Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19951BA00092@1996-02-08/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at fremlægge en handlingsplan,

der sikrer en hurtig nedbringelse af forbruget af PVC

(polyvinylchlorid) med henblik på en reel afvikling af PVC-forbruget

inden år 2000.

Handlingsplanen skal forelægges Folketinget inden udgangen af 1996 og tage afsæt i, at PVC ikke hører til i et kredsløbssamfund, og derfor skal forbruget afvikles. Handlingsplanen skal indeholde konkrete initiativer på følgende områder:

1. Afviklingen skal ske hurtigst muligt og senest inden år 2000

- Brugen af bly- og organiske tinforbindelser som stabilisatorer i produktion af PVC-artikler skal afvikles hurtigst muligt og senest inden 1. januar 2000,

- Anvendelsen af PVC-blødgørerne diethylhexylphthalat (DEHP), diisononylphthalat (DINP), butylbenzylphthalat (BBP) og dibutylphthalat (DBP) skal gradvis afvikles i produktionen af blødgjort PVC-plast med henblik på en totalafvikling inden 1. januar 2000. Industrikemikaliet bishenol A, som anvendes sammen med de ovennævnte blødgørere, skal afvikles hurtigst muligt og senest inden år 2000,

- Kortkædede og højtklorerede klorparaffiner afvikles i produktionen inden 1. januar 1997, og der skal finde en totalafvikling sted i industriens brug af klorparaffiner inden 1. januar 2000.

2. Mindre PVC i affaldsforbrændring

- Mængden af PVC-produkter i affaldsforbrænding søges begrænset mest muligt.

3. EU-initiativer

I forlængelse af ovenstående initiativer opfordrer Folketinget regeringen til med udgangspunkt i Esbjerg-deklarationen, juni 1995, og UNEP-deklarationen, Washington november 1995, at tage initiativ til, at der i EU udarbejdes en afviklingsplan for PVC.

4. Efterspørgselsesinitiatver - initiativer med henblik på, at påvirke markedet

Med henblik på i øvrigt at mindske de negative miljø- og sundhedspåvirkninger som følge af forbruget og bortskaffelsen af PVC - det gælder ikke mindst de særlige problemer, der er et resultat af affaldsforbrænding af PVC-materialer - pålægges regeringen endvidere at fremsætte initiativer, som sikrer, at anvendelsen af blandt andet importeret PVC for eksempel begrænses ved:

- at den offentlige indkøbspolitik sikrer, at såvel offentlige indkøb (statslige, amtslige og kommunale) som offentligt støttet indkøb i videst muligt omfang er baseret på PVC-fri produkter,

- at der udarbejdes en mærkningsordning, hvor det klart fremgår for forbrugerne og offentlige indkøbsansvarlige, hvis produkterne indeholder PVC, herunder at PVC-produkter belaster miljøet og sundheden mere end for eksempel polyethylen,

- at der forsøges indgået frivillige aftaler med detailhandelen med henblik på at fremme, at detailhandelen i markedsføringen anvender mærkning, der markerer, at pågældende detailkæde er »PVC/Klor-fri«, for hvad angår alle produkter, et antal eller lignende,

- at der iværksættes en oplysningskampagne, som målrettet informerer om miljø- og sundhedsproblemerne i forbindelse med produktion, brug og bortskaffelse af PVC-materialer samt om konkrete brugbare alternativer til PVC,

- i forlængelse af ovenstående udarbejder Miljø- og Energiministeriet en samlet opgørelse over de produktområder, hvor der i dag ikke findes tilfredsstillende PVC-fri alternativer (hospitalsartikler), med henblik på at udarbejde en udviklings- og aktionsplan kombineret med udviklingskontrakter, der sikrer, at substitution væk fra PVC kan foregå på alle områder,

- at regeringen udarbejder en oversigt over forbrugsområder, hvor en målrettet afgift vil fremme en hurtigere afvikling af PVC-holdige produkter.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

PVC-aftalen fra 1991 - et utilstrækkeligt aftaleinstrument

Miljøstyrelsen indgik i 1991 en aftale med plastindustrien om nedbringelse af PVC-forbruget på visse områder. Formålet var især, at PVC skulle holdes borte fra almindelig affaldsforbrænding. På emballageområdet er der ifølge plastindustriens egne oplysninger sket en substitution på 63 pct. siden 1987 (Erfaringer med substitution af PVC med renere teknologi og brancheaftale, Miljøstyrelsen, Arbejdsrapport nr. 82, 1995). Aftalens ordning om genanvendelse af en del af det PVC-holdige bygningsaffald, der bliver til affald, synes også at blive overholdt, men reelt er den mængde PVC-holdige byggeprodukter, som faktisk er blevet genanvendt, mimimal. Den overordnede ide, som lå til grund for aftalen - en reel afvikling af brugen af PVC via substitution - må således siges ikke at være indfriet. Aftaleinstrumentet har simpelt hen ikke fungeret som incitament til at finde andre materialer, som kunne afløse PVC. Forbruget af PVC kendes ikke præcis i dag og må formodes at være i samme størrelsesorden, som da aftalen blev indgået. Aftalen har således ikke indbygget procedurer, der tilsikrer en fortløbende opgørelse af hverken produktion eller forbrug. Når hertil kommer den forøgede viden, som siden aftalens indgåelse er kommet frem om de miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser af produktion, brug og bortskaffelse af PVC-plast, er det helt åbenlyst, at forudsætningerne for den frivillige aftale med den berørte industri må betragtes som bortfaldet. Behovet for en udfasningsplan for PVC bliver stadig mere akut.

Danmarks og EU's miljømæssige forpligtelser

En afviklingsplan for PVC vil bringe såvel Danmark som EU i overensstemmelse med de internationale forpligtelser på miljøområdet, som begge parter har indgået og i øvrigt deltaget aktivt i tilvejebringelsen af. Det drejer sig om Nordsø-deklarationen (Esbjerg-deklarationen) fra juni 1995, hvor Danmark og EU er medunderskrivere på beslutningen om, at udslip af alle miljøfremmede stoffer skal være ophørt inden 25 år - »Generationsmålsætningen« - samt at tilførsel af miljøfarlige stoffer skal reduceres til naturlige baggrundsværdier (Esbjerg-deklarationen, juni 1995, afsnit 17 og 22). Endvidere drejer det sig om UNEP-beslutningen i Washington, november 1995, hvor Danmark og EU var at finde blandt de mere end 100 parter, der besluttede sig for, at der skulle tages et globalt skridt hen imod at eliminere forureningen med svært nedbrydelige organiske kemikalier, kaldet POP'er. I denne beslutning henvises til 12 særligt prioriterede stoffer - alle klororganiske - og blandt disse dioxiner og furaner, som uundgåeligt er tilknyttet PVC (UNEP-deklarationen, Washington, november 1995, artikel 88 og 89).

I Danmark har Folketinget med vedtagelsen af forslag om motiveret dagsorden i forbindelse med forespørgsel F 9, 23. november 1995, prioriteret udfasning af miljøfremmede stoffer som en blandt de fire vigtigste miljøpolitiske indsatsområder.

I miljø- og energiministerens svar til Miljø- og Planlægningsudvalget den 15. december 1995, jf. alm. del., bilag nr. 300, oplyses det, at Miljøstyrelsen har igangsat arbejdet med en handlingsplan, der vil give et bud på, hvordan Nordsø-deklarationens »generationsmål« skal implementeres. Den forventes at foreligge medio maj 1996.

Miljø- og energiministeren har endvidere i et svar til Miljø- og Planlægningsudvalget orienteret om, at han bedt Miljøstyrelsen om »at iværksætte yderligere initiativer, både nationalt og internationalt, for at fremme substitution af såvel blød som hård PVC« (jf. Miljø- og Planlægningsudvalget, alm. del., bilag 339, af 22. december 1995). Dette understreger yderligere den ovenfor nævnte konstatering af, at den frivillige PVC-aftale ikke selvstændigt har bidraget til denne substitution i tilstrækkeligt omfang.

Svensk afviklingsplan af PVC

I Sverige har den svenske Rigsdag den 22. november 1995 vedtaget en betænkning fra Rigsdagens jordbruksutskott om PVC. Denne beslutning konstaterer blandt andet overordnet, at PVC ikke hører hjemme i et kredsløbssamfund, at de negative miljøpåvirkninger som følge af klorfremstilling med henblik på at fremstille diklorethan bør mindskes (70 pct. af al klor, som anvendes i Sverige, går til fremstilling af diklorethan), og at afviklingen af miljøskadelige additiver bør påbegyndes hurtigt (Jordbruksutskottets betankande 1995/96: JoU 8).

Bemærkninger til beslutningsforslagets enkelte punkter

Ad 1

PVC (polyvinylklorid) er et termoplastisk materiale, der gennemsnitlig set indeholder 57 pct. klor og 43 pct. kulbrinte. Karakteristisk for PVC er, at det for at opnå dels stabilitet under fremstillingen samt en række ønskværdige materialeegenskaber som færdigvare skal tilsættes en række additiver i form af blandt andet stabilisatorer og for blød PVC's vedkommende blødgørere.

Undervejs i fremstillingen af rå-PVC dannes blandt andet en række klorerede forbindelser og herunder eventuelt dioxin, der risikerer at slippe ud i det omgivende miljø. Under stabiliseringen af materialet, blandt andet varmestabiliseringen, tilsættes ovennævnte stabilisatorer, som oftest en række miljø- og sundhedsskadelige tungmetaller, som for eksempel forskellige organiske tinforbindelser og bly- og cadmiumforbindelser. Cadmiumforbindelser anvendes ikke længere i Danmark.

Forslagsstillerne er opmærksom på, at en ny (generel) bekendtgørelse omkring bly er under udarbejdelse, som også vil indeholde en regulering af bly som stabilisator i PVC (jf. Miljø- og Planlægningsudvalget, alm. del., bilag nr. 339 af 22. december 1995). Bly er i europæisk sammenhæng den helt dominerende stabilisator (over 50 pct.), hvorfor en udfasning af dette tungmetal vil være et stort fremskridt. Men forslagsstillerne skal understrege nødvendigheden af, at alle de nævnte tungmetaller afvikles som stabilisatorer, idet for eksempel overgangen til organiske tinforbindelser, hvoraf nogle er akut toksiske for vandmiljøet, ikke er et acceptabelt alternativ til blyforbindelser (Den Svenske Kemikalieinspektion, Delredovisning av uppdrag om att foreslå atgardder for at minimere risker med olika tilsatser i PVC, 15. december 1995).

Til fremstilling af blød PVC anvendes blødgørere - især de forskellige phthalater, blandt andet DEHP (diethylhexylphthalat), DINP (diisononylphthalat), BBP (butylbenzylphthalat) og DBP (dibutylphthalat). Blødgørerne udgør omregnet i vægt den helt afgørende andel af PVC-additiverne. Forbruget af phthalater i Danmark i 1992 skønnes at være 9-14.000 tons/år, hvoraf ca. 90 pct. bruges til blødgøring af PVC, og DEHP er den helt dominerende (Miljøstyrelsen, status for arbejdet med østrogenlignende stoffer, oktober 1995).

Disse blødgørere udvaskes under brug dels under påvirkning af rindende vand, men især ved vask. Danske undersøgelser har således konstateret bl.a. DEHP i såvel indløb som udløb fra spildevandsrensningsanlæg samt i slammet. 10-50 pct. af DEHP viste sig at passere igennem spildevandsrensningsanlægget ud i vandmiljøet. DEHP er toksisk i vandmiljøet og kan akkumuleres i bundsediment, i særdeleshed ved lav temperatur. De samlede årlige mængder af phthalater fra renseanlæg, det vil sige udløb fra renseanlæg samt slam, vurderes at være ca. 20-30 tons årligt, hvoraf DEHP igen udgør langt hovedparten. Kilderne til disse store udslip er industrien og brug af produkter fremstillet af blød PVC.

Når beslutningsforslaget opererer med afvikling af phthalaterne DBP og BBP, skyldes det især deres påviste humantoksikologiske effekter, herunder østrogeneffekter. Afviklingen af bisphenol A begrundes direkte i dets østrogeneffekt (Male Reproductive Health and Enviromental Chemicals vith Estrogenic Effects, Miljøstyrelsen, Miljøprojekt nr. 290, 1995 og Mandlig reproduktion og kemiske stoffer med østrogenlignende effekter, Miljøstyrelsen, Miljøprojekt nr. 292, 1995).

Som dokumentation for problemer omkring blødgørerne henvises i øvrigt til ovennævnte delredovisning fra den svenske kemikalieinspektion, hvoraf det i øvrigt også fremgår, at DEHP-koncentrationen i sediment nær to undersøgte punktkilder ligger så højt, at det ifølge den svenske kemikalieinspektion må anses for at udgøre en miljørisiko.

Afviklingen af klorparafiner begrundes i deres kræftfremkaldende egenskaber og deres meget toksiske effekter over for vandorganismer. De kortkædede klorparaffiner er relativt mere giftige end de langkædede, idet de lettere optages i kroppen, men sidstnævnte er sværere nedbrydelige, hvorfor brugen af klorparaffiner som sådan skal afvikles.

Ad 2

Efterhånden som PVC-produkter tages ud af brug, følger det i Danmark den almindelige affaldsstrøm - forbrænding, deponering og genanvendelse. I Danmark går hovedparten til affaldsforbrænding. For de to store affaldsfraktioners vedkommende gælder, at for husholdningsaffald (ca. 1,5 mio. tons) går langt over halvdelen til forbrænding, og for industriaffald (ca. 2 mio. tons) går ca. 1/5 til forbrænding. I alt afbrændes ca. 1,8 mio. tons affald årligt i Danmark. Heraf er 13.500 tons PVC-affald, svarende til ca. 0,75 pct. Den totale klortilførsel til affaldsforbrænding er opgjort til ca. 10.000 tons, og heraf er klor stammende fra PVC-affald estimeret til ca. 2/3 (Miljøstyrelsen, Affaldsforbrænding i forbindelse med PVC-aftalen, Arbejdsrapport nr. 39, 1995). PVC-affald er den helt dominerende kilde til klorproblemer i forbindelse med affaldsforbrænding, restprodukter herfra m.v. Hvis alt PVC kunne fjernes fra affald, ville de samlede marginale besparelser i Danmark på udgifter til røggasrensning og bortskaffelse af restprodukter udgøre mellem ca. 25 og 33 mio. kr. pr. år, svarende til en reduktion på 1,9-2,4 kr. pr. kg. fjernet PVC.

PVC-aftalen fra 1991 har som nævnt ovenfor indarbejdet en genbrugsordning for PVC-holdige byggematerialer, der ender som affald. I 1993, det seneste år, som der findes tal for, genanvendtes imidlertid kun 350 tons byggematerialer (Erfaringer med substitution af PVC med renere teknologi og brancheaftale, Arbejdsrapport nr. 82, 1995). Dette bør sammenholdes med, at der samme år fremstilledes ca. 40.000 PVC-holdige byggeprodukter (Teknologinævnet, Nyt om PVC og miljøet, nyhedsbrev nr. 69, oktober 1995). Når disse byggeprodukter ad åre bliver til affald sammen med en stor del af de sandsynligvis over 1 mio. tons PVC-holdige produkter, der allerede er ophobet i bygninger og anlæg, står vi over for et genanvendelseskrav, som det forekommer urealistisk kan overholdes i overensstemmelse med PVC-aftalens ordlyd. Vi står altså dermed over for et potentielt mangedoblet PVC-affaldsforbrændingsproblem. Dette accentuerer og forøger yderligere de problemer vi står over for nu med hensyn til klorbrinte, saltsyre, tungmetaller og dioxin i såvel udslip fra affaldsforbrændingen som i restprodukter fra denne, herunder flyveasken (Ingeniøren nr. 50, 1995). Hvis ikke der gribes ind over for den stadige ophobning af PVC i miljøet, står vi derfor med en sandsynlig forøgelse af de dioxin- og furanudslip fra dansk affaldsforbrænding. Den samlede mængde PCDD (dioxiner) og PCDF (furaner) fra affaldsforbrænding er - 1989-tal - opgjort til 34 g (regnet som TEQ - Nordisk/år) henholdsvis 250 g (regnet som TEQ - I/år) (Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 81, 1995, Kilder til dioxinforurening og forekomst af dioxin i miljøet).

Der er en reel risiko for, at den tungmetalbelastning, som ligger »gemt« i PVC-affaldet, og som ikke i dag udgør en væsentlig andel af tungmetalproblemerne, i stigende grad vil bidrage til dette problem.

Grundlæggende betyder det forhold, at der i PVC er indeholdt en mængde miljøfarlige og miljøfremmede stoffer, at der i PVC's livscyklus uvægerligt er indbygget en risiko for spredning af disse til miljøet. I Danmark, hvor vi ikke har egen klorproduktion, VCM (vinylkloridmonomer) m.v., er vi i nogen grad afsondret fra de første led i PVC'ens livscyklus. Omvendt er vi, fordi vi i særegen udstrækning anvender affaldsforbrænding som affaldsbortskaffelsesmetode, meget udsat for de særlige miljømæssige belastninger, som er knyttet til PVC i denne fase af produktets livscyklus. Det vil være særdeles vanskeligt at bringe den mængde PVC, som går til affaldsforbrænding, ned eller måske blot at stabilisere denne uden en fuldstændig afvikling af det fremtidige PVC-forbrug. Vi står yderligere over for det paradoks, at vi - selv ved en særdeles vanskelig operation, hvor vi fik udskilt PVC'en i affaldet - ikke stod med et miljømæssigt optimalt alternativ til forbrændingen. Hvor de problematiske stoffer i affaldsforbrænding findes i de luftformige emissioner fra denne eller i det faste affald er også en genbrugsordning af PVC-materialer ensbetydende med en ukontrolleret spredning af miljøfarlige og miljøfremmede stoffer i miljøet.

Ad 4

Beslutningsforslagets initiativer om »afvikling« og »mindre affaldsforbrænding« garanterer ikke en afvikling i forbruget, idet import af PVC-produkter fortsat vil kunne finde sted. Forslaget pålægger derfor regeringen at fremsætte initiativer, som sikrer et mindsket forbrug af blandt andet importeret PVC i form af markedsbaseret fremme af substitution.

En mærkningsordning sikrer, at forbrugerne gives nødvendige forudsætninger for at vælge PVC fra. Endvidere er det en forudsætning for en mere finmasket affaldssortering af plast, som igen er forudsætning for eventuelt velfungerende genbrugsordninger for anden plast.

Brancheaftaler omkring markedsføring via mærkning af PVC - eller klor-fri produkter - vil i sammenhæng med en aktiv og offentlig oplysningskampagne omkring såvel miljø- og sundhedsproblemer knyttet til brugen af PVC som konkrete alternativer på alle anvendelsesområder via markedet bidrage til indkøb af PVC-fri produkter. En velfungerende oplysningskampagne vil givet forudsætte, at der afsættes midler til folkeoplysning. I forlængelse af forsøg på at indgå frivillige aftaler med detailhandelen om mærkning kan der tages initiativ til en ligeledes frivillig aftale med Det Danske Handelskammer om muligheder for og iværksættelse af en afvikling i importen af PVC-produkter.

Indførsel af afgifter kan være en nødvendighed på områder, hvor PVC-holdige produkter i urimelig grad udkonkurrerer PVC-frie. Legetøj er et godt eksempel.

I forbindelse med opgørelsen over de produktområder, hvor der ikke i dag findes tilfredsstillende PVC-fri alternativer, må det overvejes, om der målrettet må sættes nye specialbevillinger af inden for renere teknologi-programmet til såvel teknologiudvikling som implementering af PVC-fri produkter. Grundlæggende tyder alt på, at der reelt kun er teknologiske barrierer inden for hospitalsartikler.

Versioner

1. 1996-02-08