1995 BSF 77 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FORBUD MOD FIKSERING AF SVIN
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19951BA00077@1996-02-01/da
Indhold
Folketinget pålægger justitsministeren snarest muligt at fastsætte
regler om forbud mod begrænsning af søers og gylters
bevægelsesfrihed med bindsel, boks, bøjler eller andet, der har til
hensigt at fiksere dem.
Bemærkninger til forslaget
I henhold til § 4 a i dyreværnsloven er justitsministeren bemyndiget til at fastsætte regler med henblik på opfyldelse af De Europæiske Fællesskabers direktiver om forsvarlig behandling af dyr og om beskyttelse af dyrs velfærd.
Denne bemyndigelse har ministeren bl.a. anvendt ved udstedelsen af bekendtgørelse nr. 998 af 14. december 1993 om beskyttelse af svin, som indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv af 19. november 1991 om fastsættelse af mindstekrav med hensyn til beskyttelse af svin (91/630/EØF).
Ifølge bekendtgørelsens § 4, jf. § 32, stk. 2, er opbinding af svin forbudt efter 1. januar 1996. Efter § 32, stk. 2, skal bygninger, der er taget i brug inden den 1. januar 1996, senest opfylde § 4 den 31. december 2005.
Forslagsstillerne finder, at ministeren bør udnytte den mulighed, der findes i direktivets artikel 11, stk. 2, til at indføre strengere bestemmelser end direktivets bestemmelser, således at enhver form for fiksering af søer og gylter i boks eller på anden vis forbydes.
Efter forslagsstillernes opfattelse vil et sådant forbud indebære, at søer og gylter herefter både i drægtigheds-, farings- og diegivningsperioden skal indhuses under forhold, der tillader ubesværet bevægelse (vende, dreje og lægge sig) og tilstrækkelig motion.
Drægtige søer må gå i flok i rum (evt. udendørs) med særskilte gøde- og lejearealer.
Alle søer og gylter bør tildeles rigelig halmstrøelse. Deres redebygningsadfærd, behov for socialt samvær og generelle stimulation skal ligeledes være opfyldt, jf. dyreværnslovens § 2 og § 3.
Ændringen i bekendtgørelsen kunne f.eks. træde i kraft den 1. januar 1997 og således, at bygninger, der er taget i brug inden den 1. januar 1997, senest skal opfylde betingelserne den 31. december 2005.