1995 LSF 61 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN OG RETSAFGIFTSLOVEN (FLEKSIBEL UDNYTTELSE AF DOMSTOLENES RESSOURCER M.V.)

GældendeVersion 1995-12-21

Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199512K00061@1995-12-21/da

Indhold

Indledning

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november 1992, som ændret senest ved lov nr. 903 af 29. november 1995, foretages følgende ændringer:

1. § 4, stk. 3, ophæves.

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.

2. § 15, stk. 1, affattes således:

»Københavns Byret består af en præsident og 41 andre dommere.«

3. § 15, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Retten i Århus består af en præsident og 15 andre dommere.«

4. § 15, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Retten i Ålborg består af en præsident og 10 andre dommere.«

5. I § 15 indsættes som nyt stk. 6:

»Stk. 6. To af dommerne ved Københavns Byret, en af dommerne ved retten i Århus og en af dommerne ved retten i Ålborg ansættes fortrinsvis til varetagelse af de i § 45 nævnte opgaver.«

Stk. 6 bliver herefter stk. 7.

6. § 16 a, stk. 1, 3. pkt., affattes således:

»Retterne i Gentofte, Gladsakse, Tåstrup, Hørsholm, Slagelse, Svendborg, Kolding og Skanderborg består af to dommere.«

7. § 17, stk. 1, affattes således:

»Der ansættes to dommere ved retterne i Glostrup, Helsingør, Hillerød, Frederikssund, Holbæk, Næstved, Haderslev, Sønderborg, Vejle, Fredericia, Silkeborg, Viborg, Frederikshavn og Hjørring.«

8. § 19, stk. 3, ophæves.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 3 og 4.

9. § 45, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Beskikkelse efter stk. 1 kan uden ansøgning kun meddeles de i § 15, stk. 6, nævnte dommere, der gør tjeneste i landsretskredsen. Beskikkelsen til tjeneste ved en bestemt byret kan i intet tilfælde meddeles ud over et tidsrum af to år.«

10. I § 702 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Når byrettens forhold tilsiger det, kan landsrettens præsident efter anmodning fra byretten inden domsforhandlingens begyndelse beslutte, at en sag skal behandles ved en anden byret i nævningekredsen eller, hvis omstændighederne taler for det, ved en af de i § 15 nævnte retter i landsretskredsen. Tiltalte, anklagemyndigheden og den ret, hvortil sagen påtænkes overført, skal forinden have lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet. Landsretspræsidentens afgørelse om, at en sag skal overføres, kan af tiltalte og anklagemyndigheden kæres til Højesteret.«

§ 2

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 460 af 27. juni 1989, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 389 af 14. juni 1995 og § 3 i lov nr. 427 af 14. juni 1995, foretages følgende ændring:

1. I § 41 e, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:

»Såfremt forsikringsselskaber, pengeinstitutter og lignende har tilladelse til selv at stemple dokumenter efter stempellovens § 21, stk. 3, kan afgifter efter dette kapitel for dokumenter, som oprettes i forholdet mellem dem og deres kunder, dog berigtiges på tilsvarende måde.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1996.

Stk. 2. § 702, stk. 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 10, kan anvendes i sager, hvor tidspunktet for domsforhandling ikke er fastsat ved lovens ikrafttræden.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november 1992 som ændret senest ved § 34 i lov nr. 387 af 14. juni 1995, § 1 i lov nr. 389 af 14. juni 1995, lov nr. 390 og lov nr. 393 af 14. juni 1995 samt § 4 i lov nr. 427 af 14. juni 1995, foretages følgende ændringer:

1. § 4, stk. 3, ophæves.

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.

2. § 15, stk. 1, affattes således:

»Københavns Byret består af en præsident og 41 andre dommere.«

3. § 15, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Retten i Århus består af en præsident og 15 andre dommere.«

4. § 15, stk. 4, affattes således:

» Stk. 4. Retten i Ålborg består af en præsident og 10 andre dommere.«

5. I § 15 indsættes som nyt stk. 6:

» Stk. 6. To af dommerne ved Københavns Byret, en af dommerne ved retten i Århus og en af dommerne ved retten i Ålborg ansættes fortrinsvis til varetagelse af de i § 45 nævnte opgaver.«

Stk. 6 bliver herefter stk. 7.

6. § 16 a, stk. 1, 3. pkt., affattes således:

»Retterne i Gentofte, Gladsaxe, Tåstrup, Hørsholm, Slagelse, Svendborg, Kolding og Skanderborg består af to dommere«.

7. § 17, stk. 1, affattes således:

8. § 19, stk. 3, ophæves.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 3 og 4.

9. § 45, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Beskikkelse efter stk. 1 kan uden ansøgning kun meddeles de i § 15, stk. 6, nævnte dommere, der gør tjeneste i landsretskredsen. Beskikkelsen til tjeneste ved en bestemt byret kan i intet tilfælde meddeles udover et tidsrum af to år.«

10. I § 702 indsættes som stk. 2:

§ 2

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 460 af 27. juni 1989 som ændret senest ved § 3 i lov nr. 389 af 14. juni 1995 og § 3 i lov nr. 427 af 14. juni 1995, foretages følgende ændring:

1. I § 41 e, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1996.

Stk. 2. § 702, stk. 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 10, kan anvendes i sager, hvor tidspunktet for domsforhandling ikke er fastsat ved lovens ikrafttræden.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslagets formål er at sikre en bedre udnyttelse af byretternes ressourcer. Det foreslås således, at der etableres en permanent ordning med rejsedommere, der skal yde bistand til arbejdsmæssigt særligt belastede byretter for at få afviklet de sager, der venter på at blive behandlet. Der henvises herom til pkt. 2 nedenfor.

Der foreslås endvidere en mulighed for, at straffesager kan flyttes fra en byret til en anden, hvis en byret er belastet af en eller flere store sager, eller hvor andre ressourcemæssige forhold gør sig gældende, jf. pkt. 3.

Endvidere foreslås dommernes pligt efter retsplejelovens § 19 til at bo i den retskreds, hvor de er dommere, ophævet. Der henvises herom til pkt. 4 i de almindelige bemærkninger.

Retsplejelovens § 16 a og § 17 foreslås ændret, således at det fremgår, at Slagelse civil- og kriminalret er sammenlagt til et administreret embede, jf. nedenfor under pkt. 5.

Endelig foreslås fremgangsmåden i retsafgiftsloven for betaling af tinglysningsafgifter ændret som beskrevet under pkt. 6.

2. Rejsedommerordningen

Den forsøgsordning med rejsedommere, som gælder i dag, blev gennemført ved en ændring af retsplejeloven ved lov nr. 369 af 18. maj 1994. Loven trådte i kraft den 1. juni 1994. Forsøgsordningen blev iværksat den 1. august 1994 og udløber ved udgangen af 1995.

I lyset af, at der er tale om en forsøgsordning, anmodede Justitsministeriet i 1994 Retsplejerådet om at foretage en gennemgang af ordningen og fremkomme med forslag til, hvordan en permanent ordning kan udformes.

Retsplejerådet har herefter i betænkning nr. 1299/1995 om en rejsedommerordning behandlet spørgsmålet om en permanent ordning. Lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse med Retsplejerådets forslag i betænkningen, bortset fra antallet af rejsedommere og en mindre teknisk ændring.

2.1. De gældende regler om rejsedommerordningen

Forsøgsordningen er fastsat ved bestemmelserne i retsplejelovens § 4, stk. 3, og § 45. Efter § 4, stk. 3, ansættes en dommer ved Østre Landsret og to dommere ved Vestre Landsret fortrinsvis til varetagelse af de i § 45 nævnte opgaver. Af § 45 følger det, at landsrettens præsident kan meddele midlertidig beskikkelse som yderligere dommer ved en byret, når byrettens forhold tilsiger det. Sådan beskikkelse kan uden ansøgning kun meddeles de i § 4, stk. 3, nævnte dommere, der gør tjeneste i landsretskredsen. Beskikkelsen kan i intet tilfælde meddeles udover et samlet tidsrum på to år. Såfremt den midlertidige beskikkelse sker ved et enedommerembede eller ved et todommerembede, er det efter § 45, stk. 3, landsretspræsidenten, som efter forhandling med byrettens medlemmer afgør, hvilke forretninger der skal behandles af den midlertidigt beskikkede dommer.

Af forarbejderne til de nævnte bestemmelser fremgår det, at stillingerne som rejsedommere skal oprettes som dommerstillinger. Som følge af ordningens midlertidige karakter var det dog forudsat, at stillingerne besættes ved, at retsassessorer eller dommerfuldmægtige med en vis anciennitet konstitueres som dommere. De pågældende skal dog opfylde de almindelige betingelser for at være dommer.

Det følger endvidere af bemærkningerne til lovforslaget, at rejsedommeren skal gøre tjeneste i landsretten i de korterevarende perioder, hvor den pågældende ikke er beskikket ved et byretsembede.

Endelig skulle der til varetagelse af sekretæropgaver ansættes et antal kontorfunktionærer.

Om lovforslaget henvises i øvrigt til Retsplejerådets betænkning side 9f og side 45 samt til Folketingstidende 1993/94, Tillæg A, sp. 8021f.

2.2. Retsplejerådets forslag til en permanent rejsedommerordning

2.2.1. Erfaringerne med forsøgsordningen

Retsplejerådet har i forbindelse med overvejelserne om en permanent ordning med rejsedommere indhentet redegørelser om erfaringerne med forsøgsordningen fra præsidenterne for Østre og Vestre Landsret. Landsretspræsidenternes udtalelser er medtaget som bilag 4 og 5 til rådets betænkning.

Det fremgår af redegørelserne, at beskikkelsen af rejsedommere ved byretsembederne både i Østre og Vestre landsretskreds har haft en - i visse tilfælde endog meget betydelig - positiv effekt på de pågældende embeders berammelsestider.

Præsidenten for Østre Landsret har endvidere udtalt, at rejsedommerordningen har fungeret tilfredsstillende ud fra hensynet til en effektiv udnyttelse af personaleressourcer.

Præsidenten for Vestre Landsret har i sin redegørelse udtalt, at ordningen på udmærket måde har medvirket til tilvejebringelsen af kortere berammelsestider ved de berørte embeder. Endvidere oplyser præsidenten for Vestre Landsret, at ordningen på det foreliggende grundlag må siges at have fungeret tilfredsstillende, og at ordningen ikke kan siges at have givet anledning til væsentlige vanskeligheder ved byretterne.

Om erfaringerne med rejsedommerordningen henvises i øvrigt til betænkningen side 18 og de ovennævnte bilag.

2.2.2. Retsplejerådets forslag om en permanent rejsedommerordning

Efter Retsplejerådets opfattelse anses det for hensigtsmæssigt at opretholde en rejsedommerordning også efter afslutningen af forsøgsperioden.

Retsplejerådet henviser herved til, at man på en ikke særligt ressourcekrævende - og efter erfaringerne fra forsøgsperioden ganske effektiv - måde kan bidrage til dels generelt at udjævne og nedbringe sagsbehandlingstiderne ved byretterne, dels konkret at aflaste enkelte byretter, der på grund af særlige forhold - f.eks. en meget omfattende sag - får vanskeligt ved at afvikle sagerne inden for rammerne af sædvanlig behandlingstid.

Retsplejerådet har fundet det rigtigst, at rejsedommerne ansættes ved en byret, i modsætning til den gældende forsøgsordning, hvor rejsedommerne ansættes ved en landsret uden at være landsdommere. Rådet henviser i den forbindelse til, at ansættelsen herved får en mere fast karakter. Retsplejerådet foreslår derfor, at en permanent rejsedommerordning udformes således, at rejsedommerne udnævnes som dommere ved nærmere bestemte byretter blandt præsidentembederne, f.eks. ved retterne i Århus, Ålborg og Roskilde.

Rådet har dog ikke taget endelig stilling til, ved hvilke byretsembeder rejsedommerstillingerne bør oprettes, idet dette spørgsmål må afgøres bl.a. efter drøftelser med domstolene.

For så vidt angår antallet af rejsedommere skønner Retsplejerådet, at det nuværende antal på 3 rejsedommere er tilstrækkeligt. I den forbindelse anfører Retsplejerådet, at Domstolsudvalgets arbejde vil kunne nødvendiggøre en justering i forhold til Retsplejerådets indstillinger blandt andet med hensyn til antallet af rejsedommere. Endvidere forudsætter Retsplejerådet, at der sker en opdeling af Vestre landsretskreds, således at hver af de to dommere alene kommer til at virke inden for en del af kredsen.

Retsplejerådet finder i øvrigt, at kompetencen til at afgøre, om en rejsedommer skal beskikkes, fortsat skal tilkomme den pågældende landsretspræsident. Ligeledes er det rådets opfattelse, at det fortsat bør være landsrettens præsident, der i forbindelse med beskikkelse ved ene- eller todommerembeder, jf. retsplejelovens § 17, stk. 1 og 4, træffer afgørelse om sagernes fordeling efter forhandling med byrettens medlemmer.

Endelig finder Retsplejerådet, at der fortsat bør være mulighed for, at andre dommere efter ansøgning kan beskikkes som rejsedommere.

Om Retsplejerådets overvejelser om udformningen af en permanent rejsedommerordning henvises i øvrigt til betænkningen side 18-19.

2.2.3. Retsplejerådets overvejelser om rejsedommerordningens forhold til grundloven

Det er Retsplejerådets opfattelse, at den foreslåede ordning ikke rejser problemer i forhold til grundlovens bestemmelser om dommere.

Retsplejerådet har bl.a. overvejet, om rejseforpligtelsen er uforenelig med grundlovens § 64, 2. pkt., hvorefter dommere ikke kan afsættes uden ved dom, ej heller forflyttes mod deres ønske, uden for de tilfælde, hvor en omordning af domstolene finder sted. Retsplejerådet finder ikke, at en midlertidig beskikkelse som dommer ved et andet byretsembede indebærer en ændring i stillingens almindelige vilkår eller en forflyttelse, når rejsedommerne er ansat særligt med henblik på varetagelsen af opgaver som rejsedommere.

Retsplejerådet har endvidere konkluderet, at rejsedommerordningen på grund af sin begrænsede karakter ikke kan siges at stride mod grundlovens generelle forudsætning om, at landet er geografisk inddelt i byretskredse.

Endelig finder Retsplejerådet ikke, at grundlovens forbud i § 61, 2. pkt., mod, at der nedsættes særdomstole, er til hinder for rejsedommerordningens gennemførelse, idet ordningen ikke sigter på beskikkelse af rejsedommere særligt med henblik på at afgøre bestemte sager. Retsplejerådet forudsætter herved, at sagsfordelingen mellem byrettens faste dommere og rejsedommerne sker på et objektivt grundlag og ikke begrundes i usaglige ønsker om, at bestemte personer behandler eller ikke behandler en sag.

Om rådets overvejelser om forholdet til grundloven henvises i øvrigt til betænkningen side 20-24.

2.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at ordningen med rejsedommere bør gøres permanent.

Justitsministeriet kan også tilslutte sig Retsplejerådets forslag om at ansætte dommere, der udnævnes i stillingerne som rejsedommere, og at knytte stillingerne til tre byretspræsidentembeder.

Justitsministeriet har drøftet spørgsmålet om, ved hvilke af præsidentembederne der skal ansættes rejsedommere, med retspræsidenterne. Der er herefter enighed om, at stillingerne bør placeres ved Københavns Byret og ved retterne i Århus og Ålborg.

For så vidt angår antallet af rejsedommere har præsidenten for Østre Landsret oplyst, at den rejsedommer, der i forsøgsperioden har virket i Østre landsretskreds, siden sommeren 1995 har gjort tjeneste ved embeder, hvor der har været fravær af dommere. Det har derfor i efteråret 1995 været nødvendigt at afslå bistand til en række retter, der med henblik på nedbringelse af sagsbehandlingstiderne har anmodet om bistand fra en rejsedommer. Rejsedommeren har endvidere ikke været i stand til at yde bistand i tilfælde af akutte problemer ved et embede. Præsidenten for Østre Landsret finder derfor, at der fremtidigt må antages at være behov for yderligere en rejsedommer i Østre landsretskreds.

For at sikre, at ordningen får den tilsigtede effekt, foreslår Justitsministeriet derfor, at der oprettes to rejsedommerstillinger ved Københavns Byret, en rejsedommerstilling ved retten i Århus og en ved retten i Ålborg, således at der ansættes i alt fire rejsedommere.

Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at kompetencen til at beskikke en rejsedommer ved en byret også under den fremtidige ordning bør tilkomme landsretspræsidenterne. Det bør også fortsat være landsretspræsidenterne, der sammen med dommerne ved ene- eller todommerembeder, der skal have bistand, afgør sagernes fordeling mellem byrettens medlemmer og rejsedommeren, jf. den gældende regel i § 45, stk. 3, der ikke foreslås ændret.

Lovforslaget er således - bortset fra antallet af rejsedommere - udformet i overensstemmelse med Retsplejerådets lovudkast i betænkningen kapitel 5. Dog er der foretaget den tekniske ændring, at rejsedommerne foreslås omfattet af bestemmelserne i retsplejelovens § 15, stk. 1, 2 og 4, der fastsætter antallet af dommere ved Københavns Byret, retten i Århus og retten i Ålborg.

Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 1-5 og 9.

3. Afvigelse fra værnetingsreglerne

I forbindelse med forslaget om indførelsen af en forsøgsordning med rejsedommere blev der rejst spørgsmål om, hvorvidt det i tilfælde, hvor et mindre dommerembede belastes med flere meget store civile sager eller straffesager, vil være hensigtsmæssigt at åbne mulighed for, f.eks. at landsretten kan bestemme, at en eller flere af disse sager overføres til et andet byretsembede.

Da en sådan ordning forudsatte en række principielle overvejelser, som burde ske i et lovforberedende udvalg, fandt Justitsministeriet imidlertid ikke at burde fremsætte forslag om ændringer på dette område, forinden spørgsmålet havde været overvejet af Retsplejerådet.

Retsplejerådet fik derfor til opgave - udover en permanent ordning med rejsedommere - at overveje og vurdere behovet og muligheden for at etablere en udvidet adgang til at overføre sager fra en byret til en anden.

I rådets betænkning om en rejsedommerordning foreslås der således en ordning, hvorefter straffesager inden domsforhandlingen af ressourcemæssige grunde kan overføres til en anden byret i nævningekredsen eller, hvis omstændighederne taler for det, til en præsidentret i landsretskredsen.

3.1. De gældende regler om værneting

Efter retsplejelovens § 235, stk. 1, anlægges civile sager ved sagsøgtes hjemting, medmindre andet er bestemt ved lov. I retsplejelovens kapitel 22 om retternes stedlige kompetence findes endvidere en række supplerende bestemmelser om værneting.

Det følger endvidere af de gældende regler i retsplejeloven om værneting i civile sager, at parterne kan aftale, ved hvilken af flere ligeartede retter sagen skal anlægges.

Straffesager domsforhandles efter retsplejelovens § 696 som hovedregel ved gerningsstedets værneting. I visse tilfælde kan domsforhandling ske ved sigtedes hjemting, jf. § 698. Dette gælder blandt andet i sager, hvor gerningsstedet ikke kan oplyses, jf. § 698, stk. 1, nr. 3, og i mindre straffesager, hvor der ikke bliver tale om højere straf end bøde eller hæfte, jf. § 698, stk. 1, nr. 2. Afvigelse fra reglerne om værneting kan efter bestemmelsen i retsplejelovens § 702 kun ske, inden domsforhandlingen er begyndt. Det kræves endvidere, at der fremsættes anmodning om overførsel af sagen fra sigtede eller anklagemyndigheden, og at særegne grunde taler derfor.

Det er i praksis antaget, at det ikke er muligt at anvende bestemmelsen til at overføre en sag fra en byret til en anden alene for at opnå en bedre udnyttelse af retternes ressourcer.

Om gældende ret henvises i øvrigt til betænkningen side 25-28.

3.2. Retsplejerådets forslag til ændring af retsplejelovens regler om værneting

Retsplejerådet er af den opfattelse, at muligheden for i begrænset omfang og på retligt grundlag at overføre sager fra en byret til en anden, kan bidrage til løsningen af ressourceproblemer ved domstolene. Rådet finder ikke, at ressourceproblemer mere generelt bør søges løst på denne måde, men en henvisningsadgang kan på en hensigtsmæssig måde indgå i en flerstrenget ordning, der smidiggør det bestående retssystem og derved mindsker behovet for akutte ressourcetilførsler i form af yderligere personale.

Rådet finder dog ikke, at der bør indføres en adgang til at henvise civile sager til en anden byret. Det skyldes, at parterne i disse sager uden rettens medvirken kan aftale, ved hvilken af flere ligeartede retter en sag skal behandles.

Retsplejerådet foreslår således en ny bestemmelse i retsplejeloven, hvorefter værnetingsreglerne i straffesager, der behandles ved byretten, kan fraviges under visse betingelser.

Det er rådets opfattelse, at henvisning af sager kun bør finde sted af ressourcemæssige årsager, når væsentlige hensyn til hurtig behandling af de sager, som verserer ved retten, taler for det. I denne forbindelse bør der også lægges vægt på hensynet til behandlingen af civile sager.

Retsplejerådet foreslår endvidere, at kompetencen til at træffe afgørelse om henvisning henlægges til præsidenten for den pågældende landsret. Såfremt et ressourcemæssigt problem opstår på grund af en eller flere særligt store sager ved et embede, må landsretspræsidenten tillige vurdere, om det bør være disse sager eller nogle mindre sager, der verserer ved embedet, som bør overflyttes.

Henvisning bør efter rådets forslag alene kunne ske før domsforhandling efter anmodning fra den dommer, der behandler sagen, og efter at tiltalte og anklagemyndigheden samt den ret, til hvilken sagen i givet fald skal overføres, har haft lejlighed til at udtale sig.

Rådet foreslår endvidere, at en henvisningsordning undergives en stedlig begrænsning, således at sagerne kan overføres inden for en nævningekreds eller - hvis omstændighederne taler for det - til en præsidentret i landsretskredsen.

Afgørelsen om at henvise en sag i henhold til forslaget skal endelig kunne indbringes for Højesteret af tiltalte og anklagemyndigheden.

Om rådets overvejelser henvises i øvrigt til betænkningen side 28-36.

Retsplejerådet finder i øvrigt ikke anledning til at foreslå nærmere retningslinier for, hvornår det bør foretrækkes at beskikke en rejsedommer eller henvise en straffesag til en anden byret.

Begge ordninger foreslås varetaget af landsretspræsidenterne, der - hvor begge muligheder foreligger - må vælge imellem disse muligheder i det konkrete tilfælde i lyset af de generelle erfaringer, der indhøstes i praksis.

Forslaget om en rejsedommerordning og forslaget om mulighed for afvigelse fra værnetingsreglerne vil i øvrigt fremstå som supplementer eller alternativer til den allerede anvendte fremgangsmåde, hvor et byretsembede midlertidigt styrkes med en retsassessor eller dommerfuldmægtig fra et andet embede, jf. betænkningen side 37.

3.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at det vil være hensigtsmæssigt for en fleksibel udnyttelse af domstolenes ressourcer udover rejsedommerordningen at gennemføre en mulighed for at flytte en sag til en anden byret, hvis der er behov for det for at opnå en hurtigere sagsbehandling.

Justitsministeriet kan på denne baggrund tilslutte sig Retsplejerådets forslag om en tilføjelse til retsplejelovens § 702, der giver mulighed for henvisning af straffesager til en anden ret af ressourcemæssige grunde.

Lovforslaget er således udformet i overensstemmelse med rådets lovudkast til en sådan bestemmelse i betænkningen kapitel 5.

Endvidere henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 10.

4. Ophævelse af dommeres bopælspligt

4.1. Gældende ret

Efter retsplejelovens § 19, stk. 3, skal dommeren have bolig ved kredsens tingsted (hovedtingsted). Justitsministeren kan dog dispensere derfra.

Bestemmelsen var med i retsplejeloven af 1916 i § 33, stk. 3. Om baggrunden for reglen fremgår følgende af Proceskommissionens første udkast til retsplejeloven fra 1876:

». . . at dommeren skal have bolig ved kredsens tingsted eller, når kredsen har flere tingsteder, ved hovedtingstedet, må selvfølgelig være den almindelige regel. For sådanne tilfælde, hvor særegne forhold måtte gøre en afvigelse herfra ønskelig, er der tillagt Justitsministeren bemyndigelse til at tilstede dette.«

Forslaget fra 1876-udkastet blev medtaget i 1916-loven uden ændringer.

Den danske Dommerforening har i januar 1994 fremsat ønske om, at bopælspligten for dommere ophæves.

Justitsministeriet har på den baggrund aftalt med landsretspræsidenterne og Dommerforeningen, at ansøgere til dommerstillinger, som - hvis de bliver ansat i stillingen - vil søge om dispensation fra bopælspligten, bør oplyse dette i ansøgningen om stillingen, således at der inden udnævnelsen af en ansøger kan tages stilling til, hvorvidt der kan dispenseres for bopælspligten.

Justitsministeriet har i øvrigt i de senere år kun modtaget ganske få ansøgninger om dispensation fra bopælspligten. I disse tilfælde er der meddelt dispensation.

4.2. Justitsministeriets overvejelser

Det er Justitsministeriets opfattelse, at der ikke længere er behov for at stille krav om, at en dommer har bopæl i retskredsen.

Det skyldes bl.a., at de kommunikations- og transportmidler, som findes i dag, gør det muligt for en dommer med kort varsel at møde f.eks. til grundlovsforhør eller andre retssager, der ikke kan udsættes, selv om den pågældende ikke bor i retskredsen.

Det foreslås derfor, at reglen i retsplejelovens § 19, stk. 3, ophæves, jf. lovforslagets § 1, nr. 8.

Forslaget giver anledning til at overveje, om den tilsvarende pligt for politimestre til at have bopæl i politikredsen, jf. retsplejelovens § 111, stk. 2, 2. pkt., også bør ophæves.

Bl.a. beredskabsmæssige hensyn kan imidlertid tale for, at bopælspligten bør bevares for politimestre. I øvrigt giver retsplejeloven mulighed for at meddele dispensation efter en konkret vurdering.

Justitsministeriet overvejer derfor fortsat dette spørgsmål, og en ændring af retsplejelovens § 111 foreslås således ikke på nuværende tidspunkt.

5. Sammenlægning af civil- og kriminalretten i Slagelse

Retterne i Slagelse er med virkning fra 1. oktober 1995 blevet sammenlagt til et administreret embede, jf. retsplejelovens § 17, stk. 3. Justitsministeriet foreslår derfor, at retten i Slagelse medtages under opregningen af administrerede embeder i retsplejelovens § 16 a, stk. 1, og udgår af § 17, stk. 1.

Ændringerne fremgår af lovforslagets § 1, nr. 6 og 7.

6. Ændring af fremgangsmåden ved berigtigelse af tinglysningsafgift

Efter retsafgiftslovens § 41 e, stk. 2, skal tinglysningsafgift erlægges ved, at dokumentet forsynes med et eller flere stempelmærker, der svarer til afgiften. Såfremt afgiften indbetales kontant, forsyner tinglysningskontoret dokumentet med stempelmærker.

Tinglysningsafgift skal i alle tilfælde betales ved stempelmærke efter de gældende regler.

Forsikringsselskaber, pengeinstitutter og lignende har efter stempellovens § 21, stk. 3, adgang til efter tilladelse fra skatteministeren selv at berigtige stempelafgifter for dokumenter, der er oprettet i forholdet mellem dem og deres kunder. Ved berigtigelsen anvendes i givet fald godkendte frankeringsmaskiner.

Hvis der er meddelt tilladelse til anvendelse af frankeringsmaskiner, kan forsikringsselskaber, pengeinstitutter og lignende således selv berigtige stempelafgiften, mens tinglysningsafgiften fortsat skal berigtiges ved anvendelsen af stempelmærker.

Justitsministeriet foreslår, at retsafgiftslovens § 41 e, stk. 2, ændres, således at tinglysningsafgift kan berigtiges på samme måde som stempelafgift, hvis der er meddelt tilladelse efter stempellovens § 21, stk. 3. Forslaget vil indebære en lettelse for kassefunktionen ved de større tinglysningskontorer og er endvidere en forberedelse af den papirløse tinglysning, der herved muliggøres med hensyn til tinglysningsafgift.

Der henvises til lovforslagets § 2.

7. Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser

En permanent rejsedommerordning kræver 4 årsværk som dommer i bevillingslønramme 37 samt 6 årsværk som kontorfunktionær i bevillingslønramme Ø. De årlige udgifter hertil udgør ca. 4,1 mio. kr., heraf lønsum 3,4 mio. kr. I beløbet indgår etableringsudgifter i forbindelse med indretning af kontorer ved de embeder, hvor de pågældende udnævnes.

På forslaget til finanslov for 1996 er der videreført 3 stillinger som dommer i bevillingsramme 37 og 5 årsværk som kontorfunktionær i bevillingslønramme Ø samt lønudgiften svarende hertil. For 1996 udgør merudgiften således alene 2,1 mio. kr., heraf lønsum 0,8 mio.

Udgifterne til den permanente rejsedommerordning afholdes inden for Justitsministeriets bevillingsmæssige rammer.

Lovforslaget har ikke erhvervsøkonomiske konsekvenser af betydning og indeholder ikke miljømæssige eller EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder m.v.

Følgende myndigheder m.v. har været hørt over Retsplejerådets betænkning nr. 1299 om en rejsedommerordning:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret, retterne i Århus, Odense, Ålborg, og Roskilde, Rigsadvokaten, Politidirektøren i København, Den danske Dommerforening, Foreningen af Politimestre i Danmark, Foreningen af Dommerfuldmægtige i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Advokatrådet og Det danske Center for Menneskerettigheder.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilaget til lovforslaget er de foreslåede ændringer sammenholdt med de gældende bestemmelser i retsplejeloven og retsafgiftsloven.

Til § 1

Retsplejeloven

Til nr. 1-5 og 9

Det foreslås, at rejsedommerordningen gøres permanent, således at der ansættes i alt fire rejsedommere ved tre præsidentretter. Stillingerne placeres således, at der ansættes to rejsedommere ved Københavns Byret og en ved hver af retterne i Århus og Ålborg.

Endvidere foreslås det at opretholde muligheden for efter ansøgning midlertidigt at beskikke enhver byretsdommer til at virke ved en anden byret i samme landsretskreds af ressourcemæssige grunde.

Det foreslås præciseret, at beskikkelse af den enkelte rejsedommer til tjeneste ved en bestemt byret i intet tilfælde kan meddeles udover et tidsrum af to år. Denne begrænsning vedrører det tidsrum, beskikkelsen opretholdes, uanset om rejsedommeren i beskikkelsesperioden f. eks. alene har arbejdet ved retten i bestemte perioder eller bestemte dage hver uge. Det forudsættes, at ressourceproblemerne vil blive søgt løst på anden og mere permanent måde, såfremt disse ikke er bragt til ophør ved udløbet af de to år. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at en rejsedommer færdigbehandler påbegyndte sager efter udløbet af to-årsperioden.

Bestemmelsen er endvidere ikke til hinder for, at der ved en byret, hvor en rejsedommer har været midlertidigt beskikket i to år, på et senere tidspunkt beskikkes en rejsedommer igen, såfremt der på ny midlertidigt opstår ressourcemæssige problemer.

Hvis det er nødvendigt at styrke anklagemyndigheden i de retskredse, hvor der beskikkes en rejsedommer, er der mulighed for eventuelt at få bistand ved den ordning med regionale assistancefuldmægtige, som er etableret under nogle statsadvokaturer. Det er også muligt at aftale bistand fra f.eks en nabopolitikreds. Der er allerede under forsøgsordningen etableret en praksis, hvorefter Justitsministeriet modtager underretning fra landsretterne om beskikkelser af rejsedommere, således at Justitsministeriet kan bistå ved en eventuel aftale om midlertidig assistance til anklagemyndigheden.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger ovenfor under pkt. 2.

I øvrigt bemærkes, at der på finansloven for 1995 blev oprettet 3 dommerstillinger ved Københavns Byret, således at der i dag er 39 dommere. Bestemmelsen i retsplejelovens § 15, stk. 1, (lovforslagets § 1, nr. 2) foreslås ændret i overensstemmelse hermed. Antallet af dommere ved Københavns Byret udgør derfor med de to foreslåede rejsedommere i alt 41.

Til nr. 6 og 7

Civil- og kriminalretten i Slagelse er sammenlagt til et administreret embede, og bestemmelserne i retsplejelovens § 16 a, stk. 1, 3. pkt., og § 17, stk. 1, foreslås ændret i overensstemmelse hermed. Om forslaget henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor under pkt. 6.

Til nr. 8

Bopælspligten for dommere i retsplejelovens § 19, stk. 3, foreslås ophævet. Forslaget indebærer, at dommere herefter er frit stillet med hensyn til, i hvilken retskreds de ønsker at bo. Om forslaget i øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor under pkt. 4.

Til nr. 10

Det foreslås, at en straffesag af ressourcemæssige årsager inden domsforhandling skal kunne flyttes fra en byret til en anden. En sådan flytning skal efter forslaget som udgangspunkt alene kunne ske inden for nævningekredsen, jf. bekendtgørelse nr. 112 af 11. marts 1986 om tingsteder for landsretterne. Hvis omstændighederne taler for det, skal sagen dog også kunne flyttes til en af præsidentretterne i landsretskredsen.

Der er to byretter, hvis kreds udgør en nævningekreds, nemlig Københavns Byret og retten i Rønne. Det forudsættes, at der ikke bliver behov for at flytte sager fra Københavns Byret. Såfremt en sag skal overføres fra retten i Rønne, må det således altid ske til en anden præsidentret i landsretskredsen. Herudover vil det blandt andet kunne være hensigtsmæssigt at overføre en sag til en præsidentret uden for nævningekredsen, hvis de andre retter i nævningekredsen er små embeder eller embeder med et stort sagspres. Ved afgørelsen om at flytte en sag til en præsidentret uden for nævningekredsen må der blandt andet tages hensyn til, om sagens parter m.v. herved pålægges en belastende rejseaktivitet.

Kompetencen til at træffe beslutning om overførsel foreslås henlagt til landsretspræsidenten, som udøver kompetencen efter anmodning fra den pågældende dommer. Tiltalte, anklagemyndigheden og den ret, som sagen påtænkes overført til, skal efter forslaget have lejlighed til at udtale sig, forinden der træffes afgørelse vedrørende flytning af sagen. Træffer landsretspræsidenten afgørelse om at flytte sagen, skal denne beslutning efter forslaget kunne kæres til Højesteret af tiltalte og af anklagemyndigheden.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 3.3.

Til § 2

Retsafgiftsloven

Lovforslaget indebærer, at forsikringsselskaber, pengeinstitutter og lignende, som efter stempelloven har tilladelse til selv at berigtige stempelafgift for dokumenter oprettet mellem dem og deres kunder, også kan berigtige tinglysningsafgift på denne måde. Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 6.

Til § 3

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1996, hvorved rejsedommerordningen gøres permanent ved forsøgsordningens udløb med udgangen af 1995. Bestemmelsen i § 1, nr. 10, hvorefter straffesager kan overflyttes til en anden ret, kan anvendes i sager, hvor tidspunktet for domsforhandling ikke er fastsat ved lovens ikrafttræden.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

§ 1

1. § 4, stk. 3, ophæves.

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.

§ 4. Der skal være 2 landsretter: Østre landsret og Vestre Landsret. Under Østre Landsret henhører staden København og øernes amter, under Vestre Landsret Jyllands amter.

Stk. 2. Østre Landsret, der har sit sæde i København, består af en præsident og 45 andre landsdommere; Vestre Landsret, der har sit sæde i Viborg, består af en præsident og 22 andre landsdommere.

Stk. 3. Der ansættes en dommer ved Østre Landsret og to dommere ved Vestre Landsret fortrinsvis til varetagelse af de i § 45 nævnte opgaver.

Stk. 4. I præsidentens forfald træder i fornødent fald det efter embedsalder ældste tilstedeværende medlem af retten i hans sted.

2. § 15, stk. 1, affattes således:

»Københavns Byret består af en præsident og 41 andre dommere.«

3. § 15, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Retten i Århus består af en præsident og 15 andre dommere.«

4. § 15, stk. 4, affattes således:

» Stk. 4. Retten i Ålborg består af en præsident og 10 andre dommere.«

5. I § 15 indsættes som nyt stk. 6:

» Stk. 6. To af dommerne ved Københavns Byret, en af dommerne ved retten i Århus og en af dommerne ved retten i Ålborg ansættes fortrinsvis til varetagelse af de i § 45 nævnte opgaver.«

Stk. 6 bliver herefter stk. 7.

§ 15. Københavns byret består af en præsident og 36 andre dommere.

Stk. 2. Retten i Århus består af en præsident og 14 andre dommere.

Stk. 3. Retten i Odense består af en præsident og 10 andre dommere.

Stk. 4. Retten i Ålborg består af en præsident og 9 andre dommere.

Stk. 5. Retten i Roskilde består af en præsident og 7 andre dommere.

Stk. 6. Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg, og Roskilde deles i afdelinger, som hver beklædes af en enkelt dommer. Almindelige regler om forretningernes fordeling mellem afdelingerne fastsættes af rettens præsident med Justitsministeriets godkendelse. Sagernes fordeling mellem dommerne bestemmes af præsidenten efter forhandling med rettens medlemmer.

6. § 16 a, stk. 1, 3. pkt., affattes således:

»Retterne i Gentofte, Gladsaxe, Tåstrup, Hørsholm, Slagelse, Svendborg, Kolding og Skanderborg består af 2 dommere«.

§ 16 a. Retten i Randers består af 4 dommere. Retten på Frederiksberg samt retterne i Lyngby, Ballerup, Esbjerg, Horsens og Herning består af 3 dommere. Retterne i Gentofte, Gladsaxe, Tåstrup, Hørsholm, Svendborg, Kolding og Skanderborg består af 2 dommere.

Stk. 2-3. (Udeladt)

7. § 17, stk. 1, affattes således:

§ 17. Der ansættes 2 dommere ved retterne Glostrup, Helsingør, Hillerød, Frederikssund, Holbæk, Slagelse, Næstved, Haderslev, Sønderborg, Vejle, Fredericia, Silkeborg, Viborg, Frederikshavn og Hjørring.

Stk. 2-4. (Udeladt)

8. § 19, stk. 3, ophæves.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 3 og 4.

§ 19. Justitsministeren fastsætter tingstederne for byretterne.

Stk. 2. Tildeles der en retskreds flere tingsteder, fastsætter Justitsministeren de dele af kredsen, som med hensyn til rettens ordentlige møder skal henhøre til ethvert af disse.

Stk. 3. Dommeren skal have bopæl ved kredsens tingsted (hovedtingsted). Dog kan Justitsministeren tilstede afvigelse herfra.

Stk. 4. Skønnes det efter omstændighederne fornødent, kan justitsministeren bestemme, at dommeren på et eller flere steder i retskredsen uden for hovedtingstedet vil have at indrette en afdeling af sit embedskontor. Justitsministeren træffer bestemmelse om kontordagenes antal og kontortidens længde.

Stk. 5. Reglen i § 11, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på byretterne.

9. § 45, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Beskikkelse efter stk. 1 kan uden ansøgning kun meddeles de i § 15, stk. 6, nævnte dommere, der gør tjeneste i landsretskredsen. Beskikkelsen til tjeneste ved en bestemt byret kan i intet tilfælde meddeles udover et tidsrum af to år.«

§ 45. Landsrettens præsident kan meddele midlertidig beskikkelse som yderligere dommer ved en byret, når byrettens forhold tilsiger det. Bestemmelsen i § 44, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Beskikkelse efter stk. 1 kan uden ansøgning kun meddeles de i § 4, stk. 3, nævnte dommere, der gør tjeneste i landsretskredsen. Beskikkelsen kan i intet tilfælde meddeles ud over et samlet tidsrum af 2 år.

Stk. 3. Sker beskikkelsen ved en af de i § 17, stk. 1 eller 4, omhandlede byretter, træffer landsretspræsidenten efter forhandling med byrettens medlemmer bestemmelse om, hvilke forretninger, der skal varetages af den midlertidigt beskikkede dommer.

10. I § 702 indsættes som stk. 2:

» Stk. 2. Når byrettens forhold tilsiger det, kan landsrettens præsident efter anmodning fra byretten inden domsforhandlingens begyndelse beslutte, at en sag skal behandles ved en anden byret i nævningekredsen eller, hvis omstændighederne taler for det, ved en af de i § 15 nævnte retter i landsretskredsen. Tiltalte, anklagemyndigheden og den ret, hvortil sagen påtænkes overført, skal forinden have lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet. Landsretspræsidentens afgørelse om, at en sag skal overføres, kan af tiltalte og anklagemyndigheden kæres til Højesteret.«

§ 702. Afvigelse fra reglerne om værneting kan, sålænge domsforhandling endnu ikke er påbegyndt, på begæring, når særegne grunde taler derfor, besluttes af landsretten, dersom spørgsmålet angår nævninge- eller retskredse i samme landsretskreds, og i andre tilfælde af højesteret.

§ 2

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 460 af 27. juni 1989 som ændret senest ved § 3 i lov nr. 389 af 14. juni 1995 og § 3 i lov nr. 427 af 14. juni 1995, foretages følgende ændring:

1. I § 41 e, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:

§ 41 e. Afgiften forfalder til betaling, når dokumentet anmeldes til tinglysning.

Stk. 2. Afgiften erlægges ved, at dokumentet forsynes med et eller flere stempelmærker, der svarer til afgiften. Indbetales afgiften kontant, forsyner tinglysningskontoret dokumentet med stempelmærke.

Stk. 3. Betales afgiften ikke samtidig med anmeldelsen, afvises dokumentet fra dagbogen. I så fald bortfalder afgiften.

Versioner

1995-12-21