Gelex

1994 BSF 121 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM NEDSÆTTELSE AF BESKATNINGEN PÅ MOTORCYKLER

GældendeVersion 1995-05-23
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19941BA00121@1995-05-23/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til i folketingsåret 1995-96 at fremsætte lovforslag, der nedsætter registreringsafgiften på motorcykler samt mindsker beskatningen af sikkerhedsudstyr til motorcykler.

Bemærkninger til forslaget

Efter at skattereformen siden 1993 nu har haft tid til at virke igennem et par år, er tiden på en række områder inde til at revurdere konsekvenserne af den gennemførte reform.

Disse revurderinger har for en dels vedkommende betydet, at et flertal i Folketinget har fundet det rigtigst at ændre eller lappe på gældende lovgivning.

Forslagsstillerne har igennem den seneste tid fået mange henvendelser fra mulige motorcykelkøbere, der ikke vil købe, fordi afgiftsniveauet på specielt store motorcykler er ekstremt højt.

Det får paradoksalt nok den konsekvens, at den forhøjede registreringsafgift, der skulle betyde flere penge i statskassen, i stedet betyder færre i statskassen, fordi færre vil købe.

Skattereformen fik nemlig den uheldige konsekvens, at motorcykler med en listepris på over 20.000 kr. beskattes hårdere end en bil med en tilsvarende listepris.

Forslagsstillerne finder dette urimeligt og ulogisk. Registreringsafgiften er reelt diskriminerende over for motorcykler som helhed og ikke mindst over for de store motorcykler.

Men kan ikke komme uden om, at motorcykler på mange måder er langt mindre ressourcekrævende end biler. Det gælder fremstilling, brug og skrotning.

Til afhjælpning af disse urimelige tilstande for mulige købere af motorcykler er der to muligheder, som forslagsstillerne ser det.

1) Indførelse af samme afgiftsregler for motorcykler som for personbiler

Personbiler og motorcykler købes af de samme årsager og til de samme formål. Endvidere er provenuet ved mc-afgiften i den store sammenhæng uden betydning for statens indtægter, selv om en nedsættelse formodentlig ville betyde større indtægter på grund af større salg. Økonomiske hensyn taler således ikke for den eksisterende hårdere beskatning af motorcykler end af biler.

2) Indførelse af stykafgifter på motorcykler

Den eksisterende 180 pct.-registreringsafgift (minus et fast fradrag) afløses af en gradueret stykafgift, som man kender det fra lastbiler.

Satserne kunne f.eks. være:

mc'er på over 600 ccm: ....... 30.000 kr. i fast afgift mc'er på 251 ccm-600 ccm: .... 15.000 kr. i fast afgift mc'er på 126 ccm-250 ccm: .... 7.500 kr. i fast afgift mc'er på op til 125 ccm: ..... 5.000 kr. i fast afgift

Et sådant system ville være simpelt og langt mere rimeligt for interesserede købere af motorcykler.

Forslagsstillerne er under udvalgsbehandlingen naturligvis villige til at drøfte andre måder, hvorpå beskatningen af motorcykler kan lettes, men afgørende er det, at der hurtigst muligt træffes beslutninger i den retning, som beslutningsforslaget tilsiger.

Forslagsstillerne ønsker samtidig at henlede opmærksomheden på, at der med de nuværende regler sker en uhensigtsmæssigt høj beskatning af sikkerhedsudstyr, hvilket absolut ikke øger motorcyklisters motivation til at få installeret ekstra sikkerhedsudstyr på motorcyklerne.

Det danske afgiftsniveau er absolut i top, når det gælder motorcykler, hvilket betyder, at mange vælger at købe reservedele til deres motorcykel i udlandet og dermed ombygger deres motorcykel til en næsten ny. Herved mister den danske stat afgiftsindtægter og arbejdspladser.

Siden skattereformens gennemførelse i 1993 er det blevet stadig mere tydeligt, at registreringsafgifterne på motorcykler er urimeligt høje og alligevel ikke tilfører den danske stat nogen væsentlig indtægt.

Derfor er det vigtigt, at der fordomsfrit igen ses på det høje afgiftsniveau på motorcykler.

Versioner

  1. 1995-05-23