Gelex

1992 BSF 12 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ÆNDRING AF REGLERNE FOR SØMÆNDS KIRKESKAT

GældendeVersion 1992-10-27
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19921BA00012@1992-10-27/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen inden den 1. februar 1993 at

fremsætte lovforslag, der indebærer, at sømænd om bord på skibe

registreret i Dansk Internationalt Skibsregister pålignes kirkeskat

efter de almindelige regler.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Ved lov nr. 364 af 1. juli 1988 er indført skattefrihed for lønindtægt ved tjeneste om bord på danske skibe, registreret i Dansk Internationalt Skibsregister. Skattefriheden, jf. ligningslovens § 33 C, er udformet efter samme model som bestemmelsen om udlandsarbejde i ligningslovens § 33 A. Reglen indebærer, at lønmodtagere ikke blot får fradrag for den i udlandet betalte skat, men også får fradrag for den danske skat, selv om skatten til udlandet er mindre, eller han slet ikke skal betale skat i udlandet.

Begrundelsen for disse skattefrihedsbestemmelser er ønsket om at styrke rederierhvervets konkurrenceevne gennem lønoverenskomster, der under hensyn til de ændrede skatteregler er indgået på internationalt konkurrencedygtige vilkår.

Baggrunden for oprettelse af Dansk Internationalt Skibsregister var ønsket om at modvirke udflagning af danske skibe. Det var hensigten, at Dansk Internationalt Skibsregister skulle yde samme konkurrencemæssige vilkår som andre internationale skibsregistre.

Sømænd om bord på skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister betaler således hverken kommune-, stats- eller kirkeskat.

Da Dansk Internationalt Skibsregister blev indført, var det en forudsætning, at kirkeskatten ikke ville blive berørt af ordningen. Men kirkeskatten blev omfattet. Forslagsstillerne finder derfor, at den nærværende ordning er for vidtgående. Sømænd bør pålignes kirkeskat efter de almindelige regler.

Det må fastholdes, at der er en principiel forskel på kommune- og statsskat sammenholdt med kirkeskat. Kirkeskatten må betragtes som et medlemskontingent. Det fremgår bl.a. ved, at pligten til at betale kirkeskat bortfalder ved udmeldelse af folkekirken. Konsekvensen heraf bør være, at sømændene får mulighed for at yde deres bidrag til den danske folkekirke via kirkeskatten.

Som ordningen er udformet, betaler sømænd om bord på skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister ikke kirkeskat. Sømænd, der ikke er medlemmer af Folkekirken, får udbetalt et beløb, der svarer til den gennemsnitlige kirkeskat, når indkomståret er omme.

Konsekvensen af ordningen er, at sømænd, der ønsker at bidrage økonomisk til folkekirken via kirkeskatten, er nødt til at melde sig ud af folkekirken, hvorefter det modtagne beløb kan gives til f.eks. sømandskirkerne i fremmede havne. Ordningen er i høj grad paradoksal.

På den baggrund finder forslagsstillerne det rimeligt, at sømænd om bord på skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister pålignes kirkeskat efter de almindelige regler, jf. § 18 i lov om folkekirkens økonomi (lovbekendtgørelse nr. 470 af 27. juni 1989). Kirkeskat pålignes folkekirkens medlemmer efter samme regler, hvorefter kommunal indkomstskat svares til vedkommende kommune. Opkrævning af kirkelige afgifter sker i henhold til kildeskattelovens regler.

Regeringen skal fremsætte lovforslaget inden den 1. februar 1993 af hensyn til de forestående overenskomstforhandlinger. Lovforslagets ikrafttrædelsestidspunkt skal være identisk med de ny overenskomsters ikrafttræden.

Versioner

  1. 1992-10-27