1995 LSF 140 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FORSIKRING MOD FØLGER AF ARBEJDSSKADE (INDFØRELSE AF PLUDSELIGE LØFTESKADER SOM NYT ARBEJDSSKADEBEGREB M.V.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199512K00140@1996-05-06/da
Indhold
§ 1
I lov nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade, som senest ændret ved lov nr. 73 af 1. februar 1995, foretages følgende ændringer:
1. I § 9, nr. 2, udgår »og«.
2. I § 9 indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
»3) pludselige løfteskader, jf. § 9 a, og«.
Nr. 3 bliver herefter nr. 4.
3. Efter § 9 indsættes:
» § 9 a. Ved pludselige løfteskader forstås varige muskel-, nerve- og ledskader, der opstår spontant i umiddelbar tilknytning til løftearbejde i akavede stillinger hos personer, som i øvrigt har belastende løftearbejde, når skaden må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af løftearbejdet.
Stk. 2. Pludselige løfteskader skal forelægges Erhvervssygdomsudvalget, jf. § 58, medmindre Arbejdsskadestyrelsen skønner, at forelæggelsen vil være udsigtsløs.
Stk. 3. Hvor der i denne lov er knyttet retsvirkninger til dagen for en arbejdsskades indtræden, gælder disse for pludselige løfteskader fra den dag, hvor den pludselige løfteskade opstår, medmindre andet er fastsat i loven.
Stk. 4. Pludselige løfteskader vil i forsikringsmæssig sammenhæng blive placeret sammen med erhvervssygdomme.«
4. § 18 affattes således:
» § 18. Socialministeren fastsætter regler om, at læger skal anmelde såvel klare som formodede pludselige løfteskader, jf. § 9 a, som de igennem deres erhverv bliver bekendt med, til Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet.
Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om, at læger og tandlæger skal anmelde såvel klare som formodede tilfælde af erhvervssygdomme, som de pågældende gennem deres erhverv bliver bekendt med, til Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet.«
5. § 58, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Socialministeren fastsætter udvalgets forretningsorden, herunder regler for, hvilke sager der kan behandles i et mindre udvalg, hvis sammensætning fastsættes af Erhvervssygdomsudvalget.«
§ 2
Loven træder i kraft den 8. maj 1996 og finder anvendelse på pludselige løfteskader, der indtræder den 1. juni 1996 eller senere.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade, som senest ændret ved lov nr. 73 af 1. februar 1995, foretages følgende ændringer:
1. I § 9, nr. 2, udgår: »og«.
2. I § 9 indsættes som nyt nr. 3:
»3) pludselige løfteskader, jf. § 9 a, og«.
Nr. 3 bliver herefter nr. 4.
3. Efter § 9 indsættes:
» § 9 a. Ved pludselige løfteskader forstås varige muskel-, nerve- og ledskader, der opstår spontant i umiddelbar tilknytning til løftearbejde i akavede stillinger hos personer, som i øvrigt har belastende løftearbejde, når skaden må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af løftearbejdet.
Stk. 2. Pludselige løfteskader skal forelægges Erhvervssygdomsudvalget, jf. § 58, medmindre Arbejdsskadestyrelsen skønner, at forelæggelsen vil være udsigtsløs.
Stk. 3. Hvor der i denne lov er knyttet retsvirkninger til dagen for en arbejdsskades indtræden, gælder disse for pludselige løfteskader fra den dag, hvor den pludselige løfteskade opstår, medmindre andet er fastsat i loven.
Stk. 4. Pludselige løfteskader vil i forsikringsmæssig sammenhæng blive placeret sammen med erhvervssygdomme.«
4. § 18 affattes således:
»Socialministeren fastsætter regler om, at læger skal anmelde såvel klare som formodede pludselige løfteskader, jf. § 9 a, som de igennem deres erhverv bliver bekendt med til Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet.
Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om, at læger og tandlæger skal anmelde såvel klare som formodede tilfælde af erhvervssygdomme, som de pågældende gennem deres erhverv bliver bekendt med, til Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet.«
5. § 58, stk. 4, affattes således:
» Stk. 4. Socialministeren fastsætter udvalgets forretningsorden, herunder regler for, hvilke sager der kan behandles i et mindre udvalg, hvis sammensætning fastsættes af Erhvervssygdomsudvalget.«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 1996 og finder anvendelse for pludselige løfteskader, der indtræder på ikrafttrædelsesdatoen eller senere.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indledning
Ved lov nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade blev der gennemført en række ændringer af arbejdsskadeforsikringsloven af mere teknisk karakter.
Under behandlingen i Folketinget af lovforslaget var der bred enighed om at nedsætte et udvalg, der blandt andet skulle se på mulighederne for at anerkende spontant opståede skader i forbindelse med vanskeligt løftearbejde m.v.
I udvalget var de berørte ministerier og arbejdsmarkedets parter repræsenterede.
Udvalget afsluttede sit arbejde den 5. december 1994 med betænkning nr. 1282 om arbejdsskadeforsikring m.v.
I betænkningen har udvalgets flertal foreslået, at der i loven åbnes mulighed for at anerkende pludselige løfteskader.
Ved pludselige løfteskader forstås varige muskel-, nerve- og ledskader, der opstår spontant i umiddelbar tilknytning til løftearbejde i akavede stillinger hos personer, som i øvrigt har belastende løftearbejde, når skaden må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af løftearbejdet. Der er således tale om et sammensat arbejdsskadebegreb, og det stiller særlige krav til dokumentationen, herunder i forbindelse med den pludseligt indtrædende begivenhed.
Der er i betænkningen redegjort for, at pludselige løfteskader ikke kan anerkendes som arbejdsskader efter de gældende regler, med mindre de i de konkrete tilfælde opfylder betingelserne for at blive anerkendt som ulykkestilfælde, skadelige påvirkninger af højst 5 dages varighed eller som erhvervssygdomme.
Ulykkesbegrebet er på arbejdsskadeområdet det samme som i forsikringsretten, hvorefter der skal foreligge »en ude fra kommende eller virkende af den sikredes vilje uafhængig, pludselig begivenhed, der har en skadelig påvirkning af pågældendes helbredstilstand til følge.«
Højesteret har i en dom, der er afsagt den 11. januar 1993 (refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1993, side 226) tiltrådt denne definition af ulykkesbegrebet.
De pludselige løfteskader vil ofte blive afvist som ulykkestilfælde, fordi skaden ikke skyldes en udefra kommende af den sikredes vilje uafhængig begivenhed.
Den skadelige påvirkning skal have en vis varighed (efter praksis normalt 3 til 4 timer) for at blive anerkendt som en kortvarig skadelig påvirkning. Den pludselige løfteskade vil ikke blive anerkendt efter denne bestemmelse, fordi den ikke opfylder tidskravet for påvirkningen.
Endelig kan de pludselige løfteskader ikke anerkendes efter de gældende regler efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. Efter praksis stiller udvalget krav om mange års tungt løftearbejde, for at en lænde-ryglidelse kan anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art.
Udvalgets flertal fandt herefter, at der var behov for et nyt arbejdsskadebegreb i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.
I overensstemmelse hermed foreslås pludselige løfteskader indført som nyt arbejdsskadebegreb i loven.
Afvejningen af de enkelte elementer i arbejdsskadebegrebet skal foregå i Erhvervssygdomsudvalget. Når udvalget ud fra dets vurdering af konkrete sager om anerkendelse har opbygget en vis erfaring, forudsættes der fastsat nærmere vejledning for anerkendelse af pludselige løfteskader. Sagerne forudsættes fortsat forelagt for Erhvervssygdomsudvalget.
Det bemærkes, at anerkendelse af de enkelte sager beror på en konkret vurdering af den enkelte sag. Det nye arbejdsskadebegreb finder, som lovens øvrige skadebegreber, anvendelse på alle persongrupper.
Derudover foreslås bemyndigelsen til socialministeren til at fastsætte en forretningsorden for Erhvervssygdomsudvalget udvidet med henblik på muligheden for, at et mindre udvalg kan få til opgave at gennemgå samtlige rygsager og på sigt også de pludselige løfteskader.
De enkelte elementer i det nye arbejdsskadebegreb:
Varige skader
En varig skade beskrives efter forslaget som en skade, hvor der efter den nødvendige lægebehandling m.v. fortsat er et varigt men og/eller et tab af erhvervsevne. Om en skade er varig kan normalt først bedømmes i løbet af et år.
Kravet om varighed skal ses i sammenhæng med, at det kun er de alvorlige skader, der skal have mulighed for anerkendelse efter forslaget.
Der vil i sager om pludselige løfteskader som i andre tilfælde være en forpligtelse for den skadelidte til snarest muligt efter skadens indtræden at lade sig undersøge af en læge og gennemgå den lægebehandling eller optræning, som lægen eller Arbejdsskadestyrelsen finder nødvendig.
Den gældende lov om forsikring mod følger af arbejdsskade giver som udgangspunkt kun kompensation for de varige følger af en skade. Det vil sige godtgørelse for varigt men og erstatning for tab af erhvervsevne.
Dog kan der under sagens behandling ydes betaling af udgifter til sygebehandling eller optræning, der er nødvendig for at opnå bedst mulig helbredelse, hvis udgifterne ikke kan afholdes efter lov om offentlig sygesikring eller som led i behandling på offentligt sygehus, jf. lovens § 30.
Som ved andre arbejdsskader er det en forudsætning for betaling af behandlingsudgifter efter § 30, at skaden kan anerkendes. I tilfælde af anerkendelse vil de udgifter til sygebehandling m.v., der har været nødvendige for at opnå bedst mulig helbredelse, kunne afholdes fra skadedatoen, som i disse sager bør være datoen for det akutte tilfælde.
Da bedømmelsen af, om en skade er varig, normalt først kan bedømmes i løbet af et år, kan skadelidte i en længere periode komme til at betale for behandlingsudgifter, indtil den pludselige løfteskade bliver anerkendt.
Muskel-, nerve- og ledskader
Det kan være vanskeligt at afgrænse de lidelser, der vil kunne anerkendes som pludselige løfteskader. Det foreslås at definere lidelserne som muskel-, nerve- og ledskader, da de vil kunne opstå pludseligt som følge af en belastning.
Forslaget begrænses således ikke til lidelser i ryg eller lænd, men giver også mulighed for anerkendelse af for eksempel knælidelser.
Diskusprolaps opfattes som en led- eller nervelidelse, der vil kunne henføres under det nye arbejdsskadebegreb.
Pludselig og i umiddelbar tilknytning til løftearbejde
Skaden skal opstå pludseligt, og det skal være i umiddelbar tilknytning til løftearbejde. Den må ikke manifestere sig flere dage efter det pågældende løftearbejde. Det er ikke tilstrækkeligt med en ganske momentan og forbigående smerteoplevelse.
Løftearbejde i akavede stillinger
Efter Arbejdsskadestyrelsens erfaringer anmeldes løfteskader meget ofte som følge af egentligt løftearbejde i akavede stillinger, for eksempel med vrid i ryggen, i foroverbøjet stilling eller løft i mere end 1/2 arms afstand fra kroppen.
Disse faktorer øger belastningen af rygsøjlen.
For knælidelsernes vedkommende kan de pludselige løfteskader opstå ved løft i akavede stillinger for eksempel fra hugsiddende til stående arbejde med udretning fra bøjet til strakt stilling.
Også andre ledskader opstået ved egentligt løftearbejde, samtidig med at der foretages akavede vridninger eller drejninger af et led, vil være omfattet af forslaget.
Skub eller træk af vogne eller byrder, der hviler på underlaget, vil ikke være omfattet af forslaget, medmindre det dokumenteres, at der faktisk har været løftet i den konkrete situation.
Belastende løftearbejde
Der stilles krav om, at de pågældende i øvrigt skal have belastende løftearbejde. Heri ligger, at personer, der ikke har arbejde, som rummer belastende løft, ikke vil blive omfattet af § 9 a.
Kravet til belastende løftearbejde i tilslutning til det nye arbejdsskadebegreb er mindre omfattende end det krav, som Erhvervssygdomsudvalget i dag har for anerkendelse af lænderyglidelser som erhvervssygdomme.
Årsagssammenhæng
Skaden skal anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af løftearbejdet. Det er ensbetydende med, at både det konkrete løftearbejde i forbindelse med den pludselige løfteskade og det generelle løftearbejde, som den pågældende i øvrigt udfører i sit erhverv, vil komme i betragtning ved bedømmelsen af belastningen.
Det skal vurderes, om det er overvejende sandsynligt, at skaden er forårsaget af arbejdet. Det er med andre ord ikke nok, at der er en formodning om det. Årsagssammenhængen skal således godtgøres på sædvanlig måde svarende til reglerne i gældende lovs § 10, stk. 1, nr. 2, om erhvervssygdomme.
Anmelderegler
Det er i betænkning nr. 1282 forudsat, at der indføres en forpligtelse for arbejdsgiveren til at anmelde de pludselige løfteskader til Arbejdsskadestyrelsen. Dette skal ses i sammenhæng med hensynet til dokumentationen i forbindelse med det sammensatte arbejdsskadebegreb.
Det er imidlertid fundet mere hensigtsmæssigt, at alle arbejdsskader skal anmeldes til forsikringsselskabet. Hermed vil det bl.a. blive undgået, at arbejdsgiveren skal tage stilling til, om der er tale om et ulykkestilfælde eller en pludselig løfteskade.
Bestemmelser om eventuel særlig procedure om hurtig inddragelse af Arbejdsskadestyrelsen i sager om pludselige løfteskader forudsættes indarbejdet i forbindelse med revision af bekendtgørelsen om anmeldelse af arbejdsskader.
Det foreslås videre, at der indføres en pligt for læger til at anmelde pludselige løfteskader til Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet.
Forsikringsdækning
Udvalget har ikke taget stilling til, om pludselige løfteskader forsikringsmæssigt skal betragtes som ulykker eller erhvervssygdomme.
Under hensyn til, at risikoafvejningen vil være vanskelig og til, at de pludselige løfteskader proceduremæssigt behandles som erhvervssygdomme, vil det være mest hensigtsmæssigt, at de pludselige løfteskader forsikringsmæssigt placeres sammen med erhvervssygdommene.
Procedureregler
Det er i betænkning nr. 1282 anført, at der kan være afgrænsningsproblemer mellem pludselige løfteskader og lænderyglidelser, der skyldes tungt løftearbejde, fordi der i visse sager vil være sammenfald både for så vidt angår personkredsen og eksponeringen.
Det taler for identiske administrationsregler for de 2 typer af sager.
Det foreslås derfor, at anerkendelse af de pludselige løfteskader kræver forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, inden Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse, svarende til de gældende regler i § 10, stk. 3, for sygdomme, der ikke er på fortegnelsen over erhvervssygdomme.
I den første tid må det forudsættes, at der skal ske en særlig afprøvning i praksis af rammerne for det nye arbejdsskadebegreb. Det kan herunder vise sig påkrævet med en forøget mødeaktivitet i Erhvervssygdomsudvalget, også i lyset af, at lange ventetider og ophobning af sager bør undgås. Sagsbehandlingstiden for de pludselige løfteskader vil blive fulgt nøje med henblik på at tage evt. fornødne skridt til afhjælpning af problemer.
Når udvalget ud fra dets vurdering af konkrete sager om anerkendelse har opbygget en vis erfaring, forudsættes der som nævnt fastsat nærmere vejledning for anerkendelse af pludselige løfteskader.
Hjemmel til at nedsætte et mindre udvalg
For at aflaste Erhvervssygdomsudvalget foreslås der hjemmel til at nedsætte et mindre udvalg, der kan (for)behandle sager.
Det mindre udvalg får til opgave at gennemgå alle rygsager og på længere sigt også de pludselige løfteskader.
Det mindre udvalg skal således ikke i starten tage sig af de pludselige løfteskader, men nedsættes alene for at frigøre kapacitet i Erhvervssygdomsudvalget.
Det foreslås, at Erhvervssygdomsudvalget fastsætter sammensætningen af det mindre udvalg. Det forudsættes, at sammensætningen af det mindre udvalg afspejler sammensætningen i Erhvervssygdomsudvalget.
Det foreslås, at Arbejdsskadestyrelsen har sekretariatsfunktionen for det mindre udvalg, og at styrelsen udarbejder indstilling til udvalget svarende til proceduren ved forelæggelse af sager for Erhvervssygdomsudvalget efter de gældende regler.
Er det mindre udvalg enigt i Arbejdsskadestyrelsens indstilling foreslås det, at der træffes afgørelse i overensstemmelse med styrelsens indstilling uden at sagen forelægges for Erhvervssygdomsudvalget.
Er der ikke enighed i det mindre udvalg om Arbejdsskadestyrelsens indstilling foreslås det, at sagen forelægges for Erhvervssygdomsudvalget.
Det skal understreges, at det fortsat er Arbejdsskadestyrelsen, der træffer afgørelse i alle sager. Der er ligeledes fortsat mulighed for at indbringe Arbejdsskadestyrelsens afgørelser for Den Sociale Ankestyrelse.
Tidsfrister
Efter gældende lov er der fastsat frister på 3 og 9 måneder for Arbejdsskadestyrelsens stillingtagen til spørgsmålet om der foreligger henholdsvis en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom på fortegnelsen over erhvervssygdomme.
De foreslåede anmelderegler for de pludselige løfteskader sammenholdt med de enkelte elementer i det nye arbejdsskadebegreb og med den beskrevne procedure (forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget) indebærer, at fristerne ikke kan gælde for pludselige løfteskader. Bedømmelsen af, om en skade er varig, kan, som tidligere omtalt, normalt først bedømmes i løbet af et år, altså et år efter tidspunktet for anmeldelsen. Der stilles derfor ikke forslag om frister for Arbejdsskadestyrelsens stillingtagen til spørgsmålet, om der foreligger en pludselig løfteskade.
Afgørelse om stillingtagen til erstatnings- og godtgørelsesspørgsmål skal så vidt muligt træffes inden for 1 år og senest efter 2 år. Der henvises til lovens § 31, stk. 1, der ikke foreslås ændret.
Administrative og økonomiske, herunder erhvervsmæssige, konsekvenser af lovforslaget
Økonomiske, herunder erhvervsmæssige, konsekvenser
Den samlede merudgift ved at anerkende pludselige løfteskader skønnes til ca. 235 mill. kr. årligt (PL-1996).
Denne udgift er fordelt med 222 mill. kr. til godtgørelse for varigt men og erstatning for tab af erhvervsevne, 10 mill. kr. til administrationsbidrag og 3,0 mill. kr. til speciallægeerklæringer m.v. I administrationsbidraget er medregnet samtlige udgifter til administration af disse sager i såvel Arbejdsskadestyrelsen som Den Sociale Ankestyrelse.
Det er i beregningerne forudsat, at Arbejdsskadestyrelsens administrationsbidrag for disse sager skal svare til det nuværende administrationsbidrag for erhvervssygdomssager.
Såfremt den administrative praksis vil indebære, at hovedparten af sagerne må forelægges for Erhvervssygdomsudvalget, vil administrationen af disse sager blive langt mere ressourcekrævende end gennemsnittet for nuværende erhvervssygdomssager. Dette vil betyde, at administrationsbidraget må forhøjes ved Arbejdsskadestyrelsens fremtidige takstfastsættelse.
Den samlede udgift deles mellem staten, (amts-)kommuner (selvforsikrede samt kommuner og amtskommuner forsikret hos Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab) og (andre) forsikringsselskaber på grundlag af den nuværende fordeling af arbejdsskadesager vedr. ryglidelser.
Den statslige andel af de 235 mill. kr. udgør 10 mill. kr., kommuner og amtskommuners andel 85 mill. kr., mens andre forsikringsselskabers andel udgør 140 mill. kr.
For at kunne beregne størrelsen af erstatningerne har det været hensigtsmæssigt at beregne udgifterne som kapitaliserede ydelser, d.v.s. som engangserstatninger. I det omfang erstatningerne for tab af erhvervsevne udbetales som løbende ydelser, vil forsikringsselskabernes (og dermed arbejdsgivernes) udgifter blive højere end beregnet ovenfor, idet hensættelser til løbende erstatninger udgør større beløb end kapitalerstatninger.
Der er krav om, at der skal være tale om varige skader. Det vil tage op til et år, før Arbejdsskadestyrelsen kan vurdere, om en skade er varig. Derudover skal Erhvervssygdomsudvalget have fastlagt en praksis for anerkendelse af disse sager. Det betyder, at udgiften vil være meget beskeden i 1996, og også i 1997 og 1988 antages den at blive lavere end de 235 mill. kr. Der skønnes først fuld udgiftsvirkning fra 1999 og fremover.
Ved beregningen af erstatningsudgifterne er der udelukkende taget hensyn til de erstatninger, som direkte forventes udbetalt i årene 1996-1999. Der er ikke taget hensyn til, at forsikringsselskaberne efter den forsikringsmæssige lovgivning har pligt til for hver skadeårgang at foretage hensættelser til alle udgifter, der vedrører den pågældende årgang. Der skal således foretages en hensættelse svarende til selskabernes andel af den samlede udgift med fradrag af, hvad der måtte være udbetalt i året. Det vil sige, at det fulde udgiftsniveau for de forsikrede arbejdsgivere vil være nået i 1996.
Indførelse af det nye arbejdsskadebegreb med de dertil knyttede principielle drøftelser i Erhvervssygdomsudvalget kan medføre, at der kan blive tale om en vis ophobning af sager. Efter der er tilvejebragt et vist erfaringsgrundlag, er det antaget, at afvikling af ophobede sager kan betyde merudgifter i de følgende år.
Generelt bemærkes, at beregningen af de økonomiske konsekvenser er forbundet med en meget betydelig usikkerhed, hvilket dels skyldes, at der er tale om indførelse af et helt nyt arbejdsskadebegreb, og dels at de faktiske økonomiske konsekvenser vil være helt afhængige af den praksis, der fastlægges i Erhvervssygdomsudvalget.
Det er i de økonomiske beregninger forudsat, at forelæggelsen for Erhvervssygdomsudvalget ikke vil betyde forsinkelser på sigt i sagsgangen. For at forebygge dette forudsættes som tidligere nævnt
1) en forøget mødeaktivitet i Erhvervssygdomsudvalget,
2) fastsættelse af en nærmere vejledning for anerkendelse af pludselige løfteskader, når udvalget har opbygget en vis erfaring og
3) hjemmel til at nedsætte et mindre udvalg, der kan (for)behandle sager og frigøre kapacitet i Erhvervssygdomsudvalget.
Med ikrafttrædelse pr. 1. april 1996 skønnes forslaget at medføre en samlet merudgift på ca. 10 mill. kr. i 1996. Dette beløb er fordelt med 3 mill. kr. til men-godtgørelse og erstatning for tab af erhvervsevne og 7 mill. kr. til administrationsbidrag og speciallægerklæringer m.v.
Den statslige andel af de 10 mill. kr. udgør 0,5 mill. kr., kommuner og amtskommuners andel 3,5 mill. kr., mens andre forsikringsselskabers andel udgør 6 mill. kr.
I 1997 skønnes forslaget at medføre en samlet merudgift på ca. 67 mill. kr. (PL-1996). Dette beløb er fordelt med 54 mill. kr. til men-godtgørelse og erstatning for tab af erhvervsevne, 10 mill. kr. til administrationsbidrag og 3 mill. kr. til speciallægeerklæringer m.v.
Den statslige andel af de 67 mill. kr. udgør 3 mill. kr., kommuner og amtskommuners andel 24 mill. kr., mens andre forsikringsselskabers andel udgør 40 mill. kr.
I 1998 skønnes forslaget at medføre en samlet merudgift på ca. 198 mill. kr. (PL-1996). Dette beløb er fordelt med 185 mill. kr. til men-godtgørelse og erstatning for tab er erhvervsevne, 10 mill. kr. til administrationsbidrag og 3 mill. kr. til speciallægeerklæringer m.v.
Den statslige andel af de 198 mill. kr. udgør 8 mill. kr., kommuner og amtskommuners andel 71 mill. kr., mens andre forsikringsselskabers andel udgør 119 mill. kr..
I 1999 skønnes forslaget at medføre en samlet merudgift på ca. 235 mill. kr. (PL-1996). Dette beløb er fordelt med 222 mill. kr. til men-godtgørelse og erstatning for tab af erhvervsevne, 10 mill. kr. til administrationsbidrag og 3 mill. kr. til speciallægeerklæringer m.v.
Den statslige andel af de 235 mill. kr. udgør 10 mill. kr., kommuner og amtskommuners andel 85 mill. kr., mens andre forsikringsselskabers andel udgør 140 mill. kr.
Administrative konsekvenser
Det vil tage op til et år, før Arbejdsskadestyrelsen kan vurdere, om en skade er varig. Sagerne vil bl.a. skulle afvente lægelig dokumentation for, om lidelsen er varig, før de kan forelægges Erhvervssygdomsudvalget.
Det nødvendiggør, at Arbejdsskadestyrelsen må informere de skadelidte dels om ventetiden, dels om den indbyggede varighedsvurdering, der reelt kan føre til en afvisning af sagen, hvis det står klart, at der ikke er tale om varige skader.
Miljømæssige konsekvenser
Forslaget medfører ikke miljømæssige konsekvenser.
Forhold til EU-retten
Forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 og 2
Bestemmelserne indfører pludselige løfteskader som nyt arbejdsskadebegreb i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade på linie med arbejdsulykker, kortvarige skadelige påvirkninger og erhvervssygdomme. Ændringen i nr. 1 er alene redaktionel.
Til nr. 3
Bestemmelsen i forslaget til § 9 a, stk.1, definerer det nye arbejdsskadebegreb. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen i forslaget til § 9 a, stk. 2, fastslår, at pludselige løfteskader kun kan anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. Bestemmelsen fastslår endvidere, at sagerne skal forelægges for Erhvervssygdomsudvalget, medmindre forelæggelsen er udsigtsløs. Denne procedure svarer til den procedure, der gælder for sygdomme, der ikke er omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme.
Bestemmelsen i forslaget til § 9 a, stk. 3, knytter retsvirkningerne efter loven til den dag, hvor den pludselige løfteskade opstår, svarende til reglerne for ulykkestilfælde. Det har betydning for muligheden for, at skadlidte kan få betalt udgifter efter § 30 tilbage fra datoen for det pludselige løft. Samtidig kan skadelidte efter § 32, stk. 6, få tillagt en løbende erstatning for tab af erhvervsevne med virkning fra et tidligere tidspunkt end afgørelsestidspunktet, dog ikke med virkning fra et tidligere tidspunkt end skadedatoen.
Bestemmelsen i forslaget til § 9 a, stk. 4, placerer forsikringsmæssigt pludselige løfteskader sammen med erhvervssygdomme. Dermed vil de blive omfattet af de nuværende koncessioner vedrørende erhvervssygdomme.
Da pludselige løfteskader i forsikringsmæssig sammenhæng opfattes som erhvervssygdomme, vil de være omfattet af lov om forsikringsvirksomhed § 210 h, stk. 1, 2. pkt. (lovbekendtgørelse nr. 963 af 29. november 1994, som ændret ved lov nr. 369 af 14. juni 1995). Efter den nævnte bestemmelse er forsikringsselskaberne berettigede til uden varsel at forhøje præmierne inden for forsikringstiden som følge af udgiftsforhøjelser, der ikke har kunnet forudsiges.
Til nr. 4.
Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse til socialministeren til at indføre en pligt for læger til at anmelde pludselige løfteskader til Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen. Derudover er der foretaget en redaktionel ændring.
Til nr. 5.
Bestemmelsen udvider socialministerens bemyndigelse til at fastsætte en forretningsorden for Erhvervssygdomsudvalget.
Ved forslaget indføres en adgang for socialministeren til i forretningsordenen at fastsætte regler om, at Erhvervssygdomsudvalget kan henvise visse sager til et mindre udvalg. Denne adgang til delegation er en forudsætning for at Erhvervssygdomsudvalget ikke kommer til at virke som en flaskehals for behandlingen af sager om pludselige løfteskader. I forretningsordenen forudsættes også fastlagt, at sager, hvor der er uenighed under behandlingen i det mindre udvalg, skal overgå til behandling i Erhvervssygdomsudvalget.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 1996.
I overensstemmelse med Arbejdsskadeudvalgets anbefaling foreslås, at kun pludselige løfteskader, der indtræder på ikrafttrædelsesdagen eller senere, kan anerkendes. Det vil give betydelige vanskeligheder med at få sagerne tilstrækkeligt oplyst, hvis der åbnes mulighed for at anerkende pludselige løfteskader, der er indtrådt før lovens ikrafttræden. Dette skal ses i sammenhæng med behovet for dokumentation i forbindelse med det sammensatte arbejdsskadebegreb, herunder i forbindelse med den pludselige begivenhed.
Hertil kommer, at lov om forsikring mod følger af arbejdsskade finansieres af arbejdsgiverne ved betaling af præmier til et forsikringsselskab.
Forsikringsselskaberne er efter lov om forsikringsvirksomhed forpligtet til at fastsætte præmierne således, at der ud over, hvad der er nødvendigt til dækning af selskabets forsikringsmæssige ricisi efter loven, kun opkræves, hvad der er nødvendigt til dækning af omkostningerne ved en forsvarlig administration, konsolidering og et rimeligt udbytte.
Hvis der gives forslaget tilbagevirkende kraft, vil det derfor nødvendiggøre særlige regler om finansiering af allerede opståede skader.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser
der berøres af lovforslaget
§ 1
I lov nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade, som senest ændret ved lov nr. 73 af 1. februar 1995, foretages følgende ændringer:
1. I § 9, nr. 2, udgår: »og«.
2. I § 9 indsættes som nyt nr. 3:
»3) pludselige løfteskader, jf. § 9 a, og«.
Nr. 3 bliver herefter nr. 4.
§ 9. Ved arbejdsskade forstås i denne lov
1) ulykkestilfælde, der skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår,
2) skadelige påvirkninger af højst 5 dages varighed, der skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår, og
3) erhvervssygdomme, jf. § 10.
3. Efter § 9 indsættes:
» § 9 a. Ved pludselige løfteskader forstås varige muskel-, nerve- og ledskader, der opstår spontant i umiddelbar tilknytning til løftearbejde i akavede stillinger hos personer, som i øvrigt har belastende løftearbejde, når skaden må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af løftearbejdet.
Stk. 2. Pludselige løfteskader skal forelægges Erhvervssygdomsudvalget, jf. § 58, medmindre Arbejdsskadestyrelsen skønner, at forelæggelsen vil være udsigtsløs.
Stk. 3. Hvor der i denne lov er knyttet retsvirkninger til dagen for en arbejdsskades indtræden, gælder disse for pludselige løfteskader fra den dag, hvor den pludselige løfteskade opstår, medmindre andet er fastsat i loven.
Stk. 4. Pludselige løfteskader vil i forsikringsmæssig sammenhæng blive placeret sammen med erhvervssygdomme.«
4. § 18 affattes således:
»Socialministeren fastsætter regler om, at læger skal anmelde såvel klare som formodede pludselige løfteskader, jf. § 9 a, som de igennem deres erhverv bliver bekendt med til Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet.
Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om, at læger og tandlæger skal anmelde såvel klare som formodede tilfælde af erhvervssygdomme, som de pågældende gennem deres erhverv bliver bekendt med, til Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet.«
§ 18. Socialministeren fastsætter regler om, at læger og tandlæger til Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet skal anmelde såvel klare som formodede tilfælde af erhvervssygdomme, som de pågældende gennem deres erhverv bliver bekendt med.
5. § 58, stk. 4, affattes således:
» Stk. 4. Socialministeren fastsætter udvalgets forretningsorden, herunder regler for, hvilke sager der kan behandles i et mindre udvalg, hvis sammensætning fastsættes af Erhvervssygdomsudvalget.«.
§ 58. Socialministeren nedsætter et udvalg, med hvilket
Arbejdsskadestyrelsen mindst hvert andet år skal optage forhandling med henblik på en almindelig revision af, hvilke sygdomme der opfylder kravene for at blive optaget på den i § 10, stk. 1, nr. 1, nævnte fortegnelse.
Stk. 2. Udvalget består af en formand og 8 andre medlemmer, der udnævnes for 3 år ad gangen.
Stk. 3. Socialministeren udnævner udvalgets formand og medlemmer samt stedfortrædere for disse. Formanden udnævnes efter indstilling fra Arbejdsskadestyrelsen, et medlem efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen, et medlem efter indstilling fra Direktoratet for Arbejdstilsynet, et medlem efter indstilling fra de offentlige arbejdsgivere, et medlem efter indstilling fra Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, to medlemmer efter indstilling fra Dansk Arbejdsgiverforening og to medlemmer efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark.
Stk. 4. Socialministeren fastsætter udvalgets forretningsorden.
Efter 2. behandling den 25. april 1996
§ 1
I lov nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade, som senest ændret ved lov nr. 73 af 1. februar 1995, foretages følgende ændringer:
1. I § 9, nr. 2, udgår »og«.
2. I § 9 indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
»3) pludselige løfteskader, jf. § 9 a, og«.
Nr. 3 bliver herefter nr. 4.
3. Efter § 9 indsættes:
» § 9 a. Ved pludselige løfteskader forstås varige muskel-, nerve- og ledskader, der opstår spontant i umiddelbar tilknytning til løftearbejde i akavede stillinger hos personer, som i øvrigt har belastende løftearbejde, når skaden må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af løftearbejdet.
Stk. 2. Pludselige løfteskader skal forelægges Erhvervssygdomsudvalget, jf. § 58, medmindre Arbejdsskadestyrelsen skønner, at forelæggelsen vil være udsigtsløs.
Stk. 3. Hvor der i denne lov er knyttet retsvirkninger til dagen for en arbejdsskades indtræden, gælder disse for pludselige løfteskader fra den dag, hvor den pludselige løfteskade opstår, medmindre andet er fastsat i loven.
Stk. 4. Pludselige løfteskader vil i forsikringsmæssig sammenhæng blive placeret sammen med erhvervssygdomme.«
4. § 18 affattes således:
» § 18. Socialministeren fastsætter regler om, at læger skal anmelde såvel klare som formodede pludselige løfteskader, jf. § 9 a, som de igennem deres erhverv bliver bekendt med, til Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet.
Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om, at læger og tandlæger skal anmelde såvel klare som formodede tilfælde af erhvervssygdomme, som de pågældende gennem deres erhverv bliver bekendt med, til Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet.«
5. § 58, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Socialministeren fastsætter udvalgets forretningsorden, herunder regler for, hvilke sager der kan behandles i et mindre udvalg, hvis sammensætning fastsættes af Erhvervssygdomsudvalget.«
§ 2
Loven træder i kraft den 8. maj 1996 og finder anvendelse på pludselige løfteskader, der indtræder den 1. juni 1996 eller senere.