1996 LSF 45 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM NATURBESKYTTELSE OG LOV OM RÅSTOFFER (ÆNDRING AF KLAGEREGLER)

GældendeVersion 1997-01-14

Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199612K00045@1997-01-14/da

Indhold

Indledning

§ 1

I lov nr. 9 af 3. januar 1992 om naturbeskyttelse, som ændret senest ved lov nr. 439 af 1. juni 1994, foretages følgende ændringer:

1. § 78 affattes således:

» § 78. Amtsrådets og kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven eller de regler, der udstedes efter loven, kan påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i dette kapitel. Afgørelser efter § 73, stk. 6, kan dog ikke påklages.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at afgørelser, der træffes af amtsrådet efter regler udstedt efter § 20, stk. 2, ikke skal kunne påklages.

Stk. 3. Fredningsnævnets afgørelser efter § 50, stk. 1, kan påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i dette kapitel. For klage over fredningsnævnets øvrige afgørelser gælder § 43.

Stk. 4. Miljø- og energiministerens afgørelser efter § 9, § 11, stk. 1 og 2, § 27, stk. 1 og 2, § 53, stk. 1 og 2, og § 75, stk. 2, 1. pkt., kan påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i dette kapitel. Tilsvarende kan afgørelser efter § 65, stk. 1, påklages til Naturklagenævnet, for så vidt angår dispensationer fra bestemmelserne i § 8, stk. 1, § 11, stk. 3, § 12, stk. 1, 1. pkt., og § 14, stk. 1 og 2, bortset fra tilladelser til arkæologiske undersøgelser af fortidsminder og historiske skibsvrag. Andre afgørelser efter loven kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. dog § 60, stk. 3.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om klage over afgørelser truffet af ministeren efter regler udstedt i medfør af loven. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at sådanne afgørelser kan påklages til Naturklagenævnet, eller at sådanne afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.«

2. I § 81 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne træffe afgørelse i klager efter loven, når klagen skønnes ikke at indeholde spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål.«

3. § 83, stk. 2, ophæves.

4. § 85 ophæves.

§ 2

I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som ændret senest ved lov nr. 484 af 12. juni 1996, foretages følgende ændringer:

1. § 13 affattes således:

»§ 13. Amtsrådets afgørelser efter loven eller de regler, der fastsættes i medfør af loven, kan, for så vidt angår forekomster på landjorden, påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i §§ 14-16. Amtsrådets afgørelser efter § 7, stk. 2, § 9, stk. 2, og § 11 kan dog ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Afgørelser om fastsættelse af vilkår efter § 5, stk. 3, i lov nr. 285 af 7. juni 1972 om udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden og på søterritoriet, jf. råstoflovens § 51, stk. 1, kan påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i §§ 14-16.

Stk. 3. Miljø- og energiministerens afgørelser efter regler, der fastsættes i medfør af lovens § 36, kan påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i §§ 14-16. Miljø- og energiministerens afgørelser efter loven eller efter de regler, der fastsættes i medfør af loven, vedrørende forekomster på landjorden kan i øvrigt ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

2. § 14 affattes således:

» § 14. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne træffe afgørelse i klager efter loven, når klagen skønnes ikke at indeholde spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål.

Stk. 2. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

3. § 16, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Klage indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Myndigheden videresender klagen til Naturklagenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.

Stk. 2. Afgørelser, der er påklaget inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende klageregler.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov nr. 9 af 3. januar 1992 om naturbeskyttelse, som ændret senest ved lov nr. 439 af 1. juni 1994, foretages følgende ændringer:

1. § 78 affattes således:

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at afgørelser, der træffes af amtsrådet efter regler udstedt efter § 20, stk. 2, ikke skal kunne påklages.

Stk. 4. Miljø- og energiministerens afgørelser efter § 9, § 11, stk. 1 og 2, § 27, stk. 1 og 2, § 53, stk. 1 og 2, og § 75, stk. 2, 1. pkt., kan påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i dette kapitel. Tilsvarende kan afgørelser efter § 65, stk. 1, påklages til Naturklagenævnet for så vidt angår dispensationer fra bestemmelserne i § 8, stk. 1, § 11, stk. 3, § 12, stk. 1, 1. pkt., og § 14, stk. 1 og 2, bortset fra tilladelser til arkæologiske undersøgelser af fortidsminder og historiske skibsvrag. Andre afgørelser efter loven kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. dog § 60, stk. 3.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om klage over afgørelser truffet af ministeren efter regler udstedt i medfør af loven. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at sådanne afgørelser kan indbringes for Naturklagenævnet, eller at sådanne afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.«

2. I § 81 indsættes som stk. 3:

» Stk. 3. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne træffe afgørelse i klager efter naturbeskyttelsesloven, når klagen skønnes ikke at indeholde spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål«.

3. § 83, stk. 2, ophæves.

4. § 85 ophæves.

§ 2

I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som ændret senest ved lov nr. 484 af 12. juni 1996, foretages følgende ændringer:

1. § 13 affattes således:

»§ 13. Amtsrådets afgørelser efter loven eller de regler, der fastsættes i medfør af loven, kan for så vidt angår forekomster på landjorden påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i §§ 14-16. Amtsrådets afgørelser efter § 7, stk. 2, § 9, stk. 2, og § 11 kan dog ikke påklages til anden administrativ myndighed.

2. § 14 affattes således:

» § 14. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne træffe afgørelse i klager efter råstofloven, når klagen skønnes ikke at indeholde spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål.

Stk. 2. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

3. § 16, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Klage indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Myndigheden videresender klagen til Naturklagenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1998.

Stk. 2. Afgørelser, der er påklaget inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende klageregler.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

I forbindelse med reformen af plan- og naturbeskyttelseslovgivningen i 1992 blev Naturklagenævnet oprettet. Naturklagenævnet afløste det hidtidige Overfredningsnævn. Naturklagenævnet behandler klager efter naturbeskyttelsesloven over de kommunale myndigheders afgørelser og fredningsnævnets afgørelser om dispensation fra fredninger, samt klager over de kommunale myndigheders afgørelser efter planloven og råstofloven for så vidt angår forekomster på landjorden. Nævnet behandler dog kun klager, der rummer spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til den regulering, som de nævnte love indeholder. Øvrige klager behandles og afgøres af Skov- og Naturstyrelsen efter bemyndigelse fra miljø- og energiministeren.

Efter nedlæggelsen af Planstyrelsen i 1993 ændredes planloven, således at alle klager over kommunale afgørelser efter planloven nu behandles af Naturklagenævnet.

De fordele, som knytter sig til et klagesystem med et uafhængigt nævn med bred politisk sammensætning og to højesteretsdommere som endelig klageinstans, vejer meget tungt. Det er hensigten med dette lovforslag at gøre Naturklagenævnet til eneste klagemyndighed også inden for naturbeskyttelseslovens og råstoflovens områder for så vidt angår afgørelser truffet af de kommunale myndigheder eller fredningsnævn.

Forslaget tilgodeser ønsket om et klart, gennemskueligt og sammenhængende klagesystem, hvor der ikke kan opstå tvivl om de involverede myndigheders rolle i klagesagen. Ved forslaget undgår man den uklarhed, der kan opstå ved den delte klagemyndighed, hvor klager indgives til Naturklagenævnet, men hvor nævnet henviser langt de fleste klagesager til Skov- og Naturstyrelsens afgørelse.

Endvidere må ændringsforslaget forventes at betyde en hurtigere sagsbehandling af sager, der involverer en afgørelse efter såvel naturbeskyttelsesloven som planloven. Det nuværende klagesystem indebærer, at Naturklagenævnet i medfør af planloven og Skov- og Naturstyrelsen i medfør af naturbeskyttelsesloven for en række sagers vedkommende sideløbende træffer afgørelse i samme sag, hvilket alt andet lige er en forsinkende faktor.

Med ændringen af skovloven i 1996 er Naturklagenævnet også blevet klagemyndighed for visse af Skov- og Naturstyrelsens og statsskovdistrikternes afgørelser som 1. instans. Tidligere var henholdsvis miljø- og energiministeren og Skov- og Naturstyrelsen klagemyndighed. Tilsvarende erstatter Naturklagenævnet i forbindelse med en ændring af råstofloven ministeren som klagemyndighed, for så vidt angår Skov- og Naturstyrelsens afgørelser i medfør af råstofloven vedrørende råstofindvinding på havet.

På samme måde foreslås det nu på naturbeskyttelseslovens og råstoflovens områder, at Naturklagenævnet som udgangspunkt bliver klagemyndighed for Skov- og Naturstyrelsens og statsskovdistrikternes afgørelser som 1. instans.

2. Lovforslagets hovedindhold

Forslaget tilsigter, at en lang række afgørelser, der i dag træffes af Skov- og Naturstyrelsen som klageinstans, fremover skal træffes af Naturklagenævnet. Der er eksempelvis tale om klager over amternes afgørelser efter naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttede naturtyper, klager over fredningsnævnenes afgørelser om dispensation fra fredninger og klager over amternes afgørelser efter råstofloven om råstofindvinding på landjorden. Endvidere vil Naturklagenævnet fremover som udgangspunkt erstatte miljø- og energiministeren som klagemyndighed for Skov- og Naturstyrelsens afgørelser som 1. instans på naturbeskyttelseslovens og råstoflovens områder, ligesom Naturklagenævnet træder i stedet for Skov- og Naturstyrelsen som klageinstans for statsskovdistrikternes afgørelser efter naturbeskyttelsesloven.

Samtidig bemyndiges formanden for Naturklagenævnet til på nævnets vegne at træffe afgørelser i sager, der ikke skønnes at have meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål. Selve Naturklagenævnet forventes således at blive forum for de principielle spørgsmål.

Efter de gældende regler i naturbeskyttelsesloven (§ 85) afgør Naturklagenævnet kun de klager, der er indgivet af miljø- og energiministeren eller indeholder spørgsmål, som efter nævnets vurdering har meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål. Miljø- og energiministeren - i praksis Skov- og Naturstyrelsen - afgør andre klager.

Tilsvarende regler gælder i dag for amternes afgørelser i medfør af råstofloven vedrørende råstofindvindinger på land.

Forslaget ændrer ikke de muligheder, der i dag findes for at påklage kommunale afgørelser, ligesom kredsen af klageberettigede fastholdes.

For så vidt angår afgørelser truffet af Skov- og Naturstyrelsen/statsskovdistrikterne som 1. instans på naturbeskyttelseslovens område foreslås en enkelt ændring, således at afgørelser efter § 8, stk. 3, om revision af grænser for klitfredning gøres endelige. Det foreslås endvidere, at alle afgørelser om klitfredningsspørgsmål kan påklages af samme (bredere) kreds af klageberettigede, som fremgår af den almindelige bestemmelse i lovens § 86. Der henvises til bemærkningerne til § 1 (ad § 78, stk. 4).

Det forudsættes, at Naturklagenævnet ikke opbygger egen teknisk-faglig ekspertise, men efter behov indhenter faglige udtalelser fra Skov- og Naturstyrelsen og andre institutioner mv. med relevant fagkundskab, eksempelvis Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Forskningscentret for Skov og Landskab, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS), Naturbeskyttelsesrådet, Landbrugs- og Fiskeriministeriets forskningsinstitutioner og universiteter.

3. Økonomiske og administrative bemærkninger

3.1. Administrationen af de gældende love

I medfør af naturbeskyttelseslovens § 85 behandler og afgør Skov- og Naturstyrelsen efter delegation fra miljø- og energiministeren de klagesager, som Naturklagenævnet visiterer til styrelsen. I 1995 behandlede styrelsen således:

* klager over amternes afgørelser efter §§ 3 og 4 om beskyttede naturtyper

* klager over amternes afgørelser efter §§ 15-19 om bygge- og beskyttelseslinier

* klager over fredningsnævnenes afgørelser efter § 50, stk. 1, om dispensationer fra fredninger

Endvidere behandler styrelsen et mindre antal klager over statsskovdistrikternes afgørelser vedr. klitfredede arealer og klager over amternes afgørelser vedr. offentlighedens adgang til naturen. Der har ikke været klagesager vedr. amternes afgørelser om friluftsreklamer.

I medfør af råstoflovens § 14 behandler og afgør Skov- og Naturstyrelsen efter delegation fra miljø- og energiministeren de klagesager vedr. amternes afgørelser om råstofindvinding på land, som Naturklagenævnet visiterer til styrelsen. I 1995 afgjorde styrelsen 25 sager. Antallet af klagesager er gået meget ned i de senere år. Tallet må for perioden 1997-98 forventes at stige, da mange tilladelser udløber i denne periode.

3.2 Administrative og økonomiske konsekvenser af lovforslaget

Lovforslaget betyder, at sager, som påklages til Naturklagenævnet, ikke længere kan henvises til afgørelse i Skov- og Naturstyrelsen. Lovforslaget betyder endvidere, at Naturklagenævnet træder i stedet for Skov- og Naturstyrelsen og miljø- og energiministeren som klageinstans, for så vidt angår afgørelser efter klitfredningsbestemmelserne m.v.

Skov- og Naturstyrelsen har hidtil anvendt i alt ca. 3 årsværk til klagesagsbehandling inden for de to berørte lovområder. Styrelsen skal imidlertid fremover i et vist omfang afgive udtalelser til nævnet i sager, som styrelsen hidtil har behandlet, idet styrelsen besidder den teknisk-faglige ekspertise. Ressourceforbruget hertil skønnes til maksimalt 1 årsværk. Nettobesparelsen i Skov- og Naturstyrelsen forventes således at være ca. 2 årsværk. Miljø- og energiministeriets departement har anvendt få ressourcer på klagesagsbehandling.

I konsekvens af den foreslåede ændrede kompetencefordeling overflyttes 3 årsværk fra Skov- og Naturstyrelsen til Naturklagenævnet pr. 1. januar 1998.

Amtskommunerne og kommunerne vil ikke blive berørt ressourcemæssigt af lovforslaget.

4. Miljøkonsekvenser

Lovforslaget har ingen miljøkonsekvenser.

5. Erhvervsøkonomiske konsekvenser

Lovforslaget har ingen erhvervsøkonomiske konsekvenser.

6. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indebærer ikke aspekter af relevans for EU-retten.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 78)

Til § 78

ad stk. 1

Følgende sagskategorier er omfattet af forslaget:

* klager over amternes afgørelser om beskyttede naturtyper, §§ 3 og 4

* klager over amternes/kommunernes afgørelser om bygge- og beskyttelseslinier, §§ 15-19

* klager over amternes afgørelser om friluftsreklamer, § 21

* klager over amternes afgørelser om offentlighedens adgang til naturen, kapitel 4

Ændringsforslaget begrænser ikke muligheden for at få en afgørelse prøvet ved en anden instans, men indebærer, at en lang række klagesager ikke længere kan henvises af Naturklagenævnet til afgørelse i Skov- og Naturstyrelsen.

Det forudsættes, at der fortsat vil blive foretaget besigtigelse i klagesager efter behov med indkaldelse af sagens parter.

ad stk. 2

Ændringsforslaget er redaktionelt.

ad stk. 3

Ændringsforslaget indebærer, at klager over fredningsnævnenes afgørelser om dispensationer fra fredninger efter § 50, stk. 1, ikke længere kan visiteres af Naturklagenævnet til Skov- og Naturstyrelsen.

ad stk. 4

I følge de gældende regler kan miljø- og energiministerens afgørelser efter loven eller efter regler, der udstedes i medfør af loven, ikke påklages til anden administrativ myndighed.

I medfør af bekendtgørelse nr. 217 af 21. marts 1994 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen, § 25 kan en række afgørelser truffet af Skov- og Naturstyrelsen efter delegation påklages til miljø- og energiministeren. Afgørelser truffet af statsskovdistrikterne efter delegation kan påklages til Skov- og Naturstyrelsen.

I følge ændringsforslaget skal klager over afgørelser vedr. fortidsmindebeskyttelse og klitfredning, hvor den centrale Skov- og Naturstyrelse eller statsskovdistrikterne efter bemyndigelse fra miljø- og energiministeren er 1. instans, fremover behandles af Naturklagenævnet - i det omfang 1.instans-afgørelserne ikke er endelige. Sagerne behandles som hidtil i højst 2 instanser.

Ændringsforslaget begrænser ikke de muligheder, der i dag er for at få en afgørelse prøvet ved en anden instans. Dog foreslås det, at afgørelser efter § 8, stk. 3, 2. pkt. om revision af grænser for klitfredning fremover ikke kan påklages til anden administrativ myndighed, da der er tale om en teknisk korrektion, der ikke indeholde juridiske eller skønsmæssige vurderinger.

I følge bekendtgørelse nr. 217 af 21. marts 1994 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen, § 26, stk. 3, kan visse afgørelser vedrørende klitfredningsspørgsmål i dag kun påklages af adressaten. Det foreslås, at denne begrænsning af kredsen af klageberettigede opgives, således at kredsen af klageberettigede bliver identisk med lovens § 86, hvorefter tillige offentlige myndigheder, Danmarks Naturfredningsforening og lokale foreninger og lignende, som har en væsentlig interesse i afgørelsen, er klageberettigede.

Efter lovens § 67, stk. 1, kan miljø- og energiministeren beslutte at overtage amtsrådets eller kommunalbestyrelsens beføjelser efter loven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har større betydning. Hjemlen har ikke været benyttet. Ministerens afgørelser i sådanne sager kan som hidtil ikke påklages.

ad stk. 5

Efter bekendtgørelse nr. 552 af 22. juni 1992 om klitfredning udstedt i medfør af lovens § 8, stk.6 og 7, og § 27, stk. 3, træffer Skov- og Naturstyrelsen en række afgørelser vedr. dispensationer mv., som ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. I henhold til delegationsbekendtgørelsen (bek. nr. 217 af 21. marts 1994) har Skov- og Naturstyrelsen henlagt disse beføjelser til statsskovdistrikterne, hvis afgørelser i dag kan indbringes for Skov- og Naturstyrelsen. Ændringsforslaget giver miljø- og energiministeren hjemmel til at fastsætte klageadgang til Naturklagenævnet i sådanne sager, hvilket ministeren agter at gøre.

Ændringsforslaget giver endvidere miljø- og energiministeren hjemmel til at bestemme, at visse afgørelser efter regler udstedt i medfør af naturbeskyttelsesloven ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Baggrunden for denne bemyndigelsesbestemmelse er, at visse sager har en sådan karakter, at de ikke egner sig til behandling i Naturklagenævnet. Det gælder sager, som ikke vedrører arealanvendelse i bred forstand, f.eks. afgørelser vedrørende import, eksport, køb, salg m.m. af truede arter og afgørelser vedrørende fredede krybdyr, padder, planter mv.

Til nr. 2 (§ 81)

Det fremgår af planlovens § 58, stk. 2, at »Formanden kan på nævnets vegne afgøre en klage efter lov om planlægning, når klagen ikke skønnes at indeholde spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål«. I følge Naturklagenævnets forretningsorden kan nævnet forlange en klage forelagt til nævnets afgørelse, indtil formanden har afsendt afgørelsen i klagesagen. Det påhviler formanden at give nævnet oplysning om alle modtagne klager. De samme procedureregler vil gælde for sager efter naturbeskyttelsesloven.

Til nr. 3 (§ 83)

Ændringsforslaget er en konsekvensændring.

Til nr. 4 (§ 85)

Ændringsforslaget er en konsekvensændring.

Til § 2

Til nr. 1 (§ 13)

Til § 13

ad stk. 1

Efter de gældende regler afgør Skov- og Naturstyrelsen en række klagesager, idet Naturklagenævnet kun behandler klager, der er indgivet af miljø- og energiministeren eller indeholder spørgsmål, som efter nævnets vurdering har meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål. Ændringsforslaget indebærer, at klager over amtsrådets afgørelser, der indgives til Naturklagenævnet, fremover ikke kan henvises til afgørelse i Skov- og Naturstyrelsen.

I klagesager vedrørende råstofindvinding på landbrugsejendomme forudsættes klagesagsbehandlingen efter råstofloven som hidtil koordineret med en eventuel klagesagsbehandling efter landbrugsloven.

ad stk. 2

I følge den gældende råstoflovs § 51, stk.1, skal sager om anmeldte rettigheder til indvinding af andre råstoffer end sten, sand og grus efter § 5 stk. 1, nr. 1-3, i råstofloven af 1972, behandles efter de hidtil gældende regler i 1972-loven.

Efter § 11 i bekendtgørelse nr. 916 af 18. december 1991 om ansøgninger og indberetninger om indvinding efter råstofloven og om amtsrådets kompetence til at fastsætte vilkår for anmeldte rettigheder, er amtsrådet bemyndiget til at fastsætte vilkår for de efter 1972-loven anerkendte anmeldelser.

I henhold til bekendtgørelse nr. 217 af 21. marts 1994 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen, § 18, stk. 1, nr. 14, og § 25, stk.1, afgør Skov- og Naturstyrelsen endeligt klager over amtsrådets fastsættelse af vilkår for de anmeldte rettigheder. Som følge af, at Naturklagenævnet efter lovforslaget i øvrigt indsættes som eneste klagemyndighed for amtsrådets afgørelser vedrørende forekomster på land, foreslås Naturklagenævnet også indsat her. Der er i de senere år kun påklaget få afgørelser.

ad stk. 3

Ændringsforslaget er en konsekvens af de øvrige ændringer og indebærer ikke en ændret adgang til at klage over miljø- og energiministerens og Skov- og Naturstyrelsens afgørelser. Dog foreslås det, at afgørelser, som ministeren træffer efter regler fastsat med hjemmel i lovens § 36, stk. 1, skal kunne påklages til Naturklagenævnet. I § 36, stk. 1, er der hjemmel til at fastsætte regler om, at tilladelser til råstofindvinding på land i visse nærmere angivne tilfælde af mere vidtrækkende betydning meddeles af ministeren. Hjemlen til at udstede sådanne regler har ikke været benyttet.

Efter lovens § 36, stk. 2, kan miljø- og energiministeren beslutte at overtage amtsrådets eller kommunalbestyrelsens beføjelser efter loven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har større betydning. Hjemlen har ikke været benyttet. Ministerens afgørelser i sådanne sager kan som hidtil ikke påklages.

Til nr. 2 (§ 14)

Bestemmelsen i § 14, stk. 1, svarer til bestemmelser i skovloven og planloven. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til ændringsforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 3 (§ 16)

Bestemmelsen er ændret som en konsekvens af, at det nu ikke alene er amtsrådets afgørelser, der kan påklages, men at også miljø- og energiministerens afgørelser efter § 13, stk. 3, 1. pkt. kan påklages.

Til § 3

Lovens ikrafttræden er fastsat til 1. januar 1998. Klager, der er indgivet inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende klageregler.

Skriftlig fremsættelse (30. oktober 1996)

Miljø- og energiministeren (Svend Auken):

Jeg skal herved tillade mig at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om naturbeskyttelse og lov om råstoffer. (Ændring af klageregler).

(Lovforslag nr. L 45).

I forbindelse med reformen af plan- og naturbeskyttelseslovgivningen i 1992 blev Naturklagenævnet oprettet. Naturklagenævnet afløste det hidtidige Overfredningsnævn. Nævnet behandler i dag alle klager over kommunale afgørelser efter planloven. På Naturbeskyttelseslovens og råstoflovens område behandler nævnet kun klager, som rummer spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til de 2 loves formål. Andre klager afgøres af Skov- og Naturstyrelsen efter bemyndigelse fra miljø- og energiministeren.

Lovforslaget indebærer, at afgørelser, der påklages til Naturklagenævnet, fremover ikke kan henvises til afgørelse i Skov- og Naturstyrelsen. Der er eksempelvis tale om klager over amternes afgørelser efter naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttede naturtyper, klager over fredningsnævnenes afgørelser om dispensation fra fredninger og klager over amternes afgørelser efter råstofloven om råstofindvinding på landjorden.

Endvidere vil Naturklagenævnet fremover som udgangspunkt erstatte miljø- og energiministeren som klagemyndighed for Skov- og Naturstyrelsens afgørelser som 1. instans på naturbeskyttelseslovens og råstoflovens områder, ligesom Naturklagenævnet vil træde i stedet for Skov- og Naturstyrelsen som klageinstans for statsskovdistrikternes afgørelser efter naturbeskyttelsesloven.

De fordele, som knytter sig til et klagesystem med et uafhængigt nævn med bred politisk sammensætning og to højesteretsdommere som endelig klageinstans, vejer meget tungt. Det foreliggende forslag til ændringslov tilgodeser ønsket om et klart, gennemskueligt og sammenhængende klagesystem, hvor der ikke kan opstå tvivl om de involverede myndigheders rolle i klagesagen. Ved forslaget undgår man den uklarhed, der kan opstå ved den delte klagemyndighed, hvor klager indgives til Naturklagenævnet, men hvor nævnet henviser de fleste klagesager til Skov- og Naturstyrelsens afgørelse.

Lovforslaget indebærer, at Naturklagenævnets formand kan afgøre klager efter naturbeskyttelsesloven og råstofloven, for så vidt angår forekomster på landjorden, når klagen skønnes ikke at indeholde spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til de 2 loves formål. Formanden træffer afgørelsen på nævnets vegne, hvilket betyder, at formanden ikke imod nævnets opfattelse kan behandle sager som formandssager. Tilsvarende bestemmelse om formandskompetence findes i planloven og skovloven. De nærmere procedurer fastlægges i Naturklagenævnets forretningsorden og ved aftale.

Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefales Folketingets velvillige behandling af forslaget.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

Forslag til ændring af lov om

naturbeskyttelse

1. § 78 affattes således:

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at afgørelser, der træffes af amtsrådet efter regler udstedt efter § 20, stk. 2, ikke skal kunne påklages.

Stk. 4. Miljø- og energiministerens afgørelser efter § 9, § 11, stk. 1 og 2, § 27, stk. 1 og 2, § 53, stk. 1 og 2, og § 75, stk. 2, 1. pkt., kan påklages til Naturklagenævnet efter bestemmelserne i dette kapitel. Tilsvarende kan afgørelser efter § 65, stk. 1, påklages til Naturklagenævnet for så vidt angår dispensationer fra bestemmelserne i § 8, stk. 1, § 11, stk. 3, § 12, stk. 1, 1. pkt., og § 14, stk. 1 og 2, bortset fra tilladelser til arkæologiske undersøgelser af fortidsminder og historiske skibsvrag. Andre afgørelser efter loven kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. dog § 60, stk. 3.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om klage over afgørelser truffet af ministeren efter regler udstedt i medfør af loven. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at sådanne afgørelser kan indbringes for Naturklagenævnet, eller at sådanne afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.«

§ 78. Amtsrådets og kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven eller de regler, der udstedes efter loven, kan påklages efter bestemmelserne i dette kapitel. Afgørelser efter § 73, stk. 6, kan dog ikke påklages.

Stk. 2. Fredningsnævnets afgørelser efter § 50, stk. 1, kan påklages efter bestemmelserne i dette kapitel. For klage over fredningsnævnets øvrige afgørelser gælder § 43.

Stk. 3. Miljøministerens afgørelser efter loven eller efter regler, der udstedes i medfør af loven, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. dog § 60, stk. 3.

Stk. 4. Miljøministeren kan bestemme, at afgørelser, der træffes af amtsrådet efter regler udstedt efter § 20, stk. 2, ikke skal kunne påklages.

2. I § 81 indsættes som stk. 3:

§ 81. Nævnet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne, herunder formanden eller en viceformand er til stede.

Stk. 2. Nævnets afgørelse i de enkelte sager træffes ved almindelig stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens henholdsvis viceformandens stemme udslagsgivende.

3. § 83, stk. 2, ophæves.

§ 83. Miljøministeren fastsætter nævnets forretningsorden.

Stk. 2. Det kan bestemmes i forretningsordenen, at formanden eller efter formandens bemyndigelse en viceformand på nævnets vegne kan henvise en klage til miljøministerens afgørelse.

4. § 85 ophæves.

§ 85. Naturklagenævnet afgør klager, der er indgivet af miljøministeren eller indeholder spørgsmål, som efter nævnets vurdering har meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål, jf. dog § 43, stk.. 1, og § 6o, stk. 3. Miljøministeren afgør andre klager.

Forslag til ændring af lov om råstoffer

1. § 13 affattes således:

§ 13. Amtsrådets afgørelser efter loven eller de regler, der fastsættes i medfør af loven, kan for så vidt angår forekomster på landjorden påklages efter bestemmelserne i §§ 14-16. Amtsrådets afgørelser efter § 7, stk. 2, § 9, stk. 2, og § 11 kan dog ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Miljøministerens afgørelser efter loven eller de regler, der fastsættes i medfør af loven, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

2. § 14 affattes således:

Stk. 2. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

§ 14. Naturklagenævnet afgør klager, der indgives af miljøministeren eller indeholder spørgsmål, som efter nævnets vurdering har meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål. Miljøministeren afgør andre klager.

3. § 16, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Klage indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Myndigheden videresender klagen til Naturklagenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.«

§ 16. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Stk. 2. Klage indgives skriftligt til amtsrådet, der videresender den til Naturklagenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.

Stk. 3. En tilladelse må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet.

Stk. 4. Rettidig klage har opsættende virkning for den påklagede afgørelse, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.

Efter 2. behandling den 17. december 1996

§ 1

I lov nr. 9 af 3. januar 1992 om naturbeskyttelse, som ændret senest ved lov nr. 439 af 1. juni 1994, foretages følgende ændringer:

1. § 78 affattes således:

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at afgørelser, der træffes af amtsrådet efter regler udstedt efter § 20, stk. 2, ikke skal kunne påklages.

2. I § 81 indsættes som stk. 3:

3. § 83, stk. 2, ophæves.

4. § 85 ophæves.

§ 2

I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som ændret senest ved lov nr. 484 af 12. juni 1996, foretages følgende ændringer:

1. § 13 affattes således:

2. § 14 affattes således:

Stk. 2. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

3. § 16, stk. 2, affattes således:

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.

Stk. 2. Afgørelser, der er påklaget inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende klageregler.

Versioner

1997-01-14