1990 LSF 73 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF PERSONSKATTELOVEN (OPHÆVELSE AF 6 PCT.-SKATTEN M.V.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199012K00073@1990-11-21/da
Indhold
§ 1
I lov om indkomstskat og formueskat for personer m.v. (personskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 676 af 4. oktober 1990, foretages følgende ændringer:
1. § 5 affattes således:
»§ 5. Indkomstskatten til staten opgøres som summen af
1) almindelig indkomstskat efter § 6,
2) 14 pct.s indkomstskat efter § 7 og
3) skat af udbytteindkomst efter § 8 a.«.
2. I § 7, 1. pkt., ændres »12 pct.« til: »14 pct.«, og »200.000 kr.« ændres til: »208.600 kr.«.
3. § 8 ophæves.
4. I § 9, 1. pkt., ændres »§§ 6-8 og 8 a, stk. 2,» til: »§§ 6, 7 og 8 a, stk. 2,», og i 2. pkt. udgår: », 8«.
5. I § 13, stk. 1, 1. pkt., ændres »§§ 7, 8 og 8 a, stk. 2« til: »§§ 7 og 8 a, stk. 2«, i 3. pkt. ændres »§§ 7, 8 og 8 a, stk. 2« til: »§§ 7 og 8 a, stk. 2«, og i § 13, stk. 2, 2. pkt., ændres »§§ 7, 8 og 8 a, stk. 2« til: »§§ 7 og 8 a, stk. 2«.
6. § 13, stk. 3, affattes således:
» Stk. 3. Negativ personlig indkomst fremføres til fradrag i personlig indkomst for de nærmest følgende 5 indkomstår ved opgørelsen af beregningsgrundlaget efter § 7. I denne periode kan fradraget for negativ personlig indkomst dog kun fremføres til et senere indkomstår, hvis det ikke kan rummes i personlig indkomst for et tidligere indkomstår.«.
7. § 13, stk. 4, affattes således:
» Stk. 4. Hvis en gift persons personlige indkomst er negativ, og ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udløb, skal det negative beløb ved opgørelsen af beregningsgrundlaget efter § 7 fradrages i den anden ægtefælles personlige indkomst. Et negativt beløb, der herefter ikke er fradraget, fremføres inden for de følgende 5 indkomstår efter stk. 3, sidste pkt. Hvert år fradrages negativ personlig indkomst først i den skattepligtiges personlige indkomst og derefter i ægtefællens personlige indkomst.«.
8. I § 19, stk. 1, 1. pkt., ændres »68 pct.« til: »64 pct.«, og i stk. 2, 1. og 2. pkt., og i stk. 5, 1. og 2. pkt., ændres »78 pct.« til: »74 pct.«.
9. § 19, stk. 4, nr. 4, udgår.
Nr. 5-6 bliver herefter nr. 4-5.
10. I § 19, stk. 4, nr. 5, der bliver nr. 4, ændres »de i nr. 3 og 4« til: »det i nr. 3«.
11. I § 19, stk. 4, nr. 6, der bliver nr. 5, ændres »nr. 2-5« til: »nr. 2-4«.
12. I § 20, stk. 1, 1. pkt., udgår: »og det i § 8 nævnte bundfradrag«.
13. § 26, stk. 1-2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 1.
14. § 27, stk. 2, affattes således:
» Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om overførsel af personfradrag efter § 10, stk. 8.«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra og med indkomståret 1992.
Stk. 2. For indkomståret 1991 udgør den i personskattelovens § 5, nr. 3, og § 8, stk. 1, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 676 af 4. oktober 1990, nævnte skat 4 pct., grundbeløbet for det i personskattelovens § 8, stk. 1, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 676 af 4. oktober 1990, nævnte bundfradrag 151.800 kr., den i personskattelovens § 19, stk. 1, 1. pkt., nævnte procentsats 66 pct., og den i personskattelovens § 19, stk. 2, 1. og 2. pkt., og § 19, stk. 5, 1. og 2. pkt., nævnte procentsats 76 pct.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Regeringen lagde i sin redegørelse ved Folketingets åbning i oktober 1990 stor vægt på at opnå en løsning af strukturproblemerne i skattesystemet - især de høje marginalskatter. Som led i en skatteomlægning foreslog regeringen en fuldstændig ophævelse af 6 pct.-skatten, hvilket ville indebære et ganske betydeligt bidrag til nedbringelse af de uholdbart høje marginalskattesatser, som især rammer de fuldtidsbeskæftigede. I lovforslag L 3, som regeringen fremsatte den 2. oktober 1990, blev det foreslået at ophæve 6 pct.-skatten i to trin.
Regeringen foreslår nu inden for nogenlunde samme provenuramme, at 6 pct.-skatten nedsættes til 4 pct. i 1991, og at bundgrænsen forhøjes med ca. 17.000 kr. til 172.500 kr. I 1992 foreslås den resterende del af 6 pct.-skatten ophævet, samtidig med, at 12 pct.-skatten forhøjes til 14 pct. og bundgrænsen for denne skat forhøjes med ca. 10.000 kr. til 237.000 kr. Formueskatteloftet og det skrå skatteloft sænkes tilsvarende, dvs. til 74 pct. henholdsvis 64 pct. i 1992.
Nærværende forslag skal ses på baggrund af de forhandlinger, regeringen har ført med Folketingets partier om marginalskatter m.v.
Forslaget imødekommer ønsker om en ændring af den fordelingspolitiske profil i regeringens oprindelige forslag og ønsker om en særlig lempelse af marginalskatten for indkomster omkring den nuværende grænse for 12 pct.-skat. Samtidig fastholdes det strukturforbedrende sigte i forslaget, idet marginalskatten f. eks. sænkes med 6 pct. for enlige med indkomster i intervallet ca. 155.000 - 227.000 kr., med 18 pct. i intervallet ca. 227.000 - 237.000 kr. og med 4 pct. for indkomster herudover, når forhøjelsen af 12 pct.-skatten og dennes bundgrænse tages i betragtning. Navnlig da skattelofterne sænkes tilsvarende, så marginalskattelettelsen kan slå igennem i alle kommuner, er der tale om et vigtigt bidrag til løsning af marginalskatteproblemet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i L 3.
Som følge af afskaffelsen af 6 pct.-skatten og dobbeltbeskatningen af aktieudbytter skal der ske ændringer af indkomstgrundlaget i lov om social pension, lov om social bistand, lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld, lov om statens uddannelsesstøtte og lov om individuel boligstøtte. Dette skyldes, at indkomstgrundlaget i disse love svarer til grundlaget for beregning af 6 pct.-skatten (uden bundfradrag) med tillæg af et beregnet formueafkast og visse andre korrektioner. Der vil senere blive fremsat lovforslag herom.
Lovforslagets enkelte elementer
6 pct.-skatten foreslås ophævet. Dette sker i to trin ved, at denne skat for 1991 foreslås sænket til 4 pct. samtidig med, at bundgrænsen for skattens beregning hæves fra 155.100 kr. til 172.500 kr. Fra og med 1992 foreslås 6 pct.-skatten helt ophævet.
Med baggrund i ophævelsen af 6 pct.-skatten foreslås 12 pct.-skatten fra og med indkomståret 1992 forhøjet til 14 pct. og bundgrænsen for denne skats beregning hævet fra 227.200 kr. til 237.000 kr. Begge beløb er i 1991-niveau.
I takt med disse ændringer i skattesatserne foreslås det skrå skatteloft sænket fra 68 pct. til 66 pct. i 1991 og til 64 pct. fra og med 1992. Endvidere foreslås formueskatteloftet på 78 pct. sænket til 76 pct. i 1991 og til 74 pct. fra og med 1992.
Provenu- og fordelingsmæssige konsekvenser
En sænkning af marginalskatten for store grupper af erhvervsaktive med de højeste marginalskattesatser vil have en række gunstige effekter på økonomien, idet det bl.a. bliver mere attraktivt at gøre en ekstra indsats og at spare op. Samtidig mindskes incitamentet til sort arbejde. Disse dynamiske virkninger har ligeledes gunstige virkninger på de offentlige finanser via såvel øgede skatteindtægter som færre udgifter til dagpenge m.v.
Det er imidlertid meget vanskeligt at foretage dynamiske provenu- og fordelingsberegninger, der illustrerer de længeresigtede positive virkninger af nedsættelsen af marginalskattesatsen. Disse afledte positive effekter på samfundsøkonomien er derfor ikke indregnet i de provenumæssige virkninger, hvor kun de umiddelbare virkninger er medtaget.
Sænkningen af 6 pct.-skatten til 4 pct. i 1991 og forhøjelsen af bundgrænsen til 172.500 kr. skønnes at medføre et provenutab på 3,4 mia. kr. Hele provenutabet vedrører staten.
Den højere bundgrænse skønnes at reducere antallet af skatteydere, der skal betale denne skat, med omkring 315.000 personer. Herefter skønnes 4 pct.-skatten i 1991 at omfatte ca. 1,2 mill. skatteydere.
Ophævelsen i 1992 af 6 pct.-skatten skønnes at medføre et provenutab for staten på ca. 6,5 mia. kr. sammenholdt med gældende regler, og ca. 1,2 mill. skatteydere skal ikke længere betale denne skat.
Forhøjelsen af 12 pct.-skatten til 14 pct. med den højere bundgrænse skønnes at medføre et merprovenu for staten på ca. 0,3 mia. kr. fra 1992.
Den højere bundgrænse skønnes at medføre, at ca. 90.000 skatteydere, der skulle have betalt 12 pct.-skatten, ikke bliver omfattet af 14 pct.-skatten.
Efter ophævelsen af 6 pct.-skatten og den foreslåede forhøjelse af bundgrænsen for 14 pct.-skatten skønnes ca. 535.000 skatteydere at være omfattet af denne skat. 14 pct.-skatten udgør fra 1992 skatteskalaens progressive sats, der sætter ind ved en indkomst på 237.000 kr. i 1992 (1991-niveau).
De anførte provenuskøn refererer til indkomstår. For så vidt der gennemføres en ny forskudsregistrering for 1991, vil finansårsvirkningen for 1991 og 1992 stort set svare til indkomstårsvirkningen. Det bemærkes, at med de stillede ændringsforslag til L 3 vedrørende ophævelsen af 6 pct.-skatten bortfalder et provenutab på henholdsvis 3,4 mia. kr. og 6,5 mia. kr. for indkomstårene 1991 og 1992 på L 3.
Afskaffelsen af 6 pct.-skatten indebærer en væsentlig forenkling af skattesystemet og en enklere skatteskala og skatteberegning.
For en enlig skatteyder med en personlig indkomst på f.eks. 175.000 kr. medfører forslaget en skattelettelse på ca. 1.100 kr. i 1991 og yderligere 100 kr. i 1992.
For et typisk fuldtidsbeskæftiget LO-ægtepar med en samlet indkomst på 360.000 kr. er skattelettelsen ca. 2.400 kr. i 1991 og yderligere ca. 600 kr. i 1992.
For et funktionærægtepar med en samlet indkomst på f.eks. 450.000 kr. er skattelettelsen ca. 4.200 kr. i 1991 og yderligere ca. 5.000 kr. i 1992.
I takt med sænkningen af 6 pct.-skatten og forhøjelsen af 12 pct.-skatten til 14 pct. foreslås det skrå skatteloft som nævnt sænket til 66 pct. i 1991 og til 64 pct. fra og med 1992.
Det skrå skatteloft skønnes i 1991 efter gældende regler at få virkning for ca. 460.000 skatteydere i 211 kommuner med en samlet kommunal og amtskommunal udskrivningsprocent (excl. kirkeskat) på over 28 pct. Loftet er en beskyttelsesregel, som har til formål at sikre, at ingen del af indkomsten beskattes med mere end 68 pct. Såfremt dette er tilfældet, nedsættes skatten med det overskydende beløb.
Med den foreslåede parallelle sænkning af skatteloftet til 64 pct., bortfaldet af 6 pct.-skatten og den højere bundgrænse for 14 pct.-skatten skønnes ca. 410.000 skatteydere at blive omfattet af loftet i 1992 forudsat uændrede kommunale skatteprocenter.
For ca. 90 pct. af de skatteydere, der omfattes af det skrå skatteloft, vil loftet efter sænkningen have samme virkning som det nuværende loft på 68 pct.
For gifte skatteydere, der efter de foreslåede 1991-regler får skatteloftsnedslag på 4 pct.-skattegrundlaget, vil nedslaget i 1992 blive større, fordi nedslaget efter afskaffelsen af 4 pct.-skatten i stedet skal beregnes på det lidt større grundlag for 14 pct.-skatten.
Endvidere skønnes en gruppe 14 pct.-skatteydere, som ikke omfattes af skatteloftet i 1991, fordi de ikke betaler 4 pct.-skat på grund af overført bundfradrag fra ægtefællen, at blive omfattet af skatteloftsreglen efter ophævelse af den resterende del af 6 pct.-skatten i 1992 og sænkningen af skatteloftet til 64 pct.
Disse afledte virkninger på det skrå skatteloft er indregnet i de anførte provenutab.
Endvidere foreslås som nævnt det gældende formueskatteloft på 78 pct. nedsat i takt med marginalskattenedsættelsen.
Ophævelsen af 6 pct.-skatten, forhøjelsen af 12 pct.-skatten og sænkningen af formueskatteloftet skønnes ikke at påvirke provenuet af formueskatten nævneværdigt i 1991 og 1992.
Administrative konsekvenser
For så vidt angår de administrative konsekvenser ved ophævelse af 6 pct.-skatten i to trin henvises der til bemærkningerne i L 3.
Gennemførelsen af de øvrige ændringer af beregningsregler i edb-systemerne må påregnes at medføre en engangsudgift i størrelsesordenen 0,5 mill.kr.
Spaltehenvisninger
Lov om indkomstskat og formueskat for personer m.v. ( personskatteloven) er senest ændret ved lov nr. 423 af 13. juni 1990, jf. Folketingstidende 1989-90, sp. 8972, 9203, 10.483, 11.112; tillæg A, 5611; tillæg B, 1843; tillæg C, 1023.
Til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1-3.
Skatten af personlig indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst, der overstiger 155.100 kr. (1991) (6 pct.-skatten), som i forslagets § 2, stk. 2, er foreslået nedsat til 4 pct. af indkomst udover 172.500 kr. for indkomståret 1991, foreslås helt ophævet fra og med indkomståret 1992.
Der sker herved en væsentlig forenkling. Dette skyldes bl.a., at selve beregningen af 6 pct.-skatten ikke længere skal foretages, at der ikke skal ske udligning af positiv og negativ kapitalindkomst mellem ægtefæller, og at der ikke længere skal ske overførsel af uudnyttede bundfradrag mellem ægtefæller.
Positiv kapitalindkomst skal herefter ikke længere beskattes særskilt, men vil blive beskattet med samme procentsats som den skattepligtige almindelige indkomst.
Den gældende § 5, nr. 3, der omfatter 6 pct.-skatten efter § 8, samt § 8 om beregningen af 6 pct.-skatten, skal som konsekvens ophæves.
12 pct.-skatten i den gældende § 5, nr. 2, foreslås forhøjet til 14 pct. fra og med indkomståret 1992, og bundgrænsen foreslås forhøjet fra 227.200 kr. til 237.000 kr. Dette svarer til, at grundbeløbet i 1987-niveau hæves til 208.600 kr. Beløbsgrænsen reguleres efter § 20.
Til nr. 4, 5, 9, 10, 11, 12 og 14.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af ophævelsen af 6 pct.-skatten i forslagets § 1, nr. 1 og 3, fra og med indkomståret 1992.
Til nr. 6-7.
Efter gældende regler skal negativ personlig indkomst efter personskattelovens § 13, stk. 3 og 4, modregnes i årets positive kapitalindkomst, før et resterende underskud kan fremføres til et senere indkomstår til modregning først i kapitalindkomst og derefter i personlig indkomst. For personer, der er samlevende med en ægtefælle ved udgangen af indkomståret, gælder, at negativ personlig indkomst først skal modregnes i den anden ægtefælles personlige indkomst ved beregningen af 12 pct.- og 6 pct.-skatten. Et herefter resterende underskud fragår i ægtefællernes positive kapitalindkomst opgjort under et. Et eventuelt resterende beløb fremføres de 5 følgende indkomstår. Et fremført underskud fragår først i ægtefællernes positive nettokapitalindkomst under et, derefter i den skattepligtiges egen personlige indkomst og endelig i ægtefællens personlige indkomst.
Som en konsekvens af ophævelsen af 6 pct.-skatten foreslås det i underskudsreglerne for negativ personlig indkomst, at der ikke længere skal ske modregning af negativ personlig indkomst i positiv kapitalindkomst. Dette skyldes, at positiv kapitalindkomst ikke længere beskattes særskilt. Negativ personlig indkomst skal efter forslaget fremføres til modregning i et senere indkomstårs positive personlige indkomst inden for 5 år uden forudgående modregning i positiv kapitalindkomst. For personer, der er gift og samlevende med ægtefællen ved indkomstårets udløb, gælder, at den negative personlige indkomst skal modregnes i ægtefællens positive personlige indkomst i samme indkomstår, før der kan ske fremførsel til senere indkomstår af et eventuelt resterende beløb.
Til nr. 8.
Som en konsekvens af ophævelsen af 6 pct.-skatten og forhøjelsen af 12 pct.-skatten til 14 pct. skal der ske ændring i det skrå skatteloft og i formueskatteloftet (det vandrette skatteloft).
Efter de gældende regler nedsættes en skatteyders indkomstskat til staten i det omfang, indkomstskat til staten og kommunal og amtskommunal indkomstskat overstiger 68 pct. af nogen del af den personlige indkomst. Ved denne beregning ses der bort fra skattenedsættelse efter formueskatteloftet.
Det foreslås at nedsætte det skrå skatteloft fra 68 pct. til 64 pct. fra og med indkomståret 1992, svarende til den foreslåede nedsættelse af marginalskatten. Det betyder, at skatten af den sidst tjente krone ikke kan overstige 64 pct. ( bortset fra kirkeskat). Nedsættelsen er en konsekvens af forslaget om at helt at ophæve 6 pct.-skatten fra og med indkomståret 1992.
For indkomståret 1991 nedsættes det skrå skatteloft fra 68 pct. til 66 pct., jf. forslagets § 2, stk. 2.
Efter gældende regler kan indkomstskatten til staten, kommunal og amtskommunal indkomstskat samt formueskat højst udgøre 78 pct. af den skattepligtige indkomst (det vandrette skatteloft). Overstiger de samlede skatter denne grænse, nedsættes først formueskatten med indtil 60 pct., og herefter nedsættes indkomstskatten til staten med det overskydende beløb, således at det samlede skattebeløb så vidt muligt udgør 78 pct. af den skattepligtige indkomst. Den samlede nedsættelse kan dog højst udgøre et beløb, der svarer til den samlede formueskat. Det foreslås at nedsætte det vandrette skatteloft til 76 pct. i 1991 og til 74 pct. fra 1992.
Forslaget er en konsekvens af ophævelsen af 6 pct.-skatten og forhøjelsen af 12 pct.-skatten til 14 pct.
Til nr. 13.
Efter personskattelovens § 10, stk. 3, udgør personfradraget for personer, der ved indkomstårets udløb ikke er fyldt 18 år og ikke har indgået ægteskab, 17.000 kr. i 1987-niveau. Personfradraget udgør for indkomståret 1990 19.000 kr. Det lavere personfradrag har sammenhæng med børnefamilieydelsen.
For indkomståret 1987 udgjorde personfradraget efter personskattelovens § 26, stk. 1, 18.800 kr. Dette havde sammenhæng med, at børnefamilieydelsen for 1987 først blev udbetalt fra og med juli kvartal 1987. Reglen havde kun virkning for indkomståret 1987 og foreslås ophævet.
Efter personskattelovens § 10, stk. 2, 2. pkt., opnår personer, der ved udgangen af indkomståret opfylder aldersbetingelsen efter lov om social pension for at modtage folkepension, et særligt personfradrag med et grundbeløb på 27.100 kr. Personfradraget udgør for 1990 30.200 kr. Er den skattepligtige ved indkomstårets udløb ikke samlevende med en ægtefælle, eller er ægteskab indgået i indkomstårets løb, er personfradragets grundbeløb 48.100 kr., og udgør for 1990 53.600 kr.
Efter personskattelovens § 26, stk. 2, gælder reglerne om forhøjet personfradrag for enlige pensionister tillige for kvinder, der ved udgangen af kalenderåret 1984 var enlige og fyldt 62 år. Reglen foreslås ophævet, idet den har udtømt sin virkning, da de pågældende skattepligtige nu vil være fyldt 67 år og således være omfattet af de generelle regler i § 10.
Til § 2
Reglerne har virkning fra og med indkomståret 1992.
Der foreslås i stk. 2 en overgangsordning, hvorefter 6 pct.-skatten i indkomståret 1991 nedsættes til 4 pct. 6 pct.-skatten bortfalder derefter fra og med indkomståret 1992, jf. § 1, nr. 1 og 3. Bundfradraget for 6 pct.-skatten, der i 1991 opkræves med 4 pct., er for indkomståret 1991 172.500 kr., svarende til et grundbeløb på 151.800 kr. i 1987-niveau. Beløbet reguleres efter § 20.
Tilsvarende foreslås det, at grænsen for det skrå skatteloft nedsættes fra de nuværende 68 pct. til 66 pct. i indkomståret 1991. Grænsen nedsættes derefter til 64 pct. fra og med indkomståret 1992, jf. § 1, nr. 8.
Endelig foreslås formueskatteloftet nedsat fra de nuværende 78 pct. til 76 pct. i indkomståret 1991 og derefter til 74 pct. fra og med indkomståret 1992, jf. § 2, stk. 2, og § 1, nr. 8.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser
der berøres af lovforslaget
§ 1
I lov om indkomstskat og formueskat for personer m.v. (personskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 676 af 4. oktober 1990, foretages følgende ændringer:
1. § 5 affattes således:
» § 5. Indkomstskatten til staten opgøres som summen af
1) almindelig indkomstskat efter § 6,
2) 14 pct.s indkomstskat efter § 7 og
3) skat af udbytteindkomst efter § 8 a.«.
§ 5. Indkomstskatten til staten opgøres som summen af
1) almindelig indkomstskat efter § 6,
2) 12 pct.s indkomstskat efter § 7 og
3) 6 pct.s indkomstskat efter § 8.
2. I § 7, 1. pkt., ændres »12 pct.« til: »14 pct.«, og »200.000 kr.« ændres til: »208.600 kr.«.
§ 7. Skatten efter § 5, nr. 2, beregnes med 12 pct. af den del af den personlige indkomst, der overstiger et grundbeløb på 200.000 kr. Grundbeløbet reguleres efter § 20.
3. § 8 ophæves.
§ 8. Skatten efter § 5, nr. 3 beregnes med 6 pct. af den personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst, i det omfang denne sum overstiger et bundfradrag på 140.000 kr. Bundfradraget reguleres efter § 20.
Stk. 2. Hvis en gift persons personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst er lavere end det i stk. 1 nævnte bundfradrag, forhøjes den anden ægtefælles bundfradrag med forskelsbeløbet. Forhøjelsen kan dog højst udgøre et til bundfradraget svarende beløb. Er kapitalindkomsten negativ, fragår den i den anden ægtefælles positive kapitalindkomst ved beregningen af skat efter § 5, nr. 3. Det er en forudsætning, at ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udløb.
Stk. 3. Dør en gift person, der levede sammen med sin ægtefælle ved dødsfaldet, indrømmes der to fradrag efter stk. 1 ved beregningen af afdødes skat, når afdøde er omfattet af kildeskattelovens § 14, stk. 1-9. Den længstlevende ægtefælle er i samme tilfælde berettiget til to fradrag efter stk. 1 ved beregningen af skatten for dødsåret, medmindre længstlevende lever sammen med en ny ægtefælle ved udgangen af dødsåret. Overførsel af uudnyttede fradrag mellem afdødes og ægtefællens ansættelser foretages ikke.
Stk. 4. Hvis der efter kildeskattelovens §§ 13 eller 20 C, stk. 1, 2. pkt., foretages en ansættelse af afdødes og længstlevendes indkomst i dødsåret, kan et eventuelt uudnyttet fradrag efter stk. 1 overføres til forhøjelse af den anden ægtefælles fradrag efter stk. 1. Det er en forudsætning, at ægtefællerne var samlevende ved dødsfaldet, og at den længstlevende ægtefælle ikke lever sammen med en ny ægtefælle ved udgangen af dødsåret.
4. I § 9, 1. pkt., ændres »§§ 6-8 og 8 a, stk. 2,» til: »§§ 6, 7 og 8 a, stk. 2,», og i 2. pkt. udgår: », 8«.
Bestemmelsen foreslås ændret med virkning fra indkomståret 1991 i lovforslag L 8 (forslag til lov om ændring af forskellige skattelove (ophævelse af dobbeltbeskatningen af aktieudbytter)), § 1, nr. 8.
5. I § 13, stk. 1, 1. pkt., ændres »§§ 7, 8 og 8 a, stk. 2« til: »§§ 7 og 8 a, stk. 2«, i 3. pkt. ændres »§§ 7, 8 og 8 a, stk. 2« til: »§§ 7 og 8 a, stk. 2«, og i § 13, stk. 2, 2. pkt., ændres »§§ 7, 8 og 8 a, stk. 2« til: »§§ 7 og 8 a, stk. 2«.
6. § 13, stk. 3, affattes således:
» Stk. 3. Negativ personlig indkomst fremføres til fradrag i personlig indkomst for de nærmest følgende 5 indkomstår ved opgørelsen af beregningsgrundlaget efter § 7. I denne periode kan fradraget for negativ personlig indkomst dog kun fremføres til et senere indkomstår, hvis det ikke kan rummes i personlig indkomst for et tidligere indkomstår.«.
7. § 13, stk. 4, affattes således:
» Stk. 4. Hvis en gift persons personlige indkomst er negativ, og ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udløb, skal det negative beløb ved opgørelsen af beregningsgrundlaget efter § 7 fradrages i den anden ægtefælles personlige indkomst. Et negativt beløb, der herefter ikke er fradraget, fremføres inden for de følgende 5 indkomstår efter stk. 3, sidste pkt. Hvert år fradrages negativ personlig indkomst først i den skattepligtiges personlige indkomst og derefter i ægtefællens personlige indkomst.«.
* § 13. Hvis den skattepligtige indkomst udviser underskud, skal skatteværdien af underskuddet - beregnet med de i § 12, stk. 1, nævnte procenter - så vidt muligt modregnes i de beregnede skatter efter §§ 7-8. Et herefter resterende underskud fremføres til fradrag i den skattepligtige indkomst for de følgende 5 indkomstår. Inden for 5 års-perioden kan fradraget for underskud i skattepligtig indkomst dog kun fremføres til et senere indkomstår, hvis det ikke kan rummes i skattepligtig indkomst eller modregnes med skatteværdien i skat efter §§ 7-8 for et tidligere indkomstår.
Stk. 2. Hvis en gift persons skattepligtige indkomst udviser underskud, og ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udløb, skal underskud, der ikke er modregnet efter stk. 1, 1. pkt., i størst muligt omfang fradrages i den anden ægtefælles skattepligtige indkomst. Derefter modregnes skatteværdien af uudnyttet underskud i ægtefællens beregnede skatter efter §§ 7-8. Et herefter overskydende beløb fremføres til fradrag i de 5 følgende indkomstår efter stk. 1, 3. pkt. Hvert år fradrages underskud først i den skattepligtiges indkomst og i øvrigt efter samme regler, som gælder for underskudsåret.
Stk. 3. Hvis den personlige indkomst er negativ, modregnes den ved opgørelsen af beregningsgrundlaget efter § 8 i indkomstårets positive kapitalindkomst. Et resterende negativt beløb fremføres til fradrag først i kapitalindkomst og derefter i personlig indkomst for de nærmest følgende 5 indkomstår ved opgørelsen af beregningsgrundlaget efter §§ 7-8. I denne periode kan fradraget for negativ personlig indkomst dog kun fremføres til et senere indkomstår, hvis det ikke kan rummes i kapitalindkomst og personlig indkomst for et tidligere indkomstår.
Stk. 4. Hvis en gift persons personlige indkomst er negativ, og ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udløb, skal det negative beløb ved opgørelsen af beregningsgrundlaget efter §§ 7-8 fradrages i den anden ægtefælles personlige indkomst. Et resterende negativt beløb modregnes i ægtefællernes positive kapitalindkomst opgjort under eet. Har begge ægtefæller positiv kapitalindkomst, modregnes det negative beløb fortrinsvis i den skattepligtiges kapitalindkomst og derefter i ægtefællens kapitalindkomst. Et negativt beløb, der herefter ikke er fradraget, fremføres inden for de følgende 5 indkomstår efter stk. 3, sidste pkt. Hvert år fradrages negativ personlig indkomst først i ægtefællernes positive kapitalindkomst opgjort under eet, derefter i den skattepligtiges personlige indkomst og endelig i ægtefællens personlige indkomst. 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse.
- - -
* Bestemmelsen foreslås ændret med virkning fra indkomståret 1991 i lovforslag L 8 (forslag til lov om ændring af forskellige skattelove (ophævelse af dobbeltbeskatningen af aktieudbytter)), § 1, nr. 9, 10 og 11.
8. I § 19, stk. 1, 1. pkt., ændres »68 pct.« til: »64 pct.«, og i stk. 2, 1. og 2. pkt., og i stk. 5, 1. og 2. pkt., ændres »78 pct.« til: »74 pct.«.
9. § 19, stk. 4, nr. 4, udgår.
Nr. 5-6 bliver herefter nr. 4-5.
10. I § 19, stk. 4, nr. 5, der bliver nr. 4, ændres »de i nr. 3 og 4« til: »det i nr. 3«.
11. I § 19, stk. 4, nr. 6, der bliver nr. 5, ændres »nr. 2-5« til: »nr. 2-4«.
* § 19. Hvis en skatteyders indkomstskat til staten, kommunale indkomstskat og amtskommunale indkomstskat tilsammen beregnes med mere 68 pct. af en del af den personlige indkomst, nedsættes indkomstskatten til staten med det overskydende beløb. Ved beregningen af de nævnte indkomstskatter betragtes den øverste del af beskatningsgrundlagene som personlig indkomst, og der ses bort fra skattenedsættelse efter stk. 2-5.
- - -
Stk. 4. Ved beregning af nedsættelsen efter stk. 2 for ægtefæller omfattet af stk. 3 benyttes følgende skattebeløb:
- - -
4) Skat efter § 8 beregnet med eet bundfradrag af den personlige indkomst hos den ægtefælle, der har den største personlige indkomst, med tillæg af ægtefællernes samlede positive nettokapitalindkomst.
5) Er skatteloftsindkomsten negativ, modregnes skatteværdien af det negative beløb i de i nr. 3 og 4 nævnte skattebeløb.
6) De i nr. 2-5 nævnte indkomstskattebeløb nedsættes dels efter stk. 1, dels med skatteværdien af eet personfradrag.
- - -
* Stk. 2. og stk. 5, 1. og 2. pkt., foreslås ændret med virkning fra indkomståret 1991 i lovforslag L 8 (forslag til lov om ændring af forskellige skattelove (ophævelse af dobbelbeskatningen af aktieudbytter)), § 1, nr. 13 og 16.
12. I § 20, stk. 1, 1. pkt., udgår: »og det i § 8 nævnte bundfradrag«.
§ 20. De i §§ 7, 10, 15, 16 og 18 nævnte grundbeløb og det i § 8 nævnte bundfradrag reguleres efter et årligt beregnet reguleringstal. Reguleringstallet beregnes som det foregående års reguleringstal forhøjet med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket den af finansministeren bekendtgjorte tilpasningsprocent for det pågældende finansår efter lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringstallet beregnes med een decimal.
13. § 26, stk. 1-2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 1.
§ 26. Personfradraget efter § 10, stk. 3, fastsættes for indkomståret 1987 til 18.800 kr.
Stk. 2. Reglen i § 10, stk. 2, 2. pkt., gælder tillige for kvinder, der ved udgangen af kalenderåret 1984 var enlige og fyldt 62 år.
Stk. 3. Skattemæssige underskud, der er konstateret i indkomstårene 1982-86 og fremført efter ligningslovens § 15, fremføres til fradrag efter § 13, stk. 1-2.
14. § 27, stk. 2, affattes således:
» Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om overførsel af personfradrag efter § 10, stk. 8.«.
§ 27. - - -
Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om overførsel af fradrag efter § 8, stk. 4, og om overførsel af personfradrag efter § 10, stk. 8.