1994 BSF 47 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM SIKRING MOD HABILITETSPROBLEMER VED BEHANDLINGEN AF KLAGER I SKATTEANKENÆVNENE
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19941BA00047@1995-01-27/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at tage de nødvendige initiativer til at sikre retssikkerheden ved behandlingen af klager i skatteankenævnene over afgørelser i de lokale skatteforvaltninger ved, at der ikke ved behandlingen af klager deltager embedsmænd fra den skatteforvaltning, som skatteyderen klager over.
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillerne er af den opfattelse, at reglerne i den nugældende skattestyrelseslovs § 11, hvorefter den kommunale skattemyndighed yder sekretariatsbistand til skatteankenævnet, kan bevirke en berettiget mistro til en korrekt og uvildig behandling af klager i skatteankenævn.
Forslagsstillerne er helt opmærksomme på, at de gældende regler foreskriver, at det i hver enkelt sag skal vurderes, hvorvidt sekretæren fra den lokale skatteforvaltning er inhabil. Endvidere skal skatteankenævnet påse, at sekretariatsbistanden ikke ydes af inhabile personer.
Men det er forslagsstillernes opfattelse, at det er mistænkeligt, at der overhovedet deltager personer fra den skatteforvaltning, der klages over, ved behandlingen i skatteankenævnene. Når en skattechef eksempelvis deltager som sekretær og rådgiver for skatteankenævnet, er vedkommende således med til at behandle en klagesag over en afgørelse truffet af en af skattechefens medarbejdere.
Uanset om der i en bestemt sag direkte foreligger inhabilitet eller ej, mener forslagsstillerne, at den nuværende retsstilling betyder en uheldig dobbeltrolle for eksempelvis en skattechef i skatteforvaltningen.
For at den enkelte skatteyder i større grad skal kunne være sikker på en uvildig og ny behandling af sin sag i skatteankenævnet, finder forslagsstillerne det derfor nødvendigt, at de nuværende regler ændres, således at det ikke er den forvaltning, som der klages over, der stiller sekretariatsbistand til rådighed.