Gelex

1990 LSF 30 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM DAGPENGE VED SYGDOM ELLER FØDSEL OG LOV OM STATENS UDDANNELSESSTØTTE

GældendeVersion 1990-10-04
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199012K00030@1990-10-04/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, jf. lov nr. 852 af 20. december 1989, som ændret ved § 3 i lov nr. 386 af 13. juni 1990 samt § 3 i lov nr. 387 af 13. juni 1990, foretages følgende ændringer:

1. § 2, stk. 1, affattes således:

»Dagpenge ydes på grundlag af lønindtægt, stipendium fra Statens Uddannelsesstøtte og anden indtægt, der erstatter lønindtægt, jf. stk. 2, og selvstændig erhvervsindtægt.«

2. I § 11 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

» Stk. 2. Kommunen udbetaler dagpenge til modtagere af Statens Uddannelsesstøtte under fravær fra studiet, såfremt der er bevilget orlov fra institutionen på grund af graviditet, barsel og adoption.«

3. I § 13, stk. 3, og § 14, stk. 2, indsættes efter »lønindtægt« ordene: »stipendium fra Statens Uddannelsesstøtte«.

4. I § 15, stk. 2 og stk. 3, 1. og 2. pkt., indsættes efter »arbejdet« ordene: »eller studiet«.

5. I § 15 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

» Stk. 4. For studerende, hvis studier ikke kan genoptages efter 24 uger, forlænges dagpengeperioden. Dagpengeperioden kan højst forlænges til starten af det semester, hvor det er muligt at genoptage studiet. Dette tidspunkt skal fremgå af meddelelsen om orlov fra studiet.«

6. I § 16, stk. 3, indsættes efter »arbejdet« ordene: »eller studiet«.

7. I § 17 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

» Stk. 3. Dagpenge efter dette kapitel udbetales til studerende, der modtager stipendium fra Statens Uddannelsesstøtte, og som har fået bevilget orlov fra uddannelsesinstitutionen på grund af graviditet, barsel og adoption.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

8. § 18 affattes således:

» § 18. § 9 og § 10 finder tilsvarende anvendelse ved beregning af dagpenge efter dette kapitel bortset fra de i stk. 2 nævnte tilfælde. Dog kan den samlede dagpengeudbetaling pr. uge ikke overstige det i § 9, stk. 2, nævnte beløb.

Stk. 2. Dagpenge til en studerende svarer til det beløb, som den studerende ville have kunnet modtage i kontanthjælp, hvis den studerende havde været berettiget hertil.

§ 2

I lov om Statens Uddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 486 af 25. juni 1990, foretages følgende ændring:

I § 3 indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:

» Stk. 7. Ved opgørelse af støttetiden medregnes ikke støttetid, hvor den uddannelsessøgende har haft orlov på grund af graviditet, barsel og adoption eller har modtaget dagpenge efter § 11, stk. 2, i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.«

Stk. 7 bliver herefter stk. 8.

§ 3

Loven træder ikraft den 1. april 1991.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Studerende, der bliver gravide, står i en meget vanskelig økonomisk situation. De er ikke længere berettiget til SU, da de ikke er studieaktive. Bistandshjælp udbetales kun under begrænsede omstændigheder. Det har i praksis vist sig ganske vanskeligt for studerende i den situation at få bistandshjælp. I øvrigt vil det også være mere rimeligt, at studerende under graviditet, barsel og adoption kan modtage dagpenge som lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende.

Dette forslag tilsigter at ligestille modtagere af SU med lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende med hensyn til ret til dagpenge ved graviditet, barsel og adoption.

For så vidt angår § 16, stk. 1, i den gældende lov forventer forslagsstillerne, at den for studerendes vedkommende især vil komme i anvendelse i de tilfælde, hvor det er mest hensigtsmæssigt, at moderen genoptager studierne umiddelbart efter fødslen, f.eks. på grund af, at den afsluttende eksamen er nært forestående, eller specialeskrivning. Faderen bør så kunne indtræde i dagpengeretten.

Økonomiske konsekvenser

Prognoserne fra Danmarks Statistik siger, at der i de kommende år vil blive født ca. 62.000 børn om året. Det må skønnes, at 2.500 af disse børn fødes af studerende.

Ved en maksimumydelse på 5.300 kr. (se bemærkningerne til nr. 8) svarende til grænsebeløbet i bistandslovens § 37, stk. 5, vil udgiften beløbe sig til 13,5 mio. kr.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1-2

Med disse bestemmelser slås det fast, at dagpengeretten udvides til modtagere af Statens Uddannelsesstøtte ved graviditet, barsel og adoption, samt at dagpengene udbetales af kommunen.

Til nr. 3, 4 og 6

Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at modtagere af stipendium fra Statens Uddannelsesstøtte får dagpengeret.

Til nr. 5

For nogle studiers vedkommende vil det ikke have nogen mening at genoptage studiet umiddelbart efter udløbet af en barselorlov på 24 uger midt i et semester. I sådanne tilfælde foreslås det, at dagpengeperioden kan forlænges til det tidspunkt, hvor det er relevant at genoptage studierne. Dette tidspunkt skal fremgå af orlovsmeddelelsen fra uddannelsesinstitutionen.

Til nr. 7

For at være berettiget til at modtage de særlige dagpenge skal den studerende have bevilget orlov fra uddannelsesinstitutionen på grund af graviditet, barsel og adoption.

Til nr. 8

Det foreslås, at studerende, der har ret til dagpenge efter denne lov, får en ydelse svarende til den hjælp, der gives til gravide på bistandshjælp, dvs. en grundydelse på ca. 2.800 kr. pr. måned samt et bolig- og børnetillæg op til et maksimum på 5.300 kr. om måneden (pr. 1. juli 1990). Bistandshjælpen til unge under 23 år, der ikke har forsørgerpligt over for ægtefælle eller børn, ydes som en samlet hjælp til underhold og boligudgifter svarende til stipendier for henholdsvis hjemmeboende og udeboende efter lov om Statens Uddannelsesstøtte. Gravide under 23 år vil efter 12. svangerskabsuge få hjælp efter reglerne for personer over 23 år. På den baggrund har forslagsstillerne fundet det mest rimeligt, at dagpengene til studerende beregnes efter tilsvarende regler.

Til § 2

Forslaget skal sikre, at den tid, en studerende modtager dagpenge efter § 11, stk. 2, i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, ikke medregnes i støttetiden. Den studerende vil fortsat være støtteberettiget, selv om en barselorlovsperiode har forlænget uddannelsestiden ud over den normerede tid.

Versioner

  1. 1990-10-04