1990 BSF 12 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM INDFØRELSE AF FRADRAG FOR REPARATION, VEDLIGEHOLDELSE M.V. AF EJER- OG LEJERBOLIGER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19901BA00012@1990-10-30/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at gennemføre en lovgivning,
hvorefter såvel ejere som lejere kan fradrage udgifter til
reparation, vedligeholdelse m.v. af egen eller lejet bolig ved
opgørelse af den skattepligtige indkomst efter følgende
retningslinjer:
A. Fradrag kan foretages i den skattepligtige indkomst indtil et beløb af 15.000 kr. årligt.
B. Fradraget kan kun foretages på grundlag af dokumenterede udgifter for arbejder udført af momsregistrerede virksomheder.
C. Ejere af en- og tofamilieshuse, ejerlejligheder og de i ligningslovens § 15 F omhandlede stuehuse, der tjener til helårsbolig for ejeren, bør i stedet for det omhandlede vedligeholdelsesfradrag have mulighed for at vælge det eksisterende standardfradrag på 2.000 kr.
Bemærkninger til forslaget
Forslaget tager sigte på at opmuntre såvel ejere som lejere til at lade deres bolig vedligeholde og reparere af momsregistrerede virksomheder inden for et fradragsberettiget beløb på op til 15.000 kr. pr. år.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at forslaget vil medvirke til at skabe en tiltrængt øget beskæftigelse både i byggefagene og i de dermed forbundne sektorer. Desuden vil man herigennem bidrage til en generel nødvendig forbedring af boligernes stand.
Håndværksrådets økonomiske beregninger viser, at beskæftigelsen forøges med omkring 3,5 mand, heraf hovedparten inden for byggefagene, for hver 1 mio. kr. der investeres i reparation og vedligeholdelse. Der er heri medregnet de afledte beskæftigelsesvirkninger som følge af den øgede aktivitet, idet den umiddelbare stigning i byggeriet giver øgede leverancer fra andre sektorer i samfundet.
For statskassen betyder øget beskæftigelse en betydelig besparelse i udbetalte dagpenge. Herudover kan der forudsiges en stigning i provenuet af skatter og moms, hvilket også skal ses i sammenhæng med forslagets dæmpende virkning på gør det selv-arbejde og begrænsning af såkaldt sort arbejde.
Ifølge beregninger fra Håndværksrådet udføres der gør det selv-arbejde og sort arbejde på ejerboliger alene for ca. 20 mia. kr. pr. år.
I dag ligger niveauet for reparations- og vedligeholdelsesarbejder på såvel ejer- som lejerboliger på omkring 12 mia. kr. pr. år. Såfremt forslaget gennemføres, antages det at stige til 17-18 mia. kr. I dette skøn er medtaget den forudsætning, at det er urealistisk at tro på et fuldstændigt ophør af de ovennævnte arbejdsformer.
Den forventede merbeskæftigelse på 21.000 personer skønnes at ville indbringe 3-3,5 mia. kr. i ekstra skatte- og momsindtægter.
Såfremt fradraget på 15.000 kr. udnyttes fuldt ud, falder standardfradraget på 2.000 kr. bort. Dette forventes at ville indbringe 1 mia. kr. til statskassen. Den forøgede beskæftigelse som følge af forslaget forventes at ville medføre dagpengebesparelser på ca. 1 mia. kr.
Indførelse af fradragsordningen skønnes umiddelbart at medføre et direkte provenutab for staten på 5-6 mia. kr. På grund af de afledte positive virkninger, der også må baseres på skøn, forventes det imidlertid, at en gennemførelse af forslaget vil være udgiftsneutral.
Forslaget til folketingsbeslutning er en uændret genfremsættelse af et i folketingsåret 1988-89 fremsat beslutningsforslag, nr. B 43, se Folketingstidende 1988-89, forhandlingerne sp. 4484 samt tillæg A sp. 3721.