1996 LSF 129 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE OG LOV OM RÅSTOFFER(REGULERING AF FYLDJORD I RÅSTOFGRAVE)

GældendeVersion 1997-06-13

Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199612K00129@1997-06-13/da

Indhold

Indledning

§ 1

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994, som ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995, lov nr. 302 af 24. april 1996 og lov nr. 395 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 20 indsættes:

»§ 20 a. Tilførsel af jord til råstofgrave og tidligere råstofgrave er forbudt.

Stk. 2. Amtsrådet kan meddele dispensation fra forbudet, såfremt

1) råstofindvinderen eller grundejeren dokumenterer, at der inden den 1. januar 1998 forelå kontraktmæssige forpligtelser vedrørende tilførsel af jord til ejendommen, jf. dog § 20 b, stk. 1,

2) råstofindvinderen eller grundejeren med væsentlige økonomiske tab til følge afskæres fra en udnyttelse af ejendommen, som de efter hidtil gældende regler har haft særlig grund til at påregne, eller

3) der ikke er risiko for forurening af vandindvindingsanlæg eller af grundvand, der foreventes at indgå i den fremtidige drikkevandsforsyning, og andre tilsvarende miljømæssige hensyn ikke taler imod.

Stk. 3. En dispensation efter stk. 2 kan indeholde vilkår, herunder om håndtering af jorden og om dokumentation for, at der er tale om uforurenet jord.

Stk. 4. Ansøgning om dispensation, jf. stk. 2, nr. 1 og 2, har opsættende virkning, såfremt ansøgning vedlagt dokumentation for kontraktmæssige forpligtelser eller dokumentation for forventninger om den fremtidige udnyttelse af ejendommen og påberåbte økonomiske tab fremsendes til amtsrådet inden den 1. oktober 1997. Amtsrådet kan som betingelse for opretholdelse af den opsættende virkning fastsætte vilkår, herunder om håndtering af jorden og om dokumenation for, at der er tale om uforurenet jord.

§ 20 b. Der kan ikke over for offentlige myndigheder støttes ret på aftaler, der har en varighed af mere end 6 måneder, om tilførsel af jord til råstofgrave eller tidligere råstofgrave, eller aftaler, der forudsætter tilførsel af jord til sådanne ejendomme, medmindre amtsrådet godkender aftalen eller deponeringen er tilladt efter §§ 19 eller 33.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol med deponering af jord i råstofgrave og tidligere råstofgrave, herunder at den, der modtager jord, for egen regning foretager prøveudtagning, analyser og målinger af jorden.«

2. § 66, stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»Amtsrådet fører tillige tilsyn med deponeringer i råstofgrave og tidligere råstofgrave.«

3. § 66, stk. 3, 2. pkt., ophæves.

4. I § 110, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 20,»: »§ 20 a, stk. 1,».

5. I § 110, stk. 1, nr. 4, indsættes efter »tilladelse«: », dispensation«.

6. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§ 19, stk. 5,»: »§ 20 b, stk. 2,».

§ 2

I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1007 af 28. november 1996, som ændret ved § 2 i lov nr. 19 af 13. januar 1997, foretages følgende ændring:

1. I § 10, stk. 5 , indsættes som 2. pkt.:

»Reviderede vilkår som følge af forbud efter miljøbeskyttelseslovens § 20 a tinglyses dog for amtskommunens regning.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 20 a, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, træder i kraft den 1. januar 1998.

Stk. 3. § 20 b, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, finder anvendelse på aftaler, der indgås efter den 18. december 1996.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

1. Efter § 20 indsættes:

»§ 20 a. Tilførsel af jord til råstofgrave og tidligere råstofgrave er forbudt i de områder, der i regionplanen er udpeget som områder med særlige drikkevandsinteresser.

Stk. 2. Amtsrådet meddeler forbuddet efter stk. 1 til de råstofindvindere og grundejere, der er omfattet af forbuddet. Forbuddet træder i kraft 4 uger efter modtagelse af meddelelsen. Af meddelelsen skal fremgå mulighederne for at opnå dispensation samt virkningen af en dispensationsansøgning, jf. stk. 3, 4 og 5.

Stk. 3. Amtsrådet kan meddele dispensation fra forbuddet, såfremt råstofindvinderen eller grundejeren dokumenterer, at der inden tidspunktet for forbuddets meddelelse forelå kontraktmæssige forpligtelser vedrørende tilførsel af jord til ejendommen, jf. dog § 20 b, stk. 1. Dispensation kan endvidere meddeles, såfremt råstofindvinderen eller grundejeren med væsentlige økonomiske tab til følge afskæres fra en udnyttelse af ejendommen, som de efter hidtil gældende regler har haft særlig grund til at påregne.

Stk. 4. En dispensation efter stk. 3 kan indeholde vilkår, herunder om håndtering af jorden og om dokumentation for, at der er tale om uforurenet jord.

Stk. 5. Ansøgning om dispensation har opsættende virkning, såfremt ansøgning vedlagt dokumentation for kontraktmæssige forpligtelser eller dokumentation for forventninger om den fremtidige udnyttelse af ejendommen og påberåbte, økonomiske tab fremsendes, inden forbuddet træder i kraft.

§ 20 b. Der kan ikke over for offentlige myndigheder støttes ret på aftaler, der har en varighed af mere end 6 måneder, om tilførsel af jord til råstofgrave eller tidligere råstofgrave, eller aftaler, der forudsætter tilførsel af jord til sådanne ejendomme, medmindre amtsrådet godkender aftalen, eller deponeringen er tilladt efter §§ 19 eller 33.

2. § 66, stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»Amtsrådet fører tillige tilsyn med deponeringer i råstofgrave og tidligere råstofgrave.«

3. § 66, stk. 3, 2. pkt., ophæves.

4. I § 110, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 20,»: »§ 20 a, stk. 1,».

5. I § 110, stk. 1, nr. 4, indsættes efter »tilladelse«: », dispensation«.

6. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§ 19, stk. 5,»: »§ 20 b, stk. 2,».

§ 2

I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som ændret senest ved lov nr. 484 af 12. juni 1996, foretages følgende ændring:

1. I § 10, stk. 5 , indsættes som 2. pkt. :

»Reviderede vilkår som følge af forbud efter miljøbeskyttelseslovens § 20 a tinglyses dog for amtskommunens regning.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 1997.

Stk. 2. § 20 b, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse , som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, finder anvendelse for aftaler, der indgås efter dagen for lovforslagets fremsættelse i Folketinget.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrunden for lovforslaget

1.1. Jordforureningsudvalgets betænkning

Jordforureningsudvalget afgav den 1. marts 1996 en betænkning om forurenet jord. Betænkningen indeholder en grundig gennemgang af og overvejelser om de samlede problemstillinger omkring forurenet jord samt et forslag til en samlet lovgivning. Herudover har to underudvalg under Jordforureningsudvalget afgivet rapporter. Underudvalget »Den juridiske Verden« har afgivet rapporten »Lovgivning og praksis - forurenet jord« . Underudvalget »Den fysiske Verden« har afgivet »Rapport om forurenet jord og uorganiske restprodukter«. Rapporten beskriver jordforureningens omfang og karakter og indeholder forslag til principper for den fremtidige kortlægning og indsats over for jordforurening og for disponering af jord og restprodukter. Begge rapporter indgår som bilag til Jordforureningsudvalgets betænkning.

Selve betænkningen indeholder bl.a. forskellige forslag og overvejelser om kortlægning af jordforurening, den fremtidige offentlige indsats, ændrede påbudsmuligheder over for forurenere, samt bedre styring af jordbortskaffelsen.

På flere punkter har Jordforureningsudvalget forudsat, at der gennemføres et betydeligt analyse- og udviklingsarbejde og en række faglige vurderinger, før end en samlet lovgivning kan omsættes til administrativ praksis. Det drejer sig om fastsættelse af kriterier for oprensninger og bortskaffelse af forurenet jord, udvikling af bedre analyse- og prøvetagningsmetoder, og udvidede forsikringsmuligheder. Herudover er der behov for at vurdere værditabsproblemerne (et udvalgsarbejde er igangsat under Skatteministeriet, der skal beskrive konsekvenserne for den 20. almindelige vurdering). Endelig er der igangsat et udredningsarbejde, der skal belyse, hvordan man kan sikre områder med særlige drikkevandsinteresser og andre vandindvindingsområder mod forurening og vurdere forskellige modeller til støtte for især de små vandværker. Et drikkevandsudvalg følger dette arbejde, der eventuelt skal følges op af lovgivningsinitiativer.

Regeringen har derfor besluttet, at resultaterne af disse initiativer skal foreligge, når et lovforslag om forurenet jord fremsættes - forventeligt i efteråret 1997. På denne måde vil Folketinget få et langt mere fyldestgørende grundlag at træffe beslutning på, således at virkningerne i den virkelige verden kan præsenteres samtidig med lovforslaget.

For at undgå, at der i den mellemliggende periode sker nye skader på miljøet på grund af jordforurening, fremsættes imidlertid allerede nu nærværende lovforslag, der omfatter regulering af jord til deponering i råstofgrave.

I overensstemmelse med udvalgets forslag er olietankbekendtgørelsen ligeledes under revision med henblik på en snarlig skærpelse af reglerne. Herudover vil der som forudsat blive fremsat et lovforslag i indeværende samling om etablering af en Vandfond, der især skal hjælpe mindre vandværker, der får økonomiske problemer på grund af forurening, ved at give tilskud til for eksempel etablering af nye vandindvindingsboringer.

1.2. Baggrunden for regulering af fyldjord i råstofgrave

1.2.1. Det miljømæssige problem

Råstofgrave har igennem mange år været anvendt som deponeringssteder for overskudsjord fra bygge- og anlægsarbejder. Sådanne arbejder foregår oftest i byområder, hvorfor jorden kan være forurenet. Konkrete undersøgelser i en række råstofgrave rundt om i landet har da også påvist forurening i en del af de undersøgte råstofgrave. De forureningstyper, der hyppigst blev fundet, var rester af benzin- og oliekomponenter, men også tjærestoffer og opløsningsmidler blev fundet.

Da deponeringen som følge af råstofgravningen sker tæt på grundvandsspejlet, vil forureningen påvirke grundvandet, hvilket også er målt i nogle af undersøgelserne. Der er ikke fundet påvirkninger af aktuelle vandindvindinger, men der er risiko for, at forureningen på længere sigt vil påvirke vandforsyningerne i områderne omkring råstofgravene. Teoretisk set består denne risiko selv ved deponering af uforurenet jord, dels på grund af humusstoffer, og dels fordi der ofte er tale om placeringer af store mængder jord.

Også tidligere råstofgrave, hvadenten disse er efterbehandlede eller henligger uden efterbehandling, har i princippet samme nedsivningsrisiko.

En råstofgravning indledes med, at muldlag og overjord afgraves på det aktuelle graveareal og derefter lægges i depot eller indgår i efterbehandling af det afgravede areal. Normalt sker dette som en løbende proces, hvor gravehullet flyttes på gravearealet, efterhånden som forekomsten udnyttes. I forbindelse med efterbehandlingen af en råstofgrav, vil muldjord og overjord således blive genudlagt som opfyldning og som almindelig ny jordoverflade. Det antages ikke, at dette indebærer nogen grundvandsrisiko, forudsat at muldjorden m.v. genudlægges som toplag og ikke indbygges eller overdækkes i opfyldninger.

1.2.2. Gældende bestemmelser

Forurenet jord reguleres efter miljøbeskyttelsesloven. Efter § 19 må stoffer, der kan forurene grundvand, jord og undergrund, ikke uden tilladelse nedgraves eller oplægges på jorden. Efter § 33 og den dertil hørende listebekendtgørelse er deponeringsanlæg for forurenet jord godkendelsespligtige. Endelig vil bortskaffelse af forurenet jord være omfattet af affaldsreglerne. Der består imidlertid en række uklarheder om rækkevidden af og samspillet mellem disse bestemmelser. Herudover sikrer de gældende regler og praksis ikke, at al jord, der er forurenet, også håndteres efter disse regler. Dette skyldes, at navnlig lettere forurenet jord ikke erkendes som værende forurenet.

Indvinding af råstoffer kræver forudgående tilladelse efter råstofloven . I forbindelse med en sådan tilladelse fastlægges en række vilkår, herunder om efterbehandling af gravearealet efter endt råstofgravning med henblik på den fremtidige anvendelse af arealet. Det vil ofte være til landbrugsformål, men kan også være til rekreative formål, natur, byformål eller lignende. Efterbehandlingsvilkårene til landbrugsformål vil normalt indeholde vilkår om skråningernes hældningsgrader (således at disse ikke skrider sammen) og krav til etablering af dyrkningsflader i bunden af gravehullet. Sådanne vilkår forudsætter ikke, at der tilføres jord til ejendommen udefra. I de fleste tilladelser har der i de seneste 10 til 15 år været indsat vilkår om, at der kun må tilføres muld og ren jord. Også her er problemet som nævnt, at jorden slet ikke identificeres som værende forurenet. Ved en ændring af råstofloven i Folketingssamlingen 1995/96 er adgangen til at fastsætte vilkår til begrænsning af de miljømæssige gener blevet præciseret, bl.a. med henvisning til problemstillingerne om fyldjord i råstofgrave. Lovændringen træder i kraft den 1. januar 1997. Der henvises herom til Folketingstidende 1995/96, spalte 3088 ff., 6935 ff. og 7073 ff., Tillæg A, spalte 3235 ff., samt tillæg B, spalte 810 ff. og 929 ff.

Affødt af de gennemførte undersøgelser af fyldjord i råstofgrave udsendte Skov- og Naturstyrelsen i efteråret 1994 en henstilling til amtsrådene om, at det ved vilkårsfastsættelsen i forbindelse med nyudstedelser eller fornyelser af tilladelser indsattes som fast vilkår, at der ikke måtte modtages jord uden særlig tilladelse hertil. Nogle amtsråd havde allerede på et tidligere tidspunkt indført en sådan praksis, ligesom der kan være fastsat vilkår om, at der slet ikke må modtages fyldjord. Et enkelt amtsråd har igangsat forhandlinger med henblik på frivillige aftaler om at stoppe tilførsel af jord til en række råstofgrave, men det er kun lykkedes i yderst begrænset omfang. Dog er der mange råstofindvindere, der frivilligt er ophørt med at modtage fyldjord. Nogle amtsråd og råstofindvindere har etableret øgede kontrolprocedurer for modtagelsen af fyldjord.

Efter begge regelsæt ligger hovedproblemet således i, at reglerne er vanskelige at administrere på en effektiv måde, fordi jorden ikke på forhånd identificeres som værende forurenet.

Hertil kommer, at miljøbeskyttelsesloven i dag ikke med den fornødne sikkerhed indeholder hjemmel til at regulere uforurenet jord. Efter råstofloven er der i nye tilladelser og ved fornyelser mulighed for at regulere tilførslen af jord. Derimod er der ikke hjemmel til at regulere deponeringer i tidligere, nu afsluttede råstofgrave, ligesom der heller ikke er mulighed for at gribe ind i allerede meddelte tilladelser, medmindre der konstateres overtrædelser af de efter råstofloven fastsatte vilkår eller lovgivningen i øvrigt.

1.2.3. Jordforureningsudvalgets forslag om bedre styring af jordbortskaffelsen

Jordforureningsudvalget har i sin betænkning generelt peget på, at der er behov for en bedre styring af jordbortskaffelsen for at sikre, dels at jordflytninger ikke skaber nye jordforureningsproblemer, dels at disponering af jord ikke må indebære nogen risiko for den fremtidige vandforsyning. Jordforureningsudvalget peger samtidig på, at reglerne skal være enkle og administrerbare. Samlet set har udvalget peget på en ordning, hvorefter jordbortskaffelsen som udgangspunkt skal styres via den foreslåede forureningskortlægning, hvorved jorden på forhånd generelt kategoriseres som ren/lettere forurenet/væsentligt forurenet. Herved opnås den fordel, at forureningsproblemer identificeres ved kilden (i stedet for på deponeringsstedet), og at kravene til egentlige, ressourcekrævende analyser af jorden nedbringes til et minimum.

Udvalgets forslag omfatter, at der skal fastlægges kriterier/grænseværdier for bl.a. lettere forurenet jord, ligesom der skal udarbejdes kriterier for anvendelse af lettere forurenet jord til for eksempel opfyldning, byggemodningsformål, vejanlæg, støjvolde, eller industriel anvendelse (stabilgrus, beton, asfalt m.v.). I sammenhæng hermed foreslås der etableret et bedre kontrolsystem med jord, der bortskaffes.

Hvad angår fyldjord i råstofgrave har udvalget foreslået, at der indføres et generelt forbud mod fyldjord i råstofgrave, der ligger i områder med særlige drikkevandsinteresser (såvel uforurenet som forurenet jord), mens der i andre råstofgrave alene må deponeres uforurenet jord, medmindre der foreligger en miljøgodkendelse til deponering af forurenet jord. Herudover peges der på behov for at indføre bedre kontrolmuligheder, bl.a. via en følgeseddelordning.

2. Lovforslagets hovedindhold

Som nævnt under pkt. 1.1. ovenfor har regeringen besluttet, at resultaterne af en række initiativer, herunder fastsættelse af kriterier/grænseværdier for jord, skal foreligge, inden et lovforslag om forurenet jord fremsættes.

Nærværende lovforslag indeholder således alene et forslag til regulering af modtagelse af fyldjord i råstofgrave. Forslaget er i overensstemmelse med Jordforureningsudvalgets forslag, men indeholder dog nogle lovtekniske præciseringer, samt bestemmelser, der skal sikre en hurtig gennemførelse af forbuddet. Da sigtet med forslaget er at indføre en bedre grundvandsbeskyttelse, og da forslaget omfatter såvel igangværende som tidligere råstofgrave, findes det mest hensigtsmæssigt at gennemføre reguleringen ved en ændring af miljøbeskyttelsesloven.

Med lovforslaget indføres et generelt forbud mod deponering af fyldjord i de råstofgrave, som er placeret i områder, der i Regionplan 1997 vil blive udpeget som områder med særlige drikkevandsinteresser. Udpegningsarbejdet er igang i de enkelte amtskommuner, og det forventes, at regionplanerne for de flestes vedkommende vil være endeligt vedtagne i løbet af 1997. Dette generelle forbud har til formål at styrke grundvandsbeskyttelsen, også inden meddelte råstoftilladelser, der forudsætter eller giver mulighed for modtagelse af uforurenet jord, udløber. Lovforslaget vil således primært få virkning for lovlige deponeringer indtil 2004. Dette skyldes som nævnt ovenfor, at det allerede i 1994 er henstillet, at vilkår efter råstofloven indeholder bestemmelser om, at deponering af jord kun kan ske mod særlig tilladelse. Det må derfor forventes, at problemet navnlig består i relation til råstoftilladelser, meddelt før dette tidspunkt. Tilladelser efter råstofloven meddeles normalt for indtil 10 år ad gangen.

Sammensætningen af jordlagene under en råstofgrav er forskellig og uden nogen nødvendig sammenhæng med, om der eksempelvis er tale om en lergrav eller en grusgrav, hvorfor det ikke er muligt på forhånd at udpege enkelte råstofgravtyper, hvor deponering af jord vil være risikofri. Også deponering af fyldjord i tidligere råstofgrave, hvad enten disse er efterbehandlede eller henligger uden efterbehandling, indebærer i princippet samme forureningsrisiko. Som nævnt indebærer selv uforurenet jord en i hvert fald teoretisk grundvandsrisiko.

På denne baggrund foreslås ud fra et forsigtighedsprincip at indføre et totalt forbud mod deponering af fyldjord i råstofgrave og tidligere råstofgrave i de områder, der skal sikre grundlaget for den fremtidige drikkevandsforsyning. I det omfang forbuddet vil være i strid med eventuelle tilladelser efter råstofloven til en bestemt efterbehandling efter endt gravning, bør sådanne vilkår af ordensmæssige grunde revideres.

Ifølge en undersøgelse, udført i 1994, tilkøres der i størrelsesorden 3,1 mio. (m3) fyldjord til råstofgrave ud af de i alt 5,6 mio. (m3), der årligt bortskaffes. I størrelsesorden 2 mio. (m3) køres i dag til råstofgrave, som ifølge amtskommunerne ikke bør modtage fyldjord. Amtskommunerne har ved vurderingen bl.a. taget hensyn til, om råstofgravene ligger i nuværende eller fremtidige vandindvindingsområder, og om de ligger i sårbare grundvandsområder. Forbuddet vil derfor medføre, at max. 2 mio. (m3) jord skal bortskaffes på andre lokaliteter, enten til råstofgrave, der fortsat må modtage uforurenet jord, eller til nye, alternative anvendelses/bortskaffelsesmuligheder.

Der er tale om et usikkert skøn, da jordmængderne varierer, dels på landsplan i takt med faldende eller stigende bygge- og anlægsaktiviteter, dels lokalt i forbindelse med meget store anlægsprojekter. Hertil kommer, at der endnu ikke foreligger en endelig udpegning af områder med særlige drikkevandsinteresser.

Det generelle forbud træder i kraft successivt, efterhånden som Regionplan 1997 vedtages i de enkelte amtskommuner. På denne baggrund foreslås det, at alle råstofindvindere og berørte grundejere får meddelelse om ikrafttrædelsestidspunktet for forbuddet.

Ved administration af råstofloven er der ikke sikret en særlig ret til, at gravehullerne kan fyldes op med ren jord. Vilkåret om ren jord er fastsat for at understrege, at deponering af forurenede materialer og stoffer forudsætter en tilladelse efter miljøbeskyttelseslovgivningen. Det generelle forbud må derfor som udgangspunkt betragtes som en generel regulering, der ikke er erstatningspådragende, uanset at nogle råstofindvindere modtager en vis betaling for modtagelsen af jorden udefra.

Da der imidlertid kan eksistere privatretlige aftaler, der direkte eller indirekte forpligter til at tilføre ejendommen jord, foreslås det samtidig, at amtsrådet kan dispensere fra forbuddet.

De kontrakter, der kan være tale om, kan eksempelvis være en forpligtelse i en lejekontrakt mellem råstofindvinderen og grundejeren om, at lejeren efter afsluttet råstofgravning skal aflevere gravearealet i en nærmere fastsat tilstand. Såfremt det i kontrakten er fastsat, at ejendommen skal retableres til landbrugsmæssig anvendelse, vil dette næppe i sig selv medføre en pligt til at tilføre jord til ejendommen, idet retableringen vil kunne foregå på anden måde. Der vil dog altid skulle ske en konkret vurdering af aftaleforholdet, hvori tillige indgår, at råstoftilladelsen incl. dennes vilkår for efterbehandling er bindende for såvel grundejer som bruger af ejendommen, jf. råstoflovens § 10, stk. 2.

Der kan også være tale om kontrakter mellem en råstofindvinder og en anlægsentreprenør, der aftager råstoffer fra råstofgraven. Sådanne kontrakter vil typisk være knyttet til gennemførelsen af et konkret anlægsarbejde og vil derfor normalt være kortvarige.

Uanset der ikke foreligger aftaler m.v. om tilførsel af jord, kan der forekomme andre situationer, hvor forbuddet griber ind i berettigede forventninger om den fremtidige udnyttelse af ejendommen med økonomiske tab til følge. Også i sådanne situationer foreslås der indført en dispensationsadgang. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 20 a, stk. 3.

Amtsrådets afgørelse i en dispensationssag vil kunne påklages til Miljøstyrelsen. I sidste ende kan spørgsmålet indbringes for domstolene. Det vil ligeledes være op til domstolene at vurdere, hvorvidt et forbud rammer økonomisk så intensivt, at indgrebet er ekspropriativt og dermed erstatningspådragende.

Herudover indeholder lovforslaget en bestemmelse, der skal hindre, at der indgås længerevarende aftaler eller kontrakter efter lovforslagets fremsættelse, således at den hurtigst mulige virkeliggørelse af forbuddet sikres. Bestemmelsen omfatter også aftaler/kontrakter vedrørende råstofgrave, der ligger uden for områder med særlige drikkevandsinteresser for ikke at skabe hindringer for en senere regulering af også disse råstofgrave.

Desuden indeholder lovforslaget en hjemmel for ministeren til at fastsætte nærmere regler om egenkontrol med jord, der deponeres i nuværende eller tidligere råstofgrave. Denne hjemmel omfatter adgang til at fastsætte regler vedrørende råstofgrave såvel inden for som uden for områder med særlige drikkevandsinteresser med henblik på i højere grad end i dag at sikre, at jord, der deponeres, er i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens regler og konkrete vilkår i råstoftilladelser. Hjemlen vil således også kunne tænkes anvendt til at sikre en egenkontrol i de situationer, hvor et forbud inden for områder med særlige drikkevandsinteresser først træder i kraft senere som følge af bestående kontrakter, der forudsætter tilførsel af jord. En udnyttelse af hjemlen forudsætter, at der kan anvendes analyse- og prøvetagningsmetoder, der står i rimeligt forhold til miljøproblemet, samt at der fastlægges kriterier/grænseværdier for deponering af forurenet jord.

Forbuddet vil have betydning for den efterbehandling, der kan foretages efter endt råstofgravning. I de senere år er det imidlertid kun ca. 1/3 af råstofgravene, der rent faktisk modtager fyldjord. Allerede i dag vil det således være undtagelsen, at en råstofgrav fyldes op til det naturlige terræn. Efterbehandlede råstofgrave vil derfor normalt fremstå som nye dale, lavninger eller ligefrem huller i landskabet og ofte som nye søer. Det må forventes, at mulighederne for intensiv landbrugsdrift ikke vil blive påvirket i væsentligt omfang. Nogle skråningsarealer vil dog landbrugsmæssigt kun kunne anvendes til ekstensivt landbrug, til naturområder, skov o.lign., men stadig anvendelser, der ligger inden for landbrugslovens bestemmelser om dyrkningspligt.

Skov- og Naturstyrelsen har ladet udarbejde en rapport, »Efterbehandling uden brug af returjord. Konsekvenser og muligheder«, der nærmere belyser de forskellige problemstillinger.

En følge af lovforslaget må forventes at blive, at en del af den fyldjord, der i dag deponeres i råstofgrave, der omfattes af forbuddet, i stedet vil blive deponeret i andre råstofgrave. Jordforureningsudvalget har påpeget, at der generelt er behov for en styrkelse af styringen med bortskaffelse og genanvendelse af jord. Denne forudsatte styrkelse, der naturligvis også omfatter fyldjord i andre råstofgrave, vil indgå i det lovforslag, som i efteråret 1997 ventes fremsat som et samlet lovforslag om forurenet jord til opfølgning af udvalgets betænkning.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.

3. Hørte myndigheder og organisationer

Lovforslaget har ikke særskilt været udsendt i høring. Derimod har Jordforureningsudvalgets betænkning med tilhørende lovudkast været udsendt i bred høring til ca. 80 myndigheder og organisationer m.v., ligesom såvel entreprenørbranchen som råstofbranchen har været repræsenteret i enten selve Jordforureningsudvalget eller dettes underudvalg. Høringen har ikke givet anledning til væsentlige bemærkninger til denne del af Jordforureningsudvalgets forslag. Entreprenørforeningens Miljøsektion har dog påpeget, at forbuddet kan medføre store problemer for byggeriet, medmindre der sikres alternative deponeringsmuligheder. Landbrugsorganisationerne har ikke haft bemærkninger til denne del af udvalgets forslag. Råstofbranchen har ikke afgivet svar under høringen, og Foreningen af Danske Grus- og Stenindustrier har heller ikke under udvalgsarbejdet haft bemærkninger til det foreslåede forbud.

4. Forholdet til EU-retten

Forslaget vurderes ikke at have EU-retlige aspekter.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

5.1. Erhvervsøkonomiske konsekvenser

Der findes i dag ca. 1.000 råstofgrave, der er i drift. I størrelsesorden halvdelen af råstofgravene må forventes at blive omfattet af forbuddet. Der er tale om et foreløbigt skøn, idet områderne med særlige drikkevandsinteresser endnu ikke er endeligt udpegede. Skønnet bygger på en spørgeskemaundersøgelse, udført i 1994, hvis resultater forventes at være udtryk for et maksimalt skøn, jf. bemærkningerne under pkt. 2.

Tallene fra undersøgelsen viste, at kun ca. 1/3 af råstofgravene rent faktisk modtog fyldjord. Af disse forventes en stor del at være placeret uden for områder med særlige drikkevandsinteresser. Forbuddet skønnes herefter i praksis alene at få betydning for i størrelsesorden 10% af alle råstofgravene.

Da forholdene er meget forskellige fra råstofgrav til råstofgrav, vil det ikke være muligt at opstille en beregning over de økonomiske konsekvenser for branchen som helhed, men følgende mulige konsekvenser kan anføres:

I det omfang, en anlægsentreprenør tillige skal købe råstoffer til et anlægsarbejde, vil adgangen til at modtage fyldjord være en konkurrenceparameter. Det vil således alt andet lige være naturligt for entreprenøren at aflevere eventuel overskudsjord fra anlægsarbejdet samtidig med afhentning af råstoffer.

Såfremt jord skal bortskaffes uden samtidig indkøb af råstoffer, vil det i højere grad være afstanden mellem anlægsarbejdet og aflæsningsstedet, der bestemmer, hvor jorden deponeres.

Nogle råstofindvindere kræver betaling for modtagelse af fyldjord, andre gør det ikke, og nogle giver rabat ved samtidig køb af råstoffer. Miljø- og Energiministeriet er ikke i besiddelse af oplysninger om de gennemsnitlige priser for modtagelse af jord. Ved telefonisk forespørgsel til tre amtskommuner er der oplyst priser, der varierer fra ca. 55 til 250 kr. pr. læs (et læs svarer til ca. 10 (m3) jord). Ved beregning af en eventuel fortjeneste ved modtagelse af jord skal dog indregnes, at råstofindvinderen skal afholde udgifter til eventuel kontrol og håndtering af jorden på pladsen i overensstemmelse med den fastlagte efterbehandlingsplan (intern transport, udjævning, indbygning i skrænter m.v.).

Det kan heller ikke udelukkes, at forbuddet i enkelte tilfælde kan resultere i, at den mulige råstofindvinding reduceres, fordi der skal være materialer tilbage langs ejendommens skel til at frembringe sikre skråninger mod omgivelserne.

Det vurderes herudover, at de økonomiske konsekvenser er langt mindre ved at foreslå et generelt forbud end ved at foreslå analyser af al jord, der deponeres i gravene. Med de nuværende analysemetoder og henset til, at der er behov for en høj grad af sikkerhed på grund af den forhøjede grundvandsrisiko og de meget store mængder, der deponeres på et sted, vurderes en kontrol baseret på analyser ikke for nærværende at være en hensigtsmæssig anvendelse af ressourcerne.

Det er heller ikke muligt at oplyse tal for de økonomiske konsekvenser for bygge- og anlægsbranchen. Forbuddet vil medføre, at ca. 2 mio. (m3) overskudsjord fra bygge- og anlægsarbejder skal genanvendes eller deponeres andetsteds end i dag. På landsplan vil der være tilstrækkelig deponeringskapacitet i råstofgrave, der ikke omfattes af forbuddet, men der er regionale forskelle. Generelt set vil valget af deponerings- eller genanvendelsesmulighed for overskudsjord afhænge af de muligheder, der til enhver tid består, og omkostningerne ved transport og deponering/genanvendelse. Det er således ikke muligt at skønne over, hvorvidt forbuddet vil medføre større transportafstande. Det kan heller ikke udelukkes, at bortskaffelsen kan blive billigere, i det omfang der findes alternative placeringer/genanvendelsesmuligheder tættere på anlægsarbejdet.

Råstofgrave ligger ofte på landbrugsejendomme. I forbindelse med udstedelsen af råstoftilladelsen stilles krav om efterbehandling, der bl.a. tager udgangspunkt i overvejelser om den fremtidige anvendelse af gravearealet. En fortsat landbrugsmæssig anvendelse af de tidligere gravearealer forudsætter ikke, at gravehullerne fyldes op til oprindeligt terræn. Allerede den nuværende administration af råstofloven og erhvervets egne aktiviteter medfører, at tidligere gravearealer i et vist omfang henligger i naturtilstand, og at der sker en ekstensivering af landsbrugsdrift m.v.

Da forbuddet kan gribe ind i eksisterende kontrakter eller andre berettigede forventninger med væsentlige tab til følge, foreslås der indført en dispensationsadgang. Udgangspunktet er således, at ordningen skal respektere indgåede kontrakter eller andre berettigede forventninger til ejendommens fremtidige udnyttelse. En dispensationsansøgning kan dog afslås af miljømæssige grunde. Det kan ikke udelukkes, at et afslag i særlige tilfælde kan ramme økonomisk så intensivt og atypisk, at en ekspropriationserstatning vil kunne komme på tale.

5.2 Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Forslaget medfører, at amtskommunerne skal identificere de ca. 500 råstofgrave, der ligger i områder med særlige drikkevandsinteresser, samt de tidligere råstofgrave i disse områder. Der skal udsendes en standardskrivelse, som indeholder meddelelse om forbuddet samt orientering om mulighederne for at opnå dispensation og virkningen af en korrekt fremsendt dispensationsansøgning. Da oplysningerne om råstofgrave, der er eller har været igang siden 1972, forventes at være umiddelbart tilgængelige som led i amtskommunernes sædvanlige administration af råstofloven, vil denne opgave ikke medføre noget nævneværdigt ressourceforbrug. For afsluttede råstofgrave vil der dog være en arbejdsindsats med at ajourføre oplysninger om ejerforholdet til de pågældende ejendomme.

Amtskommunerne vil endvidere skulle vurdere, om forbuddet mod tilførsel af jord til råstofgrave medfører, at konkrete vilkår i meddelte råstoftilladelser bør ændres. Vilkåret om modtagelse af uforurenet jord må automatisk bortfalde som følge af forbuddet. Dette gælder tillige andre vilkår, som er i strid med forbuddet, f.eks. krav om tilførsel af materialer til opfyldning af gravearealet. Bortfaldet af disse vilkår vil derfor ikke medføre klageadgang efter råstofloven og vil kunne oplyses i ovennævnte standardskrivelse.

Da vilkårene i en råstoftilladelse, herunder om retten til at modtage ren jord, imidlertid er tinglyst på de enkelte ejendomme, vil der skulle ske ændring af disse deklarationer, så de tinglyste vilkår bringes i overensstemmelse med forbuddet. Det skønnes, at dette vil være aktuelt i mindre end 400 sager.

Såfremt der er andre vilkår, der - uden at være i strid med forbuddet - bør ændres, vil dette være en selvstændig afgørelse efter råstofloven med mulighed for klageadgang efter denne. Det vurderes, at dette kun i meget sjældne tilfælde vil være nødvendigt. Amtskommunerne vil på grund af deres forhåndskendskab til de igangværende råstofgrave kunne identificere disse sager med en lille ressourceindsats.

Amtskommunerne vil tillige skulle gennemgå de enkelte grave- og efterbehandlingsplaner med henblik på at konstatere, om der skal ændres i disse. Endvidere vil der kunne blive tale om ændring af sikkerhedsstillelsen i konsekvens heraf. En sådan gennemgang indgår i forvejen i amtskommunens tilsynsarbejde med jævne mellemrum, således at der ikke er tale om et merarbejde af videre omfang. Disse ændringer kan være omfattet af klageadgangen efter råstofloven.

Forslaget medfører endelig, at amtskommunerne skal behandle sager, hvor råstofindvinderen eller grundejeren søger om dispensation fra forbuddet. Det skønnes, at der kun er i størrelsesorden 100 råstofgrave, som i dag rent faktisk modtager fyldjord, og som vil blive omfattet af forbuddet. Da dispensationsadgangen er begrænset til tilfælde, hvor der er indgået kontrakter og tilfælde, hvor der foreligger helt særlige omstændigheder, skønnes det, at denne sagsbehandling vil få et meget ringe omfang.

Amtskommunerne fører allerede i dag tilsyn med deponeringer i råstofgrave, dels i medfør af råstofloven (for så vidt angår igangværende råstofgrave), dels i medfør af miljøbeskyttelsesloven (vedrørende såvel igangværende som tidligere råstofgrave). Med indførelsen af et generelt forbud vil amtskommunernes tilsyn blive lettet, idet tilsynet kan indskrænkes til at kontrollere, hvorvidt der deponeres jord i råstofgraven. I dag udføres i et vist omfang stikprøvekontrol med udtagning af prøver og omkostningskrævende analyser.

Netto forventes forslaget at medføre et øget personalebehov på i størrelsesorden 1 årsværk i en et-årig periode samt udgifter til tinglysningsafgifter på ca. 0,3 mio. kr. i amtskommunerne. Spørgsmålet har imidlertid endnu ikke været forhandlet med Amtsrådsforeningen, Københavns og Frederiksberg kommuner.

Forslaget tillægger ikke kommunerne nye opgaver.

Afgørelser i en dispensationssag vil kunne påklages i henhold til miljøbeskyttelseslovens almindelige regler. Da der som nævnt ikke forventes noget større antal sager, vil dette ikke medføre ressourceforbrug i Miljøstyrelsen af nævneværdigt omfang. Ligesom for øvrige afgørelser efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3, består der ingen klageadgang til Miljøklagenævnet.

Der forventes som nævnt heller ikke noget større antal klager efter råstofloven, hvorfor der heller ikke vil være ressourceforbrug i Naturklagenævnet eller eventuelt Skov- og Naturstyrelsen af nævneværdigt omfang.

6. Miljømæssige konsekvenser af lovforslaget

Om de bestående miljømæssige problemer henvises til kapitel 1.2.1. ovenfor.

Forslaget medfører en betydelig højnelse af grundvandsbeskyttelsen inden for områder, der udpeges i regionplanerne som områder med særlige drikkevandsinteresser. Det skønnes, at ca. 3,1 mio. (m3) jord årligt deponeres i råstofgrave, hvoraf max. 2 mio. (m3) deponeres i råstofgrave, der omfattes af forbuddet. Ca. 80% af de deponerede jordmængder anslås at stamme fra byzone med deraf følgende risiko for, at jorden kan være (lettere) forurenet. Det anslås endvidere, at i størrelsesorden 5% af jorden rent faktisk er forurenet.

Med forslaget sikres en forebyggende indsats, således at der ikke via deponeringer af fyldjord i råstofgrave i disse områder opstår nye forureninger og dermed trusler mod grundvandet.

Forslaget vil have nogle afledede konsekvenser, idet jorden vil skulle bortskaffes eller genanvendes på anden måde.

Det må forventes, at en del af jorden i stedet vil blive deponeret i andre råstofgrave, herunder råstofgrave i områder med drikkevandsinteresser. Også her kan jorden indebære en risiko for grundvandet og - afhængig af fastlæggelsen af områderne med særlige drikkevandsinteresser - for bestående vandindvindinger. Et forslag til øget forebyggelse i disse områder vil indgå i det forslag til samlet lov om forurenet jord, der i efteråret 1997 ventes fremsat medhenblik på en generel bedre styring af jordbortskaffelsen og øget kontrol hermed.

Hertil kommer, at lovforslaget indeholder en hjemmel til at fastsætte regler om øget egenkontrol med deponeringer i samtlige råstofgrave. En udnyttelse af hjemlen forudsætter imidlertid, at der fastsættes grænseværdier og dertil hørende analysemetoder, der kan anvendes med et rimeligt omkostningsniveau og samtidig giver rimelig sikkerhed for, at deponeringen ikke medfører nogen uacceptabel grundvandsrisiko.

Transportafstande med overskudsjord må naturligvis indgå ved vurderingen af de miljømæssige konsekvenser af indførelsen af et forbud. Som nævnt i kapitel 5.1 om de erhvervsøkonomiske konsekvenser er det imidlertid ikke muligt generelt at skønne over, hvorvidt forslaget vil medføre længere eller kortere transportafstande, idet dette beror på en række konkrete omstændigheder for den enkelte anlægsentreprenør og de til enhver tid bestående alternative muligheder for deponering eller genanvendelse af jord.

Landskabeligt vil forslaget medføre, at der i en del tilfælde vil blive efterladt nye landskabsformer, der i højere grad end hidtil tilkendegiver, at der er tale om tidligere råstofgrave. Alt afhængig af den fremtidige anvendelse af de tidligere gravearealer vil der blive tale om etablering af nye småbiotoper, vildtremiser, ekstensivering af landbrugsdriften på skråningsarealer m.v., hvorfor forslaget ligeledes skønnes at have positive konsekvenser for plante- og dyrelivet.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Med bestemmelsen i § 20 a, stk. 1, foreslås indført et generelt forbud mod tilførsel af jord til råstofgrave og tidligere råstofgrave i områder med særlige drikkevandsinteresser.

Råstofgrave defineres i overensstemmelse med råstoflovens bestemmelser. Bestemmelsen omfatter således alle råstofgrave, hvad enten der er tale om lergrave, grusgrave eller andre typer grave.

Indførelsen af det generelle forbud vil som specialregel gå forud for eventuelle modstridende vilkår, fastlagt i en råstoftilladelse. Af ordensmæssige grunde vil sådanne tilladelser skulle revideres, således at de stillede krav i en tilladelse er i overensstemmelse med det generelle forbud. Om betydningen af eventuelle kontrakter, der forudsætter tilførsel af jord, henvises til bemærkningerne til stk. 3.

Med begrebet tidligere råstofgrave forstås grave, som har været reguleret af gældende eller tidligere gældende råstoflove, hvor indvindingen og eventuel retablering eller efterbehandling er afsluttet. Råstofgravning, der er foregået og afsluttet inden den første råstoflovs ikrafttræden i 1972, omfattes således ikke af bestemmelsen. Baggrunden herfor er, at der ikke er samme incitament til at deponere fyldjord i gamle råstofgrave, da disse typisk enten vil være overgået til anden anvendelse eller henligger som naturområder med gammel bevoksning, som sø el.lign. Henligger arealerne som søer, moser eller engarealer, vil disse i øvrigt ofte være beskyttet af naturbeskyttelseslovens regler. Også hensynet til at opnå en klar og enkel administrerbar regel taler for en sådan afgrænsning. Med den foreslåede afgrænsning vil oplysninger om råstofgravene være umiddelbart tilgængelig i amtskommunerne.

Spørgsmålet om en yderligere grundvandsbeskyttelse vil i øvrigt indgå i det lovforslag om forurenet jord, der ventes fremsat i efteråret 1997 med henblik på en generel styrkelse af styringen af jordbortskaffelsen.

Ved tilførsel af jord forstås jord, der tilføres ejendommen udefra. Det vil således som hidtil være muligt at genanvende den muldjord og overjord, som afgraves i forbindelse med gennemførelsen af en råstofgravning. Der tilsigtes ingen ændringer i praksis efter råstofloven, hvorefter det normalt fastlægges som vilkår, at dette materiale genanvendes på gravearealet efter afsluttet gravning.

Hvor en råstofgrav er beliggende på flere ejendomme, vil der også stadig kunne ske placering af muldjord og overjord i efterbehandlingen af gravearealet uden hensyn til, om de pågældende materialer stammer fra den ene eller den anden af de berørte ejendomme.

Tilførsel af uforurenede råstoffer til brug for et anlægsarbejde på ejendommen, eksempelvis anlæggelse af en grusvej, vil heller ikke være omfattet af forbuddet.

Efter § 20 a, stk. 2, skal råstofindvindere og berørte grundejere have meddelelse om forbuddet og adgangen til dispensation m.v. Dette skyldes, at forbuddet først fastlægges med den endelige vedtagelse af Regionplan 1997, hvorfor man ikke kan forvente, at alle berørte parter vil være umiddelbart opmærksomme herpå. Regionplanerne vedtages på forskellige tidspunkter i de forskellige amtskommuner. Meddelelsen, der forudsættes givet i umiddelbar forlængelse af vedtagelsen af Regionplan 1997, er en gyldighedsbetingelse, og forbuddet træder i kraft 4 uger efter modtagelse af meddelelsen.

Bestemmelsen i § 20 a, stk. 3, giver mulighed for, at amtsrådet kan meddele dispensation fra forbuddet, hvis forbuddet griber ind i bestående kontraktmæssige forpligtelser, eller hvis grundejeren eller råstofindvinderen som følge af en berettiget forventning om en bestemt udnyttelse af ejendommen rammes særligt intensivt af forbuddet.

Efter 1. pkt . kan der dispenseres, således at forbuddet enten først træder i kraft, når eventuelle privatretlige aftaler, der forudsætter tilførsel af jord, er opfyldt, eller helt eller midlertidigt ophæves indtil dette tidspunkt. Det kan for eksempel dreje sig om aftaler om modtagelse af jord fra et konkret bygge- og anlægsarbejde eller aftaler med grundejeren om, hvorledes ejendommen skal efterlades efter endt råstofgravning. Det er en betingelse, at der indsendes dokumentation for indgåede aftaler, samt at disse aftaler forelå på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse, eller der er tale om aftaler af kortere varighed, der er indgået efter lovforslagets fremsættelse og dermed opfylder betingelserne i § 20 b, stk. 1.

Efter 2. pkt . er der mulighed for tillige at dispensere i situationer, hvor der ikke foreligger aftaler eller kontrakter, men hvor forbuddet medfører et væsentligt økonomisk tab for grundejeren eller råstofindvinderen, og hvor denne havde en berettiget forventning om en bestemt udnyttelse af ejendommen.

Sådanne situationer forventes alene at foreligge i yderst sjældne tilfælde. Som nævnt i de almindelige bemærkninger forventes mulighederne for intensiv landbrugsdrift ikke at blive påvirket i væsentligt omfang, idet skråningsarealer og søer dog vil indskrænke arealer, der kan dyrkes intensivt. Da der normalt kun vil ske en mindre indskrænkning af disse arealer, og da der kan være store udgifter forbundet med at retablere samtlige arealer til intensiv landbrugsdrift, vil der som oftest ikke foreligge væsentlige, økonomiske tab som følge af forbuddet.

Hertil kommer, at det økonomiske tab skal ses i forhold til, hvad den pågældende havde haft rimelig grund til at påregne. Heri ligger, at råstofindvinderen eller grundejeren skal kunne støtte sine forventninger på et specifikt grundlag. Eksempelvis kan efterbehandlingsplaner i meget sjældne tilfælde stille egentlige krav eller forudsætte, at ejendommen tilføres jord udefra. Dermed kan også en rimelig forventning om tilførsel af jord støttes herpå. I de fleste tilfælde vil de fastsatte efterbehandlingskrav (eksempelvis afretning af skråninger og etablering af dyrkningsflader i bunden af gravehullet) kunne opfyldes ved tilrettelæggelsen af selve grusgravningen og håndteringen af de materialer, der i forvejen findes på ejendommen uden tilførsel af jord udefra. Sådanne efterbehandlingsvilkår og -planer vil derfor ikke i sig selv kunne danne grundlag for en dispensation.

Det blotte forhold, at der i dag modtages fyldjord, og at råstofindvinderen oppebærer en indtægt herfra, vil heller ikke være tilstrækkeligt til, at dispensation kan meddeles.

Er der tale om en tidligere råstofgrav, som henligger, uden at gravehullet er fyldt op, vil der sædvanligvis heller ikke kunne dokumenteres en berettiget forventning om tilførsel af jord.

Råstofgrave ligger som hovedregel på landbrugsejendomme i landzone. En ændret anvendelse vil således forudsætte en række tilladelser, herunder en landzonetilladelse eller en lokalplan. Der vil derfor normalt ikke kunne være berettigede forventninger om anden anvendelse end til landbrugsformål. Såfremt der foreligger lokal- eller eventuelt kommuneplaner, der eksempelvis forudsætter en bymæssig anvendelse, der ville blive hindret af forbuddet, kan der imidlertid foreligge sådanne berettigede forventninger, at betingelserne for dispensationsadgangen vil være opfyldt.

Under alle omstændigheder skal udgifterne til den nødvendige retablering til sådanne nye anvendelser indgå ved vurderingen af, om der foreligger et væsentligt, økonomisk tab.

Afgørelser i henhold til denne bestemmelse vil kunne påklages efter miljøbeskyttelseslovens almindelige regler.

Det forudsættes, at der kan være tilfælde, hvor miljøhensyn indebærer, at der ikke meddeles dispensation, selv om en bestemt, påregnelig anvendelse af ejendommen herved forringes eller umuliggøres. Det forhold, at forbuddene er et led i en generel, miljømæssigt begrundet regulering, taler for, at ordningen ikke har karakter af ejendomsafståelse i grundlovens § 73's forstand. Det kan imidlertid ikke på forhånd udelukkes, at et afslag på en ansøgning om dispensation fra forbuddet under visse omstændigheder kan ramme økonomisk så intensivt og atypisk, at der bliver tale om ekspropriation. Det må bero på en konkret vurdering, om der i det enkelte tilfælde foreligger ekspropriation. I vurderingen vil bl.a. indgå forbuddets økonomiske betydning og karakteren af det grundlag, som en påregnet anvendelse eller virksomhed støttes på.

Er indgrebet ekspropriativt, vil den pågældende have krav på erstatning. Krav om erstatning må i mangel af enighed rejses ved domstolene.

Af § 20 a, stk. 4, fremgår, at en dispensation kan meddeles på vilkår om eksempelvis håndtering af jorden ved modtagelsen, således at jord af forskellig oprindelse ikke blandes sammen, inden denne er kontrolleret. Der vil eksempelvis også kunne stilles vilkår om, at modtageren for egen regning og inden for rimelige økonomiske rammer skal dokumentere, at jorden overholder fastsatte vilkår i råstoftilladelsen, herunder ved prøveudtagning og analyser.

Bestemmelsen i § 20 a, stk. 5 tillægger ansøgninger om dispensation opsættende virkning, således at der er den fornødne tid til at behandle sådanne sager. Dette skyldes, at der er tale om et generelt forbud, som kan gribe ind i bestående aktiviteter. Hermed sikres det, at der ikke kan rejses erstatningskrav, uden at der forinden er taget stilling til eventuelle ansøgninger om dispensation. Undlader man at fremsende dispensationsansøgning, kan der ikke gøres erstatningskrav gældende som følge af forbuddet, ligesom en overtrædelse af forbuddet kan straffes.

En dispensationsansøgning vil kunne fremsættes når som helst. Den opsættende virkning forudsætter dog, at ansøgning er fremsendt, inden det generelle forbud træder i kraft, og at ansøgningen er bilagt dokumentation for kontraktmæssige forpligtelser eller for påberåbte forventninger om den fremtidige udnyttelse af ejendommen og økonomiske tab som følge af, at disse forventninger ikke ville kunne realiseres.

Med bestemmelsen i § 20 b, stk. 1 , fastsættes, at der ikke overfor offentlige myndigheder kan støttes ret på aftaler, der har en varighed af mere end 6 måneder. Der vil heller ikke kunne støttes ret på aftaler, der forudsætter tilførsel af jord til ejendomme med råstofgrave eller tidligere råstofgrave, uanset disses varighed. Der vil således ikke kunne støttes ret på aftaler mellem en grundejer og en råstofindvinder om, at gravearealet skal fyldes op efter afsluttet råstofindvinding. Af ikrafttrædelsesbestemmelsen fremgår, at bestemmelsen alene finder anvendelse på aftaler, der indgås efter lovens fremsættelse.

Bestemmelsen omfatter alle råstofgrave og tidligere råstofgrave, hvad enten disse ligger inden for områder med særlige drikkevandsinteresser eller ej. Bestemmelsen skal dels sikre, at der ikke indgås længerevarende aftaler i perioden, indtil udpegningen af områder med særlige drikkevandsinteresser - og dermed fastlæggelse af det generelle forbud - sker, dels at der ikke lægges hindringer i vejen for senere at tilvejebringe en løsning på problemerne i råstofgrave, der ligger uden for områder med særlige drikkevandsinteresser. Denne problemstilling vil som nævnt indgå i et samlet lovforslag om forurenet jord.

Derimod omfatter bestemmelsen ikke deponering af jord, der er særskilt tilladt efter miljøbeskyttelseslovens §§ 19 og 33. Visse råstofgrave er således i dag godkendt som egentlige listevirksomheder (deponeringspladser), ligesom der kan være meddelt konkrete tilladelser efter § 19. Deponering af uforurenet jord kræver imidlertid ikke forudgående tilladelse efter gældende regler, hvorfor det foreslås, at amtsrådet kan godkende aftaler herom. Det forudsættes, at en sådan godkendelse alene kan vedrøre deponering af uforurenet jord, og at godkendelse kun meddeles uden for områder med særlige drikkevandsinteresser og områder med drikkevandsinteresser.

Det kan ikke af bestemmelsen udledes, at der kan støttes ret på en hvilken som helst kortvarig aftale med den virkning, at et afslag på en dispensation vil være et ekspropriativt indgreb. Dette må vurderes ud fra de konkrete omstændigheder, jf. bemærkningerne til § 20 a, stk. 3.

Med bestemmelsen i § 20 b, stk. 2, foreslås en hjemmel for ministeren til at fastsætte nærmere regler om kontrol med deponering af jord, herunder at pålægge den, der modtager jorden, at foretage analyser for egen regning. En udnyttelse af hjemlen forudsætter, at der er fastsat grænseværdier og dertil hørende analysemetoder, der kan anvendes med et rimeligt omkostningsniveau og samtidig giver rimelig sikkerhed for, at deponeringen ikke medfører nogen uacceptabel grundvandsrisiko. Et sådant arbejde er igangsat som opfølgning på Jordforureningsudvalgets betænkning.

Med hjemmel i bestemmelsen vil der ligeledes kunne fastsættes nærmere regler om eksempelvis håndtering af jorden ved modtagelsen i råstofgraven og om en ordning, hvorefter jord, der modtages, skal være ledsaget af bestemte oplysninger.

Til nr. 2 og 3

Med forslagene tilsigtes ingen ændringer i forhold til gældende ret, men der er tale om en præcisering og tilvejebringelse af en ensartet terminologi.

Til nr. 4 og 5

Overtrædelser af det generelle påbud eller af vilkårene for meddelte dispensationer gøres strafbare.

Til nr. 6

Med bestemmelsen gives der hjemmel til, at der i regler om kontrol med jord i råstofgrave kan fastsættes straffebestemmelser.

Til § 2

Efter den gældende råstoflovs § 10, stk. 5, afholder grundejeren udgifter til tinglysning af vilkår om efterbehandling. Lovforslaget medfører, at vilkår om efterbehandling af ordensmæssige grunde eventuelt skal revideres, hvilket også medfører behov for ændring i tingbogen. Da det ikke skønnes rimeligt, at grundejeren skal afholde udgifter til tinglysningsafgift i denne situation, foreslås det lovfæstet, at amtskommunen afholder disse udgifter.

Til § 3

Loven foreslås at træde i kraft den 1. april 1997. Ikrafttrædelsestidspunktet skal ses i relation til, at de første Regionplan 1997, som forbuddet mod tilførsel af jord til råstofgrave tager udgangspunkt i, forventes vedtaget i løbet af foråret 1997. Om bestemmelsen i stk. 2 henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 1 vedrørende § 20 b, stk. 1.

Skriftlig fremsættelse

Miljø- og energiministeren (Svend Auken):

Jeg skal herved tillade mig at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om råstoffer. (Regulering af fyldjord i råstofgrave).

(Lovforslag nr. L 129).

Dette lovforslag har til formål at indføre en bedre grundvandsbeskyttelse mod jordforurening. Med lovforslaget indføres et generelt forbud mod deponering af jord i de igangværende og tidligere råstofgrave, som er placeret i områder, der af amtskommunerne i Regionplan 1997 vil blive udpeget som områder med særlige drikkevandsinteresser.

Lovforslaget er en delopfølgning af anbefalingerne i betænkningen fra Jordforureningsudvalget og er udformet i overensstemmelse med Jordforureningsudvalgets forslag med nogle lovtekniske præciseringer samt bestemmelser, der skal sikre en hurtig gennemførelse af forbuddet.

Regeringen er af den opfattelse, at der er behov for en samlet lovgivning om jordforurening, og at Jordforureningsudvalgets betænkning er et godt grundlag herfor. Iværksættelsen af en samlet, ny regulering af jordforureningsområdet forudsætter imidlertid, at der gennemføres et betydeligt analyse- og udviklingsarbejde, for eksempel fastsættelse af kriterier og grænseværdier for jord og bedre analyse- og prøvetagningsmetoder m.v., før end nye regler kan omsættes i praksis. Resultatet af dette arbejde vil give Folketinget et langt mere fyldestgørende grundlag at træffe beslutning på. Regeringen sigter mod i 1997 at opnå bred tilslutning til at gennemføre en samlet lovgivning på området.

For at undgå, at der i den mellemliggende tid sker nye skader på miljøet, fremsættes allerede nu dette lovforslag, der omfatter regulering af tilførsel af jord til råstofgrave. Herudover har regeringen iværksat forskellige initiativer, herunder udarbejdelse af nye, skærpede regler for olietanke for at forebygge fremtidige uheld. Der vil i denne Folketingssamling blive fremsat lovforslag om etablering af en Vandfond, der især skal hjælpe mindre vandværkers økonomiske problemer ved at give tilskud til for eksempel etablering af nye vandindvindingsboringer. Også på pesticidområdet er der initiativer igang med henblik på at øge grundvandsbeskyttelsen. Endelig har regeringen som resultat af forhandlingerne om finansloven fremsat forslag om, at der afsættes flere penge til styrkelse af indsatsen på jordforureningsområdet.

Deponering af fyldjord i råstofgrave udgør et miljømæssigt problem, og undersøgelser i en række råstofgrave har påvist forurening i en del af de undersøgte grave. Deponeringen af jord i råstofgravene sker tæt på grundvandsspejlet og vil dermed kunne påvirke grundvandet. Råstofgrave har igennem mange år været anvendt som deponeringssteder for overskudsjord fra bygge- og anlægsarbejder, og denne jord kommer oftest fra byområder, hvorfor den kan være forurenet.

Lovforslaget indeholder et generelt forbud mod deponering af fyldjord i igangværende og tidligere råstofgrave. En bestemmelse muliggør dog, at der i særlige situationer kan dispenseres fra forbuddet, eksempelvis hvis forbuddet griber ind i bestående kontrakter. Herudover foreslås en bestemmelse, der skal sikre, at der ikke efter lovforslagets fremsættelse indgås aftaler og kontrakter, som kan hindre virkeliggørelsen af forbuddet.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, anbefaler jeg lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Efter 2. behandling den 28. maj 1997

§ 1

1. Efter § 20 indsættes:

»§ 20 a. Tilførsel af jord til råstofgrave og tidligere råstofgrave er forbudt.

Stk. 2. Amtsrådet kan meddele dispensation fra forbudet, såfremt

1) råstofindvinderen eller grundejeren dokumenterer, at der inden den 1. januar 1998 forelå kontraktmæssige forpligtelser vedrørende tilførsel af jord til ejendommen, jf. dog § 20 b, stk. 1,

Stk. 3. En dispensation efter stk. 2 kan indeholde vilkår, herunder om håndtering af jorden og om dokumentation for, at der er tale om uforurenet jord.

2. § 66, stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»Amtsrådet fører tillige tilsyn med deponeringer i råstofgrave og tidligere råstofgrave.«

3. § 66, stk. 3, 2. pkt., ophæves.

4. I § 110, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 20,»: »§ 20 a, stk. 1,».

5. I § 110, stk. 1, nr. 4, indsættes efter »tilladelse«: », dispensation«.

6. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§ 19, stk. 5,»: »§ 20 b, stk. 2,».

§ 2

I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1007 af 28. november 1996, som ændret ved § 2 i lov nr. 19 af 13. januar 1997, foretages følgende ændring:

1. I § 10, stk. 5 , indsættes som 2. pkt.:

»Reviderede vilkår som følge af forbud efter miljøbeskyttelseslovens § 20 a tinglyses dog for amtskommunens regning.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 20 a, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, træder i kraft den 1. januar 1998.

Stk. 3. § 20 b, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, finder anvendelse på aftaler, der indgås efter den 18. december 1996.

Versioner

1997-06-13