Gelex

1989 LSF 10 FORSLAG TIL LOV OM AFGIFT VED UDSTYKNING M.M.

GældendeVersion 1990-03-13
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198912K00010@1990-03-13/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1. Ved udstykning og matrikulering betales en afgift på 4.000 kr.

for hver samlet fast ejendom, der oprettes. Afgiften tilfalder

staten, i Københavns og Frederiksberg Kommuner dog kommunen.

Stk. 2. Afgift efter stk. 1 betales ikke, såfremt den nye samlede faste ejendom

1) er under 100 m2 og ikke er bebygget eller bestemt til bebyggelse,

2) er bestemt til udelukkende anvendelse som friareal i overensstemmelse med byggelovgivningen,

3) er registreret i matriklen som privat fællesvej eller

4) er oprettet som følge af ekspropriation, ejendomsdom eller hævdserhvervelse.

Stk. 3. Afgift efter denne lov skal betales, selv om der i anden lovgivning er hjemlet fritagelse for afgifter til det offentlige.

§ 2. Afgiften påhviler ved udstykning ejeren af den ejendom, hvorfra arealet udstykkes, og ved matrikulering ejeren af det hidtil umatrikulerede areal.

Stk. 2. Såfremt ejendommen oprettes af arealer, der udstykkes fra flere ejendomme, påhviler afgiften ejerne af disse ejendomme i forening.

Stk. 3. Såfremt ansøgningen om udstykning eller matrikulering er indsendt af en praktiserende landinspektør, hæfter tillige landinspektøren.

§ 3. Matrikelmyndigheden fastsætter regler for afgiftens opkrævning og betaling. Afgiften kan kræves forudbetalt. § 4. Betales afgiften ikke rettidigt, tillægges renter fra sidste rettidige indbetalingsdag, og indtil betalingen sker. Rentesatsen er den til enhver tid i medfør af § 5 i lov om renter ved forsinket betaling m.v. fastsatte rentesats.

Stk. 2. Matrikelmyndigheden kan fastsætte regler om gebyr for udskrivning af rykkerskrivelse, såfremt afgiftsbeløbet ikke indbetales rettidigt.

§ 5. Loven træder i kraft den 1. april 1991.

Stk. 2. Lov om afgift for ekspedition af udstykningssager, jf. lovbekendtgørelse nr. 5 af 7. januar 1988, ophæves.

Stk. 3. For udstykning, der behandles efter bestemmelserne i den hidtil gældende udstykningslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 7. januar 1977, betales afgift efter de hidtidige regler.

§ 6. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1. Ved udstykning og matrikulering betales en afgift på 4000 kr.

for hver samlet fast ejendom, der oprettes. Afgiften tilfalder

staten, i Københavns og Frederiksberg kommuner dog kommunen.

Stk. 2. Afgift efter stk. 1 betales ikke, såfremt den nye samlede faste ejendom

1) er under 100 m2 og ikke er bebygget eller bestemt til bebyggelse,

2) er bestemt til udelukkende anvendelse som friareal i overensstemmelse med byggelovgivningen,

3) er registreret i matriklen som privat fællesvej, eller

4) er oprettet som følge af ekspropriation, ejendomsdom eller hævdserhvervelse.

Stk. 3. Afgift efter denne lov skal betales, selv om der i anden lovgivning er hjemlet fritagelse for afgifter til det offentlige.

§ 2. Afgiften påhviler ved udstykning ejeren af den ejendom, hvorfra arealet udstykkes, og ved matrikulering ejeren af det hidtil umatrikulerede areal.

Stk. 2. Såfremt ejendommen oprettes af arealer, der udstykkes fra flere ejendomme, påhviler afgiften ejerne af disse ejendomme i forening.

Stk. 3. Såfremt ansøgningen om udstykning eller matrikulering er indsendt af en praktiserende landinspektør, hæfter tillige landinspektøren.

§ 3. Matrikelmyndigheden fastsætter regler for afgiftens opkrævning og betaling. Afgiften kan kræves forudbetalt. § 4. Betales afgiften ikke rettidigt, tillægges renter fra sidste rettidige indbetalingsdag, og indtil betalingen sker. Rentesatsen er den til enhver tid i medfør af § 5 i lov om renter ved forsinket betaling m.v. fastsatte rentesats.

Stk. 2. Matrikelmyndigheden kan fastsætte regler om gebyr for udskrivning af rykkerskrivelse, såfremt afgiftsbeløbet ikke indbetales rettidigt.

§ 5. Loven træder i kraft den 1. april 1991.

Stk. 2. Lov om afgift for ekspedition af udstykningssager, jf. lovbekendtgørelse nr. 5 af 7. januar 1988, ophæves.

Stk. 3. For udstykning, der behandles efter bestemmelserne i den hidtil gældende udstykningslov jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 7. januar 1977, betales afgift efter de hidtidige regler.

§ 6. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med det samtidig hermed fremsatte forslag til lov om udstykning og anden registrering i matriklen. Afgiftssystemet efter den gældende lov om afgift for ekspedition af udstykningssager, jf. lovbekendtgørelse nr. 5 af 7. januar 1988, foreslås afløst af et system, der består dels af afgift for oprettelse af nye ejendomme ved udstykning m.v., dels af gebyr for ekspedition af en række matrikulære sager, jf. § 47 i forslaget til ny udstykningslov.

Udstykningsafgiften blev indført i 1965 (lov nr. 183 af 26. maj 1965) med det formål, at afgiften skulle dække en del af Matrikeldirektoratets - nu Kort- og Matrikelstyrelsens - omkostninger ved ekspedition af udstykningssager. Afgiftssatserne er siden blevet reguleret i takt med pris- og lønudviklingen, men er desuden ved lovændringer i 1977 og 1987 blevet forhøjet ud over, hvad pris- og lønudviklingen har betinget. I 1977 blev afgiften forhøjet fra 450 kr. til 1500 kr. pr. parcel og pr. 1. januar 1988 fra 3000 kr. til 4500 kr. Bag disse forhøjelser har ligget et ønske om at forøge statens indtægter.

Forslaget om indførelse af et nyt system, hvor gebyr for matrikelmyndighedens ekspedition holdes adskilt fra afgiftssystemet, skal bl.a. ses i sammenhæng med Kort- og Matrikelstyrelsens overgang til statsvirksomhed. Som det fremgår af bemærkningerne til § 47 i forslaget til ny udstykningslov, vil Kort- og Matrikelstyrelsens gebyrindtægter blive fordelt på flere sagsarter end indtægterne efter den gældende afgiftslov. Gebyrets størrelse vil blive fastsat ud fra et gennemsnit af Kort- og Matrikelstyrelsens omkostninger ved registrering af de pågældende sagsarter.

Efter den gældende lov om udstykningsafgift skal der betales afgift for nye ejendomme, der oprettes ved udstykning og for arealer, der ved udstykning fraskilles en ejendom og overføres til en anden ejendom.

Det foreslås, at der fremtidig kun skal betales afgift ved oprettelse af nye ejendomme.

Den gældende udstykningsafgiftslov indeholder 2 afgiftssatser. Efter den seneste afgiftsforhøjelse betales en afgift på 4700 kr. for hvert matrikelnummer, der fraskilles en samlet fast ejendom. Afgiften er dog kun 1400 kr. for et matrikelnummer, der fraskilles en landbrugsejendom til sammenlægning med en anden landbrugsejendom. Baggrunden for den lavere afgift er ønsket om at begrænse omkostningerne ved de strukturændringer i landbruget, der sker i form af overførsel af areal fra en landbrugsejendom til en anden. Lovforslaget indeholder kun een afgiftssats, idet det som nævnt foreslås, at afgift kun skal betales ved oprettelse af nye ejendomme.

Afgiften foreslås fastsat til 4000 kr. for hver nyoprettet ejendom. Afgiften og det ekspeditionsgebyr, der agtes opkrævet for udstykning, vil tilsammen ligge på et niveau, der stort set svarer til den nuværende udstykningsafgift.

Efter den gældende afgiftslovs § 2, stk. 1, svares der ikke udstykningsafgift, hvis værdien af det fraskilte matrikelnummer ikke overstiger 23.000 kr. Det foreslås, at værdigrænsen for afgiftsfritagelse erstattes af en arealgrænse, der vil være et klarere kriterium for undtagelser og dermed lettere at administrere.

Den nuværende afgiftslov gælder ikke for Københavns og Frederiksberg kommuner. Det foreslås, at en ny lov om afgift ved udstykning m.m. bliver landsdækkende.

Høring

Lovforslaget har sammen med forslaget til ny udstykningslov været forelagt myndigheder og organisationer, således som det nærmere fremgår af afsnit 6 i de almindelige bemærkninger til forslaget til ny udstykningslov.

Administrative og økonomiske konsekvenser

Beregning af den nuværende udstykningsafgift sker i edb-matrikelsystemet i forbindelse med sagsbehandlingen. Indførelse af et nyt afgifts- og gebyrsystem vil nødvendiggøre en mindre justering af dette edb-system, men forslaget forventes i øvrigt ikke at medføre andre administrative konsekvenser af betydning.

Forslaget til ny udstykningsafgiftslov forventes at ville medføre en nedgang i afgiftsprovenuet for staten på ca. 11,3 mio. kr. Provenutabet er beregnet på grundlag af det forventede aktivitetsniveau for 1989 og det afgiftsbeløb på 4700 kr., der er gældende i 1989. Provenutabet fordeler sig således:

En årlig mindreindtægt ved udstykningsafgift som følge af:

- forslaget om arealoverførsel 7,2 mio. kr. - forslaget om nedsættelse af udstykningsafgiften fra 4700 kr. til 4000 kr. 5,3 » » En årlig merindtægt ved udstykningsafgift som følge af: - forslaget om indførelse af en arealgrænse for afgiftsfritagelse i stedet for en værdigrænse 1,2 » » -------------- Ialt årlig mindreindtægt ved udstykningsafgift 11,3 mio. kr. --------------

Som anført ovenfor er det hensigten samtidig at indføre et ekspeditionsgebyr for Kort- og Matrikelstyrelsens registrering af matrikulære sager. Indtægten ved indførelsen af dette gebyr er beregnet til ca. 12,7 mio. kr. årligt, jf. afsnit 7.2.2. og 7.2.3. i de almindelige bemærkninger i forslaget til ny udstykningslov.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Ad stk. 1

Det foreslås, at der skal betales en afgift på 4000 kr. til staten for hver samlet fast ejendom, der oprettes ved udstykning eller matrikulering. Det følger af de foreslåede regler, at der ikke skal betales afgift, hvis matrikuleringen alene fører til registrering i matriklen af en allerede bestående ejendom. Forslaget skal ses i sammenhæng med, at begreberne udstykning og matrikulering efter §§ 5 og 6 i forslaget til ny udstykningslov alene vil knytte sig til oprettelse af nye ejendomme.

Forslaget træder i stedet for § 1 i den gældende afgiftslov, hvorefter afgift skal svares for hvert matrikelnummer, der fraskilles en samlet fast ejendom, uanset om dette matrikelnummer sammenlægges med en allerede bestående ejendom. Den gældende lov omfatter på grund af formuleringen af § 1 en gruppe sager, hvor arealoverførsel sker i form af udstykning fra sælgers ejendom og efterfølgende sammenlægning med købers ejendom. Derimod skal der efter gældende lov ikke betales afgift, når nye ejendomme oprettes ved matrikulering.

Efter forslaget skal der kun betales een afgift, selv om den nye samlede faste ejendom oprettes ved udstykning fra flere samlede faste ejendomme. Dette svarer til den gældende lovs § 2, stk. 2, hvorefter der kun betales een afgift ved fraskillelse af flere matrikelnumre til samlet anvendelse.

Det foreslås af administrative grunde, at afgiften i Københavns og Frederiksberg kommuner tilfalder kommunen. Den gældende afgiftslov omfatter ikke Københavns og Frederiksberg kommuner, men de to kommuner indregner et beløb svarende til den gældende udstykningsafgift i den betaling, de opkræver for udstykning m.v. Der foreslås ingen ændring af denne ordning, idet afgiften efter forslaget som nævnt vil tilfalde kommunen. I øvrigt oprettes der kun ganske få nye ejendomme hvert år i de to kommuner.

Ad stk. 2

Af administrative grunde er det vigtigt, at der kun er få og veldefinerede kriterier, der berettiger til undtagelse fra forslagets § 1. Det foreslås derfor i nr. 1, at kriteriet for, om der skal betales afgift, bliver et arealkriterium i stedet for det værdikriterium, som anvendes i den gældende lovs § 2, stk. 1. Nye ejendomme, der er bebygget eller skal bebygges, bør dog afgiftsbelægges uanset arealstørrelsen.

Med ordene »bestemt til bebyggelse« tilsigtes det udtrykt, at arealet enten udstykkes med henblik på bebyggelse eller ifølge gældende planer er udlagt til bebyggelse. Ordet »bebyggelse« skal forstås i overensstemmelse med § 2, stk. 2, i byggeloven (lovbekendtgørelse nr. 834 af 9. december 1986), d.v.s. også omfattende opførelse eller anbringelse af faste konstruktioner eller anlæg.

Byggelovgivningens krav til disponering, anlæg og anvendelse af friarealer for ny bebyggelse skal principielt opfyldes på den pågældende ejendom. Kommunalbestyrelsen kan imidlertid godkende, at de foreskrevne friarealer bliver fælles for flere ejendomme, og dette sikres da ved tinglysning på de pågældende ejendomme. Undertiden ønskes udstykningen udformet således, at de fælles friarealer kommer til at udgøre en selvstændig fast ejendom, ofte ejet og administreret af en grundejerforening. For ikke at hæmme en fortsættelse af denne praktiske ordning foreslås det i nr. 2, at sådanne friarealer ikke afgiftsbelægges. Ordet »friarealer« skal i overensstemmelse med byggelovens § 7 forstås som omfattende ubebyggede arealer til sikring af tilfredsstillende opholdsarealer for børn og voksne, adgangs- og tilkørselsforhold og redningsmuligheder for brandvæsenet samt parkering.

Det foreslås desuden i nr. 3, at oprettelse af en samlet fast ejendom, hvor hele ejendommens areal udlægges til privat fællesvej og registreres som et vejareal i matriklen, fritages for afgift. Dette svarer til gældende praksis.

Nye ejendomme, der oprettes ved ekspropriation, ejendomsdom eller hævdserhvervelse, foreslås i nr. 4 fritaget for afgift. Dette svarer til den gældende ordning. Oprettelse af en samlet fast ejendom som følge af ekspropriation betragtes efter den gældende udstykningslov ikke som udstykning og er derfor ikke omfattet af udstykningsafgiftslovens § 1. Efter forslaget til ny udstykningslov vil oprettelse af en samlet fast ejendom som følge af ekspropriation imidlertid være omfattet af begrebet udstykning. Det foreslås derfor udtrykkeligt angivet, at disse ejendomme er fritaget for afgift. Oprettelse af nye ejendomme som følge af ejendomsdom eller hævdserhvervelse er alene udtryk for en matrikulær berigtigelse af eksisterende ejendomsforhold. Der betales heller ikke i dag afgift i sådanne tilfælde.

Efter forslaget til ny udstykningslov vil jordomlægninger mellem landbrugsejendomme blive gennemført som arealoverførsler og vil således ikke være omfattet af den foreslåede udstykningsafgift. Der er derfor ikke behov for en undtagelsesregel svarende til den gældende afgiftslovs § 3, stk. 2.

Ad stk. 3

Bestemmelsen er som den gældende lovs § 3, stk. 1.

Til § 2

Forslaget træder i stedet for den gældende lovs § 4, stk. 2, og har til formål at præcisere, hvem der er ansvarlig for afgiftens betaling.

Det område, hvor Kort- og Matrikelstyrelsens sønderjydske kontorer udfører matrikulært arbejde er fastlagt i § 13, stk. 4, i forslaget til ny udstykningslov. I dette område samt i Københavns og Frederiksberg kommuner vil afgiften blive opkrævet hos den, der har anmodet matrikelmyndigheden om at få foretaget udstykning eller matrikulering. I den øvrige del af landet opkræves afgiften hos den landinspektør, der for sin klient har indsendt ansøgning om udstykning eller matrikulering til Kort- og Matrikelstyrelsen. Dette svarer til den gældende ordning.

Til § 3

Matrikelmyndigheden vil efter forslaget kunne fastsætte regler for afgiftens opkrævning og betaling. Denne bestemmelse afløser den gældende lovs § 4, stk. 3. Opkrævning vil som hidtil normalt ske samtidig med meddelelsen om, at den nye ejendom er registreret i matriklen.

Efter forslaget kan afgiften kræves forudbetalt, hvilket svarer til den gældende lovs § 4, stk 1. Ved krav om forudbetaling vil udstykning eller matrikulering ikke blive registreret i matriklen, før afgiftsbeløbet er indbetalt. Der henvises til § 30 i forslaget til ny udstykningslov.

Til § 4

Ad stk. 1

Paragraffen har til formål at give matrikelmyndigheden hjemmel til at opkræve morarenter. En sådan hjemmel savnes i den gældende udstykningsafgiftslov.

Det følger af forslaget, at hvis afgiften ikke er indbetalt rettidigt, kan matrikelmyndigheden kræve morarenter, uden at der først skal påbegyndes en retsforfølgning for at inddrive afgiftsbeløbet.

Reglerne i forslagets § 2 om, hvem der har ansvar for betaling af udstykningsafgiften, vil gælde tilsvarende ved betaling af morarenter.

Ad stk. 2

Forslaget om, at matrikelmyndigheden kan opkræve gebyr for udsendelse af rykkerskrivelse, er nyt og er en følge af kravet til statslige myndigheder om, at de i videst muligt omfang skal opkræve gebyr for særlige ekspeditioner, jf. Finansministeriets cirkulære nr. 38 af 16. marts 1988 om statslige myndigheders fastsættelse af gebyr for særlige ekspeditioner m.v.

Til § 5

Ad stk. 1

Loven bør træde i kraft samtidig med en ny udstykningslov den 1. april 1991, jf. § 49 stk. 1, i forslaget til ny udstykningslov.

Ad stk. 3

Forslaget skal ses i sammenhæng med § 49, stk. 2, i forslaget til ny udstykningslov, hvorefter parterne indtil 1. oktober 1991 kan vælge at få den pågældende sag behandlet efter reglerne i den hidtil gældende udstykningslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 7. januar 1977 om udstykning og sammenlægning m.m. af faste ejendomme.

Versioner

  1. 1990-03-13