Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199112K00223@1992-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 646 af 18. december 1985, som senest ændret ved lov nr. 380 af 13. juni 1990 og lov nr. 273 af 8. maj 1991, foretages følgende ændringer:

1. I § 82 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er

1) voldt skade på unge mennesker under 18 år eller fremkaldt fare herfor eller

2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelse.

Stk. 3. Sker der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved overtrædelsen, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel, jf. stk. 2, nr. 2.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 4.

2. I § 82, stk. 2, der bliver stk. 4, ændres »stk. 1« til: »stk. 1 og 2«.

§ 2

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 646 af 18. dcember 1985, som senest ændret ved lov nr. 380 af 13. juni 1990 og lov nr. 273 af 8. maj 1991, foretages følgende ændringer:

1. I § 82 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er

1) voldt skade på unge mennesker under 18 år eller fremkaldt fare herfor eller

2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelse.

Stk. 3. Sker der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved overtrædelsen, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel, jf. stk. 2, nr. 2.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 4.

2. I § 82, stk. 2, der bliver stk. 4, ændres »stk. 1« til: »stk. 1 og 2«.

§ 2

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

I en redegørelse af 23. august 1978 (j.nr. M1003-5) belyste Miljøstyrelsen den strafferetlige praksis i de første år efter miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden. Efter styrelsens opfattelse havde antallet af strafferetlige afgørelser været så beskedent og bødeniveauet generelt så lavt, at praksis ikke kunne anses for skærpet. I den indstilling til miljøministeren, som redegørelsen indeholdt, gav Miljøstyrelsen tillige udtryk for, at strafferammen var tilstrækkelig vid og åbnede mulighed for, at domstolene kunne idømme passende straffe. Styrelsen anså det derfor ikke for hensigtsmæssigt at søge en skærpelse af praksis via lovgivningsmagten, men henstillede, at det ved henvendelse til justitsministeren søgtes udvirket, at anklagemyndigheden for fremtiden nedlagde påstand om betydelig højere bøder.

De drøftelser, som fandt sted mellem Miljøministeriet og Justitsministeriet som følge af Miljøstyrelsens redegørelse (og tilsvarende fra Statens Levnedsmiddelinstitut om levnedsmiddelloven), førte til, at Rigsadvokaten udsendte meddelelse nr. 5 af 9. oktober 1979 om behandling af sager om overtrædelse af Levnedsmiddelloven og miljøbeskyttelsesloven, og at Miljøstyrelsen udsendte cirkulære nr. 215 af 5. december 1979 om overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven.

Formålet med udsendelsen af disse retningslinjer for straffesagernes administrative behandling var bl.a. gennem en styrkelse af samarbejdet mellem politi, anklagemyndighed og de kommunale råd at opnå den tilsigtede skærpelse af især bødeniveauet.

I tilslutning til lovens revision i folketingsåret 1982-83 udarbejdede Miljøstyrelsen en redegørelse om den strafferetlige praksis i årene 1978-81, jf. betænkning nr. 981/1983 om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen, s. 212 ff. Miljøministeren oversendte med skrivelse af 3. marts 1982 (j.nr. D2102-169) redegørelsen til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. Af ministerens ledsagende bemærkninger fremgår bl.a., at hverken Rigsadvokatens meddelelse eller Miljøstyrelsens cirkulære generelt synes at have bevirket nogen markant stigning i bødeniveauet, især ikke når den stedfundne prisudvikling bliver taget i betragtning.

Den 22. februar 1984 fremsatte miljøministeren forslag til lov om ændring af forskellige miljø- og planlægningslove). (Håndhævelse), (se Folketingstidende, 1983-84 (2. samling), forhandlingerne sp. 943, 1741, 6159 og 6327, tillæg A sp. 1537, tillæg B sp. 511 og tillæg C sp. 345).

I betænkningen af 4. maj 1984 over lovforslaget tiltrådte et meget bredt flertal i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg de synspunkter og vurderinger om strafudmåling på miljøbeskyttelsesområdet, som var indeholdt i lovforslagets bemærkninger. I tilknytning hertil udtales bl.a., jf. Folketingstidende 1983-84 (2. samling), tillæg B, spalte 513:

»Flertallet kan erklære sig enigt i, at sigtet med den foreslåede udformning af miljøbeskyttelseslovens § 83 er at sikre en væsentlig forhøjelse af det bødeniveau, der i dag findes for miljøovertrædelser.

Bøderne skal udmåles således, at de bliver virkelig følelige og får en stærkt præventiv effekt. Udvalget understreger, at det ikke må kunne betale sig at overtræde miljøbeskyttelsesloven.«

For arbejdsmiljølovens vedkommende må man efter 14 år konstatere, at bødeniveauet stadig ikke kan betegnes som føleligt.

Dette spørgsmål er bl.a. blevet behandlet på 2 konferencer om Arbejdstilsynets tiltalepolitik, den første i november 1978 og den anden i februar 1987. Det udsendte materiale til de 2 konferencer viser bl.a., at de gennemsnitlige bødestørrelser for arbejdsgivere i 1978 var kr. 3.080 og i 1986 kr. 8.485. Men hvis inflationen tages i betragtning, er stigningen kun fra kr. 3.080 til kr. 4.543, svarende til en stigning på 47,5 pct.

Der findes ingen fuldstændig opgørelse over forskellen mellem bødeforelæg og idømte bøder. De foreliggende meget spredte oplysninger tyder dog på, at domstolene i betydeligt omfang ikke følger anklagemyndigheden. Især har landsretterne været meget tilbageholdende med at hæve bødestørrelserne.

Der er derfor behov for at ændre arbejdsmiljøloven i overensstemmelse med de ændringer af miljøbeskyttelsesloven, som fandt sted i 1984 og 1986, og som bortset fra en skærpelse af frihedsstraffen uændret er overført til lov nr. 358 af 6. juni 1991 om miljøbeskyttelse, (se lovforslag nr. L 74, Folketingstidende 1990-91 (2. samling), forhandlingerne sp. 816, 1971, 6590 og 6769 og tillæg A sp. 1479, tillæg B sp. 961 og tillæg C sp. 695).

I lovforslaget indgår en skærpelse af straffen for at volde skade på unge under 18 år.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

til § 1

Ad stk. 2

Det er en betingelse for anvendelse af forhøjet frihedsstraf, at overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og at der foreligger mindst en af de omstændigheder, der er nævnt i nr. 1 eller nr. 2.

Indtil videre har frihedsstraf ikke været anvendt over for overtrædelser af arbejdsmiljøloven. Som følge af den skærpelse, der er tilsigtet med den nugældende affattelse af straffebestemmelsen, må det imidlertid antages, at spørgsmålet om frihedsstraf vil få en vis større praktisk betydning i fremtiden.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger er det fundet hensigtsmæssigt at følge den udvikling, som er sket på miljøområdet.

Folketinget har tidligere på året vedtaget en ny lov om miljøbeskyttelse (lov nr. 358 af 6. juni 1991), der træder i kraft den 1. januar 1992. I forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget blev strafferammen på 1 års fængsel forhøjet til 2 års fængsel. I bemærkningerne til ændringsforslaget om forhøjelsen udtalte Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg:

»Ændringen indebærer, at strafferammen for grove overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven hæves fra fængsel i 1 år til fængsel i 2 år.

Ændringen understreger et almindeligt ønske om strengere straffe på miljøområdet. Samtidig opnås der mulighed for at foretage varetægtsfængsling i miljøsager, idet grænsen herfor er, at strafferammen for det strafbare forhold skal være minimum 11/2 års fængsel. En forhøjelse af strafferammen forventes også at medføre en væsentlig forhøjelse af bødeniveauet.

Det bemærkes, at hver enkelt af de i stk. 2 omtalte skærpede omstændigheder hver for sig bør få indflydelse på strafudmålingen.«

Ved ændringen i 1990 af § 82 i lov om arbejdsmiljø (se lovforslag nr. L 121, Folketingstidende, forhandlingerne sp. 4605, 5265, 9312 og 9971, tillæg A sp. 3267, tillæg B sp. 983 og tillæg C sp. 755) blev det i bemærkningerne til lovforslaget anført, at ved udvidelse af strafferammen, kom den i øvrigt til at svare til, hvad der var gældende efter miljøbeskyttelsesloven. Det må derfor anses for hensigtsmæssigt, at arbejdsmiljøloven følger den sidste ændring af miljøbeskyttelsesloven.

Ad stk. 2, nr. 1

Ifølge Arbejdstilsynet dør 12 børn og unge hvert år som følge af arbejdsskader, 2.000 får anmeldt en arbejdsbetinget lidelse og 13.000 børn og unge er udsat for en arbejdsulykke.

En kampagne, som Arbejdstilsynet gennemførte i efteråret 1990 på 4.200 virksomheder, viste bl.a., at 20 pct. af arbejdsgiverne havde ladet børn og unge arbejd under ulovlige forhold.

Undersøgelser foretaget af de arbejdsmedicinske klinikker i Århus og Ringkøbing Amtskommuner i 1990 viser, at 33 pct. af de unge bliver udsat for ulovlige kemiske påvirkninger, og at godt 14 pct. har fået forbrændinger, knoglebrud eller andre arbejdsskader.

Samtidig viser flere forskellige undersøgelser, at mellem 70 og 80 pct. af børn og unge under 18 år har fritidsjob.

Arbejdsmiljøproblemerne i relation til unge mennesker under 18 år er altså omfattende.

Det har arbejdsministeren søgt at råde bod på ved at udstede flere bekendtgørelser, senest bekendtgørelse nr. 103 af 5. februar 1989 om unges farlige arbejde med ændring af 21. december 1989, bekendtgørelse nr. 883.

De nævnte undersøgelser m.v. har dog vist, at børn og unge ikke er tilstrækkeligt beskyttet.

Lovforslaget skal derfor ved dets vedtagelse ses som en klar tilkendegivelse fra Folketinget om, at unge mennesker under 18 år har krav på en særlig beskyttelse på arbejdsmarkedet, og at der derfor er et ønske om, at der bør idømmes strengere straffe til dem, der volder skade på børn og unge.

Ad stk. 2, nr. 2

Der har i mange år været tale om, at det ikke skal kunne betale sig at overtræde arbejdsmiljølovgivningen. I enkelte oplagte sager som f.eks. om manglende afstivning af rendegrave har den økonomiske sanktion taget højde for den opnåede besparelse ved overtrædelse af lovgivningen.

Der har dog fra anklagemyndigheden og Arbejdstilsynet ikke været gjort en konsekvent indsats for at søge således opnåede ekstra fortjenester inddraget.

De såkaldte burhønssager har ellers vist, at der er muligheder for at komme igennem over for domstolene med krav om inddragelse af en opnået økonomisk fordel, hvis tiltalen hviler på klare materielle regler, og hvis den økonomiske fordel er sandsynliggjort over for domstolen.

I forbindelse med Folketingets behandling af forslaget til lov om arbejdsmiljø var flertallet i Arbejdsmarkedsudvalget, som anført nedenfor, indstillet på at fjerne ethvert incitament til at overtræde lovgivningen med det formål at opnå besparelser på bekostning af lovgivningens sikerheds- og sundhedskrav (se forslag til lov om arbejdsmiljø, Folketingstidende 1975-76, forhandlingerne sp. 59, 382, 3033 og 3261, tillæg A sp. 65, tillæg B sp. 161 og tillæg C sp. 85).

Udviklingen har imidlertid vist, at de eksisterende straffebestemmelser, herunder muligheden for økonomiske sanktioner, ikke har haft en tilstrækkelig præventiv virkning.

Derfor foreslås en skærpelse af frihedsstraf og økonomiske sanktioner på dette område.

Lovforslagets § 82, stk. 2, nr. 2, skal sammenholdes med § 82, stk. 3. Dels er der et direkte samspil mellem de to bestemmelser derved, at domstolene ved udmåling af en bøde skal tage hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel, hvis der ikke allerede er foretaget udbyttekonfiskation. Dels fremgår det af stk. 2, at en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel i sig selv er en skærpende omstændighed i forhold til strafudmålingen.

Ad stk. 3

I Arbejdsmarkedsudvalgets betænkning af 10. december 1975 over forslag til lov om arbejdsmiljø står der bl.a.:

»Målsætningen må være, at den økonomiske sanktion fastsættes således, at den ud fra specialpræventive og generalpræventive hensyn fjerner ethvert incitament til at overtræde lovgivningen for at opnå besparelser på bekostning af lovgivningens sikkerheds- og sundhedskrav.

I denne forbindelse må det understreges, at de virksomheder, der holder sig lovgivningen efterrettelig, ikke stilles økonomisk og dermed konkurrencemæssigt ringere ved at overholde loven i forhold til de virksomheder, der slækker på lovgivningens krav.«

Det udbytte, der i givet fald kan konfiskeres, er den økonomiske fordel, som lovovertræderen har opnået. Udbyttet skal have nær sammenhæng med lovovertrædelsen, jf. formuleringen »udbyttet ved en strafbar handling« i straffelovens § 75, stk. 1. Den nødvendige sammenhæng foreligger dog også selv om den opnåede økonomiske fordel er en mere indirekte følge af lovovertrædelsen.

Begrundelsen for, at der skønsmæssigt kan foretages udbyttekonfiskation efter en begået lovovertrædelse, er den samme som begrundelsen for straf. Udbyttekonfiskation anvendes derfor også ud fra pønalt prægede betragtninger, således at samtlige strafudmålingshensyn kan spille en rolle for, med hvor stort et beløb der skal ske konfiskation. Der vil undertiden ikke være forskel på konfiskation af ulovlig fortjeneste og en bødestraf, der efter princippet i straffelovens § 51, stk. 2, er fastsat under hensyn til den tilsigtede eller opnåede fortjeneste.

Ved loven fra 1984 (lov nr. 250 af 23. maj 1984) om ændring af forskellige miljø- og planlægningslove blev der indsat en bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 83, stk. 5, hvorefter udbytte af en handling, der er strafbar efter loven eller bestemmelser fastsat efter loven, kan konfiskeres efter straffelovens bestemmelser herom. Da denne bestemmelse ikke syntes at få den virkning, som lovgiverne ønskede, gennemførtes i 1986 (lov nr. 329 af 4. juni 1986) en ændring af § 83, stk. 5, i miljøbeskyttelsesloven med det sigte at gøre det helt klart, at miljøforbrydelser ikke må kunne betale sig.

Efter ændringen i 1986 blev bestemmelsen affattet således, at den opnåede eller tilsigtede vinding skal tillægges særlig betydning ved bødeudmåling for miljøforbrydelser - hvis der ikke forinden er foretaget konfiskation af udbytte.

Lovændringen blev fulgt op af en cirkulæreskrivelse af 19. september 1986 fra Justitsministeriet til politiet og anklagemyndigheden, som indskærper:

»At anklagemyndigheden i alle sager, hvor der er grundlag herfor, bør nedlægge påstand om konfiskation af det udbytte, der er opnået ved lovovertrædelsen.

Justitsministeriet skal endvidere anmode om, at påstande om bøder i de omhandlede sager i overensstemmelse med den nugældende affattelse af § 83, stk. 5, formuleres under hensyn til den opnåede eller tilsigtede økonomiske fordel ved lovovertrædelsen.«

Der er altså i 1986 sket en stramning af bestemmelsen med det formål at give politiet, anklagemyndigheden og domstolene et klart signal om, at miljøforbrydelser ikke må kunne betale sig (jf. Folketingstidende 1985-86, forhandlingerne sp. 6807, 8011, 11593 og 12246, tillæg A sp. 4413, tillæg B sp. 1775 og 2237 og tillæg C sp. 965). Og det er således erkendt fra lovgivernes side, at straffelovens § 75, stk. 1, alene ikke er tilstrækkelig.

I § 110 i lov nr. 358 af 6. juni 1991 om miljøbeskyttelse er strafferammen som nævnt hævet til 2 år. I øvrigt er stk. 2 og 5 en videreførelse af bestemmelserne fra 1986.

Som nævnt i bemærkningerne til stk. 2 skal stk. 3 sammenholdes med forslagets stk. 2, nr. 2. Dette gælder naturligvis også begrundelsen.

Ad stk. 4

Forslaget er en konsekvens af de øvrige ændringsforslag.

Versioner

1. 1992-05-21