1990 BSF 13 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM SIKRING AF ØKONOMIEN FOR VINDMØLLER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19902BA00013@1991-01-22/da
Indhold
Folketinget opfordrer energiministeren til at sikre, at
tilslutningsbetingelserne og dermed økonomien for vindmøller ikke
forringes som følge af, at Danske Elværkers Forening i utide opsiger
vindmølleaftalen med Danske Vindkraftværker.
Bemærkninger til forslaget
Efter pres fra »det grønne flertal« i Folketinget indgik Danske Elværkers Forening (DEF) og Danske Vindkraftværker i 1985 en 10-årig aftale omkring afregning for el og tilslutningsomkostninger for vindmøller etableret i privat regi.
DEF agter at opsige aftalen pr. 1. februar 1991. Begrundelsen for opsigelsen af aftalen i utide er ifølge DEF, at elsektorens tilskud, som er på 35 pct. af nettilslutningsomkostningerne, også skal bortfalde, når statstilskuddet er bortfaldet (den 1. august 1990).
Dette uagtet statstilskuddet trinvis er blevet nedsat fra 30 pct. til 10 pct. før det endelige bortfald, og uden at DEF på det tidspunkt gjorde sit synspunkt gældende.
Den 10-årige aftale, som også omfatter en formel for elsalgspriser, er indgået som en helhed, hvor elforsyningens tilskud til netforstærkningsomkostninger ved indgåelsen af aftalen blev en vægtig del af aftalen, der netop skulle sikre den af Folketinget ønskede udbygning med vindkraft.
At statens tilskud efter aftalens indgåelse i 1985 er bortfaldet, har ikke på nogen måde forandret de økonomiske forhold for DEF. Tværtimod har statstilskuddets bortfald medført, at antallet af opstillede vindmøller er faldet. Dette har indirekte medført, at elsystemets samlede omkostninger ved nettilslutning også er faldet.
Endvidere har det for Folketinget ikke været klargjort, at accept af ministeriets beslutning om bortfald af tilskud ville medføre, at DEF efterfølgende - og i utide - ensidigt ville opsige aftalen med Danske Vindkraftværker.
Følgen af DEF's handling er højst sandsynligt, at vindmølleudbygningen i Danmark vil blive reduceret i strid med målsætningerne i regeringens Brundtlandhandlingsplan, hvilket vil få alvorlige følger for dansk vindmølleindustri, der dog henter halvdelen af sin omsætning på hjemmemarkedet.