Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19941BA00067@1995-02-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen inden 1. juni 1995 at sikre, at

kommunerne kan varetage deres boligpolitiske opgaver ved at

fremsætte lovforslag, der

1. sikrer, at alle kommuner hurtigst muligt opfylder en mindstegrænse for antallet af almennyttige boliger. I hovedstadsregionen fastsættes antallet til 20 pct., i bykommuner til 15 pct. og i øvrige kommuner til 2,5 pct. af kommunens samlede boligmasse,

2. giver kommunerne adgang til at lade almennyttige boligselskaber købe ejerboliger og private udlejningsboliger på markedsvilkår og omdanne dem til ældreboliger, ungdomsboliger eller almennyttige boliger,

3. giver kommunerne anvisningsret til hver 4. ledige lejlighed i alle former for udlejningsejendomme samt i private andelsboligforeninger.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Forslaget er en uændret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 5 fra folketingsåret 1993-94. Se Folketingstidende 1993-94, Folketingets forhandlinger sp. 349 og 821 samt tillæg A sp. 325.

En række sager har vist, hvor magtesløs en kommune er over for boligsociale problemer. Sociale problemer, både for indvandrere, flygtninge og danskere, har en tendens til at koncentrere sig til bestemte kommuner, bestemte kvarterer og bestemte bebyggelser. Det medvirker ofte til, at problemerne bliver selvforstærkende.

Den problemstilling bør ikke søges afhjulpet med tvang over for de berørte personer og familier. Der er tilfælde, hvor f.eks. indvandrere fra samme land ønsker at bo tæt på hinanden, og det skal de have lov til.

Men i dag er situationen ofte den, at folk med sociale problemer og uden bolig kun kan få anvist en lejlighed i problemkommunerne og problembebyggelserne. Et lille skridt i den rigtige retning blev taget, da Folketinget i juni 1992 vedtog lovforslag om kommunernes ret til at erhverve boliger for at fremme udlændinges integration (L 336), der giver kommunerne ret til at erhverve ejerboliger og omdanne dem til almindelige udlejningsboliger til brug for udlændinge. Men det er langtfra nok. SF ønsker, at der rettes op på situationen ved, at der gennemføres tre forslag:

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1

I dag er fordelingen af de almennyttige boliger meget skæv. Nogle kommuner, f.eks. Hvidovre og andre kommuner på Københavns vestegn, har en stor andel af almennyttige boliger, andre har stort set ingen. Det gælder f.eks. Hørsholm og Gentofte, og det betyder, at personer, der ønsker at få anvist en bolig i en af disse kommuner, ikke kan få det.

Det skal der rettes op på ved, at en bestemt procentdel af boligerne i alle kommuner skal være almennyttige boliger. Denne procent fastsættes på et lavt niveau i landkommuner (»øvrige kommuner« i Danmarks Statistiks terminologi), hvor behovet typisk vil være beskedent, højere i bykommuner og højest i hovedstadsområdet, hvor behovet er størst.

Som instrumenter til at opfylde kravet kan kommunen iværksætte nybyggeri, jf. det samtidigt fremsatte forslag til folketingsbeslutning om forøgelse af det støttede boligbyggeri (B 66), eller opkøbe eksisterende ejendomme, jf. punkt 2.

Det vil tage nogle år at få kravet opfyldt overalt, hvorfor der skal fastsættes en overgangsordning. For at sikre, at kommunerne hurtigst muligt bestræber sig for at opfylde kravet, skal kommuner, der ikke opfylder mindstekravene, ikke kunne give byggetilladelse til andre former for byggeri, medmindre boligministeren giver tilladelse hertil. Kommunerne skal dog kunne give tilladelse til ungdoms- og ældreboligbyggeri.

Det vil endvidere øge kommunernes tilskyndelse til hurtigst muligt at opfylde kravet, hvis man gennemfører de ændringer i det kommunale udligningssystem, der er beskrevet i ovennævnte beslutningsforslag.

Ad 2

I de fleste kommuner vil den bedste metode til at fremskaffe flere almennyttige boliger, f.eks. for at opfylde mindstekravet, jf. punkt 1, være at bygge nyt. Men andre steder kan der være grund til i stedet at købe eksisterende ejerboliger. Det er der flere grunde til:

For det første vil det give mange, der i dag af økonomiske grunde, f.eks. tvangsauktion, tvinges til at flytte, mulighed for at blive boende. Deres løbende boligudgift bliver mindre, til gengæld mister de muligheden for en fremtidig kapitalgevinst. På denne måde kan et antal sociale tragedier undgås, hvilket også samfundsøkonomisk vil være en stor gevinst.

For det andet vil ordningen være til hjælp for store grupper, der ikke kan få solgt deres ejerbolig. Forslaget vil nemlig mindske udbudet af ejerboliger og dermed bidrage til at lette omsætningen og give priserne et vist løft, så friværdien i nogle tilfælde genskabes. Det problem er specielt udtalt i dele af landet, f.eks. Lolland, hvor nettoboligbehovet formentlig er temmelig begrænset. Forslaget er derfor på ingen måde ejerfjendsk - tværtimod.

For det tredje afskæres store dele af befolkningen i dag reelt fra at bo i kvarterer med overvejende ejerboliger, fordi realkreditinstitutterne systematisk udelukker dem fra at få lån.

Ad 3

Kommunerne har i dag kun anvisningsret til det almennyttige byggeri (jf. § 14 i lov om boligbyggeri), konkret hver 4. ledige lejlighed. Det lægger en væsentlig begrænsning på de valgmuligheder, som kommunen og den boligsøgende har. Og det medvirker til at koncentrere de boligsociale problemer til de almennyttige byggerier. For kommuner med meget få almennyttige boliger betyder det, at kommunen reelt ikke kan foretage boliganvisninger, hvilket er et særligt problem, indtil det under punkt 1 omtalte forslag kan få fuld virkning om et antal år. F. eks. har Gentofte Kommune ca. 15.000 udlejningsboliger, næsten halvdelen af alle boliger i kommunen. Men kun godt 1.000 af dem er almennyttige. SF synes, at det er synd for Gentofte Kommune, at den ikke mener at kunne finde boliger til det antal flygtninge, som de ellers så gerne ville tage. Derfor er det en glæde for SF at kunne hjælpe Gentofte med dette forslag.

Konkret foreslås, at kommunen får anvisningsret til hver 4. ledige lejlighed i alle former for udlejningsejendomme samt i private andelsboligforeninger. Der vil ikke være nogen pligt for kommunen til at udnytte anvisningsretten, idet de nærmere bestemmelser foreslås udformet parallelt til bestemmelserne i lov om boligbyggeri. Eventuelt kan ejendomme med ganske få lejligheder fritages helt.

Versioner

1. 1995-02-21