1996 LSF 44 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM JAGT OG VILDTFORVALTNING (JAGT PÅ SMÅ AREALER)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199612K00044@1997-01-14/da
Indhold
§ 1
I lov nr. 269 af 6. maj 1993 om jagt og vildtforvaltning foretages følgende ændringer:
1. § 18, stk. 1, affattes således:
»Der må ikke drives jagt på eller fra et sammenhængende areal, der er mindre end 1 ha. Et areal anses for sammenhængende, uanset at det gennemskæres af vej eller jernbane, når disse lovligt kan krydses til fods.«
2. § 18, stk. 2, 1. pkt., affattes således:
»Kun ejendommens ejer og dennes husstand må drive jagt på eller fra et sammenhængende areal, jf. stk. 1, 2. pkt., der er mindre end 5 ha.«
3. I § 18, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:
»Tilstedeværelsen mellem arealerne af vej eller jernbane, der lovligt kan krydses til fods, medfører ingen begrænsninger i adgangen til at indgå aftale.«
4. I § 18 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Begrænsningen i stk. 1 gælder ikke for øer, der er mindre end 1 ha, når jagt er tilladt på det omkringliggende fiskeriterritorium eller dele heraf.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
5. I § 18, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »Reglen i stk. 4« til: »Reglen i stk. 5«.
6. I § 54, stk. 1, nr. 1, ændres »§ 18, stk. 1, 2 og 5, 2. pkt.« til: »§ 18, stk. 1, 2 og 6, 2. pkt.«
7. I § 54, stk. 1, nr. 4, ændres »§ 18, stk. 4« til: »§ 18, stk. 5«.
8. I § 58, stk. 2, ændres »§ 18, stk. 1, 2 og 5, 2. pkt.« til: »§ 18, stk. 1, 2 og 6, 2. pkt.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. april 1997.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov nr. 269 af 6. maj 1993 om jagt og vildtforvaltning foretages følgende ændringer:
1. § 18, stk. 1, affattes således:
» § 18. Der må ikke drives jagt på eller fra et sammenhængende areal, der er mindre end 1 ha. Et areal anses for sammenhængende, uanset om det gennemskæres af vej eller jernbane, når disse lovligt kan krydses til fods.«
2. § 18, stk. 2, 1. pkt., affattes således:
» Stk. 2. Kun ejendommens ejer og dennes husstand må drive jagt på eller fra et sammenhængende areal, jf. stk. 1, 2. pkt., der er mindre end 5 ha.«
3. I § 18, stk. 3, indsættes som 2. pkt. :

Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Ifølge § 18 i lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lov nr. 269 af 6. maj 1993, må der ikke drives jagt på arealer, der er mindre end 1 ha, og jagten må ikke udlejes på arealer, der er mindre end 5 ha, medmindre der indgås naboaftaler om, at jagten på arealet udøves sammen med jagten på tilgrænsende arealer, således at det samlede areal overstiger de nævnte arealgrænser. Disse regler gælder fra den 1. april 1997. Hensigten med bestemmelserne har især været at mindske væsentlige, jagtlige problemer i form af et uacceptabelt højt jagttryk i mose- og engområder, som er opdelt i mange små parceller.
En nærmere fortolkning af bestemmelserne har imidlertid åbenbaret visse uhensigtsmæssigheder, som ikke har været tilsigtet. Der kan især peges på den konsekvens, at tilstedeværelsen af enhver nok så lille offentlig vej vil umuliggøre, at der indgås naboaftaler. Endvidere medfører reglerne, som de er formuleret, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt det er tilladt at jage f. eks. fra en strandengparcel, der er mindre end 1 ha, og skyde på vildt ud over fiskeriterritoriet. Der findes derfor at være behov for en præcisering af bestemmelsernes rækkevidde.
Lovforslaget, der har været til udtalelse hos en række myndigheder og organisationer, er udarbejdet i samarbejde med Vildtforvaltningsrådet.
Forslaget har ingen administrative, økonomiske eller miljømæssige konsekvenser, ligesom det ikke indeholder aspekter af relevans for EU-retten.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1-4
Med forslaget præciseres det, at udover forbudet mod jagt/udleje af jagt på de nævnte små arealer er det heller ikke er tilladt at jage/udleje jagten fra disse arealer. Det vil således ikke være tilladt at jage fra en mindre strandengparcel ud over fiskeriterritoriet, hvor jagten i øvrigt er tilladt. Det har ikke været hensigten at tillade jagt fra sådanne arealer, og i praksis vil det kunne volde store håndhævelsesmæssige vanskeligheder, idet det vil være næsten umuligt at bevise, hvor vildtet befandt sig, da skuddet blev afgivet.
Det foreslås endvidere, at tilstedeværelsen af veje og jernbaner, der lovligt kan krydses til fods, ikke medfører en »deling« af arealerne, hverken i relation til ejerens/jagtlejerens egen jagtudøvelse eller i relation til muligheden for at indgå naboaftaler.
Ved veje forstås såvel offentlige som private veje.
De veje, der ikke lovligt kan krydses til fods, er primært motorveje og motortrafikveje, der også virker som en naturlig barriere for vildtet i landskabet.
For en række andre offentlige veje af overordnet trafikal betydning er der fastsat adgangsbegrænsende bestemmelser, der medfører, at der ingen kørende, gående eller anden færdsel må finde sted mellem vejen og de tilgrænsende arealer. Disse bestemmelser gør det således ulovligt at krydse den pågældende vejstrækning i forbindelse med færdsel fra arealer på den en side af vejen til arealer på den modsatte side af vejen. Sådanne bestemmelser, der er tinglyst på de berørte ejendomme, er fastsat i medfør af § 72 i lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 532 af 20. juni 1994 (og tidligere i medfør af vejbestyrelseslovens § 35).
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke indebærer nogen ændring af jagt- og vildtforvaltningslovens § 16, stk. 1, hvorefter det ikke er tilladt at drive jagt på eller fra offentlig vej eller sti. Endvidere indebærer den ikke nogen ændring af forbudet i politivedtægterne, jf. Normalpolitivedtægtens § 14, mod at benytte skydevåben på eller ud over veje, der benyttes til almindelig færdsel, eller mod at benytte skydevåben uden for disse veje, hvis det er egnet til at medføre fare for eller væsentlig ulempe for færdselen på vejen.
For så vidt angår jernbaner gælder ifølge § 44, stk. 2, i lov om DSB, jf. lovbekendtgørelse nr. 285 af 2. maj 1995, at uden DSB's tilladelse må ingen færdes på statsbanesporene. En tilsvarende bestemmelse gælder for privatbanespor, jf. Trafik- og Kommunikationsministeriets bekendtgørelse nr. 651 af 20. oktober 1988 om politibestemmelser m.v. for jernbaner under privatdrift.
Grundlaget for, at to eller flere arealer anses for sammenhængende, er derfor den lovlige adgang til at krydse jernbanen. Som udgangspunkt er det ikke tilladt at krydse banen ude på strækningen. Krydsning kan alene ske lovligt ved
- overgange/overkørsler (broer eller tunneler), som er åbne for almindelig færdsel,
- private niveauovergange/overkørsler, som ikke er åbne for almindelig færdsel men alene tjener som forbindelsesvej for de lodsejere, der har en tinglyst ret hertil på deres ejendom.
Det foreslås endelig, at små øer under 1 ha ikke skal være omfattet af begrænsningen i ejerens ret til at udøve jagt på øen, forudsat at det er lovligt at jage på det omkringliggende fiskeriterritorium. Dette indebærer en mindre udvidelse af jagtmulighederne i forhold til den gældende lovtekst. Begrundelsen for forslaget er dels, at ejeren af øen, i modsætning til ejere af almindelige landarealer, ikke har mulighed for at indgå naboaftaler, dels at ejeren under alle omstændigheder kan jage fra en båd på fiskeriterritoriet ud for øen. Forbudet mod at udleje jagten på øer under 5 ha opretholdes.
Jagten på dele af fiskeriterritoriet kan være forbudt eller begrænset som følge af reservatoprettelser. Hvis øen således er omgivet af et vildtreservat, hvor jagt er forbudt, vil der heller ikke lovligt kunne drives jagt på øen. Denne begrænsning i jagtretten er en generel regulering, som ikke udløser erstatning til ejeren.
Ved beregningen af et areals størrelse i relation til bestemmelserne i § 18 indgår ferske vande, dvs. søer og vandløb. I modsætning til fiskeriterritoriet er der ikke fri jagtret på ferske vande. Ifølge jagt- og vildtforvaltningslovens § 14, stk. 2, tilkommer jagtretten på ferske vande, der ikke er undergivet særlig ejendomsret, ejerne af de tilstødende ejendomme, således at en bredejer har jagtret på den del af vandet, der ligger nærmere den pågældendes ejendom end nogen anden ejendom. En sø eller et vandløb »deler« således ikke et areal i to eller flere, medmindre der er forskellige bredejere. Bredejerne kan også indgå naboaftaler, jf. § 18, stk. 3, således at vandarealet medregnes i det samlede areal.
Til nr. 5
Der er alene tale om en konsekvensændring.
Til § 2
Det foreslås, at loven, i lighed med de bestemmelser i den gældende lov om jagt og vildtforvaltning, som forslaget afløser, træder i kraft den 1. april 1997.
Skriftlig fremsættelse (30. oktober 1996)
Miljø- og energiministeren (Svend Auken):
Jeg skal herved tillade mig at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om jagt og vildtforvaltning. (Jagt på små arealer).
(Lovforslag nr. L 44).
Lovforslaget tilsigter at præcisere rækkevidden af bestemmelserne om jagt på små arealer i lov om jagt og vildtforvaltning.
Ifølge § 18 i lov om jagt og vildtforvaltning må der ikke drives jagt på arealer, der er mindre end 1 ha, og jagten må ikke udlejes på arealer, der er mindre end 5 ha, medmindre der indgås naboaftaler om, at jagten på arealet udøves sammen med jagten på tilgrænsende arealer, således at det samlede areal overstiger de nævnte arealgrænser. Disse regler gælder fra den 1. april 1997. Hensigten med bestemmelserne har især været at mindske væsentlige, jagtlige problemer i form af et uacceptabelt højt jagttryk i mose- og engområder, som er opdelt i mange små parceller.
En nærmere fortolkning af bestemmelserne har imidlertid åbenbaret visse utilsigtede konsekvenser. Dette gælder især den omstændighed, at tilstedeværelsen af enhver nok så lille offentlig vej vil umuliggøre, at der indgås naboaftaler, hvilket er mere restriktivt end tilsigtet. Endvidere medfører bestemmelserne, som de er formuleret, at det er tvivlsomt, om det er tilladt at jage f. eks. fra en strandengparcel, der er mindre end 1 ha, og skyde på vildt ud over fiskeriterritoriet.
Med lovforslaget præciseres det, at udover forbudet mod at drive jagt på/udleje jagten på de nævnte små arealer er det heller ikke tilladt at udøve jagt fra/udleje jagten fra disse arealer.
Det foreslås endvidere, at tilstedeværelsen af veje og jernbaner, som lovligt kan krydses til fods, ikke medfører en deling af arealerne, hverken i relation til ejerens/jagtlejerens egen jagtudøvelse eller i relation til muligheden for at indgå naboaftaler.
Det foreslås endelig, at øer på under 1 ha ikke skal være omfattet af begrænsningen i ejerens ret til at udøve jagt på øen, forudsat at det er lovligt at jage på det omkringliggende fiskeriterritorium. Dette indebærer en mindre udvidelse af jagtmulighederne i forhold til den gældende lovtekst.
Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefales Folketingets velvillige behandling af forslaget.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser
der berøres af lovforslaget
1. § 18, stk. 1, affattes således:
» § 18. Der må ikke drives jagt på eller fra et sammenhængende areal, der er mindre end 1 ha. Et areal anses for sammenhængende, uanset om det gennemskæres af vej eller jernbane, når disse lovligt kan krydses til fods.«
§ 18. Der må ikke drives jagt på arealer, der er mindre end 1 ha.
2. § 18, stk. 2, 1. pkt., affattes således:
» Stk. 2. Kun ejendommens ejer og dennes husstand må drive jagt på eller fra et sammenhængende areal, jf. stk. 1, 2. pkt., der er mindre end 5 ha.«
Stk. 2. Kun ejendommens ejer og dennes husstand må drive jagt på et areal, der er mindre end 5 ha. Hvis jagtretten er overdraget sammen med brugsretten til ejendommen, må jagten kun drives af den, der har brugsretten, og dennes husstand.
3. I § 18, stk. 3, indsættes som 2. pkt. :
»Tilstedeværelsen mellem arealerne af vej eller jernbane, der lovligt kan krydses til fods, medfører ingen begrænsninger i adgangen til at indgå aftale.«
Stk. 3. Begrænsningerne i stk. 1 og 2 gælder ikke, hvis der er indgået aftale om, at jagten på arealet udøves sammen med jagten på tilgrænsende arealer, således at det samlede areal overstiger de nævnte arealgrænser.
4. I § 18 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Begrænsningen i stk. 1 gælder ikke for øer, der er mindre end 1 ha, når jagt er tilladt på det omkringliggende fiskeriterritorium eller dele heraf.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
5. I § 18, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »Reglen i stk. 4« til: »Reglen i stk. 5«.
Efter 2. behandling den 12. december 1996