1994 BSF 106 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM INDFØRELSE AF BELASTNINGSINDEKS, ØGET OG FORBEDRET VEJLEDNING, FORSKNING OG UDVIKLING
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19941BA00106@1995-04-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at sikre gennemførelsen af nedennævnte tiltag om nødvendigt ved fremsættelse af lovforslag herom:
1) Indførelse af belastningindeks for bekæmpelsesmidler.
2) Øget og forbedret vejledning om anvendelse og korrekt brug af bekæmpelsesmidler.
3) Iværksættelse af øget forskning i og udvikling af resistente planter og alternativer til traditionelle bekæmpelsesmidler.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er et led i udmøntningen af Venstres og Det Konservative Folkepartis plan til sikring af det danske grundvand.
Ad 1
De pesticider, der ved forskriftsmæssig brug udgør en trussel mod grundvandsressourcerne m.v., bør forbydes.
KV-regeringen lovede i sin redegørelse af 14. januar 1993, at en revurdering af gamle pesticider skulle være afsluttet i 1993. Det er ikke sket efter regeringsomdannelsen. Forslagsstillerne ønsker denne revurdering afsluttet snarest.
Når anvendelse af plantebeskyttelsesmidler er nødvendig, er det vigtigt at bruge de for miljøet mest skånsomme midler. For at sikre brugerne mulighed for at udvælge sig de mest miljøvenlige midler bør der udarbejdes et belastningsindeks for pesticider.
Hvis der på etiketten og i vejledningerne er påført et belastningsindeks, kan rådgivere og brugere til enhver tid se, hvilke midler der er mest skånsomme over for miljøet. Enhver bruger vil altid være interesseret i at bruge det middel, der er mest skånsomt. Den mulighed har man ikke i dag.
Systemet er netop besluttet gennemført i Holland, således at brugerne kan vælge pesticider ud fra en miljømæssig vurdering af virkningerne på grundvand, fisk og regnorme. Miljømålestokken rangordner de forskellige pesticider i den aktuelle behandlingssituation.
Ad 2
Jo bedre vejledning, man kan give om de enkelte produkter og deres anvendelsesmuligheder, des mindre brug af midler og des bedre effekt får man. Derfor skal producenter, erhvervet og den relevante forskning i samarbejde udarbejde en forbedret vejledning om pesticider for brugerne, der giver bedst mulig indsigt i midlernes anvendelse, teknikkens muligheder, planternes udviklingstrin, vejrets indflydelse etc.
Ad 3
Det bedste ville være helt at undgå anvendelsen af plantebeskyttelsesmidler. Derfor skal der satses yderligere på forskning i og udvikling af planternes resistens samt forskning i biologisk bekæmpelse af sygdom og skadedyr og i konkurrence over for ukrudt. Desuden bør udvikling af mere miljøvenlig sprøjteteknologi understøttes.