1994 BSF 90 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM LODSPLIGT FOR SKIBE MED SÆRLIG FARLIGE LASTER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19941BA00090@1995-03-15/da
Indhold
Folketinget pålægger regeringen at optage forhandlinger i FN's Internationale Maritime Organisation (IMO), i EU og andre relevante internationale forsamlinger med henblik på at få ophævet Traktaten om Øresundstoldens Afskaffelse af 1. april 1857.
Ønsket om ophævelse af traktaten skal ses ud fra de forhold i traktaten, der forhindrer Danmark i at indføre lodspligt for skibe med særlig farlige laster, en lodspligt, der ellers blev vedtaget af Folketinget i 1985.
Ligeledes skal der hvert år afgives en rapport til Folketinget med orientering om, hvilke initiativer der internationalt er foretaget fra Danmarks side.
Bemærkninger til forslaget
Den 15. maj 1985 vedtog Folketinget et beslutningsforslag fra SF (B 107) (se Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne sp. 5906, 7489 og 10102, tillæg A sp. 3543, tillæg B sp. 1373 og tillæg C sp. 421) om lodspligt for alle skibe, der gennemsejlede danske farvande med farlige laster bestående af olie, kemikalier, gifte samt radioaktive stoffer, som ved brand, kollission eller lignende kunne medføre katastrofer for miljø, dyr eller mennesker.
Under Folketingets behandling af lodsloven (L 189) (se Folketingstidende 1988-89, forhandlingerne sp. 5168, 6086, 10492 og 10845, tillæg A sp. 4423, tillæg B sp. 1829 og tillæg C sp. 1145) blev denne lodspligt endnu en gang vedtaget.
Tommy Dinesen (SF) har siden da stillet to spørgsmål til forsvarsministeren, spm. nr. S 601 (6.3.90) og spm. nr. S 1023 (11.7.90) om, hvad ministeren havde tænkt sig at gøre for at leve op til den vedtagne lov om lodspligt.
Det fremgår af ministerens svar, at den væsentligste hindring for gennemførelse af lodspligt er Traktaten om Øresundstoldens Afskaffelse.
Til trods for vedtagelsen af en international rekommandation (anbefaling) om, at skibe med over 13 meters dybgang skal/bør tage lods om bord ved passage af den såkaldte T-rute, sker der ofte overtrædelser af denne rekommandation, for eksempel det Maltaflagede skib »Achilleus« med 155.000 t kul og en dybgang på intet mindre end 17 meter, og der sker jævnligt lignende overskridelser. Som yderligere argumentation for lodspligt for skibe med særlig farlige laster kan anføres, at Australien vil gøre tvungen brug af lods i den nordlige del af Great Barriers Reef-området til sin hovedsag i FN's Internationale Maritime Organisation (IMO) og i forhandlingerne med Papua Ny Guinea. Det sker for at højne sikkerheden i området, hvor 70 pct. af de transiterende skibe i dag frivilligt gør brug af lods.
Som bilag er optrykt kort over EU-fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområderne. Danmark er forpligtet til at beskytte disse områder og deres flora og fauna. Lodspligt for skibe med særlig farlige laster vil kunne styrke beskyttelsen af disse områder.