Gelex

1995 BSF 47 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DANMARKS RATIFIKATION AF DE FORENEDE NATIONERS KONVENTION OM BEKÆMPELSE AF ØRKENDANNELSE I DE LANDE, DER ER RAMT AF ALVORLIG TØRKE OG/ELLER ØRKENDANNELSE, SÆRLIG I AFRIKA (FN'S ØRKENKONVENTION)

GældendeVersion 1995-12-13
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19951BA00047@1995-12-13/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af ørkendannelse i de lande, der er ramt af alvorlig tørke og/eller ørkendannelse, særlig i Afrika, som Danmark undertegnede under en undertegnelsesceremoni den 15. oktober 1994 i Paris.

Bilag

Den konvention, som er omtalt i folketingsbeslutningen, er optrykt som bilag til det fremsatte forslag.

Oprindelig fremsat forslag

Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af ørkendannelse i de lande, der er ramt af alvorlig tørke og/eller ørkendannelse, særlig i Afrika, som Danmark undertegnede under en undertegnelsesceremoni den 15. oktober 1994 i Paris.

DE FORENEDE NATIONERS KONVENTION OM BEKÆMPELSE AF ØRKENDANNELSE I DE LANDE, DER ER RAMT AF ALVORLIG TØRKE OG/ELLER ØRKENDANNELSE, SÆRLIG I AFRIKA Parterne i denne konvention,

som bekræfter, at menneskene i de ramte eller truede områder er midtpunktet for bestræbelserne på at bekæmpe ørkendannelse og afhjælpe virkningerne af tørke,

som giver udtryk for det internationale samfunds, herunder staters og internationale organisationers, dybe bekymring over de negative følger af ørkendannelse og tørke,

som er klare over, at aride, semi-aride og tørre subhumide områder tilsammen udgør en betydelig del af Jordens landareal og er levested og livsgrundlag for en stor del af dens befolkning,

som erkender, at ørkendannelse og tørke er problemer af globalt omfang i og med, at de berører alle verdens regioner, og at der er behov for en fælles indsats fra det internationale samfunds side for at bekæmpe ørkendannelse og/eller afhjælpe virkningerne af tørke,

som mærker sig udviklingslandenes, navnlig de mindst udviklede landes, talrighed blandt dem, der er ramt af alvorlig tørke og/eller ørkendannelse, og de særlig tragiske følger af disse fænomener i Afrika,

som også mærker sig, at ørkendannelse skyldes komplekse samspil mellem fysiske, biologiske, politiske, sociale, kulturelle og økonomiske faktorer,

som tager hensyn til de virkninger, som handelen og relevante aspekter af de internationale økonomiske forbindelser har for de ramte landes muligheder for at bekæmpe ørkendannelse på tilstrækkelig vis,

som er sig bevidste, at bæredygtig økonomisk vækst, social udvikling og bekæmpelse af fattigdom er prioriteter for de ramte udviklingslande, særlig i Afrika, og af afgørende betydning for realiseringen af bæredygtighedsmål,

som er opmærksomme på, at ørkendannelse og tørke hæmmer en bæredygtig udvikling som følge af sammenhængen med vigtige sociale problemer såsom fattigdom, dårlig sundheds- og ernæringstilstand og manglende fødevaresikkerhed og problemer fremkaldt af befolkningsvandringer, -flytninger og -dynamik,

som anerkender betydningen af staternes og de internationale organisationers hidtidige indsats og erfaringer inden for bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke, særlig ved gennemførelsen af den handlingsplan til bekæmpelse af ørkendannelse, der vedtoges på De Forenede Nationers konference om ørkendannelse i 1977,

som indser, at fremskridtene inden for bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke trods de hidtidige bestræbelser ikke har svaret til forventningerne, og at der er behov for et nyt og mere effektivt tiltag på alle planer inden for rammerne af en bæredygtig udvikling,

som erkender værdien og relevansen af beslutningerne vedtaget på De Forenede Nationers konference om miljø og udvikling, særlig Agenda 21 og dens kapitel 12, der giver grundlag for bekæmpelse af ørkendannelse,

som i den forbindelse på ny bekræfter industrilandenes forpligtelser som omhandlet i Agenda 21, kapitel 33, punkt 13,

som minder om Generalforsamlingens resolution 47/188, særlig den heri omhandlede prioritering af Afrika, og alle andre relevante FN-resolutioner, -beslutninger og -programmer om ørkendannelse og tørke samt de relevante erklæringer fra afrikanske lande og lande i andre regioner,

som på ny bekræfter Rio-erklæringen om miljø og udvikling, hvori det i princip 2 hedder, at staterne i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt og folkerettens principper har suveræn ret til at udnytte deres egne ressourcer efter deres egen miljø- og udviklingspolitik og pligt til at sikre, at aktiviteter under deres jurisdiktion eller kontrol ikke forårsager miljøskader i andre stater eller i områder uden for national jurisdiktion,

som erkender, at de nationale regeringer spiller en afgørende rolle ved bekæmpelsen af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke, og at fremskridt i den henseende afhænger af lokal gennemførelse af handlingsprogrammer i de ramte områder,

som også erkender betydningen og nødvendigheden af internationalt samarbejde og partnerskab ved bekæmpelsen af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke,

som endvidere erkender, at det er vigtigt, at de ramte udviklingslande, særlig i Afrika, får effektive midler, herunder betydelige finansielle ressourcer, inklusive ny og supplerende finansiering, og adgang til teknologi, da det ellers vil være vanskeligt for dem fuldt ud at opfylde deres forpligtelser i henhold til denne konvention,

som udtrykker bekymring over virkningerne af ørkendannelse og tørke i de ramte lande i Centralasien og Transkaukasus,

som understreger den vigtige rolle, kvinderne spiller i regioner ramt af ørkendannelse og/eller tørke, særlig i landdistrikterne i udviklingslandene, og betydningen af at sikre, at både mænd og kvinder på alle niveauer deltager fuldt ud i programmerne til bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke,

som påpeger de ikke-statslige organisationers og andre større gruppers særlige rolle i programmerne til bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke,

som er opmærksomme på sammenhængen mellem ørkendannelse og andre miljøproblemer af globalt omfang, som det internationale og de nationale samfund er stillet over for,

som også er opmærksomme på det bidrag, som bekæmpelse af ørkendannelse kan yde til virkeliggørelsen af målene for De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, konventionen om biologisk mangfoldighed og andre relevante miljøkonventioner,

som mener, at strategierne til bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke vil være mest effektive, hvis de baseres på pålidelige systematiske observationer og nøjagtig videnskabelig viden, og hvis de løbende revurderes,

som erkender, at det er påtrængende nødvendigt at forbedre effektiviteten og koordineringen af det internationale samarbejde for at lette gennemførelsen af nationale planer og prioriteter,

som er fast besluttede på at yde en hensigtsmæssig indsats for bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke til gavn for nuværende og kommende generationer,

er blevet enige om følgende:

DEL I

INDLEDNING

Artikel 1

Definitioner

I denne konvention forstås ved:

a) »ørkendannelse« forringelse af jorden i aride, semi-aride og tørre subhumide områder som følge af forskellige faktorer, herunder klimavariationer og menneskelige aktiviteter

b) »bekæmpelse af ørkendannelse« bl.a. aktiviteter, der indgår i en integreret udvikling af jorden i aride, semi-aride og tørre subhumide områder med henblik på bæredygtig udvikling, og som tager sigte på:

i) forebyggelse og/eller formindskelse af forringelsen af jorden

ii) rehabilitering af delvis forringet jord

iii) genindvinding af jord, der har været udsat for ørkendannelse

c) »tørke« det naturligt forekommende fænomen, der opstår, når nedbøren har været betydeligt under de normalt registrerede niveauer, og som medfører alvorlige hydrologiske ubalancer, der skader jordressourceproduktionssystemerne

d) »afhjælpning af virkningerne af tørke« aktiviteter, der vedrører forudsigelse af tørke, og som sigter mod at mindske samfundets og natursystemernes sårbarhed over for tørke som led i bekæmpelsen af ørkendannelse

e) »jord« det bioproduktive jordsystem, der omfatter jordbund, vegetation, andre levende organismer og de økologiske og hydrologiske processer, der foregår i systemet

f) »forringelse af jorden« formindskelse eller tab, i aride, semi-aride og tørre subhumide områder, af den biologiske eller økonomiske produktivitet og kompleksitet for regnvandet agerjord, kunstvandet agerjord, overdrev, græsgange, skove eller træbevoksede arealer som følge af anvendelsen af jorden eller en proces eller kombination af processer, herunder processer, der skyldes menneskelige aktiviteter og bosætningsmønstre, såsom:

i) jordbundserosion forårsaget af vind og/eller vand

ii) nedbrydning af jordbundens fysiske, kemiske og biologiske eller økonomiske egenskaber

iii) langsigtet tab af naturlig vegetation

g) »aride, semi-aride og tørre subhumide områder« områder, bortset fra polar- og subpolarområder, hvor forholdet mellem den årlige nedbør og den potentielle evapotranspiration ligger inden for skalaen 0,05-0,65

h) »ramte områder« aride, semi-aride og/eller tørre subhumide områder, der er ramt eller truet af ørkendannelse

i) »ramte lande« lande, hvis jord helt eller delvis består af ramte områder

j) »regional organisation for økonomisk integration« en organisation oprettet af suveræne stater i en given region, som har kompetence på de af denne konvention omfattede områder, og som, efter organisationens egne bestemmelser, er behørigt bemyndiget til at undertegne, ratificere, acceptere, godkende eller tiltræde denne konvention

k) »industrilandsparter« industrilandsparter og regionale organisationer for økonomisk integration oprettet af industrilande.

Artikel 2

Formål

1. Formålet med denne konvention er at bekæmpe ørkendannelse og afhjælpe virkningerne af tørke i lande, der er ramt af alvorlig tørke og/eller ørkendannelse, særlig i Afrika, i kraft af en effektiv indsats på alle niveauer, underbygget af internationale samarbejds- og partnerskabsarrangementer, inden for rammerne af en integreret tilgang, der er i overensstemmelse med Agenda 21, med det sigte at bidrage til realiseringen af en bæredygtig udvikling i de ramte områder.

2. Virkeliggørelsen af dette mål kræver langsigtede integrerede strategier, der i de ramte områder på en og samme tid fokuserer på forbedring af jordens produktivitet og på rehabilitering, bevarelse og bæredygtig forvaltning af jord- og vandressourcerne, således at der skabes bedre levevilkår, især for lokalsamfundene.

Artikel 3

Principper

Ved virkeliggørelsen af denne konventions mål og gennemførelsen af dens bestemmelser lader parterne sig lede af bl.a. følgende principper:

a) parterne bør sikre, at beslutningerne om udformning og gennemførelse af programmer til bekæmpelse af ørkendannelse og/eller afhjælpning af virkningerne af tørke træffes med deltagelse af befolkningen og lokalsamfundene, og at der på de højere niveauer skabes et gunstigt klima, der kan lette indsatsen på nationalt og lokalt niveau

b) parterne bør i en international solidaritets- og partnerskabsånd forbedre samarbejdet og koordineringen på subregionalt, regionalt og internationalt plan og i højere grad sikre, at de finansielle, menneskelige, organisatoriske og tekniske ressourcer sættes ind der, hvor der er behov for dem

c) parterne bør i en partnerskabets ånd fremme samarbejdet mellem de offentlige myndigheder på alle niveauer, lokalsamfundene, de ikke-statslige organisationer og jordbesidderne, for at der kan skabes en bedre forståelse for beskaffenheden og værdien af jorden og de knappe vandressourcer i de ramte områder og arbejdes hen imod en bæredygtig udnyttelse af dem

d) parterne bør fuldt ud tage hensyn til de særlige behov og forhold, der gør sig gældende for de ramte udviklingslandsparter, særlig de mindst udviklede blandt dem.

DEL II

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 4

Almindelige forpligtelser

1. Parterne opfylder, hver især eller sammen, deres forpligtelser i henhold til denne konvention på grundlag af bestående eller kommende bilaterale og multilaterale aftaler eller efter omstændighederne en kombination deraf, idet der lægges vægt på nødvendigheden af at koordinere indsatsen og udvikle en sammenhængende langsigtet strategi på alle niveauer.

2. For at virkeliggøre denne konventions mål må parterne:

a) anvende en integreret tilgang til de fysiske, biologiske og socioøkonomiske aspekter af ørkendannelse og tørke

b) i de relevante internationale og regionale organer være behørigt opmærksomme på de ramte udviklingslandsparters situation med hensyn til international handel, afsætningsarrangementer og gæld, således at der kan skabes et gunstigt internationalt økonomisk klima, der kan bidrage til at fremme en bæredygtig udvikling

c) medtage strategier til bekæmpelse af fattigdom i indsatsen for at bekæmpe ørkendannelse og afhjælpe virkningerne af tørke

d) fremme samarbejdet mellem de ramte landeparter på områderne miljøbeskyttelse og bevarelse af jord- og vandressourcer i forbindelse med ørkendannelse og tørke

e) styrke det subregionale, regionale og internationale samarbejde

f) samarbejde i de relevante mellemstatslige organisationer

g) hvis det er hensigtsmæssigt, fastlægge institutionelle mekanismer, idet der tages hensyn til nødvendigheden af at undgå overlapning

h) fremme anvendelsen af bestående bilaterale og multilaterale finansielle mekanismer og arrangementer, der mobiliserer og kanaliserer betydelige finansielle ressourcer til de ramte udviklingslandsparter til bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke.

3. De ramte udviklingslandsparter er berettigede til bistand ved gennemførelsen af konventionen.

Artikel 5

De ramte landeparters forpligtelser

Ud over forpligtelserne i henhold til artikel 4 forpligter de ramte landeparter sig til:

a) behørigt at prioritere bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke og at afsætte tilstrækkelige ressourcer dertil i overensstemmelse med deres situation og muligheder

b) som led i deres planer og/eller politik for bæredygtig udvikling at fastlægge strategier og prioriteter for bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke

c) at tage fat på de grundlæggende årsager til ørkendannelse og være særlig opmærksomme på de socioøkonomiske faktorer, der bidrager til ørkendannelsesprocesserne

d) med støtte fra ikke-statslige organisationer at fremme bevidstgørelsen af lokalbefolkningen, især kvinder og unge, og lette dens deltagelse i indsatsen for at bekæmpe ørkendannelse og afhjælpe virkningerne af tørke

e) at skabe et gunstigt klima ved om fornødent at styrke den relevante eksisterende lovgivning eller vedtage nye love og ved at fastlægge langsigtede politikker og handlingsprogrammer.

Artikel 6

Industrilandsparternes forpligtelser

Ud over de almindelige forpligtelser i henhold til artikel 4 forpligter industrilands-parterne sig til:

a) som aftalt, hver især eller sammen, aktivt at støtte den indsats, som de ramte udviklingslandsparter, særlig i Afrika og særlig de mindst udviklede lande, yder for at bekæmpe ørkendannelse og afhjælpe virkningerne af tørke

b) at stille betydelige finansielle midler og andre former for støtte til rådighed for de ramte udviklingslandsparter, særlig i Afrika, for at hjælpe dem med effektivt at udvikle og gennemføre deres egne langsigtede planer og strategier til bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke

c) at fremme mobiliseringen af ny og supplerende finansiering i henhold til artikel 20, stk. 2, litra b)

d) at tilskynde til mobilisering af finansielle midler fra den private sektor og andre ikke-statslige kilder

e) at fremme og lette de ramte landeparters, særlig de ramte udviklingslands-parters, adgang til hensigtsmæssig teknologi, viden og knowhow.

Artikel 7

Prioritering af Afrika

Ved gennemførelsen af denne konvention prioriterer parterne de ramte afrikanske landeparter i betragtning af den særlige situation i denne region og uden derved at tilsidesætte de ramte udviklingslandsparter i andre regioner.

Artikel 8

Forholdet til andre konventioner

1. Parterne tilskynder til koordinering af de aktiviteter, der gennemføres i henhold til denne konvention, og, hvis de er parter i dem, i henhold til andre relevante internationale aftaler, særlig De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer og konventionen om biologisk mangfoldighed, for at aktiviteterne på grundlag af hver aftale kan blive til størst mulig nytte samtidig med, at en overlappende indsats undgås. Parterne tilskynder til gennemførelse af fælles programmer, især på områderne forskning, uddannelse, systematiske observationer og indsamling og udveksling af information, i det omfang sådanne aktiviteter kan bidrage til virkeliggørelse af de pågældende aftalers mål.

2. Denne konventions bestemmelser berører ikke parternes rettigheder og forpligtelser i medfør af bilaterale, regionale eller internationale aftaler, de har indgået inden denne konventions ikrafttræden for deres vedkommende.

DEL III

HANDLINGSPROGRAMMER, VIDENSKABELIGT OG TEKNISK SAMARBEJDE OG

STØTTEFORANSTALTNINGER

Afdeling 1: Handlingsprogrammer

Artikel 9

Grundregler

1. Ved opfyldelsen af deres forpligtelser i henhold til artikel 5 udarbejder, offentliggør og gennemfører de ramte udviklingslandsparter og enhver anden ramt landepart, der inden for rammerne af sit regionale gennemførelsesbilag eller på anden vis skriftligt har meddelt Det Faste Sekretariat, at den har til hensigt at udarbejde et nationalt handlingsprogram, efter omstændighederne nationale handlingsprogrammer, der så vidt muligt bygger på eksisterende formålstjenlige planer og programmer, og subregionale og regionale handlingsprogrammer som det centrale element i strategien til bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke. Disse programmer ajourføres ved en stadig, deltagelsesbaseret proces på grundlag af erfaringerne fra feltindsatsen og ligeledes resultaterne af forskningen. De nationale handlingsprogrammer udarbejdes i snæver sammenhæng med de øvrige bestræbelser på at formulere en national politik for bæredygtig udvikling.

2. Ved ydelsen af de forskellige former for bistand i henhold til artikel 6 prioriterer industrilandsparterne, som aftalt, støtte til nationale, subregionale og regionale handlingsprogrammer for de ramte udviklingslandsparter, særlig i Afrika, enten direkte eller gennem relevante multilaterale organisationer eller begge dele.

3. Parterne tilskynder organer, fonde og programmer under FN-systemet og andre relevante mellemstatslige organisationer, akademiske institutioner, det videnskabelige samfund og ikkestatslige organisationer, der besidder forudsætninger for at samarbejde, til i overensstemmelse med deres mandater og muligheder at støtte udarbejdelsen, gennemførelsen og opfølgningen af handlingsprogrammer.

Artikel 10

Nationale handlingsprogrammer

1. Formålet med de nationale handlingsprogrammer er at identificere de faktorer, der bidrager til ørkendannelse, og de konkrete foranstaltninger, der er nødvendige for at bekæmpe ørkendannelse og afhjælpe virkningerne af tørke.

2. De nationale handlingsprogrammer skal vise, hvilken rolle der tillægges henholdsvis regeringen, lokalsamfundene og brugerne af jorden, og hvilke ressourcer der er til rådighed og behov for. De skal bl.a.:

a) omfatte langsigtede strategier til bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke, lægge vægt på gennemførelsen og være integreret i den nationale politik for bæredygtig udvikling

b) muliggøre tilpasninger som følge af ændrede omstændigheder og være så fleksible på det lokale plan, at der kan tages hensyn til de forskellige socioøkonomiske, biologiske og geofysiske forhold

c) lægge særlig vægt på gennemførelsen af forebyggende foranstaltninger for endnu ikke forringet eller kun lidt forringet jord

d) forbedre den nationale klimatologiske, meteorologiske og hydrologiske kompetence og midlerne til tidlig varsling af tørke

e) fremme foranstaltninger og styrke de institutionelle rammer, der befordrer samarbejdet og koordineringen i en partnerskabets ånd mellem donorsamfundet, de offentlige myndigheder på alle niveauer, lokalbefolkningen og lokalsamfundsgrupper, og lette den lokale befolknings adgang til hensigtsmæssig information og teknologi

f) sikre, at ikke-statslige organisationer og den lokale befolkning, både kvinder og mænd og særlig ressourcebrugerne, herunder agerbrugere og husdyravlere og deres repræsentative organisationer, på lokalt, nationalt og regionalt plan deltager effektivt i politikplanlægningen, beslutnings-tagningen og gennemførelsen og vurderingen af de nationale handlingsprogrammer

g) indebære, at der regelmæssigt foretages en vurdering af og udarbejdes forløbsrapporter om deres gennemførelse.

3. De nationale handlingsprogrammer kan bl.a. omfatte nogle af eller alle følgende foranstaltninger til forebyggelse og afhjælpning af virkningerne af tørke:

a) oprettelse og/eller styrkelse af systemer for tidlig varsling, herunder lokale og nationale faciliteter og fælles systemer på subregionalt og regionalt plan, og mekanismer for hjælp til mennesker, der af miljøårsager er tvunget til at flytte

b) styrkelse af tørkeberedskab og -forvaltning, herunder tørkeberedskabs-planer på lokalt, nationalt, subregionalt og regionalt plan, under hensyntagen til klimaprognoser på årstidsbasis og årsbasis

c) oprettelse og/eller styrkelse af systemer for fødevaresikkerhed, herunder oplagrings- og afsætningsfaciliteter, især i landdistrikter

d) opstilling af projekter til fremme af alternative næringsveje, der kan skabe indkomster i områder, hvor der er risiko for tørke

e) udvikling af bæredygtige vandingsprogrammer for både afgrøder og husdyr.

4. Under hensyntagen til de særlige forhold og behov, der gør sig gældende for hver af de ramte landeparter, omfatter de nationale handlingsprogrammer efter omstændighederne bl.a. foranstaltninger på nogle af eller alle følgende prioriterede områder i forbindelse med bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke i de ramte områder og for deres befolkninger: fremme af alternative næringsveje og forbedring af det nationale økonomiske klima med henblik på styrkelse af programmer for fattigdomsbekæmpelse og øget fødevaresikkerhed; befolkningsdynamik; bæredygtig forvaltning af naturressourcer; bæredygtige landbrugsmetoder; udvikling og effektiv udnyttelse af forskellige energikilder; institutionelle og juridiske rammer; styrkelse af kompetencen inden for vurderinger og systematiske observationer, herunder hydrologiske og meteorologiske tjenester, og kapacitetsopbygning, uddannelse og folkeoplysning.

Artikel 11

Subregionale og regionale

handlingsprogrammer

De ramte landeparter rådfører sig og samarbejder med hinanden med henblik på i overensstemmelse med de relevante regionale gennemførelsesbilag at udarbejde subregionale eller regionale handlingsprogrammer, der kan harmonisere, supplere og effektivisere de nationale programmer. Bestemmelserne i artikel 10 finder med de nødvendige ændringer anvendelse på subregionale og regionale programmer. Dette samarbejde kan også omfatte aftalte fællesprogrammer for bæredygtig forvaltning af grænseoverskridende naturressourcer, videnskabeligt og teknisk samarbejde og styrkelse af de berørte institutioner.

Artikel 12

Internationalt samarbejde

De ramte landeparter bør sammen med de øvrige parter og det internationale samfund samarbejde om at fremme et internationalt klima, der kan befordre gennemførelsen af konventionen. Dette samarbejde bør også omfatte teknologioverførsel og videnskabelig forskning og udvikling, informationsindsamling og -formidling og finansielle ressourcer.

Artikel 13

Støtte til udarbejdelse og gennemførelse af

handlingsprogrammer

1. Foranstaltningerne til støtte for handlingsprogrammerne i henhold til artikel 9 omfatter bl.a.:

a) finansielt samarbejde med henblik på at skabe forudsigelighed for handlingsprogrammerne og muliggøre den nødvendige langsigtede planlægning

b) fastlæggelse og anvendelse af samarbejdsmekanismer, der muliggør en bedre støtte på det lokale plan, herunder en indsats fra ikke-statslige organisationers side, for, hvor det er relevant, at fremme vellykkede pilotprogramaktiviteters anvendelse som model

c) øget fleksibilitet i udformningen, finansieringen og gennemførelsen af projekterne i overensstemmelse med den forsøgs- og gentagelsesvise fremgangsmåde, der er hensigtsmæssig ved en deltagelsesbaseret indsats på lokalsamfundsplanet

d) efter omstændighederne administrative og budgetmæssige procedurer, der øger samarbejdets og støtteprogrammernes effektivitet.

2. Ved ydelsen af en sådan støtte til de ramte udviklingslandsparter prioriteres de afrikanske landeparter og de mindst udviklede landeparter.

Artikel 14

Koordinering ved udarbejdelsen og gennemførelsen af

handlingsprogrammer

1. Parterne samarbejder nært, direkte og gennem relevante mellemstatslige organisationer, om udarbejdelsen og gennemførelsen af handlingsprogrammer.

2. Parterne udvikler operationelle mekanismer, især på nationalt og lokalt plan, til sikring af den størst mulige koordinering mellem industrilandsparterne, udviklingslandsparterne og relevante mellemstatslige og ikke-statslige organisationer for således at undgå overlapning, harmonisere foranstaltningerne og fremgangsmåderne og maksimere bistandens effekt. Hos de ramte udviklingslandsparter prioriteres koordineringen af aktiviteterne vedrørende det internationale samarbejde for at opnå maksimal effektivitet i udnyttelsen af ressourcerne, sikre en velafstemt bistand og lette gennemførelsen af nationale handlingsprogrammer og prioriteter i henhold til denne konvention.

Artikel 15

Regionale gennemførelsesbilag

De elementer, der skal indgå i handlingsprogrammerne, udvælges og afpasses efter de ramte landeparters eller regioners socioøkonomiske, geografiske og klimatiske forhold samt deres udviklingsniveau. Retningslinjer for udarbejdelsen af handlingsprogrammer og deres nøjagtige fokus og indhold for de forskellige subregioner og regioner fastsættes i de regionale gennemførelsesbilag.

Afdeling 2: Videnskabeligt og teknisk

samarbejde

Artikel 16

Indsamling, analyse og udveksling af

information

Parterne er enige om under hensyntagen til deres respektive muligheder at integrere og koordinere indsamlingen, analysen og udvekslingen af relevante kort- og langsigtede data og oplysninger for at sikre en systematisk observation af forringelsen af jorden i de ramte områder og nå frem til en bedre forståelse og vurdering af tørke- og ørkendannelsesprocesserne og deres virkninger. Dette skulle bidrage til bl.a. indførelse af tidlig varsling og forhåndsplanlægning for perioder med ugunstige klimavariationer i en form, der lader sig anvende i praksis af brugere på alle niveauer, herunder navnlig den lokale befolkning. I det øjemed bestræber parterne sig på:

a) at lette og styrke aktiviteterne inden for det globale net af institutioner og faciliteter til indsamling, analyse og udveksling af information og ligeledes systematisk observation på alle niveauer, som bl.a. skal:

i) tilstræbe anvendelse af forenelige normer og systemer

ii) omfatte relevante data og stationer, også i afsides områder

iii) anvende og formidle moderne teknologi til indsamling, overførsel og vurdering af data vedrørende forringelsen af jorden

iv) knytte nationale, subregionale og regionale data- og informations-centre nærmere sammen med globale informationskilder

b) at sikre, at indsamlingen, analysen og udvekslingen af information opfylder lokalsamfundenes og ligeledes beslutningstagernes behov med henblik på løsning af specifikke problemer, og at lokalsamfundene deltager i disse aktiviteter

c) at støtte og videreudvikle bilaterale og multilaterale programmer og projekter, der tager sigte på planlægning, iværksættelse, vurdering og finansiering af indsamlingen, analysen og udvekslingen af data og information, herunder bl.a. integrerede sæt af fysiske, biologiske, sociale og økonomiske indikatorer

d) fuldt ud at udnytte den ekspertise, der findes hos mellemstatslige og ikke-statslige organisationer, især med henblik på formidling af relevante oplysninger og erfaringer til målgrupper i forskellige regioner

e) at lægge den fornødne vægt på indsamling, analyse og udveksling af socioøkonomiske data og disse datas integration med fysiske og biologiske data

f) at udveksle og fuldstændigt, åbent og hurtigt formidle information fra alle offentligt tilgængelige kilder af relevans for bekæmpelsen af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke

g) i overensstemmelse med deres respektive nationale lovgivning og/eller politik at udveksle information om lokal og traditionel viden, idet de sikrer, at den beskyttes behørigt, og at de pågældende lokalbefolkninger på et rimeligt grundlag og gensidigt aftalte betingelser modtager en passende godtgørelse for udnyttelsen af den.

Artikel 17

Forskning og udvikling

1. Parterne forpligter sig til i overensstemmelse med deres respektive muligheder at fremme teknisk og videnskabeligt samarbejde på områderne bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke gennem egnede nationale, subregionale, regionale og internationale institutioner. I det øjemed støtter de forskningsaktiviteter, der:

a) bidrager til øget viden om de processer, der fører til ørkendannelse og tørke, og effekten af og sondringen mellem årsagsfaktorer, både naturlige og menneskelige, med henblik på at bekæmpe ørkendannelse og afhjælpe virkningerne af tørke og opnå en bedre produktivitet og en bæredygtig udvikling og forvaltning af ressourcerne

b) svarer til veldefinerede mål, imødekommer lokalbefolkningernes særlige behov og fører til identificering og implementering af løsninger, der forbedrer levestandarden for befolkningen i de ramte områder

c) beskytter, integrerer, styrker og validerer traditionel og lokal viden, knowhow og praksis, idet parterne i overensstemmelse med deres respektive nationale lovgivning og/eller politik sikrer, at ejerne af denne viden på et rimeligt grundlag og gensidigt aftalte betingelser får et direkte udbytte af en eventuel kommerciel udnyttelse af den eller en eventuel teknologisk udvikling, der hidrører fra den

d) udvikler og styrker den nationale, subregionale og regionale forskningskompetence hos de ramte udviklingslandsparter, særlig i Afrika, herunder udvikling af lokale færdigheder og styrkelse af egnede faciliteter, navnlig i lande med en svag forskningsbase, idet der lægges særlig vægt på tværfaglig og deltagelsesbaseret socioøkonomisk forskning

e) hvor det er relevant, tilgodeser sammenhængen mellem fattigdom, vandringer forårsaget af miljøfaktorer og ørkendannelse

f) fremmer iværksættelsen af fælles forskningsprogrammer mellem nationale, subregionale, regionale og internationale forskningsorganisationer i både den offentlige og den private sektor med henblik på, i kraft af lokalbefolkningernes og -samfundenes effektive deltagelse, at udvikle bedre, prisrimelig og tilgængelig teknologi til en bæredygtig udvikling

g) bidrager til at øge vandressourcerne i de ramte områder ved hjælp af bl.a. skypodning.

2. I handlingsprogrammerne bør der fastlægges forskningsprioriteter for de enkelte regioner og subregioner ud fra de forskellige lokale forhold. Partskonferencen vurderer med jævne mellemrum forskningsprioriteterne på grundlag af udtalelser fra Komiteen for Videnskab og Teknologi.

Artikel 18

Overførsel, erhvervelse, tilpasning og udvikling af teknologi

1. Parterne forpligter sig til som gensidigt aftalt og i overensstemmelse med deres respektive nationale lovgivning og/eller politik at fremme, finansiere og/eller lette finansieringen af overførsel, erhvervelse, tilpasning og udvikling af miljøvenlig, økonomisk levedygtig og socialt acceptabel teknologi til bekæmpelse af ørkendannelse og/eller afhjælpning af virkningerne af tørke med det sigte at bidrage til virkeliggørelsen af en bæredygtig udvikling i de ramte områder. Dette samarbejde foregår efter omstændighederne bilateralt eller multilateralt, idet de mellemstatslige og ikke-statslige organisationers ekspertise udnyttes fuldt ud. Parterne bestræber sig navnlig på:

a) fuldt ud at udnytte relevante bestående nationale, subregionale, regionale og internationale informationssystemer og clearingcentre til formidling af information om disponibel teknologi, dens kilder, dens risici for miljøet og de generelle betingelser, hvorunder den kan erhverves

b) at gøre det lettere, navnlig for de ramte udviklingslandsparter, på gunstige vilkår, herunder sær- og præferencevilkår, som gensidigt aftalt og under hensyntagen til den nødvendige beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret, at få adgang til den teknologi, som på det praktiske plan er mest velegnet til opfyldelse af lokalbefolkningernes specifikke behov, idet der lægges særlig vægt på den pågældende teknologis sociale, kulturelle, økonomiske og miljømæssige virkninger

c) at lette det teknologiske samarbejde mellem de ramte landeparter i kraft af finansiel bistand eller andre egnede midler

d) at udvide det teknologiske samarbejde med de ramte udviklingslands-parter, herunder eventuelt i form af joint ventures, især inden for sektorer, der fremmer alternative næringsveje

e) at træffe passende foranstaltninger til, at der skabes indenlandske markedsforhold og skattemæssige eller andre incitamenter, der befordrer udvikling, overførsel, erhvervelse og tilpasning af hensigtsmæssig teknologi, viden, knowhow og praksis, herunder foranstaltninger til sikring af en fyldestgørende og effektiv beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret.

2. I overensstemmelse med deres respektive muligheder og deres respektive nationale lovgivning og/eller politik beskytter, fremmer og anvender parterne især relevant traditionel og lokal teknologi, viden, knowhow og praksis, og de forpligter sig i det øjemed til:

a) at oprette fortegnelser over sådan teknologi, viden, knowhow og praksis og de potentielle anvendelser heraf med deltagelse af lokalbefolkningerne og at formidle information herom, eventuelt i samarbejde med relevante mellemstatslige og ikke-statslige organisationer

b) at sikre, at sådan teknologi, viden, knowhow og praksis beskyttes tilstrækkeligt, og at lokalbefolkningerne på et rimeligt grundlag og som gensidigt aftalt får direkte udbytte af en eventuel kommerciel udnyttelse af den eller en eventuel teknologisk udvikling hidrørende fra den

c) at fremme og aktivt støtte forbedringen og udbredelsen af sådan teknologi, viden, knowhow og praksis eller udviklingen af ny teknologi hidrørende fra den

d) om fornødent at lette tilpasningen af sådan teknologi, viden, knowhow og praksis, så den kan finde udbredt anvendelse, og efter behov at integrere den med moderne teknologi.

Afdeling 3: Støtteforanstaltninger

Artikel 19

Kapacitetsopbygning, uddannelse og

folkeoplysning

1. Parterne erkender betydningen af kapacitetsopbygning - det vil sige institutionsopbygning, uddannelse og udvikling af relevant lokal og national kapacitet - i bestræbelserne på at bekæmpe ørkendannelse og afhjælpe virkningerne af tørke. De fremmer efter omstændighederne kapacitetsopbygning ved:

a) at sikre, at lokalbefolkningen, navnlig kvinder og unge, deltager fuldt ud på alle niveauer, og især det lokale niveau, i samarbejde med ikke-statslige og lokale organisationer

b) på nationalt plan at styrke uddannelses- og forskningskapaciteten på området ørkendannelse og tørke

c) at oprette og/eller styrke konsulent- og hjælpetjenester med henblik på en mere effektiv udbredelse af relevante teknologiske metoder og teknikker og at oplære konsulenter og medlemmer af organisationer i landdistrikterne i deltagelsesbaserede metoder til bevarelse og bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne

d) så vidt muligt at fremme anvendelsen og udbredelsen af lokalbefolkningernes viden, knowhow og praksis inden for tekniske samarbejdsprogrammer

e) om nødvendigt at tilpasse relevant miljøvenlig teknologi og traditionelle agerbrugs- og husdyravlsmetoder til de moderne socioøkonomiske forhold

f) at stille passende uddannelse og teknologi til rådighed i forbindelse med udnyttelsen af alternative energikilder, især vedvarende energikilder, specielt i det øjemed at mindske afhængigheden af brændselstræ

g) i kraft af samarbejde, som gensidigt aftalt, at styrke de ramte udviklingslandsparters muligheder for at udvikle og gennemføre programmer for indsamling, analyse og udveksling af information i henhold til artikel 16

h) på nye måder at fremme alternative leveveje, herunder uddannelse i nye færdigheder

i) uddannelse af beslutningstagere, ledere og personale, der arbejder med indsamling og analyse af data i forbindelse med formidling og anvendelse af varslingsoplysninger om tørkeforhold og fødevareproduktion

j) effektivisering af bestående nationale institutioner og juridiske rammer og om fornødent etablering af nye samt styrkelse af den strategiske planlægning og styring

k) programmer for udvekslingsbesøg med henblik på styrkelse af kapacitetsopbygningen hos de ramte landeparter i kraft af en langsigtet interaktiv lære- og studieproces.

2. De ramte udviklingslandsparter foretager, efter omstændighederne i samarbejde med de øvrige parter og kompetente mellemstatslige og ikke-statslige organisationer, en tværfaglig vurdering af den kapacitet og de faciliteter, der er til rådighed på lokalt og nationalt plan, og mulighederne for en styrkelse af dem.

3. Parterne samarbejder med hinanden og gennem kompetente mellemstatslige organisationer og ligeledes med ikke-statslige organisationer om gennemførelse af og støtte til oplysnings- og uddannelsesprogrammer hos både de ramte og, når det er relevant, de ikke-ramte landeparter med det formål at fremme befolkningens kendskab til årsagerne til og virkningerne af ørkendannelse og tørke og dens forståelse for betydningen af, at denne konventions mål virkeliggøres. I det øjemed forpligter de sig til:

a) at organisere oplysningskampagner for offentligheden

b) til stadighed at fremme offentlighedens adgang til relevant information og en bred offentlig deltagelse i uddannelses- og oplysningsaktiviteter

c) at fremme oprettelsen af foreninger, der bidrager til folkeoplysning

d) at fremstille og udveksle undervisnings- og oplysningsmateriale, om muligt på de lokale sprog, at udveksle og udlåne eksperter til oplæring af medarbejdere hos de ramte udviklingslandsparter i gennemførelsen af relevante uddannelses- og oplysningsprogrammer samt fuldt ud at udnytte det relevante undervisningsmateriale, der findes hos kompetente internationale organer

e) at vurdere uddannelsesbehovene i de ramte områder, udarbejde hensigtsmæssige skoleundervisningsplaner og efter behov udbygge undervisnings- og alfabetiseringsprogrammerne for voksne og uddannelsesmulighederne for alle, og særlig piger og kvinder, for så vidt angår identificering, bevarelse og bæredygtig udnyttelse og forvaltning af naturressourcerne i de ramte områder

f) at udvikle tværfaglige deltagelsesbaserede programmer, der integrerer oplysning om ørkendannelse og tørke i uddannelsessystemerne og i uformelle uddannelsesprogrammer, voksen- og fjernundervisningsprogrammer og praktisk orienterede uddannelsesprogrammer.

4. Partskonferencen opretter og/eller styrker netværk af regionale uddannelses- og træningscentre inden for bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke. Disse netværk koordineres af en dertil oprettet eller udpeget institution, med det sigte at uddanne videnskabeligt, teknisk og ledende personale og at styrke de eksisterende uddannelses- og træningsinstitutioner hos de ramte landeparter, eventuelt med henblik på harmonisering af programmer og organisering af udveksling af erfaringer mellem dem. Netværkene samarbejder snævert med de relevante mellemstatslige og ikke-statslige organisationer, så dobbeltarbejde undgås.

Artikel 20

Finansielle ressourcer

1. I betragtning af den centrale rolle, finansieringen spiller for virkeliggørelsen af konventionens mål, bestræber parterne sig, under hensyntagen til deres muligheder, på at sikre, at der stilles tilstrækkelige finansielle ressourcer til rådighed for programmer til bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke.

2. I den forbindelse forpligter industrilandsparterne sig, idet de i overensstemmelse med artikel 7 prioriterer de ramte afrikanske landeparter uden derved at tilsidesætte de ramte udviklingslandsparter i andre regioner, til:

a) at mobilisere betydelige finansielle ressourcer, herunder gavebistand og lån på særlige vilkår, til støtte for gennemførelsen af programmer til bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke

b) at fremme mobiliseringen af tilstrækkelige, rettidige og forudsigelige finansielle ressourcer, herunder nye og supplerende midler fra Den Globale Miljøfacilitet (GEF) til finansiering af de aftalte ekstraomkostninger for de aktiviteter vedrørende ørkendannelse, der sorterer under dens fire hovedområder, i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i instrumentet til oprettelse af Den Globale Miljøfacilitet

c) ved internationalt samarbejde at lette overførslen af teknologi, viden og knowhow

d) i samarbejde med de ramte udviklingslandsparter at undersøge nye metoder og incitamenter til mobilisering og kanalisering af ressourcer, herunder ressourcer fra fonde, ikke-statslige organisationer og andre private organer, specielt gældskonverteringer og andre nyskabende midler, der øger finansieringen ved at mindske udlandsgældsbyrden for de ramte udviklingslandsparter, særlig i Afrika.

3. De ramte udviklingslandsparter forpligter sig, under hensyntagen til deres muligheder, til at mobilisere tilstrækkelige finansielle ressourcer til gennemførelsen af deres nationale handlingsprogrammer.

4. Ved mobiliseringen af finansielle ressourcer bestræber parterne sig på fuldt ud at udnytte og fortsat kvalitativt at forbedre alle nationale, bilaterale og multilaterale finansieringskilder og -mekanismer ved brug af konsortier, fælles programmer og parallelfinansiering, ligesom de bestræber sig på at opnå medvirken af private finansieringskilder og -mekanismer, herunder ikke-statslige organisationer. I det øjemed udnytter parterne fuldt ud de operationelle mekanismer, der udvikles i medfør af artikel 14.

5. For at få mobiliseret de finansielle ressourcer, som de ramte udviklingslandsparter behøver til at bekæmpe ørkendannelse og afhjælpe virkningerne af tørke, påtager parterne sig:

a) at rationalisere og styrke forvaltningen af de ressourcer, der allerede er afsat til bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke, ved at bruge dem mere effektivt og hensigtsmæssigt, vurdere deres fordele og ulemper, fjerne hindringerne for, at de anvendes effektivt, og om nødvendigt omstille programmerne efter det integrerede langtidsperspektiv, der anlægges i medfør af denne konvention

b) i de styrende organer for de multilaterale finansielle institutioner, faciliteter og fonde, herunder regionale udviklingsbanker og -fonde, behørigt at prioritere og lægge vægt på bistand til de ramte udviklingslandsparter, særlig i Afrika, i forbindelse med aktiviteter, der fremmer gennemførelsen af konventionen, herunder navnlig de handlingsprogrammer, de iværksætter inden for rammerne af de regionale gennemførelsesbilag

c) at undersøge, hvorledes det regionale og subregionale samarbejde kan styrkes til støtte for indsatsen på nationalt plan.

6. De øvrige parter tilskyndes til på frivillig basis at stille viden, knowhow og metoder vedrørende ørkendannelse og/eller finansielle ressourcer til rådighed for de ramte udviklingslandsparter.

7. Industrilandsparternes opfyldelse af deres forpligtelser i henhold til konventionen, herunder navnlig forpligtelserne vedrørende finansielle ressourcer og overførsel af teknologi, vil i høj grad bidrage til, at de ramte udviklingslandsparter, særlig i Afrika, fuldt ud kan opfylde deres forpligtelser i henhold til konventionen. Industrilandsparterne bør ved opfyldelsen af deres forpligtelser tage behørigt hensyn til, at økonomisk og social udvikling og bekæmpelse af fattigdommen er hovedprioriteter i de ramte udviklingslande, særlig i Afrika.

Artikel 21

Finansieringsmekanismer

1. Partskonferencen fremmer adgangen til finansieringsmekanismer og tilskynder disse mekanismer til at søge at stille flest mulige midler til rådighed for de ramte udviklingslandsparter, særlig i Afrika, til gennemførelse af konventionen. I det øjemed overvejer Partskonferencen indførelse af bl.a. metoder og foranstaltninger, der:

a) letter tilvejebringelsen af de nødvendige midler på nationalt, subregionalt, regionalt og globalt plan til aktiviteter i henhold til de relevante bestemmelser i konventionen

b) fremmer finansieringsmetoder, -mekanismer og arrangementer baseret på flere kilder og vurderingen af sådanne i overensstemmelse med artikel 20

c) regelmæssigt giver interesserede parter og relevante mellemstatslige og ikke-statslige organisationer information om de finansieringskilder, der er til rådighed, og finansieringsmønstrene for at lette koordineringen mellem dem

d) letter oprettelsen af mekanismer såsom nationale fonde for bekæmpelse af ørkendannelse, herunder mekanismer med deltagelse af ikke-statslige organisationer, til hurtig og effektiv kanalisering af finansielle ressourcer til det lokale plan hos de ramte udviklingslandsparter

e) styrker eksisterende fonde og finansieringsmekanismer på subregionalt og regionalt plan, særlig i Afrika, så de mere effektivt kan støtte gennemførelsen af konventionen.

2. Partskonferencen tilskynder også til, at der via de forskellige mekanismer inden for FN-systemet og via multilaterale finansielle institutioner ydes støtte på nationalt, subregionalt og regionalt plan til aktiviteter, der gør det muligt for udviklingslandsparterne at opfylde deres forpligtelser i henhold til konventionen.

3. De ramte udviklingslandsparter anvender og opretter og/eller styrker om fornødent nationale koordineringsmekanismer, der indgår i de nationale udviklings-programmer, og som kan sikre en effektiv udnyttelse af alle de finansielle ressourcer, der er til rådighed. De anvender også processer med deltagelse af ikkestatslige organisationer, lokale grupper og den private sektor ved tilvejebringelsen af midler, udarbejdelse og gennemførelse af programmer og sikring af adgang til finansieringsmidler for grupper på det lokale plan. Disse foranstaltninger kan styrkes ved en bedre koordinering og en fleksibel planlægning fra bistandsydernes side.

4. For at øge de bestående finansieringsmekanismers effektivitet oprettes der herved en Global Mekanisme til fremme af foranstaltninger, der fører til mobilisering og kanalisering til de ramte udviklingslandsparter af betydelige finansielle ressourcer, herunder til overførsel af teknologi, i form af gavebistand og/eller på særlige eller andre vilkår. Den Globale Mekanisme virker under Partskonferencens myndighed og vejledning og er ansvarlig over for Partskonferencen.

5. Partskonferencen identificerer på sin første ordinære samling en organisation, der skal huse Den Globale Mekanisme. Partskonferencen og den identificerede organisation bliver enige om nærmere regler for Den Globale Mekanisme med henblik på at sikre bl.a., at denne mekanisme:

a) identificerer og udarbejder en fortegnelse over de relevante bilaterale og multilaterale samarbejdsprogrammer, der står til rådighed ved gennemførelsen af konventionen

b) på anmodning rådgiver parterne om nye finansieringsmetoder og finansielle bistandskilder og om forbedring af koordineringen af samarbejdsaktiviteterne på nationalt plan

c) informerer interesserede parter og relevante mellemstatslige og ikke-statslige organisationer om de finansieringskilder, der er til rådighed, og finansieringsmønstrene for at lette koordineringen mellem dem

d) aflægger beretning om sin virksomhed til Partskonferencen, første gang på dennes anden ordinære samling.

6. Partskonferencen træffer på sin første samling sammen med den organisation, den har identificeret til at huse Den Globale Mekanisme, de fornødne dispositioner vedrørende Den Globale Mekanismes administrationsfunktion, idet der så vidt muligt anvendes eksisterende budgetmidler og personale.

7. Partskonferencen foretager på sin tredje ordinære samling en vurdering af Den Globale Mekanisme, der er ansvarlig over for den i henhold til stk. 4, for så vidt angår mekanismens politik, arbejdsmåder og virksomhed, under hensyntagen til bestemmelserne i artikel 7. På grundlag af denne vurdering overvejer og træffer Partskonferencen de foranstaltninger, der måtte være påkrævet.

DEL IV

INSTITUTIONER

Artikel 22

Partskonferencen

1. Der oprettes herved en Partskonference.

2. Partskonferencen er konventionens øverste organ. Den træffer inden for sit mandat de beslutninger, der er nødvendige for at fremme en effektiv gennemførelse af konventionen. Den skal især:

a) regelmæssigt vurdere konventionens gennemførelse og de institutionelle ordningers funktionsmåde i lyset af de foreliggende erfaringer på nationalt, subregionalt, regionalt og internationalt plan og under hensyntagen til udviklingen i den videnskabelige og teknologiske viden

b) fremme og lette udvekslingen af information om de af parterne trufne foranstaltninger og fastlægge formen og tidsplanen for fremsendelse af de oplysninger, der skal meddeles i henhold til artikel 26, gennemgå beretningerne og fremsætte bemærkninger til dem

c) oprette de hjælpeorganer, der skønnes nødvendige til konventionens gennemførelse

d) gennemgå beretninger fremlagt af dens hjælpeorganer og vejlede disse

e) nå til enighed om og ved konsensus fastsætte forretningsordenen og finansielle forvaltningsregler for konferencen selv og de hjælpeorganer, den måtte oprette

f) vedtage ændringer til konventionen i henhold til artikel 30 og 31

g) godkende et program og et budget for sine aktiviteter, herunder hjælpeorganernes aktiviteter, og træffe de nødvendige foranstaltninger til finansiering af dem

h) efter omstændighederne tilstræbe samarbejde med kompetente nationale eller internationale, mellemstatslige eller ikke-statslige organer eller institutioner og benytte tjenester og information stillet til rådighed af dem

i) fremme og styrke forbindelsen med andre relevante konventioner og samtidig forebygge overlapning

j) varetage sådanne andre opgaver, som måtte være nødvendige til virkeliggørelse af konventionens mål.

3. Partskonferencen fastsætter på sin første samling ved konsensus selv sin forretningsorden, der bl.a. skal indeholde beslutningsprocedurer for spørgsmål, som ikke allerede er omfattet af de i konventionen fastsatte beslutningsprocedurer. Der kan i disse procedurer fastlægges krav om særlige flertal til vedtagelse af bestemte beslutninger.

4. Partskonferencens første samling indkaldes af det i artikel 35 omhandlede interimssekretariat og afholdes senest et år efter datoen for konventionens ikrafttræden. Medmindre Partskonferencen fastsætter andet, afholdes den anden, tredje og fjerde ordinære samling årligt, hvorefter der afholdes ordinære samlinger hvert andet år.

5. Ekstraordinære samlinger for Partskonferencen afholdes på ethvert andet tidspunkt, som måtte blive besluttet enten af Partskonferencen på en ordinær samling eller efter skriftlig anmodning fra en part, forudsat at denne anmodning senest tre måneder efter, at Det Faste Sekretariat har underrettet parterne om den, støttes af mindst en tredjedel af dem.

6. På hver ordinær samling vælger Partskonferencen et Forretningsudvalg. Forretningsudvalgets struktur og opgaver fastlægges i forretningsordenen. Ved valget af Forretningsudvalget tages der behørigt hensyn til nødvendigheden af at sikre en rimelig geografisk fordeling og en passende repræsentation af de ramte landeparter, særlig i Afrika.

7. De Forenede Nationer, FN's særorganisationer og enhver medlemsstat deraf eller observatør derved, som ikke er part i denne konvention, kan være repræsenteret på Partskonferencens samlinger som observatører. Ethvert organ eller agentur, det være sig nationalt eller internationalt, statsligt eller ikke-statsligt, som har kompetence på områder, der henhører under konventionen, og som har underrettet Det Faste Sekretariat om, at det på en af Partskonferencens samlinger ønsker at være repræsenteret som observatør, kan få adgang dertil, medmindre mindst en tredjedel af de tilstedeværende parter gør indsigelse. Observatørers adgang og deltagelse er underlagt bestemmelserne i den af Partskonferencen fastsatte forretningsorden.

8. Partskonferencen kan anmode kompetente nationale og internationale organisationer, der besidder relevant ekspertise, om oplysninger i forbindelse med artikel 16, litra g), artikel 17, stk. 1, litra c), og artikel 18, stk. 2, litra b).

Artikel 23

Det Faste Sekretariat

1. Der oprettes herved et Fast Sekretariat.

2. Det Faste Sekretariats opgaver er:

a) at tilrettelægge samlingerne for Partskonferencen og dens hjælpeorganer oprettet i medfør af konventionen og yde dem den fornødne bistand

b) at samle og videresende de beretninger, det modtager

c) på anmodning at lette ydelsen til de ramte udviklingslandsparter, særlig i Afrika, af bistand ved indsamling, udarbejdelse og meddelelse af de oplysninger, der skal gives i henhold til konventionen

d) at koordinere sine aktiviteter med sekretariaterne for andre relevante internationale organer og konventioner

e) under Partskonferencens tilsyn at indgå de administrative og kontrakt-mæssige aftaler, som måtte være nødvendige for en tilfredsstillende varetagelse af dets opgaver

f) at udarbejde og forelægge Partskonferencen beretninger om varetagelsen af de opgaver, der er pålagt det i medfør af denne konvention

g) at varetage sådanne andre sekretariatsopgaver, som Partskonferencen måtte beslutte.

3. Partskonferencen udpeger på sin første samling et Fast Sekretariat og træffer dispositioner for dets arbejde.

Artikel 24

Komiteen for Videnskab og Teknologi

1. Der oprettes herved en Komite for Videnskab og Teknologi, der som et hjælpeorgan for Partskonferencen skal yde denne information og rådgivning om videnskabelige og teknologiske spørgsmål i tilknytning til bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke. Komiteen træder sammen i forbindelse med Partskonferencens ordinære samlinger, og den er tværfaglig og åben for deltagelse for samtlige parter. Den sammensættes af regeringsrepræsentanter med kompetence på de relevante fagområder. Partskonferencen fastlægger på sin første samling komiteens mandat.

2. Partskonferencen udarbejder og fører en fortegnelse over uafhængige eksperter, der har særlig viden og erfaring på de relevante områder. Fortegnelsen baseres på skriftlige indstillinger fra parterne under hensyntagen til nødvendigheden af en tværfaglig tilgang og en bred geografisk repræsentation.

3. Partskonferencen kan efter behov udpege ad hoc-paneler til, via komiteen, at yde den information og rådgivning om særlige spørgsmål vedrørende den seneste udvikling på videnskabelige og teknologiske områder i tilknytning til bekæmpelsen af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke. Disse paneler sammensættes af eksperter, hvis navne er opført på fortegnelsen, under hensyntagen til nødvendigheden af en tværfaglig tilgang og en bred geografisk repræsentation. Disse eksperter, der skal have en videnskabelig baggrund og praktisk erfaring, udnævnes af Partskonferencen efter henstilling fra komiteen. Partskonferencen fastlægger mandatet og arbejdsmåden for disse paneler.

Artikel 25

Netværkssamarbejde mellem institutioner,

agenturer og organer

1. Komiteen for Videnskab og Teknologi træffer under Partskonferencens tilsyn foranstaltninger til, at der foretages en kortlægning og vurdering af de relevante eksisterende netværk, institutioner, agenturer og organer, der ønsker at indgå som enheder i et netværk. Dette netværk skal støtte gennemførelsen af konventionen.

2. På grundlag af resultaterne af den i stk. 1 omhandlede kortlægning og vurdering afgiver Komiteen for Videnskab og Teknologi henstillinger til Parts-konferencen om måder og midler til at lette og styrke enhedernes netværkssamarbejde på lokalt, nationalt og andre niveauer med henblik på at sikre, at de i artikel 16-19 omhandlede tematiske behov dækkes.

3. I betragtning af disse henstillinger skal Partskonferencen:

a) identificere de nationale, subregionale, regionale og internationale enheder, der er mest velegnede til at indgå i netværkssamarbejdet, og anbefale operationelle procedurer og en tidsramme for dem

b) identificere de enheder, der har de bedste forudsætninger for at lette og styrke et sådant netværkssamarbejde på alle niveauer.

DEL V

PROCEDURER

Artikel 26

Meddelelse af oplysninger

1. Hver part tilstiller via Det Faste Sekretariat Partskonferencen, til drøftelse på dens ordinære samlinger, beretninger om de foranstaltninger, den har truffet til gennemførelse af konventionen. Partskonferencen fastlægger fremsendelsestidsplanen og præsentationsformen for disse beretninger.

2. De ramte landeparter fremlægger en beskrivelse af de strategier, der er fastlagt i medfør af artikel 5, og eventuelle relevante oplysninger om gennemførelsen af dem.

3. De ramte landeparter, der gennemfører handlingsprogrammer i medfør af artikel 9-15, fremlægger en detaljeret beskrivelse af programmerne og gennemførelsen af dem.

4. Enhver gruppe af ramte landeparter kan fremlægge en fælles meddelelse om de foranstaltninger, der er truffet på subregionalt og/eller regionalt plan inden for rammerne af handlingsprogrammer.

5. Industrilandsparterne aflægger beretning om de foranstaltninger, de har truffet for at bistå med udarbejdelsen og gennemførelsen af handlingsprogrammer, herunder om de finansielle ressourcer, de har ydet eller yder i medfør af konventionen.

6. De i henhold til stk. 1-4 meddelte oplysninger fremsendes af Det Faste Sekretariat snarest muligt til Partskonferencen og eventuelle relevante hjælpeorganer.

7. Partskonferencen letter på anmodning ydelsen til de ramte udviklingslande, særlig i Afrika, af teknisk og finansiel støtte til indsamling, udarbejdelse og meddelelse af de i denne artikel omhandlede oplysninger og til klarlæggelse af de tekniske og finansielle behov i forbindelse med handlingsprogrammerne.

Artikel 27

Foranstaltninger til løsning af spørgsmål

vedrørende gennemførelsen

Partskonferencen drøfter og fastlægger procedurer og institutionelle mekanismer til løsning af spørgsmål, der måtte opstå vedrørende gennemførelsen af konventionen.

Artikel 28

Bilæggelse af tvister

1. Parterne bilægger de tvister, der måtte opstå mellem dem vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af konventionen, ved forhandling eller andre fredelige midler efter eget valg.

2. En part, der ikke er en regional organisation for økonomisk integration, kan, når den ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder konventionen eller på et hvilket som helst senere tidspunkt, til depositaren afgive skriftlig erklæring om, at den, for så vidt angår tvister vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af konventionen, over for enhver part, der accepterer samme forpligtelse, obligatorisk accepterer et af eller begge følgende midler til tvistbilæggelse:

a) voldgift i overensstemmelse med den procedure, som Partskonferencen snarest muligt fastlægger i et bilag

b) indbringelse af tvisten for Den Internationale Domstol.

3. En part, der er en regional organisation for økonomisk integration, kan afgive en tilsvarende erklæring vedrørende voldgift i overensstemmelse med den i stk. 2, litra a), omhandlede procedure.

4. En erklæring afgivet i henhold til stk. 2 forbliver i kraft indtil udløbet af den i erklæringen fastsatte frist eller indtil tre måneder efter deponering hos depositaren af et skriftligt varsel om tilbagekaldelse af erklæringen.

5. Udløbet af en erklæring, et varsel om tilbagekaldelse af en erklæring eller deponering af en ny erklæring har ingen indflydelse på sager, der er indbragt for en voldgiftsdomstol eller Den Internationale Domstol, medmindre parterne i tvisten bliver enige om andet.

6. Hvis parterne i en tvist ikke har accepteret den samme eller nogen procedure i henhold til stk. 2, og hvis de ikke har været i stand til at bilægge deres tvist senest tolv måneder efter, at en part har meddelt en anden part, at der er opstået en tvist mellem dem, underkastes tvisten på anmodning af en hvilken som helst af dens parter forligsbehandling i overensstemmelse med den procedure, som Partskonferencen snarest muligt fastlægger i et bilag.

Artikel 29

Bilagenes status

1. Bilagene udgør en integrerende del af konventionen, og hvor intet andet udtrykkeligt er bestemt, er en henvisning til konventionen også en henvisning til dens bilag.

2. Parterne fortolker bestemmelserne i bilagene på en måde, der er i overensstemmelse med deres rettigheder og forpligtelser i henhold til denne konventions artikler.

Artikel 30

Ændringer til konventionen

1. Enhver part kan foreslå ændringer til konventionen.

2. Ændringer til konventionen vedtages på en ordinær samling for Partskonferencen. Teksten til enhver foreslået ændring meddeles parterne af Det Faste Sekretariat mindst seks måneder inden den samling, hvor ændringen foreslås vedtaget. Det Faste Sekretariat sender ligeledes de foreslåede ændringer til signatarerne af konventionen.

3. Parterne bestræber sig på at nå til enighed ved konsensus om enhver foreslået ændring til konventionen. Hvis alle muligheder for konsensus er udtømt, og der ikke er opnået enighed, vedtages ændringen som en sidste udvej med et flertal på to tredjedele af de parter, der er til stede på mødet, og som har afgivet stemme. Det Faste Sekretariat sender den vedtagne ændring til depositaren, som rundsender den til samtlige parter med henblik på ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse.

4. Instrumenter for ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse af en ændring deponeres hos depositaren. En ændring, der er vedtaget i overensstemmelse med stk. 3, træder i kraft for de parter, der har accepteret den, på den 90. dag efter datoen for depositarens modtagelse af et ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument fra mindst to tredjedele af de parter i konventionen, der var parter på tidspunktet for vedtagelsen af ændringen.

5. Ændringen træder i kraft for enhver anden part på den 90. dag efter den pågældende parts deponering hos depositaren af sit instrument for ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse af den pågældende ændring.

6. I denne artikel og artikel 31 forstås ved udtrykket »parter, der er til stede på mødet, og som har afgivet stemme«, de parter, der er til stede på mødet, og som har stemt ja eller nej.

Artikel 31

Vedtagelse og ændring af bilag

1. Eventuelle yderligere bilag til konventionen og eventuelle ændringer til bilag foreslås og vedtages i overensstemmelse med den procedure for ændring af konventionen, der er fastsat i artikel 30, dog således at der, ved vedtagelsen af et yderligere regionalt gennemførelsesbilag eller en ændring til et regionalt gennemførelsesbilag, i det flertal, der er omhandlet i nævnte artikel, skal indgå et to tredjedeles flertal for de parter i den pågældende region, der er til stede på mødet, og som har afgivet stemme. Vedtagelsen eller ændringen af et bilag meddeles af depositaren til samtlige parter.

2. Et bilag, bortset fra et yderligere regionalt gennemførelsesbilag, eller en ændring til et bilag, bortset fra en ændring til et regionalt gennemførelsesbilag, der er vedtaget i overensstemmelse med stk. 1, træder i kraft for alle konventionens parter seks måneder efter, at depositaren har underrettet parterne om vedtagelsen af bilaget eller ændringen, dog ikke for parter, der inden for den nævnte frist skriftligt har meddelt depositaren, at de ikke accepterer bilaget eller ændringen. Det pågældende bilag eller den pågældende ændring træder i kraft for parter, som trækker deres meddelelse om ikke-accept tilbage, på den 90. dag efter datoen for depositarens modtagelse af tilbagetrækningen af meddelelsen om ikke-accept.

3. Et yderligere regionalt gennemførelsesbilag eller en ændring til et regionalt gennemførelsesbilag, der er vedtaget i overensstemmelse med stk. 1, træder i kraft for alle konventionens parter seks måneder efter, at depositaren har underrettet parterne om vedtagelsen af bilaget eller ændringen, dog ikke for:

a) parter, der inden for denne frist på seks måneder skriftligt har meddelt depositaren, at de ikke accepterer det pågældende yderligere regionale gennemførelsesbilag eller den pågældende ændring til et regionalt gennemførelsesbilag, idet det pågældende bilag eller den pågældende ændring i så fald træder i kraft for parter, som trækker deres meddelelse om ikke-accept tilbage, på den 90. dag efter datoen for depositarens modtagelse af tilbagetrækningen af meddelelsen om ikke-accept, og

b) parter, der har afgivet en erklæring vedrørende yderligere regionale gennemførelsesbilag eller ændringer til regionale gennemførelsesbilag i overensstemmelse med artikel 34, stk. 4, idet det pågældende bilag eller den pågældende ændring i så fald træder i kraft for sådanne parter på den 90. dag efter datoen for deponering hos depositaren af deres instrument for ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse af det pågældende bilag eller den pågældende ændring.

4. Hvis vedtagelsen af et bilag eller en ændring til et bilag indebærer en ændring af konventionen, træder bilaget eller ændringen til et bilag først i kraft, når ændringen til konventionen selv træder i kraft.

Artikel 32

Stemmeret

1. Hver part i konventionen har en stemme, jf. dog stk. 2.

2. Regionale organisationer for økonomisk integration tildeles, til udøvelse af deres stemmeret på områder, der henhører under deres kompetence, et antal stemmer svarende til antallet af de af deres medlemsstater, der er parter i konventionen. Disse organisationer anvender ikke deres stemmeret, såfremt deres medlemsstater anvender deres stemmeret, og omvendt.

DEL VI

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 33

Undertegnelse

Denne konvention åbnes for undertegnelse i Paris den 14.-15. oktober 1994 for stater, der er medlemmer af De Forenede Nationer eller en hvilken som helst af FN's særorganisationer eller parter i Den Internationale Domstols statut, og for regionale organisationer for økonomisk integration. Den forbliver derefter åben for undertegnelse i De Forenede Nationers hovedsæde i New York indtil den 13. oktober 1995.

Artikel 34

Ratifikation, accept, godkendelse og tiltrædelse

1. Konventionen forelægges til ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse for stater og regionale organisationer for økonomisk integration. Den er åben for tiltrædelse fra dagen efter den dato, hvor konventionen lukkes for undertegnelse. Ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenterne deponeres hos depositaren.

2. Enhver regional organisation for økonomisk integration, som bliver part i konventionen, uden at nogen af dens medlemsstater er part i konventionen, er bundet af alle de i konventionen fastsatte forpligtelser. Hvis en eller flere medlemsstater af en sådan organisation også er part i konventionen, afgør organisationen og dens medlemsstater fordelingen af deres respektive arbejdsområder, for så vidt angår opfyldelsen af deres forpligtelser i medfør af konventionen. I sådanne tilfælde er organisationen og medlemsstaterne ikke berettiget til at udøve deres rettigheder i medfør af konventionen samtidigt.

3. Regionale organisationer for økonomisk integration anfører i deres ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter omfanget af deres kompetence på de områder, der omfattes af konventionen. De meddeler også straks depositaren, som derefter meddeler parterne, enhver væsentlig ændring i omfanget af deres kompetence.

4. Enhver part kan i sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument erklære, at eventuelle yderligere regionale gennemførelsesbilag eller eventuelle ændringer til regionale gennemførelsesbilag for dens vedkommende først træder i kraft, når den deponerer sit instrument for ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse deraf.

Artikel 35

Interimsordninger

De i artikel 23 omhandlede sekretariatsopgaver varetages midlertidigt af det sekretariat, der er oprettet af De Forenede Nationers Generalforsamling ved resolution 47/188 af 22. december 1992, indtil afslutningen af Partskonferencens første samling.

Artikel 36

Ikrafttræden

1. Konventionen træder i kraft på den 90. dag efter datoen for deponering af det 50. ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

2. For hver stat eller regional organisation for økonomisk integration, som ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder konventionen efter deponeringen af det 50. ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft på den 90. dag efter den dato, hvor den pågældende stat eller regionale organisation for økonomisk integration har deponeret sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

3. For så vidt angår stk. 1 og 2, kan intet instrument, der deponeres af en regional organisation for økonomisk integration, lægges til de instrumenter, som medlemsstaterne af den pågældende organisation deponerer.

Artikel 37

Forbehold

Der kan ikke tages forbehold over for denne konvention.

Artikel 38

Opsigelse

1. Efter udløbet af en frist på tre år at regne fra datoen for konventionens ikrafttræden for en part kan den pågældende part når som helst opsige konventionen ved skriftlig meddelelse til depositaren.

2. Enhver sådan opsigelse får virkning efter udløbet af en frist på et år efter datoen for depositarens modtagelse heraf eller på en hvilken som helst anden senere dato, som måtte være anført i opsigelsesmeddelelsen.

Artikel 39

Depositar

De Forenede Nationers generalsekretær er depositar for konventionen.

Artikel 40

Autentiske tekster

Originaleksemplaret af denne konvention, hvis arabiske, engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske versioner er lige autentiske, deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, som er behørigt bemyndigede hertil, undertegnet denne konvention.

UDFÆRDIGET I Paris, den 17. juni nittenhundrede og fireoghalvfems.

BILAG I

REGIONALT GENNEMFØRELSESBILAG FOR AFRIKA

Artikel 1

Anvendelsesområde

Dette bilag gælder for Afrika, for så vidt angår hver part og i overensstemmelse med konventionen, særlig artikel 7, i det øjemed at bekæmpe ørkendannelse og/eller afhjælpe virkningerne af tørke i denne regions aride, semi-aride og tørre subhumide områder.

Artikel 2

Formål

Formålet med dette bilag er, på nationalt, subregionalt og regionalt plan i Afrika og i betragtning af de særlige forhold i denne region:

a) at identificere foranstaltninger og arrangementer, herunder arten af og processer for den af industrilandsparterne ydede bistand, i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i konventionen

b) at bidrage til en effektiv gennemførelse af konventionen under hensyntagen til de særlige forhold i Afrika

c) at fremme processer og aktiviteter til bekæmpelse af ørkendannelse og/eller afhjælpning af virkningerne af tørke i de aride, semi-aride og tørre subhumide områder i Afrika.

Artikel 3

Særlige forhold i den afrikanske region

Ved opfyldelsen af deres forpligtelser i henhold til konventionen tager parterne i forbindelse med gennemførelsen af dette bilag grundlæggende hensyn til følgende særlige forhold i Afrika:

a) den store forekomst af aride, semi-aride og tørre subhumide områder

b) det betydelige antal lande og befolkninger, der lider under ørkendannelse og hyppigt forekommende alvorlig tørke

c) det store antal ramte lande, der er indlandsstater

d) den udbredte fattigdom i hovedparten af de ramte lande, de mange mindst udviklede lande blandt disse og deres behov for en betydelig bistand udefra i form af gavebistand og lån på særlige vilkår, for at de kan virkeliggøre deres udviklingsmål

e) den vanskelige socioøkonomiske situation, som forværres af forringede og svingende bytteforhold, udlandsgæld og politisk ustabilitet, hvormed følger indenlandske, regionale og internationale befolkningsvandringer

f) befolkningernes store afhængighed af naturressourcer som eksistens-grundlag, hvilket sammen med virkningerne af demografiske tendenser og faktorer, et svagt teknologisk grundlag og ubæredygtige produktions-metoder bidrager til en alvorlig forringelse af ressourcerne

g) de mangelfulde institutionelle og juridiske rammer, det svage infrastrukturgrundlag, den utilstrækkelige videnskabelige, tekniske og uddannelsesmæssige kapacitet og følgelig det betydelige behov for kapacitetsopbygning

h) den centrale rolle, som en indsats til bekæmpelse af ørkendannelse og/eller afhjælpning af virkningerne af tørke spiller i de nationale udviklingsprioriteter i de ramte afrikanske lande.

Artikel 4

De afrikanske landeparters forpligtelser og tilsagn

1. De afrikanske landeparter forpligter sig, i overensstemmelse med deres respektive muligheder, til:

a) at inddrage bekæmpelse af ørkendannelse og/eller afhjælpning af virkningerne af tørke som en central strategi i deres bestræbelser på at bekæmpe fattigdommen

b) ud fra gensidige interesser i en solidaritetens og partnerskabets ånd at fremme regionalt samarbejde og regional integration inden for programmer og aktiviteter til bekæmpelse af ørkendannelse og/eller afhjælpning af virkningerne af tørke

c) at rationalisere og styrke de bestående institutioner, der beskæftiger sig med ørkendannelse og tørke, og efter omstændighederne at inddrage andre bestående institutioner i indsatsen, for således at gøre dem mere effektive og sikre en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne

d) at fremme deres indbyrdes udveksling af information om hensigtsmæssig teknologi, viden, knowhow og praksis

e) at udvikle beredskabsplaner for afhjælpning af virkningerne af tørke i områder, der lider under ørkendannelse og/eller tørke.

2. I overensstemmelse med de almindelige og særlige forpligtelser, der er omhandlet i konventionens artikel 4 og 5, bestræber de ramte afrikanske landeparter sig på:

a) at afsætte tilstrækkelige finansielle bevillinger på deres nationale budgetter, under hensyntagen til de nationale forhold og muligheder og som udtryk for den nye prioritet, Afrika har tillagt fænomenet ørkendannelse og/eller tørke

b) at fortsætte og styrke de igangværende reformer med hensyn til øget decentralisering og ressourcebesiddelsesforhold og at styrke lokalbefolkningens og -samfundenes deltagelse

c) at identificere og mobilisere nye og supplerende nationale finansielle ressourcer og som en prioritet at øge de eksisterende nationale muligheder for at mobilisere indenlandske finansielle ressourcer.

Artikel 5

Industrilandsparternes forpligtelser og tilsagn

1. Ved opfyldelsen af deres forpligtelser i henhold til konventionens artikel 4, 6 og 7 prioriterer industrilandsparterne de ramte afrikanske landeparter og påtager sig i den forbindelse:

a) at bistå dem med at bekæmpe ørkendannelse og/eller afhjælpe virkningerne af tørke ved bl.a. at yde og/eller lette adgangen til finansielle og/eller andre ressourcer og ved at fremme og finansiere og/eller lette finansieringen af overførsel og tilpasning af og adgang til miljøvenlig teknologi og knowhow som gensidigt aftalt og i overensstemmelse med den nationale politik, under hensyntagen til inddragelsen af fattigdoms-bekæmpelse som en central strategi

b) fortsat at bevilge betydelige ressourcer og/eller øge ressourcerne til bekæmpelse af ørkendannelse og/eller afhjælpning af virkningerne af tørke

c) at bistå dem med at styrke deres kapacitet, for at de kan forbedre deres institutionelle rammer og ligeledes deres videnskabelige og tekniske kompetence, informationsindsamling og -analyse og forskning og udvikling med det sigte at bekæmpe ørkendannelse og/eller mindske virkningerne af tørke.

2. De øvrige landeparter kan på frivillig basis stille teknologi, viden og knowhow vedrørende ørkendannelse og/eller finansielle ressourcer til rådighed for de ramte afrikanske landeparter. Overførslen af sådan teknologi, viden og knowhow lettes ved internationalt samarbejde.

Artikel 6

Strategisk planlægningsramme for en bæredygtig udvikling

1. De nationale handlingsprogrammer skal udgøre en central og integrerende del af en bredere proces for formulering af en national politik for bæredygtig udvikling hos de ramte afrikanske landeparter.

2. Der iværksættes en deltagelsesbaseret høringsproces, under medvirken af de offentlige myndigheder på de relevante niveauer, lokalbefolkningen og -samfundene og ikke-statslige organisationer, med henblik på udformning af en strategi byggende på fleksibel planlægning, som muliggør maksimal deltagelse fra lokalbefolkningens og -samfundenes side. Efter anmodning fra en ramt afrikansk landepart kan bilaterale og multilaterale bistandsorganer eventuelt deltage i denne proces.

Artikel 7

Tidsplan for udarbejdelsen af handlingsprogrammer

I afventning af denne konventions ikrafttræden anvender de afrikanske landeparter så vidt muligt, og efter omstændighederne i samarbejde med andre medlemmer af det internationale samfund, midlertidigt de bestemmelser i konventionen, der vedrører udarbejdelsen af nationale, subregionale og regionale handlingsprogrammer.

Artikel 8

De nationale handlingsprogrammers indhold

1. I overensstemmelse med konventionens artikel 10 lægges den overordnede strategi for de nationale handlingsprogrammer an på integrerede lokale udviklingsprogrammer for de ramte områder, byggende på deltagelsesbaserede mekanismer og inddragelse af strategier for fattigdomsbekæmpelse i indsatsen til bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke. Programmerne skal sigte mod at styrke de lokale myndigheders kapacitet og sikre lokalbefolkningens, -samfundenes og -gruppernes aktive deltagelse, idet der lægges vægt på uddannelse og træning, mobilisering af ikke-statslige organisationer med anerkendt ekspertise og styrkelse af decentrale offentlige myndighedsstrukturer.

2. De nationale handlingsprogrammer skal efter omstændighederne frembyde følgende generelle træk:

a) udnyttelse, ved udarbejdelsen og gennemførelsen af de nationale handlingsprogrammer, af tidligere erfaringer inden for bekæmpelse af ørkendannelse og/eller afhjælpning af virkningerne af tørke under hensyntagen til de sociale, økonomiske og økologiske forhold

b) identificering af de faktorer, der bidrager til ørkendannelse og/eller tørke, og af de ressourcer og den kapacitet, der er til rådighed og behov for, samt formulering af en hensigtsmæssig politik og institutionelle og andre løsninger og foranstaltninger, der er nødvendige for at bekæmpe disse fænomener og/eller afhjælpe virkningerne af dem

c) øget deltagelse fra lokalbefolkningens og -samfundenes side, herunder kvinder, agerbrugere og husdyravlere, og øget uddelegering af forvaltningsansvar til dem.

3. De nationale handlingsprogrammer skal også efter omstændighederne omfatte følgende:

a) foranstaltninger til forbedring af det økonomiske klima med henblik på bekæmpelse af fattigdommen:

i) forøgelse af indkomsterne og beskæftigelsesmulighederne, især for de fattigste befolkningsgrupper, i kraft af:

- udvikling af markeder for vegetabilske og animalske landbrugsprodukter

- indførelse af finansielle instrumenter, der er afstemt efter de lokale behov

- fremme af større alsidighed inden for landbruget og oprettelse af landbrugsselskaber

- udvikling af erhvervsaktiviteter med eller uden tilknytning til landbruget

ii) forbedring af langtidsudsigterne for økonomien i landdistrikterne ved indførelse af:

- incitamenter til produktive investeringer og bedre adgang til produktionsmidler

- en pris- og skattepolitik og en handelspraksis, der fremmer væksten

iii) formulering og iværksættelse af en befolknings- og vandrings-politik, der kan mindske det pres, befolkningen udøver på jorden

iv) fremme af indførelsen af tørkeresistente afgrøder og integrerede dyrkningssystemer for tørre jorder, i det øjemed at forbedre fødevaresikkerheden

b) foranstaltninger til bevarelse af naturressourcerne:

i) sikring af en integreret og bæredygtig forvaltning af naturressourcerne, herunder:

- agerbrugsjord og græsgangsarealer

- plantedække og dyreliv

- skove

- vandressourcer

- biologisk mangfoldighed

ii) uddannelse med henblik på øget bevidstgørelse af befolkningen, miljøoplysningskampagner og formidling af viden om metoder til bæredygtig forvaltning af naturressourcerne

iii) sikring af udvikling og effektiv udnyttelse af forskellige energikilder, fremme af alternative energikilder, især solenergi, vindenergi og biogas, og særlige ordninger for overførsel, erhvervelse og tilpasning af relevant teknologi for at lette presset på de sårbare naturressourcer

c) foranstaltninger til forbedring af den institutionelle organisation:

i) fastlæggelse af de statslige og lokale myndigheders ansvar og opgaver i forbindelse med en politik for fysisk planlægning

ii) fremme af en aktiv decentraliseringspolitik, med overdragelse af forvaltnings- og beslutningsbeføjelser til de lokale myndigheder, udvikling af lokalsamfundenes ansvarlighed og evne til at tage initiativer og etablering af lokale strukturer

iii) efter omstændighederne tilpasning af de institutionelle og retlige rammer for forvaltningen af naturressourcerne, så der skabes sikre jordbesiddelsesforhold for lokalbefolkningen

d) foranstaltninger til tilvejebringelse af øget viden om ørkendannelse:

i) fremme af forskning og indsamling, behandling og udveksling af oplysninger om de videnskabelige, tekniske og socioøkonomiske aspekter af ørkendannelse

ii) forbedring af den nationale kompetence inden for forskning og indsamling, behandling, udveksling og analyse af information, så der opnås øget indsigt og evne til at omsætte analyseresultaterne til det operationelle plan

iii) fremme af mellem- og langsigtede undersøgelser af:

- socioøkonomiske og kulturelle udviklingstendenser i de ramte områder

- kvalitative og kvantitative udviklingstendenser for naturressourcerne

- samspillet mellem klima og ørkendannelse

e) foranstaltninger til overvågning og vurdering af virkningerne af tørke:

i) udvikling af strategier til vurdering af naturlige klimavariationers virkninger for regional tørke og ørkendannelse og/eller udnyttelse af prognoser for klimavariationer på årstids- og årsbasis i indsatsen for at afhjælpe virkningerne af tørke

ii) styrkelse af varslings- og reaktionsmulighederne, effektivisering af styringen af nødhjælpsindsatsen og fødevarehjælpen og forbedring af systemerne for oplagring og distribution af fødevarer og beskyttelse af kvæg samt forbedring af de offentlige anlæg og fremme af alternative leveveje i tørkeplagede områder

iii) overvågning og vurdering af den økologiske nedbrydning, så der i tide kan tilvejebringes pålidelige oplysninger om ressourceforringelsesprocessen og -dynamikken og dermed skabes grundlag for tilrettelæggelse af en bedre politik og indsats.

Artikel 9

Udarbejdelse af nationale handlingsprogrammer og gennemførelses- og evalueringsindikatorer

Hver ramt afrikansk landepart udpeger et passende nationalt koordineringsorgan, der skal virke som katalysator ved udarbejdelsen, gennemførelsen og evalueringen af det nationale handlingsprogram. Koordineringsorganet skal under hensyntagen til artikel 3 efter omstændighederne:

a) identificere og undersøge indsatser med udgangspunkt i en lokalt baseret høringsproces, under medvirken af lokalbefolkningen og -samfundene og i samarbejde med lokale forvaltningsmyndigheder, industrilandsparter og mellemstatslige og ikke-statslige organisationer, på basis af indledende høringer af de berørte på det nationale plan

b) identificere og analysere de begrænsninger, mangler og behov, der har betydning for udviklingen og en bæredygtig udnyttelse af jorden, og anbefale konkrete foranstaltninger, der gør det muligt at undgå dobbeltarbejde ved at drage fuld nytte af den relevante igangværende indsats og fremme implementeringen af resultaterne

c) lette, udforme og udvikle projektaktiviteter baseret på interaktive, fleksible metoder med henblik på at sikre befolkningens aktive deltagelse i de ramte områder, mindske de negative virkninger af sådanne aktiviteter og identificere og prioritere behovene for finansiel bistand og fagligt samarbejde

d) fastlægge relevante, kvantificerbare og nemt verificerbare indikatorer til vurdering og evaluering af de nationale handlingsprogrammer, herunder foranstaltninger på kort, mellemlang og lang sigt, og gennemførelsen af dem

e) udarbejde rapporter om forløbet af gennemførelsen af de nationale handlingsprogrammer.

Artikel 10

Organisatoriske rammer for de subregionale handlingsprogrammer

1. I overensstemmelse med konventionens artikel 4 samarbejder de afrikanske landeparter om udarbejdelsen og gennemførelsen af subregionale handlingsprogrammer for det centrale, østlige, nordlige, sydlige og vestlige Afrika, og de kan i den forbindelse delegere følgende opgaver til relevante subregionale mellemstatslige organisationer:

a) at fungere som centre for forberedende aktiviteter og koordinering af gennemførelsen af de subregionale handlingsprogrammer

b) at bistå med udarbejdelsen og gennemførelsen af nationale handlings-programmer

c) at lette udvekslingen af information, erfaringer og knowhow og yde rådgivning i forbindelse med vurdering af den nationale lovgivning

d) at varetage eventuelle andre opgaver vedrørende gennemførelsen af subregionale handlingsprogrammer.

2. Specialiserede subregionale institutioner kan på anmodning yde bistand og/eller pålægges den opgave at koordinere aktiviteter inden for deres respektive kompetenceområder.

Artikel 11

De subregionale handlingsprogrammers indhold og udarbejdelse

De subregionale handlingsprogrammer koncentreres om spørgsmål, der bedst kan behandles på det subregionale plan. De skal om nødvendigt omfatte mekanismer for forvaltning af fælles naturressourcer. Disse mekanismer skal på effektiv vis håndtere grænseoverskridende problemer i forbindelse med ørkendannelse og/eller tørke og bidrage til en harmonisk gennemførelse af de nationale handlingsprogrammer. De subregionale handlingsprogrammer rettes efter omstændighederne mod følgende prioriteter:

a) fælles programmer for bæredygtig forvaltning af grænseoverskridende naturressourcer ved hjælp af bilaterale og/eller multilaterale mekanismer

b) koordinering af programmer for udvikling af alternative energikilder

c) samarbejde om forvaltning og bekæmpelse af skadedyr og plante- og dyresygdomme

d) aktiviteter inden for kapacitetsopbygning, uddannelse og folkeoplysning, der bedst kan gennemføres eller støttes på det subregionale plan

e) videnskabeligt og teknisk samarbejde, særlig inden for klimatologi, meteorologi og hydrologi, herunder netværkssamarbejde med henblik på indsamling og vurdering af data, informationsudveksling og projekt-overvågning, og koordinering og prioritering af forsknings- og udviklingsaktiviteter

f) systemer for tidlig varsling og fælles planlægning med henblik på afhjælpning af virkningerne af tørke, herunder foranstaltninger til løsning af problemer i forbindelse med miljøbetingede vandringer

g) undersøgelse af mulighederne for udveksling af erfaringer, især vedrørende lokalbefolkningens og samfundenes deltagelse, og skabelse af et gunstigt klima for en bedre forvaltning af anvendelsen af jorden og brug af hensigtsmæssig teknologi

h) styrkelse af subregionale organisationers koordineringsevne og muligheder for at yde teknisk bistand samt oprettelse, omlægning og styrkelse af subregionale centre og institutioner

i) udvikling af en politik på områder, såsom handel, der har betydning for de ramte områder og befolkninger, herunder en politik for koordinering af regionale markedsføringsordninger og for fælles infrastruktur.

Artikel 12

Organisatoriske rammer for det regionale handlingsprogram

1. I overensstemmelse med konventionens artikel 11 fastlægger de afrikanske landeparter sammen procedurer for udarbejdelse og gennemførelse af det regionale handlingsprogram.

2. Parterne kan yde passende støtte til relevante afrikanske regionale institutioner og organisationer, således at de bliver i stand til at bistå de afrikanske landeparter med opfyldelsen af deres forpligtelser i henhold til konventionen.

Artikel 13

Det regionale handlingsprograms indhold

Det regionale handlingsprogram omfatter efter omstændighederne foranstaltninger vedrørende bekæmpelse af ørkendannelse og/eller afhjælpning af virkningerne af tørke på følgende prioriterede områder:

a) udvikling af det regionale samarbejde og koordinering af de subregionale handlingsprogrammer, for at der kan skabes regional konsensus om politikkens nøgleområder, bl.a. også i kraft af regelmæssige konsulta-tioner med subregionale organisationer

b) fremme af kapacitetsopbygning inden for aktiviteter, der bedst kan gennemføres på det regionale plan

c) sammen med det internationale samfund, undersøgelse af løsninger på globale økonomiske og sociale problemer, der påvirker de ramte områder, under hensyntagen til konventionens artikel 4, stk. 2, litra b)

d) fremme af udveksling af information og hensigtsmæssige metoder, teknisk knowhow og relevante erfaringer mellem de ramte landeparter i Afrika og dets subregioner og ligeledes med andre ramte regioner; fremme af videnskabeligt og teknologisk samarbejde, særlig inden for klimatologi, meteorologi, hydrologi, udvikling af vandressourcer og alternative energikilder; koordinering af subregionale og regionale forsknings-aktiviteter; identificering af regionale forsknings- og udviklingsprioriteter

e) koordinering af netværk for systematiske observationer og vurderinger og informationsudveksling samt integrering af sådanne netværk i verdensomspændende net

f) koordinering og styrkelse af subregionale og regionale varslingssystemer og tørkeberedskabsplaner.

Artikel 14

Finansielle ressourcer

1. I overensstemmelse med konventionens artikel 20 og artikel 4, stk. 2, bestræber de ramte afrikanske landeparter sig på at skabe makroøkonomiske rammer, der kan bidrage til at fremme mobiliseringen af finansielle ressourcer, og de formulerer en politik og fastlægger procedurer for en mere effektiv kanalisering af ressourcer til lokale udviklingsprogrammer, herunder efter omstændighederne via ikke-statslige organisationer.

2. I overensstemmelse med konventionens artikel 21, stk. 4 og 5, er parterne enige om at oprette en fortegnelse over finansieringskilder på nationalt, subregionalt, regionalt og internationalt plan for at sikre en rationel udnyttelse af de eksisterende ressourcer og identificere huller i ressourcetildelingen, med det formål at lette gennemførelsen af handlingsprogrammerne. Fortegnelsen undersøges og ajourføres regelmæssigt.

3. I overensstemmelse med konventionens artikel 7 stiller industrilands-parterne fortsat betydelige ressourcer og/eller øgede ressourcer samt andre former for bistand til rådighed for de ramte afrikanske landeparter på basis af de i artikel 18 omhandlede partnerskabsaftaler og -arrangementer, idet der tages behørigt hensyn til bl.a. spørgsmål vedrørende gæld, international handel og afsætningsordninger i overensstemmelse med konventionens artikel 4, stk. 2, litra b).

Artikel 15

Finansieringsmekanismer

1. I overensstemmelse med konventionens artikel 7 og den deri omhandlede prioritering af de ramte afrikanske landeparter i betragtning af den særlige situation i denne region, lægger parterne særlig vægt på gennemførelsen i Afrika af bestemmelserne i konventionens artikel 21, stk. 1, litra d) og e), navnlig ved:

a) at lette oprettelsen af mekanismer, såsom nationale fonde for bekæmpelse af ørkendannelse, til kanalisering af finansielle ressourcer til det lokale niveau

b) at styrke de eksisterende fonde og finansieringsmekanismer på det subregionale og regionale niveau.

2. I overensstemmelse med konventionens artikel 20 og 21 fremmer de parter, der også er medlemmer af styrelsesorganerne for relevante regionale og subregionale finansielle institutioner, herunder Den Afrikanske Udviklingsbank og Den Afrikanske Udviklingsfond, bestræbelserne på behørigt at prioritere og lægge vægt på de af disse institutioners aktiviteter, der befordrer gennemførelsen af dette bilag.

3. Parterne strømliner så vidt muligt procedurerne for kanalisering af midler til de ramte afrikanske landeparter.

Artikel 16

Teknisk bistand og samarbejde

Parterne forpligter sig til i overensstemmelse med deres respektive muligheder at rationalisere den tekniske bistand til og samarbejdet med de afrikanske landeparter for at øge projekternes og programmernes effektivitet, bl.a. ved:

a) at begrænse omkostningerne til støtte- og hjælpeforanstaltninger, navnlig generalomkostningerne; disse omkostninger bør under alle omstændigheder kun udgøre en behørigt lille procentdel af de samlede projektomkostninger, for at projekterne kan få en maksimal effekt

b) fortrinsvis at anvende kompetente nationale eksperter eller, om nødvendigt, kompetente eksperter fra subregionen og/eller regionen ved projektudformningen, forberedelsen og -gennemførelsen og at satse på opbygning af lokal ekspertise, når en sådan ikke findes

c) at sørge for en effektiv forvaltning og koordinering og ligeledes en effektiv udnyttelse af den tekniske bistand, der ydes.

Artikel 17

Overførsel, erhvervelse og tilpasning af og adgang til miljøvenlig

teknologi

Ved gennemførelsen af konventionens artikel 18 om overførsel, erhvervelse, tilpasning og udvikling af teknologi forpligter parterne sig til at prioritere de afrikanske landeparter og om nødvendigt sammen med dem at udvikle nye modeller for partnerskab og samarbejde med henblik på styrkelse af kapacitetsopbygningen på områderne videnskabelig forskning og udvikling og informationsindsamling og -formidling, således at de bliver i stand til at gennemføre deres strategier for bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke.

Artikel 18

Koordinering og partnerskabsaftaler

1. De afrikanske landeparter koordinerer udarbejdelsen, forhandlingen og gennemførelsen af de nationale, subregionale og regionale handlingsprogrammer. De kan efter omstændighederne inddrage andre parter og relevante mellemstatslige og ikkestatslige organisationer i denne proces.

2. Formålet med en sådan koordinering skal være at sikre, at det finansielle og tekniske samarbejde er i overensstemmelse med konventionen, og at der skabes den fornødne kontinuitet i anvendelsen og forvaltningen af ressourcerne.

3. De afrikanske landeparter tilrettelægger konsultationsprocesser på nationalt, subregionalt og regionalt plan. Disse konsultationsprocesser kan:

a) tjene som forum for forhandling og indgåelse af partnerskabsaftaler baseret på nationale, subregionale og regionale handlingsprogrammer

b) tjene til at fastlægge, hvilket bidrag de afrikanske landeparter og andre medlemmer af konsultationsgrupperne skal yde til programmerne, og til at identificere prioriteter og aftaler om gennemførelses- og evalueringsindikatorer samt finansieringsordninger for gennemførelsen.

4. Det Faste Sekretariat kan efter anmodning fra de afrikanske landeparter i henhold til konventionens artikel 23 lette igangsættelsen af sådanne konsultations-processer ved:

a) at rådgive om tilrettelæggelsen af effektive konsultationsordninger på grundlag af erfaringerne fra andre sådanne ordninger

b) at informere de relevante bilaterale og multilaterale organer om konsultationsmøder eller -processer og fremme deres aktive deltagelse i dem

c) at formidle andre oplysninger, der kan være nyttige i forbindelse med indførelse eller forbedring af konsultationsordninger.

5. De subregionale og regionale koordineringsorganer skal bl.a.:

a) anbefale formålstjenlige tilpasninger af partnerskabsaftalerne

b) overvåge, vurdere og aflægge beretning om gennemførelsen af de aftalte subregionale og regionale programmer

c) bestræbe sig på at sikre en effektiv kommunikation og et effektivt samarbejde mellem de afrikanske landeparter.

6. Deltagelse i konsultationsgrupperne skal efter omstændighederne stå åben for regeringer, interesserede grupper og donorer, relevante organer, fonde og programmer under FN-systemet, relevante subregionale og regionale organisationer og repræsentanter for relevante ikke-statslige organisationer. Deltagerne i hver enkelt konsultationsgruppe fastlægger de nærmere regler for gruppens forvaltning og funktionsmåde.

7. I overensstemmelse med konventionens artikel 14 tilskyndes industrilandsparterne til på eget initiativ at udvikle en uformel indbyrdes konsultations- og koordineringsproces på nationalt, subregionalt og regionalt plan og til efter anmodning fra en ramt afrikansk landepart eller en behørig subregional eller regional organisation at deltage i en national, subregional eller regional konsultationsproces med henblik på vurdering og opfyldelse af bistandsbehovene, med det formål at lette gennemførelsen.

Artikel 19

Opfølgningsordninger

De afrikanske landeparter følger i overensstemmelse med konventionen dette bilag op i kraft af:

a) på nationalt plan, en mekanisme, hvis sammensætning fastlægges af hver ramt afrikansk landepart, og som omfatter repræsentanter for lokalsamfundene og sorterer under det i artikel 9 omhandlede nationale koordineringsorgan

b) på subregionalt plan, en tværfaglig videnskabelig og teknisk rådgivende komite, hvis sammensætning og funktionsmåde fastlægges af de afrikanske landeparter i den pågældende subregion

c) på regionalt plan, mekanismer som fastlagt i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i traktaten om oprettelse af Det Afrikanske Økonomiske Fællesskab samt en afrikansk videnskabelig og teknisk rådgivende komite.

BILAG II

REGIONALT GENNEMFØRELSESBILAG FOR ASIEN

Artikel 1

Formål

Formålet med dette bilag er at afstikke retningslinjer og arrangementer for en effektiv gennemførelse af konventionen hos de ramte landeparter i den asiatiske region i betragtning af de særlige forhold i regionen.

Artikel 2

Særlige forhold i den asiatiske region

Ved opfyldelsen af deres forpligtelser i henhold til konventionen tager parterne efter omstændighederne hensyn til følgende særlige forhold, der i forskellig grad gør sig gældende for de ramte landeparter i regionen:

a) de mange områder, der i disse lande er ramt af eller sårbare over for ørkendannelse og tørke, og disse områders store forskelligartethed med hensyn til klima, topografi, arealanvendelse og socioøkonomiske systemer

b) det stærke pres på naturressourcerne, for at befolkningen kan opretholde livet

c) anvendelsen af produktionssystemer, der hænger direkte sammen med den udbredte fattigdom, og som fører til forringelse af jorden og pres på de knappe vandressourcer

d) de betydelige konsekvenser af den verdensøkonomiske situation og sociale problemer som fattigdom, dårlig sundheds- og ernæringstilstand, manglende fødevaresikkerhed, befolkningsvandringer, -flytninger og -dynamik

e) den voksende, men stadig utilstrækkelige kapacitet, kombineret med mangelfulde institutionelle rammer, til at sætte ind over for de nationale ørkendannelses- og tørkeproblemer

f) behovet for internationalt samarbejde, for at der kan satses på en bæredygtig udvikling i forbindelse med bekæmpelsen af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke.

Artikel 3

Rammer for de nationale handlingsprogrammer

1. De nationale handlingsprogrammer skal udgøre en integrerende del af en bredere national politik for bæredygtig udvikling hos de ramte landeparter i regionen.

2. De ramte landeparter udarbejder efter omstændighederne nationale handlingsprogrammer i henhold til konventionens artikel 9-11, hvorved der tages særligt hensyn til artikel 10, stk. 2, litra f). På anmodning af den pågældende ramte landepart kan bilaterale og multilaterale samarbejdsorganer deltage i denne proces.

Artikel 4

Nationale handlingsprogrammer

1. Ved udarbejdelsen og gennemførelsen af de nationale handlings-programmer kan de ramte landeparter i regionen i overensstemmelse med deres respektive forhold og politik bl.a.:

a) udpege passende organer til at varetage udarbejdelsen, koordineringen og gennemførelsen af deres handlingsprogrammer

b) inddrage den berørte befolkning, herunder lokalsamfundene, i udarbejdelsen, koordineringen og gennemførelsen af deres handlings-programmer ved en lokalt baseret høringsproces, i samarbejde med lokale myndigheder og relevante nationale og ikke-statslige organisationer

c) undersøge miljøets tilstand i de ramte områder for at vurdere ørkendannelsens årsager og følger og fastlægge prioriterede indsats-områder

d) med de berørte befolkningers medvirken vurdere tidligere og igang-værende programmer for bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke, med henblik på formulering af en strategi og fastlæggelse af aktiviteter i deres handlingsprogrammer

e) udarbejde tekniske og finansielle programmer på grundlag af de oplysninger, der fremkommer ved de under litra a)-d) omhandlede aktiviteter

f) udvikle og anvende procedurer og kriterier til evaluering af gennemførelsen af deres handlingsprogrammer

g) fremme en integreret forvaltning af afvandingsområder, bevarelse af jordressourcerne og forøgelse og effektiv udnyttelse af vandressourcerne

h) styrke og/eller oprette informations-, vurderings-, opfølgnings- og varslingssystemer i regioner, hvor der er risiko for ørkendannelse og tørke, idet der tages hensyn til klimatologiske, meteorologiske, hydrologiske, biologiske og andre relevante faktorer

i) i en partnerskabets ånd, for så vidt angår internationalt samarbejde, herunder finansielle og tekniske ressourcer, udforme hensigtsmæssige arrangementer til støtte for deres handlingsprogrammer.

2. I overensstemmelse med konventionens artikel 10 lægges der i den overordnede strategi for de nationale handlingsprogrammer vægt på integrerede lokale udviklingsprogrammer for de ramte områder, byggende på deltagelsesbaserede mekanismer og integrering af strategier for fattigdomsbekæmpelse i indsatsen til bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke. Sektorforanstaltninger i handlingsprogrammerne samles under prioriterede satsningsområder, der tilgodeser den i artikel 2, litra a), nævnte forskelligartethed af de ramte områder i regionen.

Artikel 5

Subregionale og fælles handlingsprogrammer

1. I overensstemmelse med konventionens artikel 11 kan de ramte landeparter i Asien efter indbyrdes aftale rådføre sig og samarbejde med andre parter med henblik på udarbejdelse og gennemførelse af subregionale handlingsprogrammer eller efter omstændighederne fælles handlingsprogrammer, der kan supplere og effektivisere gennemførelsen af de nationale handlingsprogrammer. I begge tilfælde kan de pågældende parter indbyrdes aftale at overdrage subregionale, herunder bilaterale eller nationale, organisationer eller specialiserede institutioner opgaver vedrørende udarbejdelsen, koordineringen og gennemførelsen af programmerne. Disse organisationer eller institutioner kan også fungere som centre for fremme og koordinering af foranstaltninger i henhold til konventionens artikel 16-18.

2. Ved udarbejdelsen og gennemførelsen af subregionale eller fælles handlingsprogrammer skal de ramte landeparter i regionen efter omstændighederne bl.a.:

a) i samarbejde med nationale institutioner identificere prioriteter for bekæmpelsen af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke, der bedre kan realiseres ved sådanne programmer, og relevante aktiviteter, der kan gennemføres effektivt under programmerne

b) vurdere relevante regionale, subregionale og nationale institutioners operationelle kapacitet og aktiviteter

c) vurdere eksisterende programmer vedrørende ørkendannelse og tørke, der omfatter alle eller nogle af regionens eller subregionens parter, og forholdet mellem disse programmer og de nationale handlingsprogrammer

d) i en partnerskabets ånd, for så vidt angår internationalt samarbejde, herunder finansielle og tekniske ressourcer, udforme hensigtsmæssige bilaterale og/eller multilaterale arrangementer til støtte for programmerne.

3. De subregionale eller fælles handlingsprogrammer kan omfatte aftalte fællesprogrammer for bæredygtig forvaltning af grænseoverskridende naturressourcer i forbindelse med ørkendannelse, prioriteter for koordinering og andre aktiviteter på områderne kapacitetsopbygning, videnskabeligt og teknisk samarbejde, især systemer for tidlig tørkevarsling og informationsudveksling, og midler til styrkelse af de relevante subregionale og andre organisationer eller institutioner.

Artikel 6

Regionale aktiviteter

De regionale aktiviteter til supplering af subregionale eller fælles handlingsprogrammer kan bl.a. omfatte foranstaltninger til styrkelse af institutioner og mekanismer for koordinering og samarbejde på nationalt, subregionalt og regionalt plan og til fremme af gennemførelsen af konventionens artikel 16-19. Disse aktiviteter kan ligeledes omfatte:

a) fremme og styrkelse af tekniske samarbejdsnet

b) udarbejdelse af fortegnelser over teknologi, viden, knowhow og praksis og traditionel og lokal teknologi og knowhow samt fremme af udbredelsen og anvendelsen heraf

c) vurdering af behovene for teknologioverførsel og fremme af tilpasningen og anvendelsen af den pågældende teknologi

d) fremme af folkeoplysningsprogrammer og af kapacitetsopbygning på alle niveauer, styrkelse af uddannelse, forskning og udvikling og opbygning af systemer for udvikling af de menneskelige ressourcer.

Artikel 7

Finansielle ressourcer og finansieringsmekanismer

1. I betragtning af vigtigheden af at bekæmpe ørkendannelse og afhjælpe virkningerne af tørke i den asiatiske region fremmer parterne mobiliseringen af betydelige finansielle ressourcer og adgangen til finansieringsmekanismer i overensstemmelse med konventionens artikel 20 og 21.

2. I overensstemmelse med konventionen og på grundlag af den i artikel 8 omhandlede koordineringsmekanisme samt i overensstemmelse med deres nationale udviklingspolitik træffer de ramte landeparter i regionen, hver især eller sammen, foranstaltninger til:

a) at rationalisere og styrke mekanismerne for tilvejebringelse af midler ved offentlige og private investeringer med det sigte at opnå konkrete resultater i indsatsen til bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke

b) at klarlægge behovet for internationalt samarbejde til støtte for de nationale bestræbelser, særlig i finansiel, teknisk og teknologisk henseende

c) at fremme bilaterale og/eller multilaterale finansielle samarbejds-institutioners medvirken med henblik på konventionens gennemførelse.

3. Parterne strømliner så vidt muligt procedurerne for kanalisering af midler til de ramte landeparter i regionen.

Artikel 8

Samarbejds- og koordineringsmekanismer

1. De ramte landeparter, og på deres vegne de i henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), udpegede organer, og andre parter i regionen kan efter omstændighederne oprette en mekanisme med bl.a. følgende formål:

a) udveksling af information, erfaringer, viden og knowhow

b) samarbejde og koordinering af foranstaltninger, herunder bilaterale og multilaterale arrangementer, på subregionalt og regionalt plan

c) fremme af videnskabeligt, teknisk, teknologisk og finansielt samarbejde i henhold til artikel 5-7

d) klarlæggelse af behovet for eksternt samarbejde

e) opfølgning og evaluering af gennemførelsen af handlingsprogrammer.

2. De ramte landeparter, og på deres vegne de i henhold til artikel 4, stk.1, litra a), udpegede organer, og andre parter i regionen kan også efter omstændighederne rådføre sig med hinanden og foretage en koordinering vedrørende de nationale, subregionale og fælles handlingsprogrammer. De kan efter omstændighederne inddrage andre parter og relevante mellemstatslige og ikkestatslige organisationer i denne proces. Ved en sådan koordinering tilstræbes det bl.a. at nå til enighed om muligheder for internationalt samarbejde i overensstemmelse med konventionens artikel 20 og 21, styrke det tekniske samarbejde og kanalisere ressourcerne på en sådan måde, at de anvendes effektivt.

3. De ramte landeparter i regionen afholder jævnligt koordineringsmøder, og Det Faste Sekretariat kan på deres anmodning i henhold til konventionens artikel 23 lette indkaldelsen af sådanne koordineringsmøder ved:

a) at rådgive om tilrettelæggelsen af effektive koordineringsarrangementer på grundlag af erfaringerne fra andre sådanne arrangementer

b) at informere de relevante bilaterale og multilaterale organer om koordineringsmøderne og fremme deres aktive deltagelse i dem

c) at formidle andre oplysninger, der kan være nyttige i forbindelse med indførelse eller forbedring af koordineringsprocesser.

BILAG III

REGIONALT GENNEMFØRELSESBILAG

FOR LATINAMERIKA OG CARIBIEN

Artikel 1

Formål

Formålet med dette bilag er at afstikke generelle retningslinjer for gennemførelsen af konventionen i den latinamerikanske og caribiske region på baggrund af de særlige forhold i denne region.

Artikel 2

Særlige forhold i den latinamerikanske og caribiske region

Parterne tager i overensstemmelse med konventionens bestemmelser hensyn til følgende særlige forhold i regionen:

a) der er store sårbare områder, som er alvorligt ramt af ørkendannelse og/eller tørke, og hvor der kan observeres forskellige kendetegn, afhængigt af det enkelte område; denne kumulative og tiltagende proces har negative sociale, kulturelle, økonomiske og miljømæssige følger, der er så meget mere alvorlige, som regionen omfatter nogle af verdens største ressourcer for biologisk mangfoldighed

b) der anvendes i de ramte områder ofte metoder, der er uforenelige med en bæredygtig udvikling, hvilket skyldes komplekse samspil mellem fysiske, biologiske, politiske, sociale, kulturelle og økonomiske faktorer, herunder internationale økonomiske faktorer såsom udlandsgæld, forringet bytteforhold og en handelspraksis, der påvirker markederne for landbrugs-, fiskeri- og skovbrugsprodukter

c) økosystemernes produktivitet har været stærkt faldende, navnlig på grund af ørkendannelse og tørke, hvilket har medført en nedgang i agerbrugets, husdyrbrugets og skovbrugets udbytter og et tab af biologisk mangfoldighed; socialt set er resultaterne øget fattigdom, vandringer, flytninger og forringelse af livskvaliteten; regionen må derfor sikre, at ørkendannelses- og tørkeproblemerne gribes an på integreret vis, og fremme modeller for en bæredygtig udvikling, der stemmer overens med den miljømæssige, økonomiske og sociale situation i hvert enkelt land.

Artikel 3

Handlingsprogrammer

1. I overensstemmelse med konventionen, særlig dens artikel 9-11, og i overensstemmelse med deres nationale udviklingspolitik udarbejder og gennemfører de ramte landeparter i regionen efter omstændighederne nationale handlingsprogrammer til bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke som en integrerende del af deres nationale politik for bæredygtig udvikling. Subregionale og regionale programmer kan udarbejdes og gennemføres efter regionens behov herfor.

2. Ved udarbejdelsen af deres nationale handlingsprogrammer tager de ramte landeparter i regionen særligt hensyn til konventionens artikel 10, stk. 2, litra f).

Artikel 4

De nationale handlingsprogrammers indhold

Ud fra deres respektive situation kan de ramte landeparter i regionen lade bl.a. følgende temaer indgå i udviklingen af deres nationale strategier for indsatsen til bekæmpelse af ørkendannelse og/eller afhjælpning af virkningerne af tørke i henhold til konventionens artikel 5:

a) styrkelse af kapaciteten, uddannelse og folkeoplysning, teknisk, videnskabeligt og teknologisk samarbejde og finansielle ressourcer og mekanismer

b) bekæmpelse af fattigdom og forbedring af livskvaliteten

c) fødevaresikkerhed og bæredygtig udvikling og forvaltning af agerbruget, husdyrbruget og skovbruget, herunder tværgående aktiviteter

d) bæredygtig forvaltning af naturressourcerne, især rationel forvaltning af afvandingsområder

e) bæredygtig forvaltning af naturressourcerne i højlandsområder

f) rationel forvaltning og bevarelse af jordressourcerne og effektiv udnyttelse af vandressourcerne

g) udarbejdelse og anvendelse af beredskabsplaner til afhjælpning af virkningerne af tørke

h) styrkelse og/eller oprettelse af informations-, vurderings-, opfølgnings- og varslingssystemer i områder, hvor der er risiko for ørkendannelse og tørke, under hensyntagen til klimatologiske, meteorologiske, hydrologiske, biologiske, jordbundsmæssige, økonomiske og sociale faktorer

i) udvikling, forvaltning og effektiv udnyttelse af forskellige energikilder, herunder fremme af alternative energikilder

j) bevarelse og bæredygtig udnyttelse af den biologiske mangfoldighed i overensstemmelse med bestemmelserne i konventionen om biologisk mangfoldighed

k) demografiske aspekter i forbindelse med ørkendannelse og tørke

l) etablering eller styrkelse af institutionelle og juridiske rammer, der bidrager til gennemførelse af konventionen, og som bl.a. tager sigte på decentralisering af administrative strukturer og funktioner i relation til ørkendannelse og tørke, med deltagelse af de ramte lokalsamfund og samfundet som helhed.

Artikel 5

Teknisk, videnskabeligt og teknologisk samarbejde

I overensstemmelse med konventionen, særlig dens artikel 1618, og på grundlag af den koordineringsmekanisme, der er omhandlet i artikel 7, bestræber de ramte landeparter i regionen sig, hver især eller sammen, på:

a) at fremme og styrke tekniske samarbejdsnet og nationale, subregionale og regionale informationssystemer, herunder eventuelt deres integration med verdensomspændende informationskilder

b) at udarbejde en fortegnelse over den teknologi og knowhow, der er til rådighed, og fremme dens udbredelse og anvendelse

c) at fremme anvendelsen af traditionel teknologi, viden, knowhow og praksis i overensstemmelse med konventionens artikel 18, stk. 2, litra b)

d) at klarlægge behovet for teknologioverførsel

e) at fremme udviklingen, tilpasningen, indførelsen og overførslen af relevant eksisterende og ny miljøvenlig teknologi.

Artikel 6

Finansielle ressourcer og finansieringsmekanismer

I overensstemmelse med konventionen, særlig dens artikel 20 og 21, og på grundlag af den i artikel 7 omhandlede koordineringsmekanisme samt i overensstemmelse med deres nationale udviklingspolitik træffer de ramte landeparter i regionen, hver især eller sammen, foranstaltninger til:

a) at rationalisere og styrke mekanismerne for tilvejebringelse af midler ved offentlige og private investeringer med det sigte at opnå konkrete resultater i indsatsen til bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af virkningerne af tørke

b) at klarlægge behovet for internationalt samarbejde til støtte for den nationale indsats

c) at fremme bilaterale og/eller multilaterale finansielle samarbejds-institutioners medvirken med henblik på konventionens gennemførelse.

Artikel 7

Institutionelle rammer

1. For at sætte dette bilag i værk tager de ramte landeparter i regionen skridt til:

a) at oprette og/eller styrke nationale centre til koordinering af indsatsen for bekæmpelse af ørkendannelse og/eller afhjælpning af virkningerne af tørke

b) at oprette en mekanisme til koordinering af de nationale centre med følgende formål:

i) udveksling af information og erfaringer

ii) koordinering af aktiviteter på subregionalt og regionalt plan

iii) fremme af teknisk, videnskabeligt, teknologisk og finansielt samarbejde

iv) klarlæggelse af behovet for eksternt samarbejde

v) opfølgning og evaluering af gennemførelsen af handlings-programmer.

2. De ramte landeparter i regionen afholder jævnligt koordineringsmøder, og Det Faste Sekretariat kan på deres anmodning i henhold til konventionens artikel 23 lette indkaldelsen af sådanne koordineringsmøder ved:

a) at rådgive om tilrettelæggelsen af effektive koordineringsarrangementer på grundlag af erfaringerne fra andre sådanne arrangementer

b) at informere de relevante bilaterale og multilaterale organer om koordineringsmøderne og fremme deres aktive deltagelse i dem

c) at formidle andre oplysninger, der kan være nyttige i forbindelse med indførelse eller forbedring af koordineringsprocesser.

BILAG IV

REGIONALT GENNEMFØRELSESBILAG FOR DEN NORDLIGE

MIDDELHAVSREGION

Artikel 1

Formål

Formålet med dette bilag er at afstikke retningslinjer og arrangementer til sikring af en effektiv gennemførelse af konventionen hos de ramte landeparter i den nordlige Middelhavsregion på baggrund af de særlige forhold i regionen.

Artikel 2

Særlige forhold i den nordlige Middelhavsregion

De i artikel 1 nævnte særlige forhold i den nordlige Middelhavsregion omfatter:

a) semi-aride klimaforhold i store områder, årstidsbestemt tørke, meget store nedbørsvariationer og pludselige, voldsomme regnskyl

b) ringe jordbund med stor risiko for erosion og dannelse af overfladeskorper

c) ujævnt relief med stærke hældninger og meget forskellige landskabstyper

d) betydeligt tab af skovdække som følge af hyppige brande

e) krisetilstand i det traditionelle landbrug resulterende i, at jorden lægges øde, og at de jordbunds- og vandbevarende strukturer forringes

f) ubæredygtig udnyttelse af vandressourcerne, med deraf følgende alvorlige miljøskader, herunder kemisk forurening, forsaltning og udtømning af vandførende lag

g) erhvervsaktiviteternes koncentration i kystområderne som resultat af byvækst, industriaktiviteter, turisme og vandingslandbrug.

Artikel 3

Strategisk planlægningsramme for bæredygtig udvikling

1. De nationale handlingsprogrammer skal udgøre en central og integrerende del af den strategiske planlægningsramme for bæredygtig udvikling hos de ramte landeparter i den nordlige Middelhavsregion.

2. Der iværksættes en deltagelsesbaseret høringsproces, under medvirken af de offentlige myndigheder på de relevante niveauer, lokalsamfundene og ikke-statslige organisationer, med henblik på udformning af en strategi byggende på fleksibel planlægning, som muliggør maksimal lokal deltagelse i henhold til konventionens artikel 10, stk. 2, litra f).

Artikel 4

Forpligtelse til at udarbejde nationale handlingsprogrammer og tidsplan

De ramte landeparter i den nordlige Middelhavsregion udarbejder nationale handlingsprogrammer og efter omstændighederne subregionale, regionale eller fælles handlingsprogrammer. Udarbejdelsen af disse programmer afsluttes, så snart det er praktisk muligt.

Artikel 5

Udarbejdelse og gennemførelse af nationale handlingsprogrammer

Ved udarbejdelsen og gennemførelsen af de nationale handlingsprogrammer i henhold til konventionens artikel 9 og 10 skal hver ramt landepart i regionen efter omstændighederne:

a) udpege passende organer til at varetage udarbejdelsen, koordineringen og gennemførelsen af dens program

b) inddrage den berørte befolkning, herunder lokalsamfundene, i udarbejdelsen, koordineringen og gennemførelsen af programmet ved en lokalt baseret høringsproces, i samarbejde med lokale myndigheder og relevante ikke-statslige organisationer

c) undersøge miljøets tilstand i de ramte områder for at vurdere ørkendannelsens årsager og følger og fastlægge prioriterede indsats-områder

d) med de berørte befolkningers medvirken vurdere tidligere og igang-værende programmer med henblik på formulering af en strategi og fastlæggelse af aktiviteter i handlingsprogrammet

e) udarbejde tekniske og finansielle programmer på grundlag af de oplysninger, der fremkommer ved de under litra a)-d) omhandlede aktiviteter

f) udvikle og anvende procedurer og kriterier til overvågning og evaluering af gennemførelsen af programmet.

Artikel 6

De nationale handlingsprogrammers indhold

De ramte landeparter i regionen kan i deres nationale handlingsprogrammer medtage foranstaltninger vedrørende:

a) lovgivningsmæssige, institutionelle og administrative områder

b) arealanvendelsesmønstre, forvaltning af vandressourcer, jordbunds-bevarelse, skovbrug, landbrugsaktiviteter og forvaltning af græsgange og overdrev

c) forvaltning og bevarelse af dyre- og plantelivet og andre former for biologisk mangfoldighed

d) beskyttelse mod skovbrande

e) fremme af alternative leveveje

f) forskning, uddannelse og folkeoplysning.

Artikel 7

Subregionale, regionale og fælles handlingsprogrammer

1. De ramte landeparter i regionen kan i overensstemmelse med konventionens artikel 11 udarbejde og gennemføre subregionale og/eller regionale handlingsprogrammer i det øjemed at supplere og effektivisere de nationale handlings-programmer. To eller flere ramte landeparter i regionen kan tilsvarende aftale at udarbejde et fælles handlingsprogram.

2. Bestemmelserne i artikel 5 og 6 gælder med de nødvendige ændringer for udarbejdelsen og gennemførelsen af subregionale, regionale og fælles handlings-programmer. Disse programmer kan desuden omfatte forsknings- og udviklingsaktiviteter vedrørende udvalgte økosystemer i de ramte områder.

3. Ved udarbejdelsen og gennemførelsen af subregionale, regionale og fælles handlingsprogrammer træffer de ramte landeparter i regionen efter omstændighederne foranstaltninger til:

a) i samarbejde med nationale institutioner at identificere nationale mål vedrørende ørkendannelse, der bedre kan realiseres ved sådanne programmer, og relevante aktiviteter, der kan gennemføres effektivt under programmerne

b) at vurdere relevante regionale, subregionale og nationale institutioners operationelle kapacitet og aktiviteter

c) at vurdere eksisterende programmer vedrørende ørkendannelse, som gennemføres af parterne i regionen, og forholdet mellem disse programmer og de nationale handlingsprogrammer.

Artikel 8

Koordinering af subregionale, regionale og fælles

handlingsprogrammer

De ramte landeparter, der udarbejder et subregionalt, regionalt eller fælles handlingsprogram, kan oprette en koordineringskomite sammensat af repræsentanter for hver af de pågældende ramte landeparter, med det formål at vurdere fremskridtene i bekæmpelsen af ørkendannelse, harmonisere nationale handlingsprogrammer, afgive henstillinger i de forskellige faser af udarbejdelsen og gennemførelsen af de subregionale, regionale eller fælles handlingsprogrammer og fungere som center for fremme og koordinering af teknisk samarbejde i henhold til konventionens artikel 16-19.

Artikel 9

Ikke-berettigelse til finansiel bistand

Ved gennemførelsen af nationale, subregionale, regionale og fælles handlingsprogrammer er de ramte industrilandsparter i regionen ikke berettigede til finansiel bistand i henhold til denne konvention.

Artikel 10

Koordinering med andre subregioner og regioner

De subregionale, regionale og fælles handlingsprogrammer i den nordlige Middelhavsregion kan udarbejdes og gennemføres i samarbejde med programmerne i andre subregioner eller regioner, særlig programmerne i den nordafrikanske subregion.

Bemærkninger til forslaget

1. Indledning

Baggrunden for konventionen er bekymring over den jordbundsforringelse (populært kaldet ørkendannelse), der finder sted i områder med tørt klima som følge af forskellige faktorer, herunder klimaændringer og menneskelige aktiviteter. Problemet er ikke nyt, men den hidtidige indsats, herunder FN's handlingsplan for bekæmpelse af ørkendannelse fra 1977, har ikke givet overbevisende resultater. Pres fra de afrikanske landes side under De Forenede Nationers Konference for Miljø og Udvikling i juni 1992 i Rio de Janeiro førte til, at konferencen besluttede, at der skulle udarbejdes en konvention om bekæmpelse af ørkendannelse. Beslutningen skal også ses i sammenhæng med de på Rio-konferencen underskrevne konventioner om klimaændringer og biologisk mangfoldighed, som begge nu er trådt i kraft. Beslutningen er indarbejdet i det på Rio-konferencen vedtagne handlingsprogram Agenda 21, i afsnit 12.40 i kapitlet om forvaltning af sårbare økosystemer: Bekæmpelse af ørkendannelse og tørke.

Konventionen færdigforhandledes i juni 1994, og blev undertegnet af 85 lande samt EU ved en særlig undertegnelsesceremoni i oktober 1994 i Paris. Ved udgangen af september 1995 har 107 lande undertegnet, og otte lande (Ecuador, Egypten, Finland, Holland, De Kap Verdiske Øer, Lesotho, Mexico og Senegal) har ratificeret eller på anden vis tiltrådt konventionen. Det forventes, at en lang række andre lande vil ratificere inden for kortere tid.

2. Forhandlingsforløbet

Forhandlingerne blev påbegyndt i juni 1993, og der afholdtes i alt fem møder i den mellemstatslige forhandlingskomite, der blev nedsat med den opgave at udarbejde et udkast til konvention.

Forhandlingerne prægedes af bred deltagelse af udviklingslandene, hvoraf et stort antal også ud over de egentlige ørkenlande er stærkt påvirket af forarmning af jorden, og de vestlige industrilande, som er de væsentligste bistandsydende lande. Inden for gruppen af udviklingslande var der interessemodsætninger mellem de afrikanske lande, som fandt at de i henhold til Rio-beslutningen burde gives prioritet, og de asiatiske og latinamerikanske lande, som lagde vægt på at fastholde konventionens globale karakter. Endvidere ønskede de nye centralasiatiske lande og de nordlige middelhavslande at få deres ørkendannelsesproblemer anerkendt i konventionen.

Hovedtemaer i forhandlingerne var afgrænsningen af ørkendannelsens årsager og virkninger samt konventionens målsætning og virkemidler. Det viste sig relativt let at komme til enighed om konventionens faglige indhold, medens det var langt vanskeligere at enes om de institutionelle og finansielle bestemmelser.

En diskussion af ørkendannelsens lokale og globale årsager mundede ud i, at konventionen helt overvejende fokuserer på de lokale socioøkonomiske forhold. Globale faktorer såsom vilkårene for udviklingslandene i den internationale økonomi henvises til drøftelse i de relevante internationale fora. Konventionens primære formål er bekæmpelse af ørkendannelse og mildning af virkningerne af tørke i snæver forstand, men med det overordnede sigte at skabe bæredygtig udvikling og bedre levevilkår i de ramte områder.

Konventionens centrale virkemiddel er nationale, subregionale og regionale handlingsprogrammer med særlig vægt på forebyggende tiltag og lokalsamfundenes medvirken i planlægning og gennemførelse.

De afsluttende forhandlinger drejede sig overvejende om bestemmelserne vedr. tilvejebringelsen af finansielle ressourcer, herunder omfanget af giverlandenes finansielle forpligtelser og hvilke finansielle mekanismer, der skal anvendes.

Medens udviklingslandene ønskede »nye og yderligere« finansielle ressourcer, argumenterede hovedparten af giverlandene for behovet for bedre anvendelse af de eksisterende midler under henvisning til den betydelige bistand, der allerede ydes. Resultatet blev formuleringer, hvorved giverlandene forpligter sig til at bidrage med »betydelige finansielle ressourcer«.

For så vidt angår de finansielle mekanismer, ønskede udviklingslandene en ny global fond til bekæmpelse af ørkenspredning, medens giverlandene modsatte sig etablering af nye finansielle institutioner. Resultatet blev etablering af en Global Mekanisme, som skal huses i en eksisterende organisation, og som skal fremme mobilisering og kanalisering af væsentlige finansielle ressourcer.

Sammenfattende vurderes forhandlingsresultatet som tilfredsstillende og som et godt grundlag for såvel en styrkelse af de ramte landes egen indsats som en bedre samordning af den internationale bistand. Som for vedtagelserne i forbindelse med Rio-konferencen skal vedtagelsen af denne konvention i høj grad ses som starten på en proces. I forbindelse med afslutningen af konventionsforhandlingerne blev der således vedtaget en resolution om hastende foranstaltninger i Afrika, som fastlægger en række tiltag til opfølgning af konventionen i Afrika, som landene skal samarbejde om at sætte i værk i perioden, indtil konventionen træder i kraft.

3. Konventionen og dens indhold

Konventionen indeholder 40 artikler og 4 bilag.

Artikel 1

Definitioner

En række definitioner fastlægger konventionens begrebsanvendelse. Herunder afgrænses centrale begreber som ørkendannelse, tørke, forringelse af jord, samt ramte områder og lande.

Artikel 2

Formål

Konventionens formål er at bekæmpe ørkendannelse og afhjælpe virkningerne af tørke med det sigte at bidrage til bæredygtig udvikling i ramte områder. Hertil kræves langsigtede, integrerede strategier.

Artikel 3

Principper

Fire ledende principper opstilles: betydningen af befolkningens og lokalsamfundenes deltagelse i udformning og gennemførelse af programmer under konventionen; nødvendigheden af at forbedre samarbejde og koordinering på subregionalt, regionalt og internationalt niveau; nødvendigheden af at fremme samarbejdet mellem offentlige myndigheder, lokalsamfundene, de ikke-statslige organisationer og jordbesidderne; behovet for særlig hensyntagen til de mindst udviklede konventionsparter.

Artikel 4

Almindelige forpligtelser

Artiklen udtrykker parternes forpligtelser til blandt andet at arbejde for en integreret tilgang til de fysiske, biologiske og socioøkonomiske aspekter af ørkendannelse og tørke; til at fremme et gunstigt internationalt økonomisk klima for de ramte lande; til at inkludere strategier til fattigdomsbekæmpelse; til at fastlægge hensigtsmæssige institutionelle mekanismer men at undgå overlapning; til at fremme anvendelsen af bestående finansielle mekanismer, der mobiliserer og kanaliserer betydelige finansielle ressourcer til de ramte parter. Artiklen bekræfter, at de ramte konventionsparter er berettigede til bistand i forbindelse med gennemførelsen af konventionen.

Artikel 5

De ramte landeparters forpligtelser

Artiklen pålægger ramte konventionsparter at give bekæmpelse af ørkendannelse og afhjælpning af tørkefølger en behørig prioritet i nationale planer, programmer og budgetter. Der skal fokuseres på de underliggende årsager til ørkendannelse, herunder særligt de socioøkonomiske faktorer.

Artikel 6

Industrilandsparternes forpligtelser

I-landsparterne forpligtes til at støtte de ramte parters indsats under konventionen, særligt i Afrika og de mindst udviklede lande. Betydelige finansielle midler og anden støtte skal stilles til rådighed som hjælp til landenes egne langsigtede planer og strategier. Mobilisering af ny og supplerende finansiering fremmes, herunder fra Den Globale Miljøfacilitet (GEF) samt fra den private sektor og andre ikke-statslige kilder. Adgang til hensigtsmæssig teknologi og viden skal lettes for især de ramte udviklingslande.

Artikel 7

Prioritering af Afrika

Ramte afrikanske lande gives prioritet ved gennemførelsen af konventionen.

Artikel 8

Forholdet til andre konventioner

Aktiviteter under denne konvention søges koordineret med aktiviteter under andre relevante internationale aftaler, særligt FN's rammekonvention om klimaændringer og konventionen om biologisk mangfoldighed, for at give størst mulig nytte af hver aftale og undgå overlapning. Konventionen berører ikke parternes rettigheder og forpligtelser under andre internationale aftaler indgået inden konventionens ikrafttræden.

Artikel 9-15

Handlingsprogrammer

Artiklerne giver en rammebeskrivelse af formål, proces og indhold for de handlingsprogrammer, der skal udgøre konventionens vigtigste virkemiddel.

De nationale handlingsprogrammer (Artikel 10) vil være grundlæggende i denne sammenhæng. Deres formål er at identificere de faktorer, der bidrager til ørkendannelse, og de konkrete foranstaltninger, der er nødvendige for at bekæmpe denne. Handlingsprogrammerne skal så vidt muligt bygge på eksisterende planer og programmer. De skal have fokus på folkelig deltagelse; på en specificering af myndigheders, lokalsamfunds og jordbrugeres respektive roller; på identificering af ressourcebehov og ressourcetilvejebringelse og på forbindelsen til øvrige nationale bestræbelser i formulering af politikker for bæredygtig udvikling.

Artiklerne anviser endvidere, hvorledes de nationale handlingsprogrammer skal suppleres og gensidigt støtte hinanden ved udarbejdelse af subregionale og regionale handlingsprogrammer. Internationale samarbejdsmekanismer, herunder institutionelle, videnskabelige og finansielle mekanismer, skal fremme udarbejdelsen og gennemførelsen af handlingsprogrammerne.

Artikel 16-18

Videnskabeligt og teknisk samarbejde

Indsamling, analyse og udveksling af information om ørkendannelse og virkningerne af tørke skal integreres og koordineres. Dette sker blandt andet gennem det globale net af institutioner og ved systematisk observation og inddragelse på alle niveauer (Artikel 16). Parterne forpligter sig til at fremme teknisk og videnskabeligt samarbejde i form af støtte til forskningsaktiviteter vedrørende både naturgivne og menneskelige årsager til ørkendannelse, herunder forholdet mellem fattigdom, migration og ørkendannelse. Traditionel og lokal viden og praksis beskyttes, integreres og styrkes genem forskningen. National, subregional og regional tværfaglig forskningskompetence styrkes, særligt i Afrika. Konventionens Partskonference skal jævnligt vurdere forskningsprioriteterne efter råd fra Komiteen for Videnskab og Teknologi, jfr. Artikel 22 og 24 (Artikel 17). Formuleringerne vedrørende overførsel, erhvervelse, tilpasning og udvikling af teknologi lægger blandt andet vægt på syd-syd samarbejde samt på fremme af relevant traditionel og lokal teknologi og praksis. Parterne bestræber sig endvidere på, under hensyntagen til nødvendig beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret, at lette udviklingslandes adgang til den mest velegnede teknologi (Artikel 18).

Artikel 19

Kapacitetsopbygning, uddannelse og folkeoplysning

Artiklen fastslår betydningen af institutionsopbygning, uddannelse og udvikling af relevant lokal og national kapacitet blandt andet for at styrke evnen til at udvikle alternative leveveje; til at udvikle og bruge andre energikilder end træ; til at indsamle, analysere og sprede information om klimatiske forhold og fødevareproduktion; til strategisk planlægning og ledelse i eksisterende institutioner. Artiklen forpligter parterne til at iværksætte og støtte folkeoplysningsprogrammer for at skabe øget bevidsthed om årsager til og virkninger af ørkendannelse og tørke. Partsmødet gives mandat til at vedtage oprettelse eller styrkelse af netværk af regionale uddannelses- og træningscentre.

Artikel 20

Finansielle ressourcer

Industrilandsparter til konventionen forpligter sig til at mobilisere betydelige finansielle ressourcer, herunder gavebistand og lån på særlige vilkår, til støtte for programmer under konventionen. Der skal ske fremme af mobiliseringen af tilstrækkelige, rettidige og forudsigelige finansielle ressourcer, herunder nye og supplerende midler fra Den Globale Miljøfacilitet (GEF). Endvidere skal nye metoder og incitamenter undersøges til mobilisering og kanalisering af ressourcer, herunder igennem den private sektor. Dette tager specielt sigte på gældskonverteringer, der letter gældsbyrden for ramte lande, særligt i Afrika.

Parterne bestræber sig på fuldt ud at udnytte og forbedre finansieringskilder og -mekanismer på alle niveauer ved brug af konsortier, fælles programmer og parallelfinansiering, herunder ved medvirken af den private sektor. Forvaltningen af de ressourcer, der allerede er afsat til bekæmpelse af ørkendannelse, skal rationaliseres og styrkes.

Artikel 21

Finansieringsmekanismer

Partskonferencen skal fremme adgangen til finansieringsmekanismer og skal tilskynde til, at der stilles flest mulige midler til rådighed til gennemførelse af konventionen, samt formidle information til interesserede parter om finansieringskilder og modeller. Endvidere skal Partskonferencen fremme oprettelsen af fleksible nationale mekanismer, såsom fonde, til bekæmpelse af ørkendannelse. Mekanismer med deltagelse af ikke-statslige organisationer fremhæves med henblik på kanalisering af ressourcer hurtigt og effektivt også til det lokale plan.

Der oprettes en Global Mekanisme under Partsmødets myndighed, som skal bidrage til at mobilisere og kanalisere betydelige finansielle ressourcer samt teknologi til de ramte udviklingslandsparter. Partskonferencen skal under sin første ordinære samling identificere en organisation, der skal huse Den Globale Mekanisme, og under samlingen indgå aftale med værtsorganisationen om driften af mekanismen.

Artikel 22-25

Institutioner

Artiklerne fastsætter rammerne for konventionens institutioner. Partskonferencen, der er konventionens øverste organ, holder sin første samling senest et år efter konventionens ikrafttrædelse (Artikel 22). Konventionens Faste Sekretariat udpeges ved første Partskonference (Artikel 23). Komiteen for Videnskab og Teknologi (Artikel 24) skal mødes i forbindelse med Partskonferencens samlinger og bistå denne med information og rådgivning. Komiteen skal træffe foranstaltninger til en kortlæggelse og vurdering af relevante eksisterende netværk, institutioner, agenturer og organer, der ønsker at indgå i et netværk til støtte for konventionens gennemførelse (Artikel 25).

Artikel 26-32

Procedurer

Artiklerne fastlægger overordnede procedurer under konventionen, herunder vedrørende rapporteringsform (Artikel 26), bilæggelse af tvister (Artikel 28) og ændringer i konventionen. Konventionsændringer søges opnået ved konsensus men kan gennemføres med to tredjedele af afgivne stemmer (Artikel 30). Endvidere bekræftes konventionens bilag som integrerede dele af konventionen, og procedurer for vedtagelse og ændring af bilag fastlægges (Artikel 29 og 31). Disse bilagsbestemmelser vedrører først og fremmest bilag til regional gennemførelse af konventionen. Endelig fastlægges bestemmelser for stemmeret (Artikel 32).

Artikel 33-40

Afsluttende bestemmelser

Artiklerne indeholder blandt andet en række bestemmelser om undertegnelse (Artikel 33), ratifikation, accept, godkendelse og tiltrædelse (Artikel 34), interimsordninger (Artikel 35) og ikrafttræden (Artikel 36). Ikrafttræden finder sted 90 dage efter deponering af det 50. ratifikationsinstrument eller lignende instrument. Der kan ikke tages forbehold over for konventionen (Artikel 37).

Bilagene

De fire regionale gennemførelsesbilag gælder for henholdsvis Afrika, Asien, Latinamerika og Caribien samt for den nordlige Middelhavsregion. Bilag I for Afrika er det mest uddybende og målrettede af bilagene.

Bilagene omtaler ørkendannelsesproblemets særlige karakter i den enkelte region. De uddyber konventionens bestemmelser vedrørende handlingsprogrammer og angiver nærmere procedurer for dialog og koordinering på subregionalt og regionalt niveau. Bilagene indeholder ingen forpligtelser for parterne uden for de omhandlede regioner ud over forpligtelser, som allerede fremgår af konventionen.

4. Danmarks opfyldelse af konventionen

Opfyldelsen af konventionen i Danmark medfører ikke lovændringer.

Der er ikke i forbindelse med konventionsforhandlingerne taget stilling til størrelsen af nødvendige finansielle ressourcer til konventionens gennemførelse. Fra dansk side vil bidrag imidlertid kunne ydes inden for rammerne af de årlige bevillinger til internationalt udviklings- og miljøsamarbejde.

Danske bidrag vil kræve bevillingsmæssig hjemmel i de årlige finanslove og derudover Finansudvalgets tilslutning til større enkeltbevillinger i henhold til gældende bestemmelser, uanset at bevillingerne ikke medfører merudgifter i forhold til de beløb, som allerede er bevilget på finansloven, eller som er opført på de efterfølgende års budgetoverslag.

5. Forholdet til EU

EU-Kommissionen underskrev konventionen på EU's vegne ved undertegnelsesceremoni den 14. oktober 1994 i Paris.

Konventionen indeholder i artikel 34 mulighed for, at EU kan ratificere. EU's ratifikation forventes ikke af finde sted, før medlemslandene har ratificeret.

6. Ratifikationsforbehold

I henhold til konventionens artikel 37 kan der ikke tages forbehold over for denne. Såfremt Danmark ratificerer, gælder ratifikationen derfor hele riget.

7. Færøerne og Grønland

Der findes ingen områder i hverken Danmark eller Grønland og Færøerne, hvor konventionen finder anvendelse, dels fordi nedbørsmængden er for stor, dels fordi polar- og subpolarområder ikke er dækket af konventionen.

Versioner

  1. 1995-12-13