1995 BSF 134 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM UNDERSØGELSE AF ANSVARET FOR TVINDSAGEN
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19951BA00134@1996-05-23/da
Indhold
Folketinget pålægger regeringen at sikre, at der sker en undersøgelse af, hvor ansvaret for, at der ikke tidligere er grebet ind over for uregelmæssigheder i Tvindkoncernen, kan placeres, herunder hvilke konsekvenser det skal have for de ansvarlige.
Bemærkninger til forslaget
Under spørgetiden i Folketinget onsdag den 15. maj 1996 ville statsminister Poul Nyrup Rasmussen ikke entydigt svare på, om der skulle placeres et ansvar for Tvindsagen, og hvilke konsekvenser det skulle have for de ansvarlige.
Med de mange kritikpunkter, der fremgår af Rigsrevisionens beretning om Tvind, finder forslagsstillerne det helt afgørende, at det undersøges, hvem der har ansvaret for Tvindsagen.
De mange brud på god revisionsskik m.v., der beskrives i Rigsrevisionens beretning, er naturligvis alvorlige for Tvindskolerne, men også meget problematiske for myndighederne, hvis tilsyn har været mangelfuldt og lemfældigt.
Mange oplysninger peger på, at myndighederne har svigtet tilsynet med Tvindskolerne og ignoreret problemerne i skolesamvirket.
Der er mange eksempler på dette.
I en besvarelse af spørgsmål nr. 42 fra Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg (alm. del - bilag 91 og 117) skriver justitsministeren eksempelvis:
»Rigspolitichefen, hvorunder den danske afdeling af Interpol hører, sender forespørgsler, der modtages fra udlandet til dansk politi, videre til de relevante danske politimyndigheder.
Det er ikke muligt for Rigspolitichefen, som Justitsministeriet har indhentet en udtalelse fra, at give nøjagtige oplysninger om, hvilke henvendelser der de sidste 10 år er rettet til danske myndigheder via Interpol vedrørende Tvind.
Det kan imidlertid oplyses, at der har været forespørgsler fra udlandet vedrørende Tvind. Disse forespørgsler er alle videresendt til de relevante politimyndigheder, herunder til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet. Statsadvokaten har oplyst, at man i de sidste 10 år har modtaget mindst 5 forespørgsler vedrørende Tvind og tilknyttede selskaber m.v.
Der har i de pågældende tilfælde været tale om anmodninger om retshjælp, der ikke har givet anledning til iværksættelse af selvstændig efterforskning i Danmark.«
Af Morgenavisen Jyllands-Posten søndag den 19. maj 1996 fremgår det, at Tvind til trods for mange advarsler har været fredet af ansvarlige myndigheder i årevis.
Det kan ikke være rigtigt, at man bare skal se igennem fingre med placeringen af ansvaret for dette sløseri og den lemfældige omgang med offentlige midler.
Derfor må en undersøgelse af hele Tvindsagen igangsættes, så der kan skabes et beslutningsgrundlag for, hvilke konsekvenser Tvindsagen skal have for de ansvarlige.