1989 LSF 136 FORSLAG TIL LOV OM SAMORDNING AF FREMGANGSMÅDERNE VED INDGÅELSE AF OFFENTLIGE BYGGE- OG ANLÆGSKONTRAKTER OG OFFENTLIGE INDKØB M.V.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198912K00136@1990-06-08/da
Indhold
§ 1. Boligministeren kan fastsætte regler med henblik på
gennemførelse af EF-direktiver om samordning af fremgangsmåderne ved
indgåelse af bygge- og anlægskontrakter med offentlige myndigheder
eller koncessionerede virksomheder m.v.
§ 2. Finansministeren kan fastsætte regler med henblik på gennemførelse af EF-direktiver om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af aftaler om indkøb, som foretages af offentlige myndigheder eller koncessionerede virksomheder m.v.
Stk. 2. Finansministeren kan endvidere fastsætte regler med henblik på gennemførelse af andre EF-retsakter, der vedrører offentlige indkøb.
§ 3. I bestemmelser fastsat efter §§ 1 og 2 kan der fastsættes straf af bøde eller hæfte for overtrædelse af bestemmelserne.
Stk. 2. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
§ 4. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1. Boligministeren kan fastsætte regler med henblik på
gennemførelse af EF-direktiver om samordning af fremgangsmåderne ved
indgåelse af bygge- og anlægskontrakter med offentlige myndigheder
eller koncessionerede virksomheder m.v.
§ 2. Finansministeren kan fastsætte regler med henblik på gennemførelse af EF-direktiver om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af aftaler om indkøb, som foretages af offentlige myndigheder eller koncessionerede virksomheder m.v.
Stk. 2. Finansministeren kan endvidere fastsætte regler med henblik på gennemførelse af andre EF-retsakter, der vedrører offentlige indkøb.
§ 3. I bestemmelser fastsat efter §§ 1 og 2 kan der fastsættes straf af bøde eller hæfte for overtrædelse af bestemmelserne.
Stk. 2. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
§ 4. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
1. Formålet med forslaget er dels at gennemføre EF's ændrede udbudsregler for bygge- og anlægsarbejder, dels at gennemføre EF's regler for offentlige indkøbsaftaler i dansk ret. Reglerne vedrørende udbud er indeholdt i Rådets direktiv 71/305/EØF om samordning af fremgangsmåderne med hensyn til indgåelse af offentlige bygge-og anlægskontrakter, som ændret ved direktiv 89/440/EØF. Reglerne vedrørende indkøb er indeholdt i Rådets direktiv 77/62/EØF som ændret ved direktiv 88/295/EØF.
Forslaget omfatter endvidere det såkaldte liberaliseringsdirektiv af 26.juli 1971 (Rådets direktiv 71/304/EØF) om ophævelse af begrænsninger i den frie udveksling af tjenesteydelser inden for området offentlige bygge- og anlægskontrakter og ved tildeling af offentlige bygge- og anlægskontrakter gennem agenturer eller filialer.
Herudover forventes der et direktivforslag vedrørende udbud af offentlige tjenesteydelser.
Lovforslaget er formuleret således, at bemyndigelsen også omfatter dette direktiv.
Bestemmelsen i § 2, stk. 2, sigter på, at finansministeren kan gennemføre EF-Rådets beslutning 87/95/EØF om standardisering inden for informationsteknologi og telekommunikation, jf. pkt. 4.
2. Det gældende bygge- og anlægsdirektiv - 71/305/EØF - trådte i Danmark i kraft ved den danske indtræden i EF i 1973. Direktivet blev gennemført ved Boligministeriets cirkulære af 4. oktober 1974 om EF-Rådets direktiver vedrørende liberalisering og samordning af fremgangsmåderne med hensyn til indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter.
Indkøbsdirektivet - 77/62/EØF som ændret ved direktiv 88/295/EØF - blev gennemført ved Administrationsdepartementets cirkulærer af 19. juni 1978 om EF-rådsdirektiv om samordning af fremgangsmåderne ved offentlige indkøb og af 18. december 1980 om fremgangsmåderne ved statslige indkøb (om GATT-reglerne) samt ved Direktoratet for Statens Indkøbs cirkulære af 13. november 1989 om ændringerne af indkøbsdirektivet. Direktiverne med det nu ændrede indhold forudsætter national gennemførelse ved lov. Bygge- og anlægsdirektivet skal gennemføres i national ret inden den 18. juli 1990.
Direktiverne har til formål, som et led i gennemførelsen af det indre marked, at øge konkurrencen mellem leverandører og bygge- og anlægsvirksomheder over grænserne inden for EF-området.
Et af hovedprincipperne i direktiverne er som forudsætning herfor at sikre en gennemsigtig og åben udbudsprocedure.
De oprindelige direktiver har i deres hidtidige form efter EF-Kommissionens opfattelse ikke virket helt efter hensigten, idet samhandelen i forbindelse med offentlige kontrakter over grænserne i EF ikke er blevet tilstrækkelig udviklet.
Ændringerne, der er gennemført ved direktiv 89/440/EØF og 88/295/EØF, omfatter derfor en række dels nye, dels skærpede bestemmelser, der sigter mod større effektivitet i anvendelsen.
Direktiverne finder ikke anvendelse på indkøb og på bygge- og anlægskontrakter, som indgås af offentlige transportvirksomheder, telekommunikationsvirksomheder eller offentlige virksomheder, der producerer, distribuerer eller transporterer drikkevand og energi. For disse områder - de såkaldte udelukkede sektorer - har EF-Kommissionen udarbejdet et særligt direktivforslag, (»Direktiv om fremgangsmåderne ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation«). Dette direktivforslag omhandler såvel indkøb som bygge- og anlægsvirksomhed.
Direktiverne finder ikke anvendelse på NATO-finansierede bygge- og anlægsarbejder og hertil knyttede nationalt finansierede følgearbejder. Militære bygge- og anlægsarbejder er endvidere undtaget i EF-Rådets direktiv af 26. juli 1971, artikel 9, litra e. Det samme gælder indkøb af våben, ammunition og krigsmateriel, der under henvisning til EF-traktatens artikel 223, stk. 2, jf. stk. 1 b er optaget i EF-Rådets beslutning af 11. april 1958.
For disse bygge- og anlægsarbejder gælder, at de enten er undergivet NATO's regler vedrørende international licitation, eller er undtaget under henvisning til nationale sikkerhedsinteresser.
For indkøb af våben m.v. har EF-Rådet fastslået, at medlemslandene kan træffe de foranstaltninger, som de anser for nødvendige til beskyttelse af deres væsentlige sikkerhedsinteresser. For sådanne indkøb gælder i stedet nationalt fastsatte regler.
3. Hovedprincippet i de to hidtidige direktiver er, at offentlige indkøb og offentlige bygge-og anlægsarbejder over en vis størrelse skal udbydes ved annoncering i EF-tidende.
Ved offentlige indkøb og offentlige bygge- og anlægsarbejder forstås udbud fra offentlige myndigheder, hvilket i Danmark betyder statslige, amtskommunale og kommunale myndigheder samt visse andre forvaltningssubjekter.
Der skal som altovervejende hovedregel udbydes i konkurrence mellem flere bydende. Der kan vælges mellem offentligt udbud og begrænset udbud.
Et andet væsentligt princip i direktiverne er, at der er forbud mod, at der gennem de tekniske specifikationer i udbudsmaterialet foretages diskrimination over for de bydende.
4. Direktiv 89/440/EØF, der ændrer direktiv 71/305/EØF og direktiv 88/295/EØF, der ændrer direktiv 77/62/EØF, indeholder to ændringer i udbudsformerne.
Der kan således være tale om udbud efter forhandling, hvor udbyderen har annonceret efter interesserede tilbudsgivere, og udbud efter forhandling uden en forudgående annoncering. Den første form kendes ikke direkte i Danmark, men begrænset udbud kan efter aftale med Kommissionen træde i stedet herfor. Den anden form er nærmest at sammenligne med indhentning af underhåndsbud. Disse udbudsformer har et meget begrænset anvendelsesområde.
Tærskelværdien for, hvornår bygge- og anlægsarbejder skal udbydes, er hævet fra 1 mill.ECU til 5 mill.ECU. For indkøb er tærskelværdien for staten 130.000 ECU og for amter og kommuner 200.000 ECU.
Kredsen af udbydere af bygge- og anlægsarbejder er ud over statslige og kommunale organer udvidet til også at omfatte en række organer, der enten administrativt eller finansielt overvejende er undergivet offentlig kontrol. Herunder medtages dog ikke organer på det erhvervs- eller forretningsmæssige område. Endvidere omfattes koncessionshavere af direktivet. Denne udvidelse gælder ikke for indkøbsdirektivet.
Der skal såvidt muligt henvises til europæiske normer og standarder i de tekniske specifikationer, der anføres i udbudsgrundlaget. Herved har især bygge- og anlægsdirektivet forbindelse til direktivet om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om byggevarer (89/106/ EØF).
Indkøbsdirektiverne har forbindelse til EF-Rådets beslutning 87/95/EØF om standardisering inden for informationsteknologi og telekommunikation. Beslutningen foreskriver, at der i offentlige indkøbsaftaler vedrørende informationsteknologi skal henvises til europæiske standarder, europæiske foreløbige standarder og internationale standarder. Beslutningen er rettet til medlemsstaterne. Ved offentlige indkøbsaftaler forstås ifølge Rådsbeslutningen sådanne »som defineret i direktiv 77/62/EØF«. Kredsen af myndigheder, som omfattes af Rådsbeslutningen, er således den samme, som omfattes af indkøbsdirektiv 77/62/EØF. Herudover omfattes indkøbsaftaler, som indgås af offentlige transportvirksomheder, telekommunikationsvirksomheder eller offentlige virksomheder, der producerer, distribuerer eller transporterer drikkevand og energi.
5. Forslaget er udformet som en bemyndigelseslov, således at boligministeren (jf. forslagets § 1) henholdsvis finansministeren (jf. forslagets § 2) kan udstede de nødvendige bekendtgørelser om gennemførelsen.
I forbindelse med folketingets behandling d. 22. november 1989 af beslutningsforslag om overholdelse af danske overenskomster og dansk lovgivning ved offentlige bygge- og anlægskontrakter (B6) gav regeringen udtryk for, at dette spørgsmål burde tages op ved en drøftelse med arbejdsmarkedets parter i forbindelse med gennemførelsen af EF-direktiverne om offentlige udbud i dansk lovgivning. Denne drøftelse vil finde sted forinden udstedelsen af bekendtgørelse og hertil hørende vejledning om bygge- og anlægsdirektivets gennemførelse i henhold til bemyndigelsesloven.
Bemyndigelsesloven omfatter såvel de nu foreliggende direktiver, som nævnt i bemærkningernes pkt. 1, som fremtidige ændringer i disse direktiver og nye direktiver på disse områder, herunder som nævnt det kommende direktiv om tjenesteydelser.
Endvidere omfattes EF-Rådets beslutning om standardisering inden for informationsteknologi og telekommunikation, som nævnt i pkt. 1.
Økonomiske og administrative konsekvenser
Lovforslaget vil ikke have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.