1996 LSF 12 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN, RETSPLEJELOVEN OG LOV OM UDLÆGNING AF ÅNDSSVAGEFORSORGEN OG DEN ØVRIGE SÆRFORSORG M.V.(SAMFUNDSTJENESTE OG FORSTÆRKET INDSATS MOD SEKSUALFORBRYDELSER M.V.)

GældendeVersion 1997-04-16

Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199612K00012@1997-04-16/da

Indhold

Indledning

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992,

som ændret senest ved lov nr. 388 af 22. maj 1996 og lov nr. 474 af

12. juni 1996, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 1 , ændres »68-70« til: »62-70«.

2. § 16 affattes således:

»§ 16. Personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, straffes ikke. Tilsvarende gælder personer, der var mentalt retarderede i højere grad. Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af alkohol eller andre rusmidler forbigående i en tilstand af sindssygdom eller i en tilstand, der må ligestilles hermed, kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 2 . Personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i lettere grad, straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med mental retardering.«

3. I § 63 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Den i medfør af stk. 1 fastsatte længstetid kan af tilsynsmyndigheden forlænges, hvis særlige grunde taler derfor, dog ikke ud over prøvetiden. Tilsynsmyndighedens afgørelse om forlængelse af længstetiden indbringes efter anmodning fra den dømte for retten.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

4. § 63, stk. 2, der bliver stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. I dommen fastsættes en prøvetid på højst 2 år. Prøvetiden ophører dog, når længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse er udløbet, medmindre andet er bestemt i dommen.«

5. § 63, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Den dømte undergives tilsyn i prøvetiden. Retten kan endvidere, hvis det findes formålstjenligt, fastsætte vilkår som nævnt i § 57.«

6. § 64 affattes således:

»§ 64. I forbindelse med betinget dom med vilkår om samfundstjeneste kan der idømmes ubetinget frihedsstraf eller bøde efter reglerne i § 58. En i medfør af § 58, stk. 1, fastsat frihedsstraf kan dog ikke overstige 3 måneder. Ubetinget hæftestraf kan idømmes, selv om der fastsættes straf af fængsel i den betingede dom.«

7. I § 68, 2. pkt. , ændres »i institution for åndssvage eller under åndssvageforsorg« til: »i institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for administrativ anbringelse«.

8. I § 70, nr. 1 , udgår »voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse,».

9. I § 70 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. En person kan endvidere dømmes til forvaring, hvis

1) han findes skyldig i voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse eller i forsøg herpå og

2) det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om hans person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at han frembyder væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og

3) anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at forebygge denne fare.«

10. I § 218, stk. 1, ændres »åndssvaghed« til: »mentale retardering«.

11. I § 219 ændres »åndssvageinstitution« til: »institution for personer med vidtgående psykiske handicap«.

12. I § 236, stk. 1, ændres »åndssvageanstalter« til: »institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap«.

13. I § 254 ændres »åndssvag« til: »mentalt retarderet«.

14. I § 261, stk. 2, ændres »åndssvag« til: »mentalt retarderet«.

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996, foretages følgende ændringer:

1. I § 809, stk. 2 , ændres »på åndssvageanstalt« til: »i institution for personer med vidtgående psykiske handicap«.

2. Efter § 1014 indsættes i kapitel 91:

»§ 1014 a. I sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf. straffelovens § 72, betaler det offentlige udgifterne ved sagens behandling.

Stk. 2. Retten kan pålægge den dømte helt eller delvis at betale sagens omkostninger, når der efter den dømtes forhold og sagens omstændigheder i øvrigt er særlig anledning til det.«

§ 3

I lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægning af åndssvageforsorgen og

den øvrige særforsorg m.v., som ændret ved lov nr. 836 af 18.

december 1991, foretages følgende ændring:

1. I § 6, stk. 1, nr. 2 og 3, ændres »anbringes i institution for åndssvage eller undergives åndssvageforsorg« til: »anbringes i institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller undergives tilsyn, herunder med mulighed for administrativ anbringelse«.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. maj 1997.

Stk. 2. § 1, nr. 2 og 7, og §§ 2 og 3 finder anvendelse i alle sager, der ikke er endeligt afgjort ved lovens ikrafttræden.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. § 1 kan dog ved kgl.

anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de

afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992 som ændret senest ved lov nr. 388 af 22. maj 1996 og lov nr. 474 af 12. juni 1996, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 1 , ændres »68-70« til: »62-70«.

2. § 16 affattes således:

3. I § 63 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

4. § 63, stk. 2, der bliver stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. I dommen fastsættes en prøvetid på højst 2 år. Prøvetiden ophører dog, når længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse er udløbet, medmindre andet er bestemt i dommen.«

5. § 63, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Den dømte undergives tilsyn i prøvetiden. Retten kan endvidere, hvis det findes formålstjenligt, fastsætte vilkår som nævnt i § 57.«

6. § 64 affattes således:

8. I § 70, nr. 1 , udgår »voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse,».

9. I § 70 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. En person kan endvidere dømmes til forvaring, hvis:

1) han findes skyldig i voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse eller i forsøg herpå og

3) anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at forebygge denne fare.«

10. I § 218, stk. 1, ændres »åndssvaghed« til: »mentale retardering«.

11. I § 219 ændres »åndssvageinstitution« til: »institution for personer med vidtgående psykiske handicap«.

12. I § 236, stk. 1, ændres »åndssvageanstalter« til: »institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap«.

13. I § 254 ændres »åndssvag« til: »mentalt retarderet«.

14. I § 261, stk. 2, ændres »åndssvag« til: »mentalt retarderet«.

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996, foretages følgende ændringer:

1. I § 809, stk. 2 , ændres »på åndssvageanstalt« til: »i institution for personer med vidtgående psykiske handicap«.

2. Efter § 1014 indsættes i kapitel 91:

»§ 1014 a. I sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf. straffelovens § 72, betaler det offentlige udgifterne ved sagens behandling.

Stk. 2. Retten kan pålægge den dømte helt eller delvis at betale sagens omkostninger, når der efter den dømtes forhold og sagens omstændigheder i øvrigt er særlig anledning til det.«

§ 3

I lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v., som ændret ved lov nr. 836 af 18. december 1991, foretages følgende ændring:

1. I § 6, stk. 1, nr. 2 og 3 , ændres »anbringes i institution for åndssvage eller undergives åndssvageforsorg« til: »anbringes i institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller undergives tilsyn, herunder med mulighed for administrativ anbringelse«.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1997.

Stk. 2. § 1, nr. 2 og 7, og §§ 2-3 finder anvendelse i alle sager, der ikke er endeligt afgjort ved lovens ikrafttræden.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. § 1 kan dog ved kgl. anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er dels at styrke mulighederne for anvendelse af samfundstjeneste, dels at gennemføre en forstærket indsats mod seksualforbrydelser, herunder navnlig seksualforbrydelser begået mod børn. Lovforslaget er for så vidt angår en forstærket indsats mod seksualforbrydelser udarbejdet i samarbejde med Socialministeriet og Sundhedsministeriet.

Endvidere foreslås gennemført en sproglig modernisering af straffelovens § 16 og § 68 om »åndssvage« lovovertrædere og visse andre bestemmelser, der benytter dette udtryk.

Desuden foreslås den nuværende ordning vedrørende dømtes pligt til at betale omkostninger i sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf. straffelovens § 72, ændret, således at det som udgangspunkt er det offentlige, der betaler udgifterne ved behandlingen af sådanne sager.

Forslaget er en i det væsentlige uændret genfremsættelse af lovforslag nr. L 259, der blev fremsat af justitsministeren den 25. april 1996. Der henvises herom til Folketingstidende 1995-96, Forhandlingerne, s. 5828 ff. og 6135 ff., samt Tillæg A, s. 5102 ff. Lovforslagets § 2, nr. 2, hvorved der indsættes en § 1014 a i retsplejeloven, er dog ny i forhold til det tidligere lovforslag.

2. Samfundstjeneste

2.1. Indledning

I december 1991 vedtog Folketinget enstemmigt gennem en ændring af straffeloven (lov nr. 6 af 3. januar 1992) at lovfæste regler om samfundstjeneste. Loven trådte i kraft den 1. april 1992.

Det havde da siden 1982 været muligt at idømme samfundstjeneste som led i en forsøgsordning, der oprindeligt alene omfattede København og Nordjylland, men som i 1985 blev udvidet til at omfatte hele landet.

Ved loven fra 1992 tilsigtede man ikke at gennemføre en væsentlig anden praksis med hensyn til anvendelsen af samfundstjeneste end den, der havde udviklet sig under forsøgsordningen.

Loven havde derimod til formål at markere samfundstjenestens særlige stilling som en form for betinget dom, der i kraft af arbejdsforpligtelsen adskiller sig fra andre betingede domme og derfor burde have sit eget kapitel i straffeloven. Endvidere havde loven til formål udtrykkeligt at regulere nogle forhold, som hidtil havde beroet på forudsætninger og retningslinier i forsøgsordningens forarbejder, samt at skabe hjemmel for afvigelser i forhold til de almindelige regler om betingede domme på punkter, hvor erfaringerne fra forsøgsordningen talte derfor. Der blev således fastsat regler om fastsættelse af prøvetid og tilsynstid, om retsvirkninger af vilkårsovertrædelser og om anvendelse af kombinationsdom.

I forbindelse med lovforslagets behandling tilkendegav Folketingets Retsudvalg, at dom til samfundstjeneste som i forsøgsperioden skal anvendes i de tilfælde, hvor en almindelig betinget dom ikke findes tilstrækkelig. Med det forbehold, at der eksisterer et grænseområde mellem betinget og ubetinget dom, hvor det i væsentlig grad beror på et skøn, om dommen vil falde ud til en betinget eller ubetinget dom, understregede udvalgets flertal således, at der ikke måtte ske skred i praksis, således at dom til samfundstjeneste over årene udvikler sig til at blive en skærpelse af andre betingede domme.

Udvalgsflertallet fastslog ligeledes, at den praksis, der havde dannet sig under forsøgsperioden, hvorefter samfundstjenestens absolutte kerneområde var berigelseskriminalitet, burde fortsættes. Brug af samfundstjeneste ved de grovere kriminalitetstyper som f.eks. vold, røveri, narkotikasager og sædelighedsforbrydelser burde kun undtagelsesvis kunne finde sted og kun efter en nøje individuel vurdering.

2.2. Udviklingen siden lovfæstelsen i 1992

Siden forsøgsordningen med samfundstjeneste blev indledt i 1982, har der været følgende udvikling i antallet af domme til samfundstjeneste og anmodninger om egnethedsvurdering med henblik på samfundstjeneste:

------------------------------------------------------------------ Årstal Domme til samfunds- Anmodninger om tjeneste egnethedsvurdering --------------------------------------------------------------------- 1982 ........... 9 27 1983 ........... 94 257 1984 ........... 103 273 1985 ........... 281 1.082 1986 ........... 291 1.160 1987 ........... 334 1.195 1988 ........... 377 1.247 1989 ........... 468 1.544 1990 ........... 462 1.484 1991 ........... 417 1.624 1992 ........... 571 2.243 1993 ........... 608 2.317 1994 ........... 479 2.060 1995 ........... 514 2.021 ---------------------------------------------------------------------

Som det fremgår, steg antallet af domme til samfundstjeneste i årene op til lovfæstelsen i 1992. Efter lovfæstelsen steg tallet markant de to første år, men er siden faldet til noget over niveauet umiddelbart før lovfæstelsen.

Også med hensyn til anmodninger om egnethedsvurdering med henblik på samfundstjeneste steg antallet således i de to første år efter lovfæstelsen i 1992. I 1994 og 1995 faldt antallet af anmodninger imidlertid ret betydeligt. Tallene viser, at der tilsyneladende er en klar forbindelse mellem antallet af anmodninger om egnethedsvurdering med henblik på samfundstjeneste og antallet af domme til samfundstjeneste.

Med hensyn til domme til samfundstjeneste fordelt på kriminalitetsart ser udviklingen således ud:

Samfundstjenestedomme fordelt på kriminalitetsart (procentvis fordeling)

--------------------------------------------------------------------- Kriminalitet 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 --------------------------------------------------------------------- Tyveri .......... 39 37 28 33 42 34 28 30 Røveri .......... 7 10 8 6 4 7 6 4 Berigelseskr. i øvrigt ........ 33 35 42 39 42 42 49 47 Hærværk ......... 2 1 1 2 0 0 0 2 Vold ............ 7 8 10 8 4 5 5 4 Narkotika ....... 6 4 6 5 4 6 8 6 Andet ........... 6 5 5 7 4 5 3 6 --------------------------------------------------------------------- I alt ........... 100 100 100 100 100 99 99 99 ---------------------------------------------------------------------

2.3. Justitsministeriets overvejelser

2.3.1. Indledning

Muligheden for at idømme betinget dom med vilkår om samfundstjeneste er et vigtigt alternativ til ubetinget frihedsstraf.

Ved en dom med vilkår om samfundstjeneste skal en lovovertræder, der ellers ville være blevet idømt en ubetinget frihedsstraf, normalt ikke indsættes til afsoning.

Reglerne om samfundstjeneste gør det således muligt at idømme en følelig sanktion, der tilkendegiver en afstandtagen til kriminaliteten. Samtidig undgår lovovertræderen de negative personlige og sociale konsekvenser, som et fængselsophold uundgåeligt har. Ved en dom, der kombinerer samfundstjeneste og ubetinget frihedsstraf, bliver frihedsberøvelsen kortere.

Erfaringerne med samfundstjeneste under forsøgsperioden og siden lovfæstelsen i 1992 er efter Justitsministeriets opfattelse så positive, at man må bestræbe sig på at sikre, at ordningen med samfundstjeneste udnyttes i betydeligt omfang.

De seneste års tal for anvendelsen af samfundstjeneste må på den baggrund give anledning til overvejelser om, hvorledes man får vendt den negative udvikling i antallet af domme til samfundstjeneste.

Der er allerede iværksat visse foranstaltninger for at imødegå et fald i anvendelsen af samfundstjeneste. Kriminalforsorgen har således taget skridt til at intensivere informationsvirksomheden over for politiet og anklagemyndigheden, domstolene og forsvarerne med henblik på at øge opmærksomheden om muligheden for at anvende samfundstjeneste. Kriminalforsorgen har desuden anbefalet sine lokale afdelingskontorer at give den byret, der afsagde dommen til samfundstjeneste, en tilbagemelding om forløbet, når samfundstjenesten er udført. Justitsministeriet har endvidere anmodet rigsadvokaten om at påse, at der lokalt bliver levet op til de regler, som rigsadvokaten har fastsat om, hvornår der bør indhentes personundersøgelse med henblik på samfundstjeneste.

Der er imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse også behov for at justere straffelovens regler om samfundstjeneste, således at domstolene får mulighed for at anvende samfundstjeneste mere end i dag.

Med dette sigte foreslås det, at straffelovens § 64 samtidig ændres, således at det i videre omfang bliver muligt sammen med en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste at idømme en kort ubetinget frihedsstraf eller en bøde, jf. nedenfor under pkt. 2.3.2.

Ved en dom til samfundstjeneste kombineret med en kort ubetinget frihedsstraf undgås det ganske vist ikke, at den pågældende bliver indsat til afsoning, men den ubetingede del af straffen bliver kortere, end den ville være blevet uden muligheden for at kombinere frihedsstraffen med samfundstjeneste.

Det foreslås også, at straffelovens § 63, stk. 3, ændres, således at der til en dom til samfundstjeneste kan knyttes flere former for vilkår end efter de gældende regler, jf. nedenfor pkt. 2.3.3.

Den praksis, der har dannet sig, hvorefter samfundstjenestens absolutte kerneområde er berigelseskriminalitet bortset fra røveri, bør efter Justitsministeriets opfattelse fortsættes.

Samfundstjeneste ved kriminalitet som f.eks. vold, røveri, narkotikasager og sædelighedsforbrydelser bør stadig anvendes med varsomhed. Hvis det efter en konkret, individuel vurdering findes forsvarligt at idømme en kombinationsdom, jf. nedenfor under pkt. 2.3.2., vil der dog fremover kunne anvendes samfundstjeneste i disse sager (varsomhedsområdet) i videre omfang.

Med hensyn til hærværk bør det bero på en vurdering af forholdets grovhed og omstændighederne i øvrigt, om samfundstjeneste kan finde anvendelse.

Den øgede mulighed, der efter forslaget bliver for dels at kunne kombinere en dom til samfundstjeneste med en kort ubetinget frihedsstraf eller en bøde, dels at kunne knytte vilkår til en dom til samfundstjeneste, må forventes at indebære, at det samlede antal domme til samfundstjeneste vil stige. Den forventede stigning tilsigtes således opnået ved, at samfundstjeneste idømmes ved kombinationsdom i en række tilfælde, hvor lovovertrædelsens alvor efter hidtidig praksis har udelukket brugen af samfundstjeneste, eller ved at der fastsættes yderligere vilkår, der vil kunne medføre anvendelse af samfundstjeneste over for personer, der ellers ikke skønnes egnet hertil.

I bilag 3 til lovforslaget findes eksempler fra praksis på forskellige typer af lovovertrædelser, hvor samfundstjeneste har været anvendt eller overvejet anvendt.

Det er i øvrigt hensigten, at udviklingen med hensyn til anvendelsen af domme til samfundstjeneste skal følges mere intenst, bl.a. således at virkningen af den ny lovgivning kan belyses. Justitsministeriet vil også være opmærksom på muligheden for at iværksætte forskning vedrørende samfundstjeneste.

2.3.2. Kombinationsdom

Ved lovfæstelsen af reglerne om samfundstjeneste i 1992 foreslog justitsministeren, at der i forbindelse med betinget dom med vilkår om samfundstjeneste kunne idømmes ubetinget frihedsstraf eller bøde. Frihedsstraffen skulle dog ikke kunne overstige 3 måneder.

Et flertal i Retsudvalget fandt imidlertid, at det ikke forekom acceptabelt at overføre en vid adgang til at afsige kombinationsdom til reglerne om samfundstjeneste.

Flertallet i Retsudvalget henviste i den forbindelse til opfattelsen blandt flertallet i Straffelovrådet, der med hensyn til kombinationen med ubetinget frihedsstraf fandt, at forudgående afsoning let ville få meningen med samfundstjenestedommen til at fortone sig for den dømte.

Med hensyn til kombination med bøde var der efter Straffelovrådets opfattelse ikke så store ulemper som ved kombination med ubetinget frihedsstraf. Straffelovrådet fandt imidlertid, at der også i denne henseende kunne opstå en uklarhed om reaktionens formål og målestokke, når der ved samme dom og for samme kriminalitet pålægges den dømte både en pligt til at udføre ulønnet arbejde og at betale en bøde. Flertallet i Straffelovrådet fandt derfor, at adgangen til at idømme en bøde samtidig med en dom til samfundstjeneste burde begrænses til tilfælde af sammenstød mellem uligeartede straffelovovertrædelser, når forholdene med særlig vægt taler for, at der pålægges en bøde for en af lovovertrædelserne.

Straffelovens § 64 blev derfor udformet således, at der kun i tilfælde, hvor der foreligger flere uligeartede lovovertrædelser til samlet pådømmelse, kan blive tale om i forbindelse med en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste at fastsætte en bøde eller en kort ubetinget frihedsstraf for en eller nogle af lovovertrædelserne. Det vil for eksempel kunne være tilfældet i en sag, hvor den tiltalte findes skyldig i spirituskørsel, der ikke kan medføre samfundstjeneste, og indbrudstyveri.

I forbindelse med udformningen af § 64 anførte flertallet i Retsudvalget, at det fandt, at domstolene derved fik det frie skøn, der muliggjorde anvendelse af samfundstjeneste i videre omfang.

På baggrund af de senere års udvikling i antallet af domme til samfundstjeneste og ønsket om at muliggøre en øget brug af denne strafart bør det imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse overvejes, om § 64 bør udformes mindre restriktivt.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at det også udover tilfælde, hvor flere uligeartede lovovertrædelser foreligger til samlet pådømmelse, vil være hensigtsmæssigt at kunne idømme samfundstjeneste og en kortere ubetinget frihedsstraf eller en bødestraf.

Hvis valget står mellem en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste og en længere ubetinget frihedsstraf, altså et valg mellem »alt eller intet«, bør der efter Justitsministeriets opfattelse være mulighed for at vælge en mellemform, således at der afsiges en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste og samtidig idømmes en kortere ubetinget frihedsstraf eller en bøde.

En videre adgang til at kombinere en dom til samfundstjeneste med en kortere ubetinget frihedsstraf eller en bøde vil efter Justitsministeriets opfattelse ikke være i modstrid med samfundstjenestens karakter.

Samfundstjeneste har altid været og skal fortsat være et alternativ til en ubetinget frihedsstraf og ikke en skærpelse af andre betingede domme.

Muligheden for at idømme en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste og en kortere ubetinget frihedsstraf eller bøde vil derfor kun kunne udnyttes i tilfælde, hvor sanktionsvalget ellers var faldet ud til fordel for en ubetinget frihedsstraf.

Det forudsættes således, at en lovovertrædelse, der efter de gældende regler ville medføre en almindelig betinget dom eller en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, ikke efter gennemførelsen af lovforslaget fører til idømmelse af en kombinationsdom.

En udvidet adgang til at kombinere en dom til samfundstjeneste med en kortere ubetinget frihedsstraf eller en bøde vil indebære, at samfundstjeneste vil kunne anvendes på lovovertrædelser, hvis type eller grovhed efter de gældende regler ville udelukke anvendelse af samfundstjeneste, fordi en dom til samfundstjeneste efter rettens opfattelse ikke er en tilstrækkelig sanktion, jf. bl.a. bemærkningerne oven for under pkt. 2.3.1. om muligheden for at anvende kombinationsdom inden for varsomhedsområdet.

En videre adgang til at idømme kombinationsdom vil således generelt kunne bidrage til at udvide brugen af samfundstjeneste.

Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at straffelovens § 64 ændres, således at der i videre omfang bliver mulighed for i forbindelse med betinget dom med vilkår om samfundstjeneste at idømme en ubetinget frihedsstraf eller en bøde efter reglerne i straffelovens § 58. Justitsministeriet har dog fundet, at grænsen for den ubetingede del af straffen, der i § 58, stk. 1, er 6 måneder, bør være lavere, når der er tale om en kombination af samfundstjeneste og ubetinget frihedsstraf. Det foreslås derfor, at den ubetingede del af straffen ikke kan overstige 3 måneder.

Det er dog hensigten, at der ved kombinationsdomme som hovedregel bliver tale om en korterevarende ubetinget frihedsstraf, således at det vil være rent undtagelsesvis, at den ubetingede frihedsstraf fastsættes til 3 måneder.

Det forudsættes, at afviklingen af kombinationsdomme sker således, at den ubetingede del af straffen fuldbyrdes, inden afviklingen af samfundstjeneste påbegyndes, således at det resocialiserende formål med samfundstjeneste ikke fortabes.

Af hensyn til muligheden for at afvikle samfundstjenesten inden for den fastsatte frist (længstetiden) vil der derfor blive iværksat en ordning, der sikrer en hurtig indkaldelse til afsoning af den ubetingede frihedsstraf.

Justitsministeriet vil således instruere anklagemyndigheden om, at der gives fuldbyrdelsesordre umiddelbart efter, at der er givet ankeafkald, efter at ankefristen er udløbet eller efter, at en ankedom er afsagt. Tilsigelsesvarslet, dvs. den frist, den dømte indkaldes med, således at den pågældende kan nå at indrette sine personlige, familiemæssige og økonomiske forhold på afsoningen, vil blive afpasset med henblik på, at afsoningen af frihedsstraffen så vidt muligt kan påbegyndes 1 måned efter, at den endelige dom foreligger til fuldbyrdelse.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6.

2.3.3. Vilkår

Efter straffelovens § 63, stk. 3, er det ved dom til samfundstjeneste et obligatorisk vilkår, at den dømte undergives tilsyn i prøvetiden.

§ 63, stk. 3, giver endvidere mulighed for at fastsætte vilkår om, at den dømte undergives ambulant afvænningsbehandling for misbrug af alkohol eller narkotika eller ambulant psykiatrisk behandling.

Der er derimod efter de gældende regler ikke mulighed for, at retten som i andre betingede domme kan fastsætte andre vilkår, som findes formålstjenlige, jf. straffelovens § 57, herunder f.eks. at den dømte overholder særlige bestemmelser vedrørende opholdssted, arbejde, uddannelse m.v.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at domstolenes mulighed for i den konkrete situation at idømme samfundstjeneste ikke bør hindres unødigt. Det må undgås, at en begrænsning i de former for særvilkår, der kan knyttes til en dom til samfundstjeneste, fører til en utilsigtet indsnævring af den personkreds, over for hvilken en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste kan bruges.

Ved at gøre det muligt at knytte andre former for vilkår til en dom til samfundstjeneste vil der efter Justitsministeriets opfattelse blive mulighed for, at flere personer kan blive fundet egnet til samfundstjeneste.

Justitsministeriet foreslår derfor, at § 63, stk. 3, ændres, således at retten ud over de vilkår om afvænningsbehandling for misbrug af alkohol eller narkotika eller ambulant psykiatrisk behandling, der kan fastsættes efter de gældende regler, også kan fastsætte andre vilkår, som findes formålstjenlige.

En øget mulighed for at knytte vilkår til en dom til samfundstjeneste gør det efter Justitsministeriets opfattelse vigtigt at sikre, at sager i anledning af vilkårsovertrædelser behandles hurtigt, og at praksis med hensyn til reaktionen ved vilkårsovertrædelser er ensartet både ved kriminalforsorgen i forbindelse med påtale af vilkårsovertrædelser og ved domstolene i forbindelse med fastsættelsen af konsekvensen heraf.

2.3.4. Administrativ forlængelse af den fastsatte længstetid for arbejdspligtens opfyldelse (afviklingstiden)

I forbindelse med en dom til samfundstjeneste skal retten efter straffelovens § 63, stk. 1, fastsætte en længstetid, der udmåles i forhold til antallet af arbejdstimer, inden for hvilken den fastsatte arbejdspligt (mellem 40 og 240 timer) skal være afviklet.

I praksis forekommer det, at den dømte, f.eks. på grund af sygdom, ikke kan nå at afvikle arbejdspligten inden for den i dommen fastsatte afviklingstid. Efter de gældende regler kan retten efter anmodning forlænge afviklingstiden, jf. straffelovens § 65, jf. § 59.

Justitsministeriet finder, at det vil kunne føre til en smidigere afvikling af dommen til samfundstjeneste, hvis tilsynsmyndigheden også får mulighed for at forlænge afviklingstiden. En sådan ordning bør dog kombineres med, at den dømte kan forlange rettens prøvelse af tilsynsmyndighedens afgørelse.

Justitsministeriet foreslår derfor, at der i straffelovens § 63 indsættes et nyt stk. 2, hvorefter afviklingstiden af tilsynsmyndigheden kan forlænges, hvis særlige grunde taler derfor.

Efter forslaget kan en afgørelse om forlængelse af afviklingstiden indbringes for retten, hvis den dømte anmoder om det. Indbringelse for retten sker ved anklagemyndighedens foranstaltning. Der skal i forbindelse med en forlængelse af afviklingstiden gives den dømte vejledning om adgangen til domstolsprøvelse.

Efter straffelovens § 63, stk. 2, fastsættes der i dommen til samfundstjeneste en prøvetid, som i almindelighed svarer til længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse, men som, hvis det findes formålstjenligt, kan være længere, dog højst 2 år.

I høringssvar over et udkast til lovforslaget har flere myndigheder peget på, at det vil være uheldigt, hvis tilsynsmyndighedens mulighed for at forlænge afviklingstiden kommer til at betyde, at afviklingstiden kan blive længere end prøvetiden.

Justitsministeriet foreslår derfor, at det i forslaget til § 63, stk. 2, fastsættes, at tilsynsmyndigheden ikke kan forlænge afviklingstiden ud over prøvetiden.

Justitsministeriet foreslår endvidere, at den nugældende bestemmelse i straffelovens § 63, stk. 2 (der efter forslaget bliver stk. 3), ændres, således at der i dommen fastsættes en prøvetid på højst 2 år, dog således at prøvetiden ophører, når længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse (afviklingstiden) er udløbet, medmindre andet er bestemt i dommen.

Det forudsættes i den forbindelse, at prøvetiden, hvis den fastsættes til et kortere tidsrum end 2 år, dog fastsættes således, at der er plads til, at tilsynsmyndigheden i givet fald kan forlænge afviklingstiden.

Prøvetiden vil efter forslaget senest ophøre, når længstetiden, eventuelt efter at denne er forlænget af tilsynsmyndigheden, er udløbet.

2.3.5. Ungdomskontrakter

Ved folketingsbeslutning af 29. maj 1990 tilsluttede Folketinget sig, at der ved justitsministerens og socialministerens foranstaltning blev iværksat en forsøgsordning med ungdomskontrakter i en række udvalgte politikredse og kommuner.

En ungdomskontrakt er en aftale, hvorved den unge med forældremyndighedsindehaverens samtykke forpligter sig til at deltage i visse nærmere opregnede aktiviteter m.v. mod, at anklagemyndigheden afstår fra yderligere retsforfølgning og mod, at lovovertrædelsen ikke registreres på den unges straffeattest. I alle tilfælde fastsættes som vilkår i kontrakten, at den unge holder sig kriminalitetsfri i kontraksperioden på mellem 3 måneder og 1 år.

Forsøgsordningen blev iværksat den 1. september 1991 og afsluttet den 31. august 1993.

Justitsministeriet overvejer for tiden, hvordan ordningen med ungdomskontrakter kan videreføres og gøres landsdækkende.

En videreførelse af ordningen med ungdomskontrakter vil ikke bevirke, at betingede domme med vilkår om samfundstjeneste skal anvendes i mindre omfang. Ungdomskontrakter er et alternativ til tiltalefrafald eller eventuelt den første betingede dom, mens en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste er et alternativ til ubetinget frihedsstraf.

2.3.6. Samarbejde med andre lande om fuldbyrdelse af domme til samfundstjeneste

Folketinget har den 28. marts 1996 vedtaget et forslag til lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere, lov om international fuldbyrdelse af straf m.v., lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejeloven (international strafferet) (L 81).

Lovændringen indebærer, at det i højere grad end hidtil bliver muligt at fuldbyrde domme til samfundstjeneste afsagt i et nordisk land i et andet nordisk land.

Rammerne vil således være skabt for en større anvendelse af domme til samfundstjeneste i sager, der angår personer fra et andet nordisk land.

Der findes ingen konventioner eller lignende, der regulerer spørgsmålet om samarbejde med andre lande end de nordiske om fuldbyrdelse af domme til samfundstjeneste. Hvis der opstår behov for at overføre personer dømt til samfundstjeneste fra udlandet til fuldbyrdelse i Danmark eller fra Danmark til fuldbyrdelse i udlandet, må sådanne sager søges løst ved individuel aftale med det pågældende land.

3. Forstærket indsats mod seksualforbrydelser

3.1. Indledning

Lovforslaget omfatter endvidere initiativer med henblik på en forstærket indsats mod seksualforbrydelser, herunder navnlig seksualforbrydelser begået mod børn. Denne del af forslaget er udarbejdet i samarbejde med Sundhedsministeriet og Socialministeriet.

Der foreslås en mindre lempelse af betingelserne for anvendelse af forvaring (dvs. tidsubestemt frihedsberøvende foranstaltning) efter straffelovens § 70, jf. nedenfor pkt. 3.5.2.

I tilknytning hertil er det hensigten at iværksætte forskellige administrative foranstaltninger, herunder en forsøgsordning med behandling af personer, der har begået visse seksualforbrydelser, jf. nedenfor pkt. 3.5.3.

Også over for personer, der har begået grovere seksualforbrydelser, vil der blive tale om en øget behandlingsindsats, jf. nedenfor pkt. 3.5.4.

3.2. Gældende ret

3.2.1. Seksualforbrydelser

Straffelovens bestemmelser om seksualforbrydelser findes i straffelovens § 210 om incest og kapitel 24 (§§ 216-236) om forbrydelser mod kønssædeligheden.

For så vidt angår straffelovens § 210 om incest går strafferammen for samleje med en slægtning i nedstigende linie op til 6 års fængsel (stk. 1), mens strafferammen for samleje med en broder eller søster går op til 2 års fængsel (stk. 2). Består overtrædelsen i anden kønslig omgængelse end samleje anvendes en forholdsmæssig mindre straf (stk. 3).

I straffelovens kapitel 24 er navnlig følgende grovere seksualforbrydelser relevante i forbindelse med lovforslaget: § 216 om voldtægt (strafferammen er fængsel indtil 6 år under skærpende omstændigheder dog 10 år), § 217 om den, som skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang (strafferammen er fængsel indtil 4 år), § 222 om samleje med et barn under 15 år (strafferammen er fængsel indtil 6 år - under skærpende omstændigheder, eller hvis barnet var under 12 år, dog 10 år) og § 223, stk. 1 , om samleje med bl.a. adoptivbarn eller stedbarn under 18 år (strafferammen er fængsel indtil 4 år). Efter straffelovens § 224 finder bl.a. §§ 216, 217, 222 og 223, stk. 1, tilsvarende anvendelse ved anden kønslig omgængelse end samleje, og efter § 225 finder bestemmelserne tilsvarende anvendelse på homoseksuelle forhold.

3.2.2. Sanktionerne for seksualforbrydelser

Det er udgangspunktet, at overtrædelse af de anførte bestemmelser resulterer i en tidsbestemt fængselsstraf . Der er principielt mulighed for at idømme en betinget dom, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste, men det forekommer kun helt undtagelsesvis i sager om seksualforbrydelser.

Der er herudover mulighed for at dømme en person til psykiatrisk behandling m.v. , hvis den pågældende på gerningstidspunktet var utilregnelig (jf. nærmere straffelovens § 16, jf. § 68) eller havde andre psykiske afvigelser (jf. nærmere straffelovens § 69). Det samme gælder, hvis lovovertræderen efter gerningstidspunktet, men før dommen, kommer i en sådan tilstand (jf. straffelovens § 73).

Endelig er der mulighed for at dømme en person til forvaring (dvs. tidsubestemt frihedsberøvende foranstaltning), hvis betingelserne i straffelovens § 70 er opfyldt.

Straffelovens § 70 om forvaring har fået sin nuværende affattelse ved lov nr. 320 af 13. juni 1973, der er udarbejdet på grundlag af Straffelovrådets betænkning nr. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger (jf. navnlig s. 58-78 og 145-146). Der henvises herom til Folketingstidende 1972-73, Forhandlingerne, sp. 2085-2092, 3168-3193, 7233-7249, 7640, Tillæg A, sp. 2785-2848, og Tillæg B, sp. 2293-2298.

En af de væsentligste ændringer i 1973 i forhold til den hidtidige retstilstand var, at berigelsesforbrydelser ikke længere kan medføre forvaring.

Endvidere skete der en betydelig skærpelse af betingelserne for at idømme forvaring. I bet. 667/1972, s. 77, anføres således, at »det ved straffelovrådets forslag er tilsigtet at give forvaringen et snævert anvendelsesområde og at sikre en grundig prøvelse af dens betingelser«. Efter den hidtidige bestemmelse i straffelovens § 70, stk. 1, kunne forvaring idømmes, hvis det »af hensyn til retssikkerheden skønnes fornødent, at der anvendes andre foranstaltninger« end straf, og sikkerhed ikke kunne opnås ved mindre indgribende foranstaltninger.

Efter den nugældende bestemmelse i straffelovens § 70 kan en person dømmes til forvaring, hvis denne findes skyldig i bestemte lovovertrædelser, herunder »voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse« (kriminalitetskravet). Herudover kræves det, at det efter karakteren af lovovertrædelsen og oplysningerne om hans person, herunder navnlig om tidligere kriminalitet, må antages, at den pågældende frembyder nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed (farlighedskravet), og at anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at forebygge denne fare (nødvendighedskravet).

Om farlighedskravet anføres i bet. 667/1972, s. 77:

»Straffelovrådet har i sit udkast ... opstillet den betingelse for dom til forvaring, at der skal foreligge »nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed«. De her nævnte udtryk dækker efter rådets opfattelse de former for fare, som det kan være begrundet at forebygge gennem en sådan foranstaltning. En risiko for økonomiske krænkelser (herunder hærværk og andre fysiske angreb på fast ejendom eller løsøre) vil ikke være tilstrækkelig. Det samme gælder fare for trusler eller andre personlige forulempelser af psykologisk eller fredsforstyrrende karakter, blufærdighedskrænkelse i form af ekshibitionisme, beluring eller krænkelser af offentligretlige eller almene interesser. På den anden side må ordet »legeme« efter omstændighederne kunne fortolkes således, at bestemmelsen omfatter visse andre sædelighedsforbrydelser end dem, der indebærer legemsangreb o.l.; også brandstiftelse, sprængning, røveri, der rummer fare for enkeltpersoner, kan være omfattet af bestemmelsen om fare for andres »legeme«. Ligeledes må ordet »frihed« kunne fortolkes således, at der herved sigtes til andre krænkelser end den af § 261 omfattede frihedsberøvelse.

Bedømmelsen af, om den pågældende form for fare kan påregnes, skal efter udkastet tage hensyn til karakteren af det begåede forhold og til oplysningerne om tiltaltes »person, herunder navnlig om tidligere kriminalitet«. Der vil således ikke - modsat den nuværende ordning efter § 70, jfr. § 17 - være tale om at knytte anvendelsen af forvaring til bestemte forudsætninger med hensyn til psykisk unormalitet hos gerningsmanden. I praksis må det påregnes, at området for forvaring helt overvejende vil udgøres af tilfælde, hvor skønnet over en persons farlighed baseres på en kombination af oplysninger om hans kriminalitet og om alvorlige karaktermæssige defekter . . .'

Forarbejderne indeholder ikke fortolkningsbidrag til forståelsen af nødvendighedskravet , der imidlertid må antages at indebære, at der som udgangspunkt ikke idømmes forvaring, hvor alternativet er fængsel på livstid eller en langvarig tidsbestemt fængselsstraf, jf. Vagn Greve m.fl.: Kommenteret Straffelov. Almindelig del (5. udg. 1993), s. 274, og Knud Waaben: Strafferettens almindelige del II. Sanktionslæren (3. udg. 1993), s. 126. Det kan i den forbindelse oplyses, at en opgørelse foretaget i 1994 viste, at den gennemsnitlige faktiske opholdstid for personer idømt forvaring og løsladt siden 1984 var på 7 år og 10 måneder.

Om anvendelsen af forvaring i praksis henvises til de statistiske oplysninger gengivet nedenfor pkt. 3.4. og i bilag 2 til lovforslaget.

Efter straffelovens § 72 afgør retten ved kendelse bl.a., hvornår en dom til forvaring skal ændres eller endeligt ophæves, dvs. hvornår den dømte skal prøveudskrives eller endeligt løslades.

Både den dømte, dennes bistandsværge, anstaltsledelsen og anklagemyndigheden kan anmode retten om at ændre eller ophæve en forvaringsdom. Tages en anmodning fra bistandsværgen eller den dømte ikke til følge, kan en ny anmodning fra de pågældende ikke fremsættes, før der er forløbet et halvt år fra kendelsens afsigelse.

Anklagemyndigheden vil føre kontrol med varigheden af idømte tidsubestemte foranstaltninger, herunder domme til forvaring. Vedkommende anstalt vil i den forbindelse med jævne mellemrum afgive en udtalelse om, hvorvidt foranstaltningen bør opretholdes, ændres eller ophæves. Den indsatte bliver orienteret om den udtalelse, anstalten afgiver.

Der er således løbende kontrol med, at tidsubestemte foranstaltninger ikke udstrækkes i længere tid end nødvendigt, ligesom den dømte har mulighed for at forlange spørgsmålet om ophævelse eller ændring forelagt for retten.

3.3. Nuværende afsoningsforhold og behandlingsmuligheder

3.3.1. Tidsbestemt fængselsstraf

Antallet af personer, der er dømt for seksualforbrydelser, i kriminalforsorgens institutioner skønnes til enhver tid at ligge omkring 100, hvoraf 10-20 er idømt forvaring. Ca. halvdelen af disse 100 personer - herunder næsten alle de forvaringsdømte - afsoner deres straf i Anstalten ved Herstedvester, hvor de kan modtage behandling, jf. herom nedenfor pkt. 3.3.2.

De øvrige personer er enten ikke skønnet at have behov for eller være motiveret for behandling, eller deres kriminalitet er af mindre alvorlig karakter, således at de efter de gældende administrative forskrifter afsoner deres straf i åbent fængsel. Ved de seneste opgørelser har der været mellem 30 og 50 personer, der er dømt for seksualforbrydelser, i kriminalforsorgens åbne anstalter. Herudover afsoner et mindre antal personer deres straf i de lukkede fængsler eller arresthusene. En del af disse er anbragt her for at få beskyttelse, da denne gruppe af indsatte på grund af karakteren af deres kriminalitet ofte udsættes for vold, trusler eller chikane fra medindsatte.

De personer, der er indsat i åbne fængsler, afsoner domme på mellem tre måneder og tre år, enkelte op til fire år. Der findes i dag stort set ikke specifikke behandlingstilbud til denne gruppe indsatte.

3.3.2. Forvaring (Anstalten ved Herstedvester)

Mænd, der er idømt forvaring, anbringes i Anstalten ved Herstedvester eller eventuelt i lukket fængsel, jf. § 5 i cirkulære nr. 122 af 29. august 1983 om anbringelse af personer, der er idømt frihedsstraf eller forvaring, og om overførsel af indsatte mellem kriminalforsorgens institutioner. Afgørelsen om anbringelsessted for kvinder, der er idømt forvaring, træffes efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, jf. cirkulærets § 7, stk. 4. I praksis er alle forvaringsdømte mænd, og næsten alle er anbragt i Anstalten ved Herstedvester.

I Anstalten i Herstedvester anbringes i øvrigt personer idømt almindelig tidsbestemt fængselsstraf, hvis de pågældende skønnes at have særligt behov for psykiatrisk behandling, jf. cirkulærets § 4, stk. 3.

Siden 1935 har Anstalten ved Herstedvester haft tradition for behandling af personer, der har begået seksualforbrydelser. Oprindeligt bestod behandlingen bl.a. i kirurgisk kastration selv i mindre alvorlige tilfælde, men fra 1960'erne blev behandlingen ændret til en medicinsk, kønsdriftsdæmpende behandling (»medicinsk kastration«), som havde mindre alvorlige konsekvenser for de indsatte. Da det viste sig, at behandlingen på længere sigt ikke havde den ønskede virkning, lykkedes det imidlertid i løbet af 1980'erne i samarbejde med Rigshospitalet at finde frem til en ændret medicinsk behandling suppleret med støttende samtaler.

Behandlingen i Anstalten ved Herstedvester af personer, der har begået seksualforbrydelser, består i dag af individuel samtaleterapi, eventuelt suppleret med medicinsk, kønsdriftsdæmpende behandling eller medicinsk behandling af psykiske lidelser.

Samtaleterapien tilrettelægges individuelt efter den enkelte indsatte. Den varierer meget i intensitet og hyppighed og kan bestå i traditionel psykoterapi, hvor den indsatte har en indre konflikt, der kan løses ved bearbejdning, eller i støttende psykoterapi, hvor den indsatte har en udviklingsforstyrrelse, der er forårsaget af en defekt, som den indsatte først skal erkende og siden hjælpes til at forholde sig til. I de alvorligste tilfælde medfører en sådan defekt, at den indsatte ikke kan begå sig på fri fod uden, at den pågældende er i vedvarende kønsdriftsdæmpende behandling (»medicinsk kastration«).

Behandlingen er i overensstemmelse med almindelige lægeetiske regler frivillig, ligesom de indsatte har krav på løbende information om behandlingen, herunder om en eventuel risiko for bivirkninger. Behandlingen er således frivillig, men det forekommer, at indsatte bliver orienteret om, at prøveudskrivning fra forvaring eller prøveløsladelse fra en tidsbestemt straf af anstalten anses for utilrådelig, hvis den pågældende ikke i prøvetiden fortsætter en påbegyndt psykiatrisk-sexologisk behandling, herunder med kønsdriftsdæmpende medicin. Ønsker den pågældende ikke at acceptere et sådant vilkår, vil det normalt føre til, at prøveudskrivning eller prøveløsladelse ikke finder sted. Det er anstaltens erfaring, at navnlig personer, der er idømt en tidsbestemt fængselsstraf, undertiden modsætter sig behandling i anstalten og i stedet vælger at afsone den fulde straf uden prøveløsladelse - og uden behandling.

Siden 1989 har 23 personer, der er dømt for seksualforbrydelser, fået kønsdriftsdæmpende behandling og samtaleterapi på anstalten og fortsat denne behandling efter løsladelse. Selv om det har drejet sig om de mest farlige kriminelle, har de pågældende ikke på nuværende tidspunkt begået nye seksualforbrydelser.

3.4. Statistiske oplysninger

I forbindelse med Justitsministeriets besvarelse af et spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg har Rigsadvokaten i september 1995 opgjort, at anklagemyndigheden fra 1985 og frem til opgørelsestidspunktet i 40 straffesager (alle mod mænd) har nedlagt påstand om dom til forvaring. De to af sagerne var endnu ikke endeligt afgjort, idet de domfældte havde anket sanktionsfastsættelsen til Højesteret.

I 29 af sagerne er anklagemyndighedens påstand om forvaring taget til følge af domstolene. Fem af de 29 domme om forvaring drejer sig om seksuelle overgreb mod børn under 15 år. Fire af de fem domfældte var tidligere straffet flere gange for seksuelle overgreb mod børn. Ud af de resterende 24 domme om forvaring vedrørte 14 af disse hovedsageligt voldtægt eller forsøg på voldtægt.

Ingen af de 11 straffesager, der resulterede i tidsbestemte straffe, vedrørte seksuelle overgreb mod børn.

Herudover har Rigspolitichefen i oktober 1995 på grundlag af Kriminalregistret foretaget en recidivundersøgelse, dvs. en undersøgelse af, hvor ofte det sker, at en person, der er dømt for en grov seksualforbrydelse, begår ny lignende kriminalitet. Det er endvidere undersøgt, i hvilket omfang de pågældende idømmes almindelig tidsbestemt fængselsstraf, anbringelses- eller behandlingsdom (jf. straffelovens §§ 68-69) eller forvaring (jf. straffelovens § 70).

Resultaterne af undersøgelsen er gengivet i skemaform i bilag 2 til lovforslaget. I det følgende redegøres for nogle få hovedtræk af undersøgelsen.

Af de 1882 personer, der omfattes af recidivundersøgelsen, har ca. 88 pct. kun en dom for en grov seksualforbrydelse, ca. 8 pct. har to domme, ca. 2 pct. har tre domme, ca. 1 pct. har fire domme, og 3 personer (ca. 0,2 pct.) har over fire domme.

Af de personer, der er omfattet af undersøgelsen, er 962 dømt en eller flere gange for overtrædelse af straffelovens § 222, evt. jf. §§ 224 eller 225, om samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje med børn under 15 år. Heraf har 92 pct. kun en dom for seksuelt misbrug af mindreårige, ca. 6 pct. har to domme, ca. 1 pct. har tre domme, ca. 0,6 pct. har fire domme og 1 person (0,1 pct.) har over fire domme.

Undersøgelsen viser i øvrigt, at langt den overvejende del af de 1882 personer, der er dømt for en grov seksualforbrydelse, får en almindelig, tidsbestemt fængselsstraf. En mindre del af de dømte er fundet psykisk afvigende og idømt en anbringelses- eller behandlingsdom, mens kun meget få personer er idømt forvaring.

Ved førstegangsdomme for grove seksualforbrydelser er ca. 88 pct. idømt fængsel, ca. 11 pct. idømt en anbringelses- eller behandlingsdom, mens kun to personer (ca. 0,1 pct.) er dømt til forvaring. For personer, der dømmes for anden gang for en grov seksualforbrydelse, er de tilsvarende tal henholdsvis ca. 83 pct., ca. 14 pct. og ca. 3 pct., mens fordelingen ved tredjegangsdomme er følgende: ca. 79 pct., ca. 15 pct. og ca. 6 pct. Særligt for så vidt angår anvendelsen af forvaring bemærkes, at det ikke af undersøgelsen fremgår, i hvilket omfang de undersøgte personer tidligere er dømt for anden personfarlig kriminalitet (f.eks. brandstiftelse, drab eller grov vold), der efter straffelovens § 70, nr. 1, kan medføre forvaring.

3.5. Justitsministeriets overvejelser

3.5.1. Generelle synspunkter

Efter Justitsministeriets opfattelse er der behov for en forstærket indsats mod seksualforbrydelser, herunder navnlig seksualforbrydelser mod børn.

Der er voksende enighed om, at personlighedsmæssige forstyrrelser og seksuelle afvigelser for så vidt angår seksualforbrydelser indgår som meget væsentlige faktorer i både førstegangskriminalitet og tilbagefald (recidiv) til lignende kriminalitet.

Et centralt element i indsatsen bør derfor være en øget behandlingsindsats over for personer, der begår seksualforbrydelser, for at forebygge denne særlige kriminalitet og påvirke allerede dømte personer til ikke at begå ny lignende kriminalitet. En øget behandlingsindsats giver også mulighed for, at myndighederne kan opbygge en generel viden om og forståelse af baggrunden for seksualforbrydelser, der kan medvirke til at forebygge førstegangskriminalitet.

Justitsministeriet vil således følge udviklingen på området, herunder erfaringerne med de foreslåede initiativer, og i den forbindelse være opmærksom på, om der bør iværksættes forskningsprojekter, der nærmere kan belyse mulighederne for at forebygge kriminalitet af denne art.

De personer, der er dømt for seksualforbrydelser, er dømt for kriminalitet af meget varierende karakter og grovhed fra blufærdighedskrænkelse uden fysisk kontakt (f.eks. blottere) til seksuelt misbrug af børn og voldtægt. Der må tages højde for denne forskellighed, ikke kun ved fastlæggelsen af indholdet af behandlingen, men også ved valget af institutionsmæssige rammer for behandlingen.

3.5.2. Forvaring

Anvendelse af den tidsubestemte foranstaltning forvaring kommer på tale ved grove seksualforbrydelser som middel til at forebygge alvorlige krænkelser af andre mennesker. Der er ved lovændringen i 1973 sat snævre grænser for denne foranstaltning, bl.a. fordi det er en stor belastning for den dømte ikke at vide, på hvilket tidspunkt der kan forventes løsladelse. Gennemsnitlig idømmes årligt kun 2-3 personer forvaring.

Da der ikke er - og af etiske grunde heller ikke bør være - mulighed for tvungen behandling af personer, der ikke er sindssyge og dermed ude af stand til at handle fornuftsmæssigt, må man i anstalten af og til løslade indsatte med tidsbestemte straffe uden at have været i stand til at iværksætte en behandling af disse personer.

Erfaringen viser, at indsattes villighed til at indgå i en behandling ofte er begrundet i ønsket om at opnå forskellige frihedsgoder, herunder prøveudskrivning fra forvaring. Ved denne tidsubestemte foranstaltning ligger tilskyndelsen til at lade sig behandle i, at behandling kan være en forudsætning for at opnå prøveudskrivning. Der er endvidere i forbindelse med prøveudskrivning fra forvaring i princippet mulighed for at fastsætte vilkår om tidsubestemt tilsyn og om at fortsætte en påbegyndt psykiatrisk behandling eventuelt kombineret med kønsdriftsdæmpende medicin. Dette kan være nødvendigt, da medicinsk, kønsdriftsdæmpende behandling (»medicinsk kastration«) ikke har en egentlig langtidsvirkning, men skal fortsættes for at være effektiv.

Ved de grove seksualforbrydelser vil det derfor efter Justitsministeriets opfattelse være rimeligt at anvende forvaring i lidt videre omfang end hidtil over for personer, hvor behandling skønnes at kunne forhindre yderligere kriminalitet af denne art. Der foreslås derfor en mindre lempelse af betingelserne i straffelovens § 70 for anvendelse af forvaring ved disse lovovertrædelser.

Der henvises herom nærmere til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 7 og 8.

Det tilføjes, at kriminalforsorgen løbende vil følge behandlingen og være opmærksom på eventuelle langtidsvirkninger af de medicinpræparater, der anvendes i forbindelse med kønsdriftsdæmpende behandling.

Justitsministeriet er opmærksom på den belastning, der er forbundet med, at en dom til forvaring indebærer, at frihedsberøvelsen er tidsubestemt. Dette forhold må imidlertid afvejes over for hensynet til at forhindre fremtidige forbrydelser af lignende karakter. Under hensyn til, at der alene er tale om en mindre lempelse af betingelserne for anvendelse af forvaring, finder Justitsministeriet den foreslåede ordning forsvarlig. Hertil kommer, at det forhold, at den dømte indgår på behandling, kan medføre, at den pågældende på et (langt) tidligere tidspunkt end ellers kan blive prøveudskrevet. Og anklagemyndigheden vil føre løbende tilsyn med, om der er grundlag for at ophæve eller ændre en dom til forvaring.

3.5.3. Forsøgsordning med behandling af personer, der har begået seksualforbrydelser

3.5.3.1. I tilknytning til ændringen af straffelovens § 70, der berører de groveste seksualforbrydelser, er det hensigten at gennemføre en forsøgsordning med anvendelse af behandling som alternativ til frihedsstraf for visse seksualforbrydelser.

Navnlig for så vidt angår incestkriminelle har behovet for behandling frem for straf været påpeget, også af hensyn til ofret og den øvrige familie. Denne gruppe omfatter de egentlige incestkriminelle, der har overtrådt straffelovens § 210 , og personer, der har begået »adoptiv- eller stedbarnsincest« og dermed overtrådt straffelovens § 223, stk. 1 , jf. om disse bestemmelser ovenfor pkt. 3.2.1.

I perioden 1988-1994 er gennemsnitligt 13 personer årligt idømt ubetinget fængsel for incest. Størstedelen af disse personer afsoner deres straf i et åbent fængsel, hvor der stort set ikke findes behandlingstilbud, jf. ovenfor i afsnit 3.1. Enkelte afsoner dog deres straf i Anstalten ved Herstedvester, som tilbyder behandling til personer, der har begået seksualforbrydelser, jf. ovenfor pkt. 3.3.2.

Også personer, der har begået andre seksualforbrydelser end incest, uden at forholdet omfatter vold eller ulovlig tvang, kan indgå i forsøgsordningen. Denne gruppe omfatter navnlig personer, der har

- begået grovere former for blufærdighedskrænkelse, jf. straffelovens § 232 ,

- haft samleje med et barn under 18 år, der er den pågældendes plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, jf. straffelovens § 223, stk. 1 , eller

- haft samleje med en person, der er indsat eller anbragt i et fængsel, en børne- og ungdomsinstitution, et psykiatrisk hospital, en institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller lignende, jf. straffelovens § 219.

Forsøgsordningen forudsættes i almindelighed alene at komme på tale som alternativ til ubetinget fængselsstraf på fra 4-6 måneder og op til omkring1 1/2 år.

3.5.3.2. Forsøgsordningen tænkes gennemført på grundlag af de gældende regler i straffeloven om betingede domme i lighed med den forsøgsordning, der er iværksat for kriminelle stofmisbrugere i henhold til folketingsbeslutning nr. B 46 af 28. marts 1995. Der henvises herom til Folketingstidende 1994-95, Forhandlingerne, s. 2540, 2940-2951, 4301-4302, Tillæg A, s. 1999-2033, og Tillæg B, s. 325-328.

En betinget dom med vilkår om behandling under forsøgsordningen vil forudsætte, at den kriminelle efter en individuel vurdering findes egnet og motiveret til at gennemføre vilkåret. Der skal oprettes et visitationsudvalg bestående af repræsentanter for behandlingsinstitutionerne (jf. herom nedenfor i afsnit 3.5.3.3.) og kriminalforsorgen. Visitationsudvalget skal foretage en nærmere vurdering af den kriminelles egnethed og motivering til at indgå i et behandlingsforløb på grundlag af en indhentet mentalerklæring, jf. retsplejelovens § 809. Visitationsudvalgets indstilling til brug for rettens behandling af straffesagen skal indeholde en individuel behandlingsplan.

Spørgsmålet om behandling i stedet for straf vil i reglen blive rejst af anklagemyndigheden, kriminalforsorgen eller forsvareren. I praksis vil det formentlig være det almindeligste, at politiet retter henvendelse til kriminalforsorgen, der herefter tager initiativ til, at sagen behandles i visitationsudvalget.

At forsøgsordningen gennemføres inden for rammerne af straffelovens regler om betingede domme indebærer, at domstolene vil have valget mellem de to former for betinget dom, der er mulighed for efter straffelovens § 56, stk. 1 og 2. Der kan således idømmes en betinget dom, i hvilken størrelsen af en forskyldt straf ikke er fastsat (stk. 1) eller en betinget dom, hvor den forskyldte straf er udmålt (stk. 2). Om den ene eller anden domsform skal foretrækkes i tilfælde, der er omfattet af ordningen, afhænger af en konkret vurdering.

Anvendelse af straffelovens regler om betingede domme indebærer også, at enhver dom om behandling skal betinges af, at den dømte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden, jf. straffelovens § 56, stk. 3. Dette vilkår er obligatorisk og kan således ikke fraviges i det enkelte tilfælde. Endvidere bør der altid som grundlag for kriminalforsorgens kontrolmuligheder fastsættes vilkår om tilsyn af kriminalforsorgen, jf. straffelovens § 57, stk. 1, 1. pkt., og § 59, stk. 1. En betinget dom om behandling vil desuden skulle indeholde et vilkår om, at den dømte bliver undergivet psykiatrisk-sexologisk behandling, jf. straffelovens § 57, stk. 1, 2. pkt., hvorefter der kan fastsættes vilkår om ophold i egnet hjem eller institution (nr. 2) og om psykiatrisk behandling (nr. 5).

Hvor generalpræventive grunde undtagelsesvis taler for det, vil det være muligt at afsige en delvis betinget dom (kombinationsdom) i medfør af straffelovens § 58.

I den betingede dom med vilkår om behandling skal længden af behandlingsperioden fastsættes. Et behandlingsforløb forudsættes at vare mindst to år og vil typisk består af tre faser:

1) Et indledende ophold af 3-6 måneders i en af kriminalforsorgens pensioner eller eventuelt i en (amts)kommunal institution. Ved en kombinationsdom vil institutionsopholdet blive erstattet af et fængselsophold, hvor den ubetingede del af straffen afsones. I denne periode iværksættes behandlingen.

2) Ambulant behandling i ca. 1 år på en af behandlingsinstitutionerne, jf. nedenfor i afsnit 5.3.3.

3) Tilsyn af kriminalforsorgen i yderligere 1/2 år eventuelt med betinget vilkår om behandling (dvs. vilkår om behandling, hvis kriminalforsorgen bestemmer det).

Ophold i kriminalforsorgens pensioner i fase 1 kan ske på »almindelige vilkår« eller »fængselsvilkår«.

De såkaldte »fængselsvilkår« begrænser den dømtes færden på samme måde som i et åbent fængsel. Det indebærer, at den dømte skal opholde sig på pensionen bortset fra aftalt fravær, hvilket kan begrænse sig til enkelte udgange f.eks. til behandling. Orlovsordningerne er i øvrigt de samme som i et fængsel.

Ophold på »almindelige vilkår« indebærer, at den dømte skal undergive sig de begrænsninger med hensyn til færden m.v., der er fastsat af de enkelte pensioner i husordenen m.v.

Det forudsættes, at forsøgsordningen tilrettelægges således, at det indledende ophold af 3-6 måneders varighed på en pension under kriminalforsorgen som udgangspunkt sker på »fængselsvilkår«. Dette ophold vil således indeholde elementer af den angivne frihedsberøvende karakter.

Ud over vilkår skal der i den betingede dom også fastsættes prøvetid og tilsynstid . Det forventes, at prøvetid og tilsynstid som udgangspunkt fastsættes til en periode svarende til varigheden af det tilbudte behandlingsprogram. Hvis det skønnes formålstjenligt, kan prøvetiden og tilsynstiden fastsættes til en længere periode, dog højst tre år i alt.

Kriminalforsorgen skal i samarbejde med den ansvarlige behandlingsinstitution føre tilsyn med, at behandlingen gennemføres i overensstemmelse med de trufne bestemmelser. Det forudsættes, at der reageres hurtigt og mærkbart på overtrædelser af vilkår . Det er retten, der træffer bestemmelse om følgerne af, at et vilkår er overtrådt, jf. straffelovens § 61 (om nyt strafbart forhold) og § 60 (om overtrædelse af vilkår efter § 57).

3.5.3.3. Som led i forsøgsordningen vil der blive etableret et landsdækkende behandlingsnetværk bestående af 3 klinikker placeret ved Rigshospitalet (Sexologisk Klinik), Psykiatrisk Hospital i Århus (Retspsykiatrisk Afdeling) og på Odense Universitetshospital (Psykoterapeutisk Afdeling).

Behandlingen skal på disse behandlingsinstitutioner varetages af sexologisk specialsagkyndige, idet der ofte er tale om psykiske problemer, som kræver en særlig psykiatrisk-sexologisk behandling.

Sexologisk Klinik på Rigshospitalet forudsættes at koordinere behandlingsindsatsen og varetage en central rolle i forbindelse med uddannelse og overvågning (supervision).

3.5.3.4. Den nærmere tilrettelæggelse af forsøgsordningen inden for de ovenfor beskrevne rammer vil inden iværksættelsen blive drøftet nærmere i en arbejdsgruppe med deltagelse af de relevante statslige og kommunale myndigheder.

Det vil heri også indgå, at der bør være mulighed for en koordinering mellem kriminalforsorgen og behandlingsinstitutioner og de kommunale myndigheder med hensyn til eventuelle sociale foranstaltninger, herunder f.eks. bistand til en incestdømts barn og øvrige familie i anledning af incestforhold.

Forsøgsordningen forventes at kunne iværksættes i begyndelsen af 1997, og den forudsættes at strække sig over mindst tre år. Der vil blive gennemført løbende og systematiske undersøgelser af forsøgsordningens anvendelse og forløb med henblik på en vurdering af, om ordningen bør gøres permanent.

3.5.4. Afsoning og behandling ved tidsbestemt fængselsstraf

Af de personer, der i dag idømmes en sædvanlig, tidsbestemt fængselsstraf, vil en del blive omfattet af den foreslåede forsøgsordning med behandling af personer, der har begået visse mindre grove seksualforbrydelser, jf. ovenfor i afsnit 5.3., mens en (lille) del vil blive idømt forvaring og i den forbindelse søgt behandlet på Anstalten ved Herstedvester, jf. ovenfor pkt. 3.5.2.

Også for de øvrige personer, der dømmes for en seksualforbrydelse, er der imidlertid behov for at iværksætte en målrettet behandlingsindsats.

For at sikre den bedst mulige placering og behandling af disse personer er det hensigten at etablere en visitationsordning for alle personer, der er idømt en tidsbestemt fængselsstraf for seksualforbrydelser.

Det er hensigten at etablere ordningen under Anstalten ved Herstedvester, hvor der oprettes en visitations- og observationsafdeling. I en sådan afdeling vil personer, der er idømt en tidsbestemt frihedsstraf for seksualforbrydelser - og som i dag derfor anbringes i åbent eller lukket fængsel uden behandlingsmuligheder - kunne anbringes som en indledning på afsoningen. Under anbringelsen kan behandlingspersonalet i anstalten vurdere den indsatte med henblik på at afdække et eventuelt behandlingsbehov og på baggrund heraf rådgive Direktoratet for Kriminalforsorgen om, hvor den pågældende bør anbringes. Det forudsættes, at opholdet i visitationsafdelingen bliver kortvarigt, normalt 2-4 uger.

Anbringelsen forudsættes herudover typisk som hidtil at ske i åbent eller lukket fængsel, normalt det fængsel, som ligger nærmest den dømtes bopæl i overensstemmelse med det almindelige geografiske nærhedsprincip.

For de indsatte, der skønnes at have behov og at være motiveret for behandling, forudsættes der etableret mulighed for dette gennem et samarbejde med de 3 klinikker i det landsdækkende behandlingsnetværk, jf. ovenfor pkt. 3.5.3.3., efter drøftelse i den arbejdsgruppe, der skal tilrettelægge forsøgsordningen, jf. ovenfor pkt. 3.5.3.4.

I det omfang det er forsvarligt og praktisk muligt, vil den indsatte kunne deltage i ambulant behandling i forbindelse med udgang fra fængslet. Herudover vil der eventuelt være mulighed for at træffe bestemmelse om overførsel i medfør af straffelovens § 49, stk. 2, til en af kriminalforsorgens pensioner eller en kommunal institution på vilkår af, at den dømte deltager i ambulant behandling på en behandlingsinstitution. Endelig bør der være mulighed for - hvis der er behov for det - i forbindelse med prøveløsladelse at fastsætte vilkår om fortsat behandling.

Visitations- og observationsafdelingen i Anstalten ved Herstedvester skal have en kapacitet på 5-10 pladser. Afdelingens fængselsfunktionærer bør gennemgå en efteruddannelse, som gør dem særligt egnede til i samarbejde med behandlingspersonalet på anstalten at tage sig af personer, der er dømt for seksualforbrydelser.

Med henblik på at undgå misbrug i forbindelse med de foreslåede ambulante behandlingstilbud er det en afgørende forudsætning, at der etableres et tæt og formaliseret samarbejde mellem vedkommende afsoningsinstitution og behandlingsinstitutionen. Der skal så ledes i nødvendigt omfang kunne udveksles oplysninger, hvis den dømte i behandlingsforløbet viser tegn på farlighed eller misbrug, der kan føre til ny kriminalitet. Et sådant samarbejde kendes i dag mellem de psykiatriske afdelinger og kriminalforsorgen i frihed omkring psykisk syge personer, der er dømt til behandling i medfør af straffelovens §§ 68-69.

Som anført ovenfor under pkt. 3.3.2. er det erfaringen i Anstalten ved Herstedvester, at navnlig personer, der er idømt en tidsbestemt fængselsstraf, undertiden modsætter sig behandling i anstalten, selv om det har den følge, at de ikke prøveløslades, men må afsone den fulde straf. Justitsministeriet forudsætter, at der ved seksualforbrydelser i højere grad end sædvanligt gives afslag på prøveløsladelse, hvis den kriminelle ikke accepterer et relevant vilkår om i prøvetiden at fortsætte en påbegyndt psykiatrisk behandling eventuelt kombineret med kønsdriftsdæmpende medicin.

4. Sproglig modernisering af straffelovens § 16 og § 68 m.v.

4.1. Indledning

Formålet med lovforslagets § 1, nr. 2, 7 og 10-14, § 2, nr. 1, og § 3 er at gennemføre en sproglig modernisering af straffelovens §§ 16 og 68 om »åndssvage« lovovertrædere samt de dertil knyttede bestemmelser i retsplejelovens § 809, stk. 2, om indlæggelse til mentalundersøgelse på »åndssvageanstalt« og § 6, stk. 1, i loven om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v. vedrørende pligten til at modtage og føre tilsyn med »åndssvage« lovovertrædere på de amtskommunale institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap. Endvidere foreslås ændring af bestemmelserne i straffelovens § 218, stk. 1, § 219, § 236, stk. 1, § 254 og § 261, stk. 2, der benytter begrebet »åndssvag«, »åndssvageanstalt« eller lignende.

Spørgsmålet om en sproglig modernisering af straffelovens § 16 og § 68 har bl.a. været rejst af Folketingets Retsudvalg, jf. udvalgets spørgsmål nr. 237 (alm. del - bilag 476) i folketingsåret 1994-95.

Med lovforslaget tilsigtes ingen ændring af de pågældende bestemmelsers hidtidige anvendelsesområde.

4.2. Gældende ret

4.2.1. Efter straffelovens § 16, stk. 1, straffes personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af åndssvaghed i højere grad, ikke. Personer, der befandt sig i en tilstand af åndssvaghed i lettere grad eller i en tilstand, som ganske må ligestilles med åndssvaghed, straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf, jf. straffelovens § 16, stk. 2.

Hvis der statueres straffrihed i medfør af § 16, frifindes tiltalte for straf. Dette er imidlertid kun undtagelsesvis ensbetydende med, at der ikke fastsættes en reaktion i anledning af lovovertrædelsen. Efter straffelovens § 68 kan retten således træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Såfremt mindre indgribende foranstaltninger som tilsyn, bestemmelser vedrørende opholdssted eller arbejde, afvænningsbehandling, psykiatrisk behandling m.v. ikke findes tilstrækkelige, kan det bestemmes, at den pågældende skal anbringes i institution for åndssvage eller under åndssvageforsorg eller i egnet hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg, jf. § 68, 2. pkt.

Om reaktionen ved andre psykiske afvigelser end de i § 16 omhandlede, f.eks. over for sinker, henvises til straffelovens § 69. Efter denne bestemmelse kan retten, såfremt det findes formålstjenligt, i stedet for at idømme straf træffe bestemmelse om foranstaltninger som nævnt i § 68, 2. pkt., i tilfælde, hvor gerningsmanden ved den strafbare handlings foretagelse befandt sig i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er af den i § 16 nævnte beskaffenhed.

4.2.2. Ved lov nr. 258 af 8. juni 1978 om ændring af lov om social bistand med flere love (Særforsorgens udlægning m.v.) ophævedes med virkning fra den 1. januar 1980 den særlige lovgivning om forsorgen for åndssvage og andre svagt begavede. Samtidig blev denne forsorg ved lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v. (udlægningsloven) lagt ud til kommunerne, amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommuner. Herefter er den pågældende persongruppe omfattet af de almindelige regler i bistandsloven.

Efter bistandslovens § 112 har amtskommunen pligt til at sørge for, at der er det nødvendige antal pladser for voksne, der på grund af et vidtgående fysisk eller psykisk handicap har et særligt behov for pleje, behandling m.v. For så vidt angår åndssvage lovovertrædere, suppleres denne bestemmelse af udlægningslovens § 6, hvorefter amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner har pligt til på disses institutioner for personer med vidtgående fysiske og psykiske handicap at modtage og føre tilsyn med personer, der efter retskendelse skal underkastes mentalundersøgelse eller i henhold til dom, kendelse eller vilkår for tiltalefrafald eller prøveløsladelse skal anbringes i institution for åndssvage eller undergives åndssvageforsorg.

Om amtskommunernes modtagepligt henvises endvidere til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 567 af 21. december 1979 om pligt til at modtage åndssvage lovovertrædere på bistandslovens døgninstitutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap under amtskommunerne samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger. Hertil føjes reglerne i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 568 af samme dato med senere ændringer om magtanvendelse m.v. i institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.

Den sociale lovgivning, der har været gældende siden 1980, har givet anledning til en vis tilpasning af anklagemyndighedens påstand i sager mod åndssvage lovovertrædere til de gældende socialretlige regler, jf. herved Anklagemyndighedens Årsberetning 1990 s. 112 ff. F.eks. formuleres en påstand om anbringelse i institution som påstand om »anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap«. Som et andet eksempel kan nævnes en påstand om tilsyn med mulighed for administrativ bestemmelse om anbringelse på institution. En sådan påstand formuleres som påstand om »tilsyn af amtskommunen/Københavns eller Frederiksberg kommune vedrørende personer med vidtgående psykiske handicap, således at vedkommende efterkommer tilsynsmyndighedens bestemmelse om ophold og arbejde, og således at der af tilsynsmyndigheden kan træffes bestemmelse om anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap.«

Det ses endvidere i retspraksis, at formuleringen af afgørelser om foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68, 2. pkt., tilpasses den ændrede terminologi. Til illustration kan i den forbindelse henvises til dommen, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1994, side 685, hvor den tiltalte blev dømt til anbringelse »i institution for personer med vidtgående psykiske handicap«.

4.3. Betænkningen om foranstaltninger over for åndssvage og andre svagt begavede lovovertrædere

I betænkning nr. 955/1982 om foranstaltninger over for åndssvage og andre svagt begavede lovovertrædere blev det overvejet, om anvendelsen af udtrykkene » åndssvaghed«, jf. straffelovens § 16, og »institution for åndssvage« samt »åndssvageforsorg«, jf. straffelovens § 68, 2. pkt., kan anses for hensigtsmæssig efter ophævelsen af den særlige lovgivning om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagt begavede. Der henvises til betænkningen s. 73 ff. og s. 101 ff.

Af betænkningen fremgår, at et flertal ikke fandt grundlag for at foreslå, at udtrykket »åndssvaghed« udgår af straffelovens § 16. Flertallet henviste - bl.a. på baggrund af Retslægerådets vurdering - til, at begrebet »åndssvaghed« fortsat er egnet til at bidrage til en afgrænsning af en persongruppe, som på grund af psykisk afvigelse bør fritages for straf. Flertallet fremhævede i den forbindelse, at de i straffeloven anvendte betegnelser samtidig udgør en barriere mod anvendelsen af tidsubestemte retsfølger over for grupper af svagt begavede lovovertrædere (sinker), som der var enighed om at holde uden for reglerne om straffrihed og særforanstaltninger.

Flertallet gav udtryk for, at terminologien i straffelovens § 68 bør ændres, således at udtrykket »åndssvageforsorg« og eventuelt tillige » institution for åndssvage« udgår. Der var imidlertid enighed om, at det ikke gør nogen retlig forskel, om sidstnævnte udtryk bibeholdes eller ej, da domstolene ikke kan antages at være bundet til at anvende netop de udtryk, som straffelovens § 68 indeholder.

4.4. Retslægerådets udtalelse

Da den under pkt. 4.3. nævnte betænkning er fra 1982, har Justitsministeriet anmodet Retslægerådet om en udtalelse om, hvorvidt den opfattelse, som rådet gav udtryk for i betænkningen, fortsat er gældende.

Retslægerådet har udtalt, at begrebet »åndssvag« fortsat er egnet til at danne udgangspunkt for afgrænsningen af den persongruppe, der er omfattet af straffelovens § 16, og som er præget af en medfødt eller tidligt erhvervet defekt, i første række af de pågældendes intellektuelle formåen. Rådet peger dog i den forbindelse på, at FN's sundhedsorganisation (World Health Organization (WHO)) også anvender betegnelsen »mental retardering«.

Det er Retslægerådets opfattelse, at betegnelserne »åndssvaghed« og »mental retardering« er synonymer og vil kunne erstatte hinanden. WHO's klassifikationssystem inddeler mental retardering i fire grader: lettere grad, middelsvær grad, sværere grad og sværeste grad. At være mentalt retarderet i »lettere grad« svarer ifølge Retslægerådet til tilstanden »åndssvaghed i lettere grad«, jf. straffelovens § 16, stk. 2. At være mentalt retarderet i »middelsvær, sværere eller sværeste grad« svarer til tilstanden »åndssvaghed i højere grad«, jf. straffelovens § 16, stk. 1. Personer, der tilhører sinkegruppen, er ikke klassificerede i den del af klassifikationssystemet, der vedrører de psykiske lidelser og forstyrrelser, og således heller ikke under »mental retardering«. At være »sinke« er ikke opfattet som en egentlig psykisk lidelse, hvilket ifølge Retslægerådet er i overensstemmelse med dansk tradition, hvorefter denne gruppe er holdt uden for reglerne om straffrihed og særbehandling.

Retslægerådet har også overvejet, om betegnelsen »person med vidtgående psykisk handicap« kan erstatte udtrykket »åndssvaghed«. Denne betegnelse kan imidlertid også omfatte sinker, og det er derfor Retslægerådets opfattelse, at den pågældende betegnelse ikke vil være egnet til at afgrænse den gruppe, over for hvilken en særforanstaltning må anbefales.

4.5. Justitsministeriets overvejelser

Som det fremgår af pkt. 4.2.2. ovenfor, er udtrykket »åndssvageforsorg« udgået af den sociale lovgivning i forbindelse med ophævelsen af den særlige lovgivning om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagt begavede i 1980.

Endvidere er udtrykket »åndssvag« mange steder i den sociale lovgivning erstattet med udtrykket »personer med vidtgående psykiske handicap«. I den forbindelse er der såvel i anklagemyndighedens praksis som i retspraksis sket en vis tilpasning af formuleringen af foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68, 2. pkt., over for denne gruppe af lovovertrædere til de gældende socialretlige regler. Også i anden lovgivning anvendes andre udtryk end ordet »åndssvag«, herunder f.eks. »hæmmet psykisk udvikling«.

Justitsministeriet finder, at der bør gennemføres en lignende tilpasning af terminologien i straffelovens §§ 16 og 68 om åndssvage lovovertrædere.

Det er i nogle høringssvar over et udkast til lovforslaget anført, at det foretrækkes at anvende udtrykket »udviklingshæmning«.

Sinkegruppen bør imidlertid fortsat holdes uden for reglerne om straffrihed og særbehandling, og udtrykket »udviklingshæmning« er derfor ikke et egnet kriterium som erstatning for »åndssvaghed« i straffelovens § 16. Det samme gælder for udtrykket »person med vidtgående psykisk handicap«.

Det foreslås på denne baggrund, at udtrykket »åndssvaghed« i straffelovens § 16 erstattes med betegnelsen »mental retardering«.

Endvidere foreslås udtrykket »i institution for åndssvage eller under åndssvageforsorg« i straffelovens § 68, 2. pkt., ændret til »i institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for administrativ anbringelse«. I den forbindelse foreslås en tilsvarende sproglig ændring af bestemmelserne i retsplejelovens § 809, stk. 2, og udlægningslovens § 6, stk. 1, nr. 2 og 3.

Lovforslaget omfatter også de andre bestemmelser i straffeloven, der benytter betegnelsen »åndssvag« eller lignende. Det drejer sig om § 218, stk. 1, om udnyttelse af en persons åndssvaghed til at skaffe sig samleje med den pågældende uden for ægteskab, § 219 om den, der som ansat ved åndssvageinstitution har samleje med nogen, der er optaget i institutionen, § 236, stk. 1, om pålæg til seksualforbrydere om ikke at indfinde sig bl.a. ved åndssvageanstalter, § 254 om at overlade en åndssvag farligt våben eller sprængstof og § 261, stk. 2, om uberettiget at holde en person i forvaring som åndssvag.

Der henvises i øvrigt til de særlige bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 2, 7 og 10-14, § 2, nr. 1, og § 3.

5. Ændring af den nuværende ordning vedrørende dømtes pligt til at betale omkostninger i sager efter straffelovens § 72

5.1. Gældende ret

Om sagsomkostninger i straffesager, der forfølges af en offentlig myndighed, bestemmes i retsplejelovens § 1007, stk. 1, bl.a., at omkostningerne ved sagens behandling udredes af det offentlige med forbehold af ret til at få dem erstattet efter retsplejelovens regler herom. Efter retsplejelovens § 1008, stk. 1, 1. pkt., har sigtede herefter, såfremt vedkommende »findes skyldig«, som udgangspunkt pligt til at erstatte det offentlige de nødvendige udgifter, som er medgået til sagens behandling.

I retsplejelovens § 1008, stk. 2-4, er der fastsat en række undtagelser og modifikationer fra hovedreglen om den dømtes pligt til at erstatte sagens omkostninger. Bl.a. fremgår det af § 1008, stk. 3, 1. pkt., at udgifter som følge af anke, kære eller begæring om genoptagelse kun skal udredes af tiltalte, når disse skridt enten har ført til et for den pågældende mere ugunstigt udfald eller er iværksat af den pågældende selv og ikke har ført til forandring til den pågældendes fordel. Endvidere kan retten efter § 1008, stk. 4, 2. pkt., altid begrænse omkostningsansvaret, når dette ellers ville komme til at stå i åbenbart misforhold til den dømtes skyld og vilkår.

Hvis tiltalte frifindes, har den pågældende kun pligt til at erstatte omkostninger i det omfang, omkostningerne er forårsagede ved den pågældendes tilregnelige og retsstridige handlinger eller undladelser, dvs. på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler, jf. retsplejelovens § 1010, stk. 1.

I retspraksis pålægges også personer, over for hvem der træffes andre foranstaltninger end straf i medfør af straffelovens § 68, jf. § 16, pligt til at betale sagsomkostninger. Der sigtes her til personer, der på gerningstidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom m.v. og derfor frifindes for straf, jf. ovenfor i pkt. 4.2.1.

Endvidere pålægges personer, der i stedet for straf idømmes foranstaltninger i medfør af straffelovens § 69, jf. § 68, 2. pkt., eller forvaring, jf. straffelovens § 70, på tilsvarende måde sagsomkostninger. Om indholdet af disse bestemmelser henvises til pkt. 3.2.2. og 4.2.1. ovenfor.

Reglerne om den dømtes betalingspligt vedrører »sagens behandling«, jf. retsplejelovens § 1007, stk. 1, og nævner således ikke udtrykkeligt udgifter i anledning af retshandlinger, der foretages efter domfældelsen, f.eks. retsmøder om ændring eller ophævelse af idømte foranstaltninger, jf. straffelovens § 72. Det antages imidlertid, at den dømtes betalingspligt i disse tilfælde må bestemmes efter principperne i retsplejelovens §§ 1008 og 1010. Anmoder den dømte i medfør af straffelovens § 72 om rettens stillingtagen til ændring eller ophævelse af en idømt foranstaltning, vil den pågældende derfor som udgangspunkt skulle betale, hvis retten ikke imødekommer anmodningen, jf. herved principperne i retsplejelovens § 1008, stk. 1, 1. pkt., og stk. 4, 2. pkt., sammenholdt med § 1010, stk. 1. Det samme gælder, hvis den dømte indbringer rettens afgørelse for landsretten, og landsrettens afgørelse går den dømte imod, jf. herved principperne i retsplejelovens § 1008, stk. 3, 1. pkt.

5.2. Justitsministeriets overvejelser

Som det fremgår af pkt. 5.1. ovenfor, giver de nuværende regler i et vist omfang mulighed for ved fordelingen af sagsomkostninger mellem den dømte og det offentlige at tage hensyn til de konkrete omstændigheder i sagen.

Det kan dog give anledning til betænkeligheder og forekomme mindre rimeligt, at den dømte som udgangspunkt skal betale sagsomkostninger, der kan være meget betydelige, i tilfælde, hvor den pågældende benytter sin lovbestemte ret efter straffelovens § 72 til at anmode om rettens stillingtagen til ændring eller ophævelse af en idømt foranstaltning. Det kan således ikke udelukkes, at den dømte afholder sig fra at indbringe en sådan sag for retten på grund af de sagsomkostninger, som kan blive pålagt, såfremt foranstaltningen ikke ændres.

Hertil kommer, at personer, der er idømt foranstaltninger, ofte tilhører en gruppe i samfundet, som i forvejen kan have vanskelige økonomiske vilkår og derfor kan have svært ved at betale de udgifter til advokat m.v., som følger af en sag om ændring eller ophævelse af en foranstaltning. Resultatet vil derfor ofte blive, at beløbet afholdes af det offentlige, fordi den dømte ikke er i stand til at betale.

Justitsministeriet finder det på den baggrund rigtigt, at det som udgangspunkt er det offentlige, der afholder udgifterne ved behandling af sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger efter straffelovens § 72. Det foreslås derfor, at der i retsplejelovens kapitel 91 om sagsomkostninger som § 1014 a, stk. 1, indsættes en bestemmelse, hvorefter det offentlige i sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf. straffelovens § 72, betaler udgifterne ved sagens behandling.

Der kan imidlertid tænkes tilfælde, hvor der efter omstændighederne bør være mulighed for at pålægge den dømte helt eller delvis at betale sagens omkostninger. Til illustration kan nævnes tilfælde, hvor den dømte har givet anledning til forhaling af sagen, og hvor dette har medført udgifter, som det er rimeligt at pålægge vedkommende at betale.

Som et andet eksempel kan peges på tilfælde, hvor sagen er affødt af ny kriminalitet, jf. straffelovens § 72, stk. 2, 2. pkt. Sådanne tilfælde vil kun undtagelsesvis opstå, idet statsadvokaterne, når særlige omstændigheder ikke gør sig gældende, kan frafalde tiltale for lovovertrædelser, begået af personer, der er undergivet foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68 eller § 69, jf. § 2, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 784 af 21. september 1992 om politimestrenes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale. Om lovovertrædelser, begået af forvaringsdømte, gælder i visse tilfælde en lignende adgang til at meddele tiltalefrafald, når der er truffet bestemmelse om genindsættelse eller sket tilbageførelse af den pågældende, jf. bekendtgørelsens § 2, nr. 2-3.

På den baggrund foreslås der som stk. 2 i retsplejelovens § 1014 a indsat en bestemmelse, hvorefter retten kan pålægge den dømte helt eller delvis at betale sagens omkostninger, når der efter den dømtes forhold og sagens omstændigheder i øvrigt er særlig anledning til det.

Om forslagets enkeltheder henvises til bemærkningerne til retsplejelovens § 1014 a i lovforslagets § 2, nr. 2.

6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

6.1. Forslaget om styrkelse af mulighederne for at anvende samfundstjeneste skønnes at medføre meromkostninger til socialrådgivere, administrative medarbejdere m.v. i den frie kriminalforsorg svarende til ca. 6-8 årsværk. Ordningen reducerer samtidig behovet for fængselskapacitet med skønsmæssigt 20-25 pladser svarende til et årligt personaleforbrug på ca. 5 årsværk.

6.2. Forslaget om udvidet adgang til forvaring skønnes ikke umiddelbart at medfører behov for flere ressourcer til kriminalforsorgen.

6.3. For personer, der idømmes en tidsbestemt frihedsstraf, foreslås etableret en visitationsordning i Anstalten ved Herstedvester, hvor alle dømte vil kunne anbringes som indledning til afsoningen. Endvidere foreslås en forstærket behandlingsindsats under afsoningen.

En afdeling i Anstalten ved Herstedvester foreslås i den forbindelse ændret til visitationsafdeling, og 10 erstatningspladser herfor foreslås etableret som udslusningspladser i en bygning ved siden af anstalten.

Det samlede personalemerforbrug skønnes at udgøre 15-20 årsværk svarende til ca. 6,0 mio. kr. årligt. Etableringsomkostningerne anslås til ca. 1,0 mio. kr.

Den forstærkede behandlingsindsats forudsættes etableret i forbindelse med den 3-årige forsøgsordning med betinget dømte, jf. nedenfor pkt. 5.4.

6.4. Den 3-årige forsøgsordning i 1997-99 med idømmelse af betinget straf med vilkår om behandling vil medføre merudgifter til tilsyn i kriminalforsorgen og merudgifter til psykiatrisk-sexologisk behandling af de omhandlede personer.

Under forudsætning af ca. 25 personer i behandling i forsøgsordningen på samme tid skønnes ressourceforbruget i kriminalforsorgen at udgøre ca. 5 årsværk svarende til merudgifter på ca. 1,5 mio. kr. årligt.

De nødvendige lægelige behandlingstilbud overfor dels dømte med ubetinget straf dels betinget dømte med vilkår om behandling foreslås etableret ved Rigshospitalet samt Psykiatrisk Hospital i Århus og Odense Universitetshospital.

Under forudsætning af ca. 25 nyhenviste pr. år svarende til ca. 50 behandlingspladser i alt har Sundhedsministeriet oplyst, at de årlige udgifter vil ligge i størrelsesordenen ca. 3,5 mio. kr., i 1997 dog noget mindre. Denne udgift dækker både behandling i forsøgsordningen og behandling af personer idømt tidsbestemt straf, jf. ovenfor pkt. 5.3. Ordningen har ikke været endeligt forhandlet med de implicerede sygehusejere.

6.5. Til yderligere forskning og undersøgelse vedrørende anvendelsen af domme til samfundstjeneste, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.1. samt vedrørende seksualkriminalitet, jf. pkt. 3.5.1. forudses udgifter inden for en ramme på 0,5 mio. kr.

6.6. Det er ikke muligt at foretage en nærmere opgørelse af størrelsen af de beløb, der inddrives til dækning af det offentliges udgifter i forbindelse med behandlingen af sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf. straffelovens § 72. Forslaget om ændring af den nuværende ordning på området skønnes dog ikke at medføre tab af indtægter for det offentlige af betydning.

6.7. De samlede årlige merudgifter i 1997 og følgende år udgør herefter ca. 11,5 mio. kr. Etableringsudgifterne i 1997 udgør ca. 1,0 mio. kr.

Merudgifterne afholdes inden for Justitsministeriets bevillingsmæssige rammer.

Lovforslaget har ingen miljømæssige eller erhvervsøkonomiske konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

7. Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget har været sendt til høring hos:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, rigsadvokaten, rigspolitichefen, politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk Kriminalpolitiforening, Dansk Fængselsforbund, Kriminalforsorgsforeningen, Advokatrådet, Retslægerådet, Den Almindelige Danske Lægeforening, Hovedstadens Sygehusfællesskab, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Det Danske Center for Menneskerettigheder, Det Centrale Handicapråd, Center for Ligebehandling af Handicappede, De Samvirkende Invalideorganisationer, Landsforeningen LEV, Børnerådet og Landsforeningen Sind.

Det bemærkes, at udkastet også indeholdt bestemmelser om varetægtsfængsling i retshåndhævelsesøjemed under domsforhandlingen. Disse bestemmelser er ikke medtaget i lovforslaget.

Lovforslagets § 2, nr. 2, om ændring af ordningen vedrørende den dømtes pligt til at betale omkostninger i sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf. straffelovens § 72, var ikke indeholdt i det udkast, der blev sendt til høring.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilag 1 til lovforslaget er de foreslåede regler sammenholdt med de gældende regler.

Til § 1

Til nr. 1

Forslaget er en konsekvens af, at samfundstjeneste nu er selvstændigt reguleret i straffelovens kap. 8 (§§ 62-67).

Efter straffelovens § 4, stk. 1, afgøres det efter den ved handlingens påkendelse gældende lovgivning, hvorvidt den strafbare handling skal medføre retsfølger af sådan art som nævnt i §§ 56-61, 68-70, 73 og 79. Det drejer sig om betingede domme og visse andre retsfølger af den strafbare handling.

Ved forslaget indsættes der i § 4, stk. 1, ved siden af henvisningen til betingede domme m.v. en henvisning til straffelovens regler om samfundstjeneste.

Til nr. 2

Som det fremgår af pkt. 4.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, foreslås udtrykket »åndssvaghed« i straffelovens § 16 erstattet med betegnelsen »mental retardering«.

De foreslåede ændringer indebærer, at udtrykket »åndssvaghed i højere grad«, jf. straffelovens § 16, stk. 1, erstattes med betegnelsen »mentalt retarderede i højere grad«, og at udtrykkene »åndssvaghed i lettere grad« og »åndssvaghed«, jf. straffelovens § 16, stk. 2, erstattes med betegnelserne »mentalt retarderede i lettere grad« og »mental retardering«.

Ændringerne er udelukkende af terminologisk karakter og berører derfor ikke bestemmelsernes hidtidige anvendelsesområde.

Tilstanden »mentalt retarderet i højere grad« svarer således til tilstanden »åndssvaghed i højere grad« i straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt., og til tilstandene »mental retardering i middelsvær, sværere og sværeste grad« i WHO's klassifikationssystem, jf. pkt. 4.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. En person, der på gerningstidspunktet var mentalt retarderet i højere grad og som følge heraf utilregnelig skal derfor frifindes for straf efter § 16, stk. 1, 2. pkt., som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 2, jf. udtrykket »tilsvarende« i bestemmelsen.

Endvidere svarer tilstanden »mentalt retarderet i lettere grad« til tilstanden »åndssvaghed i lettere grad« i straffelovens § 16, stk. 2, og til tilstanden »mental retardering i lettere grad« i WHO's klassifikationssystem, jf. pkt. 4.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. En person, der på gerningstidspunktet var mentalt retarderet i lettere grad, skal derfor ikke straffes, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf, jf. § 16, stk. 2, 1. pkt., i lovforslaget.

Endelig svarer tilstanden »mental retardering« til betegnelsen »åndssvaghed« i straffelovens § 16, stk. 2, og til tilstandene »mental retardering i lettere, middelsvær, sværere og sværeste grad« i WHO's klassifikationssystem, jf. pkt. 4.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Det indebærer, at en person, der på gerningstidspunktet befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med mental retardering, ikke straffes, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf, jf. § 16, stk. 2, 2. pkt., som affattet ved lovforslaget.

Om eventuel fastsættelse af anden reaktion end straf i de ovennævnte tilfælde, henvises til straffelovens § 68, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 7.

Til nr. 3

Efter forslaget kan den tid, inden for hvilken den fastsatte arbejdspligt skal være afviklet, forlænges af tilsynsmyndigheden, hvis særlige grunde taler derfor, dog ikke ud over prøvetiden.

Forslaget indebærer, at tilsynsmyndigheden kan forlænge afviklingstiden, hvis den dømte f.eks. på grund af sygdom eller andre årsager, som er undskyldelige, ikke kan nå at afvikle arbejdspligten inden for den i dommen fastsatte afviklingstid. Det vil også f.eks. være muligt at forlænge afviklingstiden i tilfælde, hvor samfundstjenesten er idømt sammen med en kort ubetinget frihedsstraf, jf. forslaget under nr. 2.3.2., hvis det på grund af afsoningen ikke er muligt at opfylde arbejdspligten inden udløbet af længstetiden.

Den dømte vil efter forslaget kunne forlange rettens prøvelse af spørgsmålet om forlængelse af afviklingstiden. Sagen skal i så fald indbringes for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning, ligesom det sker ved overtrædelse af vilkåret om samfundstjeneste eller andre vilkår.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.4.

Til nr. 4

Efter forslaget ændres straffelovens § 63, stk. 2, således at der i dommen fastsættes en prøvetid på højst 2 år, dog således at prøvetiden ophører, når længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse (afviklingstiden) er udløbet, medmindre andet er bestemt i dommen.

Da der efter forslaget ikke er mulighed for, at afviklingstiden af tilsynsmyndigheden kan forlænges ud over prøvetiden, forudsættes det, at prøvetiden ved dommen til samfundstjeneste - hvis prøvetiden fastsættes til et kortere tidsrum end 2 år - dog fastsættes således, at der er plads til, at tilsynsmyndigheden i givet fald kan forlænge afviklingstiden.

Til nr. 5

Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 63, stk. 4, kan der i en dom til samfundstjeneste fastsættes vilkår om, at den dømte undergives ambulant afvænningsbehandling for misbrug af alkohol eller narkotika eller ambulant psykiatrisk behandling.

Efter forslaget vil der til en dom til samfundstjeneste kunne knyttes de samme typer af særvilkår som til en almindelig betinget dom, jf. straffelovens § 57. Den eneste betingelse er, at retten finder sådanne vilkår formålstjenlige.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.3.

Til nr. 6

Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 64 er muligheden for at kombinere en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste med en ubetinget frihedsstraf eller en bøde begrænset til tilfælde, hvor flere uligeartede lovovertrædelser foreligger til samlet pådømmelse.

Efter forslaget vil der også i tilfælde, hvor en enkelt eller flere ligeartede lovovertrædelser foreligger til pådømmelse, kunne gives en betinget dom med vilkår af samfundstjeneste og en ubetinget frihedsstraf eller en bøde efter reglerne i straffelovens § 58.

Retten får således mulighed for i tilfælde, der ligger på grænsen mellem betinget og ubetinget frihedsstraf, men hvor valget efter de gældende regler ville være faldet på en ubetinget frihedsstraf, i stedet at idømme en betinget straf med vilkår om samfundstjeneste og en kortere ubetinget frihedsstraf eller en bøde.

For at den ubetingede del af straffen ikke i for høj grad skal virke hæmmende på den dømtes motivation til afvikling af samfundstjenesten, foreslås det, at en ubetinget frihedsstraf i kombination med samfundstjeneste ikke kan overstige 3 måneder.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.2., hvor det bl.a. forudsættes, at en lovovertrædelse, der efter de gældende regler ville medføre en almindelig betinget dom eller en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, ikke efter gennemførelsen af lovforslaget fører til idømmelse af en kombinationsdom.

Til nr. 7

Som det fremgår af pkt. 4.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, foreslås udtrykket »i institution for åndssvage eller under åndssvagforsorg« i straffelovens § 68, 2. pkt., ændret til »i institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for administrativ anbringelse«.

Den foreslåede ændring indebærer alene, at der sker en sproglig tilpasning af bestemmelsen i straffelovens § 68, 2. pkt., til de gældende socialretlige regler.

Bestemmelsen om anbringelse »i institution for personer med vidtgående psykiske handicap« vil således f.eks. kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor der er nedlagt påstand om anbringelse i institution eller om anbringelse i institution med mulighed for midlertidig anbringelse på lukket (sikret) afdeling, jf. herved side 120-123 i Anklagemyndighedens Årsberetning 1990.

Bestemmelsen om, at den pågældende skal anbringes »under tilsyn med mulighed for administrativ anbringelse« sigter til tilfælde, hvor der er truffet bestemmelse om amtskommunalt tilsyn, således at den pågældende efterkommer tilsynsmyndighedens bestemmelse om ophold og arbejde, og således at der af tilsynsmyndigheden kan træffes bestemmelse om anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap, jf. herved side 119-120 i Anklagemyndighedens Årsberetning 1990.

Tilfælde, hvor der alene er truffet bestemmelse om tilsyn, jf. herved side 119 i Anklagemyndighedens Årsberetning 1990, omfattes af udtrykket »tilsyn« i § 68, 2. pkt. Det skyldes, at der i sådanne tilfælde ikke er mulighed for, at tilsynsmyndigheden kan træffe bestemmelse om anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap.

Der henvises endvidere til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 10-14 om ændringer i straffeloven i øvrigt, § 2, nr. 1, om ændring af retsplejelovens § 809, stk. 2, vedrørende indlæggelse til mentalobservation på åndssvageanstalt, og til lovforslagets § 3 om ændring af udlægningslovens § 6, stk. 1, nr. 2 og 3, vedrørende pligt til at modtage og føre tilsyn med åndssvage lovovertrædere på de amtskommunale institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap.

Om afgrænsningen af den persongruppe, der på grund af psykisk afvigelse frifindes for straf og i stedet efter omstændighederne dømmes i medfør af straffelovens § 68, henvises til straffelovens § 16, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 8 og 9

De foreslåede ændringer af straffelovens § 70, indebærer en mindre udvidelse af adgangen til at idømme forvaring for så vidt angår grove seksualforbrydelser. Baggrunden for forslaget er beskrevet i de almindelige bemærkninger, pkt. 3.5.2.

Efter forslaget tilføjes der til § 70 et nyt stk. 2, som indeholder de lempeligere betingelser for idømmelse af forvaring for disse lovovertrædelser.

Den nugældende § 70, der bliver § 70, stk. 1, vil fremover alene omfatte de øvrige lovovertrædelser, der kan medføre forvaring, dvs. drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler eller brandstiftelse. I forhold til denne bestemmelse lempes betingelserne for så vidt angår grove seksualforbrydelser, idet ordet »navnlig« udgår af farlighedskravet (§ 70, stk. 2, nr. 2), ligesom ordet »nærliggende« i samme bestemmelse ændres til: »væsentlig«. Det indebærer, at en »væsentlig fare« ikke altid vil være »nærliggende«, mens en »nærliggende fare« altid forudsættes at være »væsentlig«.

I dag er det ofte først ved tiltaltes tredje dom for seksualforbrydelser, at anvendelse af forvaring kommer på tale. Fremover bør forvaring kunne komme på tale også ved anden dom, hvor grovheden af den seneste seksualforbrydelse eller antallet af forhold under denne straffesag sammenholdt med oplysninger om tiltaltes aktuelle farlighed taler for en tidsubestemt foranstaltning, hvor der bliver mulighed for ved behandling at modvirke risikoen for gentagelse.

Det skal heller ikke være udelukket at idømme forvaring allerede første gang en person tiltales for grove seksualforbrydelser, hvis der efter oplysningerne om tiltaltes person er betydelig risiko for gentagelse, som bør forhindres.

Efter den gældende bestemmelse idømmes årligt kun 2-3 personer forvaring. Ændringen af § 70 vil formentlig højst indebære, at yderligere 2-3 personer i gennemsnit årligt dømmes til forvaring. Justitsministeriet vil anmode Rigsadvokaten om at sikre, at der alene bliver nedlagt påstand om forvaring i overensstemmelse hermed.

Til nr. 10

Ifølge straffelovens § 218, stk. 1, straffes den, der ved udnyttelse af en persons sindssygdom eller åndssvaghed skaffer sig samleje uden for ægteskab med den pågældende.

Det foreslås, at udtrykket »åndssvag« i § 218, stk. 1, der afgrænses på samme måde som i straffelovens § 16, ligesom i denne bestemmelse erstattes med begrebet »mentalt retarderet«. Der sker herved ingen ændring af bestemmelsens anvendelsesområde.

I øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.5.

Til nr. 11

Straffelovens § 219 omfatter forhold, hvor en person, der er ansat eller tilsynsførende ved fængsel, forsorgshjem, børne- eller ungdomshjem, hospital for sindslidende, åndssvageinstitution eller lignende institution, har samleje med nogen, der er optaget i institutionen.

Det foreslås, at udtrykket »åndssvageinstitution« erstattes af udtrykket »institution for personer med vidtgående psykiske handicap« på samme måde som i straffelovens § 68, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 7, ovenfor og de almindelige bemærkninger pkt. 4.5.

Til nr. 12

§ 236, stk. 1, i straffeloven giver retten mulighed for at pålægge en person, der dømmes for en seksualforbrydelse, pålæg om ikke at indfinde sig bl.a. ved åndssvageanstalter.

Udtrykket »åndssvageanstalter« foreslås ændret til »institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap«. Der henvises herom til de tilsvarende forslag i lovforslagets § 1, nr. 7 og 11.

Til nr. 13 og 14

Efter straffelovens § 254 straffes den, der forsætligt eller uagtsomt overlader barn under 15 år, sindssyg, åndssvag eller beruset person farligt våben eller sprængstof.

Straffelovens § 261, stk. 2, indebærer straf for den, der uberettiget holder nogen i forvaring som sindssyg eller åndssvag.

Det foreslås, at sprogbrugen i bestemmelserne ændres fra »åndssvag« til »mentalt retarderet«, jf. de tilsvarende forslag i lovforslagets § 1, nr. 2 og 10.

Til § 2

Til nr. 1

I retsplejelovens § 809 er der fastsat nærmere regler om mentalundersøgelse af sigtede i straffesager. Findes det påkrævet, at sigtede indlægges til mentalundersøgelse på hospital for sindslidende, på åndssvageanstalt eller i anden egnet institution, træffer retten ved kendelse bestemmelse herom, jf. retsplejelovens § 809, stk. 2.

Som nævnt i pkt. 4.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget og i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås udtrykket »i institution for åndssvage eller under åndssvageforsorg« i straffelovens § 68, 2. pkt., ændret til »i institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for administrativ anbringelse«. På denne baggrund foreslås bestemmelsen i retsplejelovens § 809, stk. 2, ændret, således at udtrykket »på åndssvageanstalt« erstattes med udtrykket »i institution for personer med vidtgående psykiske handicap«. Ændringen er alene af terminologisk karakter.

Til nr. 2

Den foreslåede § 1014 a indeholder bestemmelser om dømtes pligt til at betale omkostninger vedrørende behandlingen af sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf. straffelovens § 72.

Bestemmelsen tager efter sin ordlyd og placering i slutningen af retsplejelovens kapitel 91 om sagsomkostninger alene sigte på sager om ændring eller ophævelse af allerede idømte foranstaltninger, jf. straffelovens § 72. Der tilsigtes således ingen ændring i den nuværende retstilstand for så vidt angår pligten til at betale for omkostningerne i hovedsagen, dvs. den sag, hvor foranstaltningerne idømmes, jf. straffelovens §§ 68-70. Der henvises i den forbindelse til pkt. 5.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 1014 a, stk. 1, indebærer, at det som udgangspunkt er det offentlige, der betaler udgifterne ved behandlingen af sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger. Det gælder, uanset om sagen rejses af den dømte, og rettens afgørelse går den pågældende imod. Bestemmelsen afviger herved fra den nuværende ordning, hvorefter den dømte som udgangspunkt skal betale, medmindre afgørelsen falder ud til den pågældendes fordel, jf. pkt. 5.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen tager ikke kun sigte på byrettens sagsbehandling, men omfatter også landsrettens behandling ved appel af byrettens afgørelser efter straffelovens § 72. Det indebærer, at det også ved afgørelsen af omkostningsspørgsmålet i landsretten er udgangspunktet, at det offentlige betaler. Det gælder, selv om sagen er indbragt for landsretten af den dømte, og landsrettens afgørelse går den pågældende imod. Bestemmelsen afviger herved fra den nuværende ordning, hvorefter det bl.a. i tilfælde af anke og kære som udgangspunkt er den dømte, der skal betale, når anke- eller kæresagen er iværksat af den pågældende og ikke har ført til forandring til den pågældendes fordel, jf. pkt. 5.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 1014 a, stk. 2, kan retten pålægge den dømte helt eller delvis at betale sagens omkostninger, når der efter den dømtes forhold og sagens omstændigheder i øvrigt er særlig anledning til det. Som det fremgår af ordlyden, sigter den foreslåede bestemmelse alene på undtagelsestilfælde, hvor der efter en konkret vurdering af den dømtes forhold og sagens omstændigheder i øvrigt findes særlig anledning til at fravige hovedreglen i § 1014 a, stk. 1. Det bemærkes i den forbindelse, at bestemmelsen ikke alene indeholder hjemmel til pålægge den dømte at betale sagens omkostninger fuldt ud, men også rummer mulighed for at pålægge den dømte at betale en del af sagens omkostninger.

Med bestemmelsen sigtes f.eks. til tilfælde, hvor den dømte har givet anledning til forhaling af sagen, og hvor dette har medført udgifter, som det er rimeligt at pålægge den pågældende. Bestemmelsen kan efter omstændighederne også tænkes anvendt i de specielle tilfælde, hvor der rejses sag om foranstaltningsændring på grund af ny kriminalitet, jf. straffelovens § 72, stk. 2, 2. pkt., og pkt. 5.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 3

Som det fremgår af pkt. 4.2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, påhviler det ifølge udlægningslovens § 6, stk. 1, amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner på disses institutioner for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap at modtage og føre tilsyn med personer, der efter retskendelse skal underkastes mentalundersøgelse eller i henhold til dom, kendelse eller vilkår for tiltalefrafald eller prøveløsladelse skal anbringes i institution for åndssvage eller undergives åndssvageforsorg.

I lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås udtrykket »i institution for åndssvage eller under åndssvageforsorg« i straffelovens § 68, 2. pkt., ændret til »i institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for administrativ anbringelse«. På den baggrund foreslås en tilsvarende ændring af bestemmelserne i udlægningslovens § 6, stk. 1, nr. 2 og 3. Ændringen er alene af terminologisk karakter.

Til § 4

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1997.

Bestemmelsen i § 4, stk. 2, indeholder overgangsregler og indebærer, at betegnelserne »mentalt retarderet« og »institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for administrativ anbringelse« skal benyttes i alle sager, der ikke er endeligt afgjort ved lovens ikrafttræden.

Ændringerne af reglerne om samfundstjeneste gælder for alle sager, der ikke er endelig afgjort ved lovens ikrafttræden, mens ændringerne af reglerne om forvaring gælder for strafbare handlinger, der begås efter lovens ikrafttræden, jf. princippet i straffelovens § 3.

Endelig indebærer § 4, stk. 2, at ændringerne vedrørende dømtes pligt til at betale for omkostningerne ved behandlingen af sager efter straffelovens § 72 finder anvendelse i alle sager, der ikke er endeligt afgjort ved lovens ikrafttræden.

Til § 5

Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale gyldighedsområde. Den indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Lovforslagets § 1 om ændring af straffeloven kan dog sættes i kraft for Færøerne ved kongelig anordning. For Grønland gælder en særlig kriminallov, og der er derfor ikke hjemmel til at sætte loven i kraft for Grønland.

At § 3 hverken kan sættes i kraft for Grønland eller Færøerne, skyldes, at udlægningsloven efter lovens § 16 ikke gælder for disse dele af riget.

Skriftlig fremsættelse

Justitsministeren (Bjørn Westh):

Herved tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v. (Samfundstjeneste og forstærket indsats mod seksualforbrydelser m.v.).

(Lovforslag nr. L 12).

Formålet med lovforslaget er at styrke mulighederne for anvendelse af samfundstjeneste og at gennemføre en forstærket indsats mod seksualforbrydelser. Der foreslås også en sproglig modernisering af straffelovens § 16 og § 68 om »åndssvage« lovovertrædere. Endelig foreslås det, at den dømte som udgangspunkt fritages for at betale sagsomkostninger i sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf. straffelovens § 72.

Det første element i lovforslaget angår straffelovens bestemmelser om samfundstjeneste.

Erfaringerne med anvendelse af domme til samfundstjeneste er positive, og ordningen bør derfor benyttes i betydeligt omfang. I de to sidste år har antallet af domme til samfundstjeneste imidlertid ligget under niveauet for 1992 og 1993.

Der er allerede administrativt taget initiativ til at styrke anvendelsen af samfundstjeneste, men der er efter min opfattelse også behov for at ændre straffelovens regler, således at domstolene får mulighed for at anvende samfundstjeneste mere end i dag.

Det foreslås derfor, at det i videre omfang bliver muligt at anvende kombinationsdomme, dvs. en kombination af en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste og en kort ubetinget frihedsstraf eller en bøde.

En udvidet adgang til at benytte kombinationsdomme vil indebære, at samfundstjeneste kan anvendes ved lovovertrædelser, hvis type eller grovhed efter de gældende regler udelukker anvendelse af samfundstjeneste, fordi en sådan dom ikke anses for at være en tilstrækkelig sanktion.

Muligheden for at idømme kombinationsdom vil kun kunne udnyttes i tilfælde, hvor sanktionsvalget ellers var faldet ud til fordel for en ubetinget frihedsstraf. Der vil ikke kunne idømmes kombinationsdom ved lovovertrædelser, der efter nugældende praksis ville medføre en almindelig betinget dom eller en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.

Det foreslås også, at der til en dom til samfundstjeneste kan knyttes flere former for vilkår end efter de gældende regler. Det giver mulighed for, at flere personer kan blive fundet egnet til samfundstjeneste.

Disse to forslag må forventes at indebære, at det samlede antal domme til samfundstjeneste vil stige.

Det andet element i lovforslaget er en forstærket indsats mod seksualforbrydelser, herunder navnlig seksualforbrydelser mod børn.

Det centrale i denne del af forslaget er en øget behandlingsindsats over for personer, der har begået seksualforbrydelser, for at forebygge denne form for kriminalitet.

Den øgede behandling tænkes gennemført dels ved en forsøgsordning med behandling som alternativ til frihedsstraf for visse seksualforbrydelser og dels ved, at der tilbydes behandling til personer, der idømmes en tidsbestemt frihedsstraf for seksualforbrydelser.

Forsøgsordningen tænkes gennemført på grundlag af de gældende regler i straffeloven om betingede domme og forudsættes i almindelighed alene at komme på tale som alternativ til ubetinget fængselsstraf på fra 4-6 måneder og op til omkring 1 1/2 år.

Med hensyn til personer, der idømmes en sædvanlig tidsbestemt fængselsstraf, er det hensigten at etablere en visitationsordning på Anstalten ved Herstedvester, hvor de pågældende kan indlede afsoningen. Under opholdet skal et eventuelt behov for behandling afdækkes, således at den dømte kan placeres og tilbydes behandling efter behovet i det enkelte tilfælde.

Som led i disse to ordninger med behandling vil der blive etableret et landsdækkende behandlingsnetværk bestående af 3 klinikker i henholdsvis København, Århus og Odense.

Endvidere foreslås det, at det ved de groveste seksualforbrydelser bliver muligt at anvende forvaring i lidt videre omfang end hidtil. Formålet med dette forslag er bl.a. at gøre det muligt at kunne iværksætte behandling under frihedsberøvelsen med henblik på, at behandlingen fortsættes under prøveudskrivning.

Det tredje element i lovforslaget er en sproglig modernisering af straffelovens § 16 og § 68 om »åndssvage« lovovertrædere. Herudover foreslås bl.a. ændring af de bestemmelser i straffeloven, der benytter udtrykket »åndssvag«, »åndssvageanstalt« eller lignende.

Ændringen indebærer bl.a., at udtrykket »åndssvag« ændres til »mentalt retarderet«, og at udtrykket »åndssvageanstalt« ændres til »institution for personer med vidtgående psykiske handicap«.

Det fjerde element i lovforslaget er en ændring af den nuværende ordning vedrørende dømtes pligt til at betale omkostninger i sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf. straffelovens § 72.

Hvis en dømt anmoder retten om at ændre eller ophæve en foranstaltning fastsat i medfør af straffelovens §§ 68-70, og retten ikke imødekommer anmodningen, bliver den dømte i dag som udgangspunkt pålagt at betale sagsomkostningerne. Forslaget indebærer, at det som udgangspunkt bliver det offentlige, der skal betale udgifterne ved behandlingen af sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger.

Forslaget er en i det væsentlige uændret genfremsættelse af lovforslag nr. L 259, som jeg fremsatte den 25. april 1996. Lovforslagets fjerde element om, at det offentlige betaler udgifterne i sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, er dog nyt i forhold til det tidligere lovforslag.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det høje Tings velvillige behandling.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992 som ændret senest ved lov nr. 388 af 22. maj 1996 og lov nr. 474 af 12. juni 1996, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 1 , ændres »68-70« til: »62-70«.

§ 4. Hvorvidt den strafbare handling skal medføre retsfølger af sådan art som i §§ 56-61, 68-70, 73 og 79 nævnt, afgøres efter den ved handlingens påkendelse gældende lovgivning.

Stk. 2. Andre retsfølger af handlingen indtræder, for så vidt intet modsat er bestemt, kun, når dette var hjemlet også ved den ved handlingens foretagelse gældende lovgivning.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 3, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på andre retsfølger af handlingen end straf, hvis deres indtræden var betinget af handlingens strafbarhed.

2. § 16 affattes således:

§ 16. Personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, eller åndssvaghed i højere grad, straffes ikke. Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af alkohol eller andre rusmidler forbigående i en tilstand af sindssygdom eller i en tilstand, der må ligestilles hermed, kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 2. Personer, der befandt sig i en tilstand af åndssvaghed i lettere grad eller i en tilstand, som ganske må ligestilles med åndssvaghed, straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf.

3. I § 63 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Den i medfør af stk. 1 fastsatte længstetid kan af til synsmyndigheden forlænges, hvis særlige grunde taler derfor, dog ikke ud over prøvetiden. Tilsynsmyndighedens afgørelse om forlængelse af længstetiden indbringes efter anmodning fra den dømte for retten.«

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

4. § 63, stk. 2, der bliver stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. I dommen fastsættes en prøvetid på højst 2 år. Prøvetiden ophører dog, når længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse er udløbet, medmindre andet er bestemt i dommen.«

5. § 63, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Den dømte undergives tilsyn i prøvetiden. Retten kan endvidere, hvis det findes formålstjenligt, fastsætte vilkår som nævnt i § 57.«

§ 63. Som vilkår for udsættelsen af frihedsstraf bestemmes, at den dømte skal udføre ulønnet samfundstjeneste i mindst 40 og højst 240 timer. Den fastsatte arbejdspligt skal opfyldes inden for en længstetid, der udmåles i forhold til antallet af arbejdstimer.

Stk. 2. Der fastsættes en prøvetid, som i almindelighed svarer til længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse, men, hvis det findes formålstjenligt, kan være længere, dog højst 2 år.

Stk. 3. Den dømte undergives tilsyn i prøvetiden. Der kan endvidere fastsættes vilkår om, at den dømte undergives ambulant afvænningsbehandling for misbrug af alkohol eller narkotika eller ambulant psykiatrisk behandling.

6. § 64 affattes således:

§ 64. Foreligger flere uligeartede lovovertrædelser til samlet pådømmelse, kan retten, såfremt særlige grunde taler derfor, i forbindelse med betinget dom med vilkår om samfundstjeneste fastsætte en bøde eller en kort ubetinget frihedsstraf for en eller nogle af lovovertrædelserne. Ubetinget hæftestraf kan idømmes, selv om der fastsættes straf af fængsel i den betingede dom.

§ 68. Hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af § 16, kan retten træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Såfremt mindre indgribende foranstaltninger som tilsyn, bestemmelser vedrørende opholdssted eller arbejde, afvænningsbehandling, psykiatrisk behandling m.v. ikke findes tilstrækkelige, kan det bestemmes, at den pågældende skal anbringes i hospital for sindslidende, i institution for åndssvage eller under åndssvageforsorg eller i egnet hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg. Anbringelse i forvaring kan ske under de betingelser, der er nævnt i § 70.

8. I § 70, nr. 1 , udgår »voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse,».

9. I § 70 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. En person kan endvidere dømmes til forvaring, hvis:

1) han findes skyldig i voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse eller i forsøg herpå og

3) anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at forebygge denne fare.«

§ 70. En person kan dømmes til forvaring, hvis:

1) han findes skyldig i drab, røveri, voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i § 266 nævnte art eller brandstiftelse eller i forsøg på en af de nævnte forbrydelser og

2) det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om hans person, herunder navnlig om tidligere kriminalitet, må antages, at han frembyder nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og

3) anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at forebygge denne fare.

10. I § 218, stk. 1, ændres »åndssvaghed« til: »mentale retardering«.

§ 218. Den, der ved udnyttelse af en persons sindssygdom eller åndssvaghed skaffer sig samleje uden for ægteskab med den pågældende, straffes med fængsel indtil 4 år.

Stk. 2. - - -

11. I § 219 ændres »åndssvageinstitution« til: »institution for personer med vidtgående psykiske handicap«.

§ 219. Den, der er ansat eller tilsynsførende ved fængsel, forsorgshjem, børne- eller ungdomshjem, hospital for sindslidende, åndssvageinstitution eller lignende institution, og som har samleje med nogen, der er optaget i institutionen, straffes med fængsel indtil 4 år.

12. I § 236, stk. 1, ændres »åndssvageanstalter« til: »institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap«.

§ 236. Når nogen dømmes efter §§ 216, 217, 218, stk. 1, 222 eller 223, stk. 2, eller efter §§ 224, 225 eller 226, jf. en af de fornævnte bestemmelser, eller efter § 232, kan der ved dommen gives den pågældende pålæg om ikke at indfinde sig i offentlige parker eller anlæg, på fælleder, ved skoler og legepladser, ved opdragelseshjem, ved sindssygehospitaler og åndssvageanstalter, i bestemt angivne skove og på bestemt angivne badeanstalter og strandbredder.

Stk. 2-4. - - -

13. I § 254 ændres »åndssvag« til: »mentalt retarderet«.

§ 254. Med bøde eller hæfte indtil 3 måneder straffes den, som forsætligt eller uagtsomt overlader barn under 15 år, sindssyg, åndssvag eller beruset person farligt våben eller sprængstof.

14. I § 261, stk. 2, ændres »åndssvag« til: »mentalt retarderet«.

§ 261. - - -

Stk. 2. Sker det for vindings skyld, eller har frihedsberøvelsen været langvarig eller bestået i, at nogen uberettiget holdes i forvaring som sindssyg eller åndssvag eller bringes i fremmed krigstjeneste eller i fangenskab eller anden afhængighed i fremmed land, er straffen fængsel fra 1 til 12 år.

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996, foretages følgende ændringer:

1. I § 809, stk. 2 , ændres »på åndssvageanstalt« til: »i institution for personer med vidtgående psykiske handicap«.

2. Efter § 1014 indsættes i kapitel 91:

»§ 1014 a. I sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf. straffelovens § 72, betaler det offentlige udgifterne ved sagens behandling.

Stk. 2. Retten kan pålægge den dømte helt eller delvis at betale sagens omkostninger, når der efter den dømtes forhold og sagens omstændigheder i øvrigt er særlig anledning til det.«

§ 809. - - -

Stk. 2. Findes det påkrævet, at sigtede indlægges til mentalundersøgelse på hospital for sindslidende, på åndssvageanstalt eller i anden egnet institution, træffer retten ved kendelse bestemmelse herom.

2. Efter § 1014 indsættes i kapitel 91:

»§ 1014 a. I sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf. straffelovens § 72, betaler det offentlige udgifterne ved sagens behandling.

Stk. 2. Retten kan pålægge den dømte helt eller delvis at betale sagens omkostninger, når der efter den dømtes forhold og sagens omstændigheder i øvrigt er særlig anledning til det.«

§ 3

I lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v., som ændret ved lov nr. 836 af 18. december 1991, foretages følgende ændring:

1. I § 6, stk. 1, nr. 2 og 3 , ændres »anbringes i institution for åndssvage eller undergives åndssvageforsorg« til: »anbringes i institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller undergives tilsyn, herunder med mulighed for administrativ anbringelse«.

§ 6. Det påhviler amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner på disses institutioner for personer med vidtgående fysiske og psykiske handicap at modtage og føre tilsyn med

1) - - -

2) personer, der i henhold til dom eller kendelse skal anbringes i institution for åndssvage eller undergives åndssvageforsorg,

3) personer, der som vilkår for tiltalefrafald eller prøveløsladelse skal anbringes i institution for åndssvage eller undergives åndssvageforsorg.

Stk. 2. - - -

Bilag 2

Recidivstatistik m.v. vedrørende seksualforbrydelser

1. Beskrivelse af undersøgelsen

Rigspolitichefen har i oktober 1995 efter anmodning fra Justitsministeriet foretaget en undersøgelse af, hvor ofte det sker, at en person, der er dømt for en seksualforbrydelse, begår ny lignende kriminalitet, jf. nedenfor i tabel 1 og 2. Undersøgelsen er foretaget på grundlag af Det Centrale Kriminalregister.

Rigspolitichefens statistiske undersøgelse af seksualforbryderes tilbagefald (recidiv) til lignende kriminalitet omfatter overtrædelser af følgende seksualforbrydelser i straffeloven: § 216 om voldtægt, § 217 om den, som skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang og § 222 om samleje med et barn under 15 år. Efter straffelovens § 224 finder bl.a. §§ 216, 217 og 222 tilsvarende anvendelse ved anden kønslig omgængelse end samleje, og efter § 225 finder bestemmelserne tilsvarende anvendelse på homoseksuelle forhold. Sådanne overtrædelser er medregnet ved opgørelsen af antallet af overtrædelser af henholdsvis § 216, § 217 og § 222. Undersøgelsen omfatter fældende domme - herunder for forsøg eller medvirken - men ikke frifindende domme, tiltalefrafald og påtaleopgivelser.

Kriteriet for udvælgelse af sager har været, at gerningsmanden i 1985 eller senere er dømt for overtrædelse af en eller flere af de anførte grove seksualforbrydelse. På dette grundlag omfatter undersøgelsen 1882 personer. For de personer, der indgår i undersøgelsen, er også domme fra før 1985 for overtrædelse af de nævnte bestemmelser indgået i undersøgelsen.

Ud over recidivet er det undersøgt, i hvilket omfang de pågældende er idømt almindelig tidsbestemt fængselsstraf (incl. betinget dom), anbringelses- eller behandlingsdom (jf. straffelovens §§ 68-69) eller forvaring (jf. straffelovens § 70). Der henvises herom til tabel 3.

2. Undersøgelsens resultater

Tabel 1: Recidivstatistik - samlet opgørelse

--------------------------------------------------------------------- Antal personer dømt for grove seksualforbrydelser --------------------------------------------------------------------- 1 dom .......... 1.656 2 domme ........ 158 3 domme ........ 46 4 domme ........ 19 over 4 domme ... 3 --------------------------------------------------------------------- Tabel 2: Recidivstatistik - opdelt efter overtrædelsens art --------------------------------------------------------------------- Antal personer dømt for: ----------------------------------------------------------- Voldtægt (§ 216) Ulovlig tvang (§ 217) Mindreårige (§ 222) --------------------------------------------------------------------- 1 dom ....... 839 51 885 2 domme ..... 90 2 60 3 domme ..... 29 0 10 4 domme ..... 6 0 6 over 4 domme 0 0 1 ---------------------------------------------------------------------

Tabel 1 og 2 viser antallet af personer, der i 1985 eller senere er dømt for mindst en af de anførte grove seksualforbrydelser. Tabellerne angiver, i hvilket omfang de pågældende tidligere er dømt herfor (2 domme, 3 domme etc.), samt i hvilket omfang de pågældende kun har en dom.

Opgørelsen er dels foretaget samlet for de nævnte forbrydelser under et (tabel 1), dels opgjort for hver enkelt forbrydelse (tabel 2). Tabel 1 viser således, hvor mange personer, der har en eller flere domme for en eller flere af de tre kategorier af grove seksualforbrydelser. Tabel 2 viser de tilsvarende tal for hver enkelt forbrydelse, men viser ikke sammenlagt, hvor mange domme der er afsagt, eller hvor mange personer, der dømt, da en dom, der omfatter flere forskellige forbrydelser, medregnes i alle de relevante kolonner.

Tabel 3: Sanktionsstatistik

--------------------------------------------------------------------- Anbringelses- Antal domme Fængsel eller Forvaring i alt behandlingsdom --------------------------------------------------------------------- 1. dom ........ 1.665 215 2 1.882 2. dom ........ 188 32 6 226 3. dom ........ 54 10 4 68 4. dom ........ 17 0 5 22 Over 4 domme .. 5 0 0 5 ---------------------------------------------------------------------

Tabel 3 viser, hvilken sanktionsform der er idømt for de omfattede grove seksualforbrydelser. Tallene er opgjort efter, om det er 1. gang, 2. gang etc., at den pågældende er dømt for en af de omfattede seksualforbrydelser. Der sondres ikke mellem de forskellige forbrydelser. Hvis en person dømmes for voldtægt, og den pågældende tidligere er dømt for ulovlig tvang, anses den seneste dom således for 2. dom.

Bilag 3

I dette bilag findes eksempler fra praksis på forskellige typer af lovovertrædelser, hvor samfundstjeneste har været anvendt eller overvejet anvendt.

Berigelseskriminalitet bortset fra røveri

U 1992.401 H. 3 personer, der i 18 tilfælde begik checkfalsk med stjålne checkblanketter, hvorved de skaffede sig ca. 329.000 kr., blev straffet med fængsel i 1 år, og der fandtes ikke grundlag for at gøre straffen betinget med eller uden samfundstjeneste.

U 1993.202 Ø. En person begik underslæb bl.a. ved over en 5-årig periode at overføre ialt 625.000 kr. fra sin arbejdsgivers konto til sin egen konto. Straffen fastsattes til fængsel i 1 år. Der fandtes ikke grundlag for at gøre straffen betinget, idet der forelå et systematisk, langvarigt og betydeligt underslæb. Dissens for at gøre straffen betinget med vilkår om 240 timers samfundstjeneste under hensyn til de personlige forhold.

U 1993.886 H. En polititjenestemand, der under sit arbejde havde tilegnet sig ca. 200.000 kr., der var indbetalt som gebyrer m.v., blev straffet for underslæb med fængsel i 8 måneder, der, da forholdet var begået af tiltalte som polititjenestemand, ikke blev gjort betinget.

U 1994.384 Ø. En 55-årig mand blev dømt for socialbedrageri ved gennem 3 1/2 år at have modtaget ca. 120.000 kr. i bistandshjælp, idet han fortav, at han samtidig kørte taxa. Han havde i 1987 fået en betinget dom uden straffastsættelse. Straffen fastsattes til 4 måneders fængsel, som retten ikke fandt grundlag for at gøre betinget med eller uden vilkår om samfundstjeneste.

U 1996.1080 H. En 45-årig mand blev fundet skyldig i bedrageri over for sin arbejdsgiver ved udstedelse af 31 fiktive fakturaer, hvorved han fik udbetalt i alt ca. 478.000 kr. Det var oplyst, at tiltalte siden bedrageriet havde fået nyt arbejde som servicechef. Tiltalte oplyste endvidere under sagen, at han ikke troede, at hans ægteskab gennem 18 år kunne holde, hvis han skulle afsone en fængselsstraf. Hustruen havde fået dårlige nerver på grund af sagen. Byretten idømte den pågældende fængsel i 1 år og 3 måneder. Landsretten - gjorde uanset omfanget og karakteren af det begåede bedrageri - straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste i 240 timer på grund af oplysningerne om tiltaltes personlige forhold. Dissens.

Vestre Landsrets dom (10. afd. j. nr. S 799/1992). En 32-årig kvindelig regnskabschef blev for underslæb til 473.000 kr. idømt en betinget dom uden straffastsættelse med vilkår om samfundstjeneste i 200 timer.

Vestre Landsrets dom ( 9. afd. j. nr. S 69/1992) . En 33-årig mand blev for socialbedrageri for ca. 61.000 idømt straf af fængsel i 4 måneder betinget på vilkår om samfundstjeneste i 80 timer.

Vestre Landsrets dom (10. afd. j. nr. 2296/1992). En tidligere straffet blev for bedrageri over for en arbejdsløshedskasse samt overtrædelse af straffelovens § 163 for i alt ca. 175.000 kr. idømt en fællestraf af fængsel i 1 år og 3 måneder ubetinget.

Østre Landsrets dom (11. afd. j. nr. S-0813-93). En 37-årig tidligere straffet mand blev dømt for bl.a. overtrædelse af straffelovens § 130 og bedrageri efter § 279 over for 3 kvinder på over 80 år, idet han rettede henvendelse på deres bopæle og udgav sig for politimand, der efterforskede bl.a en sag om falske penge, i hvilken forbindelse han formåede kvinderne til at udlevere ialt kr. 450.000. Straffen fastsat til fængsel i 1 år og 6 måneder. Der fandtes ikke grundlag for at gøre dommen helt eller delvis betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste. En dommer stemte for at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Særligt om forsikringsbedrageri.

U 1996.420 H. En person blev fundet skyldig i falsk anmeldelse og bedrageri ved at have meldt sin bil stjålet, skønt han selv havde fået den bortskaffet, hvorved han påførte to forsikringsselskaber et samlet tab på ca. 164.000 kr. Ubetinget straf fandtes fortsat i almindelighed at være påkrævet for at kunne modvirke denne form for kriminalitet, og der forelå ikke i denne sag ganske særlige forhold, der kunne begrunde anvendelse af betinget straf, herunder heller ikke med vilkår om samfundstjeneste eller i form af delvis betinget dom. En dommer stemte for betinget straf med vilkår om 150 timers samfundstjeneste.

U 1996.422 H. En person blev fundet skyldig i falsk anmeldelse og forsøg på bedrageri ved at have anmeldt sin bil (værdi mindst 75.000 kr.) stjålet, skønt han selv havde fået den bortskaffet. En anden person blev anset skyldig i forsøg på bedrageri ved at have medvirket til at skrælle bilen og skubbe den i havnen. Ubetinget straf fandtes fortsat i almindelighed at være påkrævet for at modvirke denne form for kriminalitet. Der var ikke grundlag for i det hele at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. På grund af ung alder og gode personlige forhold blev en del af straffene - henholdsvis 3 måneder af 4 måneders fængsel og 30 dage af fængsel i 60 dage - dog gjort betingede. En dommer stemte for betinget straf med vilkår om samfundstjeneste i henholdsvis 80 og 60 timer.

U 1993.503 V. En person blev fundet skyldig i falsk anmeldelse og forsikringsbedrageri ved urigtigt at have anmeldt sin bil stjålet og derved at have fået restgælden i bilen på ca. 145.000 kr. dækket af forsikringsselskabet, hvis erstatningskrav efter bilens senere tilvejekomst var opgjort til ca. 67.000 kr. Retten udtalte, at selv om der som udgangspunkt i sådanne sager burde anvendes ubetinget frihedsstraf, fandtes det efter de foreliggende oplysninger om tiltaltes personlige forhold forsvarligt at gøre straffen, der fastsattes til fængsel i 5 måneder, betinget med vilkår bl.a. om samfundstjeneste i 80 timer. Dissens.

U 1992.251 H. En person blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 165 ved at have anmeldt en bortskaffet bil som stjålet og i bedrageri ved at have indgivet skadesanmeldelse om tyveri af bilen til et forsikringsselskab, hvorved der blev påført dette et tab på 73.000 kr. Straffen fastsat til fængsel i 4 måneder. Efter forholdenes karakter og omfang blev der ikke fundet grundlag for betinget dom med eller uden samfundstjeneste. Dissens.

Østre Landsrets dom (8. afd. j. nr. 13/1992). En person blev for falsk anmeldelse og forsøg på forsikringsbedrageri for ca. 130.000 straffet med fængsel i 4 måneder ubetinget.

Særligt om berigelseskriminalitet i betroelsesforhold.

U 1992.883 H. En 61-årig besøgsveninde blev for tyveri af ca. 140.000 kr. over 4 år fra en pensionist samt 5 tilfælde af dokumentfalsk idømt en betinget straf på fængsel i 6 måneder uden vilkår om samfundstjeneste. Dissens for ubetinget straf af fængsel i 4 måneder.

U 1993.458 H. En hjemmehjælper frastjal ad 18 gange i løbet af et 1/2 år en ældre dame, som hun arbejdede for, 157.000 kr. Straffen fastsat til fængsel i 8 måneder, betinget med vilkår om samfundstjeneste i 150 timer.

Vold.

U 1993.591 H. En 19-årig tildelte under en skærmydsel mellem to andre på et værtshus den ene af disse 2 knytnæveslag i ansigtet. Straffen fastsattes til fængsel i 30 dage. To dommere stemte for at gøre straffen betinget med vilkår om 60 timers samfundstjeneste.

U 1995.202 H. En 21-årig slyngede 2 personer omkuld på fortovet og tildelte derefter den ene to spark, herunder i hvert fald et hårdt spark i ansigtet. De to personer havde tidligere på natten 2 gange chikaneret tiltaltes veninde på et værtshus. Straffen fastsattes til fængsel i 40 dage. Der var ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

Østre Landsrets dom (2. afd. S-2214-93). Slag og spark efter en vis provokation. Særdeles gode personlige forhold. Idømt hæfte i 30 dage betinget på vilkår af samfundstjeneste i 40 timer.

Vestre Landsrets dom af 15. marts 1995 (6. afd. S 2986-94). En 24-årig tildligere ustraffet mand blev dømt for vold ved at have tildelt en mand 2 knytnæveslag i ansigtet, hvorved forurettede blev tilføjet en flænge i overlæben. Straffen fastsattes til fængsel i 30 dage, betinget med vilkår om samfundstjeneste i 60 timer.

Østre Landsrets dom af 14. august 1995 (5. afd. S-0914-94). En 37-årig tidligere ustraffet mand blev dømt for vold ved at have tildelt en mand flere knytnæveslag i ansigtet og på kroppen, hvorved forurettede pådrog sig ømhed i brystkassens højre side samt blødning fra tandkødet i overmunden og beskadigede en fortand, som senere måtte fjernes. Straffen fastsattes til fængsel i 60 dage, betinget med vilkår om 60 timers samfundstjeneste.

Røveri.

U 1993.740 H. En 19-årig begik røveri mod en bank med en attrap-maskinpistol og en dolk. Udbyttet blev ca. 55.000 kr. Højesteret lagde bl.a. vægt på de »tilfældighedsprægede omstændigheder« ved beslutningen om røveriet og den »ganske uigennemtænkte måde«, hvorpå det blev tilrettelagt. Straffen, der fastsattes til fængsel i 1 1/2 år, blev gjort betinget af bl.a. 240 timers samfundstjeneste og behandling mod alkoholmisbrug. 2 dommere fandt efter karakteren af røveriet ubetinget fængselsstraf påkrævet.

U 1994.323 Ø. En 19-årig udførte iført maskering sammen med en 20-årig kammerat røveri i en ældrebolig mod en pensionist, som den 19-årige gav et slag i hovedet, hvorefter de tog 1.800 kr. fra pensionistens tegnebog og tobak til en værdi af 300 kr. Straffen fastsattes til fængsel i 1 år og 6 måneder (fællesstraf). Retten fandt efter karakteren af røveriet, samt når der yderligere hensås til de øvrige strafbare forhold i denne og en tidligere sag, ikke grundlag for at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste.

U 1994.560 H. To 19-årige og en 18-årig begik i forening røveri mod en kiosk med et udbytte på bl.a. 8.266 kr. i kontanter. Højesteret lagde vægt på, at de tiltalt begik røveriet efter forudgående planlægning og under anvendelse af knive og maskering. Straffen fastsattes for hver af de tiltalte til fængsel i 1 år. Retten fandt ikke grundlag for at gøre straffene betingede, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. En dommer ville idømme kombinationsdom, og en dommer stemte for betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.

U 1994.980 H. En tidligere ustraffet kvinde deltog i et nøje planlagt bankrøveri sammen med sin samlever og en anden mand. Det måtte antages, at hun først havde afvist at deltage, men var blevet presset eller overtalt hertil af sin samlever. Straffen fastsattes til fængsel i 1 år. Efter karakteren af det begåede forhold fandtes der ikke at være grundlag for helt eller delvis at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

Østre Landsrets dom af 23. juni 1995 (6 afd. S-1452-94 + S-1647-94). To 21-årige tidligere ustraffede mænd tilkaldte en låsesmed til huset for derved maskerede og med trusler med en medbragt startpistol og anvendelse af håndjern at tvinge låsesmeden til at aflevere sin låsepistol, hvilket imidlertid mislykkedes, da en nabo til sommerhuset og politiet kom til stede og de tiltalte undløb. For forsøg på røveri straffet med 6 måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste i 150 timer.

Østre Landsrets dom af 22. marts 1995 (18. afd. S-4075-94). En 19-årig tidligere ustraffet mand begik røveri i forening med to andre, hvis domme ikke faldt ud til samfundstjeneste, ved med en gaspistol at true en ekspedient i en kiosk til at udlevere sig 460 kr. Straffen fastsat til fængsel i 6 måneder med vilkår om 60 timers samfundstjeneste.

Vestre Landsrets dom af 13. september 1995 (5. afd. S 0506-95). En 24-årig tidligere straffet mand begik 2 røverier ved at foregive at være i besiddelse af et våben og dermed truet ekspedienterne til at udlevere ialt 3.600 kr. Dommen omfattede endvidere skyldnersvig, falsk anmeldelse og afgivelse af urigtig erklæring. Straffen fastsat til fængsel i 10 måneder, betinget med vilkår om 200 timers samfundstjeneste og alkoholistbehandling.

Narkotikaforbrydelser.

U 1992.632 Ø. To personer blev fundet skyldige i overtrædelse af straffelovens § 191 ved at have indsmuglet eller forsøgt indsmuglet henholdsvis 660 og 410 Ecstasy-tabletter, dels til eget forbrug dels til videreoverdragelse. Den ene person blev straffet med fængsel i 1 år og den anden med fængsel i 8 måneder. En tredje person, som havde fået overdraget 126 af tabletterne, blev fundet skyldig i overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og straffet med fængsel i 3 måneder. Trods de tiltaltes gode personlige forhold fandtes der ikke grundlag for at gøre straffene betinget heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

Vestre Landsrets dom (4. afd. j. nr. S 934/1992). En 32-årig mand blev for indsmugling af 2,5 kg. hash og besiddelse af ca. 50 g. hash idømt ubetinget fængsel i 3 måneder.

Vestre Landsrets dom (9. afd. j. nr. 1616/1992). En tidligere straffet 39-årig kvinde blev for køb af 300 gr. amfetamin med henblik på videresalg og køb af ca. 150 g. hash samt for hæleri, brugstyveri og tyveri idømt ubetinget fængsel i 1 år og 3 måneder for bl.a. overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1.

Østre Landsrets dom (2. afd. j. nr. S-0320-94). En 20-årig tidligere ustraffet enlig kvinde med 3 børn blev for indsmugling og forsøg på indsmugling af knap 300 g. heroin idømt en betinget straf på fængsel i 2 år på vilkår af samfundstjeneste i 200 timer.

Østre landsrets dom af 6. januar 1995 (3. afd. S-2455-94). En 27- årig tidligere straffet mand blev dømt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ved at have købt ikke under 8,3 kg. hash, hvoraf han selv havde forbrugt ca. 300 g. og videresolgt ca. 8 kg. til ukendte personer med en fortjeneste på ca. 8.000 kr. Straffen fastsat til fængsel i 8 måneder, betinget med vilkår om samfundstjeneste i 150 timer og fortsat behandling for narkotikamisbrug.

Vestre Landsrets dom af 31. september 1995 (11. afd. S 702-1995). En 42-årig tidligere ustraffet mand blev dømt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ved for 30.000 kr. at have købt 1500 g. hash beregnet for salg og ved samme lejlighed at have købt 1 g. amfetamin til eget forbrug og for at have solgt ca. 160 g. hash for 4.000 kr. Straffen fastsat til fængsel i 60 dage, betinget med vilkår om 60 timers samfundstjeneste.

Højesterets dom af 2. november 1995 (II 304/95) . En person blev fundet skyldig i bl.a. overtrædelse af straffelovens § 191 jf. lov om euforiserende stoffer ved med henblik på videreoverdragelse at have været i besiddelse af 23 kg. hash. Landsretten fastsatte straffen til fængsel i 1 år og 3 måneder betinget med vilkår om samfundstjenste i 150 timer. Højesteret anførte, at en lovovertrædelse som den foreliggende i almindelighed må medføre anvendelse af ubetinget straf, men Højesteret tiltrådte, at der i denne sag forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at det var forsvarligt at gøre straffen betinget. Højesteret lagde herved vægt på det oplyste om tiltaltes gode personlige forhold samt - og navnlig - på, at tiltalte ved en afsoning ikke fortsat ville kunne drage omsorg for sit 6-årige barn. Højesterets flertal fandt - også henset til begrundelsen for at gøre straffen betinget - at der ikke burde fastsættes vilkår om samfundstjeneste. Mindretallet på to dommere ville fastsætte straffen til samfundstjeneste i 200 timer.

Sædelighedsforbrydelser.

U 1995.895 H. En 58-årig mand blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, ved at have tiltvunget sig samleje med en 50-årig kvinde, som han var kommet sammen med indtil et par måneder forinden. Straffen for dette forhold og et voldsforhold over for samme kvinde begået nogle år tidligere var af byret og landsret fastsat til fængsel i 6 måneder. Højesteret anførte, at anvendelse af betinget straf - eventuelt med vilkår om samfundstjeneste - i forbindelse med en lovovertrædelse som den foreliggende forudsætter, at særlige forhold gør sig gældende. Højesteret fandt, at hverken tiltaltes alder og personlige forhold eller andre omstændigheder kunne begrunde, at der i det foreliggende tilfælde fastsattes en betinget straf, herunder heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Da der ikke var grundlag for at ændre strafudmålingen stadfæstede Højesteret dommen.

Vestre Landsrets dom af 8. august 1995 (3. afd. S-1257-95). En 18-årig tidligere ustraffet mand blev dømt for forsøg på voldtægt ved at følge efter en kvinde, gribe fat i hende og skubbe hende ind bag en busk, hvor han tog kvælertag på hende og lagde hende ned på jorden, hvorefter han trak såvel hendes som sine egne benklæder ned og satte sig ovenpå hende, hvorefter det imidlertid lykkedes forurettede at bide tiltalte i penis. Straffen fastsattes til fængsel i 8 måneder, betinget med vilkår om samfundstjeneste i 150 timer og behandling mod alkoholmisbrug.

Vestre Landsrets dom (7. afd. 1551/92). To 16-årige drenge blev idømt ubetinget fængsel i 4 måneder for at have skaffet sig samleje med en 14-årig pige, som på grund af spiritusindtagelse befandt sig i en tilstand, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig det. Der fandtes ikke grundlag for en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.

Efter 2. behandling den 3. april 1997

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992, som ændret senest ved lov nr. 388 af 22. maj 1996 og lov nr. 474 af 12. juni 1996, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 1 , ændres »68-70« til: »62-70«.

2. § 16 affattes således:

3. I § 63 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

4. § 63, stk. 2, der bliver stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. I dommen fastsættes en prøvetid på højst 2 år. Prøvetiden ophører dog, når længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse er udløbet, medmindre andet er bestemt i dommen.«

5. § 63, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Den dømte undergives tilsyn i prøvetiden. Retten kan endvidere, hvis det findes formålstjenligt, fastsætte vilkår som nævnt i § 57.«

6. § 64 affattes således:

8. I § 70, nr. 1 , udgår »voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse,».

9. I § 70 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. En person kan endvidere dømmes til forvaring, hvis

1) han findes skyldig i voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse eller i forsøg herpå og

3) anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at forebygge denne fare.«

10. I § 218, stk. 1, ændres »åndssvaghed« til: »mentale retardering«.

11. I § 219 ændres »åndssvageinstitution« til: »institution for personer med vidtgående psykiske handicap«.

12. I § 236, stk. 1, ændres »åndssvageanstalter« til: »institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap«.

13. I § 254 ændres »åndssvag« til: »mentalt retarderet«.

14. I § 261, stk. 2, ændres »åndssvag« til: »mentalt retarderet«.

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996, foretages følgende ændringer:

1. I § 809, stk. 2 , ændres »på åndssvageanstalt« til: »i institution for personer med vidtgående psykiske handicap«.

2. Efter § 1014 indsættes i kapitel 91:

»§ 1014 a. I sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf. straffelovens § 72, betaler det offentlige udgifterne ved sagens behandling.

Stk. 2. Retten kan pålægge den dømte helt eller delvis at betale sagens omkostninger, når der efter den dømtes forhold og sagens omstændigheder i øvrigt er særlig anledning til det.«

§ 3

I lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v., som ændret ved lov nr. 836 af 18. december 1991, foretages følgende ændring:

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. maj 1997.

Stk. 2. § 1, nr. 2 og 7, og §§ 2 og 3 finder anvendelse i alle sager, der ikke er endeligt afgjort ved lovens ikrafttræden.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. § 1 kan dog ved kgl. anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Versioner

1997-04-16