1995 BSF 94 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FORBEDRET FORBRUGERBESKYTTELSE I KØBELOVEN
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19951BA00094@1996-02-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til senest den 15. oktober 1996 at
fremsætte lovforslag om ændring af reglerne om forbrugerkøb i
købeloven efter følgende retningslinjer:
1. Den absolutte reklamationsfrist ved forbrugerkøb forlænges til minimum 2 år fra salgsgenstandens overgivelse til køberen, dog således at der fastsættes en længere periode i de tilfælde, hvor salgsgenstanden ved sædvanlig brug må forventes at holde i væsentlig længere tid end 2 år.
2. Reglerne for forbrugernes ret til omlevering i tilfælde af mangler forbedres og præciseres, så forbrugeren sikres ubetinget ret til omlevering,
- uanset om de mangler, salgsgenstanden er behæftet med, kan karakteriseres som væsentlige eller ej,
- hvis sælgeren ikke har efterkommet krav om afhjælpning inden en uge fra kravets fremsættelse,
- hvis sælgerens første forsøg på at afhjælpe mangelen ikke fører til det ønskede resultat.
3. Det fastslås, at den tid, som medgår til sælgers afhjælpning af fejl og mangler ved salgsgenstanden, lægges til den samlede absolutte reklamationsfrist.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Den danske købelov trænger til en modernisering, som stiller forbrugerne bedre med hensyn til mulighederne for at få defekte og mangelfulde varer byttet, når der er tale om varige forbrugsgoder (reklamationsperiodens længde).
Der er ligeledes behov for at sikre, at bytteretten ikke udhules af langvarige og gentagne reparationer, som reelt er en væsentlig ulempe for forbrugeren.
Bemærkninger til forslagets enkelte punkter
Ad 1
De danske forbrugere er væsentlig ringere stillede end de norske, svenske og finske forbrugere, når det gælder bytteperiodens længde. I den danske købelov er der således en reklamationsfrist på kun 1 år, hvor den i Sverige er på 2 år, i Norge på op til 5 år, og i Finland findes der ingen absolut frist - der kan i princippet klages når som helst.
Forslagsstillerne finder, at reklamationsperioden i rimelig grad bør svare til varens forventede levetid, ligesom danske forbrugere bør have samme grad af forbrugerbeskyttelse, som eksisterer i de øvrige nordiske lande.
Derfor foreslås en generel udvidelse af reklamationsperioden til 2 år, men med en udvidelse for visse produkter til enten 5 år som i Norge eller til en i princippet ubegrænset periode som i Finland. Således bør forbrugerne kunne klage over f.eks. computere, vanskemaskiner og fjernsyn, som går i stykker senere end et år efter købet - og med ret til hurtig reparation eller ombytning.
Ad 2
Der sigtes mod at skabe den samme forbrugerbeskyttelse, som gælder i Sverige og Finland, så ombytningsretten ikke er betinget af, at mangelen skal være »væsentlig«. Dels er begrebet svært at definere og kan dermed anvendes til ugunst for forbrugeren, dels bør enhver konstateret mangel kunne begrunde en ombytning, da forbrugeren under alle omstændigheder bør have krav på at få den vare, som der er betalt for.
Den nuværende købelovs formuleringer om, at bytteretten ikke gælder, hvis sælger tilbyder at afhjælpe mangelen inden for »rimelig tid« og uden »væsentlig ulempe« for forbrugeren, stiller forbrugeren urimeligt svagt over for sælger. Der ses således mange eksempler, hvor forbrugeren må acceptere meget lang reparationstid, ligesom forbrugeren i en del tilfælde må acceptere, at den samme defekte vare repareres op til 4-5 gange. Sådanne forhold er endog accepteret af Forbrugerklagenævnet.
Derfor bør forbrugerens retsstilling forbedres, så der i princippet eksisterer en ombytningsret for defekte og mangelfulde varer. Dog kan en reparationstid på 1 uge accepteres, hvorved sælger gives en rimelig mulighed for at afhjælpe mindre mangler uden væsentlig ulempe for forbrugeren.
Ad 3
I de tilfælde, hvor forbrugeren accepterer reparation af en defekt vare, bør det som et minimum fastslås i lovgivningen, at reparationstiden ikke tæller med i reklamationsperioden, som altså forlænges tilsvarende.