1990 LSF 99 FORSLAG TIL LOV OM BESKYTTELSE MOD ELEKTROMAGNETISKE FORSTYRRELSER

GældendeVersion 1995-04-07

Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199022K00099@1995-04-07/da

Indhold

Indledning

Kapitel 1

Anvendelsesområde

§ 1. Loven gælder for apparater, der kan fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, eller hvis funktion kan blive påvirket af sådanne forstyrrelser.

Stk. 2. Ved apparater forstås i denne lov alle elektriske og elektroniske apparater samt udstyr og anlæg, der indeholder elektriske eller elektroniske komponenter.

Stk. 3. Ved elektromagnetisk forstyrrelse forstås et elektromagnetisk fænomen, der kan forstyrre en mekanismes, et apparats eller et systems funktion.

§ 2. De i § 1, stk. 2, nævnte apparater skal være konstrueret på en sådan måde,

1) at de ikke frembringer kraftigere elektromagnetiske forstyrrelser, end at radio- og telekommunikationsapparater og andre apparater kan fungere i overensstemmelse med deres formål, og

2) at de har en tilstrækkelig reel immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser til, at de kan fungere i overensstemmelse med deres formål.

Kapitel 2

Markedsføring og benyttelse

§ 3. Apparater må kun markedsføres, tages i brug eller anvendes, hvis de opfylder § 2, og når overensstemmelsen hermed er angivet ved EF-overensstemmelsesmærket (CE).

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke den fortsatte anvendelse af apparater, der er taget i brug før den 1. januar 1992, jf. dog § 8.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 anses for opfyldt, hvis apparatet er i overensstemmelse med

1) nationale standarder til gennemførelse af de harmoniserede EMC-standarder, hvis referencer er blevet offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende, eller

2) nationale standarder, hvis referencer er blevet offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende, når der ikke findes harmoniserede EMC-standarder på de områder, som standarderne omfatter.

Stk. 4. Kommunikationsministeren fastsætter nærmere regler om attestation for opfyldelse af § 2 og om mærkning af apparater i forbindelse med markedsføring.

§ 4. Radioudstyr, der anvendes af radioamatører ifølge definition nr. 53 i artikel 1 i radioreglementet, der indgår i Den Internationale Telekommunikationskonvention, er ikke omfattet af § 3 i denne lov, medmindre udstyret findes i handelen.

§ 5. Kommunikationsministeren fastsætter bestemmelser og iværksætter de foranstaltninger, der er nødvendige for gennemførelse her i landet af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs direktiv af 3. maj 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet (89/336/EØF) eller særdirektiver indeholdende beskyttelseskrav om elektromagnetisk kompatibilitet (EMC).

Kapitel 3

Forstyrrelser

§ 6. Konstateres der elektromagnetiske forstyrrelser mellem apparater, hvoraf det ene eller begge ikke opfylder § 2, skal ejerne eller brugerne af apparaterne på egen bekostning bringe disse i overensstemmelse med § 2, jf. § 3.

§ 7. Kommunikationsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om afhjælpning af elektromagnetiske forstyrrelser.

§ 8. Konstateres der elektromagnetiske forstyrrelser af lovligt bestående radiotjenester fra apparater, som er taget i brug før den 1. januar 1992 eller efter bestemmelser fastsat i medfør af § 15, skal ejeren eller brugeren af det forstyrrende apparat bringe apparatet i overensstemmelse med de grænseværdier, som var gældende for apparatet ved ibrugtagningen.

Stk. 2. Ejeren eller brugeren skal, hvis der ikke er fastsat bestemmelser for apparatet, begrænse de elektromagnetiske forstyrrelser til en grad, der sikrer forstyrrelsesfri modtagning af de nævnte radiotjenester.

Stk. 3. Kommunikationsministeren kan bestemme, at bestemmelser fastsat i henhold til denne lov om afhjælpning af elektromagnetiske forstyrrelser også skal gælde for apparater taget i brug før den 1. januar 1992.

§ 9. Kommunikationsministeren kan uanset bestemmelserne i §§ 2 og 3 fastsætte forskrifter om installation, ibrugtagning og benyttelse af apparater for at

1) afhjælpe eksisterende eller forventede problemer med elektromagnetiske forstyrrelser på særlige lokaliteter eller

2) beskytte offentlige telekommunikationsnet eller modtage- eller sendestationer, der anvendes til sikkerhedsformål.

Stk. 2. Hvis elektromagnetiske forstyrrelser medfører, at personer eller betydelige samfundsværdier udsættes for fare som følge af, at en livsvigtig eller særlig samfundsvigtig kommunikationstjeneste forstyrres, kan tilsynsmyndigheden kræve driften af det forstyrrende apparat standset øjeblikkelig, og der kan træffes de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette påbud, herunder plombering af apparatet.

§ 10. Hvis der ikke med hjemmel i denne lov kan sikres en samfundsvigtig radiotjeneste tilstrækkelig beskyttelse mod forstyrrelse, kan kommunikationsministeren iværksætte ekspropriation efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom for at opnå sådan sikring. Nævnte lovs § 2 gælder ikke for disse ekspropriationer. Ekspropriationen kan gå ud på, at et bestemt angivet geografisk område pålægges servitut om, at det inden for området ikke er tilladt at anvende nærmere angivne elektriske apparater og anlæg eller at opføre bygninger eller tilsvarende faste anlæg.

Kapitel 4

Tilsyn og kontrol

§ 11. Kommunikationsministeren fastsætter bestemmelser om tilsyn og kontrol med overholdelse af loven og de i henhold til denne fastsatte bestemmelser, herunder om

1) forbud mod markedsføring, ibrugtagning og anvendelse af apparater, hvor det er konstateret, at kravene ikke er overholdt, og

2) pligt for forhandlere til at tilbagetage apparater omfattet af forbud, jf. nr. 1, samt at tilbagekalde sådanne apparater.

Stk. 2. Virksomheder, som fremstiller eller markedsfører apparater, skal til enhver tid give tilsynsmyndigheden adgang til uden retskendelse mod forevisning af behørig legitimation at foretage undersøgelser ved de omhandlede apparater eller udtage eksemplarer af apparater til kontrol af overholdelsen af bestemmelserne om elektromagnetisk kompatibilitet.

Stk. 3. Med henblik på opklaring af aktuelle forstyrrelsestilfælde skal ejere og brugere af apparater, der kan være årsag til forstyrrelserne, til enhver tid give tilsynsmyndigheden adgang til uden retskendelse mod behørig legitimation at foretage undersøgelse af apparaterne.

§ 12. Kommunikationsministeren kan fastsætte bestemmelser om gebyrer i forbindelse med tilsyn og kontrol med overholdelse af loven og de i henhold til denne fastsatte bestemmelser.

Kapitel 5

Straffebestemmelser

§ 13. Overtrædelse af § 3 og § 11, stk. 2 og 3, straffes med bøde. Med samme straf straffes den, der undlader at efterkomme påbud, der er givet i henhold til § 9, stk. 2.

Stk. 2. I forskrifter, der udfærdiges efter loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan bødeansvar pålægges selskabet som sådant. For overtrædelse begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.

Kapitel 6

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 1992.

Stk. 2. Lov om foranstaltninger mod forstyrrelse af radiomodtagning, jf. lovbekendtgørelse nr. 528 af 17. oktober 1978, ophæves.

§ 15. Kommunikationsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at bekendtgørelser udfærdiget i henhold til den i § 14, stk. 2, nævnte lov kan forblive i kraft indtil den 1. januar 1996. Markedsføring og ibrugtagning kan indtil denne dato ske enten efter bestemmelserne i disse bekendtgørelser eller efter bestemmelserne i denne lovs § 2 og § 3.

§ 16. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Anvendelsesområde

§ 1. Loven gælder for apparater, der kan fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, eller hvis funktion kan blive påvirket af sådanne forstyrrelser.

Stk. 2. Ved apparater forstås i denne lov alle elektriske og elektroniske apparater samt udstyr og anlæg, der indeholder elektriske eller elektroniske komponenter.

Stk. 3. Ved elektromagnetisk forstyrrelse forstås et elektromagnetisk fænomen, der kan forstyrre en mekanismes, et apparats eller et systems funktion.

§ 2. De i § 1, stk. 2, nævnte apparater skal være konstrueret på en sådan måde

1) at de ikke frembringer kraftigere elektromagnetiske forstyrrelser, end at radio- og telekommunikationsapparater og andre apparater kan fungere i overensstemmelse med deres formål, og

2) at de har en tilstrækkelig reel immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser til, at de kan fungere i overensstemmelse med deres formål.

Kapitel 2

Markedsføring og benyttelse

§ 3. Apparater må kun markedsføres, tages i brug eller anvendes, hvis de opfylder § 2, og når overensstemmelsen hermed er angivet ved EF-overensstemmelsesmærket (CE).

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke den fortsatte anvendelse af apparater, der er taget i brug før den 1. januar 1992, jf. dog § 8.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 anses for opfyldt, hvis apparatet er i overensstemmelse med

1) nationale standarder til gennemførelse af de harmoniserede EMC-standarder, hvis referencer er blevet offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende, eller

Stk. 4. Kommunikationsministeren fastsætter nærmere regler om attestation for opfyldelse af § 2 og om mærkning af apparater i forbindelse med markedsføring.

Kapitel 3

Forstyrrelser

§ 7. Kommunikationsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om afhjælpning af elektromagnetiske forstyrrelser.

§ 9. Kommunikationsministeren kan uanset bestemmelserne i §§ 2 og 3 fastsætte forskrifter om installation, ibrugtagning og benyttelse af apparater for at

1) afhjælpe eksisterende eller forventede problemer med elektromagnetiske forstyrrelser på særlige lokaliteter eller

2) beskytte offentlige telekommunikationsnet eller modtage- eller sendestationer, der anvendes til sikkerhedsformål.

Stk. 2. Hvis elektromagnetiske forstyrrelser medfører, at personer eller betydelige samfundsværdier udsættes for fare som følge af, at en livsvigtig eller særlig samfundsvigtig kommunikationstjeneste forstyrres, kan tilsynsmyndigheden kræve driften af det forstyrrende apparat standset øjeblikkeligt, og der kan træffes de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette påbud, herunder plombering af apparatet.

Kapitel 4

Tilsyn og kontrol

§ 11. Kommunikationsministeren fastsætter bestemmelser om tilsyn og kontrol med overholdelse af loven og de i henhold til denne fastsatte bestemmelser, herunder om

1) forbud mod markedsføring, ibrugtagning og anvendelse af apparater, hvor det er konstateret, at kravene ikke er overholdt, og

2) pligt for forhandlere til at tilbagetage apparater omfattet af forbud, jf. nr. 1, samt at tilbagekalde sådanne apparater.

§ 12. Kommunikationsministeren kan fastsætte bestemmelser om gebyrer i forbindelse med tilsyn og kontrol med overholdelse af loven og de i henhold til denne fastsatte bestemmelser.

Kapitel 5

Straffebestemmelser

§ 13. Overtrædelse af § 3 og § 11, stk. 2 og 3, straffes med bøde. Med samme straf straffes den, der undlader at efterkomme påbud, der er givet i henhold til § 9, stk. 2.

Stk. 2. I forskrifter, der udfærdiges efter loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Kapitel 6

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 1992.

Stk. 2. Lov om foranstaltninger mod forstyrrelse af radiomodtagning, jf. lovbekendtgørelse nr. 528 af 17. oktober 1978, ophæves.

§ 16. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Som led i De Europæiske Fællesskabers etablering af Det indre Marked fra 1992 er der af EF-Rådet gennem flere år arbejdet med afvikling af de såkaldte tekniske handelshindringer, idet der tilstræbes en europæisk harmonisering af de tekniske specifikationer, som de enkelte lande har fastsat som betingelse for markedsføring af forskellige varer, som kan frembyde skadelige sundhedsmæssige, sikkerhedsmæssige eller miljømæssige virkninger. Der er på en lang række områder vedtaget EF-Rådsdirektiver, der omfatter forskellige varegrupper.

Den 3. maj 1989 vedtog EF's ministerråd et direktiv (89/336/EØF) om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet (forligelighed). Udtrykket »elektromagnetisk kompatibilitet« forkortes internationalt til EMC.

Der er tale om et rammedirektiv udarbejdet efter de retningslinier, som er indeholdt i EF-Rådets Resolution af 7. maj 1985 (85/C 136/01) om den nye metode i forbindelse med teknisk harmonisering og standarder.

Begrebet EMC er et sammenfattende begreb. Det omfatter de problemer, der er forbundet med at sikre forstyrrelsesfrihed, såvel for radiotjenester som for andet elektrisk udstyr, således at elektriske (herunder elektroniske) apparater af enhver art kan operere uden at blive forstyrret eller selv forstyrre andre elektriske apparater. Begrebet EMC omfatter således også regulering af de frekvensmæssige forhold for radioanlæg (planlægning, koordinering og tildeling af frekvenser m.v.), som her i landet finder sted på grundlag af loven om radiokommunikation (lovbekendtgørelse nr. 210 af 6. april 1976 med senere ændringer). Sidstnævnte forhold behandles ikke i nærværende lovforslag, og EMC-direktivet medfører ikke ændringer i medlemsstaternes hidtidige regulering af disse forhold. Begrebet EMC omfatter endvidere radiostøjforhold, som hidtil har været reguleret ved den danske radiostøjlov (lovbekendtgørelse nr. 528 af 17. oktober 1978 om foranstaltninger mod forstyrrelse af radiomodtagning).

Som følge af EMC-direktivet vil den danske lovgivning på området skulle udvides til også at regulere forstyrrelser, der kan ramme andet udstyr end radiomodtagere, f.eks. edb-anlæg, teleterminaler m.m. Endvidere vil lovgivningen skulle omfatte regler om elektroniske apparaters immunitet over for elektrisk støj af enhver art, herunder påvirkninger fra radiobølger, som udsendes fra radiosendere (f.eks. tv-stationer, biltelefoner, radaranlæg o.lign.).

Den nugældende radiostøjlov er fra 1963 (lov nr. 201 af 31. maj 1963 om foranstaltninger mod forstyrrelse af radiomodtagning, se Folketingstidende 1962-63, sp. 4113, sp. 4457, sp. 5302 og sp. 5540; A 1497; B 787 og 839; C 439) med ændring i 1978 (lov nr. 196 af 3. maj 1978, se Folketingstidende 1977-78, sp. 3925, sp. 4630, sp. 9136 og sp. 9326; A 2319; B 701; C 449).

Loven om beskyttelse mod elektromagnetiske forstyrrelser skal erstatte den gældende radiostøjlov. Betydelige dele af radiostøjlovens principper ønskes dog bibeholdt, idet de anses for at have været værdifulde i forbindelse med tilvejebringelsen og opretholdelsen af ordnede forhold på radiostøjområdet. Det gælder især principperne om forebyggelse og afhjælpning af forstyrrelser.

Der er således tale om en samling af retsregler, som viderefører og supplerer de hidtidige danske retsregler, samtidig med at EMC-direktivet iværksættes. Radiostøjlovens karakter af rammelov bibeholdes og suppleres med bemyndigelser til kommunikationsministeren til at fastsætte de nødvendige detaljerede regler om lovens gennemførelse. Der er derigennem mulighed for i detaljerne at tilpasse de fremtidige danske retsregler til kommende EF-særdirektiver om EMC og den generelle teknologiske udvikling, der særligt på elektronikområdet må påregnes at ville medføre mange nye apparatkategorier og anvendelsesmuligheder, som det ikke på forhånd vil være muligt at beskrive i detaljer.

I medfør af pkt. 11 i EF-Rådsbeslutning af 15. april 1958, der er udstedt med hjemmel i Traktatens artikel 223, stk. 2, kan den enkelte medlemsstat for så vidt angår elektronisk udstyr til militærbrug fravige den fællesskabsmæssige regulering. Inden for forsvaret findes særlige bestemmelser om EMC-krav i forbindelse med indkøb af materiel. Disse bestemmelser vil være på linie med eller strengere end de europæiske harmoniserede EMC-standarder, som danner grundlaget for denne lov. Reglerne om CE-mærkning vil derfor ikke blive forlangt opfyldt for leverancer til forsvaret af det her omhandlede materiel. Forsvaret vil dog uforandret skulle følge regulering og anvisninger mod forstyrrelser af radiomodtagning.

A. De gældende regler

Den første lov om radioforstyrrelser er fra 1931, idet der ret hurtigt, efter at den etablerede statsradiofonis udsendelser var begyndt midt i 1920'erne, viste sig behov for en beskyttelse af radiomodtagning mod forstyrrelser fra elektriske anlæg. I begyndelsen var der tale om en lov med tidsbegrænset gyldighed, men erfaringen gennem årene har vist, at der til stadighed vil være behov for at regulere forholdene med hensyn til radiostøj. Der blev i 1941 gennemført en permanent ordning med pligt for ejere af forstyrrende apparater til at afhjælpe konstaterede tilfælde af forstyrrelser.

Ved radiostøjloven fra 1963 blev der indført det forebyggende princip, at udstyr, der bringes på markedet, allerede på forhånd skal være passende støjdæmpet. Samtidig blev der indført almindelige grænseværdier for udstråling o.lign. afgivelse af energi, som kan virke forstyrrende for modtagning af radiotjenester i nærheden. Baggrunden herfor var, at de nødvendige tekniske dæmpningsforanstaltninger langt lettere og billigere lader sig gennemføre i produktionsleddet. En generel støjdæmpning af færdigfabrikeret udstyr vil sædvanligvis blive besværligere og mere bekostelig.

Efter vedtagelsen af radiostøjloven i 1963 er der udstedt en række bekendtgørelser, der indeholder grænseværdier for støjudstråling og anden afgivelse af elektrisk støj fra en række af de mest potentielle støjkilder: El-apparater, motorer, køretøjers tændingsanlæg, radiofoni- og fjernsynsmodtagere, lysrørsarmaturer samt højfrekvensapparater. Grænseværdierne er i størst mulig udstrækning baseret på internationale anbefalinger. Der er således allerede gennemført en vis international harmonisering af grænseværdierne. For køretøjers tændingsanlæg, el-apparater og lysrørsamaturer er de danske grænseværdier gennemført i overensstemmelse med 3 EF-direktiver fra 1972 og 1976.

Radiostøjlovens gennemførelse har betydet et drastisk fald i omfanget af forekommende radiostøj, som tidligere gav anledning til betydelige forstyrrelser af bl.a. radiofoni- og fjernsynsmodtagning.

De forebyggende foranstaltninger er baseret på overholdelse af grænseværdier, som sikrer en vis generel forstyrrelsesfrihed. Dette giver dog ikke nogen ubetinget garanti mod forstyrrelser, idet der under uheldige omstændigheder alligevel vil kunne forekomme forstyrrelser fra forskriftsmæssigt udstyr, f.eks. hvor de forstyrrende apparater er placeret tæt på modtageren. Sådanne forstyrrelser afklares normalt ved helt lokale arrangementer, f.eks. flytning af apparater eller forbedring af modtageforholdene. I særlige tilfælde har det vist sig nødvendigt for virksomheder, som benytter følsomt elektronisk udstyr, at indføre forbud mod brugen af f.eks. bærbare radiotelefoner på virksomhedens område. Dette skyldes, at virksomhedens udstyr (edb-anlæg, laboratorieudstyr, kontrol- og styreudstyr) ikke har tilstrækkelig immunitet over for de kraftige radiosignaler, der vil være i nærheden af selv små bærbare radiosendere. Der kan nævnes eksempler fra el-kraftværker, hospitaler og edb-anlæg, hvor brugen af bærbare mobiltelefoner har måtte forbydes.

Hvis det er nødvendigt at foretage yderligere støjdæmpning til et lavere niveau end under de gældende grænseværdier for at undgå forstyrrelser af en lovligt bestående radiotjeneste, gælder i radiostøjloven den særlige regel, at sådanne foranstaltninger kan forlanges gennemført, men udgifterne skal afholdes af ejeren af det forstyrrede radioanlæg. For radiofoni og fjernsyn er det fastlagt, at Radiorådet (nu Danmarks Radios bestyrelse) kan bestemme, at udgiften helt eller delvis skal afholdes af Danmarks Radio.

I § 5 i den gældende radiostøjlov er fastlagt det princip, at lovens afhjælpningsbestemmelser først tages i anvendelse, når det er konstateret, at det forstyrrede modtageanlæg ikke er mere følsomt over for forstyrrelser end sædvanligt for sådanne anlæg, og at anlægget ikke er opstillet på uhensigtsmæssig måde.

For de kategorier af elektriske apparater, hvor der ikke er fastsat grænseværdier efter den hidtidige radiostøjlov (f.eks. edb-anlæg), bestemmer radiostøjloven, at det i tilfælde af konstaterede forstyrrelser kan forlanges, at ejeren (brugeren) af det forstyrrende apparat på egen bekostning lader udføre filtrering, afskærmning, frekvensændring eller indskrænkning af benyttelsestiden, således at støjen mindskes så meget, at der sikres forstyrrelsesfri modtagning af dansk radiofoni og dansk fjernsyn på det pågældende sted.

B. EMC-direktivet

Direktivet pålægger medlemsstaterne senest den 1. juli 1991 at vedtage og offentliggøre den nødvendige lovgivning til at iværksætte direktivets bestemmelser.

Direktivet er optrykt som bilag til lovforslaget. I artikel 4 er givet en generel beskrivelse af de beskyttelseskrav, der bør stilles til elektriske apparater for at sikre den ønskede grad af elektromagnetisk kompatibilitet (forligelighed) mellem apparaterne. De grænseværdier, som fremover skal gælde for støj og immunitet, skal fastlægges i harmoniserede standarder, som udarbejdes af de europæiske standardiseringsorganer. Derved skabes der for alle EF-lande en fælles referencestandard, som udstyrs egenskaber kan baseres på allerede i fabrikationsleddet.

Direktivets hovedprincip er, at apparater, som opfylder en harmoniseret standard, frit vil kunne markedsføres i hele EF-området uden at afvente særlige nationale godkendelses- eller kontrolordninger.

Medlemsstaterne pålægges at føre kontrol med, at beskyttelseskravene overholdes i praksis.

Medlemsstaterne har først og fremmest pligt til at sikre, at der kun markedsføres og ibrugtages apparater, der opfylder direktivets bestemmelser. Apparater, som opfylder bestemmelserne, skal forsynes med et CE-mærke. Hvis det konstateres, at et CE-mærket apparat ikke opfylder beskyttelseskravene, giver EMC-direktivets artikel 9 adgang til at begrænse eller evt. helt forbyde markedsføringen.

Direktivet indfører i denne forbindelse en informationsprocedure over for EF-Kommissionen om tilfælde, hvor det i praksis er konstateret, at der er markedsført apparater, som ikke opfylder EMC-direktivets krav.

For de tilfælde, hvor medlemsstaterne får erfaring for, at de vedtagne harmoniserede standarder ikke er tilstrækkelige til at give den ønskede grad af beskyttelse mod forstyrrelser, er der i EMC-direktivets artikel 8 fastsat en informationsprocedure over for EF-Kommissionen med sigte på at få ophævet eller ændret de benyttede standarder.

C. Lovens administrative og økonomiske konsekvenser

Som omtalt i bemærkningerne til lovens § 1 påregnes de to eksisterende støjtjenester, som er etableret under henholdsvis Danmarks Radio og P&T, samlet i een støjtjeneste i den pr. 1. januar 1991 etablerede Telestyrelse under P&T, hvor tilsyns- og kontrolvirksomhed i henhold til lovens kap. 4 vil blive varetaget. Medarbejdere i Danmarks Radios Støjtjeneste vil i den forbindelse blive tilbudt overflytning til Telestyrelsen med deres nuværende arbejdsopgaver. Der forventes overført et antal medarbejdere svarende til maksimalt 16 årsværk fra Danmarks Radio.

Ved sammenlægning af de to støjtjenester vil en række sagstyper kunne behandles mere effektivt. Tidspunktet og de nærmere vilkår for sammenlægningen af de to støjtjenester, herunder finansieringsspørgsmålet, drøftes mellem Danmarks Radio og P&T.

Med lovens ikrafttræden vil størstedelen af de gebyrer, som i dag opkræves i forbindelse med registreringer og godkendelser i henhold til bekendtgørelser under radiostøjloven, bortfalde, efterhånden som fabrikanter og importører i løbet af overgangsperioden efter § 15 overgår til at anvende de nye EMC-regler med CE-mærkning.

De samlede økonomiske konsekvenser af lovens ikrafttræden og den nævnte samling af støjtjenesterne tilrettelægges således, at ændringerne holdes inden for P&T's nettotal.

Efter vedtagelsen af radiostøjloven i 1963 nedsatte ministeren for offentlige arbejder (nu kommunikationsministeren) et Radiostøjnævn. Nævnets sammensætning fremgår af radiostøjlovens § 10. Nævnet har været rådgivende for ministeren, P&T og Danmarks Radio om lovens administration.

Navnlig i årene umiddelbart efter lovens vedtagelse udførte nævnet et stort arbejde i forbindelse med tilrettelæggelse af nye bestemmelser om grænseværdier for udstråling m.v. og godkendelsesprocedurer. Gennem nævnets arbejde blev der etableret et frugtbart samarbejde mellem de offentlige myndigheder, Industrirådet og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som har medvirket til at skabe velordnede forhold på radiostøjområdet.

Fastlæggelse af grænseværdier for radiostøj og immunitet (EMC-standarder) vil fremover blive varetaget af de europæiske standardiseringsorganer i overensstemmelse med principperne i EF's resolution af 7. maj 1985 om en ny metode i forbindelse med teknisk harmonisering og standarder. Danske virksomheder og organisationer, som har interesse for standardiseringsarbejdet på EMC-området, kan deltage direkte i de pågældende organer eller i de danske kontaktgrupper til standardiseringsorganerne.

Hovedformålet med nævnets virke er dermed ikke længere til stede. Radiostøjnævnet vil derfor ikke blive videreført som et permanent forum. I stedet vil P&T efter behov etablere mere uformelle kontaktmøder (ERFA-grupper) med repræsentanter for industri- og brugerinteresser.

Radiostøjnævnets medlemmer beskikkes for 4 år ad gangen. Den nuværende beskikkelsesperiode udløber den 31. december 1991.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

§ 1, stk. 1, fastslår, at loven finder anvendelse på apparater, der kan fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, eller hvis funktion kan blive påvirket af sådanne forstyrrelser.

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til artikel 2 i EMC-direktivet.

I modsætning til § 1, stk. 1, i radiostøjloven omfatter nærværende lovs anvendelsesområde ikke kun apparater, der kan fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, men også apparater, der kan lade sig påvirke af sådanne forstyrrelser. Den nye lov får dermed et bredere anvendelsesområde end radiostøjloven.

Definitionen i stk. 2 svarer til definitionen i artikel 1, nr. 1, i EMC-direktivet. Loven omfatter herefter alle elektriske og elektroniske apparater, instrumenter og anlæg, som kan fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, eller hvis funktion kan påvirkes af sådanne forstyrrelser.

Definitionen af apparater er meget bred. Der kan således ikke gives en udtømmende opremsning af, hvilke apparater m.v. som er omfattet. Afgørende må være, om apparatet kan fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser eller om dets funktion kan blive påvirket heraf, jf. stk. 1.

I EMC-direktivets bilag III er givet en række eksempler på de apparater m.m., som navnlig har interesse i EMC-sammenhæng.

Definitionen i stk. 3 svarer til artikel 1, nr. 2, i EMC-direktivet.

De elektromagnetiske fænomener, som reguleres efter denne lov, vil være de bivirkninger, der kan være for omgivelserne som følge af elektriske (herunder elektroniske) apparaters normalfunktion, f.eks. som udstråling fra apparaterne, eventuelt fra deres kabinet, eller som bortledning af energi langs tilsluttede ledninger, kabler eller lignende (f.eks. strømforsyning, rør, telefonledninger m.m.).

Et apparats immunitet er dets konstruktive værn mod sådanne påvirkninger samt mod påvirkninger fra f.eks. lynnedslag og udstråling fra radiosendere.

Ved konstruktionen af apparater må der derfor foretages en afvejning af omfanget af på den ene side de krav, der stilles om begrænsning af udstråling m.v., og på den anden side kravene til apparaters evne til at modstå påvirkninger af en vis størrelse. Denne afvejning vil også indgå i de europæiske standardiseringsorganers udarbejdelse af de harmoniserede standarder, jf. bemærkningerne til § 7.

Til § 2

Bestemmelsen svarer til indholdet af EMC-direktivets artikel 4.

Bestemmelsen iværksætter direktivets krav om, at apparater ikke må frembringe kraftigere elektromagnetiske forstyrrelser, end at andre apparater kan fungere i overensstemmelse med deres formål, og at apparaterne skal have tilstrækkelig immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser.

I forhold til radiostøjloven er der tale om udvidede krav. Radiostøjloven indeholder kun en indirekte generel regel om apparaters immunitet i § 5, og giver ikke hjemmel til at fastsætte egentlige grænseværdier for immunitet.

Bestemmelsen er en generel beskrivelse af de væsentlige beskyttelseskrav, som skal opfyldes. De tekniske grænseværdier for afgivelse af energi og for immunitet vil blive fastsat i harmoniserede standarder.

De nærmere regler om attestation for opfyldelse af § 2 forudsættes fastsat af kommunikationsministeren, jf. § 3, stk. 4.

Til § 3

Bestemmelsen i stk. 1 fastslår, at apparater kun må markedsføres, tages i brug eller anvendes, hvis de opfylder de i § 2 fastsatte beskyttelseskrav, og når overensstemmelsen hermed er dokumenteret ved EF-overensstemmelsesmærket (CE).

Hvis apparatet er omfattet af andre harmoniseringsdirektiver, må mærket dog kun anvendes, hvis apparatet også opfylder beskyttelseskravene i disse direktiver. Som eksempler kan nævnes Rådets direktiv af 3. maj 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om sikkerhedskrav til legetøj (88/378/EØF) eller Rådets direktiv af 14. juni 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om maskiner (89/392/EØF).

En generel EF-retsakt om anvendelse af CE-mærket er under forberedelse i EF-regi.

Stk. 2 fastslår, at apparater, der er taget i brug før den 1. januar 1992, fortsat må anvendes, uanset at disse apparater ikke opfylder kravene i stk. 1.

Bestemmelsen i stk. 3 svarer til artikel 7, stk. 1, i EMC-direktivet. Der er tale om en formodningsregel, der pålægger landene at gå ud fra, at når et apparat opfylder en harmoniseret eller national EMC-standard, der er EF-notificeret, er beskyttelseskravene opfyldt.

Bestemmelsen i stk. 4 bemyndiger kommunikationsministeren til at fastsætte nærmere regler om attestation for opfyldelse af § 2 og CE-mærkning af apparater.

Bemyndigelsen forudsættes udnyttet til i bekendtgørelsesform at implementere bestemmelserne i EMC-direktivets artikel 10. Heri er fastsat nærmere regler for, hvordan fabrikanter eller importører skal attestere, at apparater opfylder beskyttelseskravene.

For apparater, der opfylder en harmoniseret eller national EMC-standard, der er EF-notificeret, vil overensstemmelse med bestemmelserne i EMC-direktivet skulle attesteres ved en EF-overensstemmelseserklæring. Erklæringen udstedes af fabrikanten eller dennes befuldmægtigede, der er etableret i Fællesskabet. Erklæringen skal kunne stilles til rådighed for den kompetente myndighed i en periode på ti år efter, at markedsføringen af apparaterne er påbegyndt. Der stilles i disse tilfælde ikke krav om forudgående prøvning på kompetente laboratorier.

For apparater, der ikke eller kun delvis opfylder en harmoniseret eller national EMC-standard, der er EF-notificeret, eller hvis der ikke findes nogen standarder, skal fabrikanten eller dennes befuldmægtigede, der er etableret i Fællesskabet, så snart markedsføringen påbegyndes, kunne stille et teknisk konstruktionsdossier til rådighed for de kompetente myndigheder. Dette dossier skal kunne stilles til rådighed for de kompetente myndigheder i en periode på ti år, efter at markedsføringen af apparaterne er påbegyndt.

Dossieret skal bl.a. indeholde en rapport fra et kompetent organ. Grunden hertil er bl.a., at der - når der ikke anvendes en EMC-standard - er behov for en dokumentation, der viser, om beskyttelseskravene er opfyldt.

Bekendtgørelsen vil tillige indeholde nærmere regler om udformning af EF-overensstemmelseserklæringen, EF-overensstemmelsesmærket (CE-mærket), eventuelle overgangsordninger i henhold til § 15 i loven og om det tekniske konstruktionsdossier.

EMC-direktivet indeholder i artikel 10, stk. 4 og stk. 5, bestemmelser om, at fabrikanter af teleterminaler og radiosendere skal skaffe en såkaldt EF-typeattest fra et kompetent organ, som skal godkendes af vedkommende lands myndighed og anmeldes til EF-Kommissionen. EF-typeattesten skal indeholde konstatering af, at EMC-kravene er opfyldt for vedkommende type apparat, således at fabrikanten har grundlag for at udstede EF-overensstemmelseserklæringen.

Allerede i forbindelse med vedtagelsen af EMC-direktivet blev der fra britisk side taget forbehold med hensyn til bestemmelsen i artikel 10, stk. 4, i EMC-direktivet. Dette forbehold er blevet inddraget i forhandlingerne i EF om et nyt direktiv om teleterminaler til afløsning af et direktiv fra 1986 om første fase af den gensidige anerkendelse af typegodkendelser for teleterminaler (86/361/EØF). Dette nye direktiv, der ventes vedtaget i begyndelsen af 1991, vil indeholde særlige EMC-krav for teleterminaler til det offentlige telenet med ophævelse af EMC-direktivets artikel 10, stk. 4, om EF-typeattest for generelle EMC-krav. På baggrund heraf er dette krav ikke medtaget i loven.

Bestemmelsen i artikel 10, stk. 5, om EF-typeattest fra et anerkendt organ, når der er tale om radiosendere, vil blive varetaget i forbindelse med typegodkendelsen af radiosendere i henhold til radiokommunikationsloven og behandles derfor ikke i loven.

Til § 4

Bestemmelsen svarer til indholdet af artikel 2, stk. 3, i EMC-direktivet.

For radioudstyr, der anvendes af radioamatører, gælder bestemmelsen således kun, såfremt udstyret findes i handelen. Salg af hjemmebygget amatørudstyr mellem radioamatører vil dermed ikke være omfattet, medmindre salget antager et egentligt kommercielt tilsnit.

Til § 5

Bestemmelsen gør det muligt at implementere eventuelle kommende særdirektiver på EMC-området. Endvidere skal bestemmelsen sikre de nødvendige foranstaltninger i forbindelse med EMC-direktivets gennemførelse.

Til § 6

Bestemmelsen skal anvendes i konkrete forstyrrelsestilfælde.

Princippet om, at det er ejerne (brugerne), der skal bekoste, at apparaterne bringes i overensstemmelse med beskyttelseskravene, svarer til § 2, stk. 1, i radiostøjloven.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i § 11, hvorefter ministeren fastsætter bestemmelser om bl.a. forbud mod markedsføring, ibrugttagning og anvendelse af apparater, hvor det er konstateret, at kravene i loven ikke er overholdt. I sådanne tilfælde kan vedkommende forhandler tilpligtes at tilbagetage apparaterne.

Til § 7

Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse til kommunikationsministeren til at fastsætte nærmere bestemmelser om afhjælpning af elektromagnetiske forstyrrelser.

De harmoniserede standarder skal fremover tjene som norm for, at beskyttelseskravene er opfyldt. Overholdelse af standarderne vil ikke bevirke en 100 pct. garanti mod forstyrrelser. Dette skyldes bl.a., at grænseværdierne i standarderne er baseret på, at 80 pct. af de masseproducerede enheder opfylder grænseværdierne med mindst 80 pct. sandsynlighed. Standarderne er således lagt på et niveau, der sikrer forstyrrelsesfrihed under den almindeligst forekommende anvendelse af apparatet.

Forstyrrelser vil også kunne opstå som følge af fejl i apparater.

Det anses derfor for nødvendigt at bemyndige ministeren til at fastsætte nærmere regler om afhjælpning af forstyrrelser. Bestemmelsen forventes udnyttet til udstedelse af en bekendtgørelse om afhjælpning af forstyrrelser. Bekendtgørelsen vil i vidt omfang skulle indeholde regler svarende til radiostøjlovens regler om pligt til afhjælpning af forstyrrelser.

Til § 8

Bestemmelsen vedrører tilfælde, hvor forstyrrelser stammer fra apparater, som er taget i brug før lovens ikrafttræden eller i perioden frem til 1. januar 1996 i henhold til bestemmelser udstedt i medfør af § 15.

Stk. 2 omfatter de kategorier af apparater, hvor der ikke i dag eksisterer bestemmelser (grænseværdier).

Det påhviler ejeren (brugeren) af det forstyrrende apparat på egen bekostning at træffe sådanne foranstaltninger f.eks. med hensyn til filtrering, afskærmning, frekvensændring eller indskrænkning af benyttelsestiden, at den forstyrrende udstråling eller anden afgivelse af elektrisk energi formindskes til en grad, der sikrer forstyrrelsesfri modtagning af de i stk. 1 nævnte radiotjenester.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer til § 2, stk. 2, i radiostøjloven.

Bestemmelsen i stk. 3 giver kommunikationsministeren adgang til at bestemme, at de nye regler om afhjælpning af forstyrrelser også skal omfatte apparater, der er taget i brug før den 1. januar 1992, i de tilfælde, hvor det anses for nødvendigt.

§ 8 skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i § 11, hvorefter ministeren kan fastsætte bestemmelser om bl.a. forbud mod markedsføring, ibrugttagning og anvendelse af apparater, hvor det er konstateret, at kravene i loven ikke er overholdt. I sådanne tilfælde kan vedkommende forhandler tilpligtes at tilbagetage apparaterne.

Til § 9

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til indholdet i EMC-direktivets artikel 6, stk. 1. Den omhandler situationer, hvor der kan være behov for at afhjælpe eller undgå særligt alvorlige forstyrrelser og for at give en særlig beskyttelse af offentlige telekommunikationsnet eller modtage- eller sendestationer, der anvendes til sikkerhedsformål.

Bemyndigelsen vil bl.a. blive anvendt til regulering af brugen af højfrekvensapparater. Der vil i princippet blive tale om en videreførelse af den nugældende bekendtgørelse nr. 568 af 20. november 1984 om støjspænding og udstråling fra højfrekvensanlæg, som er udstedt i medfør af radiostøjloven.

Bestemmelsen i stk. 2 viderefører § 7 i radiostøjloven. Bestemmelsen forudsættes kun anvendt i særligt begrundede tilfælde, hvor en forstyrrelseskilde rammer livsvigtige eller særlige samfundsvigtige tjenester, f.eks. nødtjenesten på en kystradiostation eller en brandtjeneste. Bestemmelsen giver mulighed for hurtigt at gribe ind og kræve driften af det forstyrrende apparat standset øjeblikkeligt, f.eks. ved at plombere anlægget.

Til § 10

Bestemmelsen svarer til § 4 i radiostøjloven.

Bestemmelsen forudsættes kun anvendt i særligt begrundede tilfælde. Det tilsigtes med denne bestemmelse at skabe en præventiv beskyttelse af visse vigtige modtagestationer.

For samfundsvigtige radiotjenester, som f.eks. landets kommercielle radioforbindelser med udlandet eller forbindelser med skibe og luftfartøjer, herunder sikkerheds- og redningstjenester, kan det være af afgørende betydning, at enhver mulighed for forstyrrelser på forhånd kan udelukkes. Kommunikationsministeren bemyndiges derfor til at iværksætte ekspropriation i de tilfælde, hvor der ikke med hjemmel i loven kan sikres en samfundsvigtig radiotjeneste tilstrækkelig beskyttelse mod forstyrrelse.

I visse tilfælde er det en forudsætning for tilfredsstillende modtagning, navnlig for militærets radar- og pejlestationer, at der ikke rejser sig for store fysiske hindringer i form af bygninger i nærheden af sende- eller modtagestationer. Der må derfor kunne nedlægges forbud mod bebyggelse, eventuelt over en vis højde, inden for et nærmere angivet område til beskyttelse af samfundsvigtige tjenester.

Forbud i henhold til denne bestemmelse imod anvendelse af visse elektriske apparater og anlæg eller mod opførelse af bygninger osv. vil ske ved pålæg af servitut på ejendomme om fornødent gennem ekspropriation efter sædvanlige regler herom.

Til § 11

Bestemmelsen i stk. 1 er en udmøntning af EMC-direktivets artikel 3, der pålægger medlemsstaterne at sikre, at der kun markedsføres og ibrugttages apparater, som opfylder direktivets krav.

Kommunikationsministeren bemyndiges til at fastsætte bestemmelser om tilsyn og kontrol med overholdelsen af loven og de i henhold hertil fastsatte bestemmelser.

Bestemmelserne i direktivet indebærer, at der i EMC-mæssig henseende som hovedregel ikke skal foretages en generel registrering eller godkendelse af apparater omfattet af loven hos offentlige myndigheder.

De eksisterende krav om typegodkendelse og tilladelse for radioanlæg i henhold til lov om radiokommunikation opretholdes uændret. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 3.

Det anses for nødvendigt, at der foretages stikprøvevis kontrol af, om apparater er forsynet med CE-mærket, dvs. om betingelserne for markedsføring er opfyldt.

Udover kontrol med mærkning forudsættes der stikprøvevis indhentet dokumentation for, at CE-mærkede apparater overholder de forudsætninger, som de er markedsført under. Markedskontrollen tænkes primært koncentreret om detailleddet.

Der forudsættes foretaget kontrolmålinger af apparater særligt i tilfælde, hvor det er konstateret, at de giver anledning til forstyrrelser, eller at de er særlig følsomme over for støjfelter.

Såfremt kontrolmålinger viser, at apparater ikke opfylder de stillede krav, forudsættes det, at der kan iværksættes sanktioner over for firmaer, som unddrager sig omkostninger til støjdæmpning, prøvning og mærkning.

Kontrol hos brugere forventes kun udført i forbindelse med konkrete forstyrrelsessager. Ved sådanne lejligheder kan det samtidig kontrolleres, om apparaterne er korrekt installeret og vedligeholdt og anvendt i overensstemmelse med deres formål.

Bemyndigelsen i stk. 1 vil blive udnyttet i bekendtgørelsesform, jf. også § 3, stk. 4, hvorefter kommunikationsministeren fastsætter regler om attestation for opfyldelse af § 2 om markedsføring og mærkning af apparater i forbindelse med markedsføring.

Bestemmelserne i stk. 2 og stk. 3 svarer til § 9 i radiostøjloven. Bestemmelserne er i øvrigt identiske med tilsvarende bestemmelser om tilsyn og kontrol inden for teleterminalområdet.

Bestemmelserne om, at repræsentanter for tilsynsmyndigheden skal have adgang til uden retskendelse mod forevisning af behørig legitimation at foretage undersøgelser, skal sikre, at der hurtigt og let kan foretages de nødvendige undersøgelser og de pågældende forstyrrelser dermed afværges.

Tilsynet med overholdelse af radiostøjlovens bestemmelser er i dag delt mellem P&T og Danmarks Radios Støjtjeneste. Radiostøjlovens § 8 fastlægger, at Danmarks Radio tager sig af sager vedrørende forstyrrelser ved modtagning af radiofoni og fjernsyn, mens P&T tager sig af forstyrrelser af alle øvrige lovligt bestående radiotjenester.

Praksis har vist, at der er behov for en offentlig støjtjeneste. Også efter lovens ikrafttræden anses det for vigtigt, at der eksisterer en uvildig støjtjeneste, som kan varetage alle brugeres interesser i forstyrrelsessager, og som kan virke som uvildigt organ set i relation til EMC-direktivets bestemmelser om kontrol af markedet m.v.

Med fremkomsten af andre medier end Danmarks Radio (TV 2 og lokal-tv og -radio) har udviklingen gjort det naturligt at overveje en samling af de to støjtjenester (Danmarks Radios Støjtjeneste og P&T). Derved opnås, at en række sagstyper vil kunne behandles mere effektivt, og at risikoen for eventuel parallel sagsbehandling forsvinder. Støjtjenestens kundevendte erfaring kan dermed udnyttes bedre sammen med den ekspertise, der i forvejen findes i P&T.

Efter indstilling fra de berørte virksomheder er der truffet principiel beslutning om denne sammenlægning. Tidspunktet og de nærmere vilkår for overførelse af personale m.m. drøftes mellem Danmarks Radio og Generaldirektoratet for P&T.

Til § 12

Tilsyn og kontrol med overholdelse af loven og de i henhold til loven fastsatte bestemmelser vil medføre en række udgifter i forbindelse med kontrolbesøg, målinger på laboratorier m.v., jf. i øvrigt bemærkningerne til § 11. Med denne bestemmelse åbnes der mulighed for, at ministeren kan fastsætte bestemmelser om opkrævning af gebyrer i forbindelse med visse tjenesteydelser fra støjtjenesten. Opkrævning af gebyrer tænkes primært anvendt i tilfælde, hvor støjtjenesten optræder som egentlig konsulentvirksomhed.

Til § 13

Bestemmelsen svarer til § 12 i radiostøjloven.

Til § 14

Lovens ikrafttrædelsesdato skal ses på baggrund af artikel 12 i EMC-direktivet. Heraf fremgår, at direktivets bestemmelser skal anvendes i medlemsstaterne fra den 1. januar 1992.

Radiostøjloven ophæves samtidig med lovens ikrafttræden.

Til § 15

Det fremgår af EMC-direktivet, at nationale ordninger kan opretholdes indtil den 31. december 1992, hvis der ikke findes hamoniserede eller notificerede nationale standarder. Herudover indeholder direktivet ingen overgangsbestemmelser.

En forudsætning for, at direktivet kan virke efter hensigten er, at der foreligger nødvendige harmoniserede standarder så betids, at det bliver muligt for fabrikanter/importører at opfylde disse på tidspunktet for EMC-direktivets ikrafttræden.

Udarbejdelsen af harmoniserede standarder på EMC-området varetages af de europæiske standardiseringsorganer. De første såkaldte »generic-standarder« forventes at foreligge medio 1991. Den sene fremkomst af standarderne bevirker, at det i praksis vil være særdeles vanskeligt for fabrikanter/importører at overholde standarderne på tidspunktet for direktivets ikrafttræden.

Manglen på harmoniserede standarder kombineret med den korte overgangsordning i direktivet har bevirket, at der særligt fra industriens side er fremsat ønske om mere fleksible overgangsordninger, der gør det praktisk muligt for fabrikanter/importører at efterleve direktivets krav.

I de øvrige EF-lande har lignende ønsker været fremsat. Ved en uformel drøftelse i Kommissionsregi den 4. december 1990 har Kommissionen derfor meddelt, at den har til hensigt at fremsætte forslag om ændring af EMC-direktivet. Konkret foreslås indført bestemmelser om, at det i perioden frem til 1. januar 1996 bliver frivilligt for fabrikanter/importører, om de vil opfylde direktivets krav. Samtidig vil medlemslandene blive bemyndiget til at opretholde de nationale regler for markedsføring m.m., som er gældende forud for EMC-direktivets ikrafttræden, i perioden frem til 1. januar 1996.

Ændringen vil blive gennemført som et formelt ændringsforslag til direktivet. De etablerede procedurer for vedtagelse af Rådsdirektiver indebærer, at ændringsforslaget tidligst vil kunne være endeligt vedtaget ultimo 1991.

Kommissionen har opfordret medlemslandene til at tage højde for de ændrede overgangsbestemmelser allerede i forbindelse med implementeringen af EMC-direktivet fra 3. maj 1989 (89/336/EØF). Kommissionen har samtidig tilkendegivet, at den ikke vil indlede traktatkrænkelsessag mod de enkelte medlemslande for at indføre overgangsbestemmelser, som ikke har hjemmel i den oprindelige direktivtekst.

Bestemmelsen bemyndiger derfor ministeren til at fastsætte bestemmelser, der muliggør fortsat markedsføring af apparater, der lovligt har kunnet markedsføres forud for lovens ikrafttræden.

Fabrikanter m.fl. kan herefter i overgangsperioden frem til 1. januar 1996 frit vælge mellem at opfylde EMC-direktivets bestemmelser eller at fortsætte markedsføringen efter de hidtil gældende regler.

Hvis EMC-direktivets krav ikke er opfyldt, må fabrikanter m.fl. ikke påsætte CE-mærket. Derved fortabes også adgangen til frit at markedsføre apparatet i de øvrige medlemslande, og fabrikanterne vil, som tilfældet er idag, være henvist til at opfylde de enkelte medlemslandes nationale bestemmelser.

Til § 16

Loven skal på samme måde som radiostøjloven ikke gælde for Færøerne og Grønland, da dette sagsområde er et hjemmestyreanliggende.

Bilag 1

Uddrag af De Europæiske Fællesskabers Tidende (Nr. L 139/19 af 23. maj 1989)

RÅDETS DIREKTIV

af 3. maj 1989

om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet

(89/336/EØF)

RÅDET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, særlig artikel 100A,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

i samarbejde med Europa-Parlamentet (2),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg (3), og

ud fra følgende betragtninger:

Det er vigtigt, at der vedtages foranstaltninger med henblik på gradvist at etablere det indre marked i løbet af en periode, der udløber den 31. december 1992; det indre marked omfatter et område uden indre grænser, inden for hvilket der er fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital;

det påhviler medlemsstaterne at sørge for, at radiokommunikation samt mekanismer, apparater og systemer, hvis funktion kan vanskeliggøres af elektromagnetiske forstyrrelser fremkaldt af elektriske og elektroniske apparater, er tilstrækkelig beskyttet mod problemer forårsaget af disse forstyrrelser;

det påhviler ligeledes medlemsstaterne at sørge for, at eldistibutionsnettene og udstyr, som forsynes med elektricitet fra disse net, er beskyttet mod eventuelle elektromagnetiske forstyrrelser;

Rådets direktiv 86/361/EØF af 24. juli 1986 om første fase af den gensidige anerkendelse af typegodkendelser af teleterminaludstyr (4) omhandler navnlig de signaler, dette udstyr udsender under normal funktion, og beskyttelse af de offentlige telekommunikationsnet mod beskadigelse; tilbage står derfor at sørge for en tilstrækkelig beskyttelse af disse net, herunder de apparater, der er tilsluttet dem, mod forbigående forstyrrelser fremkaldt af utilsigtede signaler, som disse apparater vil kunne udsende;

der foreligger i en række medlemsstater ufravigelige bestemmelser, som navnlig vedrører dels tilladelige niveauer for elektromagnetiske forstyrrelser, som disse apparater kan tænkes at fremkalde, dels apparaternes grad af immunitet over for sådanne signaler; disse ufravigelige bestemmelser medfører ikke nødvendigvis forskellige beskyttelsesniveauer i medlemsstaterne, men på grund af deres uensartethed udgør de hindringer for samhandelen i Fællesskabet;

de nationale bestemmelser vedrørende denne beskyttelse, bør harmoniseres for at garantere den frie bevægeligehed for elektriske og elektroniske apparater, uden at medlemsstaternes nuværende, velbegrundede beskyttelsesniveauer sænkes;

uanset reglen om fri bevægelighed for varer, som er en af Fællesskabets grundregler, bør hindringer for den frie bevægelighed inden for Fællesskabet, som skyldes uoverensstemmelser mellem de enkelte landes retsregler om produkternes markedsføring, ifølge gældende fællesskabsret godkendes, for så vidt de kan betragtes som nødvendige for at opfylde ufravigelige krav; harmoniseringen af lovgivningen bør derfor i det foreliggende tilfælde begrænses til de forskrifter, som er nødvendige for at opfylde beskyttelseskravene med hensyn til elektromagnetisk kompatibilitet; disse krav bør erstatte de nationale forskrifter på området;

i dette direktiv opstilles derfor kun beskyttelseskravene med hensyn til elektromagnetisk kompatibilitet; for at lette bevisførelsen for overensstemmelse med disse krav er det vigtigt, at elektromagnetisk kompatibilitet er omfattet af harmoniserede europæiske standarder, hvis overholdelse sikrer produkterne en forhåndsformodning om, at de er i overensstemmelse med beskyttelseskravene; sådanne harmoniserede europæiske standarder udarbejdes af private organer og bør bevare deres ikke-bindende status; i dette øjemed anerkendes Den Europæiske Komite for Elektroteknisk Standardisering (CENELEC) som organ med kompetence til på dette direktivs område at vedtage harmoniserede standarder i overensstemmelse med de generelle retningslinjer for samarbejdet mellem Kommissionen, Den Europæiske Komite for Standardisering (CEN) og CENELEC, som blev underskrevet den 13. november 1984; i dette direktiv forstås der ved en harmoniseret standard en teknisk specifikation (europæisk standard eller harmoniseringsdokument), som er vedtaget af CENELEC efter henstilling fra Kommissionen i overensstemmelse med Rådets direktiv 83/189/EØF af 28. marts 1983 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (5), senest ændret ved direktiv 88/182/EØF (6), og ovennævnte generelle retningslinjer;

indtil harmoniserede standarder i dette direktivs forstand er vedtaget, bør den frie bevægelighed for varer lettes ved som en overgangsforanstaltning at gennemføre accept på fællesskabsplan af apparater, som er i overensstemmelse med nationale standarder, udvalgt efter en fællesskabsprocedure til kontrol af, at disse nationale standarder opfylder beskyttelseskravene i dette direktiv;

EF-overensstemmelseserklæring for apparatet udgør en formodning om apparatets overensstemmelse med dette direktiv; denne erklæring bør være udformet så enkelt som muligt;

for at opnå en effektiv beskyttelse på området elektromagnetisk kompatibilitet bør overholdelsen af dette direktivs bestemmelser imidlertid, for så vidt angår de apparater, der er omfattet af direktiv 86/361/EØF, attesteres ved overensstemmelsesmærker eller -certifikater, der udstedes af organer, som medlemsstaterne har anmeldt; for at lette den gensidige anerkendelse af de mærker og certifikater, der udstedes af disse organer, bør kriterierne for, hvorledes de udpeges, harmoniseres;

alligevel kan det ske, at apparater forårsager gener for radiokommunikationen og telekommunikationsnettene; der bør derfor indføres en procedure med henblik på at afbøde denne risiko;

dette direktiv gælder for de apparater og det materiel, der er omfattet af direktiv 76/889/EØF (7) og 76/890/EØF (8) om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om dels radiostøj, forårsaget af elektriske husholdningsapparater, transportabelt værktøj og lignende apparater, dels radiostøjdæmpning af armaturer med starter for lysstofrør; de nævnte direktiver bør derfor ophæves -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I dette direktiv forstås ved:

1) »apparater«: alle elektriske og elektroniske apparater samt udstyr og anlæg, der indeholder elektriske og/eller elektroniske komponenter

2) »elektromagnetisk forstyrrelse«: elektromagnetisk fænomen, der kan forstyrre en mekanismes, et apparats eller et systems funktion. En elektromagnetisk forstyrrelse kan være elektromagnetisk støj, et uønsket signal eller en ændring i selve udbredelsesmediet

3) »immunitet«: en mekanismes, et apparats eller et systems evne til at fungere uden forringelse af kvaliteten, når der optræder en elektromagnetisk forstyrrelse

4) »elektromagnetisk kompatibilitet«: en mekanismes, et apparats eller et systems evne til at fungere tilfredsstillende i sit elektromagnetiske miljø uden at frembringe elektromagnetiske forstyrrelser, der er uantagelige for nogen del af dette miljø

5) »kompetent organ«: organ, som opfylder kriterierne i bilag II, og som er anerkendt som et sådant

6) »EF-typeattest«: dokument, hvorved et organ, der er anmeldt i henhold til artikel 10, stk. 6, attesterer, at den undersøgte apparattype opfylder de relevante bestemmelser i dette direktiv.

Artikel 2

1. Dette direktiv finder anvendelse på apparater, der kan tænkes at fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, eller hvis funktion kan tænkes at blive påvirket af sådanne forstyrrelser.

Direktivet fastsætter beskyttelseskrav og bestemmelser om kontrolforanstaltninger i denne forbindelse.

2. Dersom beskyttelseskrav i dette direktiv for visse apparaters vedkommende harmoniseres ved særdirektiver, finder dette direktiv ikke anvendelse, eller det ophører med at finde anvendelse for disse apparater og beskyttelseskrav, så snart disse særdirektiver træder i kraft.

3. Radioudstyr, der anvendes af radioamatører ifølge definition nr. 53 i artikel 1 i radioreglementet, der indgår i Den Internationale Telekommunikationskonvention, er ikke omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, medmindre udstyret findes i handelen.

Artikel 3

Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at sikre, at de i artikel 2 omhandlede apparater kun kan markedsføres eller tages i brug, hvis de opfylder de krav, der er fastsat i dette direktiv, er korrekt installerede og vedligeholdt og anvendt i overensstemmelse med deres formål.

Artikel 4

De i artikel 2 omhandlede apparater skal være konstrueret på en sådan måde, at

a) de ikke frembringer kraftigere elektromagnetiske forstyrrelser, end at radio- og telekommunikationsapparater samt andre apparater kan fungere i overensstemmelse med deres formål

b) apparaterne har tilstrækkelig iboende immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser, så de kan fungere i overensstemmelse med deres formål.

De vigtigste beskyttelseskrav findes i bilag III.

Artikel 5

Medlemsstaterne kan ikke af grunde, der vedrører elektromagnetisk kompatibilitet, modsætte sig, at apparater som omhandlet i dette direktiv, der opfylder dettes bestemmelser, markedsføres og tages i brug på deres område.

Artikel 6

1. Forskrifterne i dette direktiv er ikke til hinder for anvendelse i en medlemsstat af følgende særlige foranstaltninger:

a) foranstaltninger vedrørende ibrugtagningen og brugen af apparatet, der træffes med henblik på en særlig lokalitet for at afhjælpe et eksisterende eller forventet problem vedrørende elektromagnetisk kompatibilitet

b) foranstaltninger vedrørende installeringen af apparatet, der træffes for at beskytte offentlige telekommunikationsnet eller modtage- eller sendestationer, der anvendes af sikkerhedsgrunde.

2. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater om de særlige foranstaltninger, der træffes i medfør af stk. 1, jf. dog direktiv 83/189/EØF.

3. Særlige foranstaltninger, der anerkendes som værende berettigede, offentliggøres af Kommissionen i De Europæiske Fællesskabers Tidende på behørig måde.

Artikel 7

1. Medlemsstaterne formoder, at apparaterne opfylder de i artikel 4 omhandlede beskyttelseskrav, når de er i overensstemmelse med:

a) de relevante nationale standarder til gennemførelse af de harmoniserede standarder, hvis referencer er blevet offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Medlemsstaterne offentliggør referencerne for disse nationale standarder

b) eller de i stk. 2 omhandlede relevante nationale standarder, for så vidt der på de områder, disse standarder omfatter, ikke findes harmoniserede standarder.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen ordlyden af deres i stk. 1, litra b), omhandlede nationale standarder, som efter deres opfattelse opfylder de beskyttelseskrav, der er omtalt i artikel 4. Kommissionen videresender straks disse tekster til de andre medlemsstater. Efter fremgangsmåden i artikel 8, stk. 2, meddeler den medlemsstaterne de af de nævnte standarder, der giver anledning til formodning om overensstemmelse med de i artikel 4 omtalte beskyttelseskrav.

Medlemsstaterne offentliggør referencerne for disse standarder. Kommissionen offentliggør dem endvidere i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

3. Medlemsstaterne anerkender, at apparater, for hvilke fabrikanten ikke eller kun delvis har anvendt de i stk. 1 omhandlede standarder, eller for hvilke der ikke findes standarder, formodes at være i overensstemmelse med beskyttelseskravene i artikel 4, når deres overensstemmelse med disse krav attesteres på den i artikel 10, stk. 2, omhandlede måde.

Artikel 8

1. Skønner en medlemsstat eller Kommissionen, at de i artikel 7, stk. 1, litra a), omhandlede harmoniserede standarder ikke fuldt ud opfylder kravene i artikel 4, forelægger medlemsstaten eller Kommissionen spørgsmålet for det stående udvalg, der er oprettet ved direktiv 83/189/EØF, i det følgende benævnt »udvalget«, og anfører sine bevæggrunde herfor. Udvalget afgiver straks udtalelse.

På baggrund af udvalgets udtalelse meddeler Kommissionen snarest muligt medlemsstaterne, om de pågældende standarder helt eller delvis skal udgå af de i artikel 7, stk. 1, litra a), nævnte publikationer.

2. Efter at have modtaget den i artikel 7, stk. 2, nævnte meddelelse, hører Kommissionen udvalget. På baggrund af dettes udtalelse meddeler Kommissionen snarest muligt medlemsstaterne, om den pågældende nationale standard skal give anledning til formodning om overensstemmelse, og i bekræftende fald, om dens referencer skal offentliggøres i de enkelte lande.

Skønner Kommissionen eller en medlemsstat, at en national standard ikke længere opfylder de nødvendige betingelser for at blive betragtet som værende i overensstemmelse med beskyttelseskravene i artikel 4, hører Kommissionen udvalget, som straks afgiver udtalelse. På baggrund af dettes udtalelse meddeler Kommissionen snarest muligt medlemsstaterne, om den pågældende standard stadig giver anledning til formodning om overensstemmelse, og i benægtende fald om den helt eller delvist skal udgå af de i artikel 7, stk. 2, omhandlede publikationer.

Artikel 9

1. Konstaterer en medlemsstat, at et apparat, der er ledsaget af en af de i artikel 10 fastlagte former for attestering, ikke opfylder de i artikel 4 omhandlede beskyttelseskrav, træffer den alle fornødne foranstaltninger for at trække det pågældende apparat tilbage fra markedet, forbyde markedsføring af det eller begrænse dets frie bevægelighed.

Medlemsstaten underretter omgående Kommissionen om denne foranstaltning og anfører begrundelsen for sin afgørelse, herunder om den manglende overensstemmelse skyldes:

a) manglende opfyldelse af kravene i artikel 4, hvis apparatet ikke svarer til de i artikel 7, stk. 1, nævnte standarder

b) forkert anvendelse af de i artikel 7, stk. 1, nævnte standarder

c) en mangel i selve de i artikel 7, stk. 1, nævnte standarder.

2. Kommissionen hører snarest muligt de berørte parter. Konstaterer den efter denne høring, at foranstaltningen er berettiget, underretter den omgående den initiativtagende medlemsstat samt de øvrige medlemsstater.

Er den i stk. 1 nævnte afgørelse begrundet i en mangel i standarderne, og agter den medlemsstat, der har truffet de pågældende foranstaltninger, at opretholde disse, forelægger Kommissionen, efter at have hørt parterne, sagen for udvalget inden to måneder og iværksætter fremgangsmåden i artikel 8.

3. Hvis et apparat, der ikke opfylder kravene, er ledsaget af en af de i artikel 10 nævnte former for attestering, træffer den pågældende medlemsstat passende foranstaltninger mod den, der har foretaget attesteringen, og underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater herom.

4. Kommissionen sørger for, at medlemsstaterne holdes underrettet om denne procedures forløb og resultater.

Artikel 10

1. For så vidt angår apparater, for hvilke fabrikanten har anvendt de i artikel 7, stk. 1, omhandlede standarder, attesteres apparaternes overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv ved en EF-overensstemmelseserklæring, der udstedes af fabrikanten eller dennes befuldmægtigede, der er etableret i Fællesskabet. Denne erklæring skal stilles til rådighed for den kompetente myndighed, i en periode på ti år efter at markedsføringen af apparaterne er påbegyndt.

Endvidere anbringer fabrikanten eller dennes befuldmægtigede, der er etableret i Fællesskabet, EF-overensstemmelsesmærket på apparatet eller, hvis dette ikke er muligt, på emballagen, brugsanvisningen eller garantibeviset.

Hvis hverken fabrikanten eller dennes befuldmægtigede er etableret i Fællesskabet, påhviler ovennævnte pligt til at stille EF-overensstemmelseserklæringen til rådighed enhver person, som markedsfører apparatet i Fællesskabet.

Bestemmelserne vedrørende EF-erklæringen og EF-mærket findes i bilag I.

2. For så vidt angår apparater, for hvilke fabrikanten ikke eller kun delvis har anvendt de i artikel 7, stk. 1, omhandlede standarder, eller såfremt der ikke findes nogen standarder, skal fabrikanten eller dennes befuldmægtigede, der er etableret i Fællesskabet, så snart markedsføringen påbegyndes, stille et teknisk konstruktionsdossier til rådighed for de kompetente myndigheder. Dette dossier skal indeholde en beskrivelse af apparatet og af de foranstaltninger, der er truffet for at sikre apparatets overensstemmelse med de i artikel 4 omhandlede beskyttelseskrav, og skal omfatte en teknisk rapport eller et certifikat fra et kompetent organ.

Dette dossier skal stilles til rådighed for de kompetente myndigheder, i en periode på ti år efter at markedsføringen af apparaterne er påbegyndt.

Hvis hverken fabrikanten eller dennes befuldmægtigede er etableret i Fællesskabet, påhviler denne pligt til at stille et teknisk dossier til rådighed enhver person, som markedsfører apparatet i Fællesskabet.

Apparatets overensstemmelse med det, der er beskrevet i det tekniske dossier, attesteres efter fremgangsmåden i stk. 1.

Medlemsstaterne formoder, at disse apparater er i overensstemmelse med de i artikel 4 omhandlede beskyttelseskrav, jf. dog bestemmelserne i nærværende stykke.

*) 3. For så vidt de i artikel 7, stk. 1, omhand-lede standarder endnu ikke findes, kan de pågældende apparater med forbehold af stk. 2 i nærværende artikel i en overgangsperiode indtil senest den 31. december 1992 fortsat være underlagt de nationale ordninger, der er gældende på datoen for dette direktivs vedtagelse, forudsat at disse ordninger er forenelige med Traktatens bestemmelser.

) 4. Overensstemmelse med dette direktiv attesteres for så vidt angår apparater, der er omhandlet i artikel 2, stk. 2, i direktiv 86/361/EØF, ifølge fremgangsmåden i stk. 1, efter at fabrikanten eller dennes befuldmægtigede, der er etableret i Fællesskabet, for disse apparater har fået meddelt EF-typeattest, der udstedes af et af de anmeldte organer, der er nævnt i stk. 6 i nærværende artikel.

5. For apparater, der er bygget til udsendelse af radiomeddelelser, som defineret i Den Internationale Telekommunikationsunions konvention, attesteres overensstemmelse med dette direktiv ifølge fremgangsmåden i stk. 1, efter at fabrikanten eller dennes befuldmægtigede, der er etableret i Fællesskabet, for disse apparater har fået meddelt EF-typeattest, der udstedes af et af de anmeldte organer, der er nævnt i stk. 6.

Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på ovennævnte apparater, når de udelukkende er bygget og bestemt til radioamatørbrug som anført i artikel 2, stk. 3.

6. Hver medlemsstat giver Kommissionen og de andre medlemsstater meddelelse om, hvilke myndigheder der er de kompetente som omhandlet i denne artikel, og om, hvilke organer der skal udstede de EF-typeattester, der er omhandlet i stk. 4 og 5. Kommissionen offentliggør til orientering i De Europæiske Fællesskabers Tidende en liste over disse myndigheder og organer og sørger for, at den ajourføres.

Det præciseres i meddelelsen, om disse organer er kompetente i forbindelse med alle de apparater, der er omfattet af dette direktiv, eller om deres ansvar er begrænset til visse særlige områder.

Medlemsstaterne anvender kriterierne i bilag II ved vurderingen af de organer, der skal anmeldes.

De organer, der opfylder de i de pågældende harmoniserede standarder fastsatte vurderingskriterier, formodes at opfylde ovennævnte kriterier.

En medlemsstat, som har anmeldt et organ, skal trække sin godkendelse tilbage, hvis den konstaterer, at dette organ ikke længere opfylder kriterierne i bilag II. Den underretter straks Kommissionen og de øvrige medlemsstater herom.

Artikel 11

*) Direktiv 76/889/EØF og direktiv76/890/EØF ophæves fra den 1. januar 1992.

Artikel 12

1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør inden den 1. juli 1991 de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktiv. De underretter Kommissionen herom.

De anvender disse bestemmelser fra den 1. januar 1992.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 13

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. maj 1989.

På Rådets vegne

P. SOLBES

Formand

(1) EFT nr. C 322 af 2.12.1987, s. 4.

(2) EFT nr. C 262 af 10.10.1988, s. 82. EFT nr. C 69 af 20.3.1989, s. 72.

(3) EFT nr. C 134 af 24.5.1988, s. 2.

(4) EFT nr. L 217 af 5.8.1986, s. 21.

(5) EFT nr. L 109 af 26.4.1983, s. 8.

(6) EFT nr. L 81 af 26.3.1988, s. 75.

(7) EFT nr. L 336 af 4.12.1976, s. 1.

(8) EFT nr. L 336 af 4.12.1976, s. 22.

*) EF-kommissionen har givet tilsagn om at ville fremsætte forslag om en overgangsordning frem til 1. januar 1996, se bemærkningerne til § 15. ) Artikel 10, stk. 4, påregnes ophævet i begyndelsen af 1991 i forbindelse med vedtagelsen af et Rådsdirektiv om teleterminaler til afløsning af direktiv 86/361/EØF, se omtalen af EMC-direktivets artikel 10 i bemærkningerne til lovforslagets § 3.

Bilag I

1. EF-overensstemmelseserklæring

EF-overensstemmelseserklæringen skal omfatte følgende elementer:

- en beskrivelse af de(t) pågældende apparat(er)

- en henvisning til de specifikationer, i forhold til hvilke overensstemmelsen er erklæret, og evt. til de nationale foranstaltninger, der er truffet for at sikre, at apparaterne er i overensstemmelse med direktivets bestemmelser

- en angivelse af den underskriver, der har fået fuldmagt til at forpligte fabrikanten eller dennes befuldmægtigede

- evt. en henvisning til den EF-typeattest, som er udstedt af et anmeldt organ.

2. EF-overensstemmelsesmærke

- EF-overensstemmelsesmærket består af nedenstående EF-sigel og det år, hvor mærket er påsat.

- Dette mærke skal i givet fald suppleres med kendingsmærket for det anmeldte organ, der har udstedt EF-typeattesten.

- Hvis apparater er omfattet af andre direktiver, hvori der kræves et EF-overensstemmelsesmærke, angiver anvendelsen af EF-mærket også overensstemmelse med de pågældende krav i disse andre direktiver.

Bilag II

Kriterier for vurdering af de organer, der skal anmeldes

De organer, som medlemsstaterne udpeger, skal opfylde følgende mindstekrav:

1) de skal råde over det nødvendige personale og apparatur

2) personalet skal have teknisk kompetence og faglig og personlig integritet

3) lederne og teknikerne skal med hensyn til de i direktivet omhandlede afprøvninger, rapporter, attester og overvågningsforanstaltninger være uafhængige af alle kredse, grupper og personer, der direkte eller indirekte har interesser på det pågældende produktområde

4) personalet har tavshedspligt

5) der skal tegnes en ansvarsforsikring, medmindre staten på grundlag af national ret påtager sig erstatningsansvaret.

Medlemsstaternes kompetente myndigheder kontrollerer jævnligt, at kravene i punkt 1 og 2 er opfyldt.

Bilag III

Illustrerende liste over de vigtigste beskyttelseskrav

Maksimumsniveauet for elektromagnetiske forstyrrelser, der frembringes af apparater, må ikke være højere, end at det ikke generer anvendelsen af navnlig følgende apparater:

a) private radio- og TV-modtagere

b) industrielt udstyr

c) mobilradioudstyr

d) kommercielt mobilradio- og mobiltelefonudstyr

e) medicinske og videnskabelige apparater

f) informationsteknologisk udstyr

g) husholdningsapparater og elektronisk husholdningsudstyr

h) radioapparater i fly og på skibe

i) elektronisk undervisningsudstyr

j) telekommunikationsnet og -apparater

k) radio- og tv-sendere

l) lamper og lysstofrør.

Apparaterne, og navnlig de i litra a) til l) nævnte, skal være konstrueret på en sådan måde, at de har en passende elektromagnetisk immunitet i et normalt miljø for elektromagnetisk kompatibilitet der, hvor det er meningen, at apparaterne skal bruges, således at de kan bruges uden gener under hensyn til de forstyrrelsesniveauer, der frembringes af apparater, som opfylder de i artikel 7 fastsatte standarder.

Apparatet ledsages af en anvisning, som skal indeholde de nødvendige oplysninger for brug af apparatet i overensstemmelse med dets formål.

Bilag 2

I dette bilag gengives den gældende lov om foranstaltninger mod forstyrrelse af radiomodtagning (radiostøjloven), som ophæves ved lovforslagets § 14, stk. 2.

Bestemmelserne i § 10, § 11, nr. 3 og nr. 4, samt § 13 bortfalder, mens de øvrige bestemmelser i radiostøjloven videreføres i lovforslaget i en form, som er tilpasset de nuværende omstændigheder og iværksættelsen af EF's EMC-direktiv.

Ministeriet for Offentlige Arbejders bekendtgørelse nr. 528 af 17.

oktober 1978

Versioner

1995-04-07