Gelex

1992 LSF 251 FORSLAG TIL LOV OM BEMYNDIGELSE TIL OPTAGELSE AF STATSLÅN I UDLANDET

GældendeVersion 1993-04-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199212K00251@1993-04-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1.

Finansministeren bemyndiges til at optage lån i udlandet til et

samlet beløb svarende til 50 mia. kr.

§ 2.

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

Finansministeren bemyndiges til at optage lån i udlandet til et samlet beløb svarende til 50 mia. kr.

§ 2

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Bemærkninger

Ved lov nr. 776 af 9. december 1987 fik finansministeren bemyndigelse til at optage lån i udlandet på 30 mia. DKK. Denne bemyndigelse nedskrives i overensstemmelse med hidtidig praksis efterhånden som lån optages og opskrives efterhånden som lån afdrages. Ligeledes opskrives bemyndigelsen ved statslige opkøb af egne obligationer.

Danmarks samlede udenlandske nettogæld - summen af privat og offentlig - har som følge af overskuddet på betalingsbalancens løbende poster gennem de seneste år udvist et betydeligt fald. Således udgjorde nettogælden ved udgangen af 1989 37,5 pct. af BNP, mens den ved udgangen af 1992 udgjorde 27,7 pct.. Det forventede fortsatte overskud på betalingsbalancens løbende poster vil bevirke, at nettogælden også i de kommende år vil være aftagende. Dette indebærer dog ikke nødvendigvis, at statens udenlandske gæld kan afvikles i hurtig takt.

Der er sket en ændring i forholdet mellem offentlig og privat låntagning i udlandet siden 1990 og specielt i sidste halvdel af 1992 og i begyndelsen af 1993 har der i forbindelse med den europæiske valutauro forekommet betydelige bevægelser både i den private og den offentlige sektors udenlandske lånoptagelse og deraf følgende gæld. Således har den private sektor i betydeligt omfang afviklet gæld i udenlandsk valuta, og Danmarks Nationalbanks valutareserve har været udsat for et pres i nedadgående retning. For at opretholde valutareserven på et passende niveau er der derfor optaget udenlandske statslån. Disse lån er optaget dels ved træk på statens to kortfristede låneprogrammer de såkaldte »Commercial Paper« programmer - der for at øge fleksibiliteten begge har fået forøget maksimumsudeståendet fra 1. mia. USD til et maksimumsudestående på 3 mia. USD, dels via mellemfristede obligationslån.

Restlånebemyndigelsen (ifl. lov nr. 776 af 9. december 1987) for udenlandsk låntagning var ultimo 1992 på 49,8 mia. DKK efter nedskrivelsen med de 4 mia. USD, som de maksimale trækningsrettigheder på »Commercial Paper« programmerne er forøget med. Som følge af den fortsatte valutauro og som følge af at trækningsmuligheden på »Commercial Paper« programmerne har været udnyttet stort set fuldt ud, er det besluttet at hæve trækningsmulighederne til 6 mia. USD på begge programmer, idet de har vist sig at være særdeles nyttige som likviditetsreserve i forbindelse med forsvaret af kronen under valutauro. Denne forøgelse af trækningsmulighederne på ialt 6 mia. USD (svarende til 38,3 mia. DKK, valutakurs pr. 12/3-93) ventes at falde endeligt på plads ultimo 1. kvartal 1993. For at udvidelsen skal kunne udnyttes fleksibelt, bør restlånebemyndigelsen - som ved den forrige udvidelse - nedskrives med det fulde beløb på tidspunktet, hvor trækningsmuligheden foreligger. Sammen med de i 1. kvartal optagne langfristede lån på ialt 12 mia. DKK vil dette betyde, at restlånebemyndigelsen vil være reduceret til 1,2 mia. DKK ultimo kvartalet, når der tages højde for afdrag på 1,6 mia. DKK i løbet af 1. kvartal. Hvis der ikke optages nye langfristede udenlandske statslån i den resterende del af 1993, vil denne restbemyndigelse dog stige som følge af afdrag på statsgæld på 13,5 mia. DKK til 14,7 mia. DKK ultimo 1993.

Imidlertid vil det være ønskeligt, at udeståendet på »Commercial Paper« programmerne blive nedbragt, således at de kan fungere som beredskabsreserve i tilfælde af fornyet valutauro. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at tilbagebetale en betydelig del af denne kortfristede gæld via optagelse af langfristede statslån, idet de private kapitalbevægelser ikke på forhånd kan forudsiges, og det derfor ikke med rimelig sikkerhed kan forventes, at den private sektor vil bidrage positivt til valutaimporten.

I lyset af usikkerheden med hensyn til størrelsen og retningen af de private kapitalbevægelser og med et ønske om at nedbringe udenståendet på »Commercial Paper« programmerne, samtidigt med at muligheden for at låne for op til 12 mia. USD på disse programmer foreligger, er det ønskeligt, at der hurtigt gennemføres en forøgelse af den udenlandske lånebemyndigelse på 50 mia. DKK.

Som følge af de liberaliserede kapitalbevægelser bliver skillelinien mellem indenlandsk og udenlandsk låntagning mere og mere udvisket, hvorfor også opdelingen mellem en indenlandsk og en udenlandsk lånebemyndigelseslov bliver mindre og mindre velbegrundet. Rigsrevisionen har således påpeget, at det kunne være hensigtsmæssigt at erstatte de to nævnte love med en samlet lånebemyndigelseslov for både indenlandsk og udenlandsk låntagning.

Det er hensigten i den kommende folketingssamling at fremlægge et forslag til en sådan samlet lånebemyndigelse, der skal erstatte denne og tidligere lånebemyndigelseslove.

Versioner

  1. 1993-04-21