Gelex

1994 BSF 45 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM SKÆRPEDE KRITERIER FOR TILDELING AF DANSK INDFØDSRET

GældendeVersion 1995-01-25
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19941BA00045@1995-01-25/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at udarbejde fremtidige lovforslag om meddelelse af indfødsret (naturalisation) efter følgende retningslinjer:

1. Sprogkravet skærpes, således at ansøgere som udgangspunkt skal kunne såvel læse som tale dansk i rimeligt omfang.

2. Kravet om straffri vandel skærpes, således at der skal ske en forlængelse og differentiering af de åremålsgrænser, der er vejledende for tildeling af dansk indfødsret.

3. Praksis vedrørende tilbagebetaling af gæld til det offentlige skærpes, således at ansøgere som hovedregel skal have tilbagebetalt tilbagebetalingspligtige ydelser, modtaget eller udlagt af det offentlige, forinden pågældende kan opnå dansk indfødsret.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Forslaget er i det væsentlige en genfremsættelse af B 73, som blev fremsat den 22. februar 1994, førstebehandlet den 17. marts 1994 og forkastet ved 2. (sidste) behandling den 3. maj 1994. Der henvises til Folketingstidende 1993-94, forhandlingerne sp. 6588, 8042 og 10395, tillæg A sp. 7129 og tillæg B sp. 1193.

Beslutningsforslaget har to formål:

- Efter forslagsstillernes opfattelse skal opnåelse af dansk indfødsret ikke være noget, man efter nogle års ophold i Danmark har ret til. At opnå indfødsret er efter forslagsstillernes opfattelse et blåt stempel, man skal have gjort sig fortjent til. Derfor skal de, der ansøger om dansk indfødsret, naturligvis i rimeligt omfang kunne tale og læse dansk. Ligeledes er det et rimeligt krav at stille til ansøgere, at de ikke har økonomiske mellemværender med det offentlige.

- For at opnå dansk indfødsret skal ansøgere gennem en årrække have vist, at de kan føre en kriminalitetsfri tilværelse. Ansøgere, der efter deres ankomst her til landet, har begået meget grov kriminalitet, skal slet ikke have mulighed for at opnå dansk indfødsret.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1

Efter den nuværende praksis kan en ansøger ikke opnå dansk indfødsret, hvis den pågældende ikke har kendskab til det danske sprog.

Dette administreres imidlertid således, at ansøgeren alene skal kunne tale dansk. Det kræves ikke i praksis, at ansøgeren tillige skal kunne læse og skrive dansk i rimeligt omfang.

Det forekommer urimeligt, at en person kan opnå dansk indfødsret, blot den pågældende kan forstå dansk og kan gøre sig forståelig på dansk, hvis den pågældende ansøger i øvrigt ikke kan læse dansk i rimeligt omfang. Det er en klar forudsætning for en god integration, at den pågældende ved hjælp af avislæsning, gennem deltagelse i undervisning på dansk og ved brug af undervisningsmateriale på dansk er i stand til at tilegne sig viden om Danmark. Det må også konstateres, at det ved bestridelse af næsten ethvert job vil være en hæmsko, hvis man ikke kan læse og forstå instruktioner eller meddelelser skrevet på dansk.

Det må derfor være et krav til en ansøger, at den pågældende i rimelig grad behersker det danske sprog i såvel skrift som tale.

Ad 2

Det er efter forslagsstillernes mening urimeligt, at personer, der efter deres ankomst til Danmark er dømt for selv meget alvorlige forbrydelser, kan opnå dansk indfødsret, og at personer, der er dømt for knap så alvorlig kriminalitet, efter en kort årrække kan opnå dansk indfødsret. Forslagsstillerne ønsker følgende skærpelser:

- Betingede domme eller tiltalefrafald i medfør af retsplejelovens § 723 på vilkår om straffri vandel er til hinder for naturalisation i 5 år efter udløbet af den prøvetid, der er fastsat i dommen eller tiltalefrafaldet.

- Ubetinget straf af hæfte eller fængsel i indtil 3 måneder er til hinder for naturalisation i 7 år fra straffens udståelse.

- Ubetinget straf af fængsel på mellem 3 måneder og 1 år er til hinder for naturalisation i 10 år fra straffens udståelse.

- Ubetinget straf af fængsel på mellem 1 år og 5 år samt andre frihedsberøvende foranstaltninger i medfør af straffeloven er til hinder for naturalisation i 15 år fra straffens udståelse.

- Ubetinget straf af fængsel i 5 år eller derover er til hinder for naturalisation.

Foruden en generel skærpelse af praksis vedrørende kriminelle ansøgere er forslaget således tillige en afhjælpning af det forhold, som gør sig gældende i dag, nemlig at den kriminelle, der er idømt en straf på 1 års fængsel, skal vente uforholdsmæssigt længere end den kriminelle, der er idømt 5 års fængsel, idet de begge kan optages på lovforslaget, når der er gået 10 år regnet fra gerningstidspunktet.

Ad 3

Praksis for behandlingen af ansøgninger om at opnå dansk indfødsret fra ansøgere, der har gæld til det offentlige, er, at ansøgeren skal have overholdt en afdragsordning i 12 måneder, ligesom det skal være sandsynliggjort, at ordningen fortsat vil blive overholdt.

Praksis bør strammes op, således at gæld til det offentlige som hovedregel skal være fuldt tilbagebetalt, før optagelse på lovforslaget kan ske. Tilbagebetalingsforpligtelsen bør gælde, hvad enten gælden er opstået, fordi den pågældende har modtaget tilbagebetalingspligtige ydelser (herunder underholdsbidrag udbetalt forskudsvis af det offentlige i henhold til lov om børnetilskud og andre familieydelser), eller den er opstået som følge af skatte- og afgiftsrestancer.

Versioner

  1. 1995-01-25