Gelex

1989 LSF 45 FORSLAG TIL LOV OM DANSK LANDBRUGS REALKREDITFOND

GældendeVersion 1989-12-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198912K00045@1989-12-21/da

Indhold
  1. Indledning

Kapitel 1

Virksomhedsområde, eneret og organisationsform

§ 1. Denne lov omfatter Dansk Landbrugs Realkreditfond (instituttet).

Stk. 2. Instituttet kan yde lån mod tinglyst pant i ejendomme, der anvendes til landbrug, gartneri, skovbrug og lignende jordbrugsmæssig virksomhed.

§ 2. Instituttet har eneret på at yde lån på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer i intervallet 45-70 pct. af ejendommens værdi.

§ 3. Instituttet kan herudover drive virksomhed, der må anses for accessorisk til instituttets realkreditvirksomhed efter §§ 1-2.

Stk. 2. Instituttet må ikke drive anden virksomhed end realkreditvirksomhed og accessorisk virksomhed.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan bestemme, at accessorisk virksomhed skal udøves af et særskilt selskab, der er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

§ 4. Instituttet er organiseret som en fond.

Stk. 2. Instituttets vedtægter skal godkendes af landbrugsministeren.

Kapitel 2

Lånetyper, obligationsudstedelse og hæftelsesforhold

§ 5. Instituttet kan yde nominallån.

§ 6. Instituttet kan yde indekslån, herunder jordbrugslån med og uden afdragsbidrag.

Stk. 2. Indekslån ydes efter § 22, stk. 1, § 24, stk. 1-4, og § 36, stk. 2, 2. pkt., i realkreditloven.

Stk. 3. Jordbrugslån med og uden afdragsbidrag ydes efter § 22, stk. 3, § 24, § 36, stk. 3-7, og § 103, stk. 3, i realkreditloven.

§ 7. Løbetiden for de af instituttet ydede lån må højst være 30 år.

§ 8. Instituttet kan yde lån på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer og på grundlag af udstedelse af andre værdipapirer end realkreditobligationer.

Stk. 2. For lånet hæfter låntagerne både med det pantsatte og personligt over for instituttet.

Stk. 3. Låntagerne hæfter ikke for instituttets forpligtelser.

§ 9. Indehavere af realkreditobligationer og andre værdipapirer end realkreditobligationer udstedt af instituttet betales i lige forhold i konkursordenen efter de i konkurslovens § 96 nævnte fordringer, men før de i lovens § 97 nævnte øvrige fordringer.

§ 10. Landbrugsministeren kan tillade, at instituttet yder andre lån end de i §§ 5-6 nævnte.

Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om instituttets udlånsvirksomhed.

Kapitel 3

Værdiansættelse og låneudmåling

§ 11. Instituttet skal ansætte en kontantværdi af ejendommen til brug for låneudmålingen. Værdiansættelsen sker på grundlag af ejendommens jord og bygninger samt dertil hørende besætning, driftsinventar og driftsmateriel m.v.

Stk. 2. Værdiansættelsen skal ligge inden for det beløb, som en kyndig erhverver med kendskab til de særlige pris- og markedsforhold for den pågældende type ejendom må skønnes at ville betale for ejendommen. Forhold, der betinger en særlig høj pris, må ikke indgå i værdiansættelsen.

Stk. 3. Instituttet skal ved værdiansættelsen tage hensyn til eventuel risiko for ændringer i markeds- eller strukturforhold.

Stk. 4. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om værdiansættelsen.

§ 12. Et af instituttet ydet lån skal have sikkerhed inden for 70 pct. af instituttets værdiansættelse til brug for låneudmålingen.

Stk. 2. Lån, for hvilke der er ydet statsgaranti, kan dog uanset stk. 1 ydes med sikkerhed inden for de i statsgarantien fastsatte grænser.

Stk. 3. Instituttet skal ved låneudmålingen, herunder fastsættelsen af løbetiden, tage hensyn til låntagers kreditværdighed, rentabiliteten af den virksomhed, der drives i ejendommen, og de finansierede aktivers levetid.

Stk. 4. Instituttet kan rykke for andre lån, hvis instituttets lån efter rykningen opfylder betingelserne i stk. 1-3.

Stk. 5. Ethvert lånetilbud skal være ledsaget af oplysninger til bedømmelse af lånets effektive debitorrente.

Kapitel 4

Balanceprincippet og reservekrav

§ 13. Landbrugsministeren fastsætter regler om balancen mellem låntagernes betalinger til instituttet og instituttets pligtige betalinger til ejerne af de realkreditobligationer eller andre værdipapirer, der har finansieret lånet.

§ 14. Instituttets reserver skal til enhver tid udgøre mindst 10 pct. af instituttets samlede cirkulerende obligationsmasse og øvrige forpligtelser.

Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter regler om opfyldelse af kravet i stk. 1, herunder om opgørelse af egenkapitalen og anbringelsen af de til egenkapitalen svarende midler.

Kapitel 5

Regnskab og revision

§ 15. For hvert regnskabsår udarbejder instituttet et årsregnskab. Årsregnskabet skal give et retvisende billede af instituttets aktiver og passiver, dets økonomiske stilling samt resultat.

§ 16. Årsregnskabet skal revideres af mindst to revisorer, hvoraf den ene skal være statsautoriseret. Revisorernes bemærkninger indføres i en revisionsprotokol.

Kapitel 6

Tilsyn

§ 17. Landbrugsministeren påser, at instituttet overholder bestemmelserne i loven og regler udfærdiget i medfør af loven.

Stk. 2. Instituttet skal på forlangende meddele landbrugsministeren enhver oplysning om instituttets forhold.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan indhente oplysninger om fast ejendom fra andre offentlige myndigheder til brug for administrationen af denne lov.

Stk. 4. Instituttet afholder de samlede udgifter i forbindelse med tilsynet.

Stk. 5. Der afgives en årlig beretning om tilsynsvirksomheden.

Stk. 6. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om tilsynet.

Kapitel 7

Bemyndigelse og klageadgang

§ 18. Overlader landbrugsministeren sine beføjelser til at træffe afgørelser efter loven eller efter regler udfærdiget i medfør af loven til en institution under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Kapitel 8

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 19. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Lov om et finansieringsinstitut for landbrug m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 699 af 5. november 1987, ophæves, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Bestemmelserne i lov om et finansieringsinstitut for landbrug m.v. § 1, stk. 1, 2. pkt., § 2, stk. 2-3, § 2 a, § 4 a og § 4 b samt de heri nævnte bestemmelser gælder dog fortsat i den periode, hvori der kan opnås tilladelse til refinansiering i henhold til lov om refinansiering af realkreditlån m.v. i landbrugsejendomme. Nævnte bestemmelser gælder endvidere i den periode, der medgår til afviklingen af de lån til refinansiering af realkreditlån m.v. i landbrugsejendomme, som instituttet har ydet. § 103, stk. 5 og 7, i realkreditloven gælder også for jordbrugslån ydet af instituttet i forbindelse med refinansiering.

Stk. 4. § 103, stk. 7, i realkreditloven gælder også for jordbrugslån med og uden afdragsbidrag ydet af instituttet.

Stk. 5. Lån i henhold til lånetilbud afgivet efter de hidtidige regler skal være udbetalt senest et år efter lovens ikrafttræden.

§ 20. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Virksomhedsområde, eneret og organisationsform

§ 1. Denne lov omfatter Dansk Landbrugs Realkreditfond (instituttet).

Stk. 2. Instituttet kan yde lån mod tinglyst pant i ejendomme, der anvendes til landbrug, gartneri, skovbrug og lignende jordbrugsmæssig virksomhed.

§ 2. Instituttet har eneret på at yde lån på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer i intervallet 45-70 pct. af ejendommens værdi.

§ 3. Instituttet kan herudover drive virksomhed, der må anses for accessorisk til instituttets realkreditvirksomhed efter §§ 1-2.

Stk. 2. Instituttet må ikke drive anden virksomhed end realkreditvirksomhed og accessorisk virksomhed.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan bestemme, at accessorisk virksomhed skal udøves af et særskilt selskab, der er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

§ 4. Instituttet er organiseret som en fond.

Stk. 2. Instituttets vedtægter skal godkendes af landbrugsministeren.

Kapitel 2

Lånetyper, obligationsudstedelse og hæftelsesforhold

§ 5. Instituttet kan yde nominallån.

§ 6. Instituttet kan yde indekslån, herunder jordbrugslån med og uden afdragsbidrag.

Stk. 2. Indekslån ydes efter § 22, stk. 1, § 24, stk. 1-4 og § 36, stk. 2, 2. pkt., i realkreditloven.

Stk. 3. Jordbrugslån med og uden afdragsbidrag ydes efter § 22, stk. 3, § 24, § 36, stk. 3-7, og § 103, stk. 3, i realkreditloven.

§ 7. Løbetiden for de af instituttet ydede lån må højst være 30 år.

§ 8. Instituttet kan yde lån på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer og på grundlag af udstedelse af andre værdipapirer end realkreditobligationer.

Stk. 2. For lånet hæfter låntagerne både med det pantsatte og personligt over for instituttet.

Stk. 3. Låntagerne hæfter ikke for instituttets forpligtelser.

§ 9. Indehavere af realkreditobligationer og andre værdipapirer end realkreditobligationer udstedt af instituttet betales i lige forhold i konkursordenen efter de i konkurslovens § 96 nævnte fordringer, men før de i lovens § 97 nævnte øvrige fordringer.

§ 10. Landbrugsministeren kan tillade, at instituttet yder andre lån end de i §§ 5-6 nævnte.

Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om instituttets udlånsvirksomhed.

Kapitel 3

Værdiansættelse og låneudmåling

§ 11. Instituttet skal ansætte en kontantværdi af ejendommen til brug for låneudmålingen. Værdiansættelsen sker på grundlag af ejendommens jord og bygninger samt dertil hørende besætning, driftsinventar og driftsmateriel m.v.

Stk. 2. Værdiansættelsen skal ligge inden for det beløb, som en kyndig erhverver med kendskab til de særlige pris- og markedsforhold for den pågældende type ejendom må skønnes at ville betale for ejendommen. Forhold, der betinger en særlig høj pris, må ikke indgå i værdiansættelsen.

Stk. 3. Instituttet skal ved værdiansættelsen tage hensyn til eventuel risiko for ændringer i markeds- eller strukturforhold.

Stk. 4. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om værdiansættelsen.

§ 12. Et af instituttet ydet lån skal have sikkerhed inden for 70 pct. af instituttets værdiansættelse til brug for låneudmålingen.

Stk. 2. Lån, for hvilke der er ydet statsgaranti, kan dog uanset stk. 1 ydes med sikkerhed inden for de i statsgarantien fastsatte grænser.

Stk. 3. Instituttet skal ved låneudmålingen tage hensyn til låntagers kreditværdighed og rentabiliteten af den virksomhed, der drives i ejendommen.

Stk. 4. Ethvert lånetilbud skal være ledsaget af oplysninger til bedømmelse af lånets effektive debitorrente.

Kapitel 4

Balanceprincippet og reservekrav

§ 13. Landbrugsministeren fastsætter regler om balancen mellem låntagernes betalinger til instituttet og instituttets pligtige betalinger til ejerne af de realkreditobligationer eller andre værdipapirer, der har finansieret lånet.

§ 14. Instituttets reserver skal til enhver tid udgøre mindst 10 pct. af instituttets samlede cirkulerende obligationsmasse og øvrige forpligtelser.

Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter regler om opfyldelse af kravet i stk. 1, herunder om opgørelse af egenkapitalen og anbringelsen af de til egenkapitalen svarende midler.

Kapitel 5

Regnskab og revision

§ 15. For hvert regnskabsår udarbejder instituttet et årsregnskab. Årsregnskabet skal give et retvisende billede af instituttets aktiver og passiver, dets økonomiske stilling samt resultat.

§ 16. Årsregnskabet skal revideres af mindst to revisorer, hvoraf den ene skal være statsautoriseret. Revisorernes bemærkninger indføres i en revisionsprotokol.

Kapitel 6

Tilsyn

§ 17. Landbrugsministeren påser, at instituttet overholder bestemmelserne i loven og regler udfærdiget i medfør af loven.

Stk. 2. Instituttet skal på forlangende meddele landbrugsministeren enhver oplysning om instituttets forhold.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan indhente oplysninger om fast ejendom fra andre offentlige myndigheder til brug for administrationen af denne lov.

Stk. 4. Instituttet afholder de samlede udgifter i forbindelse med tilsynet.

Stk. 5. Der afgives en årlig beretning om tilsynsvirksomheden.

Stk. 6. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om tilsynet.

Kapitel 7

Bemyndigelse og klageadgang

§ 18. Overlader landbrugsministeren sine beføjelser til at træffe afgørelser efter loven eller efter regler udfærdiget i medfør af loven til en institution under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Kapitel 8

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 19. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Lov om et finansieringsinstitut for landbrug m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 699 af 5. november 1987, ophæves, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Bestemmelserne i lov om et finansieringsinstitut for landbrug m.v. § 1, stk. 1, 2. pkt., § 2, stk. 2-3, § 2 a, § 4 a og § 4 b samt de heri nævnte bestemmelser gælder dog fortsat i den periode, hvori der kan opnås tilladelse til refinansiering i henhold til lov om refinansiering af realkreditlån m.v. i landbrugsejendomme. Nævnte bestemmelser gælder endvidere i den periode, der medgår til afviklingen af de lån til refinansiering af realkreditlån m.v. i landbrugsejendomme, som instituttet har ydet. § 103, stk. 5-6, i realkreditloven gælder også for jordbrugslån ydet af instituttet i forbindelse med refinansiering.

Stk. 4. § 103, stk. 6, i realkreditloven gælder også for jordbrugslån med og uden afdragsbidrag ydet af instituttet.

Stk. 5. Lån i henhold til lånetilbud afgivet efter de hidtidige regler skal være udbetalt senest et år efter lovens ikrafttræden.

§ 20. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrunden for lovforslaget

Dansk Landbrugs Realkreditfond, der er en ikke-erhvervsdrivende fond, blev oprettet ved lov nr. 278 af 7. juli 1960 om et finansieringsinstitut for landbrug m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 699 af 5. november 1987. Loven er senest ændret ved lov nr. 291 af 16. maj 1989.

Dansk Landbrugs Realkreditfond er et specialinstitut, der yder sekundære lån i jordbrugsejendomme inden for 70 pct. af ejendommens værdi.

Dansk Landbrugs Realkreditfond er en selvejende institution, der ledes af et repræsentantskab, en bestyrelse og en direktion. Medlemmerne af repræsentantskabet og bestyrelsen udpeges af Danmarks Nationalbank, Den Danske Bankforening, Danmarks Sparekasseforening, De danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger og Dansk Erhvervsgartnerforening.

Med vedtagelsen af EF's første direktiv af 12. december 1977 om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (1. samordningsdirektiv) blev der opnået adgang til indtil den 13. december 1989 at opretholde muligheden for behovsprøvelse som en betingelse for tilladelse til oprettelse af nye realkreditinstitutter i Danmark. Udenlandske institutter har dermed i praksis været udelukket fra at yde realkreditlån i Danmark.

Som et led i tilpasningen af det danske realkreditsystem til 1. samordningsdirektiv blev Dansk Landbrugs Realkreditfond og Industriens Realkreditfond efter dansk anmodning i 1986 optaget på fortegnelsen i direktivets artikel 2, stk. 2, den såkaldte undtagelsesliste.

Optagelsen på listen undtager fondene fra direktivets bestemmelser og bestemmelser fastsat i medfør af direktivet. Fondene er derfor ikke omfattet af rækken af senere direktiver på realkreditområdet.

Det er regeringens hensigt at opretholde princippet med at have specialiserede institutter, der yder den yderste og mest risikobetonede del af realkreditbelåningen på de to institutters områder.

Optagelsen på undtagelseslisten betyder imidlertid ikke i sig selv, at de to institutter kan opretholde deres særstilling. Spørgsmålet om muligheden for at opretholde de to institutters eneret på sekundær långivning efter 13. december 1989 blev behandlet af udvalget vedrørende tilpasning af realkreditlovgivningen til EF's 1. samordningsdirektiv. Udvalget afgav sin redegørelse den 29. maj 1987. (»Den fremtidige realkreditlovgivning«, Boligministeriet, september 1987).

Om opretholdelsen af eneretten for de to fonde efter den 13. december 1989 konkluderer udvalget (kap. 7, punkt 3):

»En opretholdelse af særstillingen for Industriens Realkreditfond og Dansk Landbrugs Realkreditfond efter behovsprøvelsens ophævelse forudsætter en eksplicit lovfæstet eneret for de to institutter i henholdsvis realkreditloven og loven om Dansk Landbrugs Realkreditfond. Når denne forudsætning er opfyldt, skulle der ikke være noget traktaktmæssigt til hinder for at bringe Rom-traktatens art. 90 i anvendelse på de to institutter og dermed sikre dem en særstilling i forhold til traktatens liberaliseringsbestemmelser. Ifølge art. 90, stk. 2, skal dog traktatens konkurrenceregler og forbud mod diskrimination overholdes, i det omfang anvendelsen af disse bestemmelser ikke retligt eller faktisk hindrer opfyldelse af de særlige opgaver, der er betroet de pågældende institutter ved national lovgivning. Dette betyder, at institutterne, som har eneret, skal overholde konkurrencereglerne og forbudet mod diskriminatorisk forskelsbehandling af kunderne.«

Efter vedtagelsen af 1. samordningsdirektiv har EF-kommissionen fremsat forslag til et efterfølgende direktiv: Rådets andet direktiv om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (2. samordningsdirektiv). EF's Ministerråd har i juni 1989 vedtaget fælles holdning til 2. samordningsdirektiv. Vedtagelsen af direktivet vil indebære en yderligere liberalisering af de finansielle markeder i medlemslandene. 2. samordningsdirektiv forpligter imidlertid ikke medlemslandene til gensidigt at anerkende hinandens finansieringsteknikker. Et medlemsland kan ud fra hensynet til samfundsmæssige interesser fastsætte regler om de finansieringsteknikker, der benyttes ved realkreditvirksomhed i medlemslandet. Den samfundsmæssige interesse i Dansk Landbrugs Realkreditfonds eneret vedrører især hensynet til realkreditobligationernes sikkerhed, som kunne tilsidesættes i tilfælde af konkurrence på værdiansættelse og låneudmåling på jordbrugsejendomme samt hensynet til en afbalanceret belåning af den enkelte jordbrugsejendom. Det er endvidere af stor betydning for dansk landbrug, at man vedvarende opretholder en finansieringsmulighed for mere risikobetonede lån. En ophævelse af eneretten ville kunne medføre, at en sådan finansieringsmulighed på længere sigt ville bortfalde eller indskrænkes.

En lovfæstet eneret vil indebære, at udenlandske institutter ikke kan yde lån i intervallet 45-70 pct. af ejendommens værdi på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer. Derimod vil udenlandske institutter kunne yde lån i dette interval finansieret ved andre værdipapirer end realkreditobligationer.

2. Formålet med lovforslaget

Formålet med lovforslaget er at give mulighed for, at Dansk Landbrugs Realkreditfond bevarer sin hidtidige særstilling til ydelse af lån i jordbrugsejendomme i intervallet 45-70 pct. af ejendommens værdi, når adgangen til at etablere nye realkreditinstitutter og udøve grænseoverskridende realkreditvirksomhed liberaliseres.

Lovforslaget tilsigter samtidig at afstemme lovgivningen vedrørende Dansk Landbrugs Realkreditfond med bestemmelserne i det af boligministeren fremsatte forslag til realkreditlov, særlig med hensyn til instituttets virksomhedsområde, kapitaltilvejebringelse (fundingmetode) og tilsyn samt som følge af overførslen af en række bestemmelser i lov om indeksregulerede realkreditlån til realkreditloven. Lovforslaget omfatter det samlede lovgrundlag for Dansk Landbrugs Realkreditfonds virksomhed.

Dansk Landbrugs Realkreditfonds virksomhed foreslås i øvrigt videreført efter de hidtil gældende principper.

Lovforslaget indeholder endvidere en række revisioner, der tilstræber at modernisere og ajourføre regelsættet om Dansk Landbrugs Realkreditfonds virksomhed. Som led heri anvendes bl.a. begrebet sekundære lån ikke i lovteksten, idet dette begreb ikke længere har selvstændig betydning for realkreditvirksomheden.

3. Lovforslagets indhold

a. Virksomhedsområde, eneret og organisationsform

Dansk Landbrugs Realkreditfond er et specialinstitut, som yder den yderste og mest risikobetonede del af realkreditbelåningen i jordbrugsejendomme. Bortset fra enhedsprioritering i forbindelse med ydelse af jordbrugslån er det kun Dansk Landbrugs Realkreditfond, der kan yde realkreditlån i jordbrugsejendomme i intervallet mellem 45 og 70 pct. af ejendommens værdi.

Der foreslås en udtrykkelig bestemmelse, som giver Dansk Landbrugs Realkreditfond eneret på at yde lån i intervallet mellem 45 og 70 pct. af værdien af ejendomme, der anvendes til landbrug, gartneri, skovbrug og lignende jordbrugsvirksomhed. Eneretten udelukker, at andre institutter kan yde lån på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer i dette interval. Det følger i øvrigt af realkreditloven, at realkreditinstitutterne kun kan yde lån inden for en lånegrænse på 45 pct. af ejendommens værdi. Undtaget herfra er dog långivning i forbindelse med ydelse af jordbrugslån, hvor de eksisterende muligheder for enhedsprioritering foreslås videreført, jf. § 36, stk. 2, 3. pkt., i realkreditloven.

I lighed med realkreditinstitutterne har Dansk Landbrugs Realkreditfond hidtil haft mulighed for at yde kurssikring, men har ikke herudover haft adgang til accessorisk virksomhed. I overensstemmelse med de i realkreditloven foreslåede bestemmelser foreslås, at instituttet får mulighed for at drive accessorisk virksomhed, eventuelt i et særskilt selskab.

De særlige regler i § 1, stk. 3, i lov om et finansieringsinstitut for landbrug m.v., hvorefter direktører i pengeinstitutter kan have sæde i Dansk Landbrugs Realkreditfonds bestyrelse og repræsentantskab uanset bestemmelserne i bank- og sparekasselovgivningen foreslås ikke videreført i lovforslaget. Efter lov om banker og sparekasser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 374 af 15. august 1985, kan Finanstilsynet tillade, at direktører i pengeinstitutter indtræder i de nævnte funktioner. Det forventes, at Finanstilsynet giver en generel tilladelse til, at direktører i pengeinstitutter kan have sæde i instituttets bestyrelse og repræsentantskab.

b. Lånetyper, obligationsudstedelse og hæftelsesforhold

Instituttet får som hidtil mulighed for at yde nominallån, indekslån og jordbrugslån med og uden afdragsbidrag. Reglerne for ydelse af disse lånetyper svarer til de gældende regler, idet det dog foreslås, at Dansk Landbrugs Realkreditfond ligesom realkreditinstitutterne får mulighed for at yde indekslån til andet end opførelse samt om- og tilbygning m.v. inden for en grænse på 1,5 mill. kr. samt stående nominallån og mix-lån.

En række spørgsmål vedrørende jordbrugets realkreditbelåningsmuligheder indgår i drøftelserne i det af regeringen nedsatte udvalg vedrørende struktur, ejerforhold og finansiering i landbruget. Udvalget overvejer herunder jordbrugslåneordningen, der skal revideres i indeværende folketingssamling. På grundlag af udvalgsarbejdet vil der blive fremsat ændringsforslag til forslag til realkreditlov og nærværende lovforslag.

Forslaget åbner mulighed for, at kapitalfremskaffelsen kan ske på anden måde end ved løbende udstedelse af realkreditobligationer. Der vil f.eks. være mulighed for at foretage blokemissioner eller udstede særlige former for værdipapirer på danske og udenlandske penge- og kapitalmarkeder.

Det foreslås, at låntager i lighed med gældende regler udelukkende hæfter for egne lån.

c. Balanceprincippet og reservekrav

Balanceprincippet

For Dansk Landbrugs Realkreditfonds lånevirksomhed har balanceprincippet siden afskaffelsen af kontantlån fra 1. november 1985 været fastsat således, at der skal være balance mellem det enkelte låns pålydende beløb og de obligationer, der er udstedt til finansiering af lånet. Landbrugsministeren har dog kunnet godkende undtagelser herfra, jf. § 4, stk. 1, i den gældende lov om et finansieringsinstitut for landbrug m.v.

Det er nu hensigten at ændre udformningen af balanceprincippet efter de principper, som er foreslået for realkreditinstitutterne i realkreditloven.

Efter lovforslaget omfatter balanceprincippet forholdet mellem de samlede indbetalinger fra låntagerne og instituttets samlede pligtige udbetalinger til obligationsejerne.

Denne udformning af balanceprincippet giver mere fleksibilitet, bl.a. med henblik på udvikling af nye finansielle produkter. Samtidig åbnes der ligesom for realkreditinstitutterne mulighed for at yde kontantlån.

Nærmere bestemmelser om udformningen af balanceprincippet vil blive fastsat ved bekendtgørelse.

Reserver og egenkapital

Dansk Landbrugs Realkreditfond er ikke omfattet af EF's direktiv af 17. april 1989 om kreditinstitutters egenkapital og forslaget til direktiv om solvensnøgletal for realkreditinstitutter. Det er derfor hensigten at opretholde de gældende krav til instituttets reserver, herunder den hidtil gældende bestemmelse, som har været fastsat i vedtægterne for fonden, hvorefter reserverne skal udgøre mindst 10 pct. af instituttets samlede cirkulerende obligationsmasse. Kravet er fastsat under hensyn til den mere risikobetonede placering af fondens lån. For realkreditinstitutterne foreslås i forslag til realkreditlov et solvenskrav på 8 pct. af de såkaldt vægtede aktiver.

Efter de gældende regler skal summen af egenkapitalen, garantikapitalen og de to grundfonde mindst svare til 10 pct. af den samlede cirkulerende obligationsmasse og øvrige forpligtelser.

Garantikapitalen tilvejebringes i forbindelse med pengeinstitutternes formidling af Dansk Landbrugs Realkreditfonds lån, idet udbetaling af et lån forudsætter, at det låneformidlende pengeinstitut over for Dansk Landbrugs Realkreditfond tegner en 5 pct. garanti beregnet af lånets obligationsrestgæld.

De to grundfonde er tegnet af Danmarks Nationalbank samt banker og sparekasser i form af grundfondsforskrivninger.

Instituttet betaler normal provision af garantikapital og grundfonde.

d. Regnskab, revision og tilsyn

Dansk Landbrugs Realkreditfond er ikke omfattet af EF's direktiv af 8. december 1986 om bankers og andre penge- og finansieringsinstitutters årsregnskaber og konsoliderede regnskaber. Der er derfor ikke med forslaget stillet krav om, at Dansk Landbrugs Realkreditfond skal følge direktivets regler. Det er imidlertid hensigten, at instituttet så vidt muligt skal foretage en løbende tilpasning til de regler for regnskabsaflæggelse, som gælder for realkreditinstitutterne. Reglerne i direktivet er allerede i store træk blevet fulgt ved udarbejdelsen af instituttets regnskaber.

Det foreslås, at revisionen forestås af mindst to revisorer, hvoraf den ene skal være statsautoriseret.

Efter § 5 i lov om et finansieringsinstitut for landbrug m.v. udnævner landbrugsministeren en tilsynsførende ved instituttet. Funktionen er blevet varetaget af en embedsmand i Landbrugsministeriets departement. Efter lovforslaget varetages tilsynet af landbrugsministeren, der kan bemyndige institutioner under Landbrugsministeriet til at udøve sine beføjelser efter loven. Det er hensigten, at Jordbrugsdirektoratet skal varetage dette tilsyn.

Instituttet vil i overensstemmelse med bestemmelserne for realkreditinstitutterne blive pålagt at afholde udgifterne ved tilsynets virksomhed.

4. Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser

I forbindelse med iværksættelsen af Landbrugsministeriets nye organisatoriske struktur den 1. januar 1990 vil administrationen af loven og tilsynet med instituttet blive henlagt til Jordbrugsdirektoratet, jf. ovenfor.

Lovforslaget medfører ikke merudgifter til administration. Instituttet har hidtil årligt betalt 12.000 kr. til Landbrugsministeriet. Efter forslaget vil Dansk Landbrugs Realkreditfond i lighed med realkreditinstitutterne skulle afholde de samlede udgifter i forbindelse med tilsynets virksomhed. Beløbet forventes at udgøre ca. 200.000 kr. pr. år.

5. Høring

Lovforslaget har været forelagt for Danmarks Nationalbank, Danmarks Sparekasseforening, Dansk Erhvervsgartnerforening, Dansk Landbrugs Realkreditfond, Danske Husmandsforeninger, De danske Landboforeninger, Den Danske Bankforening og Realkreditrådet.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til §§ 1-2

Efter bestemmelserne foreslås instituttets realkreditvirksomhed videreført efter de hidtil gældende principper. Instituttet vil således udelukkende kunne yde lån her i landet.

Med hensyn til Dansk Landbrugs Realkreditfonds eneret til at yde lån i intervallet fra 45 til 70 pct. af ejendommens værdi henvises til de almindelige bemærkninger.

Ved lån forstås i denne lov lån, som Dansk Landbrugs Realkreditfond yder mod tinglyst pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer eller på grundlag af udstedelse af andre værdipapirer end realkreditobligationer.

Til § 3

Det foreslås, at Dansk Landbrugs Realkreditfond kan drive virksomhed, der må anses for accessorisk til instituttets realkreditvirksomhed på linie med realkreditinstitutterne.

Hidtil har kurssikring været den eneste accessoriske virksomhed, som har været tilladt for realkreditinstitutterne.

Tilsynet med instituttet afgør, hvad der må anses for accessorisk virksomhed. Ved administration af bestemmelsen vil der blive lagt vægt på instituttets særlige status som specialinstitut for finansiering af jordbruget.

Til § 5

Ved et nominallån forstås et lån, hvis hovedstol, restgæld og ydelse ikke indeksreguleres.

Til § 6

Ved et indekslån, jf. stk. 2, forstås et lån, hvis hovedstol, restgæld og ydelse løbende indeksreguleres. Indekslån skal ydes som serielån.

Dansk Landbrugs Realkreditfond har hidtil kunnet yde indekslån i medfør af lov om indeksregulerede realkreditlån. Lovens bestemmelser om indekslån overføres til realkreditloven, der ikke gælder for Dansk Landbrugs Realkreditfond.

Der foreslås derfor et regelsæt, hvorefter Dansk Landbrugs Realkreditfond fortsat kan yde indekslån. Lånene kan som hidtil ydes inden for instituttets almindelige lånegrænse på 70 pct. af ejendommens værdi. Lånene ydes efter de samme regler, som gælder for realkreditinstitutterne.

Indekslån må kun ydes, hvis efterstående panthavere i hvert enkelt tilfælde meddeler deres samtykke. Indekslånenes hovedstol og restgæld samt indeksobligationerne reguleres på grundlag af det af Danmarks Statistik offentliggjorte nettoprisindeks. Såfremt indekslån ydes til andre låneformål end opførelse samt om- og tilbygning m.v., må låneprovenuet højst udgøre 1,5 mill. kr., hvilket beløb reguleres efter bestemmelsen i § 33, stk. 4, i forslag til realkreditlov.

Den pålydende rente på indeksobligationerne er for tiden 21/2 pct. Ved første termin betales ikke afdrag.

Ved et jordbrugslån, jf. stk. 3, forstås et indekslån, der ydes enten som serielån eller som stående lån på grundlag af de samme obligationer.

Dansk Landbrugs Realkreditfond har hidtil kunnet yde jordbrugslån efter § 2, stk. 2, i lov om indeksregulerede realkreditlån, jf. lovbekendtgørelse nr. 437 af 27. juni 1986. Instituttet har kunnet yde jordbrugslån med afdragsbidrag efter §§ 2a-2f i lov om indeksregulerede realkreditlån. Bestemmelserne om jordbrugslån med og uden afdragsbidrag overføres til realkreditloven, der ikke gælder for Dansk Landbrugs Realkreditfond.

Der foreslås derfor et regelsæt, hvorefter Dansk Landbrugs Realkreditfond kan yde jordbrugslån med og uden afdragsbidrag som hidtil. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger om revision af jordbrugslåneordningen.

Jordbrugslån kan ydes inden for en lånegrænse på 25 pct. som lån, der ikke amortiseres (stående lån). Inden for en lånegrænse på 50 pct. kan ydes lån, der amortiseres efter serielånsprincippet. Disse lån kan dog tilsammen højst andrage 1,5 mill. kr. og låneprovenuet skal mindst udgøre 59.000 kr. Disse beløbsgrænser reguleres efter § 33, stk. 4, i realkreditloven.

Ved ejerskifte og ved væsentlige indskrænkninger i produktionsgrundlaget for bedriften gælder særlige regler.

Jordbrugslån med afdragsbidrag foreslås ydet i medfør af et regelsæt, der svarer til §§ 2a-2f i lov om indeksregulerede realkreditlån, der videreføres med § 103, stk. 3, i realkreditloven. Hovedstol og restgæld reguleres i de første 15 år af lånets løbetid kun med 70 pct. af den halvårlige procentvise stigning i nettoprisindekset. Ved fald i nettoprisindekset reguleres hovedstol og restgæld med hele faldets størrelse.

Vedrørende jordbrugslån i forbindelse med refinansiering henvises til § 19, stk. 3.

Til § 7

Løbetiden er maksimalt 30 år. I praksis bliver løbetiden på indekslån og jordbrugslån dog op til 301/2 år, idet løbetiden regnes fra udgangen af 1. termin, der er afdragsfri. Løbetiden på de enkelte lån afstemmes i øvrigt med de finansierede aktivers levetid samt løbetiden af foranstående lån.

Til § 8

Instituttet kan udstede realkreditobligationer såvel løbende i takt med, at nye lån ydes som ved blokemissioner.

Endvidere åbnes mulighed for, at instituttet kan yde lån på grundlag af udstedelse af andre værdipapirer end realkreditobligationer. Der sigtes her til f.eks. »private placements« og »European Commercial Papers« (ECP-papirer).

Provenuet af udstedte realkreditobligationer eller andre værdipapirer kan udelukkende anvendes til ydelse af lån mod pant i fast ejendom.

I stk. 2-3 fastsættes regler om låntagers hæftelse. Låntager hæfter således kun for det optagne lån. Låntager hæfter over for instituttet og således ikke direkte over for obligationsejerne m.v.

Det beløb, som låntager hæfter for, fremgår af pantebrevets vilkår. Låntager hæfter først og fremmest med pantet, idet pantegælden kan inddrives ved, at instituttet søger fyldestgørelse i den pantsatte ejendom. Låntager hæfter ligeledes personligt for lånet. Hvis den pantsatte ejendom f.eks. er blevet solgt på tvangsauktion, uden at det har givet fuld dækning for hele gælden efter pantebrevet, vil det beløb, der ikke opnås dækning for, ligesom i dag kunne inddrives i låntagers øvrige formue.

Til § 9

Bestemmelsen svarer til § 86, stk. 4, i forslag til realkreditlov. Bestemmelsen tilsigter i overensstemmelse med, hvad der gælder i andre EF-medlemslande, at sikre indehaverne af realkreditobligationer og andre værdipapirer udstedt af institutter, der yder lån mod pant i fast ejendom, fyldestgørelse før de almindelige kreditorer.

Til § 10

Efter bestemmelsen kan landbrugsministeren fastsætte nærmere regler om instituttets udlånsvirksomhed, herunder regler om andre lånetyper end de i §§ 5-6 nævnte, hvis udviklingen inden for jordbrugserhvervet skaber behov herfor.

Til § 11

Efter bestemmelsen i stk. 1 skal instituttet foretage en værdiansættelse af jord og bygninger, af besætning og af driftsinventar og driftsmateriel. Summen af de tre værdiansættelser udgør ejendommens værdiansættelse til låneudmåling. Værdiansættelsen sker til kontantværdi.

Til § 12

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til § 3 i lov om et finansieringsinstitut for landbrug m.v.

Bestemmelserne i stk. 2 og 4 har hidtil været fastsat i instituttets vedtægter. Oplysningerne til bedømmelse af lånets effektive debitorrente gives på grundlag af børskursen på tilbudstidspunktet og svarer således ikke nødvendigvis til den faktiske effektive rente på lånet, da kursen vil kunne have ændret sig i perioden fra lånetilbud til lånets udbetaling.

Til § 13

Der vil blive fastsat regler om opfyldelse af balanceprincippet. Dette gælder bl.a. regler om, at forskellen mellem de fremtidige betalinger på udlånssiden og obligationssiden kan opgøres for de enkelte år, samt at eventuelle midler fra obligationsudstedelse eller udstedelse af andre værdipapirer, der ikke udlånes umiddelbart efter kapitalfremskaffelsen, skal anbringes i sikre og likvide fordringer.

Endvidere fastsættes regler om, på hvilken måde der kan kompenseres for manglende balance mellem ind- og udbetalinger, den maksimale størrelse af en eventuel ubalance samt definition og beregning af renterisikoen i tilfælde af ubalance.

Ved udformningen af disse regler vil principperne for realkreditinstitutterne blive lagt til grund.

Til § 14

Der vil bl.a. blive fastsat regler om, at instituttets reserver ved opgørelse af reservedækningen udover af egenkapitalen består af garantikapitalen og grundfondsforskrivninger.

Der vil blive fastsat regler om opgørelse af restgælden på cirkulerende obligationer, øvrige værdipapirer og øvrige forpligtelser. I forbindelse med opgørelsen kan der ses bort fra den del af forpligtelserne, der svarer til lån, hvor staten yder garanti, har overtaget debitorforpligtelsen eller har foretaget indfrielse ved hjælp af andre obligationer og i andre lignende tilfælde.

Fastsættelsen af regler vil endvidere omfatte opgørelse og placering af egenkapitalen.

Til § 16

Den hidtidige praksis, hvorefter instituttets regnskaber revideres af to revisorer fra samme revisionsfirma, forventes videreført.

Til § 17

Efter bestemmelserne i stk. 2 og 3 kan landbrugsministeren eller den, landbrugsministeren bemyndiger hertil, indhente oplysninger dels i instituttet, dels hos andre offentlige myndigheder, herunder i offentlige registre om ejendomsforhold. Bestemmelserne skal sikre, at tilsynet altid kan indhente tilstrækkelige oplysninger til bedømmelse af konkrete lånesager samt til bedømmelse af instituttets drift.

Bestemmelsen i stk. 4 ændrer den hidtidige praksis, hvorefter instituttet kun delvis har dækket udgifterne i forbindelse med tilsynets virksomhed.

Tilsynsberetningen, jf. stk. 5, vil blive offentliggjort.

Til § 18

Det er hensigten at henlægge landbrugsministerens beføjelser efter loven, herunder tilsyn med instituttet, til Jordbrugsdirektoratet.

Det er endvidere hensigten at fastsætte regler om, at afgørelser truffet af Jordbrugsdirektoratet ikke skal kunne indbringes for landbrugsministeren.

Til § 19

Loven forventes at kunne træde i kraft den 1. december 1989. Samme dato forventes realkreditloven at træde i kraft.

Bestemmelsen i stk. 3 sikrer, at Dansk Landbrugs Realkreditfond fortsat kan yde refinansieringslån i overensstemmelse med de hidtil gældende regler, samt at der er det nødvendige regelgrundlag for lånenes afviklingsperiode.

Bestemmelsen i stk. 4 sikrer et regelgrundlag for allerede ydede jordbrugslån med og uden afdragsbidrag.

Efter 2. behandling den 13. december 1989

Kapitel 1

Virksomhedsområde, eneret og organisationsform

§ 1. Denne lov omfatter Dansk Landbrugs Realkreditfond (instituttet).

Stk. 2. Instituttet kan yde lån mod tinglyst pant i ejendomme, der anvendes til landbrug, gartneri, skovbrug og lignende jordbrugsmæssig virksomhed.

§ 2. Instituttet har eneret på at yde lån på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer i intervallet 45-70 pct. af ejendommens værdi.

§ 3. Instituttet kan herudover drive virksomhed, der må anses for accessorisk til instituttets realkreditvirksomhed efter §§ 1-2.

Stk. 2. Instituttet må ikke drive anden virksomhed end realkreditvirksomhed og accessorisk virksomhed.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan bestemme, at accessorisk virksomhed skal udøves af et særskilt selskab, der er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

§ 4. Instituttet er organiseret som en fond.

Stk. 2. Instituttets vedtægter skal godkendes af landbrugsministeren.

Kapitel 2

Lånetyper, obligationsudstedelse og hæftelsesforhold

§ 5. Instituttet kan yde nominallån.

§ 6. Instituttet kan yde indekslån, herunder jordbrugslån med og uden afdragsbidrag.

Stk. 2. Indekslån ydes efter § 22, stk. 1, § 24, stk. 1-4, og § 36, stk. 2, 2. pkt., i realkreditloven.

Stk. 3. Jordbrugslån med og uden afdragsbidrag ydes efter § 22, stk. 3, § 24, § 36, stk. 3-7, og § 103, stk. 3, i realkreditloven.

§ 7. Løbetiden for de af instituttet ydede lån må højst være 30 år.

§ 8. Instituttet kan yde lån på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer og på grundlag af udstedelse af andre værdipapirer end realkreditobligationer.

Stk. 2. For lånet hæfter låntagerne både med det pantsatte og personligt over for instituttet.

Stk. 3. Låntagerne hæfter ikke for instituttets forpligtelser.

§ 9. Indehavere af realkreditobligationer og andre værdipapirer end realkreditobligationer udstedt af instituttet betales i lige forhold i konkursordenen efter de i konkurslovens § 96 nævnte fordringer, men før de i lovens § 97 nævnte øvrige fordringer.

§ 10. Landbrugsministeren kan tillade, at instituttet yder andre lån end de i §§ 5-6 nævnte.

Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om instituttets udlånsvirksomhed.

Kapitel 3

Værdiansættelse og låneudmåling

§ 11. Instituttet skal ansætte en kontantværdi af ejendommen til brug for låneudmålingen. Værdiansættelsen sker på grundlag af ejendommens jord og bygninger samt dertil hørende besætning, driftsinventar og driftsmateriel m.v.

Stk. 2. Værdiansættelsen skal ligge inden for det beløb, som en kyndig erhverver med kendskab til de særlige pris- og markedsforhold for den pågældende type ejendom må skønnes at ville betale for ejendommen. Forhold, der betinger en særlig høj pris, må ikke indgå i værdiansættelsen.

Stk. 3. Instituttet skal ved værdiansættelsen tage hensyn til eventuel risiko for ændringer i markeds- eller strukturforhold.

Stk. 4. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om værdiansættelsen.

§ 12. Et af instituttet ydet lån skal have sikkerhed inden for 70 pct. af instituttets værdiansættelse til brug for låneudmålingen.

Stk. 2. Lån, for hvilke der er ydet statsgaranti, kan dog uanset stk. 1 ydes med sikkerhed inden for de i statsgarantien fastsatte grænser.

Stk. 3. Instituttet skal ved låneudmålingen, herunder fastsættelsen af løbetiden, tage hensyn til låntagers kreditværdighed, rentabiliteten af den virksomhed, der drives i ejendommen, og de finansierede aktivers levetid.

Stk. 4. Instituttet kan rykke for andre lån, hvis instituttets lån efter rykningen opfylder betingelserne i stk. 1-3.

Stk. 5. Ethvert lånetilbud skal være ledsaget af oplysninger til bedømmelse af lånets effektive debitorrente.

Kapitel 4

Balanceprincippet og reservekrav

§ 13. Landbrugsministeren fastsætter regler om balancen mellem låntagernes betalinger til instituttet og instituttets pligtige betalinger til ejerne af de realkreditobligationer eller andre værdipapirer, der har finansieret lånet.

§ 14. Instituttets reserver skal til enhver tid udgøre mindst 10 pct. af instituttets samlede cirkulerende obligationsmasse og øvrige forpligtelser.

Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter regler om opfyldelse af kravet i stk. 1, herunder om opgørelse af egenkapitalen og anbringelsen af de til egenkapitalen svarende midler.

Kapitel 5

Regnskab og revision

§ 15. For hvert regnskabsår udarbejder instituttet et årsregnskab. Årsregnskabet skal give et retvisende billede af instituttets aktiver og passiver, dets økonomiske stilling samt resultat.

§ 16. Årsregnskabet skal revideres af mindst to revisorer, hvoraf den ene skal være statsautoriseret. Revisorernes bemærkninger indføres i en revisionsprotokol.

Kapitel 6

Tilsyn

§ 17. Landbrugsministeren påser, at instituttet overholder bestemmelserne i loven og regler udfærdiget i medfør af loven.

Stk. 2. Instituttet skal på forlangende meddele landbrugsministeren enhver oplysning om instituttets forhold.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan indhente oplysninger om fast ejendom fra andre offentlige myndigheder til brug for administrationen af denne lov.

Stk. 4. Instituttet afholder de samlede udgifter i forbindelse med tilsynet.

Stk. 5. Der afgives en årlig beretning om tilsynsvirksomheden.

Stk. 6. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om tilsynet.

Kapitel 7

Bemyndigelse og klageadgang

§ 18. Overlader landbrugsministeren sine beføjelser til at træffe afgørelser efter loven eller efter regler udfærdiget i medfør af loven til en institution under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Kapitel 8

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 19. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Lov om et finansieringsinstitut for landbrug m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 699 af 5. november 1987, ophæves, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Bestemmelserne i lov om et finansieringsinstitut for landbrug m.v. § 1, stk. 1, 2. pkt., § 2, stk. 2-3, § 2 a, § 4 a og § 4 b samt de heri nævnte bestemmelser gælder dog fortsat i den periode, hvori der kan opnås tilladelse til refinansiering i henhold til lov om refinansiering af realkreditlån m.v. i landbrugsejendomme. Nævnte bestemmelser gælder endvidere i den periode, der medgår til afviklingen af de lån til refinansiering af realkreditlån m.v. i landbrugsejendomme, som instituttet har ydet. § 103, stk. 5-6, i realkreditloven gælder også for jordbrugslån ydet af instituttet i forbindelse med refinansiering.

Stk. 4. § 103, stk. 6, i realkreditloven gælder også for jordbrugslån med og uden afdragsbidrag ydet af instituttet.

Stk. 5. Lån i henhold til lånetilbud afgivet efter de hidtidige regler skal være udbetalt senest et år efter lovens ikrafttræden.

§ 20. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Versioner

  1. 1989-12-21