1996 LSF 83 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE(FASTSÆTTELSE AF SÆRLIGE VILKÅR, NÆGTELSE OG TILBAGEKALDELSE AF MILJØGODKENDELSE, TILSYN, KONFISKATION, RETTIGHEDSFRAKENDELSE M.V.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199612K00083@1997-06-13/da
Indhold
§ 1
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994, som ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995, lov nr. 302 af 24. april 1996 og lov nr. 395 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:
1. I § 34 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan nægte godkendelse eller fastsætte særlige vilkår i godkendelsen, herunder vilkår om sikkerhedsstillelse efter reglerne i § 39 a, såfremt ansøgeren, medlemmer af ansøgerens direktion eller bestyrelse eller andre, der kan øve bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, er omfattet af § 40 a.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
2. I § 39 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan endvidere stille krav om etablering af sikkerhedsstillelse over for listevirksomheder, såfremt virksomhedens ejer eller ansvarlige ledelse er omfattet af § 40 a.«
Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.
3. Efter § 40 indsættes:
»§ 40 a. Anvendelse af § 34, stk. 2, og § 41 a finder sted over for følgende:
1) Personer, der er blevet frakendt retten til at drive forurenende virksomhed i henhold til denne lovs § 110 b eller i henhold til straffelovens § 79.
2) Personer, der er dømt efter straffelovens § 196.
3) Personer og selskaber m.v., der er straffet efter denne lovs § 110, stk. 2, eller tilsvarende bestemmelser fastsat i bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel i loven, såfremt der er fastsat frihedsstraf eller bøde på 10.000 kr. eller derover, og såfremt der ikke er forløbet mere end ti år fra den strafbare handling.
4) Personer og selskaber m.v., der har gæld på 100.000 kr. eller derover til det offentlige for selvhjælpshandlinger foretaget af tilsynsmyndigheden i medfør af denne lovs §§ 69 og 70, såfremt denne gæld er vedgået eller fastslået ved en domstol. Det er endvidere en betingelse, at gælden er forfalden og ikke er omfattet af en overholdt aftale om henstand eller afdragsvis betaling, samt at der er fremsendt to rykkere til skyldneren.
§ 40 b. Miljø- og energiministeren opretter et register over de personer og selskaber m.v., der er omfattet af § 40 a. Registeret kan oprettes på edb efter miljø- og energiministerens bestemmelse herom.
Stk. 2. I sager, der afsluttes ved dom, og i sager, der afgøres endeligt ved anklagemyndigheden med bødevedtagelse, foretager anklagemyndigheden indberetning til registeret. I sager om gæld til det offentlige for selvhjælpshandlinger foretager den pågældende tilsynsmyndighed indberetning til registeret.
Stk. 3. Forinden der sker registrering, gives der meddelelse herom til den pågældende person eller det pågældende selskab m.v.«
4. Efter § 41 indsættes før overskriften til § 42:
»§ 41 a. Godkendelsesmyndigheden kan tilbagekalde en godkendelse eller fastsætte særlige vilkår i en eksisterende godkendelse, herunder vilkår om sikkerhedsstillelse, jf. § 39 a, såfremt
1) indehaveren, medlemmer af indehaverens direktion eller bestyrelse eller andre, der kan øve bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, bliver omfattet af § 40 a,
2) personer eller selskaber m.v., der er omfattet af § 40 a, bliver ejer eller medejer af virksomheden eller
3) personer, der er omfattet af § 40 a, indtræder i bestyrelse eller direktion i et selskab m.v., der driver godkendt virksomhed.
Stk. 2. Ved indbringelse af afgørelser efter stk. 1 for domstolene kan domstolene tillægge søgsmålet opsættende virkning.«
5. I § 42 ændres i stk. 1, 2 og 4 »kommunalbestyrelsen« til: »tilsynsmyndigheden«, og i stk. 3 ændres »Kommunalbestyrelsen« til: »Tilsynsmyndigheden«.
6. I § 73 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan over for en kommunalbestyrelse eller et amtsråd for en bestemt periode nærmere fastlægge omfanget af disse myndigheders tilsynsforpligtelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
7. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§ 53«: »§ 55 a«.
8. § 110, stk. 4 og 5, affattes således:
»Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 5. Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk fordel, konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel, selv om der ved overtrædelsen ikke er voldt skade på miljøet eller er fremkaldt fare derfor. Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved udmåling af en bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.«
9. Efter § 110 a indsættes:
»§ 110 b. Retten til at udøve virksomhed omfattet af kapitel 5 kan frakendes ved dom for strafbart forhold, hvis den tiltalte gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har
a) overtrådt bestemmelser i denne lov eller i forskrifter udstedt i medfør af loven eller
b) undladt at efterkomme forbud eller påbud, som er udstedt i medfør af disse bestemmelser.
Stk. 2. Efter samme regel kan der ske frakendelse af retten til at være stifter af, direktør for eller medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar, et selskab eller en forening, som kræver offentlig godkendelse, eller en fond, der driver virksomhed omfattet af kapitel 5.
Stk. 3. I øvrigt gælder reglerne i straffelovens § 79, stk. 3 og 4.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.
Stk. 2. § 40 a, nr. 1-3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, omfatter personer og selskaber m.v., der har begået den eller de strafbare overtrædelser efter den 1. juli 1997. § 40 a, nr. 4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, omfatter personer og selskaber m.v., der har forårsaget en forurening, der senere fjernes ved myndighedens selvhjælpshandling, når forureningen er forårsaget efter den 1. juli 1997.
Oprindeligt fremsat forslag
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994 som ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995, lov nr. 302 af 24. april 1996 og lov nr. 395 af 22. maj 1996 foretages følgende ændringer:
§ 1
1. I § 34 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan nægte godkendelse eller fastsætte særlige vilkår i godkendelsen, herunder vilkår om sikkerhedsstillelse efter reglerne i § 39 a, såfremt ansøgeren, medlemmer af ansøgerens direktion eller bestyrelse eller andre, der kan øve bestemmende indflydelse på virksomhedens drift er omfattet af § 40 a.«
Stk. 2-3 bliver herefter til stk. 3-4.
2. I § 39 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan endvidere stille krav om etablering af sikkerhedsstillelse overfor listevirksomheder, såfremt virksomhedens ejer eller ansvarlige ledelse er omfattet af § 40 a.«
Stk. 2-6 bliver herefter til stk. 3-7
3. Efter § 40 indsættes:
»§ 40 a. Anvendelse af § 34, stk. 2, og § 41 a finder sted overfor følgende:
1) Personer, der er blevet frakendt retten til at drive forurenende virksomhed i henhold til denne lovs § 110 b eller i henhold til straffeloven § 79.
2) Personer og selskaber m.v., der er straffet efter denne lovs § 110, stk. 2, eller tilsvarende bestemmelser fastsat i bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel i loven, såfremt der er fastsat frihedsstraf eller bøde på 10.000 kr. eller derover, og såfremt der ikke er forløbet mere end ti år fra den strafbare handling.
3) Personer og selskaber m.v., der har gæld på 100.000 kr. eller derover til det offentlige for selvhjælpshandlinger, foretaget af tilsynsmyndigheden i medfør af denne lovs §§ 69-70, såfremt denne gæld er vedgået eller fastslået ved en domstol. Det er endvidere en betingelse, at gælden er forfalden og ikke er omfattet af en overholdt aftale om henstand eller afdragsvis betaling, samt at der er fremsendt to rykkere til skyldneren.
§ 40 b. Miljø- og energiministeren opretter et register over de personer og selskaber m.v., der er omfattet af § 40 a. Registeret kan oprettes på edb efter miljø- og energiministerens bestemmelse herom.
Stk. 2. I sager, der afsluttes ved dom og i sager, der afgøres endeligt ved anklagemyndigheden med bødevedtagelse, foretager anklagemyndigheden indberetning til registeret. I sager om gæld til det offentlige for selvhjælpshandlinger foretager den pågældende tilsynsmyndighed indberetning til registeret.
Stk. 3. Forinden der sker registrering, gives der meddelelse herom til den pågældende person eller det pågældende selskab m.v.«
4. Efter § 41 indsættes før overskriften til § 42:
»§ 41 a. Godkendelsesmyndigheden kan tilbagekalde en godkendelse eller fastsætte særlige vilkår i en eksisterende godkendelse, herunder vilkår om sikkerhedsstillelse, jf. § 39 a, såfremt
1) indehaveren, medlemmer af indehaverens direktion eller bestyrelse eller andre, der kan øve bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, bliver omfattet af § 40 a,
2) personer eller selskaber m.v., der er omfattet af § 40 a bliver ejer eller medejer af virksomheden, eller
3) personer, der er omfattet af § 40 a indtræder i bestyrelse eller direktion i et selskab m.v., der driver godkendt virksomhed.
Stk. 2. Ved indbringelse af afgørelser efter stk. 1 for domstolene kan domstolene tillægge søgsmålet opsættende virkning.«
5. I § 42 ændres i stk. 1, 2 og 4, »kommunalbestyrelsen« til: »tilsynsmyndigheden«, og i stk. 3 ændres »Kommunalbestyrelsen« til: »Tilsynsmyndigheden«.
6. I § 73 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan over for en kommunalbestyrelse eller et amtsråd for en bestemt periode nærmere fastlægge omfanget af disse myndigheders tilsynsforpligtelse.«
Stk. 2 bliver herefter til stk. 3.
7. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§ 53«: »§ 55 a«.
8. § 110, stk. 4-5, affattes således:
»Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 5. Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk fordel, konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel, selv om der ved overtrædelsen ikke er voldt skade på miljøet eller er fremkaldt fare derfor. Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved udmåling af en bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.«
9. Efter § 110 a indsættes:
»§ 110 b. Retten til at udøve virksomhed omfattet af kapitel 5 kan frakendes ved dom for strafbart forhold, hvis den tiltalte gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har
a) overtrådt bestemmelser i denne lov eller i forskrifter udstedt i medfør af loven eller
b) undladt at efterkomme forbud eller påbud, som er udstedt i medfør af disse bestemmelser.
Stk. 2. Efter samme regel kan der ske frakendelse af retten til at være stifter af, direktør for eller medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar, et selskab eller en forening, som kræver offentlig godkendelse, eller en fond, der driver virksomhed omfattet af kapitel 5.
Stk. 3. I øvrigt gælder reglerne i straffelovens § 79, stk. 3-4.«
10. § 111 affattes således:
»§ 111. Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelser i loven eller regler udstedt efter loven sker i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juni 1997.
Stk. 2. § 40 a, nr. 1-2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, omfatter personer og selskaber m.v., der har begået den eller de strafbare overtrædelser efter den 1. juni 1997. § 40 a, nr. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, omfatter personer og selskaber m.v., der har forårsaget en forurening, der senere fjernes ved myndighedens selvhjælpshandling, når forureningen er forårsaget efter den 1. juni 1997.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Baggrunden for lovforslaget
Lovforslaget sigter overordnet mod at sikre mere lov og orden på miljøområdet blandt andet ved at skabe bedre muligheder for håndhævelse af den gældende miljølovgivning.
I 1995 iværksatte Miljø- og Energiministeriet en undersøgelse af behandlingen af og sanktionsniveauet i miljøstraffesager på industriens område for perioden 1993/94. Undersøgelsen blev gennemført af professor Gorm Toftegaard Nielsen og udgivet som arbejdsrapport nr. 77 fra Miljøstyrelsen med titlen »Undersøgelse af behandling og sanktionsniveau i miljøstraffesager«. Undersøgelsen viste, at der er en betydelig større usikkerhed omkring sanktionsniveauet i miljøstraffesager end i andre lignende sager. Undersøgelsen pegede endvidere på, at den samlede sanktion i de fleste tilfælde næppe er højere end den opnåede fortjeneste.
Samtidig anmodede Miljøstyrelsen amtskommuner og kommuner om at oplyse, om de har erfaringer med virksomheder, der har fortsat aktiviteterne - eventuelt med en »formel« ny ejer - efter at være blevet dømt for overtrædelser af miljølovgivningen og/eller at have forårsaget, at myndighederne har måtte afholde betydelige udgifter til oprensning/oprydning af forurening. Otte amtskommuner og 25 kommuner besvarede bekræftende på styrelsens forespørgsel og refererede 36 sager, der har det fællestræk, at de alle vedrører virksomheder, der har fortsat aktiviteterne efter enten at have påført myndighederne udgifter til oprydning m.v. eller været straffet for miljølovovertrædelser eller begge dele inden for de seneste ti år. Undersøgelsen pegede endvidere på, at der tilsyneladende var meget få af de beskrevne »genganger-sager«, der blev refereret af flere amtskommuner/kommuner, selv om de omhandlede virksomheder havde været etableret og måske medført miljøproblemer i flere amtskommuner/kommuner. Det fremgik således af undersøgelsen, at flere amtskommuner/kommuner må have givet miljøgodkendelse til de omhandlede virksomheder og endog afholdt udgifter til oprydning m.v. efter virksomhedernes forurening uden at være bekendt med, at der var tale om et »gentagelsestilfælde«.
Undersøgelsernes resultater blev drøftet i en arbejdsgruppe med deltagelse af Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Justitsministeriet og Miljø- og Energiministeriet. Arbejdsgruppen pegede i »Notat om håndhævelse af miljølovgivningen«, der i januar 1996 blev fremsendt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, på en række muligheder for at styrke håndhævelsen og tilstræbe en løsning af de afdækkede problemer.
Amtskommuners og kommuners miljøtilsyn har en afgørende betydning for en konsekvent håndhævelse af miljølovgivningen og vurderes årligt i Miljøstyrelsens tilsynsberetning. Heri har omfanget og kvaliteten af tilsynet været genstand for en løbende diskussion, der har ydet væsentlige bidrag til udviklingen af det tilsynsarbejde, der finder sted i dag. Der er blevet sat fokus på behovet for at styrke især de »svageste« kommuners tilsynsindsats, udviklingen i tilsynsarbejdet er blevet klarlagt og behovet for nye tiltag vurderet.
På baggrund af dette arbejde og de efterfølgende drøftelser af håndhævelsesnotatet i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg fremlagde miljø- og energiministeren i marts 1996 en handlingsplan for bedre håndhævelse af miljølovgivningen. Denne handlingsplan rettede sig primært mod tre områder: Behandlingen af og sanktionsniveauet i miljøstraffesager, de administrative muligheder for at hindre fortsat miljøskadelig virksomhed samt det decentrale miljøtilsyn.
Handlingsplanen blev sendt i bred høring hos en lang række myndigheder, foreninger, institutioner, industriorganisationer og landbrugsorganisationer m.v. Handlingsplanen og de indkomne høringssvar er grundlaget for dette lovforslag, der således er baseret på de i handlingsplanen skitserede initiativer og de bemærkninger, der er fremsat i høringssvarene.
På miljøstraffesagsområdet foreslås en præcisering af kriterierne for sanktionsfastsættelsen, så de på en tydeligere måde afspejler Folketingets tilkendegivelser herom. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven om rettighedsfrakendelse. Det bemærkes i den sammenhæng, at regeringen i indeværende folketingssamling forventes at fremsætte forslag til en ny bestemmelse i straffeloven, der vil indebære en skærpelse af straffen for grov miljøkriminalitet. De administrative håndhævelsesmuligheder forbedres ved et forslag om adgang til at nægte en miljøgodkendelse eller tilbagekalde en eksisterende godkendelse over for personer og selskaber, der er straffet for grove overtrædelser af miljølovgivningen eller har efterladt gæld til myndighederne for oprensning af forurening, jf. nærmere nedenfor. Med henblik på at sikre et effektivt og forsvarligt miljøtilsyn foreslås det at give ministeren mulighed for over for en tilsynsmyndighed konkret at fastlægge omfanget og gennemførelsen af tilsynet.
Det foreliggende lovforslag vedrører forbedrede muligheder for håndhævelse af miljølovgivningen over for de få virksomheder i Danmark, der ikke har reel vilje til at tage hensyn til miljøet og respektere den lovgivning, der skal beskytte det.
Regeringen er opmærksom på behovet for, at hverken dette lovinitiativ eller andre regler på miljøområdet bør pålægge de mange lovlydige virksomheder unødvendige eller urimelige administrative byrder. Regeringen har derfor taget initiativ til at bede de ca. 200 virksomheder, der indgår i regeringens »test-panel« vedrørende vurdering af nye regelinitiativer, om at vurdere, hvorvidt der er regler på Miljø- og Energiministeriets område, der efter deres opfattelse giver anledning til unødvendige eller urimelige administrative belastninger af erhvervslivet. Virksomhedernes tilbagemeldinger på denne forespørgsel vil herefter blive behandlet med henblik på at indgå i det videre regelforenklingsarbejde.
2. Hovedpunkterne i lovforslaget
2.1 Miljøansvarlighed
Lovforslaget indebærer, at virksomhedsledelsens miljøansvarlighed bliver et kriterium ved godkendelse af kap. 5-virksomheder. Efter det godkendelsessystem, der i dag findes i miljøbeskyttelsesloven kap. 5, er en godkendelse udelukkende knyttet til den lokalitet/ejendom, hvorfra den godkendte virksomhed drives. Ved behandlingen af kap. 5-ansøgninger vurderes således lokaliteten, produktionsanlægget og driftsvilkårene og ikke den ansvarlige ledelses egnethed til at drive godkendelsespligtig virksomhed.
Retten til at udnytte godkendelsen er i dag knyttet til rådigheden over den ejendom, hvorfra virksomheden drives. Det er endvidere udgangspunktet, at godkendelsens vilkår for produktion/drift ikke kan ændres de første 8 år efter, at godkendelsen er meddelt. Dette udgangspunkt fastholdes uanset en evt. overtrædelse af de fastsatte vilkår. Godkendelsesmyndigheden kan heller ikke tilbagekalde en godkendelse med den begrundelse, at en virksomheds ledelse ved flere vilkårsovertrædelser har vist manglende evne eller vilje til at drive virksomheden forsvarligt.
Lovforslaget indebærer, at der ved behandling af kap. 5-godkendelsessager fremover - udover den nuværende vurdering af lokalitet/ejendom, produktionsanlæg, driftsforhold m.v. - tillige skal ske en vurdering af den ansvarlige virksomhedsledelses miljøansvarlighed. Det foreslås således, at godkendelsesmyndigheden kan nægte at give en kap. 5-godkendelse eller fastsætte særlige vilkår i godkendelsen, hvis ansøgeren personligt eller medlemmer i ledelsen i et ansøgende selskab har mistet sin miljøansvarlighed, og derfor må anses for mindre egnet til at drive den virksomhed, hvortil der er ansøgt om godkendelse.
Det foreslås endvidere, at tab af miljøansvarlighed hos ledelsen af en godkendt virksomhed vil kunne indebære, at godkendelsesmyndigheden kan fastsætte nye vilkår i godkendelsen, fastsætte krav om sikkerhedsstillelse som betingelse for opretholdelse af godkendelsen, eller bestemme at godkendelsen helt tilbagekaldes. Tab af miljøansvarlighed vil i disse tilfælde kunne ske enten ved, at indehaveren af godkendelsen, medlemmer af bestyrelsen eller andre, der kan øve indflydelse på virksomheden mister miljøansvarlighed. Det vil tillige kunne ske ved, at personer eller selskaber, der har mistet miljøansvarlighed overtager virksomheden helt eller delvist eller ved at personer, der har mistet miljøansvarlighed, indtræder i den ansvarlige personkreds for virksomheden.
Godkendelsesmyndighedens fastsættelse af særlige vilkår, ændring af vilkår i en eksisterende godkendelse, nægtelse og tilbagekaldelse af en godkendelse vil kunne påklages til Miljøstyrelsen og herefter - for større og principielle afgørelsers vedkommende - til Miljøklagenævnet på samme måde, som andre afgørelser efter lovens kapitel 5 i dag kan påklages.
Det skal understreges, at det ikke er hensigten, at tyngdepunktet ved behandlingen af kap. 5 godkendelser skal forskydes fra en vurdering af virksomheden som sådan (d.v.s. den vurdering, der finder sted i dag) til en vurdering af virksomhedsledelsens miljøansvarlighed. Udgangspunktet vil være, at miljøansvarlighed foreligger, og at det kun er graverende forhold, der indebærer tab af miljøansvarlighed.
At et selskab eller en person har »miljøansvarlighed« forudsætter alene, at selskabet eller personen ikke er straffet for grovere overtrædelser af miljølovgivningen, ikke er frakendt retten til at drive forurenende virksomhed og ikke har betydelig gæld til det offentlige for omkostninger ved selvhjælpshandlinger. Grovere overtrædelser omfatter overtrædelser, der er straffet efter den skærpede straffebestemmelse i miljøbeskyttelsesloven eller i bekendtgørelser, udstedt i medfør af loven, når sanktionen er fastsat til bøde på 10.000 kr. eller derover. Betydelig gæld til det offentlige for omkostninger ved selvhjælpshandlinger er begrænset til gæld på 100.000 kr. eller derover, der er vedgået eller fastslået ved en domstol. Det er alene disse tre forhold, der kan medføre tab af miljøansvarlighed for en person eller et selskab.
2.2. Register
Som nævnt i indledningen, kan det udledes af den rundspørge til amtskommuner og kommuner om »genganger«-problemets omfang, som Miljøstyrelsen foretog over sommeren 1995, at de decentrale miljømyndigheder ikke i alle tilfælde har kendskab til, at en person eller et selskab, der ansøger om miljøgodkendelse i den pågældende kommune tidligere er straffet eller tidligere har efterladt forurening, som myndighederne har måttet forestå oprydningen af, uden at kunne få dækket udgifterne hos den forureningsansvarlige. Med forslaget gives der hjemmel til, at myndighederne kan lægge vægt på sådanne oplysninger ved behandlingen af en ansøgning om godkendelse til en listevirksomhed. Denne mulighed kan ikke i fuldt omfang anvendes, medmindre myndighederne har kendskab til de tidligere forhold. Derfor foreslås oprettet et register over de personer og selskaber, der efter de i loven fastsatte kriterier har mistet miljøansvarlighed.
Formålet med registeret er således - via indberetninger fra anklagemyndighed og decentrale miljømyndigheder - at sætte de myndigheder, der skal træffe afgørelse vedrørende en godkendelse af en listevirksomhed, i stand til at vurdere virksomhedens miljøansvarlighed.
Registeret skal indeholde navn, adresse m.v. for de personer og selskaber, der efter de foreslåede kriterier har mistet miljøansvarlighed. På grundlag af retspraksis og det nuværende sanktionsniveau i miljøstraffesager må det antages, at 5-10 selskaber og 10-15 personer om året vil miste miljøansvarlighed på baggrund af strafbare forhold, mens antallet af personer og selskaber, der vil miste miljøansvarlighed på baggrund af gæld, vil afhænge af det antal af gældsforhold, der vil opstå med de nye regler fremover.
Det er Miljø- og Energiministeriets opfattelse, at det på sigt vil være det mest rationelle at indrette registeret således, at de godkendende myndigheder via en direkte terminaladgang til registeret selv kan »logge« sig ind på registeret og checke, om ansøgeren er registreret. I den første fase efter de nye reglers ikrafttræden foreslås det imidlertid, at registeret bliver ført manuelt i Miljøstyrelsen, således at Miljøstyrelsen modtager de relevante oplysninger og efter en henvendelse fra godkendelsesmyndighederne oplyser, om en person eller et selskab er registreret. Når man på denne måde har opsamlet tilstrækkelige erfaringer med indretningen og brugen af registeret, vil man have et bedre udbygget grundlag for at vurdere behovet for oprettelse af et edb-baseret register og en eventuel udlicitering af driften heraf.
I forbindelse med oprettelsen af registeret vil hovedprincipperne i registerlovgivningen om sikkerhedsforanstaltninger, sletning af oplysninger m.v. blive iagttaget, således at den fornødne registersikkerhed vil være til stede, både med hensyn til selve registreringen og med hensyn til anvendelsen af registeret.
Under arbejdet med lovforslaget har andre modeller end et selvstændigt register været overvejet, herunder om eksisterende registre som RKI Kreditinformation og Det centrale Kriminalregister kunne opfylde behovet. Det er Miljø- og Energiministeriets opfattelse, at der ikke i de eksisterende registre findes et brugbart alternativ, blandt andet fordi kriminalregisteret ikke indeholder oplysninger om særlovsovertrædelser, der alene er straffet med bøde, og fordi registeret er et rent personregister.
2.3. Sikkerhedsstillelse
Efter den gældende regel i lovens § 39 a skal visse affaldsbehandlende listevirksomheder etablere sikkerhedsstillelse for tilsynsmyndighedernes omkostninger ved bortskaffelse af affald ved offentlige selvhjælpshandlinger i medfør af lovens §§ 69 og 70. Bestemmelsen omfatter virksomhedstyper, hvor man har vurderet, at driften - i hvert fald i kombination med økonomiske vanskeligheder - indebærer en forøget risiko for, at tilsynsmyndighederne på et tidspunkt må gribe ind med selvhjælpshandlinger, f.eks. virksomheder, der udvinder metaller af kabler eller driver ophugningsanlæg.
Forslaget indebærer ikke en udvidelse af kredsen af listevirksomheder, der obligatorisk skal stille sikkerhed i forbindelse med godkendelse. Forslaget indebærer derimod, at etablering af sikkerhed kan kræves overfor alle typer listevirksomheder, der ejes eller drives af selskaber eller personer, der har mistet miljøansvarlighed efter de nye regler. Det kan være som vilkår for udstedelse af godkendelse eller som betingelse for opretholdelse af godkendelse i forbindelse med efterfølgende tab af miljøansvarlighed.
Der vil - som efter den gældende § 39 a - kunne kræves sikkerhed for eventuelle udgifter til oprydning efter virksomheden, videretransport og destruktion eller deponering af eventuelt efterladt affald. Der vil derimod ikke kunne kræves sikkerhed for oprensning af en eventuel efterfølgende jordforurening, idet det er ministeriets opfattelse, at det vil være vanskeligt at beregne størrelsen af en sikkerhedsstillelse, der skal dække udgifter til en eventuel oprensning af en jordforurening, endsige fastsætte kriterier for en skønsmæssig fastsat sikkerhedsstillelse, samt at et sådant krav i de fleste tilfælde vil være uproportionalt. Miljø- og Energiministeriet vurderer samtidig, at de øvrige forslag kan indebære, at der opstår færre risici for jordforurening.
2.4. Tilsyn
På miljøbeskyttelsesområdet varetages tilsynsopgaven af amtskommuner og kommuner. De tilsynsførendes opgaver er at sikre, at miljøbeskyttelsesloven, regler fastsat i medfør af loven samt afgørelser m.v., der træffes i medfør af reglerne, overholdes. De tilsynsførende har desuden en forpligtelse til at skride ind, hvis tilsynet afdækker ulovlige forhold. I den sammenhæng er det en væsentlig opgave at vejlede virksomheder og landbrug om begrænsning af forurening og formidle en forståelse for løsning af miljømæssige problemer. Et optimalt miljøtilsyn er en forudsætning for en effektiv håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven. En del af lovforslaget har derfor til formål at styrke det decentrale miljøtilsyn og sikre, at tilsynet bliver fuldt tilstrækkeligt i forhold til alle virksomheder og landbrug.
På baggrund af en gennemgang af udviklingen i det decentrale miljøtilsyn er det Miljø- og Energiministeriets opfattelse, at der er et behov for opstramning af tilsynet, særlig på det kommunale område.
Det første tiår efter miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden udviklede kommunernes og amtskommunernes miljøtilsyn sig langsomt og stabilt i takt med gennemførelsen af miljølovgivningen og undersøgelser fra 1984 viste, at der til miljøtilsyn på landsplan blev anvendt ca. 190 årsværk i kommunerne og ca. 150 årsværk i amtskommunerne.
I slutningen af 1985 blev der som forberedelse af lovændringen om en skærpelse af tilsynet (ikrafttrådt i 1987) indgået en aftale mellem de kommunale organisationer og den daværende miljøminister om, at miljøtilsynet skulle tilføres yderligere ressourcer. Aftalen indebar, at kommunerne over tre år skulle forøge ressourcerne til miljøtilsyn til 1 årsværk pr. 10.000 indbyggere som minimum, eller på landsplan mindst ca. 510 årsværk, altså næsten en tredobling. Amtskommunerne skulle tilføre miljøtilsynet yderligere ca. 160 årsværk, svarende til i alt ca. 300 årsværk.
Tilsynsberetningen fra 1994 viste, at amtskommunerne anvendte i alt ca. 400 årsværk til virksomhedstilsyn, herunder tilsyn med renseanlæg og tilsyn med miljøtilstanden. Hertil kom et meget betydeligt beløb (ca. 100 mio. kr.) til køb af fremmede tjenesteydelser i forbindelse med løsning af tilsynsopgaverne. Udbygningen af det amtskommunale miljøtilsyn er jævnt fordelt mellem alle amtskommuner, og de indbyrdes forskelle i ressourceforbrug afspejler stort set kun forskelle i opgavesammensætningen. Det amtskommunale miljøtilsyn er således fuldt udbygget i forhold til den aftalte forøgelse af ressourcerne til tilsynet. I gennemsnit fører amtskommunerne årligt tilsyn med 75 % af listevirksomhederne og de kommunalt ejede virksomheder. Det amtskommunale tilsyn er generelt tilfredsstillende - også med hensyn til tilsyn med overholdelse af miljøbeskyttelsesloven i forhold til såvel listevirksomheder som kommunalt ejede virksomheder og renseanlæg.
I 1994 anvendte kommunerne 477 årsværk til tilsynet. Dette tal har ligget nogenlunde stabilt siden de første tilsynsberetninger i 1988. På landsplan er kommunernes miljøtilsyn dermed ikke tilført ressourcer i det omfang, som blev aftalt i 1985. I forhold til 1984 er der dog sket mere end en fordobling (fra 190 til 477 årsværk). På det kommunale område er udviklingen af tilsynsindsatsen ikke sket i samme omfang i alle kommuner. Samtidig med udbygningen af den samlede tilsynsindsats, er derfor sket en betydelig spredning mellem kommunerne. Nogle kommuner har i snart mange år haft en fuldt udbygget og velfungerende miljøforvaltning. Tilsynet er her inde i en driftfase og forvaltningen har vendt sig mod nye opgaver, f.eks. dialog med virksomheder om renere teknologi og miljøstyring. Andre kommuner har opbygget en forvaltning, der følger godt med i miljøforholdene i kommunen, men som ikke er i stand til at løfte andre end de traditionelle godkendelses- og tilsynsopgaver. Endelig er der en række kommuner, hvor Miljøstyrelsen på baggrund af tilsynsberetningerne har rejst tvivl om, hvorvidt forvaltningen er i stand til at løse tilsynsopgaven på en tilfredsstillende måde.
Det samlede billede af kommunernes tilsynsvirksomhed er således, at ikke alle kommuners tilsyn er fuldt tilfredsstillende. De foreslåede initiativer til en styrkelse af miljøtilsynet er derfor primært rettet mod det kommunale tilsyn.
På den baggrund forventes miljø- og energiministeren og Kommunernes Landsforening at indgå en aftale, der fastsætter en række minimumskrav til kommunernes tilsynsindsats.
Samtidig får miljø- og energiministeren med lovforslaget en mulighed for at gribe ind over for en kommune, der ikke lever op til sin tilsynsforpligtelse. Ministeren får samtidig mulighed for at gribe ind over for amtskommuner, der ikke leverer en tilfredsstillende og forsvarlig tilsynsindsats, hvilket næppe umiddelbart vil få betydning i praksis, da amtskommunernes miljøtilsyn som nævnt fungerer tilfredsstillende. Ministeren kan gribe ind i form af et konkret pålæg til den pågældende tilsynsmyndighed om at udføre tilsynet i et nærmere bestemt omfang, jf. bemærkningerne til nr. 6.
Det bemærkes, at Miljø- og Energiministeriet - f.eks. gennem vejledning og efteruddannelse af miljøadministrationerne - vil medvirke til, at kommunerne prioriterer tilsynsressourcerne mest hensigtsmæssigt, således at ressourceforbruget koncentreres om virksomheder, der erfaringsmæssigt volder miljømæssige problemer. Ved vurderingen heraf kan det bl.a. tillægges betydning, om virksomhederne erfaringsvis »har orden i eget hus«, f.eks. har opstillet og fulgt en miljøhandlingsplan eller virksomhederne har etableret et miljøstyringssystem.
Forslaget indebærer endvidere en ændring af lovens § 42. Efter den gældende bestemmelse er det alene kommunalbestyrelsen, der kan meddele forbud og påbud m.v. til de virksomheder, der er omfattet af bestemmelsen. Imidlertid fører amtskommunerne tilsyn med visse af disse virksomheder, f.eks. vindmøller. Som konsekvens heraf ændres bestemmelsen, således at det kommer til at fremgå, at der også på dette område er tale om en delt kompetence mellem amtskommune og kommune.
2.5. Sanktionsbestemmelserne
Folketinget har gentagne gange - ved ændring af straffebestemmelsen i miljøbeskyttelsesloven i 1984 og ved ændringen af samme bestemmelse i 1986 - udtrykkeligt tilkendegivet støtte til det synspunkt, »at det ikke må kunne betale sig at overtræde miljøbeskyttelsesloven«. Dette synspunkt har som nævnt i indledningen haft svært ved at slå igennem i praksis, og det har til trods for Folketingets tilkendegivelser ofte vist sig vanskeligt at få inddraget en eventuel fortjeneste eller besparelse ved udmåling af sanktionens størrelse.
Lovforslaget sigter derfor mod at præcisere, at udgangspunktet ved udmåling af sanktionen er, at der skal ske konfiskation af en eventuel fortjeneste/besparelse. Med ændringen tilsigtes ikke en begrænsning i muligheden for ved siden af udbyttekonfiskation at udmåle bøden, herunder tillægsbøden, under hensyn til en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel. Såfremt der imidlertid ikke kan ske konfiskation, f.eks. på grund af dokumentationsvanskeligheder, skal den økonomiske fordel skønsmæssig inddrages ved udmåling af bøden, herunder ved en eventuel tillægsbøde, jf. den i juni 1996 vedtaget ændring af straffelovens § 51, stk. 3, hvor det fastslås, at der ved fastsættelsen af bødestraf kan tages særligt hensyn til den opnåede eller tilsigtede fortjeneste eller besparelse.
Folketinget tilkendegav under forhandlingerne om de omtalte lovændringer i miljøbeskyttelsesloven tillige, at der bør gælde de samme udmålingskriterier - herunder udgangspunktet om konfiskation - uanset om lovovertrædelsen kan siges at have en vis formel karakter. Den omtalte undersøgelse af sanktionsniveauet viste imidlertid, at dette langt fra er slået igennem i praksis, således at der næppe forekommer eksempler på bødestraf på over 10.000 kroner ved formelle overtrædelser. Med lovforslaget præciseres det, at en økonomisk fordel, der opnås ved tilsidesættelse af miljøbeskyttelseslovens regler om forudgående godkendelse til forurenende aktivitet bør konfiskeres hos den pågældende, dels fordi det er udgangspunktet, at miljøkriminalitet ikke må kunne betale sig, og dels fordi det findes nødvendigt for at bevare respekten for reglerne om forudgående godkendelser, tilladelser, dispensationer m.v., således at formålet med reglerne kan tilgodeses. På den baggrund fastslår lovforslaget nu udtrykkeligt, at udgangspunktet om konfiskation af en opnået økonomisk fordel skal gælde, selv om der ved overtrædelsen ikke er sket skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor.
Endvidere indeholder forslaget en ændring af reglerne om strafansvar for juridiske personer, hvilket alene er en konsekvens af de nye regler i straffeloven om strafansvar for juridiske personer m.v., der er vedtaget ved lov nr. 474 af 12. juni 1996.
Det har tidligere fremgået af miljøbeskyttelsesloven, at der kan fastsættes regler om straf i forskrifter m.v., der udstedes i medfør af § 55 a om tilskud til indsamling og genanvendelse af spildolie, men bestemmelsen »faldt ud« ved lov nr. 373 af 18. maj 1994 om ændring af lov om miljøbeskyttelse, der trådte i kraft den 1. juli 1994. Dette var på ingen måde tilsigtet, og korrigeres nu ved genindsættelsen af § 55 a i bestemmelsen.
2.6. Rettighedsfrakendelse
I forbindelse med drift af en virksomhed omfattet af miljøbeskyttelsesloven kan der ske overtrædelser af loven eller de i medfør af denne fastsatte regler, der må karakteriseres som så grove, at vedkommende person eller selskab må anses for uegnet til fremover at drive forurenende virksomhed på forsvarlig vis. Frakendelse af retten til at drive virksomhed på miljøområdet kan i disse tilfælde ske i medfør af straffelovens § 79.
Retten til at drive anden virksomhed end den virksomhed, der kræver særlig offentlig autorisation - f.eks. forurenende virksomhed, jf. miljøbeskyttelsesloven kap. 5 - kan frakendes efter § 79, stk. 2, hvis der dømmes for et strafbart forhold, der begrunder »en nærliggende fare for misbrug af stillingen«, og der i øvrigt »er særlige omstændigheder«, der taler for frakendelsen. Betingelserne for anvendelse af § 79, stk. 2 er således særdeles strenge.
Under revisionen af miljøbeskyttelsesloven i 1991 blev der stillet forslag om at indsætte en bestemmelse om rettighedsfrakendelse i loven. Bestemmelsen udgik imidlertid af lovforslaget under henvisning til de gældende regler i straffeloven om rettighedsfrakendelse i straffeloven. Man har efterfølgende i enkelte tilfælde forsøgt at anvende straffelovens regler om rettighedsfrakendelse uden at have fået medhold heri.
Der er behov for en bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven om frakendelse af retten til at drive forurenende virksomhed efter nogle kriterier, der er mindre restriktive end straffelovens regler. Der er visse typer af miljølovovertrædelser, der er så grove, at det af hensyn til miljøet findes nødvendigt, at de pågældende lovovertrædere fratages enhver mulighed for fremover at drive forurenende virksomhed.
Der findes på en række særlovsområder - f.eks. i lejeloven og dyreværnsloven bestemmelser, der fastlægger mere detaljerede kriterier for, hvornår og hvordan rettighedsfrakendelse kan ske. Udgangspunktet er, at rettighedsfrakendelse efter særlovgivning sker efter en mindre streng »forsvarlighedsvurdering« end straffelovens »farevurdering«.
Den foreslåede bestemmelse vil supplere den foreslåede administrative adgang til at nægte eller tilbagekalde kap. 5-godkendelser. Samtidig vil bestemmelsen omfatte ikke-godkendelsespligtige virksomhed, der ikke er omfattet af det administrative system om forudgående godkendelse.
3. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser
Det er det overordnede formål med lovforslaget at sikre mere lov og orden på miljøområdet. Det tilsigtes på denne måde, at der sker en begrænsning i antallet af større forureningssager. Set helt overordnet må forslaget forventes at have positive miljømæssige konsekvenser. Et bedre miljøtilsyn indebærer endvidere bedre muligheder for at opdage og sanktionere overtrædelser på et tidligere tidspunkt, forinden de udvikler sig til ressourcekrævende forureningssager. En øget og forbedret tilsynsindsats vil således have en vis forebyggende virkning. Endvidere er det Miljø- og Energiministeriets vurdering, at øget vejledning til virksomheder og en øget tilsynsfrekvens for tilsynsmyndighederne kan indebære, at der opstår færre sager om forurening.
4. Lovforslagets erhvervsøkonomiske konsekvenser
Det er som ovenfor nævnt lovforslagets overordnede formål at sikre bedre håndhævelse af miljølovgivningen. Konsekvensen heraf kan blive, at enkelte nye listevirksomheder ikke kan opnå tilladelse til at starte forurenende virksomhed, at enkelte virksomheder ikke kan opnå tilladelse til væsentlig udvidelse/ændring af virksomheden eller at en sådan kun kan ske på særlige vilkår, samt at eksisterende virksomheder kan blive mødt med nye vilkår for fortsat drift eller godkendelsen helt tilbagekaldes. Det er anslået, at højst 25-30 personer/selskaber om året vil miste miljøansvarlighed og dermed blive omfattet af de nye regler.
Forslaget har således erhvervsøkonomiske konsekvenser for de få virksomheder, der på grund af mistet miljøansvarlighed vil blive berørt af de nye regler, idet lukning, sikkerhedsstillelse eller ekstern kontrol betalt af virksomheden kan komme på tale. Omvendt vil inddragelse af miljøansvarlighed som nyt kriterium ved behandlingen af kap. 5-sager sikre, at de virksomheder, som ved tilsidesættelse af hensyn til miljøet og overtrædelse af miljølovgivningen opnår en økonomisk og konkurrencemæssig fordel, ikke kan fortsætte hermed. Forslaget kan således give en mere fair erhvervsmæssig konkurrence, og samlet set er det Miljø- og Energiministeriets vurdering, at forslaget ikke får nogen væsentlige konsekvenser på det erhvervsøkonomiske område.
5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
Der forventes ingen statsfinansielle konsekvenser af lovforslaget. Lovforslaget giver ikke anledning til kompensation til kommuner og amtskommuner, idet lovforslaget ikke forventes at medføre nettostigning i udgifterne for tilsyns- og godkendelsesmyndighederne. Tværtimod må det forventes at medføre besparelser for de decentrale miljømyndigheder, idet de får mulighed for at gribe ind over for ressourcekrævende virksomheder på et langt tidligere tidspunkt og derved reducere den administrative belastning, en virksomhed med miljøproblemer kan være for myndigheden og i sidste ende reducere risikoen for eventuelle oprydningsudgifter.
Inddragelse af miljøansvarlighed som kriterium ved kommuners og amters behandling af kap. 5-godkendelsessager kan få konsekvenser for den sagsbehandling, der skal finde sted i kommuner og amter. Godkendelsesmyndigheden kan efter forslaget fremover tage stilling til en ansøgers miljøansvarlighed ved behandling af ansøgning om godkendelse. Godkendelsesmyndigheden vil således have mulighed for at kontrollere, om ansøgeren f.eks. har overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven bag sig ved en henvendelse til det register, der oprettes til formålet - og i givet fald vurdere betydningen af dette forhold. Det vil formentlig kun være tilfældet i et meget begrænset antal sager. I alle øvrige sager vil behandlingen af ansøgningen ske som hidtil.
Også ved ændringer i virksomhedernes ejer og/eller ledelsesforhold vil der i visse tilfælde kunne ske en vurdering af den ansvarlige ledelses miljøansvarlighed. Det vil - som ved behandling af ansøgninger om miljøgodkendelse - kun være i begrænset antal sager, at der vil være grundlag for at tage den eksisterende godkendelse op til fornyet overvejelse.
Derudover indebærer forslaget, at godkendelsesmyndighederne får mulighed for at fastsætte særlige vilkår eller eventuelt tilbagekalde en meddelt godkendelse i tilfælde af, at en virksomhedsledelse mister miljøansvarlighed f.eks. ved overtrædelser af virksomhedens godkendelse. Disse muligheder må først og fremmest ses som en udvidelse af de eksisterende tilsynsbeføjelser, der ikke i sig selv vil indebære et administrativt merarbejde.
Ved lovforslaget får godkendelses/tilsynsmyndighederne mulighed for efter en konkret vurdering at stille krav om sikkerhed for eventuelle selvhjælpshandlinger i forbindelse med oprydning efter en virksomhed. Forslaget indebærer en udvidelse af de muligheder myndighederne har i dag ved fastsættelse for at stille krav om sikkerhedsstillelse, og vil ikke i sig selv indebærer en øget administrativ byrde for godkendelsesmyndighederne.
Det er således Miljø- og Energiministeriets vurdering, at de yderligere administrative byrder, forslagene indebærer for de decentrale miljømyndigheder vil blive ovenud opvejet af den ressourcebesparelse, myndighederne vil opnå ved, at personer, der er uegnet til at drive særlig forurenende virksomhed, bliver afskåret herfra. Myndighederne vil i videre omfang end hidtil kunne undgå de tids- og ressourcekrævende tilsynsforløb i forhold til virksomheder, der konsekvent ikke overholder vilkår fastsat i godkendelser og/eller påbud.
Derudover må det antages, at de decentrale miljømyndigheders mulighed for i større udstrækning end hidtil at kræve sikkerhed for selvhjælpshandlinger på baggrund af en konkret vurdering af virksomhedens forhold, vil kunne bidrage til en begrænsning af de sager, hvor miljømyndighedernes tilgodehavender for selvhjælpshandlinger må afskrives som uerholdelige.
Administrationen af den foreslåede bestemmelse om nærmere fastlæggelse af kommuner og amtskommuners tilsynsforpligtelse vil ikke medføre et yderligere ressourcetræk i Miljø- og Energiministeriet, idet der her er tale om at omlægge en monitering af den kommunale (og amtskommunale) indsats, som også tidligere er blevet udført af ministeriet. Heller ikke for de decentrale myndigheder vil bestemmelsen få økonomiske og administrative konsekvenser, idet der i få tilfælde vil blive tale om at indskærpe en allerede eksisterende forpligtelse.
6. Forholdet til EU
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
7. Hørte myndigheder og organisationer
Miljø- og Energiministeriet har hørt de berørte myndigheder og organisationer om forslaget, herunder Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Dansk Industri, GenvindingsIndustrien, Foreningen af Danske Kemiske Industrier, Dansk Agrokemisk Forening, Landbrugsorganisationerne, Handelskammeret, Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1.
Den gældende bestemmelse i § 34, stk. 1 finder anvendelse i de tilfælde, hvor en virksomhed søger om godkendelse til at drive ny listevirksomhed eller godkendelse til at foretage en ændring eller en udvidelse af en eksisterende listevirksomhed, der indebærer forøget forurening.
Forslaget indebærer, at godkendelsesmyndigheden som noget nyt kan nægte godkendelse til virksomheden eller fastsætte særlige vilkår i godkendelsen, når den ansvarlige personkreds har mistet miljøansvarlighed efter de kriterier, der er foreslået i § 40 a.
Den ansvarlige personkreds er ansøgeren selv - som person eller selskab - direktion og en eventuel bestyrelse, samt andre personer, der kan øve en bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, f.eks. ansøgerens nærtstående familiemedlem. Det anses for nødvendigt, at personkredsen omfatter andre end den formelle ledelse, således at personer, der har mistet miljøansvarlighed, udelukkes fra alligevel at drive listevirksomhed i ly af miljøansvarlige personer. Lov om hotel- og restaurationsvirksomhed, der fastsætter regler om alkoholbevilling, fastsætter et krav om vandel som betingelse for at opnå alkoholbevilling. I denne lov har man - for at begrænse muligheden for at drive stråmandsvirksomhed - på tilsvarende måde bestemt, at en person, der kan øve bestemmende indflydelse på virksomheden skal opfylde vandelskravet uanset, at vedkommende ikke formelt er medlem af virksomhedens ledelse.
Den foreslåede bestemmelse knytter sig til virksomhedens ledelsesmæssige forhold og anvendes på baggrund af myndighedens vurdering af de pågældende ansvarlige personers miljøansvarlighed. Det betyder blandt andet, at der over for to virksomheder, der i princippet er ens med hensyn til den miljømæssige påvirkning fra virksomheden, kan fastsættes forskellige vilkår i godkendelsen. Når et medlem af den ansvarlige personkreds efter de fastsatte kriterier i § 40 a ikke er miljøansvarlig, kan myndigheden således med henvisning hertil fastsætte særlige vilkår i godkendelsen, eller hvor forholdene taler derfor, helt nægte at meddele en godkendelse.
Ved myndighedens vurdering af, hvilken betydning det skal tillægges, at et medlem af den ansvarlige personkreds er omfattet af § 40 a, bør det for det første tillægges vægt, hvilken indflydelse vedkommende kan have på driften af den virksomhed, hvortil der er ansøgt om godkendelse, herunder om vedkommende blot er et af flere bestyrelsesmedlemmer eller om vedkommende er hovedaktionær, hovedanpartshaver eller personlig ejer af virksomheden. Det bør endvidere indgå i vurderingen, om den virksomhed, hvortil der er ansøgt om godkendelse, er samme type eller en lignende type virksomhed, som vedkommende tidligere har drevet ved tabet af miljøansvarlighed. Dette element bør dog ikke være det afgørende, idet visse forhold kan være af så grov karakter, at det under alle omstændigheder bør betyde, at vedkommende udelukkes fra at drive listevirksomhed. Endelig kan det tillægges betydning, hvor lang tid, der er forløbet fra tidspunktet for tab af miljøansvarlighed.
Såfremt den pågældende person eller det pågældende selskab har mistet miljøansvarlighed på grundlag af strafbare forhold (nr. 2), bør det straffede forholds art og grovhed, antallet af straffede overtrædelser og sammenhængen imellem dem, herunder om der er tale om en kæde af overtrædelser, samt den udmålte sanktions form og omfang tillige tillægges vægt.
Såfremt den pågældende person eller det pågældende selskab har mistet miljøansvarlighed på grundlag af gæld til det offentlige (nr. 3), bør det tillægges vægt under hvilke omstændigheder den forurening, myndighederne har fjernet ved en selvhjælpshandling, er opstået, herunder om det er sket ved en grov uagtsom eller forsætlig handling. Baggrunden for at gælden er ubetalt, herunder om der er visse undskyldende omstændigheder, der gør sig gældende, bør endvidere tillægges vægt.
Såfremt den pågældende person er blevet frakendt retten til at drive en eller flere typer forurenende virksomhed (nr. 1), skal godkendelsesmyndigheden vurdere omfanget af rettighedsfrakendelsen, herunder om vedkommende er frakendt retten til at drive den ansøgte type virksomhed eller være beskæftiget med den type virksomhed i det hele taget. I disse tilfælde har godkendelsesmyndigheden pligt til at nægte godkendelsen.
Som nævnt har godkendelsesmyndigheden, såfremt et medlem af den ansvarlige personkreds har mistet miljøansvarlighed, i princippet tre muligheder: Myndigheden kan meddele afslag på ansøgning om godkendelse, meddele godkendelse på særlige vilkår eller meddele godkendelse på sædvanlige vilkår.
Det er godkendelsesmyndigheden, der skal vurdere, hvornår der skal ske afslag på godkendelse, således at ansøgeren nægtes muligheden for at drive den listevirksomhed, hvortil der er ansøgt om godkendelse. Det er imidlertid Miljø- og Energiministeriets vurdering, at afslag på godkendelse i hvert fald bør overvejes i de tilfælde, hvor der er idømt frihedsstraf for overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven eller regler fastsat i medfør heraf. Afslag på godkendelse bør også overvejes i de tilfælde, hvor en person eller et selskab er straffet for grove og/eller gentagne overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven eller regler fastsat i medfør heraf, når de samlede omstændigheder ved sagen giver godkendelsesmyndigheden grund til at formode, at den pågældende person eller det pågældende selskab vil være ude af stand til at drive den ansøgte virksomhed på en miljømæssig forsvarlig måde. Det er endvidere Miljø- og Energiministeriets vurdering, at godkendelsesmyndigheden bør overveje afslag på godkendelse i de tilfælde, hvor personen eller selskabet har gæld til det offentlige for selvhjælpshandlinger, når den fjernede forurening er opstået under omstændigheder, der giver anledning til at formode, at det kunne ske igen, f.eks. hvis forureningen er opstået ved en grov uagtsom eller forsætlig handling.
Det skal understreges, at det er op til godkendelsesmyndigheden at vurdere, hvornår der skal ske afslag på en godkendelse til listevirksomhed. Der kan således forekomme andre tilfælde end de nævnte, hvor de samlede omstændigheder i sagen må føre til, at godkendelsesmyndigheden nægter at meddele en godkendelse.
Som nævnt skal der ske afslag på godkendelse, når ansøgeren personligt er frakendt retten til at drive den type forurenende virksomhed, hvortil der er ansøgt om godkendelse. Afslag skal endvidere meddeles, når ansøgeren er et selskab, som har medlemmer i direktion eller bestyrelse, der er frakendt retten til at være medlem af direktion eller bestyrelse i et selskab, der driver denne type virksomhed.
Såfremt godkendelsesmyndigheden vurderer, at ansøgningen skal imødekommes, bør myndigheden efter Miljø- og Energiministeriets opfattelse altid overveje at fastsætte særlige vilkår i godkendelsen. Udover vilkår om sikkerhedsstillelse, der fastsættes i overensstemmelse med reglerne i § 39 a, kan godkendelsesmyndigheden fastsætte vilkår om, at virksomhedens egenkontrol skal foretages af et uafhængigt, autoriseret laboratorium for virksomhedens regning. Godkendelsesmyndigheden kan endvidere fastsætte vilkår om hyppig affaldsbortskaffelse med henblik på at undgå ophobning af affald på virksomheden, samt andre vilkår, der kan sikre bedre kontrol med forholdene på virksomheden.
Bestemmelsen åbner endelig mulighed for, at godkendelsesmyndigheden foruden fastsættelsen af særlige vilkår kan tidsbegrænse godkendelsen under henvisning til den manglende miljøansvarlighed. I denne situation kan tidsbegrænsning opfattes som en »prøvetid«, der skal give en ledelse med medlemmer, der er omfattet af § 40 a, lejlighed til at bevise, at den på trods af disse tidligere forhold er i stand til at drive en forurenende virksomhed miljømæssigt forsvarligt. Tidsbegrænsning kan på den baggrund blandt andet anvendes, når forudsætningerne for helt at nægte godkendelsen ikke findes at være tilstede. Tidsbegrænsningen bør efter Miljø- og Energiministeriets opfattelse ikke fastsættes til under to år.
Godkendelsesmyndigheden bør overveje at fastsætte vilkår om etablering af sikkerhedsstillelse over for virksomheder, der løbende producerer en vis mængde affald eller foretager behandling af affald (uden at være omfattet af § 39 a, stk. 1), samt i det tilfælde, hvor den tidligere drevne virksomhed har givet anledning til oprydningsproblemer i forbindelse med en strafbar handling. Det er ikke en forudsætning for at stille vilkår om etablering af sikkerhedsstillelse, at vedkommende har gæld til det offentlige for en selvhjælpshandling, eller at en eventuel gæld er af en vis størrelse; det er tilstrækkeligt, at den pågældende tidligere har givet anledning til oprydningsproblemer. Sikkerhedsstillelse kan være et alternativ til et vilkår om hyppig affaldsbortskaffelse, som kan være vanskeligt for virksomheden at overholde, f.eks. i de tilfælde, hvor bortskaffelseskapaciteten er begrænset.
Godkendelsesmyndigheden kan også stille vilkår om, at virksomhedens egenkontrol skal foretages for virksomhedens regning af et autoriseret laboratorium. Et sådant vilkår bør efter Miljø- og Energiministeriets vurdering altid overvejes, når der meddeles godkendelse til virksomheder, som drives eller ejes af personer eller selskaber, der er omfattet af § 40 a, nr. 2, da disse personer/selskaber tidligere groft uagtsomt eller forsætligt har tilsidesat miljølovgivningen.
Det bemærkes, at godkendelsesmyndighedens adgang til oplysninger om, at virksomhedsledelsen tidligere har tilsidesat miljølovgivningen eller forårsaget alvorlig forurening, generelt giver myndigheden en mulighed for at være særlig omhyggelig med udformningen og formuleringen af vilkårene i godkendelsen, således at vilkårene er så præcist formuleret, at eventuelle vilkårsovertrædelser bedst muligt kan håndhæves ved domstolene.
Det forudsættes, at miljø- og energiministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om behandlingen af de sager, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse samt regler om oplysning af ejer- og ledelsesforhold ved ansøgning om godkendelse af listevirksomheder i medfør af den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse i § 35, stk. 2.
Til nr. 2.
Forslaget knytter sig direkte til de foreslåede bestemmelser om fastsættelse af særlige vilkår og indebærer, at flere virksomheder nu kan blive mødt med krav om etablering af sikkerhedsstillelse i forbindelse med meddelelse af ny godkendelse eller opretholdelse af en eksisterende godkendelse.
Godkendelsesmyndigheden kan kræve sikkerhed for udgifter i forbindelse med en overfladeoprydning efter virksomheden, hvilket vil sige udgifter til videretransport og destruktion eller deponering af ophobet affald på virksomheden ved en selvhjælpshandling efter §§ 69-70. Ved fastsættelse af sikkerhedens størrelse, form m.v. finder de gældende regler om sikkerhedsstillelse efter § 39 a anvendelse. Forudsætningen for at få sikkerheden udbetalt vil som efter de gældende regler være, at der foreligger en situation, hvor tilsynsmyndigheden er berettiget og eventuelt forpligtet til at udføre en selvhjælpshandling efter reglerne i §§ 69-70. Det er endvidere en forudsætning, at tilsynsmyndigheden har afholdt udgifter til selvhjælpshandlinger. Krav om sikkerhedsstillelse kan - når betingelserne herfor er opfyldt - stilles som vilkår over for alle typer listevirksomheder, og er således ikke begrænset til de i § 39 a, stk. 1 nævnte.
Til nr. 3
Til § 40 a
Forslaget indeholder en udtømmende opregning af de personer og selskaber m.v., der har mistet miljøansvarlighed, således at de foreslåede bestemmelser om fastsættelse af særlige vilkår, nægtelse og tilbagekaldelse finder anvendelse.
Nr. 1 omfatter personer, der ved en domstol er blevet frakendt retten til at drive en eller flere typer forurenende virksomhed. Dette kan ske enten efter straffelovens regler om rettighedsfrakendelse, der findes i straffeloven § 79 eller efter den foreslåede bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven § 110 b.
Nr. 2 omfatter personer og selskaber m.v., der er straffet efter den skærpede bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven § 110, stk. 2 eller tilsvarende bestemmelser i de bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af loven. Ved »selskaber m.v.« forstås den kreds af juridiske personer, der er nævnt i lovforslaget § 1, nr. 9 (rettighedsfrakendelse) og § 1, nr. 8 (strafansvar for juridiske personer). Bestemmelsen forudsætter, at overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og at der ved overtrædelsen er voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre. Det er således alene overtrædelser, der kan tilregnes den pågældende som forsætlige eller groft uagtsomme, der medfører, at personen eller selskabet er omfattet af nr. 2. Det bemærkes tillige, at en person kun mister sin miljøansvarlighed, såfremt vedkommende er gjort personligt strafansvarlig for en overtrædelse og ikke i de tilfælde, hvor et selskab er gjort ansvarlig for overtrædelsen, uden at et personligt ansvar har kunnet gøres gældende. Straffen kan være fastsat enten ved bødevedtagelse eller ved dom. For at mindre overtrædelser ikke skal være omfattet, er det valgt at fastsætte en minimumsgrænse på 10.000 kr., således at det alene er overtrædelser, der har medført en bøde på 10.000 kr. eller derover eller en dom om frihedsstraf, der medfører tab af miljøansvarlighed. Tab af miljøansvarlighed består i ti år efter den strafbare handling; såfremt der er tale om flere strafbare handlinger er det tidspunktet for den seneste af de handlinger, der er straffet for ved dom eller bødevedtagelse.
Omfattet af nr. 3 er personer og selskaber, der har forårsaget en forurening, som det offentlige har fjernet ved en selvhjælpshandling i medfør af §§ 69-70 for den ansvarliges regning. Det er en betingelse, at udgifterne i forbindelse med selvhjælpshandlingen kan opgøres til 100.000 kr. eller derover, dels fordi mindre sager ikke bør betyde tab af miljøansvarlighed med de retsvirkninger, det indebærer, dels fordi 100.000 kr. er den beløbsgrænse, der er udgangspunktet ved vurdering af tilbagekaldelse af visse offentlige autorisationer mv. på grund af gæld til det offentlige, jf. lov nr. 936 af 27. december 1991 om ændring af forskellige love om erhvervsudøvelse på grundlag af autorisation m.v.
Gældsforhold kan tillægges vægt, når gælden er vedgået eller fastslået ved en domstol/fogedret, og indtil gælden ophører med at eksistere, f.eks. ved betaling af gælden, ved gældens forældelse eller som følge af, at skyldneren ikke længere eksisterer, f.eks. ved et selskabs opløsning efter endt konkursbehandling. Det gælder i den øvrige lovgivning, hvor der er hjemmel til at nægte eller tilbagekalde en offentlig autorisation på grundlag af gæld til det offentlige, at gældsforhold kan tillægges vægt, sålænge de består, og der er således med nærværende lovforslag tilstræbt en ensartet regulering af dette forhold.
Som nævnt forudsættes det, at gælden er vedgået eller fastslået ved en domstol/fogedret, således at det er alene er uomtvistede gældsforhold, der er omfattet af bestemmelsen. Såfremt en person eller et selskab ikke betaler, når myndigheden fremsætter krav herom, vil vedkommende kunne tilsiges direkte for fogedretten, da myndigheden har udpantningsret for udgifterne, jf. miljøbeskyttelsesloven § 70, stk. 2. Fogedretten har efter retsplejelovens regler en forpligtelse til at afvise sagen, hvis der fremsættes indsigelser mod grundlaget, og fogeden finder det betænkeligt at fremme sagen. I sådanne tilfælde må myndigheden indbringe sit krav for de civile domstole for at få kravet fastslået ved dom. Det er endvidere en forudsætning, at gælden ikke er omfattet af en overholdt aftale om henstand eller afdragsvis betaling.
Til § 40 b
Forslaget giver ministeren hjemmel til at oprette et register over de personer og selskaber, der har mistet miljøansvarlighed efter de foreslåede kriterier til brug for godkendelses- og tilsynsmyndighedernes vurdering i forbindelse med behandlingen af en kap. 5-godkendelse til en listevirksomhed.
Registeret oprettes alene til brug for godkendelsesmyndighederne, når de modtager en ansøgning om kap. 5-godkendelse fra en person eller et selskab, som myndigheden ikke har noget forhåndskendskab til. Der meddeles cirka 500 nye miljøgodkendelser om året. Miljø- og Energiministeriet er ikke i besiddelse af oplysninger om, hvor mange af disse sager, der vedrører personer/selskaber, som ville være omfattet af betingelserne for registrering, jf. § 40 a. Skønsmæssigt drejer det sig formentlig om ganske få, hvilket skal ses i lyset af, at en gennemgang af straffesagerne på miljøområdet fra 1994-1995 viser, at 10-15 personer og 5-10 selskaber om året ville skulle registreres efter de foreslåede kriterier om strafbare handlinger, hvortil kommer et antal registreringer på baggrund af gældsforhold.
Registeret vil alene indeholde de oplysninger, der er nødvendige for at foretage en screening af en person eller et selskab, hvilket vil sige de fornødne oplysninger til identifikation: navn, SE/CPR-nummer (og senere CVR-nummer) og adresse. Derudover vil det fremgå, om vedkommende er registreret på baggrund af strafbare forhold, rettighedsfrakendelse eller gæld til det offentlige. Hvis godkendelsesmyndigheden på baggrund af disse oplysninger finder det nødvendigt, kan myndigheden få den relevante afgørelse udleveret hos den registeransvarlige myndighed. Selve registreringsgrundlaget vil således ikke findes i registeret, dels for at mængden af registrerede oplysninger begrænses mest muligt ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt, og dels fordi det ikke findes nødvendigt, for at myndigheden kan foretage en »screening« af personer og selskaber.
Registeret vil løbende blive ajourført af den registeransvarlige myndighed, og oplysninger, der er ikke længere er relevante for miljøansvarlighedsvurderingen, vil blive slettet. Oplysninger om strafbare forhold slettes således ti år efter den seneste strafbare handling, mens gældsforhold slettes, når de ikke længere består, da det som nævnt under bemærkninger til § 40 a findes nødvendigt, at gældsforhold kan tillægges betydning, sålænge de består, således som det er udgangspunktet i anden lovgivning om offentlige autorisationer.
Forslaget indebærer en egentlig pligt for anklagemyndighed og tilsynsmyndigheder til at foretage indberetning til den registeransvarlige myndighed af de personer og selskaber, der er omfattet af § 40 a, hvorefter registeret opdateres med de indkomne oplysninger. Indberetning af personer og selskaber, der har gæld til det offentlige for selvhjælpshandlinger, sker ved den pågældende tilsynsmyndigheds foranstaltning, når gælden er vedgået eller fastslået ved en domstol eller en fogedret. Indberetning af personer og selskaber for strafbare forhold sker ved den anklagemyndighed, der har ført sagen, når endelig dom i sagen er faldet eller ved den politimester, der har afgjort sagen endeligt ved en bødevedtagelse, når bøden er vedtaget.
Det er en forudsætning, at den pågældende person eller det pågældende selskab har fået meddelelse om, at der sker registrering, forinden registreringen sker.
Til nr. 4.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslaget i nr. 1 om nægtelse af godkendelse eller fastsættelse af særlige vilkår i en godkendelse over for virksomheder, der drives eller ejes af selskaber eller personer, der har mistet miljøansvarlighed efter § 40 a. Det er således samme type af særlige vilkår som beskrevet under nr. 1, der kan komme på tale i de nedenfor omtalte situationer.
Nr. 1 omfatter den situation, hvor et medlem af den personkreds, der allerede er ansvarlig for virksomhedens drift, som defineret ovenfor, mister sin miljøansvarlighed, mens nr. 2 omfatter den situation, hvor en person eller selskab, der har mistet miljøansvarlighed helt eller delvist overtager en eksisterende godkendt virksomhed.
For selskabers vedkommende finder nr. 3 tillige anvendelse. Nr. 3 omfatter således den situation, hvor der indtræder nye personer i ledelsen af et selskab eller lignende, der driver listevirksomhed. Ved ledelsen forstås her direktion og bestyrelse i overensstemmelse med de selskabsretlige regler.
Efter selskabslovgivningens er der pligt til at anmelde ændringer i ledelsesforhold til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvorfra alle kan trække oplysninger. Endvidere indebærer lov om Det Centrale Virksomhedsregister af 22. maj 1996, at myndigheder m.fl. vil kunne trække oplysninger om virksomheders ejerforhold, branche og eventuelle bibrancher m.v. direkte fra registeret. Det er Miljø- og Energiministeriets vurdering, at disse registre vil kunne dække miljømyndighedernes behov for oplysninger om ændringer i ejer- og ledelsesforhold.
I de tre omtalte situationer kan tilsynsmyndigheden som nævnt lade godkendelsen bestå uændret, fastsætte særlige vilkår eller efter omstændighederne tilbagekalde godkendelsen. Det er tilsynsmyndighedens konkrete vurdering af sagens samlede omstændigheder, der er afgørende for, hvilken afgørelse, tilsynsmyndigheden bør træffe.
Tilbagekaldelse bør imidlertid efter Miljø- og Energiministeriets vurdering i hvert fald overvejes i de tilfælde, hvor miljøansvarligheden er mistet på baggrund af en dom om frihedsstraf efter miljøbeskyttelsesloven § 110, stk. 2 eller efter bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af loven. Det er muligt, at det efter en vurdering af sagens samlede elementer findes nødvendigt at tilbagekalde en godkendelse også i andre tilfælde. Tilbagekaldelse er imidlertid et alvorligt indgreb i en bestående rettighed, og det er derfor Miljø- og Energiministeriets opfattelse, at tilbagekaldelse kun bør finde anvendelse i særlige tilfælde, når andre retshåndhævelsesmidler har vist sig utilstrækkelige.
Fastsættelse af særlige vilkår i en af de tre situationer bør overvejes i de tilfælde, hvor der ikke er grundlag for at tilbagekalde godkendelsen, men dog behov for en styrket kontrolmulighed fra tilsynsmyndighedens side. Det kan efter omstændighederne - som efter § 34, stk. 2 - dreje sig om vilkår, der fastsætter, at egenkontrol fremover skal foretages af et uafhængigt laboratorium for virksomhedens regning; vilkår om etablering af sikkerhedsstillelse eller andre skærpende kontrolvilkår.
Tilbagekaldelse af en godkendelse eller fastsættelse af særlige vilkår forudsætter efter miljøbeskyttelsesloven og de almindelige forvaltningsretlige regler, at virksomheden får et varsel om, at en sådan afgørelse vil blive truffet, således at virksomheden har lejlighed til at fremkomme med indsigelser mod afgørelsen, inden endelig afgørelse træffes. Forvarsling af afgørelsen bør gives med en rimelig frist, således at virksomheden - i de tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden træffer afgørelse på baggrund af ændringer i ledelsesforhold - kan få lejlighed til at ændre i sin ledelsesstruktur, herunder sikre fratræden af personer, der er indtrådt i direktion eller bestyrelse i lyset heraf.
Afgørelser om nægtelse af at meddele kap. 5-godkendelse, tilbagekaldelse heraf eller fastsættelse af særlige vilkår på grund af tabt miljøansvarlighed kan påklages på samme måde som afgørelser efter lovens kapitel 5 kan påklages i dag, det vil sige til Miljøstyrelsen og for større og principielle afgørelsers vedkommende til Miljøklagenævnet. Det må i den sammenhæng antages, at afgørelser på grundlag af miljøansvarlighedskriteriet efter Miljøklagenævnets vurdering vil have principiel karakter - i hvert fald indtil en fast administrativ praksis foreligger på området.
Efter de almindelige regler i miljøbeskyttelsesloven §§ 95-96 om opsættende virkning af klager har klage over bebyrdende afgørelser som udgangspunkt opsættende virkning, mens klage over begunstigende afgørelser som hovedregel ikke tillægges opsættende virkning. Dette princip foreslås fastholdt i forhold til afgørelser efter de nye regler i miljøbeskyttelsesloven kap. 5. Herefter vil klage over fastsættelse af særlige vilkår i en eksisterende godkendelse og klage over tilbagekaldelse af en miljøgodkendelse som udgangspunkt have opsættende virkning. Det bemærkes i denne sammenhæng, at klagemyndigheden kan træffe beslutning om, at klage over påbud og forbud ikke skal have opsættende virkning. På tilsvarende måde vil klagemyndigheden kunne bestemme, at klage over tilbagekaldelse af en godkendelse og klage over fastsættelse af særlige vilkår i en eksisterende godkendelse ikke skal have opsættende virkning.
Klage over vilkår, der fastsættes i en ny godkendelse, herunder fastsættelse af eller manglende fastsættelse af særlige vilkår, vil som udgangspunkt ikke have opsættende virkning, idet godkendelsen som sådan betragtes som en begunstigende forvaltningsakt. Det indebærer, at virksomheden, selv om der er klaget over godkendelsen, kan igangsætte aktiviteterne, dog på eget ansvar og uden begrænsning i klagemyndighedens adgang til at ændre eller ophæve den meddelte godkendelse, jf. miljøbeskyttelsesloven § 96, stk. 2.
Afgørelser efter de nye regler i miljøbeskyttelsesloven kap. 5, herunder afgørelser om fastsættelse af særlige vilkår, vil kunne påklages af de efter miljøbeskyttelseslovens regler klageberettigede. Det vil sige afgørelsens adressat samt enhver, der har en væsentlig individuel interesse i sagens udfald. Endvidere er visse miljøorganisationer m.fl. efter loven tillagt klageadgang i bestemte sager.
De administrative afgørelser i disse sager vil endvidere kunne indbringes for domstolene. Bestemmelsens andet stykke indebærer, at domstolene kan tillægge et sådant søgsmål opsættende virkning, således at tilbagekaldelse eller særlig vilkårsfastsættelse først træder i kraft efter domstolens endelige stillingtagen til den administrative afgørelse.
Det forudsættes, at miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af disse sager i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen i § 35, stk. 2.
Til nr. 5.
Forslaget indebærer en mindre redaktionel ændring af bestemmelsen. Det fremgår af bestemmelsen i dens eksisterende udformning, at det alene er kommunalbestyrelsen, der fører tilsyn med de virksomheder, der er omfattet af bestemmelsen. Da enkelte tilsynsopgaver varetages af amtsrådene, f.eks. tilsyn med vindmøller, foreslås bestemmelsen ændret i overensstemmelse hermed, således at den delte kompetence mellem amtskommune og kommune fremgår af bestemmelsen. Der er ikke tilsigtet nogen ændring i fordelingen af opgaver mellem amtskommuner og kommuner.
Til nr. 6.
Formålet med forslaget er at give miljø- og energiministeren hjemmel til at fastlægge den lovpligtige tilsynsopgaves omfang i forhold til de enkelte tilsynsmyndigheder.
Såfremt det vurderes, at en kommune ikke lever op til lovgivningens minimumskrav, påtaler miljø-og energiministeren dette og indleder drøftelser med den pågældende kommune om den fremtidige tilrettelæggelse af tilsynsindsatsen.
Kan der ikke opnås enighed herom, vil miljø- og energiministeren i medfør af den foreslåede bestemmelse inden for rammerne af de gældende bestemmelser konkret kunne fastlægge omfanget af kommunalbestyrelsens tilsynsforpligtelse.
Der forventes indgået en aftale med Kommunernes Landsforening (samt Københavns og Frederiksberg Kommuner), hvori minimumskravene til det kommunale tilsyn nærmere specificeres.
Forslaget indebærer, at ministeren kan fastlægge omfanget af hele tilsynsforpligtigelsen eller en nærmere bestemt del heraf. Fastlæggelsen af omfanget af den lovpligtige tilsynsopgave kan f.eks. ske ved at tilsynsmyndigheden får pålæg om at gennemføre tilsyn på bestemte typer af virksomheder og landbrug indenfor en bestemt tidsperiode
Bestemmelserne vil ikke kunne anvendes til at foreskrive tilsynsmyndighederne at ansætte yderligere personale eller i øvrigt at afholde bestemte udgifter. Det er således op til myndigheden selv at tilrettelægge, hvorledes den foreskrevne tilsynsopgave skal løses.
På det amtskommunale område er der som nævnt under de almindelige bemærkninger i dag ingen problemer med tilsynsindsatsen, der således generelt synes at være tilfredsstillende. Dette udelukker dog ikke, at der kan opstå situationer, hvor det kan blive nødvendigt over for amtskommunerne at indskærpe omfanget af tilsynsforpligtelsen og indlede forhandlinger om tilrettelæggelsen heraf.
Undlader en kommune eller amtskommune at efterleve en beslutning, hvori omfanget af tilsynsforpligelsen er nærmere fastlagt, kan sagen indbringes for de almindelige kommunale tilsynsmyndigheder, - Indenrigsministeriet og de for hvert amt nedsatte tilsynsråd - der vil kunne gennemtvinge beslutningen under anvendelse af sanktioner, jf. § 61 i den kommunale styrelseslov (lovbekendtgørelse nr. 615 af 18. juli 1995). Endvidere vil der i tilfælde af grov pligttilsidesættelse kunne blive tale om anvendelse af strafbestemmelsen i styrelseslovens § 61 c.
Til nr. 7.
Ved lov nr. 1112/1993 blev § 55 a indføjet i loven. Som konsekvens heraf ændredes straffebestemmelsen, således at det fremgik af § 110, stk. 3, at der kan fastsættes regler om straf i de regler, der udstedes i medfør af § 55 a. Ved en senere lovændring faldt § 55 a ud af bestemmelsen, hvilket ikke var tilsigtet. Dette korrigeres nu ved genindsættelsen af § 55 a i bestemmelsen.
Til nr. 8.
Til stk. 4
Ved lov nr. 474 af 12. juni 1996 om ændring af straffeloven er der fastsat regler om strafansvar for juridiske personer. Loven, der trådte i kraft den 1. juli 1996, bygger på Straffelovrådets betænkning nr. 1289/1995 om juridiske personers bødeansvar. Det blev ved lovens vedtagelse forudsat, at bestemmelser om hjemmel til strafansvar for juridiske personer generelt affattes ens i særlovgivningen efter Justitsministeriets model. Forslaget til ændring af § 110, stk. 4 er således en konsekvens af de nye regler i straffeloven om juridiske personers strafansvar. Disse regler omfatter også strafansvar for statslige myndigheder, amtskommuner, kommuner og kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse. Forslaget tilsigter ingen ændring i den gældende retstilstand.
Til stk. 5
Er der ved en overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven opnået en økonomisk fordel, enten i form af et udbytte eller i form af en besparelse, er det udgangspunktet, at denne økonomiske fordel skal konfiskeres. Reglerne om konfiskation i straffesager findes i straffelovens 9. kapitel, der finder anvendelse i sager om overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven. Det er allerede udgangspunktet i de gældende regler, at et økonomisk udbytte skal konfiskeres, men forslaget tilsigter at præcisere dette udgangspunkt.
Forslaget præciserer endvidere, at dette udgangspunkt også skal være gældende ved formelle overtrædelser, det vil sige overtrædelser, der ikke indebærer en skade eller fare for skade på miljøet. Det er typisk tilfælde, hvor en listevirksomhed påbegyndes, forinden godkendelse hertil er meddelt, enten fordi der ikke er ansøgt herom, eller fordi myndighederne ikke har færdigbehandlet sagen, men hvor godkendelse til den pågældende virksomhed ville være blevet meddelt, hvis der havde været indgivet ansøgning herom, eller myndighederne havde haft lejlighed til at afslutte sagen.
Det kan i visse tilfælde være vanskeligt at dokumentere størrelsen af en økonomisk fordel, således at konfiskation ikke lader sig gennemføre. I disse tilfælde skal domstolene tage hensyn til den økonomiske fordel ved udmålingen af straffen, hvilket allerede følger af de gældende regler.
Udmålingskriterierne ved fastsættelsen af sanktioner for overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven følger normalt af straffelovens 10. kapitel, hvoraf det fremgår, at der skal tages hensyn til overtrædelsens grovhed, personens forhold m.v. Det skal endvidere ved strafudmålingen altid - også hvor der foretages konfiskation - tillægges vægt, om overtrædelsen er sket med økonomiske vinding eller besparelse for øje, uanset om den økonomiske fordel er opnået eller alene tilsigtet, jf. straffelovens § 53, stk. 3.
På miljøbeskyttelsesområdet skal det ved udmålingen af sanktionen tillægges vægt, om der ved overtrædelsen er sket skade på miljøet eller er fremkaldt fare herfor. Da reglerne netop tilsigter en beskyttelse af miljøet findes det at være en skærpende omstændighed, at miljøet har lidt overlast eller været udsat for risici herfor. Dette fremgår af den gældende § 110, stk. 2.
Til nr. 9.
Forslaget indebærer, at der i miljøbeskyttelsesloven indsættes en selvstændig bestemmelse om rettighedsfrakendelse ved domstolene.
Som nævnt under de almindelige bemærkninger kan rettighedsfrakendelse i dag ske efter straffelovens § 79, hvilket forudsætter, at personen dømmes for et strafbart forhold, der begrunder »en nærliggende fare for misbrug af stillingen«, og der i øvrigt »er særlige omstændigheder, der taler for« frakendelsen. Betingelserne for anvendelse af bestemmelsen er således særdeles strenge. Bestemmelsen har ikke været anvendt i forbindelse med forurenende virksomheder.
I lejelovens § 113 a findes en tilsvarende bestemmelse, efter hvilken ejere af udlejningsejendomme ved dom kan frakendes retten til at administrere ejendomme, såfremt ejeren gentagne gange groft har tilsidesat reglerne i lejelovgivningen.
Den foreslåede bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven lægger op til, at bedømmelsen skal ske efter en »miljøforsvarlighedsvurdering«. Den eller de ansvarlige personer, der har drevet en forurenende virksomhed uforsvarligt og derved overtrådt miljølovgivningen gentagne gange eller i øvrigt under så skærpende omstændigheder, at den/de pågældende må anses for uden vilje eller evne til at drive forurenende virksomhed på forsvarlig vis, skal kunne frakendes retten til at fortsætte eller genoptage sådan virksomhed. Frakendelse skal således kunne ske, uanset om der kan påvises en nærliggende fare for, at vedkommende på ny vil handle uforsvarligt, idet det må anses for tilstrækkeligt, at der er udvist grov eller gentagen uansvarlighed.
Forslaget indebærer, at en person, enten som ejer af en forurenende virksomhed eller som ansvarlig i et selskab, der driver forurenende virksomhed, kan frakendes retten til at drive forurenende virksomhed, såfremt virksomheden gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har tilsidesat reglerne i miljøbeskyttelsesloven og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf, og den pågældende er gjort personlig strafansvarlig for overtrædelsen eller overtrædelserne.
Domstolene vil ved vurderingen skulle tage stilling til, om det alene er retten til at drive selvstændig virksomhed omfattet af miljøbeskyttelsesloven, der skal frakendes, eller om der tillige skal ske frakendelse af retten til at være medlem af direktion eller bestyrelse eller medstifter af et selskab, der driver forurenende virksomhed.
Domstolene vil herudover skulle tage stilling til rækkevidden af rettighedsfrakendelsen. Der kan således være grundlag for kun at frakende retten til at drive den konkrete type virksomhed, som lovovertræderen hidtil har drevet, f.eks. frakendelse af retten til at drive dambrugsvirksomhed. En konkret vurdering af overtrædelsernes karakter vil imidlertid kunne føre til, at der tillige bør ske frakendelse af retten til at drive andre lignende typer miljøbelastende virksomhed. Det kunne f.eks. være tilfældet i forbindelse med drift af en type affaldsbehandlende virksomhed, hvor domstolene vurderer, at heller ikke andre typer affaldsbehandlende virksomhed vil blive drevet på forsvarlig vis.
De processuelle regler i straffelovens § 79, stk. 3-4 finder anvendelse i sager om rettighedsfrakendelse efter miljøbeskyttelsesloven. Det indebærer - i overensstemmelse med, hvad der gælder på andre særlovsområder - at rettigheden kan frakendes for et begrænset tidsrum (1-5 år) og kun i meget grove tilfælde indtil videre. Bestemmelsen vil supplere den foreslåede administrative adgang til at nægte eller tilbagekalde kap. 5 godkendelser. Samtidig vil bestemmelsen tillige omfatte ikke-godkendelsespligtig virksomhed (§42-virksomhed), der ikke vil blive omfattet af det administrative regelsæt.
Til nr. 10.
Efter den tidligere gældende retsplejelov var der forskel på de retsmidler, som kunne bringes i anvendelse, alt efter om sagerne var politisager eller statsadvokatsager. For at sikre at alle retsmidler kunne anvendes i efterforskningen af overtrædelser af loven m.v. var der i § 111 en bestemmelse om, at retsmidlerne i retsplejelovens kapitel 73 kunne anvendes i samme omfang som i politisager i statsadvokatsager. Efter ændringen af retsplejeloven er sondringen mellem statsadvokatsager og politisager bortfaldet til fordel for en sondring mellem efterforskning af overtrædelser, som kan medføre frihedsstraf og andre overtrædelser. Forslaget sikrer, at ransagning kan anvendes i efterforskningen af alle sager om overtrædelse af loven - også selv om de må forventes ikke at blive sanktioneret med frihedsstraf.
Skriftlig fremsættelse (27. november 1996)
Miljø- og energiministeren (Svend Auken):
Jeg skal herved tillade mig at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse. (Fastsættelse af særlige vilkår, nægtelse og tilbagekaldelse af miljøgodkendelse, tilsyn, konfiskation, rettighedsfrakendelse m.v.).
(Lovforslag nr. L 83).
Lovforslaget har til formål at sikre en bedre håndhævelse af miljølovgivningen. Regeringen ønsker at skabe mere lov og orden på miljøområdet og således begrænse antallet af store og alvorlige forureningssager, der er såvel belastende for miljøet som ressourcekrævende for samfundet.
Regeringen lægger vægt på, at overtrædelser af miljølovgivningen ikke må kunne betale sig og at grove overtrædelser straffes føleligt. Regeringen lægger endvidere vægt på, at de få virksomheder, der groft eller gentagne gange overtræder miljølovgivningen, eller løber fra meget store oprydningsregninger, kun på særlige vilkår får tilladelse til fremover at drive særligt forurenende virksomhed og i de groveste tilfælde fratages muligheden for at fortsætte deres miljøskadelige virksomhed. Dette kræver en effektiv håndhævelse af miljølovgivningen, således at de - heldigvis meget få - virksomheder, der tilsidesætter miljølovgivningen til fordel for egne, oftest økonomiske interesser, forhindres i at fortsætte hermed og derved forhindres i at opnå konkurrencefordele på bekostning af de mange virksomheder, der investerer betydelige ressourcer i at leve op til de samme miljøkrav.
I foråret 1996 fremlagde jeg en handlingsplan for en bedre håndhævelse af miljølovgivningen. Dette lovforslag er sammen med forslag til ændring af lov om kemiske stoffer og produkter og et kommende forslag til ændring af straffeloven opfølgningen af handlingsplanen.
Der er tre centrale elementer i lovforslaget. Det første er en styrkelse af sanktionsniveauet i miljøstraffesager. Der foreslås en præcisering af kriterierne for sanktionsfastsættelsen samt en ny bestemmelse om rettighedsfrakendelse, der gør det muligt for domstolene at frakende en tiltalt retten til at drive forurenende virksomhed i forbindelse med pådømmelse af gentagne eller grove overtrædelser af miljølovgivningen. I tilknytning til de her nævnte forslag, der skal medvirke til en skærpelse af sanktionsniveauet, vil regeringen i indeværende folketingssamling fremsætte et forslag til en ny bestemmelse i straffeloven om straf for grov miljøkriminalitet.
Det andet element er en styrkelse af miljømyndighedernes mulighed for at hindre fortsat miljøskadelig virksomhed. Der foreslås et nyt »miljøansvarlighedsprincip« i lovens kapitel 5. Tab af miljøansvarlighed indtræder ved grove overtrædelser af miljølovgivningen, ved frakendelse af retten til at drive forurenende virksomhed samt ved større gæld til det offentlige for selvhjælpshandlinger i forbindelse med forurening. Manglende miljøansvarlighed medfører, at myndigheden kan give afslag på eller tilbagekalde en miljøgodkendelse eller stille særlige vilkår, herunder vilkår om sikkerhedsstillelse i virksomhedens miljøgodkendelse. I tilknytning hertil foreslås oprettet et register over de personer og selskaber, der efter de foreslåede kriterier har mistet miljøansvarlighed (skønsmæssigt 20-30/året) for at sikre, at miljømyndighederne har adgang til disse oplysninger.
Det tredje element er en styrkelse af miljømyndighedernes tilsyn. Der foreslås indsat en lovhjemmel for miljø- og energiministeren til at fastsætte det nærmere omfang af tilsynsforpligtelsen over for de myndigheder, der ikke lever op til deres tilsynsforpligtelser.
Regeringen vil over en treårig periode vurdere, om denne bestemmelse, sammen med den aftale, som miljø- og energiministeren forventer at indgå med Kommunernes Landsforening om kommunernes fremtidige tilsynsindsats, sikrer et tilfredsstillende tilsynsniveau i alle kommuner. Såfremt det på baggrund af erfaringerne fra denne treårige periode - mod forventning - måtte vise sig, at disse instrumenter ikke har den forventede virkning, vil regeringen tage initiativ til at , at tilsynsopgaven kan fratages en myndighed, der ikke varetager opgaven forsvarligt og henlægges til en anden myndighed for den oprindelige tilsynsmyndigheds regning.
Med nærværende lovforslag og regeringens kommende forslag om ændring af straffeloven ønsker regeringen at sende et klart signal om, at overtrædelse af miljølovgivningen ikke tolereres og på ingen måde bør kunne betale sig.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, anbefaler jeg lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.
Efter 2. behandling den 28. maj 1997
§ 1
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994, som ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995, lov nr. 302 af 24. april 1996 og lov nr. 395 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:
1. I § 34 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan nægte godkendelse eller fastsætte særlige vilkår i godkendelsen, herunder vilkår om sikkerhedsstillelse efter reglerne i § 39 a, såfremt ansøgeren, medlemmer af ansøgerens direktion eller bestyrelse eller andre, der kan øve bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, er omfattet af § 40 a.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
2. I § 39 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan endvidere stille krav om etablering af sikkerhedsstillelse over for listevirksomheder, såfremt virksomhedens ejer eller ansvarlige ledelse er omfattet af § 40 a.«
Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.
3. Efter § 40 indsættes:
»§ 40 a. Anvendelse af § 34, stk. 2, og § 41 a finder sted over for følgende:
1) Personer, der er blevet frakendt retten til at drive forurenende virksomhed i henhold til denne lovs § 110 b eller i henhold til straffelovens § 79.
2) Personer, der er dømt efter straffelovens § 196.
3) Personer og selskaber m.v., der er straffet efter denne lovs § 110, stk. 2, eller tilsvarende bestemmelser fastsat i bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel i loven, såfremt der er fastsat frihedsstraf eller bøde på 10.000 kr. eller derover, og såfremt der ikke er forløbet mere end ti år fra den strafbare handling.
4) Personer og selskaber m.v., der har gæld på 100.000 kr. eller derover til det offentlige for selvhjælpshandlinger foretaget af tilsynsmyndigheden i medfør af denne lovs §§ 69 og 70, såfremt denne gæld er vedgået eller fastslået ved en domstol. Det er endvidere en betingelse, at gælden er forfalden og ikke er omfattet af en overholdt aftale om henstand eller afdragsvis betaling, samt at der er fremsendt to rykkere til skyldneren.
§ 40 b. Miljø- og energiministeren opretter et register over de personer og selskaber m.v., der er omfattet af § 40 a. Registeret kan oprettes på edb efter miljø- og energiministerens bestemmelse herom.
Stk. 2. I sager, der afsluttes ved dom, og i sager, der afgøres endeligt ved anklagemyndigheden med bødevedtagelse, foretager anklagemyndigheden indberetning til registeret. I sager om gæld til det offentlige for selvhjælpshandlinger foretager den pågældende tilsynsmyndighed indberetning til registeret.
Stk. 3. Forinden der sker registrering, gives der meddelelse herom til den pågældende person eller det pågældende selskab m.v.«
4. Efter § 41 indsættes før overskriften til § 42:
»§ 41 a. Godkendelsesmyndigheden kan tilbagekalde en godkendelse eller fastsætte særlige vilkår i en eksisterende godkendelse, herunder vilkår om sikkerhedsstillelse, jf. § 39 a, såfremt
1) indehaveren, medlemmer af indehaverens direktion eller bestyrelse eller andre, der kan øve bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, bliver omfattet af § 40 a,
2) personer eller selskaber m.v., der er omfattet af § 40 a, bliver ejer eller medejer af virksomheden eller
3) personer, der er omfattet af § 40 a, indtræder i bestyrelse eller direktion i et selskab m.v., der driver godkendt virksomhed.
Stk. 2. Ved indbringelse af afgørelser efter stk. 1 for domstolene kan domstolene tillægge søgsmålet opsættende virkning.«
5. I § 42 ændres i stk. 1, 2 og 4 »kommunalbestyrelsen« til: »tilsynsmyndigheden«, og i stk. 3 ændres »Kommunalbestyrelsen« til: »Tilsynsmyndigheden«.
6. I § 73 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan over for en kommunalbestyrelse eller et amtsråd for en bestemt periode nærmere fastlægge omfanget af disse myndigheders tilsynsforpligtelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
7. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§ 53«: »§ 55 a«.
8. § 110, stk. 4 og 5, affattes således:
»Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 5. Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk fordel, konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel, selv om der ved overtrædelsen ikke er voldt skade på miljøet eller er fremkaldt fare derfor. Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved udmåling af en bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.«
9. Efter § 110 a indsættes:
»§ 110 b. Retten til at udøve virksomhed omfattet af kapitel 5 kan frakendes ved dom for strafbart forhold, hvis den tiltalte gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har
a) overtrådt bestemmelser i denne lov eller i forskrifter udstedt i medfør af loven eller
b) undladt at efterkomme forbud eller påbud, som er udstedt i medfør af disse bestemmelser.
Stk. 2. Efter samme regel kan der ske frakendelse af retten til at være stifter af, direktør for eller medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar, et selskab eller en forening, som kræver offentlig godkendelse, eller en fond, der driver virksomhed omfattet af kapitel 5.
Stk. 3. I øvrigt gælder reglerne i straffelovens § 79, stk. 3 og 4.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.
Stk. 2. § 40 a, nr. 1-3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, omfatter personer og selskaber m.v., der har begået den eller de strafbare overtrædelser efter den 1. juli 1997. § 40 a, nr. 4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, omfatter personer og selskaber m.v., der har forårsaget en forurening, der senere fjernes ved myndighedens selvhjælpshandling, når forureningen er forårsaget efter den 1. juli 1997.