1990 BSF 20 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM LÆNGEREVARENDE UDDANNELSESFORLØB FOR ARBEJDSLØSE KVINDER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19901BA00020@1990-11-13/da
Indhold
Det pålægges arbejdsministeren at udarbejde lovforslag om et mindst
etårigt uddannelsesforløb for kvinder, der på grund af arbejdsløshed
er uddannelsesstøtteberettiget på dagpenge, og for arbejdsløse
kvindelige bistandsmodtagere efter følgende retningslinjer:
- AMU-centrene, voksenskolen og den kommunale arbejdsformidling udarbejder i samarbejde med de arbejdsløse kvinder et mindst etårigt uddannelsesforløb, hvor praktik og teori sættes i sammenhæng.
- I forløbet indgår, at teorien kan føre til afgangsprøve på 9.-10. klasse niveau i fagene dansk, regning, matematik og fysik, og at praktikken kan udføres på eksisterende arbejdspladser.
- Under uddannelsesforløbet modtager kvinderne uddannelsesstøtte svarende til dagpenge.
Lovforslaget fremsættes så betids, at ordningen kan igangsættes fra den 1. april 1991.
Bemærkninger til forslaget
Der har gennem de seneste år fundet en omfattende forsøgsvirksomhed sted for at lave længerevarende uddannelsesforløb for ufaglærte og korttidsuddannede kvinder.
De bedste af disse uddannelsesforløb har vist sig at bygge på ovenstående principper. Og der findes både i Arbejdsministeriet og hos undervisningsministeren adskillige rapporter, hvori forsøgsuddannelserne er nøje beskrevet.
Det er på tide, at disse uddannelser bliver permanente.
Forslagsstillerne finder ikke, at et etårigt uddannelsesforløb er det bedste. Principielt burde hele uddannelsessystemet stå til rådighed for arbejdsløse. Dette er der ikke flertal for endnu, såfremt der er tale om, at de arbejdsløse skal have uddannelsesstøtte på dagpengeniveau.
Dette forslag er derfor et minimumsforslag, der gerne skulle føre til bedre kvalifikationer for dem, der får uddannelsen, således at de er bedre kvalificerede til arbejdsmarkedet efter endt uddannelse.
De eksisterende 13 ugers forløb, som er et resultat af et forlig mellem regeringen og Socialdemokraterne, har vist sig ikke at være tilstrækkelige; dette er der også rapporter, der påpeger.
Derfor er tiden nu inde til at bruge de mange forsøgsprojekter, der har været bevilget penge til, som afsæt for en ny længerevarende uddannelse inden for arbejdsmarkedsuddannelserne.
Det skal ligeledes være muligt for arbejdsløse bistandsmodtagere at komme ind i et sådant uddannelsesforløb, mens de modtager bistandshjælp f.eks. på § 42 eller lignende.