Gelex

1995 LSF 22 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KOMMUNAL AKTIVERING (ÆNDRING AF YDELSER OG TILBUD M.V.)

GældendeVersion 1995-12-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199512K00022@1995-12-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov om kommunal aktivering, jf. lovbekendtgørelse nr. 150 af 8. marts 1995, som ændret ved lov nr. 434 og § 23 i lov nr. 449 af 14. juni 1995, foretages følgende ændringer:

1. Overskriften til kapitel 2 affattes således:

»Rådgivning og vejledning samt individuel handlingsplan«. 2. § 3, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse lægge særlig vægt på at vejlede kontanthjælpsmodtagere om, hvordan de kan forbedre deres beskæftigelsesmuligheder ved at deltage i uddannelse.«

3. I § 3 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. Kommunalbestyrelsen har for kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år, pligt til at udarbejde en individuel handlingsplan senest efter en sammenhængende periode med 6 måneders kontanthjælp. For kontanthjælpsmodtagere under 25 år kan kommunalbestyrelsen udarbejde en handlingsplan ud fra en vurdering af det individuelle behov.

Stk. 3. En handlingsplan skal indeholde en beskrivelse af kontanthjælpsmodtagerens beskæftigelsesmål. Det skal tillige med udgangspunkt i kontanthjælpsmodtagerens ønsker og forudsætninger og under hensyntagen til arbejdsmarkedets behov angives, hvilke arbejdsmarkedspolitiske eller andre aktiviteter der kan bidrage til opfyldelse af målet. I en handlingsplan for en kontanthjælpsmodtager under 25 år skal der lægges vægt på at angive, hvilke uddannelsesaktiviteter der kan bidrage til opfyldelse af beskæftigelsesmålet.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal hver 6. måned tage en handlingsplan op for at vurdere, om der er behov for ændringer. Der skal i den forbindelse lægges vægt på en vurdering af kontanthjælpsmodtagerens muligheder for at komme i ordinær beskæftigelse eller uddannelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 5.

4. I § 4, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Tilbud om jobtræning kan dog ikke gives til kontanthjælpsmodtagere under 25 år, der er overgået til kontanthjælp på grund af afslag på tilbud om uddannelse efter § 32 a i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.«

5. I § 6 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Socialministeren kan efter forhandling med arbejdsministeren og undervisningsministeren fastsætte nærmere regler om uddannelsesinstitutionernes pligt til at underrette og afgive oplysninger til kommunalbestyrelsen om kontanthjælpsmodtagere, der deltager i en uddannelsesaktivitet efter stk. 1 eller § 8, stk. 2.«

6. I § 8 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år, og som i en sammenhængende periode på 6 måneder har modtaget kontanthjælp eller ydelser efter denne lov, kan deltage i voksen- eller efteruddannelse, der er optaget på positivlisten for uddannelsesorlov. Deltagelse i uddannelsen er betinget af, at uddannelsen indgår i handlingsplanen efter § 3, stk. 2 og 3, og at der ikke er rimelig udsigt til, at kontanthjælpsmodtageren vil blive tilbudt stabil og ustøttet beskæftigelse inden for den planlagte uddannelsesperiode. Det er endvidere en betingelse, at deltagerprisen ikke er urimelig i forhold til værdien for kontanthjælpsmodtagerens senere beskæftigelsesmuligheder.«

7. I § 9, stk. 2, ændres »§ 3, stk. 2« til: »§ 3, stk. 5«.

8. I § 10, stk. 1, ændres »6 måneder« til: »18 måneder«.

9. I § 10, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Har kontanthjælpsmodtageren gennemført en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, skal tilbudet være på mindst 30 timer om ugen og have en varighed på 6 måneder.«

10. I § 11 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Bestemmelsen i § 4, stk. 1, 2. pkt., gælder ikke i forbindelse med afgivelsen af det nye tilbud.«

11. § 12 ophæves.

12. § 15, stk. 2, 1. pkt., affattes således:

»Der ydes et beskæftigelsestillæg, der udgør 8,19 kr. pr. time for kontanthjælpsmodtagere under 25 år og 15,36 kr. pr. time for kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år.«

13. I § 18 ændres »§ 3, stk. 2« til: »§ 3, stk. 5«, og », i særligt tilrettelagte aktiverende forløb efter § 7« udgår.

14. I § 18 indsættes efter »ulønnede aktiviteter« ordene: »eller i voksen- eller efteruddannelse«.

15. I § 18 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Til kontanthjælpsmodtagere, der deltager i særligt tilrettelagte aktiverende forløb efter § 7, udbetales aktiveringsydelse efter stk. 1. Indgår der i forløbet perioder med beskæftigelse, der selvstændigt ville kunne etableres som jobtræning eller individuel jobtræning, skal der dog i disse perioder udbetales løn eller ydelser efter reglerne i §§ 14 og 15.«

16. I § 20, stk. 1, ændres »§ 3, stk. 2« til: »§ 3, stk. 5«.

17. § 21, stk. 1 og 2, ophæves, og i stedet indsættes:

»Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om udbetaling af igangsætningsydelse til kontanthjælpsmodtagere, der ønsker at etablere og drive selvstændig virksomhed, og som i en sammenhængende periode på 6 måneder har modtaget kontanthjælp eller ydelser efter denne lov.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og 3.

18. § 21, stk. 3, der bliver stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Igangsætningsydelsen udgør en fast månedlig ydelse på 50 pct. af den kontanthjælp, som pågældende ville være berettiget til på tidspunktet for udbetalingen af ydelsen. Ydelsen kan gives i op til 21/2 år.«

19. I § 23, stk. 1, 1. pkt., udgår »eller udbetaling af igangsætningsydelse efter § 21, stk. 1«.

20. I § 23, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »§ 2, stk. 3«: », § 8, stk. 2«.

21. I § 24, stk. 1, ændres »§ 3, stk. 2« til: »§ 3, stk. 5«.

22. I § 24, stk. 3, ændres »§§ 5-7 og vejlednings- og introduktionsprogram efter § 3, stk. 2« til: »§§ 5-7 og § 8, stk. 2, i vejlednings- og introduktionsprogram efter § 3, stk. 5«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 1996. § 3 træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. § 1, nr. 4, 8 og 15, har virkning for kontanthjælpsmodtagere, der påbegynder et tilbud om aktivering den 1. april 1996 eller senere. Er tilbudet påbegyndt inden lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler fortsat anvendelse indtil afslutningen af tilbudet.

§ 3

Kommunalbestyrelsen skal senest den 15. februar 1996 give en orientering om indholdet af de nye ydelsesregler til de kontanthjælpsmodtagere under 25 år, der deltager i et tilbud om individuel jobtræning, der først afsluttes efter lovens ikrafttræden.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov om kommunal aktivering, jf. lovbekendtgørelse nr. 150 af 8. marts 1995, som ændret ved lov nr. 434 og § 23 i lov nr. 449 af 14. juni 1995, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 3 ændres »§§ 5-8« til: »§ 5, § 6 og § 8«.

2. Overskriften til Kapitel 2 affattes således:

» Rådgivning og vejledning samt individuel handlingsplan« .

3. § 3, stk. 1, 2. pkt. affattes således:

»Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse lægge særlig vægt på at vejlede kontanthjælpsmodtagere om, hvordan de kan forbedre deres beskæftigelsesmuligheder ved at deltage i uddannelse.«.

4. I § 3 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

» Stk. 2. Kommunalbestyrelsen har pligt til at udarbejde en individuel handlingsplan for kontanthjælpsmodtagere. Planen skal indeholde en beskrivelse af kontanthjælpsmodtagerens beskæftigelsesmål. Det skal tillige med udgangspunkt i kontanthjælpsmodtagerens ønsker og forudsætninger og under hensyntagen til arbejdsmarkedets behov angives, hvilke arbejdsmarkedspolitiske eller andre aktiviteter der kan bidrage til opfyldelse af målet. I handlingsplanen for en kontanthjælpsmodtager under 25 år skal der lægges særlig vægt på at angive, hvilke uddannelsesaktiviteter der kan bidrage til opfyldelse af beskæftigelsesmålet.

Stk. 3. Handlingsplanen efter stk. 2 skal for kontanthjælpsmodtagere under 25 år udarbejdes senest efter en sammenhængende periode med 13 ugers kontanthjælp, jf. dog § 9, stk. 2 og 3. For kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år, skal planen udarbejdes senest efter en sammenhængende periode med 6 måneders kontanthjælp.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal hver 6. måned tage handlingsplanen op for at vurdere, om der er behov for ændringer. Der skal i den forbindelse lægges vægt på en vurdering af kontanthjælpsmodtagerens muligheder for at komme i ordinær beskæftigelse eller uddannelse.«.

Stk. 2 bliver herefter stk. 5.

5. I § 4, stk. 1, indsættes som 2. pkt. :

»Tilbud om jobtræning kan dog kun gives til kontanthjælpsmodtagere under 25 år, som har gennemført en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, eller som har afsluttet et tilbud om aktivering af 18 måneders varighed, jf. § 10, stk. 1, 1.pkt.«.

6. I § 6 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Socialministeren kan efter forhandling med arbejdsministeren og undervisningsministeren fastsætte nærmere regler om uddannelsesinstitutionernes pligt til at underrette og afgive oplysninger til kommunalbestyrelsen om kontanthjælpsmodtagere, der deltager i en uddannelsesaktivitet efter stk. 1 eller § 8, stk. 2.«.

7. § 7 ophæves.

8. I § 8 indsættes som stk. 2 :

» Stk. 2. Kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år og som i en sammenhængende periode på 6 måneder har modtaget kontanthjælp eller ydelser efter denne lov, kan deltage i voksen- eller efteruddannelse, der er optaget på positivlisten for uddannelsesorlov. Deltagelse i uddannelsen er betinget af, at uddannelsen indgår i handlingsplanen efter § 3, stk. 2-3, og at der ikke er rimelig udsigt til, at kontanthjælpsmodtageren vil blive tilbudt stabil og ustøttet beskæftigelse inden for den planlagte uddannelsesperiode. Det er endvidere en betingelse, at deltagerprisen ikke er urimelig i forhold til værdien for kontanthjælpsmodtagerens senere beskæftigelsesmuligheder.«.

9. I § 9, stk. 2, ændres »§ 3, stk. 2« til: »§ 3, stk. 5«.

10. I § 10, stk. 1, ændres »6 måneder« til: »18 måneder«.

11. I § 10, stk. 1, indsættes som 2. pkt. :

»Har kontanthjælpsmodtageren gennemført en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, skal tilbudet være på mindst 30 timer om ugen og have en varighed på 6 måneder.«

12. § 12 ophæves.

13. § 15, stk. 2, 1. pkt., affattes således:

»Der ydes et beskæftigelsestillæg, der udgør 8 kr. pr. time for kontanthjælpsmodtagere under 25 år, og 15 kr. pr. time for kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år.«.

14. I § 18 ændres »§ 3, stk. 2« til: »§ 3, stk. 5«, og », i særligt tilrettelagte aktiverende forløb efter § 7« udgår.

15. I § 20, stk. 1, ændres »§§ 6-8« til: »§ 6 og § 8«, og »§ 3, stk. 2« ændres til: »§ 3, stk. 5«.

16. § 21, stk. 1 og 2 ophæves, og i stedet indsættes:

»Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om udbetaling af igangsætningsydelse til kontanthjælpsmodtagere, der ønsker at etablere og drive selvstændig virksomhed, og som i en sammenhængende periode på 6 måneder har modtaget kontanthjælp eller ydelser efter denne lov.«.

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og 3.

17. I § 23, stk. 1, 1. pkt., udgår »eller udbetaling af igangsætningsydelse efter § 21, stk. 1«.

18. I § 23, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »§ 2, stk. 3«: », § 8, stk. 2«.

19. I § 24, stk. 1, ændres »§§ 5-8« til: »§ 5, § 6, § 8«, og »§ 3, stk. 2« ændres til: »§ 3, stk. 5«.

20. I § 24, stk. 3, ændres »§§ 5-7« til: »§ 5, § 6, § 8, stk. 2«, og »§ 3, stk. 2« ændres til: »§ 3, stk. 5«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 1996. § 3 træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. § 1, nr. 5, 7 og 10 har virkning for kontanthjælpsmodtagere, der påbegynder et tilbud om aktivering den 1. april 1996 eller senere. Er tilbudet påbegyndt inden lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler fortsat anvendelse indtil afslutningen af tilbudet.

§ 3

Kommunalbestyrelsen skal senest den 15. februar 1996 give en orientering om indholdet af de nye ydelsesregler til de kontanthjælpsmodtagere under 25 år, der deltager i et tilbud om individuel jobtræning, der først afsluttes efter lovens ikrafttræden.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget fremsættes som led i regeringens samlede udspil om en styrkelse af den aktive arbejdsmarkedsindsats og forbedring af uddannelsesmulighederne for både unge og voksne.

I regeringens udspil indgår initiativer om tilrettelæggelse af en sammenhængende ungdomsindsats, der bl.a. indeholder forslag om, at alle dagpengeberettigede unge under 25 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse efter 6 måneders ledighed inden for 9 måneder skal have ret og pligt til uddannelse i mindst 18 måneder. Efter forslaget om denne fremrykkede uddannelsesaktivering skal den unge ved erhvervsuddannelser aflønnes som andre elever, og ved de SU-berettigende uddannelser modtage SU. Når der er tale om andre uddannelsesforløb, skal den unge modtage en ydelse på 5.600 kr. månedlig.

Kommunerne har med de gældende regler i loven om kommunal aktivering rådighed over en bred vifte af aktiveringstilbud for at få kontanthjælpsmodtagerne ind på eller tilbage til arbejdsmarkedet. Tilbudene omfatter såvel de arbejdsmarkedsrelaterede tilbud i form af jobtræning og individuel jobtræning som de uddannelsesrelaterede tilbud i form af særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter.

Det er på baggrund af regeringens forslag om en forstærket og mere målrettet uddannelsesindsats hensigten, at der også i aktiveringsindsatsen over for kontanthjælpsmodtagerne skal lægges større vægt på det uddannelsesmæssige element i form af en udvidelse af mulighederne for at modtage uddannelse som aktiveringstilbud.

Med det foreliggende lovforslag stilles der derfor forslag om en nyorientering og tilpasning af aktiveringsreglerne for kontanthjælpsmodtagere på følgende områder:

Styrkelse af vejledningsindsatsen

Som led i en forstærket uddannelses- og arbejdsmarkedsmæssig indsats skal kontanthjælpsmodtagere i højere grad end i dag motiveres til at gå i gang med uddannelse, der kan give dem øgede kvalifikationer og dermed forbedrede beskæftigelsesmuligheder.

Der foreslås derfor en styrkelse af rådgivnings- og vejledningsindsatsen, så kommunerne i forbindelse med den generelle vejledningsforpligtelse efter aktiveringsloven specielt skal lægge vægt på at vejlede kontanthjælpsmodtagere om mulighederne for at deltage i ordinær uddannelse som alternativ til et aktiveringstilbud.

Udarbejdelse af individuel handlingsplan for alle kontanthjælpsmodtagere

Reglerne om de individuelle handlingsplaner for kontanthjælpsmodtagere foreslås udbygget, således at pligten til udarbejdelse af en handlingsplan udvides til også at omfatte kontanthjælpsmodtagere under 25 år. Der skal for de unge lægges særlig vægt på, at planen indeholder en angivelse af, hvilke uddannelsesaktiviteter der kan være med til at opfylde den unges beskæftigelsesmål.

For de unge under 25 år skal handlingsplanen være udarbejdet senest ved udløbet af visitationsperioden, dvs. i almindelighed senest efter 13 ugers kontanthjælp. For kontanthjælpsmodtagere over 25 år skal det som hidtil gælde, at planen skal være udarbejdet senest efter 6 måneders kontanthjælp.

Samtidig foreslås det, at kommunerne får pligt til hver 6. måned at tage handlingsplanen op til revision med henblik på eventuelle justeringer. Der skal som led heri foretages en fornyet vurdering af de muligheder, som kontanthjælpsmodtageren på basis af den forløbne del af aktiveringstilbudet har for at komme ind på det almindelige arbejdsmarked eller i uddannelse. Det er på baggrund af kontanthjælpsmodtagerens rådighedsforpligtelse under deltagelsen i aktiveringstilbudet af væsentlig betydning at sikre, at der med faste mellemrum foretages en sådan vurdering af mulighederne for ordinær beskæftigelse og uddannelse. Dette gælder ikke mindst under hensyn til forslaget om at udvide varigheden af aktiveringstilbud fra 6 til 18 måneder for de unge under 25 år.

Afgrænsning af målgruppen for jobtræning

I forbindelse med opprioriteringen af uddannelsesindsatsen for de ledige foreslås der en begrænsning i adgangen til at give tilbud om jobtræning til unge kontanthjælpsmodtagere under 25 år. Jobtræning skal efter forslaget kun kunne etableres for den gruppe af unge, der enten har en erhvervskompetencegivende uddannelse eller som allerede har gennemført et aktiveringstilbud på 18 måneder. Unge under 25 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse vil således ikke kunne få tilbud om jobtræning som det første aktiveringstilbud, men først når den unge har deltaget i et af lovens øvrige aktiveringstilbud af 18 måneders varighed.

Udvidelse af aktiveringsperioden for kontanthjælpsmodtagere under 25 år

Med henblik på at harmonisere aktiveringsindsatsen for unge dagpengeberettigede og unge kontanthjælpsmodtagere stilles der forslag om en forlængelse af aktiveringsperioden, således at kontanthjælpsmodtagere under 25 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse efter 13 uger får ret og pligt til et aktiveringstilbud på 18 måneder. For den gruppe af unge, der har gennemført en erhvervskompetencegivende uddannelse, skal tilbudet som i dag have en varighed på 6 måneder.

En kontanthjælpsmodtager er som hidtil forpligtet til under deltagelse i aktiveringstilbudet at stå til rådighed for formidlet ordinært arbejde. Med et tilbud om aktivering på 18 måneder er det af stor betydning at sikre, at tilbudet løbende følges nøje, så deltageren ikke unødigt bliver fastholdt i aktiveringssystemet. Tilbudet skal også ses i sammenhæng med forslaget om, at handlingsplanen skal tages op til revision hver 6. måned med henblik på vurdering af mulighederne for ordinær beskæftigelse og uddannelse.

Ændring af beskæftigelsestillægget i individuel jobtræning

Der foreslås en ændring af ydelserne til kontanthjælpsmodtagere i individuel jobtræning med henblik på at sikre, at ydelsesniveauet for unge under 25 år ikke ligger højere end den foreslåede månedlige ydelse på 5.600 kr. til unge dagpengeberettigede i uddannelsesaktivering. Tilpasningen mellem ydelserne foreslås gennemført ved at nedsætte beskæftigelsestillægget til de unge fra 15 kr. til 8 kr. i timen. For kontanthjælpsmodtagere over 25 år opretholdes beskæftigelsestillægget på 15 kr. pr. time.

Kontanthjælpsmodtageres adgang til voksen- og efteruddannelse

Som led i regeringens samlede forslag om en øget indsats på voksen- og efteruddannelsesområdet foreslås det at give kontanthjælpsmodtagere over 25 år, der ofte er blandt de uddannelsesmæssigt svagest stillede, en mulighed for at deltage i voksen- og efteruddannelse, når de har modtaget kontanthjælp eller ydelser efter aktiveringsloven i 6 sammenhængende måneder. Deltagelse i uddannelse skal indgå som en aktivering efter aktiveringsloven og med udbetaling af aktiveringsydelse svarende til kontanthjælpen.

Efter forslaget skal deltagelse i voksen- og efteruddannelse være betinget af, at uddannelsen indgår i den handlingsplan, der udarbejdes for kontanthjælpsmodtageren. Kommunerne skal have mulighed for at afslå ønsket om deltagelse i uddannelse, hvis der er sandsynlighed for, at kontanthjælpsmodtageren i løbet af uddannelsesperioden vil blive tilbudt stabil og ustøttet beskæftigelse.

Omlægning af igangsætningsydelsen

Ordningen om igangsætningsydelse foreslås på samme måde som etableringsydelsen for de dagpengeberettigede omlagt fra en overvejende retsbestemt ydelse til en skønsbaseret ydelse. Igangsætningsydelse skal kunne tildeles kontanthjælpsmodtagere, som efter en periode med 6 måneders kontanthjælp eller ydelser efter aktiveringsloven ønsker at etablere og drive selvstændig virksomhed. Kommunerne kan ved beslutningen om at tildele ydelsen lægge vægt på, om der ud fra en vurdering af markedsmuligheder og kontanthjælpsmodtagerens personlige kvalifikationer er rimelig udsigt til, at den påtænkte etablering vil føre til en levedygtig virksomhed. Med forslaget bliver igangsætningsydelsen et tilbud på lige fod med de øvrige aktiveringstilbud efter aktiveringsloven.

Afskaffelse af aktiveringstilbud i form af særligt tilrettelagte aktiverende forløb

Kommunerne kan i dag efter aktiveringslovens § 7 give tilbud om aktivering i form af særligt tilrettelagte aktiverende forløb. Disse forløb kan f.eks. indeholde vejlednings- og praktikforløb, erhvervsmodnende kurser og andre lignende forløb, hvor der er tale om en kombination af beskæftigelse og kursus/uddannelse. Muligheden for at kunne etablere sådanne forløb var ved gennemførelsen af aktiveringsloven bl.a. begrundet i, at såvel ydelserne som finansieringen var forskellig for de enkelte delforløb.

Adgangen til at etablere særligt tilrettelagte aktiverende forløb foreslås nu afskaffet som følge af, at der med den forenkling af lovens ydelses- og finansieringsregler, der trådte i kraft den 1. juli 1995, ikke længere er behov for at opretholde dette aktiveringsredskab. Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med den foreslåede udvidelse af kontanthjælpsmodtageres mulighed for at deltage i uddannelsesforløb.

Økonomiske konsekvenser

De samlede økonomiske konsekvenser af de foreslåede ændringer skønnes med nogen usikkerhed til en merudgift på ca. 62,5 mio. kr. i 1996, ca. 105 mio. kr. i 1997, ca. 100 mio. kr., i 1998 og ca. 95 mio. kr. i de følgende år. (PL-1995).

Heraf skønnes ændringen vedrørende anvendelsen af jobtræning med løntilskud at medføre en merudgift på ca. 75 mio. kr. i 1996, ca. 110 mio. kr. i 1997, ca. 105 mio. kr. i 1998 og ca. 100 mio. kr. i de følgende år.

Udvidelsen fra 6 til 18 måneders aktivering af unge under 25 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse skønnes at medføre en merudgift på ca. 25 mio. kr. i 1996, og ca. 40 mio. kr. i de følgende år.

Forslaget om nedsættelse af beskæftigelsestillægget i individuel jobtræning for unge under 25 år skønnes at medføre en mindreudgift på 45 mio. kr. i 1996 og ca. 55 mio. kr. i de følgende år.

Forslaget om omlægning af igangsætningsydelsen skønnes ikke at have økonomiske konsekvenser.

Endelig skønnes forslaget om adgang til at deltage i voksen- og efteruddannelse for kontanthjælpsmodtagere over 25 år at medføre en merudgift på ca. 7,5 mio. kr. i 1996 og ca. 10 mio. kr. i de følgende år.

Merudgifterne ved forslagene fordeler sig med ca. 50 pct. til henholdsvis staten og kommunerne.

De økonomiske konsekvenser skal forhandles med de berørte kommunale parter.

Administrative konsekvenser

Lovforslaget vil medføre et vist administrativt merarbejde for kommunerne i forbindelse med de foreslåede ændringer med hensyn til tilbuds- og ydelsesreglerne samt reglerne om udarbejdelse af handlingsplaner.

Erhvervsøkonomiske og miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget forventes ikke at have erhvervsøkonomiske eller miljømæssige konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

I bemærkningerne til det samtidig af Arbejdsministeriet fremsatte lovforslag om ændring af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik er der redegjort for, at privat jobtræning i sin tid efter aftale med EU blev udformet som en 3-årig forsøgsordning, der nu foreslås forlænget i endnu 3 år. Arbejdsministeriets lovforslag skal notificeres for EU-Kommissionen efter EU's statsstøtteregler, jf. EU-traktatens artikel 93, stk. 3. Kommissionens godkendelse skal foreligge, før den notificerede lov kan træde i kraft. Tilsvarende forhold gør sig gældende for det foreliggende lovforslag.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Forslaget er alene af redaktionel karakter.

Til nr. 2

Forslaget om at ændre overskriften til kapitel 2 er en følge af forslagets § 1, nr. 4.

Til nr. 3

Med forslaget sker der en styrkelse af den rådgivning og vejledning, som kommunerne skal tilbyde kontanthjælpsmodtagere forud for afgivelse af tilbud om aktivering. Forslaget indebærer, at kommunerne over for kontanthjælpsmodtagerne skal lægge vægt på at give vejledning om de uddannelsesmuligheder, der er til rådighed som alternativ til et tilbud efter aktiveringsloven. Bestemmelsen vedrører alle kontanthjælpsmodtagere, men bør tillægges særlig betydning for de unge under 25 år.

Til nr. 4

Det foreslås, at den gældende regel om pligt til udarbejdelse af en individuel handlingsplan for kontanthjælpsmodtagere over 25 år udvides til også at omfatte de unge kontanthjælpsmodtagere under 25 år. Samtidig præciseres det med forslaget, at der i handlingsplanen for de unge skal indgå en beskrivelse af de uddannelsesaktiviteter, der kan være med til at opfylde det beskæftigelsesmål, der opstilles for den unge.

Handlingsplanen skal for kontanthjælpsmodtagere under 25 år udarbejdes senest ved udløbet af visitationsperioden på sammenhængende 13 ugers kontanthjælp, medmindre der for den enkelte er truffet beslutning om forlængelse af denne periode. For kontanthjælpsmodtagere over 25 år skal handlingsplanen som hidtil udarbejdes senest efter 6 måneders kontanthjælp.

Endelig indeholder bestemmelsen forslag om, at kommunerne får pligt til hver 6. måned at tage handlingsplanen op til revision, og i den forbindelse foretage en vurdering af kontanthjælpsmodtagerens muligheder for - i stedet for en fortsættelse af aktiveringstilbudet - at komme i ordinær beskæftigelse eller uddannelse.

Til nr. 5

Med bestemmelsen indføres der en begrænsning i den målgruppe af kontanthjælpsmodtagere, der kan få tilbud om jobtræning med løntilskud hos private eller offentlige arbejdsgivere. Kontanthjælpsmodtagere under 25 år vil herefter kun kunne få tilbud om jobtræning, hvis de har gennemført en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse (erhvervskompetencegivende uddannelse), eller hvis de allerede har gennemført et aktiveringstilbud af 18 måneders varighed. Forslaget skal ses i sammenhæng med det samtidige forslag om ret og pligt for unge dagpengemodtagere under 25 år til at deltage i uddannelsesaktivering.

Til nr. 6

Med forslaget bemyndiges socialministeren til at fastsætte regler om en pligt for uddannelsesinstitutionerne til at underrette og give oplysninger til kommunerne om de kontanthjælpsmodtagere, der deltager i en særligt tilrettelagt uddannelsesaktivitet efter lovens § 6 eller i tilbud efter § 8, stk. 2.

Til nr. 7

Forslaget indebærer en ophævelse af adgangen til at etablere særligt tilrettelagte aktiverende forløb efter lovens § 7. Der henvises om baggrunden for forslaget til de almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Efter forslaget får kontanthjælpsmodtagere over 25 år mulighed for - med udbetaling af aktiveringsydelse svarende til kontanthjælpen - at deltage i voksen- og efteruddannelse, når de har modtaget hjælp i sammenhængende 6 måneder. Det er en forudsætning for deltagelsen, at det ønskede uddannelsesforløb indgår i den handlingsplan, der efter 6 måneder skal udarbejdes for kontanthjælpsmodtageren. Herudover skal det være en betingelse, at der ikke fra kommunens side skønnes at være rimelig udsigt til, at kontanthjælpsmodtageren i løbet af uddannelsesperioden vil få tilbudt stabil og ustøttet beskæftigelse. En kontanthjælpsmodtager vil under deltagelse i voksen- og efteruddannelse have pligt til at stå til rådighed for formidlet ordinært arbejde.

Til nr. 9

Forslaget er alene af redaktionel karakter.

Til nr. 10 og 11

Forslagene indebærer, at varigheden af aktiveringstilbud udvides fra i dag 6 måneder til 18 måneder for kontanthjælpsmodtagere under 25 år, der ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse. Hermed får denne gruppe af unge kontanthjælpsmodtagere ret til tilbud, der har samme varighed som det tilbud, der efter ordningen om uddannelsesaktivering skal gives til unge dagpengemodtagere uden en erhvervskompetencegivende uddannelse.

For kontanthjælpsmodtagere under 25 år, der har gennemført en erhvervskompetencegivende uddannelse, opretholdes det nuværende krav om, at aktiveringstilbud skal vare i 6 måneder.

Til nr. 12

Forslaget om at ophæve lovens § 12 er af redaktionel karakter, idet reglerne i denne bestemmelse om udarbejdelse af handlingsplan for kontanthjælpsmodtagere over 25 år er foreslået indarbejdet i lovens § 3, jf. forslagets § 1, nr. 4.

Til nr. 13

Forslaget har til formål at harmonisere ydelsen i individuel jobtræning til kontanthjælpsmodtagere under 25 år med den ydelse på 5.600 kr. månedlig, der kan udbetales til unge dagpengemodtagere i uddannelsesaktivering. En nedsættelse af beskæftigelsestillægget fra 15 kr. til 8 kr. pr. time betyder, at unge under 25 år i individuel jobtræning vil modtage 5.551 kr. om måneden ved tilbud med 37 timer pr. uge, og 5.308 kr. om måneden ved tilbud med 30 timer pr. uge.

Til nr. 14 og 15

Forslagene er alene af redaktionel karakter.

Til nr. 16

Forslaget betyder, at igangsætningsydelsen til kontanthjælpsmodtagere, der ønsker at starte selvstændig virksomhed, omlægges fra en delvis retsbestemt til en skønsbaseret ydelse. Igangsætningsydelsen vil dermed fremover være et tilbud på lige fod med lovens øvrige aktiveringstilbud, som kommunerne kan give til kontanthjælpsmodtagere, der i en sammenhængende periode på 6 måneder har modtaget kontanthjælp eller ydelser under deltagelse i andre aktiveringstilbud. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.

Til nr. 17

Forslaget om ændring af lovens klageregler er en konsekvens af forslaget om, at igangsætningsydelsen ikke længere skal være en delvis retsbestemt ydelse, men alene skal kunne tildeles efter en skønsmæssig vurdering.

Til nr. 18

Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsens afgørelse om en kontanthjælpsmodtagers adgang til at deltage i voksen- og efteruddannelse kan indbringes for de sociale klagemyndigheder.

Til nr. 19

Forslaget er alene af redaktionel karakter.

Til nr. 20

Med forslaget får kommunerne 50 pct. refusion fra staten af driftsudgifter ved kontanthjælpsmodtageres deltagelse i voksen- og efteruddannelse, jf. forslaget i § 1, nr. 8. Refusionssatsen svarer til den i øvrigt gældende sats i loven for driftsudgifter.

Til § 2

Loven foreslås at træde i kraft den 1. april 1996. Samtidig foreslås en overgangsordning med hensyn til virkningen af de forslag, der vedrører ændring af adgangen til tilbud om jobtræning, ændring af varigheden af tilbud samt ophævelsen af adgangen til at etablere særligt tilrettelagte aktiverende forløb. Overgangsordningen går ud på, at de aktiveringstilbud, der er påbegyndt før lovens ikrafttræden, skal afsluttes efter de hidtil gældende regler, således at de nævnte ændringer først finder anvendelse på de tilbud, der påbegyndes efter lovens ikrafttræden.

Til § 3

Under hensyn til den foreslåede ændring af beskæftigelsestillægget i individuel jobtræning pr. 1. april 1996 foreslås det, at kommunerne senest den 15. februar 1996 giver ydelsesmodtagerne en orientering herom.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

§ 1

I lov om kommunal aktivering, jf. lovbekendtgørelse nr. 150 af 8. marts 1995, som ændret ved lov nr. 434 og § 23 i lov nr. 449 af 14. juni 1995, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 3 ændres »§§ 5-8« til: »§ 5, § 6 og § 8«.

§ 2. - - -

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at den samlede varighed af tilbud om aktivering efter §§ 5-8 ikke overstiger 11 måneder inden for de seneste 12 måneder. Det skal tilstræbes, at den aktiveringsfri periode placeres efter aftale med kontanthjælpsmodtageren.

2. Overskriften til Kapitel 2 affattes således: » Rådgivning og vejledning samt individuel handlingsplan« .

3. § 3, stk. 1, 2. pkt. affattes således:

»Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse lægge særlig vægt på at vejlede kontanthjælpsmodtagere om, hvordan de kan forbedre deres beskæftigelsesmuligheder ved at deltage i uddannelse.«.

4. I § 3 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

» Stk. 2. Kommunalbestyrelsen har pligt til at udarbejde en individuel handlingsplan for kontanthjælpsmodtagere. Planen skal indeholde en beskrivelse af kontanthjælpsmodtagerens beskæftigelsesmål. Det skal tillige med udgangspunkt i kontanthjælpsmodtagerens ønsker og forudsætninger og under hensyntagen til arbejdsmarkedets behov angives, hvilke arbejdsmarkedspolitiske eller andre aktiviteter der kan bidrage til opfyldelse af målet. I handlingsplanen for en kontanthjælpsmodtager under 25 år skal der lægges særlig vægt på at angive, hvilke uddannelsesaktiviteter der kan bidrage til opfyldelse af beskæftigelsesmålet.

Stk. 3. Handlingsplanen efter stk. 2 skal for kontanthjælpsmodtagere under 25 år udarbejdes senest efter en sammenhængende periode med 13 ugers kontanthjælp, jf. dog § 9, stk. 2 og 3. For kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år, skal planen udarbejdes senest efter en sammenhængende periode med 6 måneders kontanthjælp.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal hver 6. måned tage handlingsplanen op for at vurdere, om der er behov for ændringer. Der skal i den forbindelse lægges vægt på en vurdering af kontanthjælpsmodtagerens muligheder for at komme i ordinær beskæftigelse eller uddannelse.«.

Stk. 2 bliver herefter stk. 5.

Kapitel 2

Rådgivning og vejledning

§ 3. Kommunalbestyrelsen skal forud for afgivelse af tilbud om aktivering tilbyde kontanthjælpsmodtagere rådgivning og vejledning om, hvorledes de på længere sigt kan forbedre deres beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder. Kommunalbestyrelsen kan udarbejde en individuel handlingsplan for kontanthjælpsmodtagere, jf. § 12.

Stk. 2. For kontanthjælpsmodtagere under 25 år, der har behov for det, kan kommunalbestyrelsen forud for afgivelse af tilbud om aktivering iværksætte et vejlednings- og introduktionsprogram af en varighed på indtil 6 uger. Vejlednings- og introduktionsprogrammet skal indeholde rådgivning om beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder, mulighed for afprøvning af beskæftigelsesønsker og planlægning af det videre forløb.

5. I § 4, stk. 1, indsættes som 2. pkt. :

»Tilbud om jobtræning kan dog kun gives til kontanthjælpsmodtagere under 25 år, som har gennemført en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, eller som har afsluttet et tilbud om aktivering af 18 måneders varighed, jf. § 10, stk. 1, 1. pkt.«.

§ 4. Kontanthjælpsmodtagere kan få tilbud om jobtræning med løntilskud hos private eller offentlige arbejdsgivere, jf. §§ 12-14 i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

- - -

6. I § 6 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Socialministeren kan efter forhandling med arbejdsministeren og undervisningsministeren fastsætte nærmere regler om uddannelsesinstitutionernes pligt til at underrette og afgive oplysninger til kommunalbestyrelsen om kontanthjælpsmodtagere, der deltager i en uddannelsesaktivitet efter stk. 1 eller § 8, stk. 2.«.

§ 6. Kontanthjælpsmodtagere kan få tilbud om deltagelse i særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke uddannelsesaktiviteter, der kan gives tilbud om.

7. § 7 ophæves.

§ 7. Kontanthjælpsmodtagere kan få tilbud om deltagelse i særligt tilrettelagte aktiverende forløb.

8. I § 8 indsættes som stk. 2 :

» Stk. 2. Kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år og som i en sammenhængende periode på 6 måneder har modtaget kontanthjælp eller ydelser efter denne lov, kan deltage i voksen- eller efteruddannelse, der er optaget på positivlisten for uddannelsesorlov. Deltagelse i uddannelsen er betinget af, at uddannelsen indgår i handlingsplanen efter § 3, stk. 2-3, og at der ikke er rimelig udsigt til, at kontanthjælpsmodtageren vil blive tilbudt stabil og ustøttet beskæftigelse inden for den planlagte uddannelsesperiode. Det er endvidere en betingelse, at deltagerprisen ikke er urimelig i forhold til værdien for kontanthjælpsmodtagerens senere beskæftigelsesmuligheder.«.

§ 8. Kontanthjælpsmodtagere kan deltage i frivillige og ulønnede aktiviteter, der af kommunalbestyrelsen anses for at være af samfundsmæssig betydning, eller som anses for at være af betydning for pågældendes uddannelsesmæssige og beskæftigelsesmæssige situation.

9. I § 9, stk. 2, ændres »§ 3, stk. 2« til: »§ 3, stk. 5«.

§ 9. - - -

Stk. 2. Deltager kontanthjælpsmodtageren i et vejlednings- og introduktionsprogram efter § 3, stk. 2, forlænges perioden for påbegyndelse af tilbud om aktivering til op til 19 ugers kontanthjælp.

10. I § 10, stk. 1, ændres »6 måneder« til: »18 måneder«.

11. I § 10, stk. 1, indsættes som 2. pkt. :

»Har kontanthjælpsmodtageren gennemført en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, skal tilbudet være på mindst 30 timer om ugen og have en varighed på 6 måneder.«

§ 10. Tilbud om aktivering til kontanthjælpsmodtagere under 25 år skal være på mindst 30 timer om ugen og have en varighed på 6 måneder.

- - -

12. § 12 ophæves.

§ 12. Til kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år, har kommunalbestyrelsen pligt til og modtageren ret til udarbejdelse af en individuel handlingsplan. Planen skal udarbejdes senest efter en sammenhængende periode med 6 måneders kontanthjælp. I handlingsplanen beskrives kontanthjælpsmodtagerens beskæftigelsesmål. Med udgangspunkt i kontanthjælpsmodtagerens ønsker og forudsætninger og under hensyntagen til arbejdsmarkedets behov angives tillige, hvilke arbejdsmarkedspolitiske eller andre aktiviteter der kan bidrage til opfyldelse af målet.

13. § 15, stk. 2, 1. pkt., affattes således:

»Der ydes et beskæftigelsestillæg, der udgør 8 kr. pr. time for kontanthjælpsmodtagere under 25 år, og 15 kr. pr. time for kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år.«.

§ 15. - - -

Stk. 2. Der ydes et beskæftigelsestillæg på 15 kr. pr. time. Beskæftigelsestillægget nedsættes eller bortfalder med det beløb, hvormed summen af tillægget og den del af aktiveringsydelsen, der beregnes efter § 37 i lov om social bistand, overstiger et beløb på 65,80 kr. i timen. Ved beregningen heraf omsættes aktiveringsydelsen til et beløb pr. time ud fra det antal månedlige timer, som aktiveringstilbudet omfatter.

14. I § 18 ændres »§ 3, stk. 2« til: »§ 3, stk. 5«, og », i særligt tilrettelagte aktiverende forløb efter § 7« udgår.

§ 18. Til kontanthjælpsmodtagere, der deltager i et vejlednings- og introduktionsprogram efter § 3, stk. 2, i særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter efter § 6, i særligt tilrettelagte aktiverende forløb efter § 7 eller i frivillige og ulønnede aktiviteter efter § 8, udbetales aktiveringsydelse, som beregnes efter reglerne om kontanthjælp i §§ 37 og 37 a i lov om social bistand.

15. I § 20, stk. 1, ændres »§§ 6-8« til: »§ 6 og § 8«, og »§ 3, stk. 2« ændres til: »§ 3, stk. 5«.

§ 20. Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om udbetaling af en godtgørelse på op til 1.000 kr. månedlig, der medgår til at dække kontanthjælpsmodtageres udgifter ved deltagelse i tilbud om aktivering efter §§ 6-8 eller i et vejlednings- og introduktionsprogram efter § 3, stk. 2. Godtgørelsen kan tilsvarende udbetales til kontanthjælpsmodtagere i individuel jobtræning efter § 5, når udgifterne ved deltagelsen i aktiveringstilbudet ikke i rimeligt omfang er dækket af beskæftigelsestillægget efter § 15, stk. 2.

- - -

16. § 21, stk. 1 og 2 ophæves, og i stedet indsættes:

»Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om udbetaling af igangsætningsydelse til kontanthjælpsmodtagere, der ønsker at etablere og drive selvstændig virksomhed, og som i en sammenhængende periode på 6 måneder har modtaget kontanthjælp eller ydelser efter denne lov.«.

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og 3.

§ 21. Kontanthjælpsmodtagere, der ønsker at etablere og drive selvstændig virksomhed, har efter en sammenhængende periode med 9 måneders kontanthjælp ret til at få igangsætningsydelse.

Stk. 2. Igangsætningsydelse efter stk. 1 kan tilsvarende udbetales til kontanthjælpsmodtagere, der har modtaget kontanthjælp i en sammenhængende periode på mere end 3 måneder og mindre end 9 måneder.

Stk. 3. Igangsætningsydelsen udgør en fast månedlig ydelse på 50 pct. af den senest udbetalte kontanthjælp og kan gives i op til 21/2 år.

Stk. 4. Indtægterne fra den selvstændige virksomhed fratrækkes ikke i igangsætningsydelsen. Det er en forudsætning for udbetaling af ydelsen, at pågældende ikke får lønindtægter ved siden af eller i stedet for indtægterne fra virksomheden.

17. I § 23, stk. 1, 1. pkt., udgår »eller udbetaling af igangsætningsydelse efter § 21, stk. 1«.

18. I § 23, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »§ 2, stk. 3«: », § 8, stk. 2«.

§ 23. Kommunalbestyrelsens afgørelse om, hvorvidt en kontanthjælpsmodtager er berettiget til tilbud om aktivering efter kapitel 3 eller udbetaling af igangsætningsydelse efter § 21, stk. 1, kan indbringes for det sociale ankenævn og Den Sociale Ankestyrelse efter reglerne i kapitel 4 i lov om social bistand. Det samme gælder kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 2, stk. 3 og § 22 samt kommunalbestyrelsens afgørelse om størrelsen af ydelser efter § 15, § 18 og § 21.

19. I § 24, stk. 1, ændres »§§ 5-8« til: »§ 5, § 6, § 8«, og »§ 3, stk. 2« ændres til: »§ 3, stk. 5«.

20. I § 24, stk. 3, ændres »§§ 5-7« til: »§ 5, § 6, § 8, stk. 2«, og »§ 3, stk. 2« ændres til: »§ 3, stk. 5«.

§ 24. Staten afholder 50 pct. af en kommunes udgifter til aktiveringsydelse, beskæftigelsestillæg samt oplæringsydelse i aktiveringstilbud efter §§ 5-8 og i et vejlednings- og introduktionsprogram efter § 3, stk. 2. Det samme gælder en kommunes udgifter til løntilskud i aktiveringstilbud efter § 4.

Stk. 3. Staten afholder inden for et rådighedsbeløb 50 pct. af en kommunes driftsudgifter i forbindelse med aktiveringstilbud efter §§ 5-7 og vejlednings- og introduktionsprogram efter § 3, stk. 2, samt af godtgørelse efter § 20. Rådighedsbeløbet opgøres som 9.300 kr. pr. år gange antallet af kontanthjælpsmodtagere og antal personer i aktiveringstilbud efter kapitel 3. Antallet opgøres som antal helårspersoner i regnskabsåret.

Efter 2. behandling den 12. december 1995

§ 1

I lov om kommunal aktivering, jf. lovbekendtgørelse nr. 150 af 8. marts 1995, som ændret ved lov nr. 434 og § 23 i lov nr. 449 af 14. juni 1995, foretages følgende ændringer:

1. Overskriften til kapitel 2 affattes således:

»Rådgivning og vejledning samt individuel handlingsplan«. 2. § 3, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse lægge særlig vægt på at vejlede kontanthjælpsmodtagere om, hvordan de kan forbedre deres beskæftigelsesmuligheder ved at deltage i uddannelse.«

3. I § 3 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. Kommunalbestyrelsen har for kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år, pligt til at udarbejde en individuel handlingsplan senest efter en sammenhængende periode med 6 måneders kontanthjælp. For kontanthjælpsmodtagere under 25 år kan kommunalbestyrelsen udarbejde en handlingsplan ud fra en vurdering af det individuelle behov.

Stk. 3. En handlingsplan skal indeholde en beskrivelse af kontanthjælpsmodtagerens beskæftigelsesmål. Det skal tillige med udgangspunkt i kontanthjælpsmodtagerens ønsker og forudsætninger og under hensyntagen til arbejdsmarkedets behov angives, hvilke arbejdsmarkedspolitiske eller andre aktiviteter der kan bidrage til opfyldelse af målet. I en handlingsplan for en kontanthjælpsmodtager under 25 år skal der lægges vægt på at angive, hvilke uddannelsesaktiviteter der kan bidrage til opfyldelse af beskæftigelsesmålet.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal hver 6. måned tage en handlingsplan op for at vurdere, om der er behov for ændringer. Der skal i den forbindelse lægges vægt på en vurdering af kontanthjælpsmodtagerens muligheder for at komme i ordinær beskæftigelse eller uddannelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 5.

4. I § 4, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Tilbud om jobtræning kan dog ikke gives til kontanthjælpsmodtagere under 25 år, der er overgået til kontanthjælp på grund af afslag på tilbud om uddannelse efter § 32 a i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.«

5. I § 6 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Socialministeren kan efter forhandling med arbejdsministeren og undervisningsministeren fastsætte nærmere regler om uddannelsesinstitutionernes pligt til at underrette og afgive oplysninger til kommunalbestyrelsen om kontanthjælpsmodtagere, der deltager i en uddannelsesaktivitet efter stk. 1 eller § 8, stk. 2.«

6. I § 8 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år, og som i en sammenhængende periode på 6 måneder har modtaget kontanthjælp eller ydelser efter denne lov, kan deltage i voksen- eller efteruddannelse, der er optaget på positivlisten for uddannelsesorlov. Deltagelse i uddannelsen er betinget af, at uddannelsen indgår i handlingsplanen efter § 3, stk. 2 og 3, og at der ikke er rimelig udsigt til, at kontanthjælpsmodtageren vil blive tilbudt stabil og ustøttet beskæftigelse inden for den planlagte uddannelsesperiode. Det er endvidere en betingelse, at deltagerprisen ikke er urimelig i forhold til værdien for kontanthjælpsmodtagerens senere beskæftigelsesmuligheder.«

7. I § 9, stk. 2, ændres »§ 3, stk. 2« til: »§ 3, stk. 5«.

8. I § 10, stk. 1, ændres »6 måneder« til: »18 måneder«.

9. I § 10, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Har kontanthjælpsmodtageren gennemført en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, skal tilbudet være på mindst 30 timer om ugen og have en varighed på 6 måneder.«

10. I § 11 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Bestemmelsen i § 4, stk. 1, 2. pkt., gælder ikke i forbindelse med afgivelsen af det nye tilbud.«

11. § 12 ophæves.

12. § 15, stk. 2, 1. pkt., affattes således:

»Der ydes et beskæftigelsestillæg, der udgør 8,19 kr. pr. time for kontanthjælpsmodtagere under 25 år og 15,36 kr. pr. time for kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år.«

13. I § 18 ændres »§ 3, stk. 2« til: »§ 3, stk. 5«, og », i særligt tilrettelagte aktiverende forløb efter § 7« udgår.

14. I § 18 indsættes efter »ulønnede aktiviteter« ordene: »eller i voksen- eller efteruddannelse«.

15. I § 18 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Til kontanthjælpsmodtagere, der deltager i særligt tilrettelagte aktiverende forløb efter § 7, udbetales aktiveringsydelse efter stk. 1. Indgår der i forløbet perioder med beskæftigelse, der selvstændigt ville kunne etableres som jobtræning eller individuel jobtræning, skal der dog i disse perioder udbetales løn eller ydelser efter reglerne i §§ 14 og 15.«

16. I § 20, stk. 1, ændres »§ 3, stk. 2« til: »§ 3, stk. 5«.

17. § 21, stk. 1 og 2, ophæves, og i stedet indsættes:

»Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om udbetaling af igangsætningsydelse til kontanthjælpsmodtagere, der ønsker at etablere og drive selvstændig virksomhed, og som i en sammenhængende periode på 6 måneder har modtaget kontanthjælp eller ydelser efter denne lov.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og 3.

18. § 21, stk. 3, der bliver stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Igangsætningsydelsen udgør en fast månedlig ydelse på 50 pct. af den kontanthjælp, som pågældende ville være berettiget til på tidspunktet for udbetalingen af ydelsen. Ydelsen kan gives i op til 21/2 år.«

19. I § 23, stk. 1, 1. pkt., udgår »eller udbetaling af igangsætningsydelse efter § 21, stk. 1«.

20. I § 23, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »§ 2, stk. 3«: », § 8, stk. 2«.

21. I § 24, stk. 1, ændres »§ 3, stk. 2« til: »§ 3, stk. 5«.

22. I § 24, stk. 3, ændres »§§ 5-7 og vejlednings- og introduktionsprogram efter § 3, stk. 2« til: »§§ 5-7 og § 8, stk. 2, i vejlednings- og introduktionsprogram efter § 3, stk. 5«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 1996. § 3 træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. § 1, nr. 4, 8 og 15, har virkning for kontanthjælpsmodtagere, der påbegynder et tilbud om aktivering den 1. april 1996 eller senere. Er tilbudet påbegyndt inden lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler fortsat anvendelse indtil afslutningen af tilbudet.

§ 3

Kommunalbestyrelsen skal senest den 15. februar 1996 give en orientering om indholdet af de nye ydelsesregler til de kontanthjælpsmodtagere under 25 år, der deltager i et tilbud om individuel jobtræning, der først afsluttes efter lovens ikrafttræden.

Versioner

  1. 1995-12-21