1990 BSF 34 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM MILJØSKILTNING VED VIRKSOMHEDER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19901BA00034@1990-11-22/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til senest 1. april 1991 at
udarbejde et forslag om miljøskiltning ved virksomheder. Denne
skiltning skal vise tilladt miljøbelastning og eventuelt sidste års
miljøbelastning efter følgende retningslinier:
1) Virksomhedernes betydning for såvel nærmiljøet i form af udledninger til luft og vand samt affaldsbortskaffelse som for det globale niveau i form af materiale- og energiforbrug og bidrag til den mere diffuse forurening skal anskueliggøres for ansatte og offentligheden.
2) De nærmere retningslinier for miljøskiltningen udarbejdes i samarbejde med repræsentanter for industri, amter, kommuner og miljøorganisationer.
3) Den daglige administration og herunder tilsyn med ordningen varetages af godkendelsesmyndigheden for den enkelte virksomhed.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
I USA er der som led i lovgivningen om farligt affald og kemikalieaffaldsdepoter indført to typer af rapporteringspligt, som har haft stor betydning både for virksomhedernes motivation for at indføre renere teknologier og for offentlighedens indsigt i virksomhedernes miljøforhold i øvrigt. Det ene krav siger, at virksomheder hvert andet år skal oplyse myndighederne om fremkomst og bortskaffelse af farligt affald. I forbindelse hermed skal virksomhederne i øvrigt bekræfte, at de har udarbejdet en affaldsminimeringsplan. (Resource Conservation and Recovery Act, Amendments of 1986). Det andet krav omhandler en årlig rapportering af udledning til luft og vand af godt 300 kemikalier - de såkaldte »Toxic Release Inventories«.
Princippet i den danske miljøbeskyttelseslov er, at virksomheder, som tilhører en nærmere specificeret liste over særligt forurenende virksomheder, i tilfælde af udvidelser eller nyanlæg skal have ændringen forhåndsgodkendt af den kommunale eller amtskommunale myndighed. Til grund for godkendelsen udarbejder virksomheden en miljøteknisk beskrivelse, som bl.a. specificerer de forventede udledninger af spildprodukter til luft og vand samt den forventede håndtering og bortskaffelse af affald. Herudfra fastsætter den godkendende myndighed en række vilkår, som detaljeret redegør for, hvor meget og hvorledes virksomheden må forurene.
Specielt for olie- og kemikalieaffald gælder, at virksomheden skal anmelde mængde og art af frembragt olie- og kemikalieaffald, og at dette skal bortskaffes på Kommunekemi eller gennem en anden af kommunen godkendt behandlingsmåde, herunder genanvendelse.
Tilsyn med overholdelse af de stillede vilkår er henlagt til de kommunale eller amtskommunale myndigheder og tager udgangspunkt i virksomhedens egen kontrol.
Specielt vedrørende fast affald og olie- og kemikalieaffald betyder de gældende bekendtgørelser, at de kommunale eller amtskommunale myndigheder kan kræve en nærmere redegørelse fra virksomhederne om den aktuelle affaldsfrembringelse og -bortskaffelse, herunder om affaldstyper, -sammensætning, -mængde m.m.
Erfaringerne fra affaldsplanlægning i bl.a. Københavns Kommune har vist, at meget få virksomheder har et reelt billede af deres aktuelle affaldsfrembringelse. Noget tilsvarende gælder for olie~ og kemikalieaffald således som det er erfaret udfra Kommunekemis såkaldte »Miljøtilsynsregister«.
Der opstilles således i dag rammer for en miljømæssig bogføring på de enkelte virksomheder, men der findes ikke i miljølovgivningen et krav om et samlet miljøregnskab. Samtidig betyder spredningen af kontrol- og rapporteringskrav på flere forskellige bekendtgørelser og administrative enheder, at det er vanskeligt for ikke at sige umuligt at få et billede af virksomhedens samlede miljøbelastning.
EF-Kommissionen har netop udsendt et diskussionsnotat om »Environmental Auditing«, som på sigt skal gøres til et direktivkrav til alle virksomheder om at udarbejde et årsregnskab (miljøstatus) for deres miljøpåvirkning. Et sådant regnskab skal omfatte
- emissioner
- affaldshåndtering
- støj- og luftforhold
- sikkerhed
- energi, vand og råmaterialer
- produkter
- ledelse
- information
- forsikring
Endvidere skal virksomhederne informere om planlagte forbedringer motiveret i ønsker om bedre ledelse og styring, højere effektivitet, rensningsbesparelser og bedre image, kreditværdighed og social status. Det er tanken, at virksomhedernes organisering af dette arbejde skal bistås af myndighederne på miljøområdet.
Som motivation for forslaget kan der henvises til den skiltning, som en række udenlandske virksomheder inden for bl.a. den kemiske industri har om deres uheldsstatistik. Dette uheldsskilt er oftest placeret ved indgangen til virksomheden, og det giver typisk i form af kurver eller søjler en let tilgængelig information om det aktuelle antal uheld i året, sammenlignet med sidste års uheld og virksomhedens målsætning. Skiltet er med til at motivere såvel ansatte som ledelse til uheldsforebyggelse og -afhjælpning.
Virkningen af et krav om miljøskiltning vil således dels være rettet mod virksomhederne selv, idet såvel ansatte som ledelse motiveres til en systematisk og samlet registrering af miljøforholdene samt en offentlighedsrettet åbenhed herom, dels mod naboer, miljøgrupper og befolkningen i øvrigt. Specielt for sidstnævnte gruppe vil en sådan skiltning give et langt bedre grundlag for en dialog med virksomhederne om deres miljøforhold og betydningen for miljø- og livskvalitet såvel i nærområdet som på nationalt og globalt plan.
Bemærkninger til forslagets enkelte punkter
Ad 1.
Som udgangspunkt for skiltningens (og hermed miljøregnskabets) udformning kunne man kombinere en række overordnede hensyn til miljø og ressourcer med nogle kontante og målbare størrelser f.eks.:
Påvirkning på: Påvirkning med: --------------------------------------------------------------------~ - drivhuseffekt kuldioxid, lattergas, CFC - ozonlag CFC og flygtige organiske forbindelser - forsuring nitrogenoxider, svovldioxid og klorbrinte - behandlingsbehov for farligt affald antal tons olie- og kemikalieaffald - behandlingsbehov for fast affald antal tons fast affald og udgift til betaling af affaldsafgifter. - behov for spildevandsrensning antal m3-spildevand og udgift til spildevandsrensning - luftrensning forbrug af energi og kemikalier til udstyr, rå-emissioner af tungmetaller, PAH, og lign. - eutrofiering mængde kvælstof, fosfor og organisk stof - forbrug af toksiske stoffer tons/kilo på listen over farlige stoffer af f.eks. tungmetaller og sværtnedbrydelige stoffer f.eks. målt som totalt organisk klor - forbrug af økotoksiske stoffer stoffer, som skal mærkes som miljøfarlige, jf. EF-forslag. Opgjort som ovenfor - vandforbrug kubikmeter drikkevand, f.eks. kølevand og lignende - forbrug af fossil energi gigajoule --------------------------------------------------------------------~
Det skal bemærkes, at landbrugsvirksomhedernes forbrug af kemikalier i form af kunstgødning og pesticider på tilsvarende vis kunne indgå i et landbrugsorienteret miljøregnskab. Blandt mere globale effekter kunne også nævnes ørkendannelse og jorderosion, hvilket kunne måles ved virksomheders forbrug af regnskovstømmer og lignende ressourcer.
Ad 2-3.
Der henvises til forslagets almindelige bemærkninger.