1989 BSF 65 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BØRNS OG UNGES ARBEJDE VED OPLÆRING I LANDBRUGET
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19891BA00065@1990-03-13/da
Indhold
Folketinget opfordrer arbejdsministeren til at fremsætte lovforslag
om børns og unges arbejde inden for landbruget, sådan at forslaget
tillader en m/k landbrugers børn og unge, som tilhører husstanden,
bl.a. at kunne oplæres i lettere, almindelig traktorkørsel på
landbrugsejendommen, og sådan at reglerne herfor også tager højde
for arealmæssige og andre relevante forhold, der er en følge af, at
naboer har arbejdsfællesskab.
Bemærkninger til forslaget
Forslaget er fremsat for, at landbruget og især familiebruget som et led i oplæringen af dets unge også må have lovgivningsmæssig mulighed for at oplære dem i brugen af bl.a. en traktor.
Det praktiske landbrug føler, at lovgivningen, der skal sikre børn og unge i omgang eller arbejde med farlige maskiner m.v., er udformet efter en bureaukratisk model, der ikke har taget de særlige forhold i betragtning, som er forbundet med landbrugserhvervet.
Inden for landbruget har børn og unge altid måttet lære, f.eks. hvordan man malker en ko og undgår at blive sparket ihjel eller også måske stanget af en tyr. Benyttelse af forskellige redskaber hører også med til en naturlig oplæring med henblik på at forebygge tilskadekomst ved ulykke.
Men samtidig med at maskiner og traktorer år efter år er blevet mere og mere sikre og er blevet lettere at betjene, er det også blevet vanskeligere og vanskeligere for landbruget at give dets unge et naturligt oplæringsforhold uden at overtræde lovgivningsbestemmelserne.
Beslutningsforslaget er bl.a. af den grund ment som en opfølgning af Fremskridtspartiets beslutningsforslag nr. B 57, fremsat i folketingsåret 1978-79 (jf. Folketingstidende, tillæg A, sp. 2187). Dette forslag drejede sig særligt om nabofællesskab og børns og unges arbejde i den forbindelse, ligesom det også omfattede det forhold, at et familiefællesskab eller en husstand kunne være en landmand m/k, der har en samlever m/k, hvor den ene eller begge har børn.
Mange henvendelser fra landbrugsside bekræfter også, at en lovændring er relevant, og derfor forventer forslagsstillerne, at Folketinget vil give beslutningsforslaget en positiv behandling, således at landbruget kan oplære og opøve sine børn og unge inden for naturlige rammer samtidig med, at arbejdsindsatsen derved betragtes som en selvfølgelig del af et landbrugsfællesskab.