Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19951BA00014@1995-10-31/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til på EU's regeringskonference i 1996 at fremsætte forslag om ændring af Unionstraktaten med det formål

- at sikre, at ethvert EU-land frit kan forbedre sine miljø-, arbejdsmiljø-, sundheds-, veterinær- og dyrebeskyttelsesstandarder,

- at sikre, at ethvert EU-land frit kan gennemføre den hertil nødvendige grænsekontrol, samt

- at sikre, at ethvert EU-land frit kan anvende miljøgarantien, herunder sikre, at miljøgarantien kommer til at gælde på alle områder i Unionstraktaten.

Bemærkninger til forslaget

Enhedslisten fremsatte under Folketingets forespørgselsdebat den 23. marts 1995 forslag om motiveret dagsorden om bl.a. sikring af miljøgarantien.

Siden forespørgselsdebatten i marts 1995 er behovet for en sikring af miljøgarantien ikke blevet mindre. For nylig har Socialdemokratiet vedtaget en EU-udtalelse (2.-3. september 1995), hvori det om miljøgarantien hedder:

»Vi ønsker miljøgarantien forbedret. Europa-Kommissionen skal ikke afgøre, om et land må anvende miljøgarantien. Det skal også være muligt at bruge miljøgarantien, hvis der kommer ny viden frem, efter et forslag er vedtaget«. Endvidere hedder det: »Miljøhensynet skal veje tungest, hvis der opstår konflikt mellem hensynet til miljøet og hensynet til det indre marked«. Endelig siger Socialdemokratiet, at »muligheden for minimumsdirektiver i det indre marked bør benyttes meget mere, så hvert enkelt land kan gå videre i miljøbeskyttelsen«.

Forslagsstillerne finder på den baggrund, at der bør træffes praktiske beslutninger om sikring af de enkelte landes frihed til at indføre bedre miljøstandarder.

Da Folketinget havde debatten om miljøgarantien den 23. marts 1995, påpegede Enhedslisten adskillige områder, hvor der havde været problemer med at sikre danske miljøinteresser. På et møde i Europaudvalget den 2. december 1994 havde der været flere punkter, som, hvis forslagene fra EU blev vedtaget, ville medføre forringelser i vores egne miljølove eller tillade ting, som der ikke var tilslutning til i det danske Folketing. Det drejede sig om giftstoffet kreosot, radioaktiv bestråling af mad, tilsætningsstoffer i mad og gensplejsede fødevarer. Enhedslisten krævede, at Danmark nedlagde veto imod disse produkter, men regeringen ville kun overveje at bruge miljøgarantien i et eller to af tilfældene. Men f.eks. i sagen om babymad endte det med, at regeringen ikke ville bruge miljøgarantien, og det var så overladt til erhvervslivet, om det ville importere og sælge dette produkt. Det tjener butikskæden FDB til ære, at den offentligt erklærede, at den under ingen omstændigheder ville sælge babymad med tilsætningsstoffer i sine butikker. Men det er uacceptabelt, at det overlades til det private initiativ at håndhæve dansk miljøpolitik - og ikke til den danske regering eller Folketinget.

Et andet eksempel var den gensplejsede bastaraps, som var blevet godkendt af en såkaldt plantesundhedskomite i EU. Denne gensplejsede raps vil øge modstandsdygtigheden mod sprøjtemidler og føre til, at der kan blive brugt endnu flere sprøjtegifte her i Danmark. Denne sag er relevant, også fordi den viste, at miljøgarantien ikke kan bruges på landbrugsområdet.

I debatten den 23. marts 1995 gjorde Enhedslisten også opmærksom på, at Danmark skulle have ret til at forbyde import af varer, der krænkede de danske miljøregler. Her havde vi f.eks. sagen om det affald, som Tyskland eksporterede til Danmark.

Vi gjorde også opmærksom på et EU-direktiv, som forbyder Danmark at forbyde salg af cadmiumbatterier her i landet. Folketinget har vedtaget en afgift på disse batterier for på denne måde at begrænse eller stoppe salget af denne type batterier. EU tillader nemlig EU-landene at indføre nationale afgifter på cadmiumbatteriet. Regeringen har lovet, at hvis denne afgift ikke hjælper, vil den arbejde på at få en ændring igennem, så vi nationalt kan forbyde cadmiumbatterier. Men det ville unægtelig være lettere og bedre for miljøet, hvis sådanne miljøskadelige produkter simpelt hen bare kunne forbydes af Folketinget. Men det er sammen med mange andre produkter eksempler på, at det indre marked har forret frem for miljøet.

Enhedslisten gjorde også opmærksom på, at Danmark har nedlagt forbud imod flere pesticider, som er i handelen, men problemet er, at EU, hvis det ønsker det, kan ophæve nogle af de danske forbud imod pesticider, som er vedtaget for at beskytte vores grundvand. I et faktuelt grundnotat fra Miljøstyrelsen den 12. september 1995 hedder det om Europa-Kommissionens forslag til rådsdirektiv om kvaliteten af drikkevand:

»Eksisterende og nye grænseværdier, der er lavere end forslagets, eller som ikke findes i forslaget, vil ikke kunne bibeholdes henholdsvis indføres uden Kommissionens godkendelse. Endvidere vil frihandelsklausulen betyde, at nationalt fastsatte kvalitetskrav ikke kan kræves overholdt for vand eller levnedsmidler, der importeres fra andre medlemsstater. Forslaget vil således medføre en svækkelse af beskyttelsesniveauet«.

Siden folketingsdebatten den 23. marts 1995 er der kommet flere andre eksempler på, at den danske miljøgaranti ikke er tilstrækkelig til at garantere danske miljøinteresser. Europa-Kommissionen har lavet et direktivforslag, som udvander de danske bestemmelser vedrørende økologisk landbrug. F.eks. vil der blive givet grønt lys for, at økokvæg i lange perioder kan få op til 50 pct. af deres proteinbehov dækket via foder dyrket med kunstgødning, sprøjtemidler og anden landsbrugskemi. Desuden vil Europa-Kommissionen tillade, at der oprettes en »økologisk« varegruppe, hvis et produkt indeholder mindst 70 pct. vegetabilske økoingredienser. På denne måde kan det danske økologiske landbrug og dets produkter risikere at blive undermineret af Europa-Kommissionens »økologiske« produkter, som de så oven i købet vil give et EU-økomærke som reklame for sagen.

Danmark kom også i mindretal på et nyt direktiv, som lægger op til, at fødevarer, der er fremstillet ved hjælp af genteknologi, skal mærkes på samme måde som alle andre fødevarer. Vi har samtidig fået at vide af Miljøstyrelsen, at Danmark ikke kan bruge miljøgarantien, da direktivet om genteknologi er lavet ud fra Maastricht-Traktatens artikel 43 om landbrugsprodukter. Den danske miljøgaranti kan kun bruges i forhold til artikel 100 A på miljøområdet. Det er Enhedslistens opfattelse, at Europa-Kommissionen bevidst har placeret gendirektivet i denne afdeling, fordi man ønsker at tilgodese hensynet til væksten højere end miljøet og har været under pres fra den bioteknologiske industri i Europa, som ikke vil have deres nye genprodukter hæmmet af for mange hensyn til miljøet.

Den 22. juni 1995 kunne Information fortælle om et fælles forslag fra England og Tyskland om at lempe grænseværdierne for pesticidrester i drikkevand af hensyn til den kemiske industri. Forslaget vil lempe grænseværdierne for rester i drikkevand af i alt 34 pesticider. Den engelsk-tyske arbejdsgruppe påpeger, at mere lempelige grænseværdier vil styrke udviklingen af den agro-kemiske industri i Europa, der nu beskæftiger 37.000 mennesker. England og Tyskland har sendt gruppens forslag videre til behandling hos Europa-Kommissionen, hvor det sikkert ikke vil skade forslaget, at det er fremsendt af to af stormagterne i EU.

I løbet af de næste 10-15 år skal Europa-Kommissionen til at revurdere i alt 800 forskellige aktivstoffer i sprøjtegifte. I 1996 skal de første 90 sprøjtegifte nyvurderes. Her har Danmark meget naturligt stillet forslag om, at det bliver de 90 mest farlige sprøjtegifte, som først nyvurderes, men her har hensynet til geografisk spredning i EU-medlemslandene og de forskellige nationale virksomheder spillet en større rolle end hensynet til at finde frem til de farligste 90 sprøjtegifte, kunne Berlingske Tidende skrive den 9. juni 1995. Det skyldes selvfølgelig, at de forskellige nationale industrier helst vil have de sprøjtegifte vurderet først, som er mindst farlige, og som derfor kan komme med på en ny positivliste.

Hvis en sprøjtegift først er kommet på denne positivliste, kan det kun forbydes i et EU-medlemsland, hvis helt særlige forhold gør sig gældende. Dermed må Danmark acceptere uønskede stoffer, da der i ». . . industrien og flere EU-lande findes en holdning om, at sprøjtemidlerne ikke er særlig sundhedsfarlige. Og den kemiske industri synes at have stor magt til at få fremmet sine synspunkter«, siger miljøkonsulent i SiD Jesper Lund-Larsen i Berlingske Tidende den 9. juni 1995.

Sådanne tiltag og miljøpolitiske holdninger - eller rettere mangel på samme - viser tydeligt, hvad et miljøflertal i Danmark er oppe imod af stærke økonomiske og politiske kræfter. Det blev også bekræftet af økonomiminister Marianne Jelved i Information den 20. juni 1995, efter hun var vendt hjem fra et ministerrådsmøde i Luxembourg. Hun konstaterede, at den nye Europa-Kommission gør det besværligt for de miljøvenlige lande at komme igennem med grønne synspunkter. På mødet havde økonomiministeren på Danmarks vegne foreslået, at indsatsen for miljøet skal fokusere på forebyggelse af forurening, at »forureneren betaler«-princippet skal lægges til grund, og at de miljømæssige omkostninger skal indarbejdes i markedspriserne. Desuden skal miljøpolitikken indarbejdes i alle andre politikområder. Men det kunne ikke godkendes i Ministerrådet. Specielt de sydeuropæiske lande ville ikke være med på disse økonomiske retningslinjer.

Forslagsstillerne håber, et flertal i det danske Folketing kan tilslutte sig forslaget om at arbejde for, at den danske miljøgaranti - som kun gælder som »garanti«, så langt den politiske vilje rækker fra de andre landes side - skal taktatfæstes, så vi selv suverænt kan afgøre vores egne miljøstandarder. Socialdemokratiet og SF går ind for flertalsafgørelser på miljøområdet i EU. Forslagsstillerne tror ikke, at man kan forbedre miljøet i Europa via en flertalspolitik på miljøområdet. Det er ikke realistisk, at flertalsafgørelser vil tvinge f.eks. England eller Spanien, Portugal eller Grækenland til en miljøpolitik, som disse lande ikke under nogen omstændigheder har tænkt sig at indføre nationalt. Hvis det ikke kan lykkes for miljøbevægelser, de respektive landes befolkninger, partier og organisationer sammen med et politisk pres fra andre lande i EU at indføre bedre miljøbestemmelser, så kan det heller ikke lade sig gøre via et flertalsdiktat fra EU.

Forslagsstillerne har med glæde noteret sig, at de to konservative folketingsmedlemmer Lene Espersen og Henriette Kjær i en pressemeddelelse den 20. september 1995 går ind for, at Danmark (og andre EU-lande) skal sikres mulighed for at indføre de miljøregler, som man ønsker. De siger i pressemeddelelsen:

»Danmark må forhindre, at Kommissionen får indflydelse på landenes ret til at indføre skrappere regler på miljøområdet.

Drikkevandsdirektivet må ikke føre til, at drikkevand bliver defineret som en handelsvare. Det skal være landenes suveræne ret at stille strengere krav til drikkevandets kvalitet, end de fælles regler tilsiger . . . Dette er en meget principiel sag, og vi vil derfor forfølge den, indtil Kommissionen erkender, at landene har ubetinget ret til at stramme miljøreglerne til gavn for miljøet og forbrugerne«.

Forslagsstillerne mener imidlertid, at den bedste måde at sikre danske miljøinteresser på er ved, at den danske regering får traktatfæstet miljøgarantien. Ellers vil Danmark risikere at løbe ind i det ene nederlag efter det andet i konflikten mellem hensynet til miljøet og det indre marked og vækstfilosofien.

I denne sammenhæng er det værd at gøre opmærksom på nogle udtalelser fra EU-kommissær Martin Bangemann. I bladet Europa nr. 9, september 1995, skriver journalisten, at ». . . derfor skal en dansk mærkesag som eksempelvis »flertalsafgørelser på miljøområdet« ses i nøje sammenhæng med de reformer, som EU's institutioner skal igennem. Bangemann lægger ikke skjul på, at med øget samarbejde og flere flertalsafgørelser må landene indstille sig på løsninger, som ikke er optimale - men måske 80 procent gode . . . vælger man at gå sammen om en løsning, så nytter det ikke, at landene bagefter laver særlove. Med andre ord: Hvis der indføres flertalsafgørelser på miljøpolitikken, så kan de enkelte lande ikke bagefter henvise til en miljøgaranti og sætte andre normer'.

Derfor er faren, at der satses så meget fra dansk side på at gennemføre flertalsafgørelser på miljøområdet, at man helt glemmer som minimum at få traktatfæstet en dansk miljøgaranti, der sikrer, at vi i det mindste selv kan afgøre, hvad der må importeres, produceres og sælges i Danmark af miljøfjendtlige produkter.

Versioner

1. 1995-10-31