Gelex

1996 LSF 118 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM PLANLÆGNING(DETAILHANDEL M.V.)

GældendeVersion 1997-05-15
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199612K00118@1997-05-15/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 746 af 16. august 1994, som ændret ved lov nr. 311 af 17. maj 1995, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 5 b indsættes før kapitel 3:

»Kapitel 2 b

Planlægning til butiksformål

§ 5 c. Planlægningen skal

1) fremme et varieret butiksudbud i mindre og mellemstore byer samt i de enkelte bydele i de større byer,

2) sikre, at arealer til butiksformål udlægges, hvor der er god tilgængelighed for alle trafikarter, herunder især den gående, cyklende og kollektive trafik, og

3) fremme en samfundsmæssigt bæredygtig detailhandelsstruktur, hvor transportafstandene i forbindelse med indkøb er begrænsede.

§ 5 d. Arealer til butiksformål skal udlægges i den centrale del af en by. I store byer og i sammenhængende byområder i hovedstadsområdet kan der udlægges arealer til butiksformål i de centrale områder af en bydel.

Stk. 2. Uden for den centrale del af en by eller bydel, jf. stk. 1, kan der dog udlægges

1) mindre arealer til butikker, der alene skal betjene en begrænset del af en by eller en bydel, en landsby, et sommerhusområde eller lignende,

2) arealer til butikker, som alene forhandler særlig pladskrævende varegrupper, der ikke kan indpasses i de centrale områder af en by eller en bydel,

3) arealer til mindre butikker til salg af egne produkter i tilknytning til en virksomheds produktionslokaler og

4) arealer til butiksformål, i det omfang det af hensyn til et bevaringsværdigt bymiljø ikke er muligt at udlægge tilstrækkelige arealer i den centrale del af byen.

§ 5 e. Miljø- og energiministeren afgiver hvert andet år en redegørelse til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. Redegørelsen belyser og vurderer udviklingen i region-, kommune- og lokalplanlægningen for detailhandelsstrukturen på baggrund af bestemmelserne i §§ 1, 5 c og 5 d.

§ 5 f. Beregning af bruttoetagearealet til butiksformål sker efter bygningsreglementets bestemmelser om beregning af bebyggelsens etageareal, idet dog den del af kælderen, hvor det omgivende terræn ligger mindre end 1,25 m under loftet i kælderen, medregnes.«

2. § 6, stk. 3, nr. 5, affattes således:

»5) den samlede detailhandelsstruktur, jf. § 6 b,».

3. I § 6 indsættes som stk. 9:

»Stk. 9. Redegørelsen for den del af regionplanen, der indeholder retningslinjer for detailhandelsstrukturen, skal indeholde

1) en vurdering af omfanget af det eksisterende bruttoetageareal til butiksformål for de enkelte byer og bydele fordelt på hovedbutikstyper og disses omsætning,

2) en vurdering af behovet for nybyggeri eller omdannelse af eksisterende bebyggelse til butiksformål,

3) en angivelse af målene for detailhandelsstrukturen, herunder hvilket opland der forudsættes betjent af de butikker, der kan placeres inden for de afgrænsede arealer,

4) oplysning om, hvordan forslaget fremmer et varieret butiksudbud i de mindre og mellemstore byer,

5) oplysning om, hvordan forslaget fremmer et varieret butiksudbud i den centrale del af de enkelte byer eller bydele, herunder forudsætningerne for afgrænsningen af den centrale del af de enkelte byer eller bydele og for eventuelle fravigelser fra bestemmelsen i § 5 d, stk. 1,

6) en angivelse af tilgængeligheden for de forskellige trafikarter til de udlagte arealer til butiksformål og

7) oplysning om de særlige planlægningsmæssige begrundelser for fastsættelse af eventuelle butiksstørrelser på mere end 3.000 m2 bruttoetageareal for dagligvarebutikker eller 1.000 m2 bruttoetageareal for udvalgsvarebutikker.«

4. Efter § 6 a indsættes:

»§ 6 b. Regionplanmyndigheden skal tilvejebringe regionplanretningslinjer for arealudlæg til butiksformål i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 5 c og 5 d.

Stk. 2. Regionplanmyndigheden skal i forbindelse hermed

1) afgrænse den centrale del af de enkelte byer eller bydele, hvori der kan udlægges arealer til butiksformål,

2) fastsætte retningslinjer for placering af de i § 5 d, stk. 2, nr. 1-3, nævnte arealer til butiksformål,

3) afgrænse beliggenheden for de i § 5 d, stk. 2, nr. 4, nævnte arealer til butiksformål,

4) fastsætte det maksimale bruttoetageareal for nybyggeri og omdannelse af eksisterende byggeri til butiksformål for hvert af de ovenfor nævnte arealer og

5) fastsætte maksimale bruttoetagearealer for de enkelte butikker.«

5. I § 11 indsættes som stk. 8:

»Stk. 8. Redegørelsen for den del af kommuneplanen, der indeholder rammer for forsyningen med butikker, jf. stk. 5, nr. 4, skal indeholde

3) en angivelse af målene for detailhandelsstrukturen, herunder en angivelse af, hvilket opland der forudsættes betjent af de butikker, der kan placeres inden for de udlagte arealer,

4) oplysning om, hvordan planlægningen tilgodeser målene for den kommunale hovedstruktur, herunder hvordan forslaget fremmer et varieret butiksudbud i de mindre og mellemstore byer, samt bymiljøet i de områder, der foreslås udlagt til butiksformål,

5) en angivelse af tilgængeligheden for de forskellige trafikarter til de udlagte arealer til butiksformål og

6) oplysning om de særlige planlægningsmæssige begrundelser for fastsættelse af eventuelle butiksstørrelser på mere end 3.000 m2 bruttoetageareal for dagligvarebutikker eller 1.000 m2 bruttoetageareal for udvalgsvarebutikker.«

6. Efter § 11 a indsættes:

»§ 11 b. Kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe rammer for indholdet af lokalplaner for arealudlæg til butiksformål i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 5 c og 5 d.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse hermed

1) fastsætte rammer for placering af arealer til butiksformål,

2) fastsætte det maksimale bruttoetageareal for nybyggeri og omdannelse af eksisterende bebyggelse til butiksformål og

3) fastsætte maksimale bruttoetagearealer for de enkelte butikker.

Stk. 3. Fastsættelse af rammer for placering af arealer omfattet af § 5 d, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, kan kun ske inden for en afgrænsning i regionplanen.«

7. I § 15 indsættes som stk. 8:

»Stk. 8. En lokalplan, der giver mulighed for etablering af butikker, skal indeholde bestemmelser om det maksimale bruttoetageareal for de enkelte butikker og det samlede bruttoetageareal, der kan anvendes til butiksformål.«

8. § 16, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Lokalplanforslag for anlæg, der er omfattet af § 6, stk. 3, nr. 4, er undtaget fra reglerne i stk. 3, 4 og 6.«

9. I § 16 indsættes som stk. 6:

»Stk. 6. I redegørelsen til lokalplanforslag, der muliggør etablering af butikker, skal der gøres rede for bebyggelsens påvirkning af bymiljøet, herunder den eksisterende bebyggelse i området, friarealer og trafikale forhold.«

10. I § 17, stk. 3, ændres »§ 29« til: »§§ 29 eller 29 a«.

11. I § 27, stk. 1, 1. pkt., ændres »§§ 28, 29 og 29 a« til: »§§ 28, 29, 29 a og 29 b«.

12. I § 28, stk. 1, 1. pkt., ændres »§§ 29 eller 29 a« til: »§§ 29, 29 a, eller 29 b«.

13. I § 29, stk. 3, 1. pkt., ændres »stk. 2 og § 29 a« til: »stk. 2, § 29 a og § 29 b«.

14. I § 29 a, 1. pkt., ændres »§§ 5 a, stk. 1, 5 b og 11 a samt 16, stk. 3« til: »§ 5 a, stk. 1, § 5 b, § 11 a eller § 16, stk. 3«.

15. I § 29 a indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Amtsrådet skal fremsætte indsigelse efter § 28 mod forslag til lokalplaner, kommuneplaner og ændringer til kommuneplaner, der indeholder mulighed for etablering af butikker, såfremt planforslaget er i strid med bestemmelserne i § 5 c, § 5 d, § 11, stk. 8, § 11 b, § 15, stk. 8, eller § 16, stk. 6. Pligten gælder dog ikke, hvis forholdet er af underordnet betydning.«

16. Efter § 29 a indsættes:

»§ 29 b. En regionplanmyndighed kan fremsætte indsigelse efter § 28 mod en anden regionplanmyndigheds forslag til regionplaner og ændringer til regionplaner, hvis regionplanmyndigheden vurderer, at forslaget kan have væsentlig betydning for regionplanmyndighedens planlægning for detailhandelsstrukturen, jf. § 6, stk. 3, nr. 5, og § 6 b.«

§ 2

Loven træder i kraft ugedagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Bestemmelserne i § 1, nr. 1, 6 og 7, samt i § 3 har virkning for planer, der vedtages endeligt efter lovens ikrafttræden. Bestemmelserne i § 1, nr. 2, 3 og 4, har virkning for regionplanlægning fra og med regionplanrevision 2001 samt for regionplantillæg for detailhandel, hvis amtsrådet vælger at tilvejebringe regionplanretningslinjer for den samlede detailhandelsstruktur i amtskommunen forud for regionplanrevision 2001. Bestemmelserne i § 1, nr. 5 og 9, har virkning for forslag til planer, der fremsættes efter lovens ikrafttræden.

§ 3

Stk. 1. Indtil der efter reglerne i lov om planlægning som ændret ved denne lov er tilvejebragt regionplanretningslinjer for den samlede detailhandelsstruktur i amtskommunen henholdsvis i Københavns og Frederiksberg Kommuner kan der kun tilvejebringes regionplanretningslinjer for detailhandelscentre, der er omfattet af § 6, stk. 3, nr. 4, jf. stk. 8, i lov om planlægning, i områder, der er udlagt til centerformål inden for et bykernecenter i henhold til en kommuneplan, der er endeligt vedtaget før lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Indtil der, jf. stk. 1, er tilvejebragt regionplanretningslinjer for den samlede detailhandelsstruktur i amtskommunen henholdsvis i Københavns og Frederiksberg Kommuner, kan der kun kommune- eller lokalplanlægges for butikker i områder, der er udlagt til centerformål inden for et lokal-, bydels- eller bykernecenter i henhold til en kommuneplan, der er endeligt vedtaget før lovens ikrafttræden. Der kan dog endvidere kommune- og lokalplanlægges for de arealer til butikker, der er omfattet af § 5 d, stk. 2, nr. 1-3, som affattet i denne lov.

Stk. 3. I region-, kommune- og lokalplanlægning efter stk. 1 og 2 kan der ikke planlægges for bruttoetagearealer for de enkelte butikker på mere end 3.000 m2 for dagligvarebutikker eller 1.000 m2 for udvalgsvarebutikker.

Stk. 4. Ved en kommuneplanrevision, der gennemføres, før der er tilvejebragt regionplanretningslinjer for den samlede detailhandelsstruktur, jf. stk. 1, kan eksisterende rammer for lokalplanlægningen uanset stk. 2 opretholdes, i det omfang de er grundlag for en gældende lokalplan, byplanvedtægt eller reguleringsplan, der giver mulighed for etablering af butikker.

§ 4

Stk. 1. Amtsrådet skal fremsætte indsigelse mod forslag til lokalplaner, kommuneplaner og ændringer til kommuneplaner, der indeholder mulighed for etablering af butikker, såfremt planforslaget er i strid med bestemmelserne i § 3 i denne lov.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 17, stk. 3, § 28 og § 29, stk. 3, i lov om planlægning finder tilsvarende anvendelse.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 746 af 16. august 1994, som ændret ved lov nr. 311 af 17. maj 1995, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 5 b indsættes før kapitel 3:

»Kapitel 2 b

Planlægning til butiksformål

§ 5 c. Planlægningen skal

1) fremme et varieret butiksudbud i mindre og mellemstore byer samt i de enkelte bydele i de større byer og

2) sikre, at arealer til butiksformål udlægges, hvor der er god tilgængelighed for alle trafikarter, herunder især den gående, cyklende og kollektive trafik.

§ 5 d. Arealer til butiksformål skal udlægges i den centrale del af en by. I store byer og i sammenhængende byområder i Hovedstadsområdet kan der udlægges arealer til butiksformål i de centrale områder af en bydel.

Stk. 2. Uden for den centrale del af en by eller bydel, jf. stk. 1, kan der dog udlægges

1) mindre arealer til butikker, der alene skal betjene en begrænset del af en by eller en bydel, en landsby, et sommerhusområde eller lignende,

2) arealer til butikker, som alene forhandler særligt pladskrævende varegrupper, der ikke kan indpasses i de centrale områder af en by eller en bydel,

3) arealer til mindre butikker til salg af egne produkter i tilknytning til en virksomheds produktionslokaler, og

4) arealer til butiksformål, i det omfang det af hensyn til et bevaringsværdigt bymiljø ikke er muligt at udlægge tilstrækkelige arealer i den centrale del af byen.«

2. § 6, stk. 3, nr. 5, affattes således:

»5) den samlede detailhandelsstruktur, jf. § 6 b,»

3. I § 6 indsættes som stk. 9:

»Stk. 9. Redegørelsen for den del af regionplanen, der indeholder retningslinier for detailhandelsstrukturen, skal indeholde

1) en vurdering af omfanget af det eksisterende bruttoetageareal til butiksformål for de enkelte byer og bydele, fordelt på hovedbutikstyper og disses omsætning,

5) oplysning om, hvordan forslaget fremmer et varieret butiksudbud i den centrale del af de enkelte byer eller bydele, herunder forudsætningerne for afgrænsningen af den centrale del af de enkelte byer eller bydele og for eventuelle fravigelser fra bestemmelsen i § 5 d, stk. 1, og

6) en angivelse af tilgængeligheden for de forskellige trafikarter til de udlagte arealer til butiksformål.«

4. Efter § 6 a indsættes:

»§ 6 b. Regionplanmyndigheden skal tilvejebringe regionplanretningslinier for arealudlæg til butiksformål i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 5 c og 5 d.

Stk. 2. Regionplanmyndigheden skal i forbindelse hermed

1) afgrænse den centrale del af de enkelte byer eller bydele, hvori der kan udlægges arealer til butiksformål,

2) fastsætte retningslinier for placering af de i § 5 d, stk. 2, nr. 1-3, nævnte arealer til butiksformål,

3) afgrænse beliggenheden for de i § 5 d, stk. 2, nr. 4, nævnte arealer til butiksformål,

4) fastsætte det maksimale bruttoetageareal for nybyggeri og omdannelse af eksisterende byggeri til butiksformål for hvert af de oven for nævnte arealer, og

3) en angivelse af målene for detailhandelsstrukturen, herunder en angivelse af, hvilket opland, der forudsættes betjent af de butikker, der kan placeres inden for de udlagte arealer,

4) oplysning om, hvordan planlægningen tilgodeser målene for den kommunale hovedstruktur, herunder hvordan forslaget fremmer et varieret butiksudbud i de mindre og mellemstore byer, samt bymiljøet i de områder der foreslås udlagt til butiksformål, og

5) en angivelse af tilgængeligheden for de forskellige trafikarter til de udlagte arealer til butiksformål.«

6. Efter § 11 a indsættes:

»§ 11 b. Kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe rammer for indholdet af lokalplaner for arealudlæg til butiksformål i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 5 c og 5 d.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse hermed,

1) fastsætte rammer for placering af arealer til butiksformål,

2) fastsætte det maksimale bruttoetageareal for nybyggeri og omdannelse af eksisterende bebyggelse til butiksformål, og

3) fastsætte maksimale bruttoetagearealer for de enkelte butikker.

Stk. 3. Fastsættelse af rammer for placering af arealer omfattet af § 5 d, stk. 1, og stk. 2, nr. 4, kan kun ske inden for en afgrænsning i regionplanen.«

7. I § 15 indsættes som stk. 8:

»Stk. 8. En lokalplan, der giver mulighed for etablering af butikker, skal indeholde bestemmelser om det maksimale bruttoetageareal for de enkelte butikker og det samlede bruttoetageareal, der kan anvendes til butiksformål.«

8. § 16, stk. 5, affattes:

»Stk. 2. Amtsrådet skal fremsætte indsigelse efter § 28 mod forslag til lokalplaner, kommuneplaner og ændringer til kommuneplaner, der indeholder mulighed for etablering af butikker, såfremt planforslaget er i strid med bestemmelserne i §§ 5 c-d, § 11, stk. 8, § 11 b, § 15, stk. 8, eller § 16, stk. 6. Pligten gælder dog ikke, hvis forholdet er af underordnet betydning.«

Loven træder i kraft ugedagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Bestemmelserne i § 1, nr. 1, 6 og 7 samt i § 3 har virkning for planer, der vedtages endeligt efter lovens ikrafttræden. Bestemmelserne i § 1, nr. 2, 3 og 4 har virkning for regionplanlægning fra og med regionplanrevision 2001 samt for regionplantillæg for detailhandel, hvis amtsrådet vælger at tilvejebringe regionplanretningslinier for den samlede detailhandelsstruktur i amtskommunen forud for regionplanrevision 2001. Bestemmelserne i § 1, nr. 5 og 9, har virkning for forslag til planer, der fremsættes efter lovens ikrafttræden.

§ 3

Stk. 1. Indtil der efter reglerne i lov om planlægning som ændret ved denne lov er tilvejebragt regionplanretningslinier for den samlede detailhandelsstruktur i amtskommunen, henholdsvis i Københavns og Frederiksberg Kommuner, kan der kun tilvejebringes regionplanretningslinier for detailhandelscentre, der er omfattet af § 6, stk. 3, nr. 4, jf. stk. 8, i lov om planlægning, i områder, der er udlagt til centerformål inden for et bykernecenter i henhold til en kommuneplan, der er endeligt vedtaget før lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Indtil der, jf. stk. 1, er tilvejebragt regionplanretningslinier for den samlede detailhandelsstruktur i amtskommunen, henholdsvis i Københavns og Frederiksberg Kommuner, kan der kun kommune-, eller lokalplanlægges for butikker i områder, der er udlagt til centerformål inden for et lokal-, bydels- eller bykernecenter i henhold til en kommuneplan, der er endeligt vedtaget før lovens ikrafttræden. Der kan dog endvidere kommune- og lokalplanlægges for de arealer til butikker, der er omfattet af § 5 d, stk. 2, nr. 1 - 3, som affattet i denne lov.

Stk. 3. I region-, kommune- og lokalplanlægning efter stk. 1 og 2 kan der ikke planlægges for bruttoetagearealer for de enkelte butikker på mere end 3.000 (m2) for dagligvarebutikker eller 1.000 (m2) for udvalgsvarebutikker.

Stk. 4. Ved en kommuneplanrevision, der gennemføres, før der er tilvejebragt regionplanretningslinier for den samlede detailhandelsstruktur, jf. stk. 1, kan eksisterende rammer for lokalplanlægningen uanset stk. 2 opretholde i det omfang, de er grundlag for en gældende lokalplan, byplanvedtægt eller reguleringsplan, der giver mulighed for etablering af butikker.

§ 4

Stk. 1. Amtsrådet skal fremsætte indsigelse mod forslag til lokalplaner, kommuneplaner og ændringer til kommuneplaner, der indeholder mulighed for etablering af butikker, såfremt planforslaget er i strid med bestemmelserne i § 3 i denne lov.

Stk. 2. Bestemmelserne § 17, stk. 3, § 28 og § 29, stk. 3, i lov om planlægning finder tilsvarende anvendelse.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indledning

Lovforslaget er et led i Regeringens bestræbelser på at forbedre mulighederne for en decentral detailhandelsstruktur, der også stimulerer til investeringer og fornyelser i detailhandelen i lokalcentre, kommunecentre og de mindre egnscentre.

Det er endvidere et forslag til en styrkelse af de eksisterende bymidter som levende og varierede handelscentre, til at nedbringe afhængigheden af bil til indkøb, til at fremme byomdannelse frem for inddragelse af nye byarealer, til at sikre en robust infrastruktur og til en fortætning af byerne. Forslaget indgår på denne måde i opfølgningen af Regeringens Miljø- og Naturredegørelse fra 1995, for så vidt angår trafik og byplanlægning.

Et væsentligt sigte med lovforslaget er at styrke administrationen af lovens gældende regler. Indholdet af planbestemmelser skal være mere præcist og gennemskueligt. Det samme gælder de redegørelser om planernes forudsætninger, der skal ledsage planforslagene. Herved sikres et bedre grundlag for offentlighedens deltagelse i planprocessen.

Endvidere skal planlægningsindsatsen ved de obligatoriske 4-årlige revisioner styrkes. De mange projekter skal planlægges og vurderes under hensyntagen til de samlede konsekvenser af de mange tilsvarende planer i andre byer og målene for detailhandelsstrukturen.

Lovforslaget, der er udarbejdet med udgangspunkt i Detailhandelsudvalgets arbejde og anbefalinger, fastsætter fælles rammer for amter og kommuners planlægning for placering af butikker. Lovforslaget og Erhvervsministeriets Butiksstrukturkommission har som fælles sigte at bidrage til at opretholde et levende nærbutiksmiljø i bymidterne og medvirke til at styrke indkøbsmulighederne i lokalområderne. Lovforslaget retter sig alene mod den fysiske planlægning, mens Butiksstrukturkommissionen har et bredere kommissorium og kan anvise midler inden for andre lovområder. Butiksstrukturkommissionen kan desuden fremsætte forslag inden for planlovens område. Butiksstrukturkommissionen skal fremsætte sine anbefalinger inden udgangen af 1997. I forbindelse med opfølgningen af Butiksstrukturkommissionens anbefalinger vil forslag, der måtte berøre planloven og dens administration, blive overvejet.

Lovforslaget indeholder herudover to mindre rettelser af de lovændringer, der blev gennemført ved lov nr. 439 af 1. juni 1994 om ændring af lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse.

Detailhandelsudvalget

Miljø- og energiministeren nedsatte i maj 1995 et udvalg, der skulle overveje, » om planloven og dennes administration i tilstrækkelig grad har været egnet til at styre udviklingen i forbindelse med større butikker og butikscentre eller om der er behov for en styrket indsats på planområdet.«

Udvalget skulle navnlig undersøge, » om udarbejdelsen af regionplaner kan ske på en sådan måde, at der tages højde for tværkommunale og amtskommunale konsekvenser samt byudviklingsmæssige, trafikale og miljømæssige konsekvenser af nye projekter til større butikker og til butikscentre, eller om der eventuelt kan være behov for at overveje anvendelse af et landsplandirektiv eller af ændringer af loven.«

I udvalgsarbejdet deltog foruden Miljø- og Energiministeriet Erhvervsministeriet, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening samt Frederiksberg og Københavns Kommuner. Udvalget afsluttede sit arbejde med en rapport til miljø- og energiministeren den 29. marts 1996.

Undersøgelser foretaget af Miljø- og Energiministeriet viser, at mere end halvdelen af butiksinvesteringerne nu foretages i byer med over 20.000 indbyggere. I disse byer bor kun 1/4 af befolkningen. Det betyder, at byer i en lang række kommuner får vanskeligt ved at opretholde et varieret udbud af udvalgsvarer. Herved mister byerne en væsentlig kvalitet som bolig- og arbejdssted, og forbrugere uden bil får væsentligt forringede indkøbsmuligheder. Undersøgelserne er omtalt i Detailhandelsudvalgets rapport.

Detailhandelsudvalgets rapport viser, at det er ret store byer som f.eks. Hobro, Skanderborg og Frederiksværk med 8.000 til 16.000 indbyggere, der trues på omfang og variation i udvalgsvarehandelen. Byer på mellem 4.000 og 8.000 indbyggere - som eksempelvis Sorø, Hadsten eller Ringe - vil formentlig kun kunne opretholde et butiksnet, der udbyder mere standardiserede varer. I mindre byer som Ølgod, Dronninglund eller Fakse med mellem 2.500 og 4.000 indbyggere må der forudses kun at kunne opretholdes enkelte udvalgsvarebutikker, med mindre den igangværende udvikling på detailhandelsområdet ændres.

Undersøgelser viser endvidere, at over halvdelen af butiksbyggeriet, opgjort for perioden 1992 til 1994, er placeret uden for bymidten, ofte i randen af byerne, hvor biladgangen er lettest.

Undersøgelser af amters og kommuners administrationspraksis viser, at planlovens muligheder for at regulere detailhandelsbyggeriets omfang og placering i den enkelte by samt fordeling mellem byerne kun bruges i begrænset omfang. Planerne har manglet klare retningslinier om planlægningsmuligheder og begrænsninger, ligesom planernes redegørelsesdel kun har indeholdt få analyseoplysninger. Endvidere er plangrundlaget for de større detailhandelsenheder ofte udarbejdet som løsrevne tillæg til eksisterende planer. Alt i alt betyder det, at det er vanskeligt at vurdere de samlede konsekvenser af de mange planbeslutninger i forhold til målene for detailhandelsstrukturen.

Detailhandelsudvalget har i sin rapport vurderet, » at hvis man ønsker en anden udvikling end den stærke koncentration af detailhandelen til de 20 - 30 største byer, hvis man ønsker at støtte bymidterne, og hvis man ønsker at mindske bilafhængigheden og stille forbrugerne uden bil bedst muligt, er det nødvendigt at fastsætte præciserede målsætninger og retningslinier for amters og kommuners planlægning af detailhandelen.«

Udvalget har vurderet, » at der er muligheder for gennem planlægningen at understøtte en udvikling, der stimulerer til investeringer og fornyelser også i lokalcentre, kommunecentre og mindre egnscentre. En sådan udvikling skulle også sikre bedre rammer for at gennemføre et generationsskifte i udvalgsvarebutikker i de mindre byer.

For at bryde den nuværende tendens er det imidlertid en nødvendig forudsætning, at mulighederne for byggeri til butiksformål begrænses i de større byer (byer over 25.000 indbyggere), og det er væsentligt, at der ikke placeres nye eksterne centre eller nye store butikker uden for bymidterne, hverken ved disse store byer eller ved andre byer.«

Udvalget anbefaler ændringer af planloven, der kombinerer bestemmelser om følgende:

- maksimale butiksstørrelser, der kan fraviges på grundlag af en planlægning. Udvalget vurderer, at et maksimalt bruttoareal på 3.000 (m2) for dagligvarebutikker og 1.000 (m2) for udvalgsvarebutikker er en hensigtsmæssig grænse. Bestemmelserne bør endvidere knyttes sammen med en bestemmelse om maksimale centerstørrelser.

- entydige definitioner

- præcisionskrav til lokalplaner

- lokaliseringsprincipper

- dokumentation

- indsigelsesmulighed for naboamter

- retningslinier for amters og kommuners planrevision

- ændring af upræcise lokalplaner.

Der henvises til Detailhandelsudvalgets rapport, side 83.

Udvalget finder, » at de beskrevne styringsmidler kan være et vigtigt skridt på vejen til at opfylde mål om styrkelse af bymidterne, om forbedring af vilkårene for forbrugerne uden bil og lokalisering af butikker i områder med god kollektiv transport.«

Udvalget vurderer, » at det er vanskeligt at ændre forbrugernes brug af bilen til indkøb. Udvalget finder imidlertid, at det er væsentligt for at undgå fejlinvesteringer alligevel at planlægge for et robust bysystem og en robust infrastruktur, der kan fungere i en situation med andre transportmæssige forudsætninger end i dag. På kort sigt vil forslaget stille folk, som ikke har bil til rådighed, bedre. På længere sigt er der tale om bidrag til en bæredygtig udvikling.«

Sammenhæng med butiksstrukturkommissionens arbejde

Erhvervsministeren nedsatte i forlængelse af vedtagelse af lov nr. 371 af 14. juni 1995 om butikstid en kommission om fremtidens butiksstruktur, der skal analysere den hidtidige udvikling og fremkomme med anbefalinger, der kan være med til at opretholde et levende nærbutiksmiljø i bymidterne og styrke indkøbsmulighederne i lokalområderne, herunder landdistrikterne. Kommissionen skal afgive betænkning inden den 31. december 1997.

Detailhandelsudvalget gør i sin rapport opmærksom på, at en lang række andre forhold end planlovens regler vedrørende detailhandelens placering har stor betydning for detailhandelen og forbrugerne samt for realiseringen af målsætningerne om et butiksnet, der stimulerer til fortsatte investeringer og fornyelser også i lokalcentre, kommunecentre og mindre egnscentre, på en måde så bymidterne støttes.

Butiksstrukturkommissionen behandler blandt andet de muligheder, der ligger i andre lovregler som f.eks. afskrivningsregler, afgifter og butikstid.

Detailhandelsudvalget har vurderet, at såvel hensynet til amters og kommuners planlægning, til investorer, butiksindehavere m.v. som til arbejdet i Butiksstrukturkommissionen taler for, at der træffes beslutning vedrørende planloven hurtigst muligt, og at reglerne udarbejdes som en ændring af planloven.

Amterne har efter den gældende lov pligt til at fastsætte retningslinier for beliggenheden af arealer til butiksformål og den maksimale størrelse af de enkelte butiksvirksomheder inden for de forudsatte detailhandelsoplande i forbindelse med regionplanrevisionen hvert 4. år. Hertil kommer, at den fortsatte store interesse for etablering af store butikker uden for bymidterne gør det nødvendigt med en hurtig ændring af planlovens regler, så situationen afklares.

Høring

Forslaget har været i 4 ugers høring hos Advokatrådet, Akademirådet, Amtsrådsforeningen i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service, Arbejdsministeriet, Assurandør-Societetet, Bager- og Konditormestrene i Danmark, Benzinforhandlernes Fælles Repræsentation, Boligministeriet, Brancheorganisationen for Forbrugerelektronik, Byggesocietetet, Camping Rådet, Danmarks Apotekerforening, Danmarks Automobilforhandler Forening, Danmarks Cykelhandlerforening, Danmarks Fotohandlerforening, Danmarks Frisørmesterforening, Danmarks Frugthandlere, Danmarks Guldsmedeforening, Danmarks Handelsstandsforeninger, Danmarks Isenkræmmerforening, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Optikerforening, Danmarks Restaurant- og Cafeteriaforening, Danmarks Skohandlerforening, Danmarks Sparekasseforening, Danmarks Sportshandlerforening, Danmarks Tapet- og Farvehandlerforening, Danmarks Turistråd, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Automat Brancheforening, Dansk Blomsterhandlerforening, Dansk Byplanlaboratorium, Dansk Familie Landbrug, Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund, Dansk Fødevareråd, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Dansk Is- og Konfektureforening, Dansk Supermarked A/S, Dansk Textil Union, Danske Andelsselskaber, Danske Helsekostforretningers Brancheforening, Danske Husmandsforeninger, Danske Kioskers Centralforening, Danske SlagtermestresLandsforening, Danske Vognmænd, De Danske Landboforeninger, De Samvirkende Købmandsforeninger i Danmark, De Selvejende Statoil Forhandlere, Den Danske Boghandlerforening, Det Danske Handelskammer, Det Kooperative Fællesforbund - Fællessekretariatet, Det Økologiske Råd, DSB - Restauranter og Kiosker, Entreprenørforeningen, Erhvervslejernes Landsorganisation, Erhvervsministeriet, Foreningen af Husholdningsapparat Forhandlere, FDB, Finansforbundet, Finansministeriet, Finansrådet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Forbrugerrådet, Forbrugerstyrelsen, Foreningen af Byplanlæggere, Foreningen af dagligvaregrossister, Foreningen af Herreekviperingshandlere i Danmark, Foreningen for ejere af Udlejningsejendomme, Foreningen af videogramdistributører og Brancheforeningen af videoforhandlere, Forskningsministeriet, Forsvarsministeriet, Frederiksberg Kommune, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Fællesforeningen af jyske Grundejerforeninger, Grøn Information, Handels-, Transport- og Servicekartellet, HK/Handel, Hotel-, Restaurations- og Fritidserhvervenes Arbejdsgiverforening, Håndværksrådet, Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Kirkeministeriet, Komite for Landsbyer og Landdistrikter, Kommunernes Landsforening, Kulturministeriet, Københavns City Center, Københavns Cykelhandlerforening, Københavns Kommune, Landbrugs- og Fiskeriministeriet, Landbrugsrådet, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, Landsforeningen af Danske Anlægsgartnermestre, Landsforeningen af danske Plantehandlere, Landsforeningen De Grønne Familier, Landsforeningen »Landsbyerne i Danmark«, Landsforeningen af Landsbysamfund, Landsforeningen Loyal Handel, Landsforeningen Ældre Sagen, Landsorganisationen i Danmark, Lejernes Landsorganisation, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Materialistforeningen, Miljø- og Energiministeriet, Møbelhandlernes Centralforening, NOAH, Nærbutikkernes Landsforening, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Ostehandlerforeningen for Danmark, Q8 Forpagtere og Forhandlere, Radiobranchen, Realkreditrådet, Sammenslutningen af Danske Benzinforhandlere, Sammenslutningen af Danske Småøer, Sammenslutningen af Texaco Forhandlere, Skatteministeriet, Socialministeriet, Statsministeriet, Statens Husholdningsråd, Sundhedsministeriet, Textilhandlerforeningen for København, Trafikministeriet, Turismens Fællesråd, Udenrigsministeriet, Udlejerforeningen Danmark, Undervisningsministeriet, Videobranchens Fællesråd, Vin- og Tobakhandlernes Landsforening, Økonomiministeriet.

Høringsfristen udløb den 7. november 1996. Den 25. november 1996 havde ministeriet modtaget bemærkninger fra godt 75 organisationer, ministerier m.v., herunder Københavns Kommune, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark og Frederiksberg Kommune havde endnu ikke svaret.

Langt de fleste organisationer tilslutter sig udkastets målsætninger om at fremme et varieret butiksudbud i mindre og mellemstore byer, sikre god tilgængelighed for alle trafikarter og som hovedregel udlægge arealer til butiksformål i den centrale del af en by eller en bydel.

Hovedparten af organisationerne tilslutter sig eller ønsker en opstramning af forslaget, f.eks. i form af lovbestemte maksimale butiksstørrelser, eller at ministeren skal godkende visse planforslag. Organisationerne repræsenterer de mindre og mellemstore butikker, de frivillige kæder samt de grønne organisationer og forbrugerorganisationerne.

Enkelte organisationer, der støtter forslaget, ønsker visse lempelser, f.eks. højere butiksstørrelser i overgangsbestemmelserne. Det gælder f.eks. FDB og Danmarks Handelsstandsforeninger.

Et lille mindretal af organisationer, der repræsenterer centralstyrede kædebutikker og investeringsinteresser, er generelt skeptiske eller direkte imod lovforslaget.

Høringen har resulteret i, at lovforslaget nu ikke indeholder det »opgør med gældende lokalplaner i det omfang, planerne ikke indeholder bestemmelser om maksimale butiksstørrelser eller samlet butiksareal«, som var foreslået i høringsudkastet. Desuden har høringen resulteret i forskellige præciseringer af bemærkningerne til lovforslaget.

Planlovens gældende regler

Efter planlovens § 6, stk. 3, nr. 5, skal regionplanen på grundlag af en samlet vurdering af udviklingen i amtskommunen indeholde retningslinier for » beliggenheden af arealer til butiksformål og den maksimale størrelse af de enkelte butiksvirksomheder inden for de forudsatte detailhandelsoplande ».

Bestemmelsen svarer, med redaktionelle ændringer, til den bestemmelse, der kom ind i Lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 3, ved lov nr. 355 af 13. maj 1987 om ændring af forskellige miljø- og planlægningslove. Bestemmelsen blev foreslået på baggrund af en drøftelse mellem Miljøministeriet, Industriministeriet, de kommunale organisationer og detailhandelsorganisationerne.

Det fremgår af Miljø- og planlægningsudvalgets betænkning af 1. april 1987 over forslaget til lov om ændring af forskellige miljø- og planlægningslove (L 24, FT 86-87), at bestemmelsen » indebærer, at regionplanmyndighederne skal sætte sig mål for udviklingen i regionen, der i øvrigt er fastsat i regionplanerne. Det vil sige, at amtsrådet gennem sine planlægningsbeføjelser kan modvirke en centralisering af detailhandelen i store butiksenheder, når dette strider mod principper i regionplanen om en decentral struktur.

Med udgangspunkt i målsætningen kan der foretages overvejelser om, hvorledes de overordnede centres oplande skal betjenes. Dette må sammenholdes med overvejelser om den forventede befolkningsudvikling og detailhandelsefterspørgsel samt oplysninger om de eksisterende arealer til butiksformål. I denne planlægning kan der som i kommune- og lokalplanlægningen sondres mellem dagligvarer og udvalgsvarer, idet disse funktioner normalt kræver forskellige oplande.

På grund af sådanne overvejelser skal der fastsættes retningslinier for omfanget af de nye butiksarealer, der samlet kan etableres i de enkelte centeroplande, hvor arealerne kan placeres, og, hvis det kan begrundes i den tilstræbte butiksstruktur, retningslinier, der fastlægger den maksimale størrelse af de enkelte detailhandelsenheder af regional betydning.«

I Hovedstadsområdet skal regionplanlægningen efter den gældende lov udføres på grundlag af »en vurdering af udviklingen i området som helhed, og der skal samtidig fastsættes retningslinier for fordelingen af den fremtidige byggeaktivitet i byzone og rækkefølgen herfor« . Baggrunden er, at der her i særlig grad er tale om et samvirkende by- og byudviklingsområde.

Kommunerne skal tilsvarende i kommuneplanens hovedstruktur angive overordnede mål for udviklingen og arealanvendelsen i kommunen, herunder bl.a. serviceforsyningen. I kommuneplanens rammedel fastsættes rammerne for indholdet af lokalplaner med hensyn til bl.a. forsyningen med offentlig og privat service. Heri indgår planlægningen af en butiksstruktur. Den detaljerede regulering af anvendelsen af de enkelte ejendomme, bygninger eller dele af en bygning sker i lokalplaner.

Lovforslagets hovedindhold

Planlovens arbejdsdeling mellem amter og kommuner fastholdes med de ændringer af kompetencefordelingen mellem region- og kommuneplanlægningen på detailhandelsområdet, der blev indført med lovændringen i 1987.

På baggrund af Detailhandelsudvalgets konklusioner om, at administrationen af den gældende planlov ikke i tilstrækkelig grad har været egnet til at styre udviklingen i forbindelse med store butikker og med butikscentre, præciseres de gældende bestemmelser om indholdet i planer og planredegørelser.

Lovforslaget indeholder nogle overordnede bestemmelser om amters og kommuners planlægning for arealanvendelse til butiksformål. Det fremgår heraf, at planlægningen skal fremme et varieret butiksudbud i mindre og mellemstore byer samt i de enkelte bydele i de større byer, og at den skal sikre at arealer til butiksformål udlægges, hvor der er god tilgængelighed for alle trafikarter, herunder især gående, cyklende og kollektiv trafik.

Lovforslaget har til formål at styrke amter og kommuners planlægning på detailhandelsområdet i sammenhæng med planlægningen på andre områder som f.eks. privat og kollektiv trafik, byfornyelse, boligforsyning, og andre servicefunktioner.

Hermed styrkes grundlaget for en bedre udnyttelse af de private og offentlige investeringer i infrastruktur og bebyggelse. Et bedre planlægningsgrundlag kan endvidere give investorer og butiksindehavere et bedre grundlag for at vurdere investeringssikkerheden.

Lovforslaget viderefører det hidtidige planlægningsprincip med udlæg af arealer til henholdsvis lokalcentre, bydelscentre, kommunecentre, egnscentre eller regionale centre. Samtidig præciseres, at omfanget af nybyggeri m.v. i de enkelte centertyper skal fastsættes ud fra målene for detailhandelsstrukturen, herunder hvilket opland, der forudsættes betjent af de butikker, der kan placeres inden for de udlagte centerområder.

Detailhandelsudvalget har vurderet, at det er muligt gennem planlægning efter planloven at understøtte en udvikling i byer med under 16.000 indbyggere. Men for at nå dette mål er det nødvendigt at begrænse væksten i detailhandelen i byer med mere end 25.000 indbyggere, og det er væsentligt at der ikke placeres nye eksterne centre eller nye store butikker uden for bymidterne, hverken ved disse store byer eller ved andre byer. En begrænsning af væksten på detailhandelsområdet i byer med mere end 16.000 indbyggere øger muligheden for, at de eksisterende butikker i byer med mellem 4.000 og 8.000 indbyggere kan overgå til en ny ejer.

Forslaget fastlægger ikke præcis, i hvilke bystørrelser detailhandelen skal fremmes, idet vurderingen foretages af amtsrådene. Men det er klart, at enhver koncentration af væksten i de store byer forringer mulighederne for et varieret butiksudbud i de mindre og mellemstore byer.

Bestemmelsen forudsætter en aktiv planlægning mod de eksisterende koncentrationstendenser i de største byer og centre, og det er samtidig nødvendigt at gøre op med tanken om, at de regionale centre kan vokse ubegrænset, herunder med stadig større butikker, butikscentre eller aflastningscentre.

Det skal naturligvis forsat være muligt at bygge nyt, forny og udvide eksisterende butikker, også i de større byers midtbyer, men fornyelsen af butiksarealet skal ske under hensyntagen til, at den samlede virkning af de mange tiltag ikke resulterer i en yderligere koncentration. De mange projekter kan ikke planlægges og vurderes enkeltvis, men må indgå i en samlet vurdering, der også rummer en stillingtagen til, om og hvor butiksarealet skal udvides.

Lovforslaget indeholder ikke faste grænser for butiksstørrelser eller bestemmelser om et maksimalt butiksareal i forskellige centertyper, idet det overlades til amtsråd og kommunalbestyrelser at fastsætte sådanne grænser inden for lovens målsætninger. For at sikre mulighed for nybyggeri, indtil der et tilvejebragt regionplanretningslinier for den samlede detailhandelsstruktur i amtet, indeholder forslaget en overgangsbestemmelse om, at der i midtbyerne, det vil sige arealer fastlagt til centerformål inden for lokal-, bydels- eller bykernecenter, kan planlægges for butikker, hvis bruttoetagearealet ikke overstiger 3.000 (m2) for dagligvarebutikker og 1.000 (m2) for udvalgsvarebutikker. Hermed følger forslaget Detailhandelsudvalgets anbefalinger om, at bestemmelser om maksimale butiksstørrelser, der kan fraviges på grundlag af retningslinier i en regionplan, kommuneplan og lokalplan, bør indgå i kombination med andre regler. De fastsatte butiksstørrelser er i overensstemmelse med udvalgets anbefalinger.

Lovforslaget indeholder i overensstemmelse med Detailhandelsudvalgets anbefalinger generelle principper for placeringen af arealer til butiksformål. Som hovedregel skal arealer til butiksformål udlægges i den centrale del af en by eller en bydel.

Der er til hovedreglen knyttet nogle undtagelser der tillader, at der kan udlægges arealer til lokale butikker, til butikker i tilknytning til en produktionsvirksomhed, til butikker der forhandler særligt pladskrævende varegrupper samt til butikker, i det omfang det af hensyn til et bevaringsværdigt bymiljø ikke er muligt at udlægge tilstrækkelige arealer i den centrale del af byen.

Indtil amterne har udarbejdet de nødvendige retningslinier, kan kommune- og lokalplaner ikke udlægge nye arealer til butiksformål uden for centerområderne i midtbyen. Amterne skal senest ved den ordinære revision af regionplanen i 2001 udarbejde retningslinier efter lovens bestemmelser.

Regionplanlægning

Forslaget fastsætter, at regionplanmyndigheden skal fastsætte retningslinier for den samlede detailhandelstruktur i amtet inden for rammerne af lovens målsætninger. I hovedtræk fastholdes de opgaver og den kompetence på detailhandelsområdet, regionplanmyndighederne fik med lovændringen i 1987, idet forslaget dog præciserer amternes planlægningskompetence i overensstemmelse med bemærkningerne til lovændringen i 1987.

Efter lovforslaget skal amtsrådet, som en del af retningslinierne for en samlet plan for detailhandelsstrukturen i amtet, afgrænse den centrale del af en by eller en bydel samt eventuelle aflastningsområder, fastsætte det maksimale bruttoetageareal for nybyggeri m.v. samt maksimale butiksstørrelser. Amterne skal desuden fastsætte retningslinier for arealudlæg til lokale butikker, butikker der forhandler pladskrævende varegrupper samt butikker i tilknytning til virksomheder.

Afgrænsningen af den centrale del af en by eller bydel samt eventuelle aflastningsområder skal foretages ud fra målene om at fremme et varieret butiksudbud i mindre og mellemstore byer, om at fremme et varieret butiksudbud i bymidterne samt om at sikre områdernes tilgængelighed for alle trafikarter. Den konkrete arealudpegning og afgrænsning skal som hovedregel finde sted med udgangspunkt i de afgrænsninger, der allerede findes i kommuneplanlægningen.

Forslaget indebærer endvidere, at der stilles præcise krav til indholdet af den redegørelse, der efter de gældende regler skal følge med regionplanretningslinierne.

Redegørelseskravene til regionplanretningslinierne skal ifølge forslaget angå en vurdering af omfanget af det eksisterende bruttoetageareal til butiksformål for de enkelte byer og bydele, en vurdering af behovet for nybyggeri, angivelse af målene for detailhandelsstrukturen, oplysninger om hvordan forslaget tilgodeser butiksudbudet i de mindre og mellemstore byer, oplysninger om hvordan forslaget støtter bymidterne samt en angivelse af de enkelte butiksområders trafikale tilgængelighed for forskellige trafikarter.

Med forslaget gives amterne således gode muligheder for at vedtage lokalt tilpassede planforslag, når planforslagene tilgodeser såvel de nationale målsætninger som de regionale mål for detailhandelsstrukturen.

Regionplanretningslinier for detailhandelscentre, der på grund af størrelse har regional betydning, skal fortsat ved nyanlæg og ved væsentlige ændringer af bestående anlæg, der kan sidestilles med nyanlæg, ledsages af en redegørelse, der indholder en særlig vurdering af anlæggets virkninger på miljøet (VVM-redegørelse). Lovforslagets redegørelseskrav supplerer kravene til indholdet af et regionplantillæg for detailhandelscentre, der har regional betydning.

Da virkningerne af butiksstrukturen ofte rækker ud over amtsgrænserne, indeholder forslaget en mulighed for, at en regionplanmyndighed kan fremsætte indsigelse mod en anden regionplanmyndigheds forslag til regionplanretningslinier, hvis regionplanmyndigheden vurderer, at forslaget kan have væsentlig betydning for dens planlægning for detailhandelsstrukturen.

Fremkommer en regionplanmyndighed med en indsigelse, følges lovens almindelige regler. Det vil sige, at uafklarede spørgsmål kan indbringes for miljø- og energiministeren af en af parterne. Miljø- og energiministeren afgør sagen efter forhandling med erhvervsministeren.

Kommuneplanlægning

Lovforslaget indebærer, at kommunalbestyrelserne skal fastsætte mål for detailhandelstrukturen inden for rammerne af de nationale mål. I overensstemmelse med lovens almindelige rammestyringsprincip sker dette ved, at kommunerne foretager en mere detaljeret planlægning inden for rammerne af regionplanen.

Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen i kommuneplanens rammer for lokalplanlægning skal fastsætte rammer for placering af arealer til butiksformål, ligesom der skal fastsættes et maksimalt bruttoetageareal til nybyggeri og omdannelse af eksisterende bebyggelse til butiksformål i de enkelte rammeområder samt maksimale butiksstørrelser.

Baggrunden for denne bestemmelse er en undersøgelse foretaget af Miljø- og Energiministeriet af planlægningspraksis i en række kommuner, hvoraf det fremgår, at kommuneplanerne sjældent indeholder klare bestemmelser om butikkernes maksimale størrelse, bestemmelser om, hvilke butikstyper der må opføres hvor, eller bestemmelser om omfanget af detailhandel i de enkelte delområder.

Hvis lovens almindelige rammestyringsprincip skal fungere på detailhandelsområdet, er det nødvendigt, at kommuneplanens rammedel indeholder bestemmelser som foreslået, da kommuneplanens rammedel er bindeled mellem retningslinier i en regionplan og bestemmelser i en lokalplan.

Lovforslaget betyder, at kommunerne ikke kan udlægge arealer til centerformål, herunder aflastningsområder, hvis områderne ikke er omfattet af regionplanens afgrænsning.

Lovforslaget præciserer, for så vidt angår forsyningen med butikker, indholdet af den redegørelse for planens forudsætninger m.v. som efter den gældende lov skal ledsage kommuneplanen. Indholdet af kommuneplanens redegørelsesdel får med forslaget samme karakter som regionplanens redegørelsesdel, hvilket letter dialogen myndighederne imellem.

Lokalplanlægning

Forslaget indebærer, at lokalplaner, der giver mulighed for butiksvirksomhed, som minimum skal indeholde bestemmelser om maksimale butiksstørrelser og det samlede etageareal til detailhandelsformål inden for lokalplanområdet.

Minimumskravet til lokalplanernes indhold nødvendiggøres af lovens almindelige rammestyringsprincip, idet bestemmelsen har til formål at sikre, at regionplanernes retningslinier og kommuneplanens rammebestemmelser om maksimale butiksstørrelser og mulighederne for butiksbyggeri optages i de enkelte lokalplaner, der som den eneste plantype har direkte retsvirkning for den enkelte grundejer.

En lang række lokalplaner indeholder i dag mulighed for butiksbyggeri i et upræcist angivet omfang. Byggemulighederne i disse planer berøres ikke af lovforslaget, i det omfang lokalplanpligten for det pågældende projekt er opfyldt med den gældende lokalplan. Såfremt det er nødvendigt at ændre på lokalplanens bestemmelser, skal lovforslagets bestemmelser følges.

Ligesom for de øvrige plantyper stilles der forslag om en bedre belysning af planens konsekvenser. For lokalplanforslag drejer det sig om bebyggelsens påvirkning af bymiljøet, herunder den eksisterende bebyggelse i området, friarealer og trafikale forhold.

Baggrunden for forslagene er, at undersøgelser af lokalplanpraksis, foretaget i forbindelse med Detailhandelsudvalgets arbejde, viser, at lokalplaner ofte ikke indeholder bestemmelser, der regulerer maksimale butiksstørrelser, det samlede butiksareal inden for lokalplanens område eller bebyggelsens udformning og udseende med henblik på en indpasning i det eksisterende bymiljø.

Detailhandelsudvalget har vurderet, at der er behov for at få ændret upræcise lokalplaner, f.eks. lokalplaner med brede anvendelsesbestemmelser uden en præcis angivelse af mulighederne for butiksbyggeri i områderne. Lovforslaget indeholder ikke et krav om revision af gældende upræcise lokalplaner.

Varetagelsen af de statslige interesser

Miljø- og energiministeren har efter den gældende lov ansvaret for den sammenfattende fysiske planlægning og for, at der foretages de undersøgelser, som er nødvendige herfor. Miljø- og energiministeren kan til varetagelse af de statslige interesser fremsætte indsigelse over for forslag til regionplaner, jf. lovens § 29, stk. 1. Ministeren kan endvidere pålægge amtsråd og kommunalbestyrelser at bringe lovens bestemmelser i anvendelse eller overtage amtsråds og kommunalbestyrelsers beføjelser, jf. § 3, stk. 3 og 4. Miljø- og energiministeren kan også vælge at indbringe en endeligt vedtaget plan for Naturklagenævnet, hvis der er retlige spørgsmål, jf. §§ 58 og 59.

Ministeren vil i overensstemmelse hermed følge amters og kommuners planlægning for detailhandel og om nødvendigt anvende lovens beføjelser. Forslaget indebærer, at ministeren, specielt i overgangsperioden indtil de første region- og kommuneplaner, udarbejdet efter lovens regler, foreligger, skal følge udviklingen nøje og om nødvendigt anvende lovens beføjelser.

Overgangbestemmelser

Under hensyntagen til lovens almindelige rammestyringsprincip skal nye arealudlæg fastlægges i regionplanerne, inden de kan optages i kommuneplanen. Da amtskommunerne ikke kan nå at indarbejde regionplanbestemmelser efter lovforslagets regler i regionplanrevision 1997, indeholder lovforslaget bestemmelser for kommunernes planlægning i overgangsperioden.

Lovforslaget giver kommunerne mulighed for at vedtage planer for butikker i de områder, der er udlagt til centerformål inden for et lokalcenter, bydelscenter eller bykernecenter i det omfang planerne ikke giver mulighed for butikker med et maksimalt bruttoetageareal, der overstiger 3.000 (m2) for dagligvarebutikker og 1.000 m2 for udvalgsvarebutikker.

Miljømæssige, erhvervsøkonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget skal modvirke koncentration af detailhandel til de 20-30 største byer og skal sikre, at den væsentligste del af detailhandelen placeres i bymidten. Planlægningen skal fremme et varieret butiksudbud i mindre og mellemstore byer samt i de enkelt bydele i de større byer. Planlægningen skal desuden sikre at arealer til butiksformål udlægges, hvor der er god tilgængelighed for alle trafikarter, herunder især den gående, cyklende og kollektive trafik.

Miljømæssige konsekvenser

Trafikale og forureningsmæssige konsekvenser

En fortsat koncentration af detailhandel til færre byer betyder, at kunder fra områder med svigtende butiksforsyning eller udbud skal køre længere og i stigende grad bliver afhængige af rådighed over bil. Den decentrale detailhandelsstruktur med fastholdelse af et lokalt erhvervsgrundlag i en række byer vurderes at ville bremse stigning i rejseafstand og bilafhængighed til indkøb.

Lovforslagets krav om, at butikkerne placeres med god adgang for gående, cyklende og kollektiv trafik, sikrer, at bystrukturen også er velfungerende under andre transportmæssige forudsætninger end i dag. På kort sigt vil dette stille befolkningsgrupper uden bil bedre.

Mindre rejseafstande, mindre bilafhængighed og en transportmæssigt mere robust bystruktur vil på længere sigt bidrage til en bæredygtig udvikling.

Udvidelsen af detailhandel i bymidten i et større antal byer kan lokalt i byen medføre større trafikstøj- og luftforurening. Den samlede belastning ventes dog at falde.

Det forventes, at kommunerne i medfør af planlovens øvrige bestemmelser fortsat vil planlægge for samlede trafikløsninger og for en generelt blandet arealanvendelse. Dette, samt kommunernes stillingtagen til nybyggeriets fordeling i bymidten, kan reducere de nævnte miljømæssige lokale problemer.

Lovforslaget ventes at bidrage til en effektivisering af parkeringsforsyningen i bymidterne.

Konsekvenser for de landskabelige værdier

Med lovforslaget tilstræbes øgede detailhandelsinvesteringer i byomdannelsen. Dermed reduceres behovet for at inddrage landbrugsområder i landzone til byformål.

Konsekvenser for de bebyggelsesmæssige værdier

I bymidtens normalt tætte bebyggelsesmønster i den del af bymidten, der skal rumme den fremtidige detailhandel, kan der som regel ikke indpasses butiksenheder på mere end ca. 500 (m2) uden indgreb i bebyggelsen. Meget store enheder kan normalt ikke placeres uden store indgreb, men der kan dog være muligheder på tidligere parkeringsarealer eller på tidligere industriarealer centralt i bymidten.

Det vurderes, at der i de fleste byer som hovedlinje vil kunne indpasses nyt butiksbyggeri på 500 (m2), 1.000 (m2) eller 3.000 (m2) butiksareal med respekt for byens arkitektoniske og historiske bygningsmiljø. Ofte er de mest attraktive placeringer dog sammenfaldende med betydelige bevaringsinteresser. Ved anvendelse af de kommuneatlas over by- og bygningsmæssige bevaringsværdier, der er udarbejdet i et samarbejde mellem Skov- og Naturstyrelsen og de enkelte kommuner, har kommunerne et godt værktøj til at varetage bybevaringshensynet i kommune- og lokalplanlægningen.

Forholdet til de nationale miljømål

Lovforslaget bidrager til at styrke de eksisterende bymidter som levende og varierede handelscentre, til at mindske bilafhængighed ved indkøb, til at fremme byomdannelse frem for inddragelse af nye arealer, og til at skabe en større tæthed i en række byer, hvilket bidrager til en mere robust infrastruktur. Forslaget fremmer dermed nationale målsætninger, som de er formuleret i landsplanredegørelser og Natur- og Miljøredegørelse 1995.

Den mindre bilafhængighed ved indkøb er på linje med målsætningen om stabilisering og reduktion af CO2-udledningen fra biler, fastsat i Regeringens handlingsplan for reduktion af transportsektorens CO2-udslip og i Energi 21 - energihandlingsplan 1996. Lovforslaget vil derimod ikke sikre mindre bilkørsel. Dette vurderes at kræve andre virkemidler.

Placeringen af den væsentlige del af detailhandelen i en række bymidter øger kravet til kommuneplanlægningen, men det forventes, at de lokale støj- eller forureningsproblemer kan løses ved afgrænsningen af de centrale byområder, sikringen af blandet arealanvendelse og korrektioner i den kommunale trafikplanlægning samt effektivisering af parkeringsforsyningen i bymidten.

Erhvervsøkonomiske konsekvenser

Lovforslaget indeholder ikke bestemmelser, der regulerer erhvervspolitiske emner som erhvervsøkonomi, konkurrenceforhold, organisationsformer, finansiering, ansættelsesforhold m.v., men retter sig alene mod de plandokumenter, der giver mulighed for arealanvendelse til butikker.

Lovforslaget skal modvirke koncentrationen af detailhandelen til de 20-30 største byer og sikre, at nye butikker som hovedregel placeres i midtbyen og i de største byer også centralt i bydelene.

Med flere investeringer i mindre og mellemstore byer og i bymidter generelt forventes en positiv afsmitning på disse byers erhvervsliv, en lettelse af generationsskifteproblemer for mindre butikker og en positiv virkning på beskæftigelsen.

Effekten på detailhandelens samlede omsætning vurderes at være neutral, da forslaget ikke ændrer på befolkningens samlede forbrug af varer. Konkurrencen mellem butikstyper og mellem ejerformer vil fortsætte. Prisdannelsen forventes fortsat afgjort af markedsforhold og ikke af den fysiske planlægning. For nogle butiksvirksomheder og butikskæder er det dog nødvendigt at foretage en vis tilpasning af butikskonceptet.

Lovforslaget vil bidrage til øget investeringssikkerhed gennem en klarere lokaliseringsstrategi og et bedre beslutningsgrundlag.

Lovforslaget ventes at fremme igangværende overvejelser i transporterhvervene om, hvordan vareforsyningen i bymidterne kan gøres mere optimal.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen støttemuligheder eller ændringer, der berører EU-direktiver. Efter ministeriets vurdering kan forslaget heller ikke opfattes som en teknisk handelshindring, idet reguleringen ikke medfører hindringer for vareomsætningen.

Administrative konsekvenser

Lov nr. 355 af 15. maj 1987 udvidede regionplanmyndighedens mulighed for at fastsætte retningslinjer for den del af centerstrukturen, der angår detailhandel. Regionplanmyndigheden skulle bl.a. sætte sig mål for butiksforsyningen i overensstemmelse med de principper for udviklingen i regionen, der i øvrigt er fastsat i regionplanen. Amtsrådet kunne med sine planlægningsbeføjelser dermed modvirke en centralisering af detailhandelen i store butiksenheder, og til en vis grad værne de små samfunds butiksforsyning.

Det fremgår af bemærkningerne til 1987-lovforslaget, at dette ikke efter Amtsrådsforeningens vurdering ville indebære nævneværdige udgifter for regionplanmyndighederne.

Tilsvarende har kommunerne i kommuneplanen skullet fastlægge rammer for indholdet af lokalplaner med hensyn til forsyningen med offentlig og privat service.

I lovforslaget præciseres det planlægningsansvar for detailhandelsudviklingen, som amter og kommuner allerede er pålagt. Præciseringerne ændrer ikke den administrative indsats væsentligt, men fremmer ensartede rutiner og regler på områder, der vedrører planlægningssamarbejdet mellem amt og kommuner og i forholdet til investorer.

Forslagets præcisering af krav til planer og planredegørelser samt den øgede politiske opmærksomhed over for amtskommuners og kommuners planlægning for detailhandelsstrukturen må forventes at resultere i et øget antal klagesager i Naturklagenævnet. Da der er tale om en ny type klagesager, må der i en overgangsperiode, indtil retspraksis er fastlagt, forventes et øget ressourcebehov til disse klagesager.

Som noget nyt giver lovforslaget adgang for et amt til at fremsætte indsigelse mod et andet amts regionplanforslag, når dette skønnes at indvirke væsentligt på det indsigende amts planer. Den nødvendige dokumentation i forbindelse med indsigelsen ventes at bero på allerede udarbejdede oplysninger.

Miljø- og energiministerens mulighed for at gribe ind i den regionale eller kommunale planlægning eller ministerens forpligtelse til at følge udviklingen ændres ikke. Der kan dog være behov for en øget anvendelse af ministerens beføjelser (indsigelse, indkaldelse og klage) i overgangsperioden til de første planer, der er udarbejdet efter lovens regler, foreligger.

DUT-forhandlinger

Der er indledt forhandlinger med Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark og Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til Nr. 1

Til Kapitel 2 b

Bestemmelserne i §§ 5 c og d stiller generelle krav til amtsråds og kommunalbestyrelsers planlægning for detailhandel.

Til ny § 5 c

Bestemmelsen har til hensigt at sikre, at det fortsat og i stigende omfang skal være muligt at handle også i mindre og mellemstore byer og dermed imødegå tendensen til en koncentration af den væsentlige del af butiksforsyningen til få, store byer. Der skal således tilstræbes en forbedret balance mellem omsætning og forbrug i de enkelte byer og i bydele i de større byer. Vurderingen af hvilke byer, der tilhører kategorien af mindre eller mellemstore byer, skal foretages af regionplanmyndigheden.

Det er nødvendigt at begrænse udviklingsmulighederne i de større byer og gøre op med tanken om, at regionale centre kan vokse ubegrænset med stadig større butikker og butikscentre, da enhver mulighed for udvidelse af detailhandelen i de større byer betyder, at grundlaget for de små eller mellemstore byers detailhandel reduceres. Lovforslaget fastsætter ikke en generel grænse for væksten i de større byer eller bydele. Forslaget overlader den nærmere regulering til regionplanmyndighederne, der skal fastlægge den samlede detailhandelsstruktur for hele regionen i overensstemmelse med lovens overordnede målsætninger, herunder formålsbestemmelsen i den gældende lovs § 1. Regionplanmyndighederne er, jf. den gældende lovs § 6, amtsrådene og i Københavns og Frederiksberg kommuner henholdsvis Borgerrepræsentationen og kommunalbestyrelsen.

Formålet med § 5 c er endvidere at mindske bilafhængigheden i forbindelse med indkøb og så vidt muligt ligestille forbrugere med og uden bil. Tanken er ikke at forhindre anvendelsen af bil til indkøb. Mindskes nødvendigheden af at anvende bil i forbindelse med indkøb, kan det på længere sigt bidrage til en bæredygtig udvikling.

Det er derfor vigtigt, at udlæg af arealer til butiksformål sker således, at der vil være god tilgængelighed for alle trafikarter, herunder især den gående, cyklende og kollektive trafik, ligesom der skal være mulighed for vareforsyning.

Ved lokaliseringen og planlægningen i øvrigt bør der tages hensyn til gangbesværede og andre handicappede.

Til ny § 5 d

Bestemmelsen i stk. 1 introducerer som et nyt princip, at arealudlæg til butiksformål skal placeres i den centrale del af en by eller bydel. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 5 c og skal sikre, at planlægningen støtter levende og varierede bymidter. Den centrale del af en by er det traditionelle hovedcenter, og her er tilgængeligheden for alle trafikarter som regel bedst.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 6 b, stk. 2, nr. 1, (forslagets § 1, nr. 4) afgrænser regionplanmyndigheden den centrale del af en by eller bydel. Det forudsættes, at afgrænsningen sker i overensstemmelse med lovens almindelige principper i et samarbejde med blandt andet de berørte kommuner.

Den centrale del af en by kan omfatte et større område end den traditionelle bymidte, der typisk udgøres af butiksstrøgene. Afgrænsningen af den centrale del af en by kan således give flere placeringsmuligheder end de, der er på butiksstrøgene. Ved afgrænsningen kan der således tages hensyn til butikker med forskellige placeringsbehov og huslejeevne.

Placeringen af butikker i de centrale områder af en by m.v. forudsætter, at butiksstørrelserne tilpasses de eksisterende bymiljøer, samtidig med at indkøbsmulighederne spredes på flere byer eller bydele.

Der er fire undtagelser til bestemmelsen i stk. 1, der muliggør planlægning for butikker uden for de centrale byområder. Det er en generel forudsætning, at der er tale om begrænsede arealudlæg inden for et byområde eller for nr. 1 f.eks. et sommerhusområde, jf. sammenhængen med § 5 c.

Efter stk. 2, nr. 1, kan der udlægges mindre arealer til butikker i eksempelvis boligområder, landsbyer eller i sommerhusområder, når dette er hensigtsmæssigt for det lokale område. Bestemmelsen giver for eksempel mulighed for at udlægge arealer til lokalcenterfunktioner, herunder butikker til områdets daglige forsyning, eller etablering af dagligvarebutikker i boligområder. Det er en forudsætning, at butiksstørrelsen er tilpasset det lokale opland. Bestemmelsen giver ikke adgang til at planlægge for butiksarealer, der er så store, at de må forventes at få mere end lokal betydning.

Efter nr. 2 kan der udlægges arealer til brug for butikker, der forhandler så pladskrævende varegrupper, at de ikke kan indpasses i den centrale del af en by eller bydel, uden at dette i sig selv skader bymiljøet. Bestemmelsen omfatter derimod ikke arealudlæg til store butikker med mange varer eller butikker, der forhandler både pladskrævende og ikke-pladskrævende varegrupper. Særligt pladskrævende varegrupper er f.eks. tømmer, større bygningsmaterialer og biler. Derimod er varegrupper som f.eks. fødevarer, tøj, legetøj, babyudstyr, tv/radio, edb, foto, hårde hvidevarer, møbler, tæpper, boligtilbehør og isenkram ikke omfattet af begrebet.

Størrelsen af de arealudlæg, der foretages, skal være afpasset til behovet for udlæg af arealer til etablering af butikker, der forhandler sådanne særligt pladskrævende varegrupper. Regionplanmyndigheden skal efter § 6 b, stk. 2, nr. 4, fastsætte det maksimale bruttoetageareal for nybyggeri m.v. til bl.a. butikker, der forhandler særligt pladskrævende varegrupper, når disse placeres uden for den centrale del af en by, samt retningslinier for placeringen af sådanne arealer. I redegørelsen skal der, jf. § 6, stk. 9, nr. 2 og 5, (forslagets § 1, nr. 3) bl.a. gøres rede for behovet for udlæg af arealer til butikker, der forhandler særligt pladskrævende varer, samt hvorfor arealer til sådanne butikker ikke kan placeres i den centrale del af en by. Det forudsættes, at det i eventuelle planer angives, hvilke pladskrævende varetyper, der må forhandles fra butikker i området.

Der er i mange kommuner praksis for, at der i erhvervsområderne gives mulighed for etablering af mindre butikker i forbindelse med produktionsvirksomheder. Det er, jf. nr. 3, ikke hensigten at ændre denne praksis. Det er dog en forudsætning, at der er tale om mindre butiksarealer i tilknytning til virksomhedens produktionslokaler til salg af egne produkter.

Undtagelsen i nr. 4 gør det i et begrænset omfang muligt at udlægge arealer til butiksformål uden for den centrale del af en by eller bydel, selvom de påtænkte udlæg skal tjene butiksformål, der normalt skulle indpasses i den centrale del af en by. Bestemmelsen gør det således muligt at udlægge et aflastningsområde, selvom det skal betjene en større kundekreds end beboerne i den pågældende bydel. Det er dog bl.a. en forudsætning, at området - sammen med andre butiksområder - ikke forrykker balancen mellem byerne eller mellem bydelene i de store byer og i Hovedstadsområdet.

Undtagelsen vil, hvis nedenstående betingelser er opfyldt, f.eks. kunne anvendes til planlægning for arealer til butikker, der forhandler varegrupper som møbler og hårde hvidevarer.

Det er - som ved andre arealudlæg - en forudsætning, at der er behov for udlæg af yderligere arealer til butiksformål, jf. bemærkningerne til den foreslåede § 6 b.

Da bestemmelsen bryder med hovedreglen i stk. 1 er der fastsat to betingelser, der skal være opfyldt.

For det første må det af hensyn til et bevaringsværdigt bymiljø ikke være muligt at foretage tilsvarende udlæg i den centrale del af byen. Det vil sige, at de planlæggende myndigheder skal kunne redegøre for, at udlæg af et tilsvarende areal og byggemuligheder som helhed eller opdelt på flere mindre arealer i den centrale del af en by ville skade et bymiljø, der på grund af en særlig karakter er bevaringsværdigt.

For det andet må der ikke udlægges større arealer end påkrævet for at undgå skade på det bevaringsværdige bymiljø, jf. ordene »i det omfang«.

Hvis en kommune f.eks. ønsker at tilvejebringe rammer, der muliggør etablering af et aflastningsområde med plads til 10 butikker uden for den centrale del af en by, kan regionplanmyndigheden i samarbejde med kommunalbestyrelsen overveje, om der er behov for at udlægge sådanne arealer til butiksformål. Vurderingen skal tage udgangspunkt i den regionale detailhandelsstruktur. Det skal i den forbindelse overvejes, om arealudlægget under hensyn til detailhandelsstrukturen med fordel kan ske centralt i en naboby, jf. principperne i § 5 c. Dernæst må det overvejes, om butikkerne kan indpasses centralt i byen enten samlet eller enkeltvis uden at skade et bevaringsværdigt bymiljø. Kan der af hensyn til den regionale og kommunale detailhandelsstruktur og et bevaringsværdigt bymiljø ikke findes en central placeringsmulighed, må det undersøges om en del af de ønskede udlæg kan placeres centralt i byen (eller i nabobyen), således at der kun udlægges arealer til et mindre antal butikker uden for den centrale del af byen.

Det er ikke mindst ved udlæg af områder efter nr. 4 vigtigt, at udlægget sker under hensyntagen til bestemmelserne i § 5 c, herunder om god tilgængelighed for alle trafikarter.

Det fremgår af § 11 b, stk. 3, (forslagets § 1, nr. 6) at kommuneplanlægning efter nr. 4 kun kan ske på grundlag af en afgrænsning i regionplanen.

Udover de fire nævnte undtagelser bemærkes, at bestemmelsen i § 5 d ikke har betydning for etablering af butikker, der ikke forudsætter lokalplan, jf. den gældende lovs § 13, stk. 2.

Til nr. 2

Bestemmelser om regionplanlægning for detailhandel blev indsat i lov om lands- og regionplanlægning ved § 5, nr. 3, i lov nr. 355 af 13. maj 1987 om ændring af forskellige miljø- og planlægningslove (Region- og sektorplanlægning). Ved lovændringen blev § 7, stk. 1, nr. 3, i lov om lands- og regionplanlægning (svarende til den nu gældende lovs § 6, stk. 3, nr. 5) affattet således:

»3) detailhandelsstrukturen i regionen, herunder omfanget og beliggenheden af arealer til butiksformål og den maksimale størrelse af de enkelte butiksvirksomheder inden for de forudsatte detailhandelsoplande,».

Ved lov om planlægning, der bl.a. erstattede lov om lands- og regionplanlægning, udgik ordene »detailhandelsstrukturen i regionen«. Efter bemærkningerne til de enkelte bestemmelser i forslag til lov om planlægning svarer bestemmelsen i den gældende lovs § 6, stk. 3, nr. 5, til bestemmelsen i lov om lands- og regionplanlægning.

Da der nu foreslås fastsat mere detaljerede bestemmelser for regionplanlægning for detailhandel i § 6 b, (forslagets § 1, nr. 4) flyttes angivelsen af, hvad retningslinierne for detailhandelsplanlægning skal indeholde, til denne bestemmelse.

Til nr. 3

Regionplanen skal efter de gældende regler i § 6, stk. 7, ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger, herunder den forudsatte rækkefølge for planens gennemførelse, samt den hidtil udførte planlægning og administration.

Den nye bestemmelse fastsætter supplerende minimumskrav til redegørelsen for så vidt angår detailhandelsstrukturen.

Kravene skal sikre, at detailhandelsplanlægningen og den offentlige debat herom kan ske på baggrund af en vurdering af forslagets betydning for detailhandelsstrukturen i amtskommunen, i Københavns og Frederiksberg kommuner.

Efter forslaget til § 6, stk. 9, nr. 1, skal der ske en vurdering af det eksisterende bruttoetageareal til butiksformål for de enkelte byer. Vurderingen skal omfatte dels de bestående butikker dels gældende lokalplaner m.v. Ved vurderingen af eksisterende lokalplaner m.v., skal der tages hensyn til disses udnyttelse og udnyttelsesmuligheder. Vurderingen skal foretages for de enkelte byer og bydele. Der skal således f.eks. skelnes mellem den centrale del af en by og som minimum de omliggende dele af byen. Ved lidt større byer bør vurderingen for det omliggende område opdeles på delområder.

Ved hovedbutikstyper tænkes som udgangspunkt på butikker til dagligvarer og butikker til udvalgsvarer, samt på salg af særligt pladskrævende varegrupper.

Efter nr. 2 skal der foretages en vurdering af behovet for nybyggeri eller omdannelse af eksisterende bebyggelse til butiksformål. Vurderingen skal danne grundlag for regionplanmyndighedens fastsættelse af en maksimumsgrænse for omfanget af nybyggeri mv., jf. forslaget til § 6 b, stk. 2, nr. 4, (forslagets § 1, nr. 4).

Vurderingen skal foretages på baggrund af regionplanmyndighedens vurdering af, hvordan detailhandelsstrukturen konkret bør udvikle sig i regionen, jf. nr. 3, under hensyn til hovedprincipperne om fremme af et varieret butiksudbud i mindre og mellemstore byer, samt i de enkelte bydele i større byer, om god trafikal tilgængelighed for alle trafikarter og om udlæg af arealer til butiksformål i de centrale dele af byer m.v., jf. §§ 5 c og d (forslagets § 1, nr. 1).

Med udgangspunkt i målsætningen skal der foretages overvejelser om, hvorledes de enkelte byers oplande skal betjenes. Dette må sammenholdes med overvejelser om befolkningsudvikling og detailhandelsefterspørgsel samt oplysninger om de eksisterende arealer til butiksformål.

Efter nr. 4 og 5 skal regionplanmyndigheden redegøre for, hvordan regionplanen fremmer lovens hovedprincipper. Der skal særskilt redegøres for overvejelserne om og nødvendigheden af eventuelle fravigelser fra bestemmelsen i § 5 d, stk. 1, jf. undtagelserne i stk. 2. Der bør navnlig redegøres for forudsætningerne for eventuelle udlæg, jf. § 5 d, stk. 2, nr. 4.

Til nr. 4

§ 6 b indeholder hovedsageligt en præcisering af de gældende krav til regionplanretningslinier for butiksformål.

Som nævnt ovenfor under bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 2, indeholder § 6 b bestemmelser, der fremgår af den gældende lovs § 6, stk. 3, nr. 5, og bemærkningerne til lovændringen i 1987, der begge er omtalt i forslagets almindelige bemærkninger. Bestemmelserne er dog samtidig blevet præciseret.

Regionplanmyndighederne skal således fortsat fastsætte retningslinier for placeringen af arealer til butiksformål og de maksimale butiksstørrelser for dagligvarebutikker og udvalgsvarebutikker. Der kan være grund til at fastsætte forskellige grænser for butikker til dagligvarer, udvalgsvarer og særligt pladskrævende varegrupper, idet disse butikstyper normalt kræver forskellige oplande.

I § 6 b, stk. 2, er der angivet en række forhold, som der skal fastsættes retningslinier for i regionplanlægningen. Udover disse emner kan regionplanmyndigheden med hjemmel i § 6, stk. 3, nr. 5, fastsætte andre retningslinier for detailhandel.

Regionplanmyndigheden skal ved planlægningen vurdere behovet for udlæg af arealer til butiksformål under hensyntagen til bestemmelserne i §§ 5 c og d (forslagets § 1, nr. 1), samt det eksisterende og ønskede bymønster i regionen.

Regionplanmyndigheden skal, jf. stk. 2, nr. 1, afgrænse den centrale del af de enkelte byer eller bydele, der skal rumme byernes eller bydelenes butikker. Ved afgrænsningen kan der tages udgangspunkt i de nuværende butiksgader og tilstødende arealer, og der skal samtidig tages hensyn til muligheden for at indrette boliger, kontorer m.v. Den konkrete arealudpegning og afgrænsning skal som hovedregel finde sted med udgangspunkt i de afgrænsninger, der allerede findes i kommuneplanlægningen.

Hvor bestemmelserne i nr. 1 og 3 pålægger regionplanmyndigheden at foretage en afgrænsning, medfører nr. 2 kun en pligt til at fastsætte retningslinier for placeringen. Der skal således efter nr. 1 og 3 ske en konkret fastlæggelse af områder inden for hvilke, der kan gennemføres en kommunal planlægning for butikker. I modsætning hertil giver nr. 2 kun pligt til at fastsætte retningslinier, der giver nærmere kriterier for en kommunal udvælgelse af arealer til de i nr. 2 omhandlede butiksformål, jf. § 5 d, stk. 2, nr. 1-3.

Det forudsættes særligt ved afgrænsningen af arealer efter § 6 b, stk. 2, nr. 3, (aflastningsområde), og fastsættelsen af det maksimale bruttoetageareal for nybyggeri m.v. i disse områder, at der kan påvises et behov for udlæg af sådanne arealer til butiksformål. Der kan ikke udlægges større arealer end påkrævet af hensyn til den ønskede bystruktur, og det er en forudsætning, at hovedvægten i detailhandelsstrukturen fortsat er placeret i den centrale del af byen.

Bestemmelsen i § 6 b, stk. 2, nr. 4, om fastsættelse af det maksimale bruttoetageareal for nybyggeri m.v. findes ikke tilsvarende i lov om planlægning. Det fremgår dog af bemærkningerne til bestemmelsen i § 7, stk. 1, nr. 3, i lov om lands- og regionplanlægning, der videreførtes ved lov om planlægning, at det var hensigten med bestemmelsen, at regionplanmyndighederne skal fastsætte retningslinier for omfanget af de nye butiksarealer. Der henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor. Ved bruttoetageareal forstås samtlige arealer til butiksformål. Det vil sige salgsarealer, lager, overdækket varegård, interne adgangsarealer, personalerum, cafeteria m.v. Beregningen foretages i overensstemmelse med bygningsreglementets bestemmelser, idet eventuelle parkeringsarealer dog ikke medregnes.

Ved nybyggeri og omdannelse af eksisterende bebyggelse forstås alle ændringer af eksisterende bebyggelsesmæssige forhold, der forudsætter lokalplan. Begrebet omfatter således f.eks. ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse eller nedrivning af eksisterende bebyggelse med henblik på opførelse af nyt byggeri. Om en ændring forudsætter lokalplan afgøres efter § 13 i den gældende lov.

Det forhold, at det maksimale bruttoetageareal for nybyggeri m.v. skal fastsættes i regionplanen, jf. stk. 2, nr. 4, afskærer ikke regionplanmyndigheden fra desuden at fastsætte et maksimalt samlet bruttoetageareal, dvs. summen af eksisterende og planlagt byggeri, hvis dette skønnes nødvendigt.

I Hovedstadsområdet gælder samme regler for detailhandelsplanlægningen som for det øvrige land. Det fremgår dog af § 6, stk. 4, i den gældende lov, at regionplanlægningen skal udføres på grundlag af en vurdering af udviklingen i området som helhed.

Det betyder at retningslinierne for detailhandel i regionplanerne skal tilpasses og vurderes i forhold til de samlede mål for udviklingen i hele Hovedstadsområdet, hvilket forudsætter et snævert samarbejde mellem de 3 amtskommuner og 2 kommuner.

Såfremt samarbejdet ikke fører til enighed, kan behovet for samordning betyde, at ministeren må udskyde forhandling om og endelig vedtagelse af et planforslag, indtil et eller flere af de andre 4 planforslag er offentliggjort og kan indgå i behandlingen.

Til nr. 5

Kommuneplanen skal efter de gældende regler i § 11, stk. 7, ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger, herunder den forudsatte rækkefølge for planens gennemførelse, samt den hidtil udførte planlægning og administration.

Den nye bestemmelse præciserer de særlige krav til redegørelsen, for så vidt angår detailhandel. Disse krav skal sikre, at detailhandelsplanlægningen og den offentlige debat herom kan ske på baggrund af en vurdering af forslagets betydning for detailhandelsstrukturen i kommunen.

Bestemmelsen svarer i store træk til forslagets krav til indholdet af redegørelsen til regionplanlægningen, jf. forslagets § 1, nr. 3, med tilhørende bemærkninger.

Kommunalbestyrelsen skal dog særligt redegøre for et kommuneplanforslags betydning for bymiljøet, herunder den blandede arealanvendelse, den arkitektoniske kulturarv, friarealer, trafikforhold mv.

Der skal desuden, jf. den gældende lovs § 11, stk. 7, gøres rede for planens forudsætninger, herunder forholdet til regionplanlægningen.

Til nr. 6

Ændringen indeholder en præcisering af lovens gældende regler vedrørende kommuneplanens rammer for indholdet af lokalplaner i princippet svarende til de retningslinier, der skal fastsættes i regionplanlægningen. Dog skal der i kommuneplanlægningen i overensstemmelse med rammestyringsprincippet ske en mere præcis udpegning af arealer til butiksformål. Angivelsen af maksimale butiksstørrelser og det maksimale bruttoetageareal for nybyggeri og omdannelse af eksisterende bebyggelse til butiksformål i de enkelte rammeområder, er nødvendig for at sikre, at kommunalbestyrelserne inden for rammerne i regionplanlægningen fastsætter butiksstørrelser m.v., der er tilpasset de lokale forhold.

Bestemmelsen skal endvidere sikre, at borgerne får mulighed for at vurdere eksisterende og planlagte udlæg til butiksformål i de enkelte byer og bydele i forhold til befolkningsudviklingen, den eksisterende detailhandelsstruktur og de generelle målsætninger for detailhandelsudviklingen, herunder om der er arealer, hvis anvendelse på sigt ønskes ændret.

Det er i stk. 3 præciseret, at den nærmere udpegning af arealer til butiksformål i den centrale del af en by, jf. § 5 d, stk. 1 (forslagets § 1, nr. 1), eller uden for den centrale del af en by, jf. § 5 d, stk. 2, nr. 4, der giver mulighed for etablering af et aflastningsområde, kun kan ske inden for områder, der er afgrænset i regionplanen. Bestemmelsen skal tydeliggøre og sikre den rolle, regionplanlægningen er tillagt for at opnå lovforslagets overordnede formål, jf. §§ 5 c og d, herunder at fremme bymidternes varierede handelsliv.

Det følger af planlovens almindelige principper, jf. § 9 og § 11, stk. 2, at kommuneplanens øvrige rammer for lokalplanlægningen skal virke for og ikke må stride mod regionplanlægningen. Dette gælder ligeledes for planlægning, der udnytter f.eks. bestemmelserne i § 5 d, stk. 2, nr. 1-3, efter hvilke der ikke nødvendigvis skal foretages en afgrænsning i regionplanen.

Til nr. 7

Bestemmelsen i nr. 7 præciserer, at lokalplaner skal angive det maksimale samlede butiksareal og maksimale butiksstørrelse for området. Det er således en betingelse for opfyldelsen af lokalplanpligten for butiksbyggeri, at lokalplanen indeholder nærmere regler om butiksstørrelser og det samlede bruttoetageareal, der kan anvendes til butikker. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at gældende lokalplaner, der muliggør etablering af detailhandel, kun sjældent indeholder sådanne regler.

Da lokalplaner er den eneste plantype, der har direkte retsvirkning over for borgerne, er bestemmelser om maksimale butiksstørrelser m.v. nødvendige for at sikre, at der ikke kan bygges i strid med region- eller kommuneplanlægningen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 4.

I overensstemmelse med gældende praksis efter § 13, stk. 5, 1. pkt., kan mere rammebetonede planer, herunder planer, der efter eget indhold angiver sig som rammelokalplaner, f.eks. ved at forudsætte supplerende bebyggelses- eller udstykningsplaner som forudsætning for nybyggeri, ikke anvendes til etablering af butiksvirksomhed. Det gælder også hvor en sådan plan - vedtaget efter lovens ikrafttræden - fastsætter en butiksstørrelse, men ikke opfylder de øvrige krav, der stilles til en lokalplan, der skal danne grundlag for et lokalplanpligtigt projekt.

Til nr. 8

I den gældende lovs § 16, stk. 5, er det fastsat, at lokalplaner for anlæg, der efter § 6, stk. 3, nr. 4, skal gennemgå en VVM-behandling, er fritaget for de særlige krav til indholdet af redegørelsen til lokalplanforslag for kystnære anlæg, idet forholdene forudsættes at være belyst i forbindelse med regionplanlægningen.

Den foreslåede ændring af § 16, stk. 5, sikrer en tilsvarende fritagelse for de særlige redegørelseskrav for lokalplanlægning for detailhandelscentre, omfattet af VVM-bestemmelserne.

Til nr. 9

Med flere investeringer i de historiske bymidter skærpes interessekonflikterne mellem de forskellige arealanvendelsesinteresser. Derfor udvides redegørelseskravet til lokalplanforslag, der giver mulighed for arealanvendelse til butiksformål, til også at angå bebyggelsens påvirkning af bymiljøet, herunder den eksisterende bebyggelse i området. Bymiljøet omfatter bl.a. mulighederne for blandet arealanvendelse, bevaring og indpasning af boliger og friarealer, indpasningen i den byarkitektoniske helhed og de trafikale konsekvenser. Bestemmelsen sikrer, at offentligheden kan vurdere byggeriets indflydelse på bymiljøet.

Hvor redegørelsen for kommuneplanens rammer, jf. nr. 5, skal udarbejdes på et mere generelt niveau, skal lokalplanens redegørelse omhandle forholdene i og umiddelbart op til lokalplanområdet.

Til nr. 10

Ved vedtagelsen af lov nr. 439 af 1. juni 1994 om ændring af lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse blev der indsat en række bestemmelser om planlægning i kystnærhedszonen. I den forbindelse fik regionplanmyndighederne til opgave at påse, at forslag til lokal- og kommuneplaner ikke strider mod lovens bestemmelser om planlægning for kystnærhedszonen, jf. § 29 a.

Efter den gældende lovs § 17, stk. 1, må en ejendom, der er omfattet af et lokalplanforslag, ikke bebygges eller udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold. Efter § 17, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen efter udløbet af høringsfristen, jf. § 24, på visse betingelser tillade, at en ejendom bebygges eller udnyttes i overensstemmelse med forslaget.

Efter planlovens § 17, stk. 3, kan der dog ikke meddeles tilladelse til udnyttelse af et lokalplanforslag, så længe en indsigelse efter lovens § 29 opretholdes.

Det har ved udarbejdelsen af nævnte lovændring ikke været hensigten, at der skulle kunne meddeles tilladelse til udnyttelse af et lokalplanforslag uanset en indsigelse efter lovens § 29 a. Der skulle derfor i loven have været indsat en henvisning til § 29 a. En sådan henvisning blev ved en lovteknisk fejl ikke indsat.

Der foreslås derfor nu indsat en henvisning til § 29 a i § 17, stk. 3.

Det bemærkes, at § 29 a efter lovforslaget er udvidet med et nyt stk. 2, jf. forslagets § 1, nr. 15.

Til nr. 11-13

Er konsekvensrettelser, der sikrer, at en indsigelse fremsat efter den i nr. 17 foreslåede § 29 b har samme betydning for behandlingen af en plansag, som andre indsigelser.

Til nr. 14

Efter den gældende lovs § 29 a, stk. 1, skal amtsrådet føre tilsyn med, at forslag til lokal- og kommuneplaner for arealer i kystnærhedszonen ikke er i strid med lovens bestemmelser herom. Amtsrådet skal fremsætte indsigelse, såfremt et planforslag er i strid med en af de i § 29 a nævnte bestemmelser.

Formuleringen af § 29 a, stk. 1, kan give anledning til tvivl, idet opremsningen af bestemmelser afsluttes med »og 11a samt 16, stk. 3.«, hvilket kunne opfattes, som om indsigelse kun skal fremsættes, såfremt planforslaget er i strid med alle de i stykket nævnte bestemmelser, hvilket ikke har været hensigten.

Bestemmelsens formulering foreslås derfor ændret, således at det klart fremgår, at et amtsråd har pligt til at fremsætte indsigelse over for et planforslag, når blot en af de nævnte bestemmelser ikke er overholdt.

Til nr. 15

Bestemmelsen giver amtsrådet pligt til at fremsætte indsigelse over for forslag til kommune- og lokalplaner, der er i strid med lovens krav til planer for detailhandel. Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 29 a, stk. 1, der gælder planlægning i kystområderne. Bestemmelsen er nødvendig for at sikre, at detailhandelsplanlægningen gennemføres i overensstemmelse med lovens formål.

Herudover skal miljø- og energiministeren anvende beføjelserne i den gældende lovs §§ 3, 29 og 59, i det omfang det er nødvendigt for at varetage nationale planlægningsinteresser. Se endvidere bemærkningerne til forslagets §§ 3 og 4.

Til nr. 16

Bestemmelsen giver en regionplanmyndighed mulighed for at fremsætte indsigelse mod regionplanretningslinier vedrørende detailhandel i en naboamtskommune henholdsvis i Københavns og Frederiksberg kommuner, såfremt regionplanmyndigheden skønner, at forslaget kan have væsentlig betydning for regionplanmyndighedens planlægning for detailhandel. Bestemmelsen kan både finde anvendelse, hvor et forslag strider mod myndighedens eksisterende detailhandelsplanlægning, og hvor det f.eks. lægger væsentlige hindringer i vejen for en fremtidig hensigtsmæssig planlægning for detailhandelsstrukturen.

Det er op til det enkelte amtsråd at vurdere, om der skal fremsættes indsigelse. Dette er dog ikke til hinder for, at kommuner i amtet kan rette henvendelse til amtsrådet med anmodning om, at amtsrådet fremsætter indsigelse mod naboamtets regionplanlægning for detailhandelsstrukturen.

I modsætning til bestemmelserne i § 29 og § 29 a (den gældende lov og forslagets § 1, nr. 15) giver bestemmelsen ikke regionplanmyndigheden en pligt til at fremsætte indsigelse, men alene en ret.

En indsigelse betyder efter lovens gældende regler, sammenholdt med forslagets § 1, stk. 12, at planen ikke kan vedtages, før der er opnået enighed herom mellem amtsrådene.

Såfremt der ikke kan opnås enighed, kan en af parterne indbringe uafklarede spørgsmål for miljø- og energiministeren efter de gældende bestemmelser i lovens § 28 stk. 2.

Bestemmelsen forudsætter, at regionplanmyndighederne fremsender forslag til regionplanretningslinier til berørte amtskommuner og eventuelt Københavns og Frederiksberg kommuner, jf. den gældende lovs § 25.

Til § 2

Loven sættes efter forslaget i kraft på ugedagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

De bestemmelser, der stiller krav til indholdet af endeligt vedtagne planer, får virkning for planer, der vedtages endeligt efter lovens ikrafttræden, jf. 2. pkt. Det kan betyde, at forslag til planer, der er offentliggjort før lovens ikrafttræden, skal ændres ved den endelige vedtagelse, for at komme i overensstemmelse med kravene i lovforslaget. Bestemmelserne i § 1, nr. 1, 6 og 7, samt i § 3 gælder tilsvarende for forslag til planer, der offentliggøres efter lovens ikrafttræden.

Efter bestemmelsen i ændringslovens § 2, 2. pkt., har for eksempel § 5 c (forslagets § 1, nr. 1) virkning over for alle planer, der vedtages endeligt efter lovens ikrafttræden. Det betyder blandt andet, at planforslag, der er offentliggjort før lovens ikrafttræden, ikke kan vedtages endeligt, hvis de ikke fremmer et varieret butiksudbud og sikrer god tilgængelighed for alle trafikarter, jf. § 5 c. Tilsvarende får bestemmelsen i planlovens § 15, stk. 8 (forslagets § 1, nr. 7), om indholdskrav til nye lokalplaner virkning for planer, der vedtages endeligt efter lovens ikrafttræden. Det betyder, at lokalplanforslag, der ikke indeholder bestemmelser om det maksimale bruttoetageareal for den enkelte butiksenhed eller bestemmelser om det samlede bruttoetageareal, kun kan vedtages endeligt, når der i forbindelse med den endelige vedtagelse indsættes sådanne bestemmelser.

Amtsråd og kommunalbestyrelser skal forud for den endelige vedtagelse vurdere, om eventuelle ændringer medfører, at borgere, amtsråd og/eller miljø- og energiministeren skal have lejlighed til at udtale sig, jf. § 27, stk. 3, i den gældende lov. Som et eksempel på en ændring, der er så væsentlig, at amtsrådet og ministeren skal have lejlighed til at udtale sig, jf. § 27, stk. 3, 2. pkt., kan nævnes fastsættelse af bestemmelser i en lokalplan om det samlede maksimale bruttoetageareal, der kan anvendes til butiksformål. Det skal endvidere vurderes, om ændringen er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt planforslag, der skal offentliggøres efter § 27, stk. 3, sidste pkt.

Det vil være vanskeligt for regionplanmyndighederne at nå at tilvejebringe regionplaner for den samlede detailhandelsstruktur i overensstemmelse med lovforslagets bestemmelser ved regionplanrevisionen i 1997. Regionplanmyndighederne er på nuværende tidspunkt langt fremme i regionplanproceduren. Der foreslås derfor i 3. pkt. en bestemmelse, der sikrer, at lovens krav om indholdet af redegørelse og retningslinier skal være opfyldt senest ved regionplanrevisionen i 2001. Det vil dog for de enkelte regionplanmyndigheder kunne vise sig hensigtsmæssigt at tilvejebringe sådan regionplanlægning på et tidligere tidspunkt ved udarbejdelse af et regionplantillæg om detailhandel for hele amtskommunen. Vælger et amtsråd dette, skal planlægningen gennemføres i overensstemmelse med reglerne i planloven som ændret ved denne lov.

Indtil da skal regionplanlægningen opfylde de krav, der følger af den gældende lovs bestemmelser, navnlig § 6, stk. 3, nr. 5, samt de mere generelle krav til detailhandelsplanlægningen, der, jf. § 2, stk. 1, 2. pkt., i dette lovforslag gælder for regionplanlægningen, dvs. bestemmelserne i § 1, nr. 1, 6 og 7, samt § 3. Efter den gældende lovs § 6, stk. 3, nr. 5, er det et krav, at regionplanerne indeholder retningslinier for »beliggenheden af arealer til butiksformål og den maksimale størrelse af de enkelte butiksvirksomheder inden for de forudsatte detailhandelsoplande«.

De bestemmelser, der stiller krav til indholdet af redegørelsen for et planforslag, får, jf. 4. pkt., virkning for planforslag, der offentliggøres efter lovens ikrafttræden.

Det følger af § 2, 2. og 4. pkt., at forslag til kommuneplanrevisioner, der offentliggøres efter lovens ikrafttræden, skal være i overensstemmelse med lovens bestemmelser, herunder bestemmelserne i § 3.

Forslag til kommuneplanrevisioner, der er offentliggjort inden lovens ikrafttræden, kan således vedtages endeligt, selv om de ikke opfylder kravene i planlovens § 11, stk. 8, (forslagets § 1, nr. 5) til indholdet af redegørelsen for planlægningen for butiksformål. Derimod skal kommunalbestyrelsen sikre, at rammerne for lokalplanlægningen ved den endelige vedtagelse er i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel 2 b og § 11 b (ændringslovens § 1, nr. 1 og 6). Det er i øvrigt en forudsætning, at forslag til kommuneplanrevisioner ved den endelige vedtagelse bringes i overensstemmelse med bestemmelserne i ændringslovens § 3, stk. 2 - 4.

Forslagets øvrige bestemmelser, herunder om indsigelser mod planforslag, får virkning ved lovens ikrafttræden.

Forslaget har ikke retsvirkninger over for gældende planer.

Til § 3

For perioden indtil regionplanmyndighederne har gennemført en regionplanlægning i overensstemmelse med lovforslagets bestemmelser, fastsættes en overgangsregel, der så vidt muligt sikrer, at der i den mellemliggende periode planlægges på en måde, der ikke modvirker regionplanmyndighedens kommende planlægning for detailhandelsstrukturen.

Efter stk. 1, 1. pkt., kan der kun regionplanlægges for VVM-pligtige detailhandelscentre inden for de områder, der i medfør af en gældende kommuneplan har funktion af bykernecenter (kommunens hovedcenter) og samtidig er udlagt til centerformål. Bestemmelsens formulering skal ses i lyset af, at afgrænsningen af de centrale dele af en by eller bydel først sker ved regionplanrevision 2001.

Denne bestemmelse påvirker derimod ikke amtsrådenes almindelige regionplanlægning for detailhandel i overgangsperioden, herunder regionplanrevisionen i 1997. Den almindelige regionplanlægning skal dog være i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 5 c og d (forslagets § 1, nr. 1) om lokalisering af detailhandelsarealer og bestemmelsen i forslagets § 3, stk. 3, om maksimale butiksstørrelser.

Uanset at bestemmelsen i stk. 1 i et vist omfang muliggør udarbejdelse af regionplanlægning med VVM, bør amtsrådene være tilbageholdende hermed i overgangsperioden, idet sådan planlægning vil kunne foregribe en senere fastlæggelse af en hensigtsmæssig detailhandelsstruktur. Der bør således for eksempel kun udarbejdes VVM-tillæg for detailhandelscentre, som der ud fra en vurdering af detailhandelsstrukturen er et reelt og påtrængende behov for. Tilsvarende gælder udarbejdelse af kommuneplanlægning med VVM i Københavns og Frederiksberg kommuner.

Ministeren skal i overgangsperioden være særligt opmærksom på dette, herunder i nødvendigt omfang anvende beføjelsen i den gældende lovs § 29, stk. 1, til at fremsætte indsigelse mod forslag til regionplantillæg, der kan foregribe lovens intentioner, jf. navnlig forslagets § 1, nr. 1. Tilsvarende gælder forslag til kommuneplaner for Københavns og Frederiksberg kommuner.

Efter stk. 2 kan der kommune- og lokalplanlægges for butiksformål inden for de områder, der i medfør af en gældende kommuneplan har funktion af lokal-, bykerne- eller bydelscenter og samtidig er udlagt til centerformål. Det er efter planlovens almindelige regler endvidere en forudsætning, at kommune- og lokalplanlægningen ikke strider mod gældende regionplanlægning.

Det er normalt angivet i kommuneplanerne, hvilke dele af byerne, der skal fungere som lokal-, bydels- eller bykernecenter. I andre tilfælde kan funktionen som lokalcenter m.v. fremgå mere indirekte af kommuneplanens hovedstruktur. Ved »udlagt til centerformål« forstås, at området i medfør af kommuneplanens rammedel kan anvendes til de formål, der er almindelige i den centrale del af en by eller bydel, herunder butiksformål.

Der kan her ud over planlægges for butikker, der er omfattet af bestemmelserne i § 5 d, stk. 2, nr. 1-3 (forslagets § 1, nr. 1), uanset om de er omfattet af gældende kommuneplanrammer for detailhandel. Dette betyder navnlig, at kommunerne også i overgangsperioden kan planlægge for mindre arealer til butikker i for eksempel landsbyer, jf. § 5 d, stk. 2, nr. 1.

Bestemmelserne i § 2, pkt. 2 og 4, betyder, at der i forslag til kommuneplanrevisioner, der offentliggøres efter lovens ikrafttræden, skal redegøres for planlægningen for butiksformål og fastsættes rammer for lokalplanlægningen, jf. § 11, stk. 8, og § 11 b, selvom der endnu ikke er tilvejebragt regionplanretningslinier for den samlede detailhandelsstruktur. Så længe disse regionplanretningslinier ikke er tilvejebragt, kan der dog kun kommuneplanlægges inden for de begrænsninger, der følger af § 3, stk. 2 - 4.

I stk. 3 fastsættes en bestemmelse, der medfører, at der uanset eventuelle bestemmelser i region- og kommuneplaner ikke kan planlægges for arealer til butiksformål, der giver mulighed for butikker med et bruttoetageareal, der overstiger 3.000 (m2) for dagligvarebutikker og 1.000 (m2) for udvalgsvarebutikker.

De i overgangsbestemmelsen foreslåede maksimale butiksstørrelser afløses, når der er tilvejebragt en sammenhængende regionplanlægning efter lovforslagets bestemmelser, af de i regionplanen fastsatte maksimale butiksstørrelser.

Bestemmelsen i stk. 2 omhandler mulighederne for at tilvejebringe nye kommune- og lokalplanbestemmelser. Da en del kommuner må forventes at revidere deres kommuneplaner, inden der er fastsat en regional detailhandelsstruktur, er det i stk. 4 sikret, at der kan fastsættes rammer for lokalplanlægningen, der er i overensstemmelse med gældende lokalplaner m.v.

Eksisterende kommuneplanrammer for butiksformål skal ophæves ved kommuneplanrevisionen, hvis betingelsen i stk. 4, nr. 1 ikke er opfyldt. Er kommuneplanrammerne kun delvis udnyttet i overensstemmelse med kriterierne, skal den del af rammerne, der ikke er udnyttet, ligeledes ophæves. Dette gælder dog ikke, hvis rammerne er i overensstemmelse med § 3, stk. 2.

Eksisterende lovlig anvendelse af arealer til butiksformål påvirkes ikke af de foreslåede lovændringer.

Til § 4

Bestemmelsen, der pålægger regionplanmyndigheden en tilsynspligt i princippet svarende til bestemmelsen i § 29 a, stk. 2, (forslagets § 1, nr. 15), er specielt rettet mod overgangsbestemmelsen i lovforslagets § 3.

Indsigelser efter stk. 1 tillægges, jf. stk. 2, samme retsvirkning som andre indsigelser.

Uanset, at det således - også i overgangsperioden - er regionplanmyndighederne, der skal føre tilsyn med, at kommuneplanlægningen sker i overensstemmelse med lovens bestemmelser, skal miljø- og energiministeren i almindelighed følge udviklingen inden for lovens område. Ministeren skal i den forbindelse anvende beføjelserne i den gældende lovs §§ 3, 29 og 59 til at sikre, at nationale planlægningsinteresser varetages. Anvendelsen af disse bestemmelser kan for eksempel være nødvendig, hvis der uanset lovens bestemmelser planlægges i strid med forslagets principper.

Skriftlig fremsættelse

Miljø- og energiministeren (Svend Auken):

Jeg skal tillade mig at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om planlægning. (Detailhandel m.v.).

(Lovforslag nr. L 118).

Lovforslaget er en ændring af lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 746 af 16. august 1994, med de ændringer, der følger af lov nr. 311 af 17. maj 1995.

Lovforslaget er udarbejdet i forlængelse af Detailhandelsudvalgets rapport fra 29. marts 1996, og er et led i regeringens bestræbelser på at forbedre mulighederne for en decentral detailhandelsstruktur, der stimulerer til investeringer og fornyelser i detailhandelen også i mindre bysamfund, stationsbyer og mellemstore byer.

Lovforslaget sigter mod at styrke de eksisterende bymidter som levende og varierede handelscentre, at nedbringe afhængigheden af bil til indkøb, og at fremme byomdannelse frem for inddragelse af nye byarealer. Forslaget indgår på denne måde i opfølgningen af Regeringens Miljø- og Naturredegørelse fra 1995, for så vidt angår trafik og byplanlægning.

Lovforslaget fastholder amters og kommuners ansvar for planlægning af beliggenhed og størrelse af butiksvirksomhed inden for de forudsatte detailhandelsoplande (jf. gældende planlov § 6, stk. 3 nr. 5 og § 11, stk. 5, nr. 4). Lovforslaget fastholder den arbejdsdeling mellem region- og kommuneplanlægningen, der blev indført med lovændringen i 1987.

Der er til hovedreglen om placering af butikshandelen i bymidter, bydele og lokalcentre knyttet nogle undtagelser. Undtagelserne tillader, at der kan udlægges arealer til lokale butikker, til butikker i tilknytning til produktionsvirksomhed, og til butikker der forhandler særligt pladskrævende varegrupper. Desuden kan der udlægges aflastningsområder i det omfang, det af hensyn til et bevaringsværdigt bymiljø ikke er muligt at udlægge tilstrækkelige arealer i den centrale del af vore byer og bydele.

Amtsrådet skal, som et væsentligt element i lovforslaget, i regionplanen afgrænse de centrale områder af byerne samt de eventuelle aflastningsområder. Det forudsættes, at dette sker i et snævert samarbejde mellem amtet og kommunerne, og at der tages udgangspunkt i de afgrænsninger af centrale områder, der allerede fremgår af kommuneplanerne.

Lovforslaget indeholder en overgangsordning med faste maksimale grænser for butikkers størrelse på 3.000 (m2) bruttoetageareal for dagligevarebutikker og 1.000 (m2) for udvalgsvarebutikker. Så snart der er udarbejdet et nyt planlægningsgrundlag, kan andre maksimale butiksstørrelser fastsættes i regionplanerne, når de tilpasses lovforslagets målsætninger og forholdene i den enkelte region.

Et væsentligt sigte med lovforslaget er at styrke administrationen af lovens gældende regler. Indholdet af planbestemmelser skal være mere præcist og gennemskueligt. Det samme gælder de redegørelser om planernes forudsætninger, der indgår i planforslagene. Herved sikres et bedre grundlag for offentlighedens deltagelse i planprocessen.

Endvidere skal planlægningsindsatsen ved de obligatioriske 4-årlige revisioner styrkes. Projekter til butiksformål skal planlægges og vurderes i sammenhæng med projekter og planer i andre byer og med eksisterende butiksforsyning, set i forhold til lovforslagets mål for detailhandelsstrukturen.

Et udkast til lovændring har været til høring i 4 uger hos mere end 100 organisationer. Hovedparten af organisationerne tilslutter sig opstramninger i de gældende regler. Denne gruppe repræsenterer de mindre og mellemstore butikker, arbejdstagerne og landsbyerne samt de grønne organisationer og forbrugerne. Et mindretal, der repræsenterer de landsdækkende kapitalkæder, visse investorer samt entreprenørerne er generelt skeptiske eller er imod lovforslaget.

Idet der iøvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

§ 1

I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 746 af 16. august 1994, som ændret ved lov nr. 311 af 17. maj 1995, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 5 b indsættes før kapitel 3:

»Kapitel 2 b

Planlægning til butiksformål

§ 5 c. Planlægningen skal

1) fremme et varieret butiksudbud i mindre og mellemstore byer samt i de enkelte bydele i de større byer og

2) sikre, at arealer til butiksformål udlægges, hvor der er god tilgængelighed for alle trafikarter, herunder især den gående, cyklende og kollektive trafik.

§ 5 d. Arealer til butiksformål skal udlægges i den centrale del af en by. I store byer og i sammenhængende byområder i Hovedstadsområdet kan der udlægges arealer til butiksformål i de centrale områder af en bydel.

Stk. 2. Uden for den centrale del af en by eller bydel, jf. stk. 1, kan der dog udlægges

1) mindre arealer til butikker, der alene skal betjene en begrænset del af en by eller en bydel, en landsby, et sommerhusområde eller lignende,

2) arealer til butikker, som alene forhandler særligt pladskrævende varegrupper, der ikke kan indpasses i de centrale områder af en by eller en bydel,

3) arealer til mindre butikker til salg af egne produkter i tilknytning til en virksomheds produktionslokaler, og

4) arealer til butiksformål, i det omfang det af hensyn til et bevaringsværdigt bymiljø ikke er muligt at udlægge tilstrækkelige arealer i den centrale del af byen.«

2. § 6, stk. 3, nr. 5, affattes således:

»5) den samlede detailhandelsstruktur, jf. § 6 b,»

3. I § 6 indsættes som stk. 9:

»Stk. 9. Redegørelsen for den del af regionplanen, der indeholder retningslinier for detailhandelsstrukturen, skal indeholde

1) en vurdering af omfanget af det eksisterende bruttoetageareal til butiksformål for de enkelte byer og bydele, fordelt på hovedbutikstyper og disses omsætning,

2) en vurdering af behovet for nybyggeri eller omdannelse af eksisterende bebyggelse til butiksformål,

3) en angivelse af målene for detailhandelsstrukturen, herunder hvilket opland der forudsættes betjent af de butikker, der kan placeres inden for de afgrænsede arealer,

4) oplysning om, hvordan forslaget fremmer et varieret butiksudbud i de mindre og mellemstore byer,

5) oplysning om, hvordan forslaget fremmer et varieret butiksudbud i den centrale del af de enkelte byer eller bydele, herunder forudsætningerne for afgrænsningen af den centrale del af de enkelte byer eller bydele og for eventuelle fravigelser fra bestemmelsen i § 5 d, stk. 1, og

6) en angivelse af tilgængeligheden for de forskellige trafikarter til de udlagte arealer til butiksformål.«

§ 6. For hver amtskommune skal der foreligge en regionplan. I Københavns og Frederiksberg Kommuner er kommuneplanen tillige regionplan. En regionplan skal omfatte en periode på 12 år.

Stk. 2. Regionplanlægningen må ikke stride mod regler eller beslutninger efter § 3.

Stk. 3. Regionplanen skal på grundlag af en samlet vurdering af udviklingen i amtskommunen indeholde retningslinier for:

1) arealudlæg til byzoner og sommerhusområder,

2) beliggenheden af større offentlige institutioner samt større trafikanlæg og andre større tekniske anlæg,

3) beliggenheden af virksomhed m.v., hvortil der af hensyn til forebyggelse af forurening må stilles særlige beliggenhedskrav,

4) beliggenheden og udformningen af større enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad,

5) beliggenheden af arealer til butiksformål og den maksimale størrelse af de enkelte butiksvirksomheder inden for de forudsatte detailhandelsoplande,

6) varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser, herunder udpegningen og sikringen af de særlig værdifulde landbrugsområder,

7) beliggenheden af skovrejsningsområder og områder, hvor skovtilplantning er uønsket,

8)varetagelsen af bevaringsværdier og naturbeskyttelsesinteresser i det åbne land, herunder udpegningen og sikringen af naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser,

9) beliggenheden af arealer til fritidsformål,

10) anvendelsen af arealer til udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden,

11) anvendelsen og beskyttelsen af vandressourcerne,

12) kvaliteten og anvendelsen af vandløb, søer og kystvande og

13) realiseringen af regler eller beslutninger efter lovens § 3.

Stk. 4. I Københavns og Frederiksberg Kommuner og i Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtskommuner skal regionplanlægningen udføres på grundlag af en vurdering af udviklingen i området som helhed, og der skal yderligere fastsættes retningslinier for:

1) fordelingen af den fremtidige byggeaktivitet i byzone og rækkefølgen herfor og

2) vandforsyningen og spildevandsafledningen.

Stk. 5. Regionplanen kan omhandle andre forhold end nævnt i stk. 3 og 4.

Stk. 6. I de i stk. 4 nævnte områder skal de regionale retningslinier fastsættes med særlig hensyntagen til den kollektive trafikplan for det samlede område.

Stk. 7. Regionplanen skal ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger, herunder den forudsatte rækkefølge for planens gennemførelse, samt den hidtil udførte planlægning og administration.

Stk. 8. Redegørelsen for den del af regionplanen, der indeholder retningslinier for de i stk. 3, nr. 4, nævnte anlæg, skal indeholde en vurdering af de miljømæssige konsekvenser.

4. Efter § 6 a indsættes:

»§ 6 b. Regionplanmyndigheden skal tilvejebringe regionplanretningslinier for arealudlæg til butiksformål i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 5 c og 5 d.

Stk. 2. Regionplanmyndigheden skal i forbindelse hermed

1) afgrænse den centrale del af de enkelte byer eller bydele, hvori der kan udlægges arealer til butiksformål,

2) fastsætte retningslinier for placering af de i § 5 d, stk. 2, nr. 1-3, nævnte arealer til butiksformål,

3) afgrænse beliggenheden for de i § 5 d, stk. 2, nr. 4, nævnte arealer til butiksformål,

4) fastsætte det maksimale bruttoetageareal for nybyggeri og omdannelse af eksisterende byggeri til butiksformål for hvert af de oven for nævnte arealer, og

5) fastsætte maksimale bruttoetagearealer for de enkelte butikker.«

5. I § 11 indsættes som stk. 8:

»Stk. 8. Redegørelsen for den del af kommuneplanen, der indeholder rammer for forsyningen med butikker, jf. stk. 5, nr. 4, skal indeholde

1) en vurdering af omfanget af det eksisterende bruttoetageareal til butiksformål for de enkelte byer og bydele, fordelt på hovedbutikstyper og disses omsætning,

2) en vurdering af behovet for nybyggeri eller omdannelse af eksisterende bebyggelse til butiksformål,

3) en angivelse af målene for detailhandelsstrukturen, herunder en angivelse af, hvilket opland, der forudsættes betjent af de butikker, der kan placeres inden for de udlagte arealer,

4) oplysning om, hvordan planlægningen tilgodeser målene for den kommunale hovedstruktur, herunder hvordan forslaget fremmer et varieret butiksudbud i de mindre og mellemstore byer, samt bymiljøet i de områder der foreslås udlagt til butiksformål, og

5) en angivelse af tilgængeligheden for de forskellige trafikarter til de udlagte arealer til butiksformål.«

§ 11. For hver kommune skal der foreligge en kommuneplan.

Stk. 2. Kommuneplanen må ikke stride mod regionplanlægningen for forhold omfattet af § 6, stk. 3 og 4, eller regler eller beslutninger efter § 3.

Stk. 3. I kommuneplanen fastlægges for hele kommunen en hovedstruktur og for de enkelte dele af kommunen rammer for lokalplanernes indhold.

Stk. 4. Hovedstrukturen angiver de overordnede mål for udvikling og arealanvendelse i kommunen, herunder udbygning med boliger og arbejdspladser, trafikbetjening, serviceforsyning og rekreative områder.

Stk. 5. Rammerne for indholdet af lokalplaner fastsættes for de enkelte dele af kommunen med hensyn til:

1) fordelingen af bebyggelsen efter art og anvendelsesformål,

2) bebyggelsesforhold, herunder rammer for bevaring af bebyggelser eller bymiljøer,

3) byfornyelsen i eksisterende bysamfund,

4) forsyningen med offentlig og privat service,

5) institutioner og tekniske anlæg, herunder varmeforsyningsforhold,

6) områder til fritidsformål,

7) trafikbetjeningen,

8) overførsel af arealer til byzone eller sommerhusområder og

9) rækkefølgen for udbygning af arealer til byformål og sommerhusområder.

Stk. 6. Kommuneplanen kan indeholde retningslinier for andre forhold af betydning for arealanvendelsen og bebyggelsen i kommunen.

Stk. 7. Kommuneplanen skal ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger, herunder den forudsatte rækkefølge for planens gennemførelse samt den hidtil udførte planlægning og administration.

6. Efter § 11 a indsættes:

»§ 11 b. Kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe rammer for indholdet af lokalplaner for arealudlæg til butiksformål i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 5 c og 5 d.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse hermed,

1) fastsætte rammer for placering af arealer til butiksformål,

2) fastsætte det maksimale bruttoetageareal for nybyggeri og omdannelse af eksisterende bebyggelse til butiksformål, og

3) fastsætte maksimale bruttoetagearealer for de enkelte butikker.

Stk. 3. Fastsættelse af rammer for placering af arealer omfattet af § 5 d, stk. 1, og stk. 2, nr. 4, kan kun ske inden for en afgrænsning i regionplanen.«

7. I § 15 indsættes som stk. 8:

»Stk. 8. En lokalplan, der giver mulighed for etablering af butikker, skal indeholde bestemmelser om det maksimale bruttoetageareal for de enkelte butikker og det samlede bruttoetageareal, der kan anvendes til butiksformål.«

§ 15. En lokalplan skal indeholde oplysninger om planens formål og retsvirkninger.

Stk. 2. I en lokalplan kan der optages bestemmelser om:

1) overførsel til byzone eller sommerhusområde af arealer, som planen omfatter,

2) områdets anvendelse, herunder om at nærmere angivne arealer forbeholdes til offentlige formål,

3) ejendommes størrelse og afgrænsning,

4) vej- og stiforhold og andre forhold af færdselsmæssig betydning, herunder om adgangsforholdene til færdselsarealer og med henblik på adskillelse af trafikarterne,

5) beliggenhed af spor- og ledningsanlæg, herunder til elforsyning,

6) bebyggelsers beliggenhed på grundene, herunder om den terrænhøjde, hvori en bebyggelse skal opføres,

7) bebyggelsers omfang og udformning, herunder til regulering af boligtætheden,

8) anvendelse af de enkelte bygninger,

9) udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede arealer, herunder om terrænregulering, hegnsforhold, bevaring af beplantning og beplantningsforhold i øvrigt samt belysning af veje og andre færdselsarealer,

10) bevaring af landskabstræk i forbindelse med bebyggelse af et område, der inddrages til bymæssig bebyggelse eller sommerhusbebyggelse,

11) tilvejebringelse af eller tilslutning til fællesanlæg i eller uden for det af planen omfattede område som betingelse for ibrugtagen af ny bebyggelse,

12) foretagelse af afskærmningsforanstaltninger såsom anlæg af beplantningsbælte, støjvold, mur og lignende som betingelse for ibrugtagen af ny bebyggelse eller ændret anvendelse af et ubebygget areal,

13) oprettelse af grundejerforeninger for nye haveboligområder, erhvervsområder eller områder for fritidsbebyggelse, herunder om medlemspligt og om foreningens ret og pligt til at forestå etablering, drift og vedligeholdelse af fællesarealer og fællesanlæg,

14) bevaring af eksisterende bebyggelse, således at bebyggelsen kun med tilladelse fra kommunalbestyrelsen må nedrives, ombygges eller på anden måde ændres,

15) friholdelse af et område for ny bebyggelse, når en bebyggelse kan blive udsat for sammenstyrtning, oversvømmelse eller anden skade, der kan medføre fare for brugernes liv, helbred eller ejendom,

16) ophør af gyldigheden af udtrykkeligt angivne tilstandsservitutter, hvis servituttens opretholdelse vil være i strid med lokalplanens formål, og hvis servitutten ikke vil bortfalde som følge af § 18,

17) sammenlægning af lejligheder i eksisterende boligbebyggelse,

18) isolering af eksisterende boligbebyggelse mod støj og

19) forbud mod større byggearbejder på eksisterende bebyggelse, således at sådanne arbejder kun kan udføres med kommunalbestyrelsens tilladelse eller efter krav fra en offentlig myndighed med hjemmel i lovgivningen.

Stk. 3. I en lokalplan for et område, som overgår til byformål eller til sommerhusbebyggelse, skal der optages bestemmelser til sikring af de forhold, der er nævnt i stk. 2, nr. 2-4.

Stk. 4. En lokalplan for et område, der skal forblive i landzone, kan indeholde bestemmelse om, at lokalplanen erstatter de tilladelser efter § 35, stk. 1, som er nødvendige for lokalplanens virkeliggørelse.

Stk. 5. Uden for landsbyer kan en lokalplan for landzonearealer, der fastlægges til jordbrugsmæssig anvendelse, ikke indeholde bestemmelser efter stk. 2, nr. 3, 6, 8 eller 9.

Stk. 6. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at der i lokalplaner kan optages bestemmelser om andre forhold end nævnt i stk. 2.

Stk. 7. Miljøministeren kan i overensstemmelse med anden lovgivning fastsætte regler om, at tilladelser og dispensationer, som er nødvendige for en lokalplans virkeliggørelse, anses for meddelt ved lokalplanens gennemførelse. Miljøministeren kan endvidere fastsætte regler om kommunalbestyrelsens adgang til at dispensere fra sådanne lokalplaner og om andre myndigheders ret til at fremsætte indsigelse mod forslag til sådanne lokalplaner.

8. § 16, stk. 5, affattes:

»Stk. 5. Lokalplanforslag for anlæg, der er omfattet af § 6, stk. 3, nr. 4, er undtaget fra reglerne i stk. 3, 4 og 6.«

9. I § 16 indsættes som stk. 6:

»Stk. 6. I redegørelsen til lokalplanforslag, der muliggør etablering af butikker, skal der gøres rede for bebyggelsens påvirkning af bymiljøet, herunder den eksisterende bebyggelse i området, friarealer og trafikale forhold.«

§ 16. En lokalplan skal ledsages af en redegørelse for, hvorledes planen forholder sig til kommuneplanen og øvrig planlægning for området.

Stk. 2. Redegørelsen skal angive, om lokalplanens virkeliggørelse er afhængig af tilladelser eller dispensationer fra andre myndigheder end kommunalbestyrelsen.

Stk. 3. I redegørelsen til lokalplanforslag for bebyggelse og anlæg i kystnærhedszonen skal der oplyses om den visuelle påvirkning af omgivelserne, og der skal ved bygningshøjder over 8,5 m anføres en begrundelse for den større højde. Herudover skal redegørelsen omfatte eventuelle andre forhold, der er væsentlige for varetagelsen af natur- og friluftsmæssige interesser.

Stk. 4. I redegørelsen til lokalplanforslag for bebyggelse og anlæg i de kystnære dele af byzonerne, der vil påvirke kysten visuelt, skal der gøres rede for påvirkningen. Såfremt bebyggelsen afviger væsentligt i højde eller volumen fra den eksisterende bebyggelse i området, skal der gives en begrundelse herfor.

Stk. 5. Lokalplanforslag for anlæg, der er omfattet af § 6, stk. 3, nr. 4, er undtaget fra reglerne i stk. 3 og 4.

10. I § 17, stk. 3, ændres »§ 29« til: »§§ 29 eller 29 a«.

Stk. 3. Tilladelse efter stk. 2 kan ikke meddeles, så længe en indsigelse efter § 29 opretholdes eller i tilfælde, hvor miljøministeren har truffet beslutning efter § 3, stk. 4.

11. I § 27, stk. 1, 1. pkt., ændres »§§ 28, 29 og 29 a« til: »§§ 28, 29, 29 a og 29 b«.

§ 27. Efter udløbet af fristen efter § 24, stk. 3, kan amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen vedtage forslaget endeligt, jf. dog § 3, stk. 4, og §§ 28, 29 og 29 a. Hvis der rettidigt er fremsat indsigelser m.v. mod et lokalplanforslag, kan vedtagelsen af lokalplanen tidligst ske 4 uger efter udløbet af indsigelsesfristen.

12. I § 28, stk. 1, 1. pkt., ændres »§§ 29 eller 29 a« til: »§§ 29, 29 a, eller 29 b«.

§ 28. Et planforslag kan ikke vedtages endeligt, hvis en myndighed efter reglerne i §§ 29 eller 29 a har modsat sig dette skriftligt over for amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen inden udløbet af fristen efter § 24, stk. 3, eller § 27, stk. 3. Forslaget kan herefter først vedtages, når der er opnået enighed mellem parterne om de nødvendige ændringer.

13. I § 29, stk. 3, 1. pkt., ændres »stk. 2 og § 29 a« til: »stk. 2, § 29 a og § 29 b«.

14. I § 29 a, 1. pkt., ændres »§§ 5 a, stk. 1, 5 b og 11 a samt 16, stk. 3« til: »§ 5 a, stk. 1, § 5 b, § 11 a eller § 16, stk. 3«.

15. I § 29 a indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Amtsrådet skal fremsætte indsigelse efter § 28 mod forslag til lokalplaner, kommuneplaner og ændringer til kommuneplaner, der indeholder mulighed for etablering af butikker, såfremt planforslaget er i strid med bestemmelserne i §§ 5 c-d, § 11, stk. 8, § 11 b, § 15, stk. 8, eller § 16, stk. 6. Pligten gælder dog ikke, hvis forholdet er af underordnet betydning.«

§ 29 a. Amtsrådet skal fremsætte indsigelse efter § 28 mod forslag til lokalplaner, kommuneplaner og ændringer til kommuneplaner for arealer i kystnærhedszonen, såfremt planforslaget er i strid med bestemmelserne i §§ 5 a, stk. 1, 5 b og 11 a samt 16, stk. 3. Pligten gælder dog ikke, hvis forholdet er af underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne, jf. § 1.

16. Efter § 29 a indsættes:

»§ 29 b. En regionplanmyndighed kan fremsætte indsigelse efter § 28 mod en anden regionplanmyndigheds forslag til regionplaner og ændringer til regionplaner, hvis regionplanmyndigheden vurderer, at forslaget kan have væsentlig betydning for regionplanmyndighedens planlægning for detailhandelsstrukturen, jf. § 6, stk. 3, nr. 5, og § 6 b.«

§ 2

Loven træder i kraft ugedagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Bestemmelserne i § 1, nr. 1, 6 og 7 samt i § 3 har virkning for planer, der vedtages endeligt efter lovens ikrafttræden. Bestemmelserne i § 1, nr. 2, 3 og 4 har virkning for regionplanlægning fra og med regionplanrevision 2001 samt for regionplantillæg for detailhandel, hvis amtsrådet vælger at tilvejebringe regionplanretningslinier for den samlede detailhandelsstruktur i amtskommunen forud for regionplanrevision 2001. Bestemmelserne i § 1, nr. 5 og 9, har virkning for forslag til planer, der fremsættes efter lovens ikrafttræden.

§ 3

Stk. 1. Indtil der efter reglerne i lov om planlægning som ændret ved denne lov er tilvejebragt regionplanretningslinier for den samlede detailhandelsstruktur i amtskommunen, henholdsvis i Københavns og Frederiksberg Kommuner, kan der kun tilvejebringes regionplanretningslinien for detailhandelscentre, der er omfattet af § 6, stk. 3, nr. 4, jf. stk. 8, i lov om planlægning, i områder, der er udlagt til centerformål inden for et bykernecenter i henhold til en kommuneplan, der er endeligt vedtaget før lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Indtil der, jf. stk. 1, er tilvejebragt regionplanretningslinier for den samlede detailhandelsstruktur i amtskommunen, henholdsvis i Københavns og Frederiksberg Kommuner, kan der kun kommune-, eller lokalplanlægges for butikker i områder, der er udlagt til centerformål inden for et lokal-, bydels- eller bykernecenter i henhold til en kommuneplan, der er endeligt vedtaget før lovens ikrafttræden. Der kan dog endvidere kommune- og lokalplanlægges for de arealer til butikker, der er omfattet af § 5 d, stk. 2, nr. 1 - 3, som affattet i denne lov.

Stk. 3. I region-, kommune- og lokalplanlægning efter stk. 1 og 2 kan der ikke planlægges for bruttoetagearealer for de enkelte butikker på mere end 3.000 (m2) for dagligvarebutikker eller 1.000 (m2) for udvalgsvarebutikker.

Stk. 4. Ved en kommuneplanrevision, der gennemføres, før der er tilvejebragt regionplanretningslinier for den samlede detailhandelsstruktur, jf. stk. 1, kan eksisterende rammer for lokalplanlægningen uanset stk. 2 opretholdes i det omfang, de er grundlag for en gældende lokalplan, byplanvedtægt eller reguleringsplan, der giver mulighed for etablering af butikker.

§ 4

Stk. 1. Amtsrådet skal fremsætte indsigelse mod forslag til lokalplaner, kommuneplaner og ændringer til kommuneplaner, der indeholder mulighed for etablering af butikker, såfremt planforslaget er i strid med bestemmelserne i § 3 i denne lov.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 17, stk. 3, § 28 og § 29, stk. 3, i lov om planlægning finder tilsvarende anvendelse.

Efter 2. behandling den 15. april 1997

§ 1

I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 746 af 16. august 1994, som ændret ved lov nr. 311 af 17. maj 1995, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 5 b indsættes før kapitel 3:

»Kapitel 2 b

Planlægning til butiksformål

§ 5 c. Planlægningen skal

1) fremme et varieret butiksudbud i mindre og mellemstore byer samt i de enkelte bydele i de større byer,

2) sikre, at arealer til butiksformål udlægges, hvor der er god tilgængelighed for alle trafikarter, herunder især den gående, cyklende og kollektive trafik, og

3) fremme en samfundsmæssigt bæredygtig detailhandelsstruktur, hvor transportafstandene i forbindelse med indkøb er begrænsede.

§ 5 d. Arealer til butiksformål skal udlægges i den centrale del af en by. I store byer og i sammenhængende byområder i hovedstadsområdet kan der udlægges arealer til butiksformål i de centrale områder af en bydel.

Stk. 2. Uden for den centrale del af en by eller bydel, jf. stk. 1, kan der dog udlægges

1) mindre arealer til butikker, der alene skal betjene en begrænset del af en by eller en bydel, en landsby, et sommerhusområde eller lignende,

2) arealer til butikker, som alene forhandler særlig pladskrævende varegrupper, der ikke kan indpasses i de centrale områder af en by eller en bydel,

3) arealer til mindre butikker til salg af egne produkter i tilknytning til en virksomheds produktionslokaler og

4) arealer til butiksformål, i det omfang det af hensyn til et bevaringsværdigt bymiljø ikke er muligt at udlægge tilstrækkelige arealer i den centrale del af byen.

§ 5 e. Miljø- og energiministeren afgiver hvert andet år en redegørelse til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. Redegørelsen belyser og vurderer udviklingen i region-, kommune- og lokalplanlægningen for detailhandelsstrukturen på baggrund af bestemmelserne i §§ 1, 5 c og 5 d.

§ 5 f. Beregning af bruttoetagearealet til butiksformål sker efter bygningsreglementets bestemmelser om beregning af bebyggelsens etageareal, idet dog den del af kælderen, hvor det omgivende terræn ligger mindre end 1,25 m under loftet i kælderen, medregnes.«

2. § 6, stk. 3, nr. 5, affattes således:

»5) den samlede detailhandelsstruktur, jf. § 6 b,».

3. I § 6 indsættes som stk. 9:

»Stk. 9. Redegørelsen for den del af regionplanen, der indeholder retningslinjer for detailhandelsstrukturen, skal indeholde

1) en vurdering af omfanget af det eksisterende bruttoetageareal til butiksformål for de enkelte byer og bydele fordelt på hovedbutikstyper og disses omsætning,

2) en vurdering af behovet for nybyggeri eller omdannelse af eksisterende bebyggelse til butiksformål,

3) en angivelse af målene for detailhandelsstrukturen, herunder hvilket opland der forudsættes betjent af de butikker, der kan placeres inden for de afgrænsede arealer,

4) oplysning om, hvordan forslaget fremmer et varieret butiksudbud i de mindre og mellemstore byer,

5) oplysning om, hvordan forslaget fremmer et varieret butiksudbud i den centrale del af de enkelte byer eller bydele, herunder forudsætningerne for afgrænsningen af den centrale del af de enkelte byer eller bydele og for eventuelle fravigelser fra bestemmelsen i § 5 d, stk. 1,

6) en angivelse af tilgængeligheden for de forskellige trafikarter til de udlagte arealer til butiksformål og

7) oplysning om de særlige planlægningsmæssige begrundelser for fastsættelse af eventuelle butiksstørrelser på mere end 3.000 m2 bruttoetageareal for dagligvarebutikker eller 1.000 m2 bruttoetageareal for udvalgsvarebutikker.«

4. Efter § 6 a indsættes:

»§ 6 b. Regionplanmyndigheden skal tilvejebringe regionplanretningslinjer for arealudlæg til butiksformål i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 5 c og 5 d.

Stk. 2. Regionplanmyndigheden skal i forbindelse hermed

1) afgrænse den centrale del af de enkelte byer eller bydele, hvori der kan udlægges arealer til butiksformål,

2) fastsætte retningslinjer for placering af de i § 5 d, stk. 2, nr. 1-3, nævnte arealer til butiksformål,

3) afgrænse beliggenheden for de i § 5 d, stk. 2, nr. 4, nævnte arealer til butiksformål,

4) fastsætte det maksimale bruttoetageareal for nybyggeri og omdannelse af eksisterende byggeri til butiksformål for hvert af de ovenfor nævnte arealer og

5) fastsætte maksimale bruttoetagearealer for de enkelte butikker.«

5. I § 11 indsættes som stk. 8:

»Stk. 8. Redegørelsen for den del af kommuneplanen, der indeholder rammer for forsyningen med butikker, jf. stk. 5, nr. 4, skal indeholde

1) en vurdering af omfanget af det eksisterende bruttoetageareal til butiksformål for de enkelte byer og bydele fordelt på hovedbutikstyper og disses omsætning,

2) en vurdering af behovet for nybyggeri eller omdannelse af eksisterende bebyggelse til butiksformål,

3) en angivelse af målene for detailhandelsstrukturen, herunder en angivelse af, hvilket opland der forudsættes betjent af de butikker, der kan placeres inden for de udlagte arealer,

4) oplysning om, hvordan planlægningen tilgodeser målene for den kommunale hovedstruktur, herunder hvordan forslaget fremmer et varieret butiksudbud i de mindre og mellemstore byer, samt bymiljøet i de områder, der foreslås udlagt til butiksformål,

5) en angivelse af tilgængeligheden for de forskellige trafikarter til de udlagte arealer til butiksformål og

6) oplysning om de særlige planlægningsmæssige begrundelser for fastsættelse af eventuelle butiksstørrelser på mere end 3.000 m2 bruttoetageareal for dagligvarebutikker eller 1.000 m2 bruttoetageareal for udvalgsvarebutikker.«

6. Efter § 11 a indsættes:

»§ 11 b. Kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe rammer for indholdet af lokalplaner for arealudlæg til butiksformål i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 5 c og 5 d.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse hermed

1) fastsætte rammer for placering af arealer til butiksformål,

2) fastsætte det maksimale bruttoetageareal for nybyggeri og omdannelse af eksisterende bebyggelse til butiksformål og

3) fastsætte maksimale bruttoetagearealer for de enkelte butikker.

Stk. 3. Fastsættelse af rammer for placering af arealer omfattet af § 5 d, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, kan kun ske inden for en afgrænsning i regionplanen.«

7. I § 15 indsættes som stk. 8:

»Stk. 8. En lokalplan, der giver mulighed for etablering af butikker, skal indeholde bestemmelser om det maksimale bruttoetageareal for de enkelte butikker og det samlede bruttoetageareal, der kan anvendes til butiksformål.«

8. § 16, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Lokalplanforslag for anlæg, der er omfattet af § 6, stk. 3, nr. 4, er undtaget fra reglerne i stk. 3, 4 og 6.«

9. I § 16 indsættes som stk. 6:

»Stk. 6. I redegørelsen til lokalplanforslag, der muliggør etablering af butikker, skal der gøres rede for bebyggelsens påvirkning af bymiljøet, herunder den eksisterende bebyggelse i området, friarealer og trafikale forhold.«

10. I § 17, stk. 3, ændres »§ 29« til: »§§ 29 eller 29 a«.

11. I § 27, stk. 1, 1. pkt., ændres »§§ 28, 29 og 29 a« til: »§§ 28, 29, 29 a og 29 b«.

12. I § 28, stk. 1, 1. pkt., ændres »§§ 29 eller 29 a« til: »§§ 29, 29 a, eller 29 b«.

13. I § 29, stk. 3, 1. pkt., ændres »stk. 2 og § 29 a« til: »stk. 2, § 29 a og § 29 b«.

14. I § 29 a, 1. pkt., ændres »§§ 5 a, stk. 1, 5 b og 11 a samt 16, stk. 3« til: »§ 5 a, stk. 1, § 5 b, § 11 a eller § 16, stk. 3«.

15. I § 29 a indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Amtsrådet skal fremsætte indsigelse efter § 28 mod forslag til lokalplaner, kommuneplaner og ændringer til kommuneplaner, der indeholder mulighed for etablering af butikker, såfremt planforslaget er i strid med bestemmelserne i § 5 c, § 5 d, § 11, stk. 8, § 11 b, § 15, stk. 8, eller § 16, stk. 6. Pligten gælder dog ikke, hvis forholdet er af underordnet betydning.«

16. Efter § 29 a indsættes:

»§ 29 b. En regionplanmyndighed kan fremsætte indsigelse efter § 28 mod en anden regionplanmyndigheds forslag til regionplaner og ændringer til regionplaner, hvis regionplanmyndigheden vurderer, at forslaget kan have væsentlig betydning for regionplanmyndighedens planlægning for detailhandelsstrukturen, jf. § 6, stk. 3, nr. 5, og § 6 b.«

§ 2

Loven træder i kraft ugedagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Bestemmelserne i § 1, nr. 1, 6 og 7, samt i § 3 har virkning for planer, der vedtages endeligt efter lovens ikrafttræden. Bestemmelserne i § 1, nr. 2, 3 og 4, har virkning for regionplanlægning fra og med regionplanrevision 2001 samt for regionplantillæg for detailhandel, hvis amtsrådet vælger at tilvejebringe regionplanretningslinjer for den samlede detailhandelsstruktur i amtskommunen forud for regionplanrevision 2001. Bestemmelserne i § 1, nr. 5 og 9, har virkning for forslag til planer, der fremsættes efter lovens ikrafttræden.

§ 3

Stk. 1. Indtil der efter reglerne i lov om planlægning som ændret ved denne lov er tilvejebragt regionplanretningslinjer for den samlede detailhandelsstruktur i amtskommunen henholdsvis i Københavns og Frederiksberg Kommuner kan der kun tilvejebringes regionplanretningslinjer for detailhandelscentre, der er omfattet af § 6, stk. 3, nr. 4, jf. stk. 8, i lov om planlægning, i områder, der er udlagt til centerformål inden for et bykernecenter i henhold til en kommuneplan, der er endeligt vedtaget før lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Indtil der, jf. stk. 1, er tilvejebragt regionplanretningslinjer for den samlede detailhandelsstruktur i amtskommunen henholdsvis i Københavns og Frederiksberg Kommuner, kan der kun kommune- eller lokalplanlægges for butikker i områder, der er udlagt til centerformål inden for et lokal-, bydels- eller bykernecenter i henhold til en kommuneplan, der er endeligt vedtaget før lovens ikrafttræden. Der kan dog endvidere kommune- og lokalplanlægges for de arealer til butikker, der er omfattet af § 5 d, stk. 2, nr. 1-3, som affattet i denne lov.

Stk. 3. I region-, kommune- og lokalplanlægning efter stk. 1 og 2 kan der ikke planlægges for bruttoetagearealer for de enkelte butikker på mere end 3.000 m2 for dagligvarebutikker eller 1.000 m2 for udvalgsvarebutikker.

Stk. 4. Ved en kommuneplanrevision, der gennemføres, før der er tilvejebragt regionplanretningslinjer for den samlede detailhandelsstruktur, jf. stk. 1, kan eksisterende rammer for lokalplanlægningen uanset stk. 2 opretholdes, i det omfang de er grundlag for en gældende lokalplan, byplanvedtægt eller reguleringsplan, der giver mulighed for etablering af butikker.

§ 4

Stk. 1. Amtsrådet skal fremsætte indsigelse mod forslag til lokalplaner, kommuneplaner og ændringer til kommuneplaner, der indeholder mulighed for etablering af butikker, såfremt planforslaget er i strid med bestemmelserne i § 3 i denne lov.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 17, stk. 3, § 28 og § 29, stk. 3, i lov om planlægning finder tilsvarende anvendelse.

Versioner

  1. 1997-05-15