Gelex

1991 BSF 92 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPHÆVELSE AF SÆRRETTIGHEDER FOR UDLÆNDINGE

GældendeVersion 1992-06-18
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19911BA00092@1992-06-18/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget pålægger socialministeren, undervisnings- og

forskningsministeren, kulturministeren, arbejdsministeren og

boligministeren at fremsætte lovforslag og at træffe administrative

foranstaltninger, hvorved det sikres, at eksisterende særfordele for

udenlandske statsborgere i forhold til danske statsborgere bringes

til ophør.

Lovforslagene skal fremsættes inden den 31. december 1992, og regeringen giver inden afslutningen af folketingsåret 1992-93 en redegørelse til Folketinget om de gennemførte administrative foranstaltninger.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Beslutningsforslaget har til formål at sikre, at der i fremtiden ikke i lovgivningen eller i administrative forskrifter forekommer særbegunstigelser af udenlandske statsborgere i forhold til danske statsborgere.

Det er i de senere år mange gange dokumenteret, at lovgivning og administrative forskrifter udformes, sådan at udenlandske statsborgere, der opholder sig her i landet, opnår særfordele i forhold til danske statsborgere.

Denne retstilstand er klart uholdbar og uacceptabel for den danske befolkning, og forslagsstillerne ønsker med dette beslutningsforslag at skabe tilslutning til, at der allerede i folketingsåret 1992-93 tages skridt til at ophæve sådanne særbegunstigelser.

Forslagsstillerne har med tilfredshed bemærket, at justitsministeren i nr. 1 af tidsskriftet Exil, der udgives af Dansk Flygtningehjælp, har erklæret sig som modstander af positiv særbehandling, der giver udlændinge en anden retsstilling end danskere. Hvis ministerens synspunkter er i overensstemmelse med regeringspartiernes opfattelse, bør der være gode muligheder for, at disse partier og Fremskridtspartiet seriøst arbejder for at finde tilslutning blandt andre partier i Folketinget, så der i samarbejde kan sættes en stopper for, at udenlandske statsborgere her i landet på en række områder tilbydes bedre vilkår end danske statsborgere.

Bemærkninger vedrørende de enkelte ministerier, hvis område berøres af beslutningsforslaget

Socialministeriet

Økonomisk hjælp til flygtninge ydes efter bistandslovens regler, og beløbene er principielt de samme som dem, der gælder for danskere.

Kontanthjælp efter bistandslovens § 37 består af en grundydelse, et boligtillæg og eventuelt børnetillæg til hvert enkelt barn under 18 år, der opholder sig i hjemmet. Boligtillægget udbetales på grundlag af de faktiske udgifter til husleje, opvarmning m.v.

Der kan desuden ydes hjælp til uddannelse og erhvervsmæssig optræning m.m. I forbindelse hermed kan ydes hjælp til dækning af udgifter til transport til og fra uddannelsesstedet.

Fra oktober 1990 er revalideringshjælpen erstattet af en bruttorevalideringsydelse, der udbetales med et fast beløb svarende til dagpengemaksimum. Denne ydelse er uafhængig af indkomst- og formueforhold.

Ud over disse mange ordninger er der mulighed for at yde økonomisk støtte til flygtninge i særlige tilfælde, bl.a. til såkaldt »rimeligt begrundede enkeltudgifter« som f.eks. sygebehandling, medicin m.m., udgifter i forbindelse med »henstillinger og pålæg« vedrørende børn og udgifter vedrørende samværsret. Sådan hjælp ydes efter konkret vurdering.

I Justitsministeriets besvarelse til Retsudvalget af 13. juni 1990 af Retsudvalgets spørgsmål nr. 173-174 på alm. del af 26. februar 1990 (Justitsministeriets j.nr. 1990-702-612) fremhæves (p. 6), at kun grundydelsen og børnetillæggene er faste ydelser, og at det derfor ikke er muligt at angive beløbsstørrelse for den økonomiske støtte, der i øvrigt ydes.

Det er forslagsstillernes ønske under udvalgsarbejdet at indhente dokumentation for, i hvilket omfang flygtninge modtager ydelser, der beløbsmæssigt eller frekvensmæssigt overstiger de tilsvarende ydelser, der udbetales til danske modtagergrupper. Hvis de for udvalget fremkomne oplysninger dokumenterer, at visse grupper beløbsmæssigt eller frekvensmæssigt er overrepræsenterede som modtagere af sociale ydelser, kan det vise sig nødvendigt at ændre reglerne.

Økonomisk støtte til andre udlændinge end flygtninge ydes ligeledes efter bistandslovens regler. Forslagsstillerne ønsker under udvalgsarbejdet belyst, i hvilket omfang udenlandske statsborgere modtager økonomisk støtte, og herunder om nogle modtagergrupper udnytter bistandslovens systemer, f.eks. ved særlig høj modtagefrekvens for visse ydelsestyper.

Forslagsstillerne ønsker inddraget under udvalgsarbejdet spørgsmålet om, hvorvidt der i lov om social bistand bør indføres begrænsning i det offentliges forpligtelse til at yde økonomisk hjælp til personer uden dansk indfødsret.

Mere specifikt kan fremhæves, at forhøjet bistandshjælp til indvandrere ydes i et ikke ubetydeligt antal tilfælde, når det efter en gennemført familiesammenføring viser sig, at den herboende familie ikke er i stand til at forsørge de familiesammenførte slægtninge.

Ifølge Berlingske Tidende den 24. november 1991 er det dokumenteret, at »et hul i loven gør det muligt for indvandrere først at skrive under på, at de kan forsørge forældre efter en familiesammenføring, og derefter få dispensation og ekstra bistandshjælp. Dermed er indvandrere bedre stillet end danskere.«

Berlingske Tidende omtaler i artiklen eksempler fra Farum Kommune og ikke færre end 18 tilsvarende eksempler fra Ålborg. I samme nummer af avisen udtaler det socialdemokratiske folketingsmedlem Frank Jensen, at han vil rejse sagen i Folketingets Retsudvalg: »Man gør ikke flygtninge og indvandrere nogen tjeneste ved at have sådanne regler, og derfor bør socialministeren hurtigst muligt få bragt reglerne i overensstemmelse med de regler, der gælder for danske borgere«, udtaler Frank Jensen til avisen.

I samme sag udtalte Venstres politiske ordfører, Peter Brixtofte, ligeledes til Berlingske Tidende den 24. november 1991: »Det hul i loven bliver stoppet - der er slet ingen tvivl«. Det oplyses samme sted, at Farum Kommune inden for det sidste år har haft ca. 20 sådanne sager, og Peter Brixtofte skønner, at Socialministeriet årligt giver flere hundrede dispensationer i sådanne sager.

I Fyns Amts Avis den 26. november 1991 erkender justitsministeren »at danske skatteydere og bistandsklienter i øjeblikket er til grin«. Det fremgår af avisen, at ministeren i forbindelse med revision af udlændingeloven vil foreslå, at myndighederne skal kræve dokumentation for, at indvandrerne selv kan forsørge deres ældre slægtninge, så familiesammenføringen ikke finansieres af bistandshjælp.

I folketingsåret 1991-92 har justitsministeren i lovforslag L 257 om ændring af udlændingeloven m.v. (Familiesammenføring, effektivisering af asylsagsbehandlingen m.v.) nærmest foreslået det modsatte. Her er i lovforslagets § 1, stk. 5, om ændring af udlændingelovens § 9, stk. 4-5, intet krav om, at myndighederne skal kræve dokumentation for forsørgelsesmuligheden. Der er alene foreslået den fakultative mulighed, at opholdstilladelsen kan betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren. Ligeledes kan der kræves dokumentation for, at den pågældende er i stand hertil. Hvis disse krav stilles, og ansøgeren alligevel efterfølgende søger bistandshjælp, foreslås det, at kommunalbestyrelsen kan pålægge garanten at betale hjælpen, ligesom kommunen kan inddrive det skyldige beløb hos garanten.

De her foreslåede lovændringer er kun et usikkert og spinkelt skridt i retning af det, der må være målet: at sikre danskerne mod favorisering af indvandrere.

Den korrekte løsning bør naturligvis være, at der i alle tilfælde skal stilles garanti for forsørgelsen, herunder også for eventuelle andre efterfølgende sociale ydelser - f.eks. ophold på plejehjem m.m. - og således at det påhviler myndighederne i fornødent omfang at sikre sig garanti for betalingen, f.eks. i form af bankgaranti, pantesikkerhed i fast ejendom eller lignende.

Undervisnings- og Forskningsministeriet

På erhvervsuddannelsesområdet gives flygtninge en særstatus i forbindelse med ansøgning til efg-basisuddannelserne. Denne særstatus opnås ved at fortolke loven, således at Dansk Flygtningehjælp »ligestilles« med folkeskolen. Herved vil en flygtning, der søger optagelse på efg, kunne optages via gruppe 2 (ansøgere med fortrin) og derved tage pladsen fra en dansk ansøger. Dette forhold har betydning for muligheden for optagelse på de hovederhvervsområder under efg-uddannelsen, hvor der ikke er garanti for optagelse af alle rettidigt tilmeldte, således at der i dag udøves diskrimination over for danske ansøgere på de kapacitetsbegrænsede områder: grafiske fag, servicefag og levnedsmiddeluddannelsen.

Til aktiviteter specielt rettet mod flygtninge modtog landets erhvervsskoler allerede i 1988 og 1989 samlede bevillinger på ca. 12 mio. kr. til særlige forløb og støtteforanstaltninger under uddannelsen.

Der findes ikke nogen begrundelse, der kan retfærdiggøre denne favorisering af udenlandske ansøgere frem for danske. Undervisnings- og forskningsministeren skal derfor efter beslutningsforslaget tage initiativ til ændring af retstilstanden på dette område samt på andre områder, hvor det under udvalgsbehandlingen måtte vise sig, at der praktiseres diskrimination af danske statsborgere i forhold til udenlandske.

Kulturministeriet

På nogle efterskoler yder Kulturministeriet og Dansk Flygtningehjælp særlige tilskud til undervisning for indvandrere og flygtninge.

Under udvalgsarbejdet bør det kortlægges, i hvilket omfang ministeriet har påtaget sig økonomiske forpligtelser eller engageret sig i aktiviteter på det førnævnte eller på andre områder, der rummer særfordele for udenlandske statsborgere.

I det omfang dette dokumenteres under udvalgets arbejde, skal det præciseres, hvilke initiativer kulturministeren bør tage for at fjerne diskriminationen over for danske statsborgere.

Arbejdsministeriet

I medfør af den gældende beskæftigelseslov for unge m.v. kan der på lokalt initiativ iværksættes uddannelses- og beskæftigelsesforanstaltninger for unge under 30 år og andre særligt udsatte grupper. Det er de lokale myndigheder, der afgør, hvorvidt en gruppe må betragtes som særligt udsat på arbejdsmarkedet. Indvandrere og flygtninge kan således efter loven prioriteres højere end danskere, hvis de er vanskeligt stillet på grund af lokale beskæftigelsesforhold.

Denne mulighed for at favorisere udlændinge, blot fordi de er udlændinge, skal arbejdsministeren tage skridt til at fjerne, når nærværende beslutningsforslag er vedtaget.

Boligministeriet

Inden for Boligministeriets område er der ved lovændringer i 1986 og 1987 efter anbefaling fra Boligministeriets flygtningeudvalg gennemført særregler vedrørende flygtninge i boliglovgivningen. Reglerne er gennemført ved lov nr. 303 af 4. juni 1986 om ændring af lov om individuel boligstøtte og om ændring af lov om boligbyggeri (Flygtninge m.v.) og lov nr. 357 af 1. juli 1988 om ændring af lov om individuel boligstøtte. (Lettelse af pensionisternes samspilsproblemer, flygtninge, boligstøtte til lejeforhøjelser vedrørende skatter og afgifter samt ophævelse af maksimumsgrænser til visse pensionister).

Reglerne omfatter følgende områder:

1) Opgørelse af indkomstgrundlag ved tildeling af individuel boligstøtte

Efter § 7, stk. 8, i lov om individuel boligstøtte kan der ved opgørelse af husstandsindkomster for visse flygtninge bortses fra forskellige former for kontanthjælp, der af danske statsborgere skal medregnes i indkomstgrundlaget. Det drejer sig bl.a. om befordringstilskud, beklædningshjælp og økonomisk hjælp til etablering i egen bolig, herunder til køkkenudstyr m.m.

2) Videre adgang til at opnå lån til beboerindskud m.v.

Efter kapitel 11 i lov om individuel boligstøtte har kommunen pligt til at yde lån til betaling af beboerindskud efter nærmere angivne regler.

I lovens kapitel 11 a er der fastsat særlige regler om lån til betaling af beboerindskud m.v. for flygtninge m.fl. Reglerne afviger på en række punkter, således at flygtninge m.fl. kan opnå lån i videregående omfang end danske, herunder til indflytning i privat udlejningsbyggeri, enkeltværelser m.v.

3) Garanti for betaling af fraflytningsudgifter

Flygtninge m.fl., der i forbindelse med indflytning i privat udlejningsbyggeri eller enkeltværelser opnår lån eller garanti for lån til forudbetaling af leje, depositum eller lignende, kan - i modsætning til danskere - opnå kommunal garanti for opfyldelse af visse kontraktmæssige forpligtelser og herunder pligten til at istandsætte boligen ved fraflytning.

4) Særlige refusionsregler for individuel boligstøtte til flygtninge m.fl.

Også på dette område er indført særlige regler.

5) Adgang til at opnå bolig på visse kollegier

Statsstøttede kollegier opført før 1. januar 1978 var tidligere forbeholdt uddannelsessøgende unge, der følger uddannelser, der berettiger til Statens Uddannelsesstøtte. Ved Boligministeriets bekendtgørelse nr. 105 af 10. marts 1987 er det imidlertid blevet bestemt, at visse grupper af flygtninge har ret til at opnå kollegiebolig, selv om de ikke opfylder de betingelser, der stilles til danske ansøgere.

Endvidere er disse grupper af unge flygtninge efter nærmere regler berettiget til at opnå bolig på statsstøttede kollegier, opført før 1. januar 1978, blot de modtager nærmere bestemt undervisning i dansk.

Der findes ikke nogen fornuftig begrundelse for på disse områder at begunstige visse grupper af udenlandske statsborgere frem for danske, og boligministeren skal derfor, såfremt nærværende forslag vedtages, tage initiativ til at fjerne de her fremhævede eksempler på - samt eventuelt andre under udvalgsarbejdet konstaterede former for - forskelsbehandling mellem danskere og udlændinge.

Versioner

  1. 1992-06-18