Gelex

#171;

GældendeVersion 1995-11-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19951BA00051@1995-11-21/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til i folketingsåret 1995-96 at

fremsætte lovforslag om oprettelse af »Rådet for bæredygtig

energiudvikling«. Rådets hovedformål skal være at fremme

omstillingen til en bæredygtig energiudvikling. Det skal ske gennem

fremme af energibesparelser, energieffektivitet og udbygning med

vedvarende energi i Danmark ud fra følgende retningslinjer og med

følgende opgaver:

- Rådet skal virke for en omstilling til bæredygtig energiudvikling,

- rådet skal stille forslag til strategier og handlingsplaner og virke for en fortsat udvikling af vedvarende energi, energibesparelser og energieffektivitet,

- rådet skal fremme anvendelsen af vedvarende energi og herunder medvirke til at identificere og overvinde barrierer for omstillingen til bæredygtig energiforsyning og udbredelsen af vedvarende energi såvel på hjemmemarkedet som på eksportmarkedet,

- rådet kan tage initiativ til nye tværgående udredninger og i tilknytning hertil afholde konferencer m.v. om nye aktiviteter,

- rådet kan nedsætte ad hoc-grupper på nye insatsområder,

- rådet rådgiver Energistyrelsen i forbindelse med den løbende tilrettelæggelse af arbejdet med omstillingen til bæredygtig energiudbygning og udbygningen af vedvarende energi,

- rådet kommer med indstillinger om fordeling af de samlede tilskudsmidler til Energistyrelsen,

- rådet bliver høringsberettiget i forbindelse med bevilling af midler til forskning inden for energi- og miljøområdet og bevilling af midler til trafik- og landbrugsområderne,

- rådet er rådgivende både for Folketinget og for regeringen, som kan foreslå rådet at tage konkrete emner op til vurdering og debat,

- rådet formidler resultatet af sit arbejde til Folketinget, til samfundets øvrige beslutningstagere, til græsrodsorganisationer og til den danske befolkning med henblik på at støtte og fremme en bæredygtig energiudvikling,

- rådet sammensættes bl.a. af repræsentanter fra organisationer fra vedvarende energi, Det Økologiske Råd, Forum for Energi og Udvikling, forsknings- og udviklingsinstitutioner inden for miljø og energi samt miljø- og energikontorerne, og

- der knyttes et selvstændigt sekretariat til »Rådet for bæredygtig energiudvikling«.

Bemærkninger til forslaget

FN's klimapanel (IPCC) konkluderede i 1990 (jf. Handlingsplan for Vedvarende Energi 1995-96 VE-Rådet, 1994, s. 9), at det globale udslip af drivhusgasser og specielt CO2 hurtigst muligt skulle reduceres med 60 pct., hvis man skulle undgå alvorlige klimaforstyrrelser fra den menneskeskabte drivhuseffekt. Klimapanelet skærpede i 1994 CO2-kravene over for de industrialiserede lande. I stedet for en reduktion på 60 pct. mente klimapanelet, at der var behov for en reduktion på 80 pct.

Så kraftige reduktioner kræver, især hvis der samtidig skulle være plads til en helt nødvendig vækst i ulandenes energiforbrug, i praksis et længere tidsrum for at kunne gennemføres. Det vil kræve meget store omstillinger af økonomisk, politisk og teknologisk karakter. Tidshorisonten i dansk energipolitik skal derfor strækkes fra 2005 til 2030.

Derfor er det nødvendigt allerede nu at igangsætte en omstilling af den danske energiforsyning til en bæredygtig energiforsyning, hvor hovedvægten er baseret på energibesparelser, øget energieffektivitet og vedvarende energi.

De allerseneste rapporter fra FN's internationale klimapanel synes (jf. dagbladet Information, 1. november 1995, s. 1 og s. 4) nu at være næsten sikre på, at klimaændringer som følge af drivhusgasser ikke længere er teori, men vil blive en uhyggelig realitet.

Et bredt flertal stod bag »Energiplan 2000« i Folketinget i april 1990 med en målsætning om en 20 pct.s CO2-reduktion inden år 2005 i forhold til 1988-niveauet.

Folketinget bekræftede denne målsætning i forbindelse med forespørgselsdebatten om »Energiplan 2000« i februar i år (Folketingets forhandlinger 1994-95, s. 2536, 2749 og 3200 ff). Ved denne lejlighed kunne det også konstateres, at CO2-reduktionen i 2005 kun ville blive 14-15 pct. i forhold til 1988, hvis der ikke blev gjort en yderligere indsats. Beslutningerne om de grønne afgifter, som bliver igangsat 1. januar 1996, skal naturgas rette op på CO2-regnskabet, men samtidig ved vi, at trafikudviklingen og den almindelige vækst i samfundet trækker ned i regnskabet. Hertil kommer, at regeringens finansredegørelse for 1995 (s. 85) regner således med en økonomisk vækst i samfundet på 30 pct. frem til år 2005.

Det er derfor nødvendigt at have målsætninger og virkemidler både på det lange sigt og det kortere sigt.

Endelig ved vi, at udbygningen med vedvarende energi ikke går så stærkt, som det var forudsat i »Energiplan 2000« fra 1990. Udbygningen f.eks. på vindmølleområdet går meget langsomt. Der er derfor et påtrængende behov for at satse både på omfattende energibesparelser og øget energieffektivitet og på en stærkere udbygning med vedvarende energi, hvis omstillingen til en bæredygtig energiforsyning skal gennemføres i tide.

Energiministeriet nedsatte i februar 1991 et rådgivende udvalg for vedvarende energi - »VE-Rådet«. VE-Rådet har nedsat et initiativudvalg. Der er endvidere nedsat tre faglige udvalg under Energistyrelsen: Udvalget for Vindkraft, Udvalget for Biomasse til Energiformål og Solenergiudvalget. Disse udvalg blev nedsat til udgangen af 1994, hvorefter den samlede udvalgsstruktur skulle revideres.

VE-Rådet fungerer for tiden videre på en dispensation og afventer en politisk vurdering og beslutning. Derfor giver det anledning til at vurdere, om det er hensigtsmæssigt at videreføre VE-Rådet uændret, eller om der skal nedsættes et nyt råd med nye opgaver.

Det er baggrunden for, at SF foreslår, at »Rådet for bæredygtig energiudvikling« nedsættes. Rådets opgave bliver bl.a. at udarbejde langsigtede handlingsplaner for energiudviklingen, hvor miljøaspektet inddrages i vurderingerne for den fremtidige energiforsyning.

Der er et meget stærkt behov for et sådant råd, der både kan skabe debat og anvise handlemuligheder for en bæredygtig energiudvikling samt styrke rådgivningen på området for vedvarende energi, så udbygningen kan accelerere. Det er i den forbindelse afgørende, at rådet får eget sekretariat og rådighed over de fornødne midler til den samlede indsats.

Versioner

  1. 1995-11-21