1994 BSF 97 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ETABLERING AF EN MEDICINSKADEFOND
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19941BA00097@1995-03-28/da
Indhold
Folketinget pålægger regeringen at etablere en medicinskadefond
efter følgende retningslinjer:
1. Medicinskadefonden skal kunne udbetale erstatning for medicinforårsagede skader efter de principper, der er gældende for udbetaling af erstatning i henhold til lov om patientforsikring.
2. Fonden kan finansieres efter et af nedenstående principper:
a. Finansieringen tilvejebringes gennem frivillige bidrag fra medicinindustrien eller
b. finansieringen tilvejebringes gennem bidrag, der pålægges receptpligtig medicin. Bidraget opkræves og afregnes af apotekerne, og bidragets størrelse reguleres i overensstemmelse med fondens udbetalinger.
3. Overstiger udbetalingerne et år fondens kapital, stiller staten det manglende beløb midlertidigt til rådighed.
4. Retten til at gøre ansvar gældende over for involverede medicinproducenter overføres til fonden.
5. Fondens administration varetages af patientforsikringsforeningen.
Bemærkninger til forslaget
Det er forslagsstillernes opfattelse, at der i befolkningen er et stort ønske om at få indført en forbedret sikring af mennesker, der udsættes for medicinskader.
En medicinskadefond findes at være et egnet og økonomisk hensigtsmæssigt redskab til løsning af de situationer, hvor det kan være vanskeligt for patienter selv at løfte bevisbyrden. Fondskonstruktionen sikrer, at medicinskadesager, hvor ansvar kan gøres gældende over for medicinproducenten, bliver ført af en part, der er denne jævnbyrdig.