulerede afgiftsgrundlag for 1987

(afgiftsgrundlaget for 1987 minus bundfradraget).

Stiger den afgiftspligtiges nettorenteudgifter i overgangsperioden

1988-1992 i forhold til nettorenteudgifterne for 1987, beregnes

afgiften med 20 pct. af det regulerede afgiftsgrundlag for 1987

med tillæg af stigningen i nettorenteudgifterne.

Fra 1. januar 1993 fritages alle lån optaget før 1. januar 1988

fuldstændig for afgiften under forudsætning af, at lånene i den

mellemliggende periode ikke er forlænget eller forhøjet, men

afvikles som oprindeligt aftalt.

Da kassekreditter og lån på kassekreditlignende vilkår ikke opfylder

betingelserne for at blive fritaget for afgiften fra og med 1993,

åbnes der mulighed for, at disse kreditter kan konverteres til

faste lån, der afvikles over højst 8 år som annuitetslån.

Konverteringen skal være foretaget inden udgangen af 1988.

For at undgå at tage udgangspunkt i en kassekreditsaldo en tilfældig

dato, indebærer forslaget, at det højeste beløb, kreditterne kan

konverteres med, er kassekreditrenterne i 1987 multipliceret med

8.

Konverteringen af kassekreditterne vil ikke få betydning for

afgiftens størrelse i overgangsperioden, men alene betyde, at en

restgæld fra og med 1993 fritages for afgiften.

Administration af renteafgiftsloven

Den gældende lovgivning er næsten umulig at administrere. De

afgiftspligtige kan ikke finde ud af, hvilke lån der er fritaget,

og hvilke lån der er afgiftspligtige. Skattemyndighederne, der

har modtaget i titusindvis af forkerte selvangivelser, har reelt

ingen mulighed for at gennemgå samtlige selvangivelser for at

kontrollere oplysningerne til brug for afgiftsberegningen. Derfor

indeholder den gældende lovgivning en retsusikkerhed for

borgerne, som er helt uacceptabel.

På den baggrund har det været en selvstændig hovedmålsætning, at de

ændringer, som gennemføres, skal fjerne denne retsusikkerhed.

Gennem automatiske indberetninger fra pengeinstitutter og andre

indberetningspligtige skal det være muligt at foretage

beregningen af forbrugsrenteafgiften. Opfyldes denne målsætning

ikke, betyder dette, at alle anstrengelser for at forenkle

selvangivelserne vil være ødelagt de næste 10-15 år.

En lovændring efter de retningslinjer, som beslutningsforslaget

indeholder, opfylder fuldt ud målsætningen om automatisk

indberetning. Gennemføres forslaget, undgår man fuldstændig den

gamle umulige afgrænsning med fritagelse af konkrete lån, da

forslaget tager sit udgangspunkt i udviklingen i

nettorenteudgifterne. Den eneste oplysning, der er nødvendig at

få indberettet for det store flertal af lån, er tidspunktet for

lånets optagelse for herigennem at kunne udskille de lån, som

skal afgiftsfritages fra og med 1993.

Selv om det nye grundlag, som afgiften beregnes på, er enkelt og kan

indberettes automatisk, vil reglerne være svært forståelige for

hovedparten af de afgiftspligtige, der bliver omfattet af

overgangsreglerne for gamle lån. Derfor har det været vigtigt at

få denne gruppe talmæssigt stærkt begrænset. Alene

300.000-350.000 husstande vil blive omfattet af disse

overgangsregler som følge af bundfradraget og som følge af, at

afgiftsgrundlaget fastsættes til 0 kr. for alle med negativt

reguleret afgiftsgrundlag i 1987.

De 80-90 pct. afgiftspligtige, der undgår overgangsordningen for

gamle lån, skal alene beregne afgiften som 20 pct. af stigningen

i nettorenteudgifterne i forhold til 1987.

Herudover er det helt afgørende, at den gruppe, hvor

afgiftsgrundlaget for 1987 har betydning, begrænses så meget, at

det bliver muligt for de lignende myndigheder at gennemføre en

egentlig gennemgang af disse selvangivelser. Da

beregningsmodellen bygger på selvangivelserne for 1987 i hele

overgangsperioden, vil eventuelle fejl i afgiftsgrundlaget for

1987 fortsætte indtil 1993. Derfor er bundfradragets størrelse

ikke alene et spørgsmål om, hvor store rentebeløb der skal

fritages for afgiften, men i lige så høj grad et spørgsmål om at

få vedtaget en model, som overhovedet kan administreres.

Bundfradragets størrelse

Som allerede nævnt har bundfradragets størrelse en afgørende

betydning for overhovedet at få beslutningsforslagets model til

at fungere administrativt.

Herudover skal bundfradraget løse en række problemer, som gør

forslaget mere retfærdigt, og som forhindrer nye tilfældigheder.

Når der tages udgangspunkt i nettorenteudgifterne som grundlag for

afgiftsberegningen, bliver afgiftens størrelse påvirket af

svingninger i renteniveauet. Denne utilsigtede virkning imødegås

af bundfradraget.

Den gamle helt tilfældige afgrænsning af afgiftspligtige lån løses

ikke fuldstændig med beslutningsforslagets model, men med et

bundfradrag som foreslået begrænses disse problemer til et

minimum.

Endelig betyder de afviklingskrav, som stilles for herigennem at

slippe for afgiften, at personer med afgiftsbelagte boliglån

stilles ringere end personer med forbrugslån. Forbrugslån skal

som regel afvikles over en kort årrække. Derfor volder det ikke

problemer for personer med rene forbrugslån at opfylde

afviklingskravet for at blive afgiftsfri. Derimod er det en

umulighed for personer med store boliglån at afvikle et sådant

lån fuldstændig i den femårige overgangsperiode. Her betyder

bundfradraget, at boliglån ikke får en urimelig behandling.

Forslagets opsparingsfremmende virkning

Det har været en klar målsætning for Socialdemokratiet at fastholde

en mindst uændret opsparingsfremmende virkning af

forbrugsrenteafgiften.

Denne målsætning er efter vores opfattelse fuldt ud opfyldt med den

model, der er indeholdt i beslutningsforslaget.

Efter gældende regler har et meget stort antal husstande et negativt

afgiftsgrundlag i 1987. Det betyder, at disse familier uden at

blive pålagt renteafgift vil kunne optage nye lån.

Efter beslutningsforslagets model vil enhver forøgelse af

nettorenteudgifterne i forhold til 1987 derimod udløse en

renteafgift.

Herudover indebærer det opsparingsfremmende element - den kraftige

tilskyndelse til at nedbringe nettorenteudgifterne for de

300.000-350.000 husstande, som bliver berørt af

overgangsordningerne - en øget opsparing.

Provenumæssige virkninger

Det skønnes med betydelig usikkerhed, at et bundfradrag som

foreslået vil formindske provenuet af renteafgiften for 1988 med

ca. 900 mio. kr. Provenutabet vil være faldende i

overgangsperioden. Beløbet skal sammenholdes med det provenutab

på ca. 500 mio. kr., som regeringen var parat til at anvende til

finansiering af et bundfradrag på 2.500 kr. (5.000 kr. for

ægtepar).

Bilag

Eksempel på beregning af renteafgiften for de 300.000-350.000

husstande, som bliver omfattet af overgangsordningen for gamle lån

Afgiftsåret 1987:

Afgiftsgrundlag 1987 10.000 kr. Nettorenteudgifter 1987 20.000 kr. Reguleret afgiftsgrundlag 1987 (10.000 kr. - 6.500 kr.) 3.500 kr. Afgiftsåret 1988: Nettorenteudgifter 1988 18.000 kr. 1) Nedbringelsesmål 1988 (20.000 kr. x 20 pct.) 4.000 kr. Faktisk nedbringelse (20.000 kr. - 18.000 kr.) 2.000 kr. Afgiftsberegning: Reguleret afgiftsgrundlag 1987 3.500 kr. 2) - nedslag (3.500 kr. x 2.000:4000) 1.750 kr. Afgiftsgrundlag 1988 1.750 kr. Afgift 1988 (1.750 kr. x 20 pct.) 350 kr.

1) Nedbringelsesmålet angiver det beløb, som nettorenteudgifterne

skal nedbringes med i 1988 (20 pct.) for at opnå fuldstændig

fritagelse for afgiften.

2) Da nettorenteudgifterne ikke er nedbragt med 20 pct., som giver

fuld afgiftsfritagelse, beregnes der et forholdsmæssigt nedslag i

afgiftsgrundlaget for 1988.

Eksempel 1:

Afgiftsgrundlag 1987 20.000 kr. Nettorenteudgifter 1987 20.000 kr. Reguleret afgiftsgrundlag for 1987 (20.000 - 6.500 kr.) 13.500 kr. Nettorenteudgifter 1988 18.000 kr. 1) Afgift 1.350 kr. Nettorenteudgifter 1989 25.000 kr. 2) Afgift (2.700 + 1.000 kr.) 3.700 kr.

1) Da nettorenteudgifterne kun er nedbragt med 10 pct. i 1988 i

forhold til 1987, dvs. med kun halvdelen af målsætningen på 20

pct., gives der kun et nedslag på halvdelen af det regulerede

afgiftsgrundlag for 1987.

2) Da nettorenteudgifterne i 1989 er steget i forhold til 1987,

betales afgiften af det regulerede afgiftsgrundlag for 1987

(13.500 kr.) med tillæg af afgift af stigningen i

nettorenteudgifterne (25.000 kr. - 20.000 kr.).

Eksempel 2:

Afgiftsgrundlag 1987 20.000 kr. Nettorenteudgifter 1987 40.000 kr. Reguleret afgiftsgrundlag 1987 (20.000 - 6.500 kr.) 13.500 kr. Nettorenteudgifter 1988 38.000 kr. 1) Afgift 2.025 kr.

1) Da nettorenteudgifterne kun er nedbragt med 5 pct. i 1988 i

forhold til 1987, dvs. kun med en fjerdedel af målsætningen på 20

pct., gives der kun et nedslag på en fjerdedel af det regulerede

afgiftsgrundlag for 1987.

Eksempel 3:

Afgiftsgrundlag 1987 5.000 kr. Nettorenteudgifter 1987 5.000 kr. Reguleret afgiftsgrundlag 1987 (5.000 - 6.500 kr.) 0 kr. Nettorenteudgifter 1988 4.500 kr. 1) Afgift 1988 0 kr.

1) Da afgiftsgrundlaget for 1987 er lavere end bundfradraget, skal

der ikke betales afgift af gamle lån.

Langt hovedparten af de afgiftspligtige vil på dette grundlag blive

fritaget for afgiften af gamle lån.

Eksempel 4:

Afgiftsgrundlag 1987 -5.000 kr. Nettorenteudgifter 15.000 kr.

Reguleret afgiftsgrundlag 1987

(-5.000 -6.500 kr.) 0 kr. Nettorenteudgifter 1988 20.000 kr. Afgift 1988 1.000 kr.

Med et negativt afgiftsgrundlag for 1987 fastsættes det regulerede

afgiftsgrundlag altid til 0 kr.

Ved en forhøjelse af nettorenteudgifterne i 1988 udløses en afgift

på 20 pct. af stigningen.

Efter gældende regler kan den gruppe af afgiftspligtige forøge deres

låntagning uden at blive omfattet af afgiften. Eksemplet ville

ikke udløse renteafgift efter gældende regler.

Versioner

1. 1988-05-21