Gelex

1992 LSF 36 FORSLAG TIL VÅBENLOV FOR GRØNLAND

GældendeVersion 1992-12-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199212K00036@1992-12-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1. Det er forbudt uden tilladelse fra politimesteren i Grønland at indføre, tilvirke, erhverve, besidde, bære eller anvende

1) pistoler, revolvere og andre korte håndskydevåben,

2) hel- og halvautomatiske geværer, herunder halvautomatiske glatløbede haglgeværer, som kan indeholde mere end 2 haglpatroner,

3) maskinpistoler,

4) maskingeværer,

5) piber, låsestole, bundstykker og baskyler til de våben, der er nævnt under nr. 1-4,

6) ammunition til de våben, der er nævnt under nr. 1-4, derunder også patronhylstre, tændskruer, fænghætter, brandrør og projektiler.

Stk. 2. Luft- og fjederbøsser er undtaget fra forbudet i stk. 1.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at andre end de i stk. 1 nævnte våben omfattes af forbudet. Endvidere kan justitsministeren undtage våben omfattet af stk. 1, herunder halvautomatiske geværer, der anvendes erhvervsmæssigt til jagtformål, fra lovens kontrolordning. Politimesteren i Grønland kan fastsætte regler om, at ammunition omfattet af stk. 1, nr. 6, er undtaget fra lovens kontrolordning.

§ 2. Det er forbudt at overdrage eller overlade andre besiddelsen af de af § 1 omfattede genstande, medmindre erhververen eller modtageren foreviser den fornødne tilladelse.

§ 3. § 1 og § 2 skal dog ikke være til hinder for, at et våbens pibe- eller låsedele, bundstykke eller dele af baskyler ved istandsættelse fornys.

§ 4. Tilladelser efter denne lov kan kun gives til personer, om hvis personlige forhold og hidtidige vandel der ikke foreligger oplysninger, der gør det betænkeligt at imødekomme ansøgningen.

Stk. 2. Våbentilladelse kan endvidere gives til foreninger, museer og lignende, hvis medlemmerne af bestyrelsen og andre ansvarlige opfylder kravet i stk. 1.

Stk. 3. Tilladelser efter denne lov kan til enhver tid tilbagekaldes.

§ 5. Tilladelser udstedt i medfør af § 1 skal medbringes, når våbenet bæres, og på forlangende forevises for politiet.

§ 6. Politimesteren i Grønland fastsætter i en tilladelse efter § 1 sådanne vilkår vedrørende opbevaringen og rådigheden, som må antages at være påkrævet af hensyn til sikkerheden.

§ 7. Tilladelse i henhold til lovens § 1 udstedes med en gyldighedstid på 5 år, medmindre formålet tilsiger en kortere varighed.

§ 8. For tilladelser udstedt i henhold til § 1, stk. 1, nr. 1-4, betales 840 kr. til statskassen. Betalingen nedsættes til det halve, hvis ansøgeren i forvejen har en våbentilladelse, for hvilken der er ydet fuld betaling.

Stk. 2. En våbentilladelse kan kun omfatte et våben.

Stk. 3. Såfremt indehaveren af en våbentilladelse til et bestemt våben udskifter våbenet, skal der udstedes en ny tilladelse mod betaling.

Stk. 4. Skifter indehaveren af en våbentilladelse navn eller adresse, kan der uden betaling udstedes ny våbentilladelse med samme gyldighed som den oprindelige tilladelse.

§ 9. Bortkomst af de våben m.v., der er nævnt i lovens § 1, skal straks anmeldes til politiet. Det samme gælder bortkomst af en gyldig våbentilladelse.

§ 10. Det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren i hvert enkelt tilfælde at udføre

1) våben af enhver art,

2) ammunition,

3) materiel til land-, sø- eller luftkrig,

4) maskiner, instrumenter, apparater og andre produktionsmidler, der overvejende anvendes til fremstilling eller vedligeholdelse af våben, ammunition eller krigsmateriel, og dele og tilbehør til sådanne produktionsmidler og

5) sprængstoffer, derunder krudt, samt råmateriale til fremstilling heraf.

Stk. 2. Tilladelse til udførsel til Danmark meddeles dog af politimesteren i Grønland.

Stk. 3. Stk. 1 og stk. 2 gælder ikke for personer, der er indrejst i Grønland med våben og ammunition, der ikke er omfattet af § 1, og som efter ophold i Grønland i indtil 3 måneder ønsker at genudføre våbnene og ammunitionen.

Stk. 4. Stk. 1 og stk. 2 gælder endvidere ikke for personer, der udrejser af Grønland med våben og ammunition, der ikke er omfattet af § 1, med henblik på ophold i indtil 3 måneder i udlandet, og som efter opholdet i udlandet ønsker at genindføre våbnene og ammunitionen i Grønland.

Stk. 5. Ved udrejse efter stk. 4 skal besidderen af våbenet til politimesteren i Grønland skriftligt anmelde den midlertidige udførsel.

§ 11. Afgørelser truffet af politimesteren i Grønland i henhold til loven kan ikke indbringes for justitsministeren.

§ 12. § 1 gælder ikke for civile statsmyndigheder i Grønland og for militære myndigheder.

§ 13. Overtrædelse af § 1, stk. 1, § 2, § 5, § 8, stk. 3, § 9, § 10, stk. 1 og 5, § 14, stk. 2, samt overtrædelse af et forbud efter § 1, stk. 3, kan medføre foranstaltninger i henhold til kriminalloven. Foranstaltninger kan ligeledes iværksættes over for den, der undlader at efterkomme et vilkår fastsat efter § 6.

Stk. 2. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, hjemmestyret, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 57 i landstingslov om kommunalbestyrelser og bygderåd m.v., kan der pålægges staten, hjemmestyret, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 1994.

Stk. 2. Personer, der ved lovens ikrafttræden er i besiddelse af hel- eller halvautomatiske geværer, piber, låsestole, baskyler eller bundstykker til forannævnte våben, har ret til fortsat at besidde disse genstande, hvis besiddelsen anmeldes til politimesteren i Grønland senest 1 år efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 305 af 21. november 1953 for Grønland om forbud mod erhvervelse eller overdragelse af pistoler m.v. ophæves samtidig med denne lovs ikrafttræden.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1. Det er forbudt uden tilladelse fra Politimesteren i Grønland at

indføre, tilvirke, erhverve, besidde, bære eller anvende:

1) pistoler, revolvere og andre korte håndskydevåben,

2) hel- og halvautomatiske geværer, herunder halvautomatiske glatløbede haglgeværer, som kan indeholde mere end 2 haglpatroner,

3) maskinpistoler,

4) maskingeværer,

5) piber, låsestole, bundstykker og baskyler til de våben, der er nævnt under nr. 1-4,

6) ammunition til de våben, der er nævnt under nr. 1-4, derunder også patronhylstre, tændskruer, fænghætter, brandrør og projektiler.

Stk. 2. Luft- og fjederbøsser er undtaget fra forbudet i stk. 1.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at andre end de i stk. 1 nævnte våben omfattes af forbudet. Endvidere kan justitsministeren undtage våben omfattet af stk. 1, herunder halvautomatiske geværer, der anvendes erhvervsmæssigt til jagtformål, fra lovens kontrolordning. Politimesteren i Grønland kan fastsætte regler om, at ammunition, omfattet af stk. 1, nr. 6, er undtaget fra lovens kontrolordning.

§ 2. Det er forbudt at overdrage eller overlade andre besiddelsen af de af § 1 omfattede genstande, medmindre erhververen eller modtageren foreviser den fornødne tilladelse.

§ 3. § 1 og § 2 skal dog ikke være til hinder for, at et våbens pibe- eller låsedele, bundstykke eller dele af baskyler ved istandsættelse fornys.

§ 4. Tilladelser efter denne lov kan kun gives til personer om hvis personlige forhold og hidtidige vandel, der ikke foreligger oplysninger, der gør det betænkeligt at imødekomme ansøgningen.

Stk. 2. Våbentilladelse kan endvidere gives til foreninger, museer og lignende, hvis medlemmerne af bestyrelsen og andre ansvarlige opfylder kravet i stk. 1.

Stk. 3. Tilladelser efter denne lov kan til enhver tid tilbagekaldes.

§ 5. Tilladelser udstedt i medfør af § 1 skal medbringes, når våbenet bæres og på forlangende forevises for politiet.

§ 6. Politimesteren i Grønland fastsætter i en tilladelse efter § 1 sådanne vilkår vedrørende opbevaringen og rådigheden, som må antages at være påkrævet af hensyn til sikkerheden.

§ 7. Tilladelse i henhold til lovens § 1 udstedes med en gyldighedstid på 5 år, medmindre formålet tilsiger en kortere varighed.

§ 8. For tilladelser udstedt i henhold til § 1, stk. 1, nr. 1-4, betales 840 kr. til statskassen. Betalingen nedsættes til det halve, hvis ansøgeren i forvejen har en våbentilladelse, for hvilken der er ydet fuld betaling.

Stk. 2. En våbentilladelse kan kun omfatte et våben.

Stk. 3. Såfremt indehaveren af en våbentilladelse til et bestemt våben udskifter våbenet, skal der udstedes en ny tilladelse mod betaling.

Stk. 4. Skifter indehaveren af en våbentilladelse navn eller adresse, kan der uden betaling udstedes ny våbentilladelse med samme gyldighed som den oprindelige tilladelse.

§ 9. Bortkomst af de våben m.v., der er nævnt i lovens § 1 skal straks anmeldes til politiet. Det samme gælder bortkomst af en gyldig våbentilladelse.

§ 10. Det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren i hvert enkelt tilfælde at udføre:

1) våben af enhver art,

2) ammunition,

3) materiel til land-, sø- eller luftkrig,

4) maskiner, instrumenter, apparater og andre produktionsmidler, der overvejende anvendes til fremstilling eller vedligeholdelse af våben, ammunition eller krigsmateriel, samt dele og tilbehør til sådanne produktionsmidler, og

5) sprængstoffer, derunder krudt, samt råmateriale til fremstilling heraf.

Stk. 2. Tilladelse til udførsel til Danmark meddeles dog af Politimesteren i Grønland.

Stk. 3. Stk. 1 og stk. 2 gælder ikke for personer, der er indrejst i Grønland med våben og ammunition, der ikke er omfattet af § 1, og som efter ophold i Grønland i indtil 3 måneder ønsker at genudføre våbnene og ammunitionen.

Stk. 4. Stk. 1 og stk. 2 gælder endvidere ikke for personer, der udrejser af Grønland med våben og ammunition, der ikke er omfattet af § 1, med henblik på ophold i indtil 3 måneder i udlandet, og som efter opholdet i udlandet ønsker at genindføre våbnene og ammunitionen i Grønland.

Stk. 5. Ved udrejse efter stk. 4 skal besidderen af våbenet til Politimesteren i Grønland skriftligt anmelde den midlertidige udførsel.

§ 11. Afgørelser truffet af Politimesteren i Grønland i henhold til loven kan ikke indbringes for justitsministeren.

§ 12. § 1 gælder ikke for civile statsmyndigheder i Grønland og for militære myndigheder.

§ 13. Overtrædelse af § 1, stk. 1, § 2, § 5, § 8, stk. 3, § 9, § 10, stk. 1 og 5, § 14, stk. 2, samt overtrædelse af et forbud efter § 1, stk. 3, kan medføre foranstaltninger i henhold til kriminalloven. Foranstaltninger kan ligeledes iværksættes over for den, der undlader at efterkomme et vilkår fastsat efter § 6.

Stk. 2. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, hjemmestyret, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 57 i landstingslov om kommunalbestyrelser og bygderåd m.v., kan der pålægges staten, hjemmestyret, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 1994.

Stk. 2. Personer, der ved lovens ikrafttræden er i besiddelse af hel- eller halvautomatiske geværer, piber, låsestole, baskyler eller bundstykker til forannævnte våben, har ret til fortsat at besidde disse genstande, hvis besiddelsen anmeldes til Politimesteren i Grønland senest 1 år efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 305 af 21. november 1953 for Grønland om forbud mod erhvervelse eller overdragelse af pistoler m.v. ophæves samtidig med denne lovs ikrafttræden.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget har til formål at indføre en kontrolordning for særligt farlige skydevåben i Grønland.

Den danske våbenlov gælder ikke for Grønland og bortset fra enkelte administrativt fastsatte bestemmelser er der i dag ingen grønlandske regler på våbenområdet, hvilket betyder, at bl.a. hel- eller halvautomatiske skydevåben frit kan erhverves, besiddes og anvendes i Grønland.

Forslaget indebærer, at der kræves tilladelse fra Politimesteren i Grønland til at indføre, erhverve, besidde, anvende m.v. alle farlige skydevåben, som ikke er egentlige traditionelle jagtvåben.

Der stilles endvidere forslag om, at udførsel af våben af enhver art kræver tilladelse fra justitsministeren.

1.2. Baggrunden for, at den danske våbenlov ikke gælder for Grønland, er, at den danske våbenlov i sin oprindelige affattelse blev vedtaget på et tidspunkt, hvor dansk lovgivning ikke umiddelbart var gældende for Grønland.

Ved grundlovsrevisionen i 1953 blev Grønlands statsretlige stilling ændret, og det følger nu af grundlovens § 1, at en efter den 5. juni 1953 vedtagen lov omfatter Grønland, hvis den ikke udtrykkeligt bestemmer det modsatte.

Ændringen af grundlovens § 1 har ikke haft den virkning, at ældre dansk lovgivning, herunder den gældende danske våbenlov, som er fra 1946, automatisk er blevet udstrakt til at omfatte Grønland.

For anskaffelse, besiddelse, anvendelse m.v. af skydevåben er der således i dag ikke nogen lovfæstede regler for Grønland. Våbenområdet er alene reguleret af bekendtgørelse for Grønland nr. 305 af 21. november 1953 om forbud mod erhvervelse eller overdragelse af pistoler m.v. samt § 6 i bekendtgørelse nr. 374 af 25. juni 1976 om Nationalparken i Nord- og Østgrønland, der regulerer indførelse af våben i Nationalparken.

2. Baggrund

2.1. Nytårsmorgen 1990 blev 7 yngre mennesker dræbt i Narssaq med skud fra en halvautomatisk salonriffel. Bl.a. på denne baggrund anmodede Politimesteren i Grønland Justitsministeriet om at tage initiativ til gennemførelse af et forbud mod indførelse af hel- og halvautomatiske skydevåben til Grønland samt til en modernisering af indholdet af bekendtgørelsen om forbud mod erhvervelse eller overdragelse af pistoler. Som yderligere begrundelse for anmodningen henviste Politimesteren i Grønland til, at politiet i lokale kriminelle kredse havde fundet både hel- og halvautomatiske rifler, der fremtrådte som egentlige militærvåben, ligesom politiet havde konstateret, at der tilsyneladende ubesværet kunne indføres halvautomatiske skydevåben fra Danmark.

I forlængelse af politimesterens henvendelse til Justitsministeriet tilkendegav Grønlands Hjemmestyre, Erhvervsdirektoratet, at man fuldt ud forstod baggrunden for politimesterens anmodning, samt at landsstyret var indstillet på i forbindelse med landstingssamlingen i foråret 1990 at foreslå landstingsloven om erhvervsmæssig fangst og jagt ændret, således at fangst og jagt med hel- og halvautomatiske våben generelt forbydes.

Grønlands Landsting vedtog herefter den 16. maj 1990 en ændring af Landstingslov om erhvervsmæssig fangst og jagt, således at fangst og jagt med hel- eller halvautomatiske våben blev forbudt. Landstingsloven blev imidlertid ændret den 30. oktober 1991, således at forbudet nu kun er gældende for helautomatiske våben. Baggrunden herfor var bl.a. de halvautomatiske våbens betydning for fangerne visse steder i Grønland som et almindeligt forsørgelsesredskab.

2.2. Den seneste årsberetning fra Grønlands politi viser, at der i 1991 blev begået 15 drab og 24 drabsforsøg. I 1990 blev der begået 23 drab og 36 drabsforsøg i Grønland. De tilsvarende tal for 1989 var 13 drab og 27 drabsforsøg, mens der i 1988 blev begået 18 drab og 29 drabsforsøg. En række af disse drab er begået med halvautomatiske våben, herunder bl.a. drabene i Narssaq nytårsmorgen 1990 på 7 yngre mennesker.

Spørgsmålet om, i hvilken udstrækning en våbenkontrolordning vil have indflydelse på kriminalitetsfrekvensen og kriminalitetsbilledet i Grønland, har ikke været genstand for undersøgelse.

Et af Justitsministeriet nedsat udvalg afgav i februar 1990 en betænkning vedrørende kriminalpolitiske spørgsmål i Grønland. Under kapiteloverskriften: »Den kriminalpolitiske situation, herunder en statistisk beskrivelse af kriminalitetsudviklingen« siges det side 25: »Kriminalitetsbilledet i Grønland er fortsat præget først og fremmest af en relativ høj kriminalitetsfrekvens, som dog viser et svagt fald de sidste par år. Kriminalitetsbilledet er endvidere præget af et forholdsvis meget stort antal personfarlige forbrydelser, ofte af grov karakter og med særdeles alvorlige følger for ofrene, såsom manddrab og forsøg herpå, vold, voldtægt o.lign., men på den anden side af meget lidt økonomisk kriminalitet, bortset fra de simpleste former som tyveri, hæleri, dokumentmisbrug og hærværk.« Side 26 hedder det om årsagerne til kriminaliteten: »Det er næppe muligt på empirisk grundlag at fastslå årsagerne til kriminaliteten, men det er en almindelig opfattelse, at dårlige opvæktsbetingelser og miljø (præget af spiritusmisbrug og manglende opdragelsesmæssige stimuli) og dårlige sociale forhold (herunder boligforhold) i kombination med et akut eller længerevarende spiritusmisbrug og den svækkelse af modforestillinger og psykiske bremsemekanismer, der er en følge deraf, i det helt overvejende antal tilfælde må anses som årsagen til den begåede kriminalitet.«

På denne baggrund kan det næppe forventes, at gennemførelse af en våbenkontrolordning generelt set vil få en afgørende indvirkning på kriminaliteten i Grønland. Der er imidlertid grund til at tro, at et forbud mod hel- og halvautomatiske våben på enkelte områder - herunder navnlig i relation til antallet af drab og drabsforsøg - kan få mærkbar virkning.

Også alment kriminalitetsforebyggende hensyn tilsiger derfor, at der nu på grund af disse våbens åbenbare farlighed indføres en våbenkontrolordning, som foruden pistoler, revolvere og andre korte håndskydevåben også omfatter hel- og halvautomatiske våben.

3. Hovedpunkterne i forslaget

3.1. Med henblik på at gøre lovgivningen så enkel og overskuelig som mulig har Justitsministeriet fundet det mest hensigtsmæssigt at samle reglerne om våbenkontrol i en ny våbenlov for Grønland og samtidig ophæve den eksisterende bekendtgørelse om pistoler.

Spørgsmålet om indførelse af en våbenkontrolordning for Grønland har givet anledning til overvejelse om, i hvilken udstrækning de særlige grønlandske forhold gør det påkrævet, at udforme reglerne anderledes end i den danske våbenlov. Overvejelserne har dels vedrørt hvilke våbentyper en kontrolordning skal omfatte, dels hvor vidtgående kontrollen skal være. Dernæst har spørgsmålet om en overgangsordning med hensyn til de farlige skydevåben f.eks. halvautomatiske rifler, som i dag lovligt befinder sig i Grønland, meldt sig.

3.2. Med hensyn til spørgsmålet om, hvilke våbentyper, der skal være omfattet af kontrolordningen har Justitsministeriet ikke fundet anledning til at gå videre end politimesterens forslag, som alene vedrørte hel- og halvautomatiske våben samt en modernisering af »pistolbekendtgørelsen«.

Det foreslås derfor i § 1, at den ny våbenkontrolordning skal omfatte såvel pistoler, revolvere og andre korte håndskydevåben som hel- og halvautomatiske geværer, maskinpistoler og -geværer, samt dele og ammunition til de skydevåben, der er omfattet af forslaget.

Da det imidlertid er svært på nuværende tidspunkt at forudse og vurdere behovet for yderligere regulering, er der i § 1, stk. 3, medtaget en bemyndigelsesregel, hvorefter justitsministeren administrativt kan fastsætte regler om, at andre end de i stk. 1 nævnte våben kan omfattes af forbudet, ligesom det er fundet hensigtsmæssigt, at justitsministeren på grund af de særlige grønlandske forhold kan undtage våben, der er omfattet af stk. 1, fra lovens kontrolordning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6. og til bemærkningerne til § 1.

3.3. Opregningen af forbud i lovforslagets § 1, stk. 1, og § 2 er udformet som og skal forstås i overensstemmelse med den danske våbenlovs § 1, stk. 1 og § 2, stk. 1. Kontrolordningen er i relation til de forbudte handlinger og den forbudte adfærd lige så vidtgående som den danske våbenkontrolordning.

På enkelte punkter tilsiger dog de særlige grønlandske forhold en afvigelse fra de danske regler. Således er der i modsætning til den danske våbenlovs bestemmelser ikke fastsat nogen aldersmæssig begrænsning for erhvervelse m.v. af luft- og fjederbøsser. Baggrunden herfor er, at almindelige haglgeværer og jagtrifler, der må anses for farligere våben end luft- og fjederbøsser, efter lovforslaget frit kan erhverves og besiddes m.v. også af personer under 18 år.

I § 1, stk. 3, er indsat en bestemmelse om, at Politimesteren i Grønland kan fastsætte regler om, at ammunition omfattet af § 1, stk. 6, er undtaget fra kontrolordningen. Årsagen hertil er, at visse typer ammunition kan anvendes til såvel almindelige jagtvåben, som våben omfattet af forslaget. Det ville være særdeles uhensigtsmæssigt, hvis erhvervelse af sædvanlig ammunition til brug for ikke-tilladelsespligtige jagtvåben var underlagt kontrolordningen. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, stk. 3.

I forhold til den gældende »pistolbekendtgørelse« er kontrollen skærpet på 2 områder. For det første er kontrolordningens anvendelsesområde udvidet, idet begrebet »andre korte håndskydevåben« er medtaget i lovteksten. Dette muliggør i modsætning til pistolbekendtgørelsens regler, at et oversavet glatløbet jagtgevær eller en jagtriffel med en ganske kort pibe kan være omfattet af lovens kontrolordning. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, stk. 1, nr. 1. For det andet indeholder lovforslaget flere og mere vidtgående forbuds- og kontrolbestemmelser end pistolbekendtgørelsen.

3.4. Politimesterens oprindelige henvendelse til Justitsministeriet vedrørte - udover en modernisering af den såkaldte »pistolbekendtgørelse« - alene et forbud mod indførsel af hel- og halvautomatiske våben. Baggrunden herfor var, at der i dag formentlig findes en hel del halvautomatiske våben i Grønland, hvorfor politimesteren anførte, at et totalt forbud mod at indføre, tilvirke, erhverve, besidde, bære og anvende hel- og halvautomatiske våben af praktiske grunde eventuelt burde gennemføres ad flere omgange.

Justitsministeriet er enig i, at der ved udformningen af en våbenkontrolordning opstår praktiske problemer i relation til de personer, som i dag lovligt er i besiddelse af hel- eller halvautomatiske våben. En etapevis gennemførelse af våbenkontrolordningen begyndende med et forbud mod indførsel af visse våben vil imidlertid i høj grad forhale kontrolordningens virkning.

Justitsministeriet finder, at den overgangsordning, som tidligere er blevet anvendt i våbenlovssammenhæng senest i forbindelse med ændringerne af den danske våbenlov i 1986 og 1987, tilgodeser såvel de praktiske problemer i relation til de personer, som i dag lovligt besidder hel- eller halvautomatiske våben, som hensynet til ordningens effektivitet.

Det foreslås derfor, at personer, som i dag lovligt er i besiddelse af hel- eller halvautomatiske våben, fortsat kan besidde - men ikke anvende, bære m.v. - disse våben, under forudsætning af, at de pågældende senest 1 år efter lovens ikrafttræden har anmeldt besiddelsen til Politimesteren i Grønland.

3.5. Endelig indeholder lovforslaget i § 10 en bestemmelse om udførsel af våben. Det foreslås, at tilladelser til udførsel af våben fra Grønland af hensyn til rigets våbeneksportpolitik meddeles af Justitsministeriet. § 10 omfatter alle typer af våben og ammunition samt dele hertil, idet man af hensyn til den danske våbeneksportpolitik bør have ens regler i Grønland og Danmark. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 10.

3.6. Den 31. marts 1992 behandledes lovforslaget i Grønlands Landsting. Landstinget tilsluttede sig forslaget på betingelse af, at erhvervsfangere fortsat blev sikret adgang til at anvende halvautomatiske våben - specielt salonrifler til sæljagt - idet det samtidig anførtes, at det fandtes urimeligt, hvis erhvervsfangere skulle betale 840 kr. for udstedelse af en våbentilladelse. Landstinget pålagde herefter landsstyret at genoptage forhandlingerne med Justitsministeriet med hensyn til de ovennævnte punkter.

Justitsministeriet rettede ved skrivelse af 10. juni 1992 henvendelse til Grønlands Hjemmestyre, dels på baggrund af landstingsforhandlingen, dels på baggrund af, at politimesteren i Grønland ved skrivelse af 13. maj 1992 havde oplyst, at Grønlands Hjemmestyre i øjeblikket var i gang med en revision af den grønlandske jagtlovgivning, herunder spørgsmålet om anvendelse af halvautomatiske våben.

Grønlands hjemmestyre besvarede Justitsministeriets henvendelse ved skrivelse af 4. september 1992. Det hedder i skrivelsen:

»Henvisende til Justitsministeriets brev af 10. juni 1992 . . . . . . ., skal det meddeles at man fra Direktoratet for Fiskeri, Fangst og Landbrug er igang med at indarbejde regler, herunder spørgsmålet om brugen af halvautomatisk våben.

Jagtreglerne tænkes udformet, således at brugen af halvautomatisk våben begrænses så vidt muligt. Der er således planer om kun at tillade anvendelse af halvautomatisk våben pr. dispensation de steder, hvor anvendelse af ikke-automatiske våben ikke tilstrækkeligt i erhvervsfangst.

I loven om erhvervsmæssig fangst og jagt er reglerne således, at brugen af halvautomatisk våben stadigvæk er tilladt. Årsagerne til tilladelsen kan læses i Landstingets behandling af lovudkastet til våbenlov. Reglen om anvendelse af halvautomatiske våben tænkes ændret, når samtlige bekendtgørelser om fangst og jagt revideret ift. våbenanvendelse, er sat på plads.

Hjemmestyrets gældende bekendtgørelser om isbjørnejagt og fangst af store hvaler, rensdyrjagt og moskusoksejagt forbyder anvendelse af automatisk våben samt i bekendtgørelser om fredning af harer, ulve og ræve. Det er således kun i bekendtgørelse om fangst af hvid- og narhvaler, der ikke er regler om anvendelse af automatisk våben. Det er også i forbindelse med hvid- og narhvalsfangst, at Hjemmestyret tænker på evt. dispensationsordninger. Sagen er ikke færdigbehandlet, men skal til drøftelse under landstingets efterårssamling, dog ikke som et selvstændigt punkt. Der findes endnu ingen regler om anvendelse af våben ifm. sæl- og hvalrosfangst.«

Det fremgår heraf, at revisionen af den grønlandske jagtlovgivning endnu ikke er tilendebragt. Justitsministeriet har imidlertid fundet det rettest at fremsætte forslag til våbenlov for Grønland, uden at afvente hjemmestyrets afslutning på revisionsarbejdet, idet Landstingets bemærkninger er indarbejdet i det foreliggende lovforslag. For at tilgodese de særlige grønlandske forhold er der således i forslagets § 1, stk. 3, 2. pkt., medtaget en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren administrativt kan undtage våben, der er omfattet af forslagets § 1, stk. 1, herunder halvautomatiske geværer, der anvendes erhvervsmæssigt til jagtformål, fra lovens kontrolordning. Det er hensigten at udnytte denne bemyndigelsesbestemmelse til at undtage halvautomatiske geværer, der traditionelt benyttes af erhvervsfangere som et almindeligt forsørgelsesredskab. Det forudsættes herved, at der kan etableres en ordning, hvor erhvervsfangeres adgang til erhvervelse og besiddelse af disse våben knyttes til enkle kriterier, f.eks. at den pågældende har gyldig erhvervsfangertilladelse. Glatløbede haglgeværer, som kan indeholde mere end 2 haglpatroner eller andre halvautomatiske våben, der traditionelt ikke anvendes til erhvervsmæssig jagt, vil fortsat være omfattet af lovens kontrolordning. Den nærmere afgrænsning af en administrativt fastsat undtagelsesordning vil ske efter forhandling med Politimesteren i Grønland og Grønlands Hjemmestyre. Etablering af en sådan undtagelsesordning indebærer i øvrigt, at erhvervsfangere omfattet heraf, ikke skal have våbentilladelse, hvorfor der heller ikke opstår spørgsmål om betaling herfor.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser

Gennemførelse af våbenlov for Grønland vil medføre et vist merarbejde for politimesterembedet i Grønland. Merforbruget af personale skønnes i en overgangsperiode at blive ca. 1 årsværk, hvortil kommer udgifter i forbindelse med eventuel etablering af et centralt edb-baseret våbenregister. Merudgifterne vil kunne afholdes inden for politiets eksisterende bevillingsmæssige rammer.

Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at indebære økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.

5. Hørte myndigheder. Forelæggelse for Grønlands Landsting

I forbindelse med lovforslagets udarbejdelse har Justitsministeriet indhentet udtalelser fra Politimesteren i Grønland, Landsdommeren i Grønland, Statsministeriet, Grønlandsafdelingen, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Grønlands Politiforening og Grønlands Hjemmestyre.

Lovforslaget har været forelagt Grønlands Landsting, som har tiltrådt forslaget den 31. marts 1992, jf. pkt. 3.6.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelsen fastslår, hvilke typer skydevåben, dele til skydevåben og ammunition, der er omfattet af lovforslaget om en kontrolordning for skydevåben i Grønland.

Et skydevåben kan i almindelighed defineres som en som våben fremtrædende genstand, der er i stand til med nogen kraft af udslynge faste bestanddele - typisk en kugle eller et projektil. Signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben (løsskudsvåben), hvis virkning alene beror på lyd- eller lyseffekten, uden at der kan ske udslyngning af genstande m.v., er ikke omfattet af lovforslaget. Et våben, der er ubrugbargjort ved gennemsavning på langs af hele piben og en væsentlig del af låsestolens forbro, anses ikke for et skydevåben i lovens forstand. Baggrunden herfor er, at våbenet er ubrugbargjort på en sådan måde, at det ikke kan benyttes til skydning eller ved konstruktive ændringer kan gøres anvendelig hertil.

Bestemmelsens indledning er udformet som og skal forstås i overensstemmelse med den danske våbenlovs § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1. Ved tilvirkning forstås fremstilling, herunder konstruktive ændringer af våben. Den rene formidling af handel med våben er ikke omfattet af bestemmelsen.

I § 1, stk. 1, nr. 1, er medtaget pistoler og revolvere, der i dag er omfattet af bekendtgørelse nr. 305 af 21. november 1953 om forbud mod erhvervelse eller overdragelse af pistoler. Denne bekendtgørelse foreslås derfor samtidig med nærværende lovforslag ophævet, jf. § 14, stk. 3.

Ved begrebet »andre korte håndskydevåben« er det overladt til domstolene at foretage en nærmere afgrænsning ud fra en konkret vurdering af det pågældende skydevåbens karakter. Således vil et glatløbet haglgevær - der i sig selv ikke er omfattet af lovforslaget, medmindre det er halvautomatisk - kunne være omfattet af bestemmelsen, såfremt piben er afkortet f.eks. ved oversavning. På tilsvarende måde kan en jagtriffel, der ikke er hel- eller halvautomatisk, tænkes omfattet af bestemmelsen, såfremt riflens normalpibe er udskiftet med en ganske kort pibe.

Efter praksis i Danmark kan et halvautomatisk glatløbet haglgevær, der som følge af plombering ikke kan indeholde mere end 2 haglpatroner, lovligt besiddes og anvendes, såfremt indehaveren har jagttegn. Sådanne plomberede halvautomatiske haglgeværer anses ikke for omfattet af lovforslagets § 1, stk. 1, nr. 2.

I § 1, stk. 1, nr. 5, er nævnt de dele til skydevåben, der er omfattet af kontrolordningen. Et haglgeværs baskyle indeholder affyringsmekanismen og har i øvrigt i det væsentlige samme funktion som en låsestol har for andre skydevåben.

I § 1, stk. 2, er luft- og fjederbøsser (herunder luftpistoler) undtaget fra kontrolordningen, hvilket svarer til de danske regler, bortset fra, at der i Danmark er et forbud for personer under 18 år med hensyn til disse våben. Årsagen til at der ikke som i Danmark foreslås en aldersmæssig begrænsning for erhvervelse m.v. af disse våben er, at almindelige glatløbede haglgeværer og jagtrifler - der alt andet lige anses for farligere våben end luft- og fjederbøsser - efter lovforslaget, ligesom i dag, frit kan erhverves, besiddes m.v. af personer under 18 år.

I traditionelle luftbøsser skabes overtrykket ved udløsning af en fjeder, der skal spændes efter hvert skud. Der findes imidlertid også såkaldte kulsyregeværer og -pistoler, hvor overtrykket stammer fra en lille kulsyrebeholder, som placeres i våbenet, typisk i skæftet. Kulsyren i en sådan beholder er fra begyndelsen under et så betydeligt tryk, at den giver mulighed for adskillige skud. Sådanne hel- eller halvautomatiske kulsyregeværer og -pistoler er omfattet af forbudet i stk. 1.

Efter § 1, stk.. 3, 1. pkt., kan justitsministeren administrativt inddrage yderligere våben under kontrolordningen. Baggrunden for denne bemyndigelse er, at kontrolordningen er en nyskabelse i Grønland, hvorfor det ikke er muligt at forudse og vurdere behovet for yderligere regulering. Det synes således mest hensigtsmæssigt, at det overlades til justitsministeren - i samråd med Politimesteren i Grønland - administrativt at foretage de nødvendige justeringer.

Efter § 1, stk. 3, 2. pkt., kan justitsministeren endvidere administrativt undtage våben fra lovens kontrolordning. Som anført under de almindelige bemærkninger pkt. 3.6. er det hensigten at udnytte denne bemyndigelsesbestemmelse til at undtage halvautomatiske geværer, der traditionelt benyttes erhvervsmæssigt af erhvervsfangere, fra lovens kontrolordning.

Efter § 1, stk. 3, 3. pkt., kan Politimesteren i Grønland fastsætte regler om, at ammunition omfattet af stk. 1, nr. 6, er undtaget fra lovens kontrolordning. Baggrunden herfor er, at visse typer ammunition såvel kan anvendes til våben omfattet af lovforslaget som til almindelige jagtvåben, der ikke er omfattet af lovforslaget. Det ville således være uhensigtmæssigt om erhvervelse af ammunition til brug for sådanne ikke-tilladelsespligtige våben krævede tilladelse. Det findes mest hensigtsmæssigt at overlade til politimesteren at foretage den nærmere tekniske afgrænsning af, hvilke kalibre der - henset til at de i det væsentligste anvendes til jagtvåben - bør være undtaget fra loven.

Til § 2

Bestemmelsen udelukker i praksis salg af våben pr. postordre.

Til § 3

Bestemmelsen svarer til den danske våbenlovs § 2, stk. 2.

Til § 4

Bestemmelsen i § 4, stk. 1, er i overensstemmelse med § 2 i Justitsministeriets cirkulære om våben af 19. juli 1988.

Efter forvaltningslovens § 29 må der i sager, der rejses ved ansøgning, ikke fra andre forvaltningsmyndigheder indhentes oplysninger om ansøgerens personlige forhold og hidtidige vandel, medmindre ansøgeren har givet samtykke hertil.

Forvaltningsloven gælder ikke for Grønland og er ikke ved kgl. anordning sat i kraft i Grønland.

§ 29 i forvaltningsloven kan ikke umiddelbart antages at være udtryk for gældende ret i Grønland.

Justitsministeriet forudsætter imidlertid, at Politimesteren i Grønland ved sin administration af våbenloven for Grønland følger den samme praksis som i Danmark - der er et udslag af forvaltningslovens § 29 - og at han derfor opnår samtykke fra en ansøger, inden han indhenter oplysninger om ansøgerens rent private forhold, herunder oplysning fra kriminalregisteret.

Der er tale om en skønsmæssig vurdering, hvorvidt oplysningerne om den pågældendes hidtidige vandel og personlige forhold gør det betænkeligt, at vedkommende er i besiddelse af våben omfattet af kontrolordningen. Efter hidtidig praksis i Danmark lægges der i særlig grad vægt på om den pågældende har haft sager om drab, vold, røveri, voldtægt, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, overtrædelse af straffelovens § 266 (visse trusler) og § 252 (forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed) m.v. samt overtrædelse af våbenlovgivningen.

Herudover er det umiddelbart klart, at våbentilladelse skal afslås, hvis der foreligger en begrundet risiko for, at våbnet vil blive misbrugt. Det samme gælder, hvor skødesløshed i omgang med skydevåben er særligt indiceret.

Endvidere må udgangspunktet i tilfælde, hvor der er begrundet tvivl om, hvorvidt våbenet vil blive misbrugt, være, at en våbentilladelse inddrages (jf. forslagets § 4, stk. 2) eller nægtes.

Afgjorte straffesager, aktuelle sigtelser samt ansøgerens personlige forhold kan således begrunde afslag på en ansøgning efter loven.

Det forudsættes i øvrigt, at hensynet til de særlige grønlandske forhold vil indgå i vurderingen efter § 4.

Tilbagekaldelse efter § 4, stk. 3, kan især finde sted, når indehaveren af en våbentilladelse ikke længere opfylder betingelserne i § 4, stk. 1.

Såfremt Politimesteren i Grønland finder det forsvarligt, kan der - medmindre våbnene søges konfiskeret - gives indehaveren en frist til afhændelse af våbnene.

Til § 5

Bestemmelsen svarer til den danske våbenlovs§ 2 d.

Til § 6

I den danske våbenbekendtgørelses § 13 har justitsministeren fastsat, at våben skal opbevares forsvarligt og så vidt muligt på et sted, der er utilgængeligt for uvedkommende. Opbevares skydevåben ikke i et sikkert, aflåset gemme, skal låsen eller bundstykket udtages og anbringes under lås. Ammunition til skydevåben skal opbevares for sig i et aflåset gemme.

Justitsministeriet forudsætter, at Politimesteren i Grønland fastsætter vilkår for opbevaring svarende til de danske regler med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Til § 7

En tilladelse med en gyldighedstid på mindre end 5 år kan f.eks. komme på tale i de situationer, hvor der gives deltagere på videnskabelige ekspeditioner tilladelse til at medbringe pistoler eller revolvere til brug for selvforsvar mod vilde dyr.

Det bemærkes, at en indførselstilladelse - der i Danmark er afgiftsfri og meddeles med en gyldighedstid på højst 6 måneder - forudsættes meddelt samtidig med, at der meddeles ansøgeren tilladelse til besiddelse m.v.

Til § 8

Beløbet er fastsat i overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i den danske våbenlovs § 6 b.

Afgiften forfalder ved udstedelse af tilladelse.

Bestemmelserne i § 8, stk. 3 og 4 - der svarer til den danske våbenlovs § 6 b, stk. 3 og 4 - hjemler ikke fritagelse for betaling i de tilfælde, hvor en person anmoder om udstedelse af en våbentilladelse til erstatning for en tilladelse, der er bortkommet eller beskadiget.

Til § 9

Bestemmelsen indebærer en anmeldelsespligt for tilladelsesindehaveren.

Til § 10

Af hensyn til rigets våbeneksportpolitik bør tilladelser til udførsel af våben fra Grønland - som i den danske våbenlov - meddeles af Justitsministeriet.

Bestemmelsen i § 10, stk. 1, omfatter alle typer våben og ammunition samt dele hertil og er således væsentlig bredere end lovforslagets § 1. Bestemmelsen omfatter således eksempelvis blank-, stød- og slagvåben, jagtvåben og luftgeværer samt herudover i stk. 3-5 krigsmateriel, produktionsmidler og sprængstoffer samt dele m.v. hertil. Bestemmelsen er i overensstemmelse med den danske våbenlovs § 6 samt våbenbekendtgørelsens § 15.

Justitsministeriet følger normalt den praksis, at udførselsansøgninger forelægges for Udenrigsministeriet, som gør dem til genstand for en konkret bedømmelse i lyset af den danske våbeneksportpolitik. Hovedprincippet heri har igennem en årrække været, at der nægtes eksporttilladelse til lande, der er inddraget i krigsbegivenheder, eller til områder, hvor forholdene er så urolige eller ustabile, at de må befrygtes at udvikle sig til væbnede konflikter, herunder borgerkrig eller væbnet undertrykkelse af befolkningsgrupper. Eksporttilladelse nægtes endvidere til lande, mod hvilke der af FN er vedtaget våbenembargo.

Justitsministeriet afgiver på begæring i særlige tilfælde en forhåndsudtalelse om, hvorvidt udførsel af et bestemt produkt kræver tilladelse.

Udførsel til Danmark har ikke udenrigspolitiske aspekter, og tilladelse til en sådan udførsel findes mest hensigtsmæssigt at kunne meddeles af politimesteren.

Efter den danske våbenbekendtgørelse kan håndvåben til brug ved skydekonkurrencer, jagt eller fiskeri i Danmark samt ammunition hertil i rimeligt omfang i forbindelse med gennemrejse eller ophold i indtil 3 måneder indføres, besiddes, bæres, anvendes og genudføres uden tilladelse. På samme måde kan ud- og genindførsel af våben fra Danmark til ophold i udlandet i indtil 3 måneder finde sted uden særskilt tilladelse.

Ved lovforslagets § 10, stk. 3 og 4, etableres en tilsvarende ordning for personer, der er rejst ind i eller ud af Grønland med våben, der ikke er omfattet af lovforslagets § 1.

Bestemmelsen i § 10, stk. 5, svarer til våbenbekendtgørelsens § 17 og gør det muligt for politimesteren at kontrollere, at personer, der udrejser af Grønland efter den i stk. 4 anførte smidige ordning, påny indfører våbnene til Grønland og således ikke søger at omgå kravet om tilladelse fra Justitsministeriet efter § 10, stk. 1.

Til § 11

Efter den danske våbenlov er Justitsministeriet rekursinstans for de afgørelser, der efter loven er henlagt til politimesteren (politidirektøren).

Under hensyn til de særlige grønlandske forhold findes det ikke formålstjenligt at tillade, at politimesterens afgørelser efter loven kan indbringes for Justitsministeriet. På den baggrund kan der tænkes udviklet en praksis i Grønland, der ikke svarer til den danske praksis.

Til § 12

Bestemmelsen omfatter ikke det grønlandske hjemmestyre.

Militærpersoners anvendelse, besiddelse etc. af våben i privat øjemed er ikke omfattet af bestemmelsen.

Til § 13

I bestemmelsen fastsættes, at overtrædelse af våbenlovens forbuds- og påbudsbestemmelser, sanktioneres med foranstaltning i henhold til den grønlandske kriminallov. Overtrædelse af loven må i vidt omfang forventes afgjort med bøde, men formuleringen skaber mulighed for, at retten - navnlig ved alvorligere overtrædelser - kan træffe bestemmelse om anvendelse af een af de øvrige foranstaltninger, der er nævnt i den grønlandske kriminallovs § 85, f.eks. betinget dom eller anbringelse i anstalt.

Til § 14

Formålet med lovforslaget er som anført under de almindelige bemærkninger at indføre en kontrolordning for særlig farlige våben svarende til den danske våbenlov. Af hensyn til de personer, der i dag lovligt er i besiddelse af sådanne våben, har Justitsministeriet fundet det rettest, at de pågældende fortsat kan besidde disse våben - men således ikke bære, anvende m.v. Den lovlige besiddelsesret er dog betinget af, at de pågældende senest 1 år efter lovens ikrafttræden har anmeldt besiddelsen til politimesteren.

Ordningen svarer til den overgangsordning, der blev etableret ved ændringen af våbenloven med virkning fra 1. juni 1986, hvorved glatløbede haglgeværer blev inddraget under den danske våbenlovs kontrolordning.

Versioner

  1. 1992-12-21