1996 LSF 30 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM VALG AF DANSKE REPRÆSENTANTER TIL EUROPA-PARLAMENTET(* 1) (ÆNDRING VEDRØRENDE MEDDELELSER TIL DE ØVRIGE MEDLEMSSTATER)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199612K00030@1997-01-14/da
Indhold
§ 1
I lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet, jf. lovbekendtgørelse nr. 157 af 4. marts 1994, som ændret ved § 22 i lov nr. 386 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:
1. I § 14 a, stk. 3, indsættes efter »stk. 1«: »og 2«.
2. I § 14 a indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Meddelelse efter stk. 3 kan gives på grundlag af oplysningerne i Det Centrale Personregister (CPR).«
§ 2
Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet, jf. lovbekendtgørelse nr. 157 af 4. marts 1994, som ændret ved § 22 i lov nr. 386 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:
1. I § 14 a, stk. 3, indsættes efter »stk. 1«: »og stk. 2«.
2. I § 14 a indsættes som stk. 5:
» Stk. 5. Meddelelse efter stk. 3 kan gives på grundlag af oplysningerne i Det Centrale Personregister (CPR).«.
§ 2
Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Formålet med og baggrunden for lovforslaget
Formålet med lovforslaget er at gennemføre en ordning, hvorefter vedkommende hjemland forud for hvert valg til Europa-Parlamentet skal underrettes om alle herboende ikke-danske EU-borgere, der optages på valglisten i Danmark. Efter de gældende regler skal underretningen alene omfatte EU-borgere, der optages efter anmodning, og ikke dem der optages automatisk som følge af en forud for et tidligere valg indgivet anmodning herom.
Baggrunden for lovforslaget er en henvendelse fra Europa-Kommissionen om gennemførelse i dansk lovgivning af Rådets direktiv nr. 93/109/EF, EF-Tidende 1993 L 329, side 34, om fastsættelse af de nærmere regler for valgret og valgbarhed ved valg til Europa-Parlamentet for unionsborgere, der er bosiddende i en anden medlemsstat end den, hvor de er statsborgere. Henvendelsen vedrører nærmere bestemt gennemførelsen af direktivets artikel 13, der lyder således:
»Medlemsstaterne udveksler de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelse af artikel 4. Med henblik herpå sender bopælslandet på grundlag af den i artikel 9 og artikel 10 omhandlede formelle erklæring i passende tid inden selve valget oplysninger om statsborgere, som er optaget på valglisten, eller som har anmeldt deres kandidatur, til disses hjemland. Hjemlandet træffer i henhold til sin nationale lovgivning de nødvendige foranstaltninger til at hindre, at dets statsborgere afgiver stemme to gange eller opstiller to steder.«
Artikel 4 indeholder bestemmelser om, at ingen må afgive stemme mere end en gang ved hvert valg og ikke må lade sig opstille i mere end en medlemsstat ved hvert valg. Artikel 9 og 10 indeholder bestemmelser om, hvilke erklæringer der skal fremlægges i forbindelse med anmodninger om optagelse på valglisten henholdsvis ved anmeldelse som kandidat.
Ved affattelsen af underretningsbestemmelsen i lovens § 14 a, stk. 3, har Indenrigsministeriet lagt til grund, at direktivets artikel 13 skal forstås således, at der alene skal gives meddelelse til hjemlandet om de optagelser på valglisten, der umiddelbart finder sted efter anmodning. Indenrigsministeriet har herved bl.a. lagt vægt på, at der i artikel 13 henvises til, at meddelelsen gives på grundlag af den formelle erklæring, der er omhandlet i artikel 9, og som skal afgives i forbindelse med anmodning om optagelse.
I denne forbindelse kan oplyses, at registreringen af de i forbindelse med Europa-Parlamentsvalget i 1994 modtagne meddelelser om, hvilke danske statsborgere der er optaget på valglisten i de øvrige medlemsstater, er tilrettelagt på en sådan måde, at det på grundlag af 1994-registreringen vil være muligt ved fremtidige valg at kontrollere, at de pågældende danske statsborgere ikke optages på valglisten både i Danmark og i det land, hvor de ved 1994-valget var optaget på valglisten.
Kommissionen har imidlertid den opfattelse, at den fornødne kontrol kun kan gennemføres, såfremt der forud for hvert valg udveksles oplysninger om alle EU-borgere, der optages på valglisten i et andet EU-land end hjemlandet.
Det må erkendes, at ikke alle EU-lande har sådanne valgliste- og CPR-systemer som de danske, der gør det praktisk overkommeligt at kontrollere på grundlag af »historiske« oplysninger.
Hertil kommer, at det ikke vil give anledning til særlige administrative problemer for Danmark, såfremt man forud for hvert valg skal give hjemlandet besked ikke blot om de nyoptagne, men også om de genoptagne. Lister over disse personer fordelt på lande vil kunne udskrives på grundlag af oplysningerne i CPR-registret.
På denne baggrund har Indenrigsministeriet tilkendegivet over for Kommissionen, at man på det nu foreliggende grundlag kan tilslutte sig Kommissionens fortolkning af artikel 13.
Det kan i øvrigt oplyses, at Kommissionen ligeledes har rejst spørgsmål om gennemførelse i dansk lovgivning af direktivets bestemmelser om, at fortabelse af valgbarhed i hjemlandet også skal medføre fortabelse af valgbarhed i bopælslandet. Efterfølgende har Kommissionen imidlertid accepteret den måde, hvorpå de nævnte bestemmelser er gennemført i dansk lovgivning.
2. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
Lovforslaget vil medføre en mindre merudgift for staten til udskrivning af lister m.v. over de pågældende EU-borgere. Lovforslaget medfører ingen erhvervsøkonomiske eller miljømæssige konsekvenser.
3. Forhandlinger om lovforslaget
Lovforslaget har været forelagt for Justitsministeriet, Udenrigsministeriet, Statsministeriet og Finansministeriet.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til nr. 1.
Ændringsforslaget indebærer, at meddelelsen til hjemlandet skal omfatte alle EU-borgere fra det pågældende land, der optages på valglisten i Danmark, dvs. såvel dem, der (ny)optages efter anmodning, som dem, der (gen)optages automatisk på grundlag af en forud for et tidligere valg indgivet anmodning om optagelse på valglisten.
Til nr. 2.
Ved forslaget tilvejebringes udtrykkelig hjemmel til, at lister over herboende ikke-danske EU-borgere, der er optaget på valglisten i Danmark, kan udarbejdes på grundlag af oplysningerne i CPR-registret, uanset at listerne udarbejdes med henblik på videregivelse til en myndighed i vedkommende udland. Det bemærkes, at alle herboende ikke-danske EU-borgere, der efter anmodning er optaget på valglisten i Danmark, har fået besked om, at vedkommendes hjemland underrettes herom.
Til § 2
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende. Lovforslaget vil første gang få virkning for det valg til Europa-Parlamentet, der skal afholdes i (juni) 1999.
Skriftlig fremsættelse
Indenrigsministeren (Birte Weiss):
Jeg tillader mig herved for det høje Ting at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet. (Ændring vedrørende meddelelser til de øvrige medlemsstater).
(Lovforslag nr. L 30).
Formålet med lovforslaget er at gennemføre en ordning, hvorefter vedkommende hjemland forud for hvert valg til Europa-Parlamentet skal have meddelelse om alle herboende EU-borgere fra det pågældende land, der optages på valglisten i Danmark. Efter de gældende regler skal der kun gives meddelelse om de EU-borgere, der optages efter anmodning, og ikke om dem, der optages automatisk på grundlag af en forud for et tidligere valg indgivet anmodning herom.
Ved lovforslaget imødekommes en henvendelse fra Europa-Kommissionen om fortolkningen af de bestemmelser om meddelelser fra bopælslandet til hjemlandet, som indeholdes i Rådets direktiv nr. 93/109/EF om fastsættelse af de nærmere regler for valgret og valgbarhed ved valg til Europa-Parlamentet for unionsborgere, der er bosiddende i en anden medlemsstat end den, hvor de er statsborgere.
Regeringen har fundet det mest hensigtsmæssigt, at det tvivlsspørgsmål om gennemførelsen af nævnte direktiv i dansk lovgivning, som henvendelsen fra Kommissionen gav anledning til, bliver afklaret i god tid inden det næste valg til Europa-Parlamentet i 1999.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, skal jeg indstille lovforslaget til Tingets velvillige behandling.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser
der berøres af lovforslaget
§ 1
I lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet, jf. lovbekendtgørelse nr. 157 af 4. marts 1994, som ændret ved § 22 i lov nr. 386 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:
1. I § 14 a, stk. 3, indsættes efter »stk. 1«: »og stk. 2«.
2. I § 14 a indsættes som stk. 5 :
» Stk. 5. Meddelelse efter stk. 3 kan gives på grundlag af oplysningerne i Det Centrale Personregister (CPR).«.
§ 14 a. Personer, der har valgret efter § 3, stk. 1, nr. 3, optages efter anmodning, jf. dog stk. 2, på valglisten i den kommune, hvor de er tilmeldt folkeregistret.
Stk. 2. Personer, der har valgret efter § 3, stk. 1, nr. 3, optages på valglisten efter tilsvarende regler som dem, der gælder for personer, der har valgret efter § 3, stk. 1, nr. 1, og som er tilmeldt folkeregistret, såfremt de pågældende
1) var optaget på valglisten i Danmark til det sidst afholdte valg til Europa-Parlamentet,
2) siden da uafbrudt har haft fast bopæl i Dammark og
3) ikke har anmodet om at blive slettet af valglisten.
Stk. 3. Der gives meddelelse til vedkommende myndighed i vedkommende hjemland om, hvilke personer der optages på valglisten efter stk. 1.
Stk. 4. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om optagelse på valglisten af personer, der har valgret efter § 3, stk. 1, nr. 3, samt om afgivelse af meddelelse efter stk. 3.